Lys ulmede bag vinduesåbningerne i Det Nedre Bydistrikt. En kold vind susede gennem gaderne, og der var frost i luften. Selv om det ikke var sent på aftenen, var udgangsforbuddet i fuld kraft, og de smalle, snoede gader, lå tomme hen. En enkelt, mørkklædt skikkelse, en trodser af udgangsforbuddet, bevægede sig mellem husene, men forsvandt hurtigt ud af syne, da lyden af oficielle fodtrin hørtes i gaderne. En større mængde af Kilepræster var på vej - bærene fakler, hvis lys flakkede hen over dør- og vinduesåbninger. Nysgerrige ansigter betragtede dem fra oven. Hvem havde nu gjort sig fortjent til Ordenens vrede?

Kilepræsterne stoppede foran en stor, men fældefærdig bygning. Et af byens fattighuse. En stemme skar gennem stilheden i gaden: "Spred jer ud. Gennemsøg husene. Hvis I finder nogle, som har Nox på sig, skal de omgående føres til arresten og rusmidlet beslaglægges. Hvis I finder nogle af dem, der sælger eller producerer Nox, vil Ypperstepræsten se dem personligt.."

De seneste par uger havde medlemmerne af Kiles Orden været plaget af frygtelige mareridt. Et par af præsterne kunne fortælle om en sortklædt mand, der havde sneget sig ind på området natten før marieridtene begyndte, og da rygterne om salg af drømmeenergi, rusmidlet Nox, cirkulerede i byen, tog det ikke Ordenen alt for lang tid at lægge to og to sammen. 
Selv om det var tvivlsomt, at de på nuværende tidspunkt ville være i stand til at få fat i Sadikbrødrene, skulle nogen bøde for Ordenens lidelser, og præsterne havde besluttet sig for at slå hårdt ned på salget af Nox. 

Døren til fattighuset blev hårdhændet skubbet op og præsterne begyndte at gennemsøge bygningen. Andre spredte sig til de nærliggende huse. 

Alle karakterer, der har årsag til at befinde sig i Det Nedre Bydistrikt kan deltage i tråden. Det er op til deltagerne, hvad der videre sker.

Det var måske normalt for det nedre bydistrikt at være lidt mere livligt i nattetimerne end de andre stræder. Selv nu med udgangsforbud, selvom det hovedsageligt var bag lukkede døre i øjeblikket. De færreste ønskede en nat i arresten, selvom ingen Kilepræster brød sig om at patruljere hernede om natten.
Romulus var ikke gået i seng endnu da han hørte fodskridtene udenfor,  og ligesom så mange andre kiggede han nysgerrigt ud af vinduet. Han var godt klar over at det her ville ske før eller siden, men alligevel hev det lidt fat i ham som han så de mørkklædte skikkelser først gå mod fattighuset, som ikke var langt fra hans eget hus. Han vidste at der var nogen der ville pege dem mod Sadik brødrene, og han var glad for at de havde taget deres forbehold for at stofferne ikke bare lige var sådan at blive fundet. Men forhelvede hvor var han lettere irrirteret over Remus nu. Heldigvis i sikkerhed væk fra byen, men det her rod kunne de havde undgået. Især hvis Romulus havde vidst det lidt tidligere så han kunne stoppe sin dumme, idiotiske bror.

Der gik heller ikke lang tid, før at han hørte navnet 'Sadik' ude på gaderne, og der blev banket hårdt på hans dør, hvor han blev nødt til at åbne den.
Han blev mødt af synet af en kilepræst, men kunne ikke se noget udover at personen var ganske maskeret, og en aura af bare.... død? Nej nok ikke det, men Romulus kunne i den grad ikke lide denne her idiot.
"Hvad vil I?" gryntede Romulus og lagde armene over kors.

"Vi har fået oplysninger om at du står i relation til Nox?" kom det fra Kilepræsten og Romulus kunne ikke stoppe sig selv fra at stoppe ud på gaden.
"Jeg har ikke en skid. Ligner jeg måske en der har hjernen til sådan en omgang?" kom bare det kæphøje svar tilbage fra Romulus, der sådan set stod og fyldte hele dørkarmen, så kilepræsten havde ikke en jordisk chance for at komme ind.

Det var mørkt og koldt her til aften, og Myssa lå under en kære og sov. Derfor hørte hun ikke de første optøjer. Hun hørte ikke den officelt lydende marcheren gennem gaderne. Hun hørte ikke flammernes roaring. Hun så ikke de mange mennesker, som slog gardinerne fra og så ud af vinduerne. Hun så ikke de kutteklædte kilepræster, som kom gående gade op, stræde ned, mens de gennemsøgte hvert eneste hus. Hell, hun vidste ikke engang hvad de søgte efter.

Det var først da de nåede til kæren, som hun lå under, at hun vågnede op. Forvirret og fortumlet. Hun rystede forvirret på hovedet, og bandede lavt, da hun slog hovedet på i kærens bund.

"Ved mørket for pokker da!"

Da så hun lyset fra faklerne, og de mørke kutter, som kilepræsterne var kendt for, på deres aftenvandringer. Hun slog forskrækket hånden for munden, og håbede ikke, at kilepræsterne havde hørt hende. Der var jo udgangsforbud efter mørkets frembrud. Desværre boede Myssa ingen steder, så hun var altid i fare for at blive smidt i arresten. Mest fordi de ikke ville have hende på kroer og så videre, fordi hun ikke kunne betale. Og der var ingen steder at gå for fattige uden penge.

Det var også derfor hun nu lå under en kære. For at gemme sig for eventuelle nattevagter, og have et nogenlunde tørt sted at sove. Da hørte hun et brovtent:

"Hvad vil I?" Fra manden i døren, som hun kun kunne se fødderne af. Det kunne hun sådan set også kun på kilepræsterne, se fødderne altså, men hun kunne se bunden af kutterne, og det var nok til at vide, at det var kilepræster. Desuden var det kun dem der gik rundt efter mørkets frembrud. Dem og så fulde mennesker, men de to kunne man da kende forskel på.

”Vi må hellere tage dig med for at forhøre dig,” kom det fra den samme kilepræst og Romulus begyndte praktisk talt at snerre af manden. Det var typisk. De stolede påd en første junkie de havde fået fat i, og de havde ingen loyalitet overfor meget. Det var ikke hans skyld hvis folk skulle rende rundt med abstinenser.
”Ja selvfølgelig…” kom det næsten sukkersødt fra ham, før at han spyttede i kilepræstens generelle linje, selvom han ikke ramte ham. Hvilket egnetlig også var med vilje. ”Som om at jeg tager med jer. I har intet at gøre i denne her del af byen. Her er ingen autoriteter,” sagde han og som han sagde det kunne et skrig høres fra en af de nærmeste bygninger. En kvinde højst sandsynligt. Hvem kunne sige hvad der var ved at ske der. Det kom der meget snart svar på, som ilden var begyndt at tage fat i bygningen og folk kom løbende ud.

”Jeg tror måske I hellere må fokusere på hvordan I har antændt en bygning, i stedet for at redde folk her,” sagde han så og kilepræsten så noget chokeret ud og vidste tydeligvis ikke helt hvordan han skulle håndtere situationen, nu når der åbenbart var endnu mere kaos end planlagt.

Myssa var nær sprunget frem i hundeskikkelse, da hun så bygningen, som var i brand. Folk kom løbende ud af bygningen, som lignede en kro. Det var nok grunden til, at der var så mange mennesker derinde - gætte Myssa i hvert fald på. De strømmede ud i gaderne som fordrukne myrer fra en myretue, som nogen havde hældt whiskey i. 

Igen så hun mod Kilepræsternes fødder, og hørte noget om en arrestation. Men dette blev hurtigt afbrudt af personen i døren. Hmm... måske han havde noget med branden at gøre? Nej, det ville ikke give mening, hvordan skulle han have det? Myssa så tænksomt mod den brændende bygning, stadigvæk i ly af kæren, og så til, mens præsterne løb mod den. De virkede lidt modvillige, og den ene mumlede endda noget vrissent til personen i døren.

Da de var et stykke væk, rejste hun sig fra under kæren, og gik hen til personen, som viste sig at være en mand.

"Jeg ved ikke med dig, men var jeg dig, så ville jeg skynde mig væk herfra. De kommer tilbage, ved du."

En razzia var det absolut værste der kunne ske Juno. Flere af hans bandemedlemmer havde for helvede fyldt lommerne med nox og hvad hvis de blev taget? Børn var ikke immune overfor straf. Deres sikkerhed var Junos ansvar, men de var sgu heller ikke i sikkerhed, hvis de dumpede stofferne et eller andet sted - så ville Sadikbrødrene komme efter dem i stedet for kilepræsterne. Det var en situation de ikke kunne vinde.

Juno havde bedt alle i banden med nox på sig om at aflevere det til forhandlerne så hurtigt som muligt. Et forældreløst barn med krystaller på sig var suspekt, men det var ikke ulovligt. Det samme med børn ude efter mørkets frembrud. De ville næppe blive straffet hårdt, og desuden løb de alle sammen hurtigt. Men han var stadig pisse sur. Og det var Remus' skyld.

Det var ikke svært at finde ud af hvor Remus boede. De fleste kendte nogen, der kendte nogen, der kendte nogen, i det kvarter og Juno kendte alle. Inden længe var han i en gyde op til Sadikbrødrenes hjem og i gang med at klatre ind af et vindue, han med sin evne havde åbnet. Han gad ikke at brødrene vidste at han kunne gå igennem vægge, så det var nemmere at få det til at se ud som om de havde ladet et vindue stå åbent, og han sprang ind igennem det med et grynt.

"Hvor helvede er Remus henne?" spurgte han, som om han ejede stedet, da han så Romulus stå i døråbningen, og rettede straks på både sit hår og sit tøj - han skulle altid være lækker. Især når Remus var her, for Juno vidste at det pissede manden af.

Romulus kiggede efter Kile præsterne, og skulle til at gå tilbage ind i sit hus, da en lille unge kom op til ham og sagde at han skulle flygte fra stedet. ”Hvorfor skulle jeg give dem mere grund til at tænke at jeg er skyldig? Jeg har intet at skjule,” svarede han endnu engang, men det så ikke ud til at han der ville få fred, som  han hørte en stemme b ag sig og kunne se at det var en af  ungerne Remus havde ansat. Det fik dog også Romulus til at åbne øjnene, og gå med faste skridt h en for at tage fat i Juno og pressede ham mod den nærmeste væk, så han ikke kunne slippe væk.

”Er du ude på at vi alle sammen skal i problemer,” hvæsede han og vreden var ved at vælte ind over ham, og tage alt hvad han kunne få af fysisk styrke fra folk omkring sig. ”Du kender ingen Remus og hvis du gjorde, så ved du ikke hvor han er forsvundet hen.” det var tydeligt i Romulus’ stemme at der lå mere bag det. Romulus vidste hvor Remus var, men han havde ikke tænkt sig at give den oplysning videre til Juno. Især nu når Kile præsterne var i gang med at gennemsøge hele kvarteret.

Myssa mærkede hvordan manden (Romulus) så på hende, som om hun var en lille unge. Hun skulede trodsigt til ham og skød hagen frem. Hun var altså 17 år, og havde taget vare på sig selv siden hun var helt lille. 5 år eller sådan noget. Bare fordi man boede på børnehjem betød det jo ikke, at nogen tog sig af en. Nej, det var snare omvendt, for hendes 'mor' var altid så fuld, at hun dårligt kunne tage vare på sig selv, så det havde Myssa måtte gøre - og det i en alder af 7 år!

Hun havde altid måtte tage sig af sig selv og passe sig selv. Det var svært, men hun havde klaret det. Nej, hun spiste sig aldrig tyk og fed i lækker mad, men hun havde tøj på kroppen, og mad i maven (det meste af tiden). Godt nok ikke noget tag over hovedet, men hun kunne sove hvorsomhelst efterhånden.

"Selv tak." brummede Myssa utilfredst, og skulle til at skynde sig tilbage under kæren, da hun hørte fodtrin. Hurtigt, og i ren refleks, sprang hun frem i hundeskikkelse, og gemte sig bag fyrens (Romulus) ben. Hun lagde slet ikke mærke til, at en anden fyr (Juno) var kommet hen til den første fyr og begyndte at tale til ham.

Helt instinktivt bakkede Juno et par skridt væk, da Romulus pludselig kom gående imod ham, men han reagerede ikke hurtigt nok, og før han vidste at det var han presset op imod en væg. Det var ikke gået op for ham hvor forskellige Remus og hans bror var fra hinanden - han havde regnet med en bror, der hellere ville snakke sig ud af problemerne, end at slå på dem, og det var nok deri at Junos største fejltagelse lå.

"Okay, okay, nej, jeg aner ikke hvor fyren er, jeg kender ham ikke engang," svarede Juno og løftede overgivende begge hænder. "Men hvis jeg du finder ham, så fortæl ham, at vi ikke har noget samarbejde før Kiles Orden er færdige med at rende i hælene på os. Jeg går ikke i spjældet for den åndsbolle."

Juno fik ud af øjenkrogen øje på en hund, men det var slet ikke gået op for ham at det ikke var en rigtig hund, og han tænkte ikke nærmere over det.

At tro at Remus og Romulus ville være på nogen måder ens var en stor fejltagelse at tage, og kunne meget vel være den sidste man fik lov til at begå. Især hvis Romulus blev forvekslet for at være ligeså 'blødsøden' som Remus ellers var. Romulus var barnet der var blevet for hurtig voksen. Ham der havde sørget for at Remus kunne komme gennem sin barndom med færrest mulige skræmmer, og sørge for at ingen ville løbe om hjørner med Sadik-brødrene.

Romulus burde nok have lagt mere mærke til pigen, der nu var en hund, men pt. var han mere fokuseret på ididoten foran ham. Romulus havde været lidt på kanten siden Remus havde forgiftet brønden, så han havde også bare lyst til at banke Juno, men med Kile præsterne rendende i området, så ville nu ikek være det bedste tidspunkt.
"Du behøver ikke at bekymre dig om sådan nogle ting, men hvis jeg ser ham igen, så skal jeg nok give beskeden videre," sagde han og gav endelig slip på Juno så han kunne smutte igen. "Og du har ikke hørt en lyd!" tilføjede han så og kiggede strengt på drengen. Hvis han blev fanget pga. en eller anden åndssvag børnebande, så ville Remus nok alligevel få en røvful. 

Myssa sad på sin bagdel bag ved Romulus ben, og overvejede hvor længe han tillod hende at sidde der. Hun ville tage det så længe hun kunne få det, for hvis Kilepræsterne kom tilbage igen, så ville hun være på røven. For der var trods alt udgangsforbud efter mørkets frembrud. Og hun havde ingen steder at gå hen. Intet sted at kalde hjem. Desværre. Hun ville gerne, men havde ikke råd. Hun var ikke andet end en ussel tyv.

Som hun sad der, lyttede hun til samtalen der foregik mellem de to mænd. Hun hørte navnet 'Remus' blive nævnt, men kendte det ikke andet end af navn. Jo hun vidste jo lidt, vidste hvad han var for en, hvad byen sagde om ham, men ikke mere end det. Hun rystede let på sit hundehoved, så ørerne floppede omkring hende, og blev blot siddende på sin plads.

Juno var mere end tilfreds med Romulus' svar og ville have været det ligegyldigt hvad, fra det øjeblik Romulus slap ham. At han kunne skride uden yderligere skader var fedt nok i sig selv, og normalt ville det ikke have stoppet ham fra at fyre mere op under konflikten, men nu havde Romulus allerede lovet ham, at han ville give hans besked videre til Remus, og desuden var bare det, at Romulus vidste at banden ikke ville have noget med dem at gøre før de fik styr på deres lort igen, nok til at Juno havde ro i sjælen. Så længe der ikke var nogen fandens narkobaroner der kom efter dem kunne Juno godt være tilfreds med sit eget lederskab.

"Ikke hørt en lyd," gentog han som et løfte til Romulus og skyndte sig hen til det vindue han var kommet ind ad, som han lige så hurtigt smuttede ud af, som han var kommet. Det ville nærmest være lige så slemt at blive taget her af Kile Ordenen, som det sikkert ville være at blive fanget af Romulus igen, så han skyndte sig hjemad, gemt i skyggerne.


//out

Romulus sydede stadig lidt af raseri, som han så Juno hoppe ud af vinduet. Det var svært at gøre så meget andet, når hele denne her situation var ude af hans andre hænder, og det hele var Remus' skyld. Han havde fået en kæmpe røvfuld, men det irriterede stadig Romulus grænseløst. Det var også nok til at da han så hunden der sad for fødder af ham, blev han bare mere arrig. Hvorfor var sådan et kræ trængt ind i hans hus?
"Ud med dig kræ," hvæsede han og begyndte at sparke noget voldsomt til hunden for at få den til at flytte sig og gå udenfor, så han kunne lukke døren og være alene igen. I hvert fald indtil at Kile præsterne udentvivl ville komme igen. Det så da i hvert fald ud til at branden var ved at være under kontrol, og forhåbentlig blev han glemt, men det tvivlede han alligevel på.

Myssa så til, mens den anden fyr sprang ud af vinduet igen. Hun skævede til Romulus, som han åbenbart hed, og så at han sydede af raseri. Nærmest sitrede! Det fik hende til at fnise, eller så tæt som en hund kom på at fnise. En tør hosten nærmest. Det var i hvert fald hvad der kom ud af hendes hundemund.

Hun blev dog irriteret, da manden, Romulus, forsøgte at sparke hende ud. Hun havde trods alt tænkt sig at blive siddende, så længe han tillod, men havde nu besluttet sig for, at hun ville sidde der længere. Hun ville ikke ud i kulden igen. Ikke tale om! Derfor dukkede hun sig for hans ben, nærmere bestemt hans fod, og løb ind i huset. 

Hun forventede han ville følge efter, og yderligere forsøge at jage hende ud, men hun tog sig ikke rigtig af det.

Derefter hørte hun lyden af fodtrin, hastige fodtrin, som var på vej mod Romulus dør. Det gik hun i hvert fald udfra det var.

Romulus kunne mærke at han ikke havde tålmodigheden til det, og for anden gang på ganske kort tid langede hans evne ud mod alle væsner i nærheden, og tog hvad end for en styrke den kunne komme til, og tog den. Man kunne praktisk talt se musklerne blive mere fremtonede. Han hørte dog ikke nogen fodtrin, siden hans fokus var på hunden der tydeligvis ikke ville ud.
Romulus var ikke ligefrem kendt som en ven af dyrerne, så han tog et af sine trofaste bat, siden det ville give ham bare lidt længere at kunne nå. Og hvis han slog til dyret hårdt nok, så ville det ikke kunne løbe så stærkt, og så kunne han selv smide det ud, og så gik jagten ellers. Ikke at han løb, men han prøvede at tage den mest optimale rute, for dyret ville blive fanget i et af gjørnerne, og hvis det løb forbi ham, eller han kom tæt nok på, så slog han simpelt ud efter det.

Myssa spærrer forfærdet øjnene op, da han griber ud efter battet. Oh shit... Tænkte hun og overvejede sine muligheder. Var hun smart, så ville hun bare løbe med det samme, men hun havde på samme tid ikke lyst til at forlade husets varme. Alligevel kunne hun dog godt se, at hun var på den nu.

Så derfra satte hun af fra der hvor hun stod, og løb i en stor bue udenom ham, udenfor rækkevide, håbede hun da! Hun spurtede af sted, og slap væk lige tids nok.

// Out

Ligeså snart at hunden var ude, smækkede Romulus døren i. Vreden sitrede under hans hud og han havde lyst tila t banke noget, men det måtte vente indtil at kilepræsterne var væk, for de ville udentvivl komme tilbage.

Resten af aftenen blev brugt på at vente på at de kom tilbage, og svare på de dumme spørgsmål. Det var vel egentlig også ved rent held at han ikke endte i arresten, men huset så ud som noget der var løgn da de var færdige. Romulus ville nok aldrig helt tilgive Remus for at have gjort det her, uanset hvor meget han elskede sin bror.