Mørket er besejret, men Krystallandet står over for en usikker fremtid, ind til den næste tronarving er fundet.
Vil fyrstedømmerne være i stand til at stå sammen, eller vil landet endnu en gang blive kastet ud i kaos?
"Haha meget sjovt, du er ret trættende.. Hvornår dør du egentlig? Med alt det du boller MÅ du sku da havde tilraget dig en sygdom! Rabies eller sådan noget"
Hvæsede han surt, fik sig rystet op på benene igen og knurrede ondskabsfulgt af den anden mand.
Gu skulle han ej demonstrere, som om at det ikke var slemt nok i forvejen!!
"Du ved, du kunne gøre verdnen en tjeneste og hoppe ud fra et bjerg?"
Kazoya ler grumt.
"De er måske jaloux? Og nej jeg har skam ingen sygdomme.." han smiler flabet.
"Men ja det ville jeg sikkert.. men jeg agter bare at blive i den her verden.." siger han og strækker sig så..
Han overvejer at smutte nu.. finde på noget andet at give sig til..
"Har du VIRKELIG ikke andet at lave? Nogle katte du skal havde bollet eller nogle tøser du skal havde tæsket?"
Fnøs han vredt, var stadig svimmel og hans hånd sviede stadig fra vievandet.
Hvorfor skulle den mand osse være over det hele? Det var som om at det var umuligt at kunne slappe af nogle steder uden at han befandt sig samme sted.
Enten at han var der inden eller at han kom gående.. Som sagt sådan lidt over det hele.
Han trængte til at hvile sig.. Få noget blod tilbage i kroppen og få Kazoya smidt ud fra en bro med en sten bundet omkring sine fødder. Dø..
"Jeg vil da ikke stjæle Deres hobbyer.." svarer han flabet tilbage og smiler drillende.
"Med mindre du måske gerne vil være dne kat du omtaler?" han læner vægten lidt på stokken, smiler grumt. ... Heeeh heeeeeeeh.. tænker han udspekuleret
Hun kommer traskende lidt fra dem og er fuldstændig ligbleg.
Hun har det virkelig dårligt med sig selv og hendes dumheder..
Hun har et langt cut op af den ene håndled, som drypper med blod.
Hun ser ingen af dem, fordi hun er i sin egen lille verden
En højere mere hysterisk knurren slipper fra ham og han blottede en lang række skarpe tænder i vrede.
Kazoya havde simpelthen så dårlig humor..
"Morsomt og selvom jeg havde lyst til at spørge hvad du troede selv, tror jeg ikke jeg gider.. Du er alt for højrøvet og ville sikkert tro det er noget af mit største ønske, homorøv"
Hvæsede han rasende, ligeglad med om Satira var i nærheden eller ej.
"Tsk tsk.. Altid er De så kedelig, lille kæledyr.." fnyser han med et stort frydefuldt smil.
"Indrøm.. De savner mig.. Selv når jeg er her nu.." han ler så flabet og provokerende..
Han holder så meget af at irritere folk.. især Kyoshiro..
Han genkender en lugt.. Satira..? Han kender hende ikke specielt.. Men det var hende der skulle bruge hans hjælp til den der fesne, flotte rigmandsknægt? Nå.. tager han sig ikke af ligenu...
Hun lunter stille vidre, men hun er alt for afkraftet, så hun falder forover og ned på maven..
I hånden har hun en healende drik og i den anden en dolk.
Hun står allerede til at dø, men hun kan et eller andet sted ikk klare tanken om at hendes sjæl er fredløs eller tanken om hvad Cassa vil gøre når han høre hun er død. Så hun bliver bare liggende.
"LAD VÆRE MED AT KALDE MIG NAVNE! SPECIELT KÆLEDYR!"
Brølede han pludselig hysterisk, nu var det altså nok med alle de skide navne, åh hvor han hadede dem.
Selvom han egentlig ikke kunne tåle det endnu, slo han hurtigt ud efter Kazoyas hals for at rive så meget op som overhovedet muligt.
Han var derimod fuldstændig ligeglad med om Satira skulle leve eller dø, bare det at hun var i nærheden generede ham faktisk grueligt.
Kyoshiro får snittet Kazoyas hals.
"Aaarv.. Hvad laver De så nu?" spørger han med et grumt grin.
"Er De ude på at skade mig? Jeg kunne jo finde på at gøre det samme mod Dem?" han hæver en hånd med de lange klør svingende let.
".. Jeg tror bare det vil gøre noget mere ondt..."
Han skæver lidt mod Satira.
"Nå nå.." mumler han. .. Var det ikke hende hvis sjæle jeg får når hun dør? Så.. dø nu helt.. tænker han, men ser så mod Kyoshiro igen
Irriteret over at han kun snittede, hoppede han hurtigt tilbage, landede let rystet et stykke fra dem og hvæsede en enkelt gang.
"På et tidspunkt finder jeg ud af hvad der bider ordenligt på dig og så vil du vride dig i smerte"
Hvislede han lavt på dæmonisk. Han vidste ikke engang om Kazoya havde lært sproget, men han var ligeglad.
To enorme, sorte vinger bredte sig derefter ud på hans ryg og med enkelte hårde bask var han let oppe i luften og på vej væk derfra.
"Den dag tror jeg desværre aldrig vil komme.. min kære" svarer han på samme dæmoniske dialegt..
Han ser så bare efter ham. ... Øv... Nu skred han.. Kazoya strækker sig.. Hans horn er på vej til at kravle ind i hans krop igen..
Han ser sig over skulderen mod Satira.
"De ser ud til at være døende?" spørger han bare kort
Hun prøver at komme op ved hjælp af hånden hun har skåret sig selv i, men det gør for ondt..
Der var et kort øjeblik hvor det dybe sår kom til syne..
"Du drømmer"
Siger hun svagt
"Jeg føler mig da nu ellers temmelig vågen.." han trækker blot kort på skuldrende, inden han så let gaber..
Han trakser så bare tilbage til bænken hvor han sad på først.. sætter sig der igen og læner sig afslappet tilbage
Kazoya ser bare ned på hende..
sådan lidt undrende.. ... øh.. Ja hvis hun sys det der er sjovt så er det vel hendes egen sag? spørger han bare, inden han med knogerne tager fat om håret i hendes nakke, uden at ridse hende med kløerne.. trækker hendes hoved op så han kan se hendes ansigt.
"Hvad hentyder De til?" spørger han så bare og slipper det røde bløde hår.
Hun rødmer kraftigt da hun får øjnkontakt med ham, men bliver ved med at kigge på ham..
Hendes hud er helt mat, men stadig pæn.
Da han slipper hendes hår, giver det et ryg i hovedet på hende, men hun holder hovedet oppe.
Hendes hænder ligger på hans lår, fra da hun faldt, men tænker ikk over hvordan hun sidder.
Hun er alt for afkraftet til at tænke stort...
"Det med ham som var her før.."
Siger hun.
"Det så ret alvorligt ud."
Kazoya ser lidt ned på hende.. tænksom over hendes spørgsmål.
"... Han er bare sjov at drille.." svarer han så med et skuldertræk og et flabet grin.
"Han bliver så hysterisk og oprevet.. Det giver sådan et kick i hjernen.." han ser op på himmelen.. det blæser, og der er næsten helt overskyet.. men det genere ham ikke
Hun fniser kort og ligger hovedet på hans skød.
"Bare som jeg kunne være mere som dig Kazoya. Du tager alt på sådan en... rolig måde.."
Hun lukker øjnene og sukker...
Hendes hud er meget kold.