Bålets flammer blussede en anelse op da de fik ordentligt fat i træet, og det var med en øjenkontaktsvigende optagelse at han betragtede dem danse ind og ud imellem hinanden, førhen at han atter var i bevægelse, denne gang endnu engang for at smide noget af den kolde sne ned i tekanden, og sætte den over bålet i en afventende hugstilling. Et eller andet, han var nød til at lave et eller andet med hænderne, hvis de ikke skulle falde til knyttede næver af begyndende irritation. Irritation over Fillipe, irritation over ham selv og irritation over at Fabian's frustration også rørte på sig. Bålet afspejlede i en ironisk forstand, ganske godt hvordan hans vrede pustede til Aldamar's egen. 
Men han var jo ikke vred, var han? 

Tavst tog han det ind, og måtte... give ham ret. En hemmelig klub, hah. En af de større hemmeligheder han trods alt havde formået at holde tæt størstedelen af sit liv; han ville næsten vædde med at ingen kendte til deres... historie, givet det venskab der var blevet knyttet da de var yngre. "Vi har ingen hemmelig klub...!" Ikke som med Fabian, en voksen mand, der var ikke meget forklaring til hvorfor han kunne være så tæt med Fabian. Ikke engang årene til at bakke det op. 
Blikket gled dog i et ryk væk fra flammerne, da det sidste spørgsmål fulgte trop. Hvorfor han...?

Og det var et spørgsmål, der kort fik fortrydelse til at flakke over hans ansigt, og munden åbnedes langsomt. "Det...." han havde virkelig lyst til at benægte sandheden i de ord, men tog sig selv lukke munden igen, og panden blev i stedet indestængt gnubbet. "Jeg ved det ikke. Det er svært at forklare, det handler om..." dynamik. Og Aldamar's dynamik med Fillipe, havde altid været ulige. 
Noget spyt blev sunket, og han rejste sig langsomt op igen, men kun for at sætte sig ved siden af ham, og dreje kroppen imod ham, skrædderstilling på benene så han ikke søgte længere væk. En anelse tøvende - måtte han - blev en hånd lagt på hans skulder, og Aldamar prøvede at dreje ham mere imod sig. "... jeg har svært ved at finde de rigtige ord" prøvede han at sige, og en koncentreret rynke brød frem, idet at han gravede. Fordi ganske rigtigt, var der en hvis grad af skam forbundet med det. "Rigtig svært. Men... jeg føler ikke at jeg kan" hvilket var noget vrøvl. Det var han udmærket klar over, og det gjorde blot tyngden i at sige det endnu mere bizar, fordi han mente det faktisk utrolig meget. 

På den ene side så havde Fabian lidt lyst til at eksplodere i frustration, men på den anden side, den rationelle side, så vidste han også godt at han ikke kunne tillade sig. Han følte i hvert fald han ikke kunne. Aldamars dynamik med Fillipe burde være lige meget, og han vidste også at Aldamar ville have mange mænd og kvinder i hans liv, som altid ville hvave en mere permanent plads i hans liv, ikke som Fabian, som altid kun ville være en hemmelighed på sidelinjen. Og han havde det fint nok med det, men nogle gange. Nogle gange ville han måske alligevel ønske at han ikke behøvede at se at der også var så mange andre der havde ret til Aldamars tid på den måde, især ikke en som Fillipe. Slesk, ubehagelig og glat som en ål. Nej, det var ubehageligt.

Han sagde derfor heller ikke noget, og kiggede også først på Aldamar, som han faktisk kom over til ham og satte sig ved hans side. Selvom Fabian var frustreret så havde han ikke i sinde at rive sig væk fra Aldamar, og han lod sig dreje lidt, og tog sine egne ben ind i en skrædderstilling, så de sad ansigt til ansigt.
"Men...” ordene kom ikke videre, for han havde ikke en løsning på det problem. Han ønsker at sige, at Aldamar bare skulle finde ordene, men kendte han ikke lidt for godt at det ikke var så nemt. ”Forsøg...” var derfor det eneste han egentlig kunne sige til det. Det var også næsten forsigtige blågrønne øjne der mødte Aldamars. Han vidste ikke hvad han skulle forvente, men han ville så gerne have isen til at forsvinde fra hans mave, så han kunne nyde hvad de havde sammen.
Forsigtigt rakte han sin hånd  ud mod Aldamars, så han kunne tage den i hans. Han var ikke kun frustreret på Aldamar trods alt, og han var langt fra sur eller vred på ham. Han ville bare gerne forstå. 

Heldigvis trak han sig ikke andre steder hen end fremad og imod ham, og Aldamar sukkede let, idet at de mere ru fingre krøb ind over hans egne, og han med selvsamme suk, låste hænderne mere sammen. Forsøg. Hvornår det var blevet vigtigt, eller hvorfor det var blevet vigtigt at forklarer, det kunne han ikke helt sige sig selv. Interessen og den frustrerende nysgerrighed var ikke en han havde mødt før, men så igen... jah så havde han heller ikke introduceret mange dele af sit liv til Fabian. Næsten hver eneste gang havde været med en god mængde modvillighed, og det var... heller ikke fair. 

På spidsen af sin tunge kunne han stadigvæk smage bitterheden af det humør Fillipe havde efterladt dem i, og det han næsten havde tvunget frem i lyset, den forunderlige forskelsbehandling som Aldamar nok ikke engang var helt selv bevidst om. Så at forsøge kunne han godt, men der var ingen garanti for at det blev godt. 
De mørkeblå øjne mødte Fabian's - et overraskende forsigtigt udtryk - og han rømmede sig sagte. "Jeg har altid vidst.... hvem jeg har været, på grund af Fillipe" prøvede han i stedet at forklarer sig frem med, og kunne mærke hvordan endnu en ufrivillig flamme af irritation banede sig vej, sammen med den dybere vejrtrækning der holdt selvsamme irritation ude af stemme og blik. Så i stedet strammede den om hans hånd, inden at han nikkede, det var nogenlunde det han mente. "Jeg tror at.. han fylder bare meget. Og han har altid kunne tillade sig meget, fordi at han..." at han hvad, havde set Aldamar i nogle overvejende intime situationer? Det havde Fabian også, men slet ikke på samme måde. Der havde altid været en god del af kontrol hos fyrstesønnen, og i og for sig, kunne det tænkes at det var en af de mange grunde til at han foretrak det sådan. "... han har bare altid haft den ehm.. magt" Når positionerne, i måske den reneste forstand endda - blev byttet om, så var det svært ikke at lade den andens syn på en selv ændre sig... og selvom det aldrig havde været sådan 'rigtigt' med den mørkhårede mand, havde deres dynamik aldrig været Aldamar's at styre. Så han havde ingen anelse om hvordan han skulle stoppe den. 

Så lang tid Fabian også holdt fast i Aldamar, så kunne han ikke løbe fra samtalen, også selvom den var ubehagelig, nok ligeså meget for Fabian som for Aldamar. Fabian var ikke vant til at skulle udvise den interesse for et andet forhold end dem han selv havde. Fillipe havde i sidste ende ingen indvirkning på hvordan de følte for hinanden, hvor pladderromantisk det end var. Hans egne hænder nussede hænderne han havde i sine. Så meget blødere og velplejet end hans egne, til trods for at han godt vidste at Aldamar i hvert fald til dels våbentrænede.

Han nægtede dog at bryde ind, som Aldamar forsøgte at forklare, selvom det måske stak lidt at vide at Fillipe var grunden til at Aldamar vidste hvem han var. En skulle selvføleglig have hjulpet med det, men hvorfor ham?
En dyb, lidt usikker vejrtrækning kom fra Fabian, som han lyttede til ordene. Magt. Det var virkelig en ting der spillede meget ind i Aldamars liv, men han havde aldrig forventet at han ville være den der manglede magten. ”Men han er jo... bare en tjener,” sagde han stille, og alligevel flakkede hans øjne ned på deres hænder, for lidt ubehageligt var det alligevel at holde øjenkontakten til Aldamar.
Han følte sig virkelig sårbar, for ikke at nævne at situationen virkede så fremmede og ny at han ikke vidste hvad han skulle gøre. Måske var det sådan folk havde det når de blev jaloux, i det mindste håndterede han det bedre, end hvordan han ellers ville have forventet det var. Mest af alt så havde han også bare lyst til at trække Aldamar ind til sig. 

Måske var det en generelt ting for Arysprinsen, at opsøge hvad der udadtil i hvert fald altid virkede som det mere... bizarre valg af selskab, når både med Fillipe men til dels også Fabian, ikke var det rigtige valg at tage. I det mindste kunne han have gået efter nogle af samme stand, kunne han ikke? I det mindste behøvede han ikke at gøre det så besværligt som det uundgåeligt var blevet med først den ene, og nu også med den anden... de mørke øjne betragtede ham idet at hans eget blik flakkede, og givet at det her var underligt at observere i en ellers så skråsikker skikkelse som den Fabian normalt var, fik det en gnavende bekymring frem i ham. 
Det var jo ingenting. Det betød jo ingenting, i det store hele. 

Gjorde det? Aldamar's tørre læber skiltes endnu engang, idet at han med et lille nik gav ham ret. "Det ved jeg godt" mumlede han, og måtte endnu engang mærke den underlige uro farve hans stemme mere hæs end den burde være, få plads. "Men han er... også mere end det" overraskende ærligt sagt, da det nemmeste - det absolut nemmeste - ville have været at give Fabian ret og affeje hans bekymring som ubegrundet. Han var ikke bare en tjener, i... visse situationer. Men han havde også været en utrolig ven, senere elsker og nu en underlig blanding imellem en han tog afstand til, og alligevel fandt sig selv omkring på kedelige aftener. Han satte hans pis i kog, men formåede altid at trække ham tilbage. Urgh. 
Brynene gled ned i panden, og han trak lidt i ham, løftede knoerne op til læberne, og gav dem et stilfærdigt kys idet at øjnene samtidigt gled i. Fabian gjorde i en let sammenligning det samme her og der. Hvis man havde en type, så ville de desværre falde ind under samme kategori, hviskede bange anelser. 

Det var en underlig følsomhed der lå omkring dem, og selvom isen i Fabians mave ikke var væk, så kunne han alligevel føle sig selv værdsætte at de i det mindste sad tæt, og prøvede på at finde en eller anden ro i hvad der var sket. Nærværet hjalp ham nok mest, noget han ikke havde kunne opsøge mens Fillipe var her. Han var næsten bange for hvor de her følelser kunne tage ham hen, hvis han bare lod dem fæstne sig, men samtidig så... havde han lyst til at droppe det. Det her måtte også påvirke Aldamar, for... Fabian følte ikke at han opførte sig som sig selv.

Han vidste ikke hvad han skulle sige, som hans øjne fulgte hånden Aldamar tog op til læberne for at kysse. Alting var så kompliceret. ”Hvordan mere?” spurgte han stille, for hvis han havde en større del i Aldamars liv, så havde Fabian behov for at vide det. Var han en han ultimativt bare skulle lære at håndtere og acceptere? Hvis det var sådan tingene lå, så måtte han, men han kunne ikke bruge den halve sandhed til det, især ikke når Fillipe var mindst ligeså god til at træde på folks tæer, som Fabian selv var.
Han lænede sig lidt ind, ikke at deres position ville kunne gøre meget andet end bare at komme lidt tættere på, mens hans anden hånd også fandt Aldamars. Så lang tid Aldamar ikke løb væk, så kunne han også godt komme igennem det her. 

Det var med en varm fornemmelse at den anden hånd også blev grebet, og Aldamar flettede uden meget tanke fingrene ind mellem hans, og lod den genkendelige varme og ruhed i dem, være hvad der holdt ham ved samtalen selvom det nemmeste, og til dels også mest oplagte for ham havde været at bevæge sig væk fra det. Han kunne godt sætte foden ned når de var på enmandshånd.. håbede han. Men så igen, han havde tøvet ganske godt med at gøre det i selskab af en anden, så hvordan lige dén samtale ville gå, måtte tiden vise.
Han slap dog ikke udenom, og nogle sekunder passerede i stilheden hvor at Aldamar søgte at formulere sig ordentligt, indtil at han selv lænede sig en anelse længere frem, mørke øjne i øjenhøjde med Fabian's. "Jeg kan ikke bare fyrer ham" sagde han derpå, og sank den klump det bragte med sig. Rettelse, han kunne godt, men... han ville ikke. Ikke lige nu, han havde ikke lyst til at Fillipe gik omkring på enmandshånd med den form for... forbindelse han alligevel havde. "Men han er kun palæets tjener, du kan godt undgå at se ham igen..." håbede han. "... i virkede ikke ligefrem... glade for hinanden" tilføjede han en anelse mere prøvende.
Normalt ville de ord have haft en mere drillende klang til sig, men det var ikke stemningen værdig. 

Og med dét, var det at Aldamar's hænder greb mere fast og han lænede sig tilbage imod tæppets bund under dem, i et forsøg på at vippe  ham op på sine knæ og med ned. Han måtte ikke være i tvivl om hvem der lå i første række her, dog, og Aldamar's hænder  ville - hvis det lykkedes, glide op omkring nakken for at begrave sig i de lyse totter og glide igennem de mere kortklippede sider, han var og ville aldrig være af anden prioritering end den allervigtigste. "Undskyld, at jeg... har en hårdere tone overfor dig, det fortjener du ikke" tilføjede han spagt, da det i og for sig nok var hvad der havde stukket mest til hans samvittighed; han havde ikke engang lagt mærke til at den forandring var mærkbar. 

Fabian kunne ikke helt fjerne smilet der alligevel blomstrede frem på hans læber, som Aldamar alligevel sagde at han ikke kunne fyre ham. Det var i forvejen aldrig noget Fabian ville have bedt ham om. Hvordan Aldamars liv derhjemme foregik og hvem han havde af venner, det var ikke Fabians problem, men det betød ikke at han behøvede at være glad for alle Aldamar omgik sig med.
Han hævede et enkelt øjenbryn da Aldamar pointerede at de ikke havde virket begejstret for hinanden, og Fabian var hurtig til at bide tilbage, dog lidt mere drillende. ”Jeg bryder mig virkelig ikke om ham.” Sandheden lå nu i ordene, men de lød ikke så seriøse med udtrykket og tonen der kom fra Fabian.

Det var dog bare lidt for nemt at lade sig hive af Aldamar med ned og ligge, så han var over ham, og med den varme krop pludselig tæt på sig, så virkede det også som det sidste is ligeså stille forsvandt. ”Du svarede mig aldrig på mit spørgsmål,” hviskede han, men måske var det ikke så vigtigt.
Han lagde sit hoved mod Aldamars skulder, og lukkede øjnene lidt i, ikke helt villig til at møde Aladmars blik endnu. ”Det er bare... frustrerende...” sagde han stille, ikke helt sikker på hvor han selv ville hen med det. ”... og så vil jeg hellere vide... det hele... Sandheden er nemmere at håndtere, er den ikke?” Han tog hovedet lidt tilbage, så han endelig kunne møde Aldamars øjne. Samtalen behøvede ikke være længere. Det var i sidste ende op til Aldamar hvad han havde lyst til at dele, men han forstod vel også hvor Fabian kom fra i alt det her. 

Jeg bryder mig virkelig ikke om ham, ord der næsten havde fået et lille smil frem, da tryktfordelingen ikke var til at tage fejl af - når Fabian sagde virkelig, så mente han det skam også. Heldigvis, var han ikke på nogen måde tvunget til at bryde sig om ham, og Aldamar ville hjertens gerne have påpeget alle de fremtidige muligheder for at lade ham føle den modvilje, som ville komme i fremtiden. 
Hvis ikke han altså havde haft succes med sit lille foretagende, og snart efter mærkede en velkommen vægt over sig, som tog pusten fra ham. Ikke i ordets oprindelige forstand, så meget blev man slet ikke mast, og han ville virkelig gerne have ham så tæt på som muligt, et skjult smil i mundvigen da hans pande faldt ned imod skulderen. 
Det her var bedre. 

Han var dog også bevidst om at der ikke var kommet et reelt svar, men lod stadigvæk den ene hånd møve sig ind under kappens lag, fremfor at holde om hans nakke, så han udenpå tøjet kunne mærke den muskuløse rygs genkendelige linjer. Dufte hans genkendelige duft, og med et lille, prøvende smil, se ham trække ansigtet tilbage så han rigtigt kunne se ham. Om sandheden var nemmere at håndtere? "Selvfølgelig" hviskede han derpå næsten ivrigt i sin trang til at se ham smile igen, selvom han stadigvæk ikke vidste hvordan han skulle svare på det spørgsmål - noget der tvang en overvejelse yderligere frem i ham. "Jeg tror at..." Aldamar's blik blev en anelse fjernt, da han virkelig overvejede hvad der var med Fillipe. "... jeg er... taknemmelig for ham? Eller i hvert fald har været det, længe.. før i tiden. Og det er svært at ryste af sig.." prøvede han sig frem med. Det føltes mere korrekt. "Og det ville ikke være første gang at 'forkert selskab' er lidt..ehm, dragende... jeg tror at jeg nemt bliver afhængig af sådan noget." Aldamar's ene øjenbryn løftede sig spørgende, og han nikkede vagt imod skøgen selv. 
Hånden omkring hans ryg og nakke lod med selvsamme vage drilleri, neglene glide en anelse over huden og stoffet. 

Det havde taget sin tid at komme frem til noget der mindede om et svar, men kendte Fabian ikke også selv lidt for godt ikke at kunne finde svarene. Han havde hungret efter en forløsning, noget der gjorde det hele lidt nemmere at bære, noget der betød at det var nemmere for ham at håndtere Fillipe som person, skulle han nogensinde rende ind i ham. Det var ikke alle svarene han havde fået, men de næste ord fra Aldamar var i hvert fald nok til at løsne det sidste.
Han forstod stadig ikke hel deres dynamik og hvorfor Aldamar skulle være taknemmelig overfor ham, men tingene mellem dem var vidst mere kompliceret end som så.

Han flyttede en af armene han lænede sig på, så han kunne røre tindingen af Aldamar og stryge hans mørke hår lidt væk. Han forstod godt hvorfor Aldamar også dragede folk til sig, for selvom han måske havde været draget af Fillipe og nu Fabian, så var det jo ligeså meget omvendt.
”Bare... sørg for at sætte ham på plads næste gang,” hviskede han endelig. ”Jeg kan næppe bruge de samme kneb jeg plejer, når det kommer til folk i adelen og dem omkring dem.” Hvis det havde været en anden situation, så ville han nok have været mere grov, men også mere tilbøjelig til at trække Aldamar ind til sig.
Det føltes som om at de også havde ventet evigheder på at være alene mere, og som Fabian alligevel følte at deres samtale nok var ved at gå på hæld, eller at den ikke var vigtig mere, så fandt han sig selv læne sig ned for at fange Aldamars læber i et længe ventet kys. Fillipe skulle ikke have fornøjelsen af at ødelægge resten af dagen. 

Ansigtet vippedes en anelse op imod ham da hænderen gled imod tindingerne, og tilfreds, jah næsten mageligt kunne Aldamar mærke og fornemme hvordan at spændingerne forlod Fabian. Hvis ikke for altid, så i hvert fald for en stund. De mørke øjne betragtede ham derfor med en lyttende mine, og et næsten fornøjet grin krøllede læberne en anelse opad, da han mente at han skulle sætte ham på plads. Så det ville han hellere? 
Arysprinsen åbnede munden, ord på læberne til lige præcis hvad den kommentar helt præcis betød, men han nåede ikke langt, førhen at Fabian endelig, måske med ikke så skjult opfordring fra Aldamar selv, men stadigvæk, endelig lænede sig ned igen, og han mødte ham tilfreds, næsten sultent men også længselsfuldt på halvvejen. 

Hænderne gravede sig længere ned i ham, skubbede ham tættere på og løftede næsten uden tanke også kroppen en anelse op imod ham, så livet buede ind imod den hårdere krop han efterhånden kendte så godt. Med øjnene der var gledet i, kunne han ikke se Fabian, men han behøvede ikke at se ham, for at føle ham. Hjertet bankede hårdere, varmen bredte sig med den rislende fornemmelse af blodet der susede igennem hans krop og fyrstesønnen lod en entusiastisk nynnen komme fra bringen, der lænede sig op af et tilfreds suk hen imod slutninge. Fabian. Da læberne slap, gled hans egne i stedet søgende og en anelse drillende ned langs kæbelinjen, over imod øret, som fik et fornøjet og pirrende lille nap med sig. "Jeg vil da gøre mit bedste for at sætte ham på plads, givet at der kommer en næste gang" hviskede han, og lod dem i stedet finde vej til den bløde hud under kæben, og en smule ned af halsen, bagefter. 

Det var utroligt hvad Aldamar kunne gøre ved ham. Det var som deres hjerte slag synkront slog hårdere og hurtigere, og selvom der ingen forventning var at der skulle ske, så var der stadig en voksende spænding i maven, og bare... en unaturlig varme der spredte sig mellem dem. En varme der ikke kom fra bålet eller teen de havde drukket.
Den bløde krop mod hans egen var velkommen og han pressede sig selv længere ned mod den, søgte at mærke kroppen der var indlemmet i tøj, ligesom hans egen. Soveværelset var nu engang bedre at være i, selvom de nok havde godt at den skiftende udsigt.

En tilfreds brummen lød fra Fabian da læberne blev sluppet, og hans øjne skulle til at åbne sig igen, hvis det ikke havde været for de blide kys der fulgte med det. Hans hoved gled ligeså langsomt til siden, for at gøre det nemmere for Aldamar at bevæge sig, og det var først da ordene at han åbnede øjnene lidt igen, med et lille grin.
”Det ville nok være for vores alles bedste, hvis der ikke kom en næste gang,” gav han ham ret i med et lille nik, og en hviskende stemme. Han havde dog ikke tænkt sig at dvæle ved tankerne om Fillipe mere, men fokuserede på den smukke mand under ham, og hvordan han fik ham til at føle sig i det her øjeblik. Elsket og eftertragtet. 

Det var ingen hemmelighed at Aldamar brød sig om at gøre det lidt godt for skøgen, og han ville oftere end han måske selv vidste, nok være den første til både en smule kontrollerende, men i den grad også opsøgende, sørge for at han lå eller sad ordentligt til hvad end han gerne ville 'udsætte' ham for. Og hvis han ikke lå ordentligt, så ville han komme til det. Derfor måtte det ikke komme som nogen overraskelse at de sommerfuglekys der gled ned af hans hals kun stoppede (modvilligt) fordi at der ikke var mere hals at gøre krav på, og han i stedet kunne søge opad igen, hvor at hovedet blev lagt ind imod den andens profil. "Nå så det mener du alligevel..." klukkede han sagte, og lænede hovedet tilbage i de sorte krøller der indkapslede tæppets underside med sine mange lokker. Hånden omkring hans nakke, gled ned over hans kind og aede de stubbede sider - det ene ben sneg sig i den ellers søde gestus, omkring manden. 
"Jeg ville ellers blive meget beæret, hvis du forsvarede min ære. Som en rigtig junker ville gøre, vel og mærke - sværd eller brydekamp" smilede han, øjne en anelse smallere idet at han overvejede billedet. "Gerne i bar overkrop, selvfølgelig. Vi kan jo ikke skade det fine tøj" 

Noget der dog skulle tages som drillerier, da det sidste han ville have brug for, var at de åbenlyst gik imod hinanden. Om Fabian tiltrak sig flere sure miner, var han et sted i baghovedet, langt, langt under alt det andet, bekymret for om han ville lede efter en Fael imellem alle de unge mænd der var i Dianthos. 
Ikke at det skulle være noget stort problem... kom det til det, måtte ordren om at lade hele det her... anliggende være, komme. Og i lyset af at holde det hemmeligt, var han sikker på at en konsekvent Aldamar ville træde frem. 

Fabian sænkede kroppen lidt mere, men i stedet for at lægge sig over Aldamar, så lod han sig selv glide ned og ligge på siden ved Aldamars side, hvor han kunne trække ham lidt tættere ind med sig, også med benet, som allerede havde låst sig fast om hans egne. Han ville nyde den tid han havde tilbage af Aldamars selskab.

Hans øjne funklede lidt, som han nu havde lidt bedre adgang til at vandre på den anden mand, uden at han også skulle holde sig oppe. ”En brydekamp? Det kunne du godt tænke dig at se, kunne du ikke?” sagde han drillende og rystede lidt på hovedet. ”To nøgne mænd, der ligger og klamre sig til hinanden, så bliver det vidst ikke mere af din smag med mindre... du selvfølgelig selv foretrækker at deltage.” Man kunne vidst godt sige at de to også havde haft deres del af brydekampe, hvis det endleig var, selvom der havde målet været lidt noget andet. ”Jeg er bare ikke sikker på at din gunst er nok værd til at jeg ville gide at gøre det med ham.” Hvilket nu egentlig var lidt af en løgn. Fillipe var måske af forfærdelig personlighed, men Fabian havde været sammen med folk der var værre, og han var ikke ligefrem forfærdelig at se på desværre. Ikke at Fabian havde mødt mange han ikke fandt tiltrækkende på den ene eller anden vis. 

Det var uden modstand at Aldamar lod ham trække dem om på siden af sig, så han med skulderen imod tæppet havde ganske fint udsyn til den anden. I bevægelsen sørgede han dog også for at Fabian ikke kom aalt for langt væk, nok nærmere modsat hvormed at han forblev ganske tæt på, og det var med en lille latter at fyrstesønnen måtte se sig gennemskuet af de ellers vovede ord. Hans smag simpelthen? 
At han havde ret betød ikke at han uden videre ville tage det hele på sig, og Aldamar tsk'ede en enkelt gang eller to, med en hånd der stadigvæk hvilende imod ryggen, lige sneg sig op for irettesættende at hive lidt i en enkelt tot. "Hov, hov du" smilede han, smallere øjne i observation af skøgen. "Jeg deltager da ikke i sådan noget.. banalt noget!" hævdede han en anelse højhelligt, og fnøs. 

"Og nok værd? Du kan umuligt sige, at han sætter bundlinjen - kan du?" sagt med et drillende smil, omend Aldamar faktisk ikke... kendte meget til Fabian's kundekreds som sådan. Han vidste der var Reier damen han var kommet med, første gang de mødtes... og så var der dem han vagt havde set ham lægge an på, dengang han opsøgte ham på kroen - anden gang de mødtes. 
Men i det store hele? Værende en hvis standarder var ganske overfladiske, gik han ikke efter.. andet end hvad han fandt kønt. Men igen, så var det meget begrænset hvem Aldamar i og for sig... havde gået efter i det hele taget. 
De smalle øjne spærredes en anelse op, idet at erkendelsen listede sig ind på ham. Mente han at Fillipe var mindre køn end Aldamar satte ham til?! Fordi han mente bestemt, at han havde scoret godt. 
Både med Fillipe, men skam også med Fabian. 

Fabian lænede sig lidt længere ind, så næsten deres næser rørte hinanden, men et drillende glimt i øjnene. Aldamar gjorde det virkelig for nemt. ”Jeg vil nu mene at du allerede har deltaget i det med mig,” hviskede han. Var det ikke næsten at bryde når man rullede rundt i sengen nøgne, eller i hvert fald halvnøgne, som de så ofte gjorde. De havde endda også gjort det her på tæppet, var langt mere iklædt, desværre.
”Han er tæt på at sætte bundlinjen,” var Fabian heller ikke bleg for at følge op med, selvom det ikke så meget handlede om udseendet. At Aldamar i det hele taget pludselig stillede spørgsmålstegn til hvor godt Fillipe egentlig så ud, ja, det havde Fabian ikke tænkt så langt over, selvom han godt kunne se noget overraskelse i ansigtet på Aldamar.

Hans hånd fandt Aldamars hage og han kiggede lidt overvejende på ham. ”Hvad er det der foregår i dit kønne lille hoved?” spurgte han, for han havde da ikke gjort meget for at skjule at noget foregik der, men uanset hvor meget Fabian kiggede ind i øjnene, så kunne han ikke finde svarene selv, han kunne kun håbe at Aldamar var villig til at dele sine tanker.

I sit stille sind, ville han altid sige sig selv at der var stor forskel på den ene eller den anden type brydekamp. Det var dog ikke ligeså nemt at modargumentere for, og selv hvis han havde haft et eller andet at sige, så døde de ord ud i munden på ham. Ford en hånd greb ham om nu hagen, og granskende øjne søgte længere ind i hans, næsten som forsøgte de at hive svaret ud af ham. 
Aldamar havde i det ikke engang lagt mærke til at ansigtsmimikken havde været så afslørende, men kunne med en lille, leende nynnen spørgsmålet stå ubesvaret, førhen at han gav op og alligvel lukkede ham lidt ind. "Det er bare..." 

Over dem brød solen frem fra det overskyede tæppe der havde pakket den ind, og dens varme stråler blev næsten suget ind af kappen imod Aldamar's skulder, hvilket fik en behagelig rislen igennem kroppen; porer der åbnede sig i de varme striber af lys, og han sukkede behageligt, idet at han strakte sig en anelse. "... jeg ville da sige at han på udseende fronten, er en... over middel" afsluttede han, og vristede sig fri fra grebet i hagen men kun for drilskt at nappe ud efter fingrene så de ikke kom alt for langt væk. 
Solen zenit betød dog også snart at de nærmede sig middag... hvilket var en uundgåelig, detalje, som Aldamar skubbede længere og længere væk - det var ikke fair, at tiden skulle gå så hurtigt. Det føltes ikke helt okay. 
Så han sagde ikke noget om lige dét. Han vidste ikke om Fabian selv lagde mærke til det, eller ej... men han ville i hvert fald selv trække den så længe som han følte a than kunne. 

Det var lidt sødt. Fabian trak sine fingre til sig, men ikke uden et mere blidt smil på læberne kom frem. Var Aldamar virkelig så bekymret over at få at vide at hans smag ikke var god. På det punkt var Fabian nu heller ikke en til at snakke højt, især fordi han havde hørt at man typisk valgte folk på baggrund af andet af udseendet, og selv hvis det var udseendet, så vidste han bedre end de fleste, at præferencer var der mange af. ”Mmmhhh... jeg er ikke meget for det, men på udseende fronten, der er han..... ikke helt skidt,” sagde han grinende, og lagde hånden ned på lænden af Aldamar så han kunne skubbe ham bare lige det nærmere ham. ”På personlighedsfronten tilgengæld... jeg håber ikke det er grunden til at du var sammen med ham, for så begynder jeg at tvivle på din smag.” Det var stadig en drillende tone, men det svært ikke at mene det. Fabian havde virkelig ikke brudt sig om Fillipe, og havde i det her øjeblik svært ved at forstå hvad man kunne se i ham. Måske det en dag kom, men i virkeligheden så ville Fabian ikke være overrasket hvis Aldamar havde en dårlig smag på det punkt. Han havde trods alt også faldet for Fabian.

Selvom Fabian godt kunne mærke på solen, og ane at den stod højere på himlen, så var han dog ikke den der ville nævne når det ville være tid til at tage tilbage. Aldamar havde vel bedre styr på hvornår han havde aftaler han skulle nå tilbage til. 

Ikke helt skidt? Aldamar himlede med øjnene ved den kommentar, da det var utrolig nærigt givet ud. Ikke helt skidt var det samme som at sige nogenlunde, og han gik da efter 'nogenlunde', som noget af det mindste! Det blev dog kort efter fulgt op af en uddybning om at hans personlighed ikke nødvendigvis var den bedste, og Aldamar - der mest af alt virkelig prøvede lige i det her... kunne ikke holde det fnis der nu kom ud, tilbage. 
Han brød sig ikke om hans personlighed... Aldamar smilede fornøjet, tilfreds over den tætte kontakt der kom imellem dem imens at han rømmede sig. "... det siger du nu, men Fabian.." Aldamar sneg sig tættere, og skubbede med hånden i hans baghovedet, hans pande en anelse ned for at placerer et drillende lille kys derpå. "Tror du ikke bare at det er fordi i minder... lidt om hinanden, at du siger det?" 
Aldamar kunne - lige meget hvor meget Fabian så ville tale imod det - se mange paralleller mellem de to mænd. 

Ansigtet trak sig en anelse tilbage for at se hans reaktion, og han håbede dog på trods af alt, at det ikke var oprigtig fornærmelse der ville danse over det solbrune ansigt. Modsætninger mødtes, men folk som mindede om hinandenen? 
De fyldte begge to en god del i et selskab, blot som en start. Og det som Fabian allermindst brød sig om ved Fillipe, var hvad han også selv indkapslede og udøvede i stor-stil til højre og venstre. Den... grænsesøgende personlighed, der hele tiden bød op til en forunderlig men dragende dans; Aldamar's smil voksede en anelse i tavs fornøjelse. 
Selv hvis han ikke kunne se det, kunne Aldamar i hvert fald se det for dem begge. 

Smilet blev hurtigt erstattet af et forarget udtryk over det solbrune ansigt, som han hev hovedet lidt tilbage. Munden var lidt åben, og øjnene store, og hvis det ikke var fordi der stadig dansede et grin i øjnene, så kunne man næsten godt have kaldt ham oprigtig fornærmet. ”Hey!” sagde han og hånden kom op for at puffe Aldamar lidt i brystet, selvom det ikke var meget for at få ham væk. Nej, han holdt nu stadig fast i manden, så han intet valg havde. Ikke at han forventede Aldamar ønskede at trække sig væk. ”Jeg er på ingen måde som den sleske mand!” Påpegede han dog. Han ville faktisk virkelig ikke sammenlignes med Fillipe, især i tilfælde af at der faktisk kom nogle sammenligninger han ikke ligefrem kunne løbe væk. Dog ville han også mene at han ville vinde på i hvert fald de fleste kategorier. Det blev han nødt til.

Ville Aldamar faktisk forsætte med at påpege ligheder? Aldamar kendte trods alt også Fillipe nok til at ville kunne drage de sammenligninger, og måske... Fabian ikke ville have hadet Fillipe så meget hvis han havde lært ham at kende i en anden sammenhæng. Problemet var lidt at man ikke kunne løbe fra de havde lært hinanden at kende gennem Aldamar, og ikke ligefrem på de pæneste præmisser.