Det var som om nogen havde sat en klokken ned over dem. Selvom Enzel var ovre ved liget og den unge mand, lød ordene Enzel sagde rungende og klart for Phillippe. Som stod Enzel lige ved siden af ham, og talte han ind i øret. Selvom munden blev fugtet lidt af den metalliske smag, følte Phillippe alligevel sig underlig tør i munden, mens han nærmest ligbleg stirrede på det makabre syn foran sig.
 Enzel virkede så følelses kold, over det han havde gjort. Han virkede ikke spor til at tøve med at ville slå den anden ihjel, hvis det skulle være. Noget der fik Phillippe virkelig at overveje om hans hemmelige forhold med Nicola, virkelig var det værd. Nicola havde godt nok givet udtryk for at Enzel kunne være lidt.. Overdramatisk, men han havde bare tænkt Nicola overdrev, og at så slem kunne Enzel ikke være. Men han havde taget fejl. Han havde set det med hans egne øjne.

 Det gik meget langsomt, da Phillippe endelig fik hevet blikket væk fra Enzel og den unge mand, for i stedet at komme op. Snedkeren brugte væggen som støtte med den ene hånd, mens den anden holdt blidt mod de smertende ribben. Hele hans krop værkede, men han håbede det blot var fra slagene, og ikke fordi det var ske noget alvorligt alle stedet.
 Da Enzel henvendte sig ham, havde Phillippe kun fået sig selv lidt op at stå. Han støttede sig meget op af væggen og stod stadig med det ene knæ mod gulvet, hvor det andet ben var kommet op så han stod med foden på gulvet, og skulle til at prøve at komme helt op af stå.

 Enzels stemme nåede ham, og Phillippe så på ham. Han udtryk var en smule tomt, som om han ikke rigtig så Enzel, men det gjorde han. Han havde ikke lyst til at se ham. Ikke rigtig, sådan som han var dækket i blidt.
 " Hm..? Ja.. " brummede Phillippe lidt fraværende, som han kæmpede sig op at stå. Det gik langsomt, og et smertende udtryk lagde sig over hans udtryk. Kom Enzel hen, for at hjælpe ham så det gik hurtigere ville han ikke afvise det, men det ville nok være tydeligt at han var en smule splittet over hvad der var sket.

 Gangen mod værelset var til at starte med en smule haltende, men som Phillippe fik gang i den værkende krop, og det blev klart at det meste af smerterne blot kom fra sparkene, og ikke ville efterlade andet en blå og gule mærker, blev gang mere normalt og stabil, trods ribbene forsatte med at gøre ondt, og fik det til at smerte når han gik. 
 Phillippe så sig over skulderen, mod trappen som var den eneste vej ned fra overetagen. Et forvirret udtryk lagde sig over snedkerens ansigt, for hvad ville Enzel dog på værelset igen? Det kunne de ikke komme væk af. Da de kom ind på værelset flyttede Phillippes blik med det samme hen på spanden med vand, han tidligere havde vasket hånden. Det eneste han kunne forstille sig Enzel ville var at vaske sig fri for så meget blod som muligt. Fjerne beviserne. Og det gav også meget god mening for Phillippe. 

 Enzel havde dog helt andre planer, og for Phillippe nåede at reagere og gennemtænke Enzels ord, var bordelejeren på vej ud af vinduet. I et øjeblik stirrede Phillippe lidt målløs efter ham, indtil han godt kunne se fornuften i Enzels tankegang, trods han smertende ribben gjorde bare tanken om at kravle ud af vinduet ubehagelig. 
 Bumpet nede fra gaden, fik Phillippe til at gå hen til vinduet og se ned for at tjekke om Enzel var landet på benene. Regnen var heftig uden for, og Phillippe var ikke i tvivl om det var glat. Han skulle være forsigtigt, og holde godt ved, selv om det gjorde ondt. Phillippe var egentlig på vej til at kravle ud af vinduet, da en tanke slog ham.
 " Hvad med kassen?  " Selvom der nu var en god afstand mellem dem, hævede Phillippe ikke stemme. Nu hvor han vidste hvad der gemte sig under turbanen, vidste han også at han ikke behøvede at afsløre for alle i nærheden at de var ved at stikke af. Et eller andet sted virkede kassen nok ligegyldig, men for Phillippe var det et bevis på hvem der havde badet gangen i blod. Han var kommet gående ind med kassen i favnen, og han var bestemt ikke klar til at blive smidt i brummen. Inde for et par uger ville han jo dø, for så kunne han ikke vende hjem til Katarina.

 Phillippe skar en grimasse ved Enzels ord. Det var jo ikke tingene i sig selv han tænkte på. Han manglede ikke rigtig krystaller, for han var god til ikke at bruge dem ham fik, og selvom han ikke havde noget at lave hele tiden på bordellet, fik han stadig en god sum for de forskellige arbejder han gjorde.
 " Det var ikke.." Phillippe skulle til at forklare hvad han havde ment, men stoppede op, ved lyden af en lav trampen. Det lød som om der var nogen på vej op af trappen, så Phillippe havde ikke tid til at hente kassen nu, ikke uden at blive opdaget. 
 " Urgh.. Lige meget.." brummede ham en smule frustreret. 

 Phillippe kravlede helt ud af vinduet og fik sig langsomt møvet samme vej som Enzel var smuttet ned. Phillippes noget større krop bevægede sig noget langsommere, og selvom Phillippe måske havde flere muskler at arbejde med, var han ikke nær så adræt som Enzel, og smerten i ribbene hver gang han trak vejret for meget ind, trykkede sig ind mod muren, eller bevægede overkroppen meget, gjorde han ekstra langsom.
 Der manglede kun et lille stykke for snedkeren og så stod han på jorden, men som han skulle til at træde det sidste stykke ned, gled foden. Det pludselige ryk fra hans vægt der mistede den fodfæste, fik et stød til at løbe op gennem Phillippes krop og et smertende støn forlod ham, som han faldt det sidste stykke, og landede lige så lang han var med ryggen mod den gennemblødte jord og endnu et støn. Ansigtet vrængede sig i en anstrengt grimasse og hænderne lagde sig lidt mod ribbene. Ved Zaladin hvor gjorde det ondt.

 Med hjælp fra Enzel kom han op at stå, og de begyndte at gå. Phillippe lidt bare Enzel fører an, han orkede nærmest ikke at skulle diskutere med Enzel om hvor de skulle hen.
 " .. Jeg klarer mig nok.. Det gør bare.. lidt ondt.. " mumlede Phillippe, selvom han et eller andet sted godt vidste han skulle hen til en healer. Han ville ikke kunne arbejde hvis bare det at leve gjorde ondt, men det kunne han vel altid gøre når ikke han skulle slås med Enzel om hvad de skulle.

 " Okay.. " Det var blot en lav brummen, men selvom Phillippe ikke virkede specielt taknemmelig, var det næsten lige før Phillippe hellere ville hen på bordellet, end tilbage på værkstedet lige nu. Hvordan ville det ikke se ud for Nicola, hvis Phillippe hjem chokeret hjem, gul og blå og i smerte, og stinkende langt væk af Enzel? Han tvivlende i hvert fald på det ville få Nicola til at have specielt ondt af Phillippe. Et eller andet sted havde han jo selv været uden om det. 
 Den tunge regn krævede ikke meget tid til at trænge ind igennem tøjet. Det hjalp selvfølgelig heller ikke at Phillippe var faldet ned mod jorden, og alt vandet gjorde hans tøj tung og fik det til at sidde tæt mod kroppen. Hurtigt kom han til at føle sig kold, og derfor var det også en hel lettelse da de nåede bordellets varme og tørre indre. 

 Phillippe var sikker på de så herrens ud, men han sendte alligevel Holly et lille, skævt smil, bare lige for at hun ikke tænkte alt for mange slemme ting om dem. Smilet nåede dog ikke hans øjne. Øjne der uden tvivl fortalte han havde set noget voldsomt og ubehageligt. Holly var dog hurtigt til at forsvinde, og det sammen gjorde smilet. 
 Phillippe blev ført ind i et mørkt rum, og videre over til en seng. Selvom Enzel ville have ham ned at ligge, blev Phillippe siddende. Bare det at sidde i den bløde seng gjorde ondt. Han blev derfor siddende som Enzel begyndte at pusle rundt i mørket. Den kære bordelejer havde da virkelig en ting for mørke rum. 
 " Du er glad for de mørke rum.. " kommenterede Phillippe i et forsøg på at løfte hans egen stemning lidt. 

 Da det lige så stille begyndte at blive tændt lys, lod Phillippe blikket glide lidt rundt, som det vænnede sig til den lunefulde belysning. Uden Phillippe selv lagde mærke til det, på grund af de forskellige smerter fra sparkene, sad han og rystede lidt fra kulden af det våde tøj og fra adrenalinen der susede rundt i hans krop.
 

 Det ene bryn løftede sig en smule til Enzels fortælling. Det kom som sådan ikke bag på ham at Enzel holdt folk væk fra hans private sted. Ikke når han gik og udgav sig for at være et menneske når han slet ikke var det. Phillippe vidste derfor heller ikke helt om han skulle føle sig ekstra værdiget ved at være blevet taget med ind i det mystiske og højtidelige private værelse. 

 Phillippe fulgte Enzel som han kom over til ham. Han nikkede lidt og lænede sig lidt tilbage, så Enzel bedre kunne komme til. Hånden der mere eller mindre kontakt havde hvilet mod det trykket ribben, som om lidt støtte gjorde det hele bedre, blev flyttet så Enzel fik fri plads til at løfte trøjen og se den forslået hud. 
 " Arhg! " lød det med en smertende grimasse fra snedkeren da Enzel trykkede lidt på ham. Han sendte Enzel et par skulende øjne, men han vidste godt at det ikke var fordi Enzel gjorde det for at være træls. Da Enzel forklarede hvad han umiddelbart var kommet frem til, nikkede Phillippe igen.
 " Godt.. " Han ville egentlig helst bare have fat på en healer, for det var irriterende at have så ondt, men frygten sad stadig i ham, og selvom han ikke regnede med Enzel bare lige ville slå ham ihjel, var der noget over det kolde og tomme blik Enzel havde haft efter at have slået den ene ihjel og truet den anden, som gruede Phillippe.  
 
 Mens Enzel hentede tingene ind, kæmpede Phillippe sig helt fri af den klistrede, våde og kolde trøje. Det gjorde ondt, men det var godt for kroppen at kunne lidt ud af det våde tøj. Der var noget lidt tøvende over Phillippes bevægelse da han rakte ud efter vinen. Noget til at tage det værste af smerterne var helt klart at fortrække, men han var bare heller ikke meget for at skulle blive alt for beruset med Enzel, nu havde han jo lige klaret det så godt med ikke at gå hele vejen med bordelejeren. 
 " Tak.. " Phillippe satsede på at smerterne ville holde ham fra at dumme sig yderligere, også selvom vinen forhåbentligt ville hjælpe lidt på dem. Han satte derfor flasken op til munden og tog et par store tåre, der brændte godt ned gennem halsen. 

 Det skulende blik blev kun sendt i Enzels retning en gang, for han fik straks et tilbage, og Phillippe vidste jo at Enzel ikke kunne gøre for det gjorde ondt. Phillippe kunne mærke i Enzels berøringer at han prøvede at være blidt og forsigtig, så han holdt det onde blik for sig selv, og kom blot med lidt klagende lyde når det gjorde lidt for ondt til at ignorere. 
 Vinen blev overraskende flittigt ført op til munden, i forhold til Phillippe lige havde tænkt han ikke ville blive alt for beruset. Den brændende fornemmelse ned gennem halsen, hjalp han bare med at glemme smerten for en stund, og jo mere han fik drukket, jo mindre blev den konstante smerte, og han følte sig mere rolig oven på det han lige havde set. 

 Da Enzel bandt ham ind, løftede han armene lidt så han kunne komme til, og nu hvor armenene alligevel var deroppe, kunne han vel ligeså godt tage en tår mere. Da han var bundet ind, kom armene ned igen, og da Enzel begyndte at tørre de lange lokker, lukkede Phillippe øjnene og prøvede at sidde så stille som muligt, så der ikke blev lavet for mange hårde og pludselige ryk i hans overkrop. Med flasken i hånden kom han en smule langsomt op at stå, og som om alt blodet susede til hans hoved, kneb han øjnene kort sammen og svajede lidt ubalanceret, inden han fandt balancen helt, og hjælp til som der var brug for, at at Enzel kunne få tøjet helt af ham. 
 Da han var tørret og Enzel gik i gang med at ordne sig selv, lagde Phillippe sig langsomt ned i sengen, med benene ud over kanten og ned på gulvet, mens blikket var vendt op i loftet. For en stund lå han bare i stilhed og lyttede til de forskellige lyde der kom fra halvdyret, men da han var midt i at frisere sig brød Phillippe stilheden.
 " Du slog ham ihjel.. " mumlede snedkeren en smule fraværende. Det var ikke noget spørgsmål. Phillippe havde set det. Selvom Phillippe lod ordene komme ud af hans hoved, og gav dem lyd, var det ligeså meget til ham selv, for han havde svært ved virkelig at tro på det var sket. Vinen var begyndt at stige ham til hovedet, og havde gjort ham afslappet, så nu var det noget nemmere og bearbejde hvad der var sket. 
 " Helt død.. " mumlede han videre, nu i en nærmest helt opgivende tone, inden hånden det ikke holdt på vinen, så den ikke væltede eller spildte i sengen, flyttede sig op og gned ansigtet lidt.

 Hånden der havde gnedet ansigtet lidt lagde sig hen over øjnene med håndfladen op, som et lavt suk forlod snedkerens læber ved Enzels ord. Ikke fordi han blev utilfreds over ordene eller fordi de gjorde ham utryg, men fordi han i sit stille sind gav ham ret. Hvad nu hvis han fortalte hvad der var sket? Forklarede hvordan den lille mand i mærkeligt, farverigt tøj og hans høje, langhårede ven havde slået vennen ihjel, og var stukket ud af vinduet. At byvagterne bare skulle finde en med trykkede ribben, og så havde de fundet frem til gerningsmændene. Phillippe sank en besværet klump og lukkede øjnene lidt, uden at sige noget til Enzels kommentar.
 Phillippe lå lige så nøgen som da han var blevet født, nu hvor alt det våde tøj var blevet fjernet. Det var dog ikke noget han tænkte særlig meget over, for vinen havde varmet ham godt op, og nu lå han bare lidt i hans egen, lidt fraværende verden. 

 En grimasse gled kort over Phillippes ansigt ved Enzels næste ord. Før han var blevet gift havde han rejst meget rundt, så han vidste godt hvad Enzel hentydede til, selvom han ikke selv havde set eller oplevet det. Og hvis han havde set det, havde han sikkert gjort sit bedste for ikke at tænke over at det var dét det var. 
 " Nej.. Undskyld.. " der var noget lidt sukkende over snedkerens stemme, men om det var fordi han kunne forstille sig hvad Enzel havde flygtet fra, eller om det var over generelle tanker om hvad halvdyr blev udsat for, var ikke godt at vide. 
 Hånden der havde i flasken løftede sig lidt og Phillippe skævede til den. Han havde drukket over halvdelen. Det var nok bedst han ikke drak mere nu. En smule besværligt og anstrengt fik Phillippe sat sig op igen, så han kunne sætte den halvtomme flasket ned på gulvet, så det ikke blev væltet ud i sengen. Han så lidt hen på Enzel, med et udefinerbart udtryk.
 " Der er heller ikke noget at gøre ved det nu.. " sukkede ham. Phillippe vidste godt, at hvis ikke Enzel havde gjort noget, kunne det lige så godt være dem der havde lagt livløse oppe på trappen gangen.

 Phillippe blev siddende oppe, og betragtede Enzel komme hen til ham. Ganske kort gled der en smertende grimasse over hans ansigt, da Enzel satte sig i sengen og vægten skiftede. Okay. Måske bare lige liiiidt mere vin. Så, som tænkt, som gjort, og Phillippe fik samlet flasken op igen, og taget et par slurke mere.  Han skulle til at sætte flasken ned igen, da Enzel lagde tæppe over ham. Blikket fandt Enzels og han lyttede til hans ord.

 Ordene var svære at forholde sig til. Phillippe fik en lille klump i halsen, for han var bange for Enzel. Bange for hvad han ville gøre, når han fandt ud af at Nicola og Phillippe fjollede rundt bag hans ryg. Fandt ud af at Nicola havde været ved Phillippe alt den til Enzel var ved at gå ud af sit gode skind. Selv da Enzel sagde han ikke ville gøre Phillippe ondt, havde han svært ved at tro det. Ud fra hvad Nicola havde fortalt. Phillippe kunne sagtens være den næste med indvoldene ud på gulvet.
 " Godt.. " fik Phillippe endeligt sagt, og han sendte Enzel et lille smil, der ikke helt nåede øjnene. Han håbede på at Enzel bare tænke det var en blanding af chokket og vinen der gjorde at han ikke virkede helt oprigtigt. 

 I stedet for at sætte flasken ned på gulvet igen, tippede hans spidsen af den mod Enzel, hvis nu han også ville have noget. Han havde givet den gas med vinen sidst, så han kunne jo tydeligvis godt lide det. On Enzel tog flasken eller ej, flyttede Phillippe blikket ned på hånden, hvor Enzel nærmest kærtegnede ringen. Phillippe sank en klump. Han havde glemt alt om han havde sagt han var gift. Noget han selvfølgelig kunne have løjet om, for at de kunne komme væk, men han kunne lige så vel have løjet for Enzel. Han var ikke meget for at Enzel skulle vide han var gift. Det var generelt noget han ikke ville folk vidste, for han ville ikke være gift. Så var det nemmere at lade som om han ikke var. 

 Phillippe mærkede hjerte flyve direkte op i halsen på ham, da Enzels spørgsmål lød, og han sad musestille, som om hvilken som helst bevægelse kunne afsløre ham.  Havde Phillippe været mere klar i hovedet havde han nok taget spørgsmålet med mere ro. I stedet var Phillippe overbevidst om at bordelejeren havde gennemskuet ham og Nicolas nummer, og han nu ville afsløre dem. Han havde ikke tænkt over det før, men hvis Enzel var et halvdyr måtte han da også have kunne lugte Nicola på ham. Nicola kunne da i hvert fald lugte Enzel, da han kom hjem sidst. 
 Snedkeren vidste ikke hvad han skulle sige. Det var jo ikke meningen Enzel skulle vide det. Han var ikke klar til at dø. Han håbede et eller andet sted på at han kunne tale Enzel fra.. et eller andet. 
 " Det er ikke som du tror.. " Fik han sagt, men han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, eller hvad Enzel egentlig troede. Heldigvis for Phillippe uddybede Enzel hvad han troede, og den noget så opspændte krop, slappede af. 

 Det var en sand lettelse at det bare var det Enzel hentydede til. Det gjorde nemmere på flere måder - fordi han kun behøvede at lyve halvt. Måske var det faktisk vejen frem med Enzel, og blande historien med Nicola og Katarina lidt sammen? Han var derfor hurtig til at komme med et kort og kontant;
 " Jo.  " Der var vel ingen grund til at svare mere til de spørgsmål? 
 Phillippe blev ikke spor overrasket over at Enzel var ligeglad. Enzel var jo selv gift, på en eller anden måde, og han havde hele tiden forsøgt at på Phillippe med i seng, efter han havde reddet ham ude foran bordellet. 
 " Vi har ikke.. det bedste forhold.. " forklarede Phillippe, som grund til hvorfor han ikke havde fortalt det til at starte med. Phillippe så selv ned på ringen, og kiggede lidt på den mens Enzel fik drukket vinen. Overvejede hvad han skulle sige.
 " Jeg holder det mest for mig selv, at jeg har kone. Vi bor ikke sammen.  " Phillippe trak lidt på skuldrene. Det hele lød sikkert meget underligt og rodet. Skulle han mon fortælle om hvilken heks Katarina var? 

 En let, akavet latter forlod Phillippe ved Enzels spørgsmål, og Phillippe lagde hånden op og kløede sig lidt i nakken. Det var et per besøg siden, at Phillippe havde forsøgt at ligge an på hele byen, Katarina boede i, efter et skænderi, og han var taget på kroen hvor at drikke sig fuld. En plan han så gruligt fortrød, for Katarinas hævn var.. vanvittig. 
 " Hun ved det.. " forklarede og flyttede hånden væk fra nakken igen, og kiggede ned på Enzel som han lagde sig ned ved hans side. 
 " Hun var ikke glad da hun fandt ud af det.. Men det er ikke så meget derfor vi ikke bor sammen..  Det har vi ikke gjort længe..  " Phillippe trak lidt på skuldrene, inden han lagde sig ned på ryggen. En kort, smertende støn forlod han som han lagde sig, men da han var kommet ned at ligge, mærkede han ikke så meget. 

Phillippe vidste ikke helt om Enzel virkelig gad høre om Phillippe ægteskab, eller det bare var for at have noget skidt på ham. Ikke at det gjorde den store forskel for Phillippe, den største grund til han ikke fortalte folk han var gift, var fordi det gjorde det sværere at snige folk med i seng. Ikke alle var lige interesseret i at risikere der kunne komme en sur kone efter dem, eller vide at de ikke ville have en oprigtig chance hos ham. 
 " Har det nogen betydning? Hvis det ikke gør dig noget. " Spurgte han, og drejede hovedet til siden, så han kunne se på Enzel. Hvis han virkelig var ligeglad, kunne det vel også være lige godt hvordan Phillippe og Katarinas forhold var?