Sidka kunne kun svagt huske Sibal, der væltede frem mod hende, og hende, der ikke formåede at løfte sine arme for at hjælpe ham i faldet. Mørket bag øjenlågene havde været en kærkommen forandring mod det skarpe ildskær, hun havde kigget lidt for længe ind i. Sethros rusken i hendes skulder var mindre velkommen. Det fik hendes hjerne til at registrere, hvor ondt hun havde i kroppen. Ikke bare var alle musklerne mørbankede, men det føltes som om selve blodbanerne skreg på hvile. Det prikkede og stak i sener, hun ikke vidste fandtes. Det føltes næsten som om alt inden i hende var fyldt med jord. Sådan havde hun aldrig haft det før. Men hun havde heller aldrig kørt sig helt tør for magi før.
Med en guttural stønnelyd vendte hun sig om på siden. Eller prøvede. For det var der, det gik op for hende, at Sibal lå oven på hende, lige så bevidstløs som hun lige havde været. Med en kraftanstrengelse, skubbede hun opad, og Sethro fattede for en gangs skyld et hint og hjalp med at få viklet hende ud af sin anden halvdel.
"Uuuughr..." Sidka havde det forfærdeligt. Så snart hun endte på knæ, kastede hun alt sit maveindhold op.
Ardulvyl hulkede lidt i baggrunden.
Af en eller anden grund, brændte incuboens man stadig. Det måtte være dens magi, der stadig havde fat i kroppen, selvom den var jævnt død. Flammerne var ikke lige så vilde, som de havde været under kampen. Nu var det mere et stille bål, som man ville forvente brændte ud i løbet af en time.
"Hvordan får vi den tilbage til klanen?" spurgte Sethro.
Sidka valgte at tage hans spørgsmål som den bedste smiger, han kunne mønstre. Der var noget i hans stemme, der havde ændret sig. Der var ikke fjendtlighed mere. Var det ærefrygt? Måske frygt?
Uanset hvad fik det Sidka til at smile en smule. Endelig kunne de andre se, hvor stor tvillingernes magiske kraft var.
