Leonora lyttede flere lange sekunder, i håb om at blot en flig af hendes søns stemme ville nå hende. Men væggene var tykke og døren solid, og alt hun fandt var en pinefuld stilhed, og hendes egne ord der rungede i hendes sind.
Viljestyrke var hvad der endelig fik Fyrstinden til at flytte sig. Viljestyrke, og vidende om, at der var ting hun skulle nå inden Aldemar og hans... gæst.. kom ud. Foranstaltninger der skulle forberedes.
Først og fremmest, skulle fyrstinden have noget at styrke sig på.

De tjenestefolk der var ankommet sammen med Fyrstinden blev sat i sving. Der blev tændt op i vinterstuen, te blev sat frem, og dernæst blev de beordret til ikke at forlade køkkenet. Ikke en ualmindelig ordre når Fyrstinden ønskede ikke at blive overhørt, og Cordelia, evigt loyal, blev sat til at sikre orden blev overholdt. For en sikkerheds skyld blev Cordelia også sat til at sikre, at Aldamars gæst ikke tog flugten ud af et vindue, hvis de unge mænd skulle få idéer om at modsætte sig hendes vilje.

Leonora ønskede ikke nogle forstyrrelser, og listen af folk der kunne vove at åbne den dør ubudt, startede og stoppede ved Dronningen selv.

Med alt sat i værk og gjort, stod Leonora tilbage i vinterstuen, alene, og ventede. På væggene hang tidligere Arys overhoveds portrætter og stirrede ned på hende, mindende hende om de der var gået før. Hendes blik faldt på billedet af hendes forældre, stående stolt med deres arving mellem sig. Ikke Leonora, men Illiana, hendes storesøster. Den oprindelige arving. Ikke for første gang fordømte Leonora i sit stille sind, sine søskende for deres død. Det her havde været deres byrde at bære! Deres børn!
Men nu ville den en dag blive Aldamars.. En dag, men ikke endnu. Leonora havde stadig styrke til at bære den for ham lidt endnu.

Men en sjælden gang imellem krævede Fyrstindens styrke en smule hjælp. 

Fra et lille skab i vinterstuen, fremdog Leonora en umarkeret flaske, og satte den på det lave stuebord, mellem tekopper og kande. Hun besværede sig ikke med at hælde te op først, men fyldte den yndige tekop halvt med den mørke væske fra flasken, og tømte den hurtigt. Hun sukkede tungt og satte koppen fra sig igen, men lod flasken stå på bordet. Der ville utvivlsomt blive behov for den igen senere.

Det krævede ikke et geni at kunne aflæse at Aldamar var ved at gå helt for sømmene ved den pludselig overraskelse, og hvor Fabian måske ikke var kommet helt ud af humøret af at fyrstinden var kommet ind på værelset, så faldt alt interesse for at forsætte, da han opdagede hvordan Aldamar opførte sig, og havde det.
Alting rev og drejede sig i hans mave, og selvom han næsten lød i et sekund som om at han var på vej til at skyde skylden på Fabian, gik det meget hurtig op for Fabian, at det ikke ligefrem var tilfældet. Aldamar lagde alt skylden over på sig selv, og Fabian hadede at se det.

Han fik endelig møvet sig ud af sengen og gik et par skridt over mod Aldamar, før han stoppede sig selv. Han ønskede at røre Aldamar, forsikre ham om at det hele nok skulle gå, men det sidste Aldamar ville, var nok at blive mindet om hvad de havde lavet, som havde gjort de var blevet fanget i den situation de var.
Så siden Aldamar var i gang med at tage tøj på, så fandt Fabian også sig selv bevæge sig over mod sit tøj, for at trække det på, selvom det føltes forkert. Hele hans krop summede næsten stadig, men det føltes også forkert. ”Vi kunne ikke have vidst det,” sagde han så også endelig, som han begyndte at knappe skjorten op og kiggede med sørgmodige øjne mod Aldamar. Det her var uden tvivl værst for fyrstesønnen. Der var så mange ting de kunne have gjort anderledes, men det havde de ikke, og nu måtte de leve med konsekvenserne. 
Den eneste grund til at han heller ikke kunne få sig selv til at løbe væk fra scenen, var pga. hvordan Aldamar så ud. Det var forkert at løbe, for hun forventede nok også i sidste ende at Aldamar ville få ham med ned.

Underhoser, bukser, trøje. Aldamar fumlede en anelse febrislk med knapperne i den skjorte han havde fundet frem, tankerne kredsende om hvordan han skulle forklare sig, og hvilke spørgsmål eller reaktioner han skulle forberede sig på. Fordi det var hvad hans ubehag bundede ud i; den altoverskyggende uvidenhed om hvad der skulle ske, og den hamrende følelse af hvor dumt det her var. Det kunne sagtens være undgået. Og udover det, så...
Skam? Så helt sikkert. Aldamar krummede tæer i sit indre, men nok mest af alt over at hun skulle have set det - det burde ingen forældre se. Sekundert var skammen at det var Fabian han var blevet set med, fordi trods hans charmerende ydre og selvsikre attitude - to ting der kunne være virkelig overbevisende til hvorfor Aldamar ville ham, var han stadigvæk en skøge. Og for helvede stadigvæk en mand. 
Det havde aldrig været decideret.... hemmeligt, hvordan Aldamar's interesse faldt - men det var så sandelig heller ikke blevet talt om. Det havde aldrig været nødvendigt før nu, han havde altid gået på listetæer, og alle havde nydt godt af den underliggende tiltro til at hvad der ikke var vidst, burde man ikke tale om. Og så blot måneder før bryllupet, det var lige til at- 

Ved lyden af hans stemme, vendte han sig hurtigt i en rykvis bevægelse. De kunne ikke have vidst det? Aldamar sank en klump af opbygget spyt og ubehag, inden at han afvisende rystede på hovedet. "Det er ikke dét det handler om" 
Knapperne var blevet lukket, og fyrstesønnen kørte en klam hånd igennem de svedige lokker, et kort blik på spejlet henad væggen. Han lignede... Aldamar gyste ved det undvigende glimt i hans øjne, og tvang vejrtrækningen mere til ro. Da de stadigvæk kom ud alt for overfladiske til at det var godt nok, styrede han imod vinflasken og skænkede et glas til sig selv; smagen forædderisk dulmende i hans gane, især i forhold til den uro der hev og sled i hans nerver lige nu. 
"Jeg..." med ryggen til ham holdt Aldamar sin vinfrie hånd hårdt fast i den anden arm, så knoerne blev hvidlige. Han vidste egentlig ikke hvor han ville hen med den sætning, og da han fornemmede at den ville bryde ham mere ned end hvad godt var, valgte han ikke at forsætte den. 
Så Aldamar trak vejret dybere en sidste gang, men tog sig lige et par minutter til at sunde sig, et undvigende blik da han vendte sig omkring og ventede på at Fabian var klar. 

Det tog sin tid, men langsomt fik Leonora sine nerver under kontrol. Flaskens glasstopper var sat i, men flasken blev på sin plads på bordet, mens Leonoras kop var blevet genfyldt med varm, dulmende te. Hun havde ladt den ene dør stå blot en my på klem, så hun ville kunne hører når de unge mænd kom ned. Et øjebliks advarsel var alt hun behøvede for at rette ryggen og stilne de følelser der måtte være at finde på hendes ansigt.

Stilheden strakte sig i det uendelige som Leonora ventede, men hun var en tålmodig kvinde, og dette var næppe tidspunktet at skynde på sin søn. Han skulle have tid til at finde sig selv, og sin gæst, klæder og måske, håbede hun naivt, en smule samling på sine sanser. 

Imens stilheden foldede sig indover sig selv, blev Leonoras blik atter engang draget mod portrættet af sine forældre, og den fortid det symboliserede. En simplere tid. Tankerne kræsede til John Arthur af Isenwald, hendes første trolovelse. Det havde været et kærlighedsløst ægteskab, det havde de alle vist, grundet Arthurs præferancer, men hun havde dog haft Lissandra nærmere..
Skæbnen havde vist spillet dem alle et ondskabsfuldt pus.

Hvad var det så det handlede om? Fabian kunne ikke vide sig sikker. Han havde aldrig stået i situationen som Aldamar stod ikke, i hvert fald ikke med visheden om at der kunne vanke værre ting på den anden side. De var forskellige, deres familier var forskellige, og Aldamar havde blot nogle andre planer med sit liv, end Fabian nogensinde havde haft. Planer som Fabian havde det helt fint med, så lang tid hvad de havde forsatte, men... det kunne være sidste gang de sås i aften, og det var en forfærdelig tanke.

Lidt ekstra vin havde nok heller aldrig skadet nogen, og Fabian fandt sine egne øjne dreje mod vinglasset, men nej. Forhåbentlig kunne han slippe bare en smule helskindet ud af det her, da det nok var for sent bare at løbe og gemme sig i et med menneskemængden udenfor, især fordi der ikke var nogen menneskemængde af betydning. Nej, Aldamar havde behov for ham, selvom han nok mere lignede en der godt kunne have brugt at han ikke var her. Desværre var de blevet opdaget og dermed for sent.
De sidste knapper blev knappet, og han kørte en hånd igennem håret, så det faldt lidt mere naturligt ned omkring hans skulder. Mærkerne på hans arm kunne stadig ses, og han fandt sig selv hurtig hive ærmerne lidt ned. Ingen grund til at vise mere end hvad godt var, omkring hvad der var sket. Kort strakte tanken også, om han måske skulle ændre skikkelse. Foregive at være en anden, men han slog den hurtig ud. Og så gik han hen til Aldamar, klar til at gå videre ned. En lidt forsigtig hånd blev også tilbudt prinsen, om ikke andet for et lille klem, men han gjorde ikke selv nogen træk til faktisk at røre den anden mand først. Hvis han ikke ville røres nu, så forstod Fabian det trods alt. 

Aldamar sippede af glasset - intention om at tømme det hurtigt - imens tankemylderet vendte og drejede hvad det værste udfald kunne blive. Intet var så slemt at det var værre end som så, han havde ikke gjort noget der kunne påvirke hans status, og som det så ud nu, heller ikke noget der kunne påvirke familien. Det foregik jo relativt i smug, og fejlen med ikke at låse døren, var så sandelig en der ikke ville blive begået igen. Nogensinde. Med det sagt, var der stadigvæk den ydmygende situation at konfrontere foran hende at det var sket, og dertil også hvad end hun måtte have af meninger om det. En kernedel af Aldamar frygtede selvfølgelig det værste, som ville være afsky og skuffelse. To stærke følelser, og følelser hvis konsekvenser ville strække mange år ud i fremtiden - noget der fik hjerterytmen igang på de helt forkerte måder. 

Hånden der ramte hans var dog velkommen - mere end han umiddelbart havde troet, og Aldamar følte sig selv kigge overrasket op over hvor tæt på han var kommet, inden at - og det var uden at kunne lade værd, forsigtigt lænede sig ind imod den hårde brystkasse, en tung pande med mange tanker bagved, imod hans krop. Han havde nok været utrolig fordybet for ikke at lægge mærke til det, men nærværet... bragte en form for ro. Genkendelig ro, som fik den bekymrede og gruende rynke over Aldamar's til at mildnes en anelse, og han sukkede tungt. 
Han ville ikke undvære ham, hvad end fyrstinden havde at sige. Og det var nok det eneste han var nogenlunde sikker på i alt det her rod. 

Det var dog også hvad der endelig gjorde at Aldamar følte sig.... klar. Slet ikke klar nok, men klar nok til at hans tanker havde fået ro og hans følelser ikke længere så udfarende. Den hårde stemme fra hans mor var gledet lidt i baggrunden igen. Han havde altid været god under pres, og mange års træning gjorde at han stolede på sin mimik til at den ikke ville knække, hvis det værste udfald var hvad de endte med. 
Aldamar trak sig efter nogle minutters stille omfavnelse, stillede vinglasset fra sig og rømmede sig endelig. "Lad os ikke lade fyrstinden vente..." mumlede han, og lod en kort hånd glide over Fabian's krave for at rette på en forkert fold, noget bittersødt i bevægelsen. Åh for helvede... 

Det var dog en tur der blev taget i stilhed, med undtagelse af de klappende lyde af sko henover stengulv, idet at Aldamar ledte dem imod Vintersalen. 

Lyden af fodtrin ekkoede igennem de mennesketomme haller som Fyrstinde sønnen og hans gæst nærmede sig. Fyrstinden rettede sig, og tog sin stok i hånden, dens kølige metal beroligende under hendes hånd. Hendes anden arm blev lagt roligt på tværs i hendes skød. Det var en evne at sidde i en lænestol som var det en trone, som var de bløde puder ingen hindring mod en royal holdning. Det var en evne Leonora havde trænet og mestret.
Fyrstinden lod et sidste blik glide over opsætningen. Hun havde fået skiftet en smule rundt på møblerne inden hun havde sendt tjenestestaben væk. Selv sad hun i en stol, men de to stole der før havde stået overfor, på den anden side af bordet, var skiftet ud med en sofa der havde stået langs væggen. Det var ikke unormalt at fyrstinden ændrede opsætningen afhængigt af sine gæster, eller hvad hun ønskede at opnå, og denne ændrind var næppe et tilfælde heller.

Leonora tog en dyb indånding inden Aldamar og hans gæst nåde døren, og lagde sit ansigt i rolige folder. "Kom ind og tag plads" bød hun dem med fast, men ikke fjendtlig tone. Hun ønskede ikke at skræmme de to unge mænd mere end hendes tilstedeværelse allerede havde. De var kommet, begge to, og forstod hvem der bestemte. Det var nok for nu.

"Så, min søn, hvorfor introducere du mig ikke for din gæst?" bød hun, og gjorde en inviterende gestus mod bordet mellem dem, hvor der var te, vand og den umarkerede, mørke flaske.

Ligeså snart Aldamar lænede sig mod Fabian, så var Fabians hånd også oppe for at lægge sig blidt om den anden mand, og bare nusse ham og stryge håret tilbage. Intet krav om mere, blot, at han var der for ham. Hans eget hjerte bankede hurtigere end normalt, mens han vejrtrækning var, i modsætning til Aldamar, rolig. For selvom han ikke var sikker på hvad der ville ske, eller om Aldamar var tilbøjelig til blot at smide ham væk, hvis det var det de blev bedt om, så vidste de ikke hvad der ville ske. Heldigvis var Fabian langt bedre til at uvidenheden, end Aldamar virkede til at være.

Da Aldamar trak sig væk, lod Fabian også sine egne hænder falde ned, men lod en hånd glide ned, for at klemme Aldamar om hånden, bare en sidste gang, inden Aldamar rettede det sidste på ham åbenbart, og de forlod værelset.

Turen ned til vintersalen var lang, og de gik i stilhed, hvilket Fabian næsten godt kunne have brugt uden, men det føltes forkert at sige noget i de her omstændigheder, og alligevel så kom de frem alt, alt for tidligt.
Som de kom ind, var hans syn naturligt draget til fyrstinden af Arys, inden at han lod de blå-grønne øjne glide lidt rundt i rummet. Det var tydeligt hvor de skulle sidde, og selvom Fabian i mange tilfælde gerne ville føre an, så var han næsten uhyre opmærksom på at lade Aldamar styre slaget i det her tilfælde.
Man kunne også se at han blev nødt til at holde sig selv tilbage fra også at introducere sig. Hans mund nåede lige at åbne sig, inden han kiggede mod Aldamar, og den så lukkede i igen. Uanset hvor intimiderende Fyrstinden var, så var det dog tydeligt at Fabian var mere interesseret i at følge hvad end Aldamar ønskede, og at sørge for at han ikke skabte splid mellem de her to folk. Mest af alt fordi han bekymrede sig om Aldamar.
Derfor ville han også først gå over og sætte sig når Aldamar gjorde. 

Døren var en allerede åben, og knirkede lidt for larmende da Aldamar skubbede den op. I vintersalen sad fyrstinden rank og royal, og hendes rolige blik var mere ildevarslende end hvad end der kunne have været af andre følelser - endnu engang forekom hun ulæselig. Hvis Fabian kunne mene at han var slem til at maskere hvad der foregik inde under, var det så sandelig på tide at han så hvordan et overhoved gjorde det. Han følte sig sjældent ubehageligt til mode omkring Leonora, mange gange var hun en skikkelse af strenge men stadigvæk kærlige meninger og formaninger. Og stadigvæk hans mor.  Men hvordan hun rigtigt havde det med dét her, måtte tiden vise. 
Ikke desto mindre tøvede Aldamar ikke med at tage plads - nu var de her - men da hun bad ham om at præsentere Fabian, kunne han ikke undgå at holde igen et kort øjeblik.  Hans gæst. Heh. 

En del af ham var uhyrer taknemlig for at den rapkæftede mund forholdt sig tavs lige nu. I hvert fald bare imens territoriet blev følt af; Aldamar følte at han spillede skak med en dronning i underskud, og en konge det var presset ind i et hjørne. I det her spil, var Fabian kongen. Det sidste han ville, var at fange ham i en verden han ikke brød sig om.  
Arys prinsen rømmede sig, hånden på vej efter te, men ændrede i sidste øjeblik retning efter flasken. En blanding var aldrig helt skidt. "Det her er Fabian..." tydeligvis uden efternavn, Aldamar kiggede kortvarigt op. "... jeg mødte ham til maskeballet" 
Der var velsagtens nogle ting han forventede hun ville spørge om, og kunne ligeså godt komme dem i forkøbet. Til lyden af drikkelse det faldt i to kopper, mødte han kortvarigt mandens blik - tavs behøvede han ikke at være.  Påpasselig, men ikke tavs.  
Hun var trods alt ikke fjendtligt indstillet - så ville de ikke have været i tvivl, medmindre det selvfølgelig kom senere. Åh han håbede ikke det kom senere.  

Leonora nikkede højligt til sin søns ord, og noterede sig hans valg af drikke, noterede sig hvordan de sad i sofaen, afstanden mellem dem, eller manglen på samme. Alt sammen små, men vigtige nuancer der ville hjælpe til at farve sceneriet efter hendes ønske.
Mange små farver var allerede ved at vise sig. Fabian der holdt sig tilbage, for at lade Aldamar fører an, både hen til sofaen men lige så vel i introduktionen. Hendes blik fulgte dem tæt, men blev aldrig for intenst eller stirrende. Kun perfekt høflig opmærksomhed.

Fyrstinden noterede sig også manglen på efternavn, men fortrak ikke en mine ved det. "Lilianer Reiers ledsager, hvis jeg ikke tager fejl?" spurgte hun konstaterende i Fabians retning, som en der bestemt kendte svaret, men aller høfligst lod det bekræfte alligevel. Hendes blik havde lagt sig på Fabian, afventende på at se om han blot ville svarer kort på spørgsmålet, eller udnytte at han så generøst havde fået taletid, til at sige mere.

Fabian havde sat sig ved Aldamar, og selvom han måske normalvis havde sat sig tæt op af den anden mand, for at mærke ham, så satte han alligevel lidt fra ham, dog nok til at hvis de begge to lagde hænderne på sædet, så ville det ikke se mærkeligt ud hvis de to hænder rørte. Det var en næsten passende afsted, især for en der normalvis ikke gjorde sig i at skabe distance mellem ham selv og dem han var omkring. Også noget han generelt havde meget svært ved at praktisere om den anden mand.

Hans øjne fangede kort Aldamars, som han kiggede på ham, og et lidt stille smil var på hans læber kortvarigt, for at sige at han nok skulle passe på. Det var ikke mere end et øjeblik, før Fabians øjne igen landede tilbage mod fyrstinden, som hun havde stillet endnu et spørgsmål, som var meget rettet mod ham, så han skulle sige noget.
”Korrekt,” svarede han, men han stoppede dog ikke der med at snakke. Det gav også ham en form for komfort at snakke, så han ikke følte der blev lagt for mange ord i hans mund, selvom det var Aldamar der stod for skud. ”Hun tog mig med som en ven, siden store fester overvælder hende.” Ordene var bløde og forklarende, måske mere end de behøvede at være. Han forsøgte dog at holde den groveste stemmeføring ud af sine ord. Lidt havde han lært med tiden med Aldamar. 

Han havde på mange punkter løst til at styre samtalen, og hans kontrollerende lille greb om tingene ville uden tvivl giver ham selv en form for tryghed i det. Problemet lå dog i, at det ikke var noget han kunne....  hverken i den fantastiske forstand, at han kunne manipulere sin egen mor i den retning han gerne ville - hun ville aldrig falde for det, eller bryde sig om det,  men også fordi... at han ikke kunne tale på Fabian's vegne. Han havde intet genialt dække at fyre af, og ville allerhelst gerne undgå at skulle holde styr på eventuelle løgne det kunne bide ham i røven senere. Det var ikke hans plads at finde på en forklaring, og det nemmeste ville være at holde sig til fakta. Fabian var en intelligent person; Aldamar vidste at han ikke ville få dem til at fremstå dårligt.  
Hænderne færdiggjorde derfor deres arbejde med at skænke op til dem i præcision og tavshed i stedet. At have noget at tage sig til, hjalp på usikkerheden i det.  

Det gjorde ham dog også glad at den blonde mand ikke havde rykket sig væk fra ham. 
Hans nærhed og det lille smil, gjorde at Aldamar kunne løfte blikket i afventende (men tvungen) ro, da han var færdig med at skænke op, og rakte dertoæ drikken til Fabian om han ville have den. Det havde alligevel været en anelse... akavet at spørge hvad han helt præcis kunne tænke sig, når emnet der sad til bords, var af lidt en anden vigtighed. 
Intet unormalt, bare ham, hans mor og den lokale skøge i Dianthos. Alt var fint. 

Fabian svar fik et nøje afmålt øjenbryn til at løfte sig, netop nok til at det lod sig bemærke. Fabians tone og forklaring, eller manglen på samme, var ganske interessant. Leonora tvivlede på den, det var som minimum en yderst pyntet udgave af sandheden. Leonora tvivlede på han, en så køn ung mand der havde ligget med hendes søn, havde været med Liliana som andet end betalt eskorte. Det var ikke unormalt at de ældre og enlige medbragte nogen for selvskabet. Til tider var det også moderne blandt de yngre, for at vise deres rigdom og indfyldelse ved at kunne få særligt kompetente eller eftertragtede eskorter med sig.

Så enten omgik den unge mand sig sandheden, eller også var det et forsøg på at skåne Fyrstindens 'delikate' følsomheder. Begge dele et ringe valg af strategi, i Leonoras blik. Hun måtte holde et gys tilbage som mindet om de to mænds.. nærhed.. på værelset, ubudt kom tilbage til hende. Det var ikke noget en mor nogensinde burde udsættes for. Ikke for første gang ønskede hun at hun havde banket på.

Leonora løftede hånden fra sit skød, og rakte ud efter sin egen kop. Med omhug blev underkoppen placeret i hendes skød, og koppen løftet. Langsomt tog hun et sip.
Fyrstinden havde ikke travlt. Hun lod dem stege et øjeblik mens hun drak en tår, for at se, om de havde mere at tilføje til deres historie, inden hun fortsatte. 

Fabian tog imod koppen, og tog en tår af den, mens han lod Fyrstinden overveje sine ord eller yderligere spørgsmål, som han også selv tog en tår af teen med alkohol. Det var trods alt lidt hvad de alle sammen havde behov for i det her øjeblik. Fyrstinden for hendes øjne, Fabian og Aldamar fordi de var blevet sat under et meget nøje blik. Ikke for første gang følte Fabian at han var havnet i en alt for kompliceret situation, noget han forsøgte at undgå.

Han havde dog måske også pyntet lidt på sandheden, selvom ven ofte var et ord der blev brugt når han omtalte ham og hans kunder i mere delikate sammenhæng. Der var intet galt i det, selvom han muligvis mere var en betalt ven, end en ægte. Der var ikke meget bekymring fra hans side af, hvis Liliana ikke havde betalt dyre domme for at få lov til at få ham med, så hun havde noget at holde sig til, og nogen der kunne jage folk væk, hvis de kom for tæt på.

Dog var det lidt som om at stilheden strakte sig mellem dem, og Fabian var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre, eller sige, for det føltes lidt som om at Fyrstinden ønskede mere fra dem. I stedet for at tage ordet, som han normalvis ville have gjort, for han vidste ikke hvad han skulle sige, så kiggede han mod Aldamar i et forsøg på hjælp. 

Åh for helvede. 
Aldamar betragtede hvordan Leonora gav ham blikket, og havde de været mere dækkede for hendes øjne havde han rykket en anelse ubehageligt på sig selv, eller rakt ud efter ham - noget der kun blev holdt igen af ren viljestyrke og understøttet af de rester af stolthed han havde tilbage. Han hadede når hun lod stilheden trække ud på den måde - det var en fantastisk måde hvorpå dem der sad i rummet, følte at de skulle udfylde stilheden. Men da Aldamar mødte det blik Fabian sendte ham, rystede han blot umærkeligt på hovedet, og tog en tår af sin egen te igen. 
Hvis hun kunne strække stilheden, kunne han også - og han skulle bestemt ikke begynde at rette på hvordan Fabian valgte at forklare tingene - det ville kun gøre det mere utroværdigt, at han var en... ven. For Reier kvinden. 

Endnu en tår blev taget, omend han indadtil mest af alt havde lyst til at få hende igang med sine spørgsmål, så det her kunne komme bagved dem på så kort tid som muligt. Der blev derfor heller ikke lagt skjul på når Aldamar mente at der var gået for lang tid imellem Fabian's svar og fyrstindens opfølgning, selvom han ikke selv ville afbryde den. De mørke øjne ulmede af en underligende utålmodighed - så sig dog noget - men læberne var låste og afventende. 

Leonora sænkede roligt sin tekop igen, og vædede roligt sine læber mens stilheden strakte sig grænsende til det utålelige. Det stod ganske klart at de ikke havde i sinde at åbne op ydereligere på egen hånd. Så måtte de jo få et skub i den rigtige retning.

"Så lad mig forstå det ret. Fabian, de bærer intet efternavn min søn vil nævne, men er Nådigfrue Reiers ven" opsummerede hun roligt som hun løftede teen fra sit skød, og satte det tilbage på bordet, inden hun to begge de unge mænd i øjesyn.
"Og hvad, mere præcist, er så jeres forhold, og hvor mange følelser er der involveret?" spurgte hun så, i den samme rolige, konverserende tone man kunne have spurgt til vejret, eller deres gamle moders helbred.

Det var tydeligt at de to unge mænd var mere en blot en nats udforskning, og lige så tydeligt var det, at hun Leonora havde i sinde at vente på, at de selv nossede sig sammen til at dele noget med nogen form for ærlighed, så ville de sidde der hele natten. Og det var Leonora ganske simplet blevet for gammel til.

Der var noget beroligende ved Aldamars øjne, og var også hele grunden til at nogle af nerverne faldt til ro. Han havde aldrig forventet en fyrstinde ville gøre ham nervøs, ikke på denne her måde, og han havde følt sig ganske tilpas indtil de var kommet herned. Det var næsten som om at der var en følelse af... at ville gøre et godt indtryk på hende? Underligt.

Alligevel kunne han mærke noget krible ned af hans ryg, som han kiggede mod Leonora igen, og hun pludselig kom direkte til sagen omkring dem og deres forhold. Han havde behov for noget mere at drikke. Han tog koppen op til munden og tog en tår. Der var ingen hast med at svare vel, og han kunne også mærke hans øjne trak sig mod Aldamar. De burde nok have overvejet hvad de skulle sige til det her, især fordi Fabian vidste ikke om Fyrstinden havde samme evner som Aldamar havde, hvilket hurtig ville gøre det akavet. Især fordi ingen af dem havde rigtig præciseret hvad der var imellem dem.
”Vi... ses...” kom det lidt tøvende fra Fabian, som han søgte noget i Aldamars øjne. For der var følelser involveret, men følelser var kompliceret og var ikke rigtig blevet snakket om endnu. Ingen af dem var klar på det, men så lang tid Fabian ikke fik et direkte spørgsmål, så ville han nok gøre sit for at snige sig udenom. Bare fordi han ikke helt var klar på den samtale. 

Aldamar.... vidste ikke hvad hun ledte efter at svar. Han vidste ikke hvilket svar der ville få hende til at stoppe med at grave, og det i sig selv, var den primære grund til at han holdt de få kort der var tilbage at holde tæt, tæt. En kernedel af ham hvislede utålmodigt at der var visse ting der var private nok til ikke at skulle dele, så private ting at det ikke engang var kommet op imellem dem internt. Men han kendte også bagsiden af medaljen, og havde en anelse om... at hun ikke kun spurgte, med et ubehageligt, snagende sindelag i vente. 
Nej, han vidste at det ville være nødvendigt at spørge ind til deres relation, i simpel sund interesse. Han havde også selv haft sine egne bekymrede tanker, og vidste at Fabian - lige meget hvilken form han valgte at tage, eller hvilket sted han valgte at placere sig i Aldamar's liv, ville være en svaghed. Afpresning af den fysiske såvel som psykiske slags; Fabian var trådt ind på en bane der strakte sig længere end deres soveværelse, eller Dianthos' mure. 

En lidt dybere vejtrækning blev taget ved den direkte tilgang, og selvom det kriblede i Aldamar blot at tale videre om nådigfruens forhold med Fabian - noget man sagtens kunne, givet måden hun spurgte på... ville det ikke nytte noget. 
Blikket der mødte hans var ledende, og Aldamar's kæbte spændtes kortvarigt op, inden at han nikkede. Fint. Han mistede endda måske kun mere respekt ved at danse om den varme grød. "Vi ses jævnligt" startede han ud med - en afslutning på Fabian's tævende ord, tog dertil en ekstra slurk af koppens varme indhold, og stillede den så fra sig. "Primært andre steder end her" tilføjede han så, velvidende at det kunne spørges videre ind til, men uvillig til at specificere hvor. 
"Jeg holder af ham, nok til at tage den risiko der ligger i at blive genkendt - men..." han vidste at det her ikke var Fabian's boldgade, så han tog gerne teten - så kunne ha i det mindste styre hvad der kom ud. " - det sker ikke. Fabian er formskifter, et naturtalent vil jeg mene. Og jeg har ingen interesse i at sende forkerte signaler, lige meget hvad du...ehm" og her følte han så hvordan en blanding af skam, bitterhed og skyld pressede sig på, hvilket kortvarigt fik hans stemme til at stoppe, inden at han tog sig sammen, og afsluttede sin sætning. " ... så. Vi... vi har ses jævntligt siden maskeballet" han vidste godt at han cirklede tilbage, men det var lang tid. Og i løbet af den tid, var rygterne om Aldamar af Arys ikke anderledes end de havde været før maskeballet, som for at understrege at trods situationen lige nu, var de... påpasselige. 

Fabians ord var alt andet end imponerende. Hvis han havde tænkt sig at åbne munden, kunne han da i det mindste prøve. Irritationen blev hurtigt skubbet til side som Aldamar tog over, og fortsatte noget mere kompetent.
En sten lettede fra fyrstindens hjerte som hendes søn talte, hurtigt efterfuldt af flere. Selv de bebrejdende ord som Aldamar kun med nød og næppe fik stoppet fra at forlade sine læber, kunne næppe skærer dybt i det øjeblik.
Ikke at denne lettelse så meget som krydsede hendes ansigt. Gennem gode som dårlige nyheder, så fortrak fyrstinden ikke en mine. Ikke i dag.
"Jaså" startede hun ud. En kende dramatisk erkendte hun, inden hun fortsatte. "Det glæder mig at hører i tilsyneladende er ansvarlige omkring affæren, skønt tidspunktet er gange ubelejligt" det var VIRKELIG ikke det bedste tidspunkt at begynde at holde af en anden, lige inden man skulle giftes. Men det var næppe under deres kontrol.
Fyrstinden var tilfredsstillet for nu, og moderen fik plads. Hendes blik lagde sig på hendes søn.
"Som Arys har du en pligt min søn. Du har en pligt til at ære din kone, og glæde hende om du kan.. men der er næppe noget til hinder for at du elsker en anden. Så længe det gøres diskret, eller med hendes billigelse" for et øjeblik var det næsten som om skyggen af et smil prydede hendes læber, men det kunne lige så vel have været lyset "At dine præferencer sikre at der ikke kommer nogle bastarder til, er vel så kun et plus".

Det var svært at tale på vegne af Aldamar, når han også vidste at han kunne sige en forkert ting, og de så ville træde ind på et faretruende område. Han kunne sagtens have sagt om ikke andet halvdelen af det Aldamar havde, men han følte sig langt mindre sikker i hvor de stod end Aldamar gjorde tydeligvis.

Man kunne også godt se at Fabian var anspændt som Aldamar snakkede og de ventede på et svar fra Fyrstinden, men ligeså snart det var færdigt og det virkede til at hun ikke smed ham på porten, kunne man næsten se hvordan hans skuldre faldt lidt og han lænede sig tilbage. Det var ikke engang gået op for ham hvor anspændt han havde været over det hele.
Nu føltes det dog blot som om at han sad og kiggede på noget meget privat mellem mor og søn, og han følte sig mest af alt utilpas, fordi han ikke havde noget at sige til samtalen, for ikke at nævne, han ikke følte han havde ret til at være her. Ligesom han ikke følte han havde haft ret i at blande sig i Aldamars liv inden alt det her.
Han tog endnu engang koppen op og tog en ordentlig tår af den. Den var ved at være tømt, og han satte den dermed ned igen.
Han havde lyst til at bekræfte overfor Fyrstinden, at han ikke ville være i vejen, og han ikke ønskede mere end hvad de havde. Men det føltes alt sammen som tomme argumenter, for ikke at nævne, at han ikke engang var sikker på at han kunne bekræfte at han ikke ønskede mere end hvad de havde. Han var glad for det de havde, og han ønskede ikke at tvinge Adena ud af livet, men minderne om Lillekilde var der nu stadig, og det havde været noget andet.