Det var ofte nemmere at læse Aldamar i andre situationer, hvor han fik lov til at være mere fri i det, og derfor havde Fabian også svært ved det lige nu, for ikke også at nævne de tanker der selv florerede i hans hoved. Tanker han prøvede at skubbe væk, for hvor Aldamar måske gerne ville have hele billedet, så havde Fabian det fint med at fylde ud, eller være uvidende om hvad der foregik. Han havde ikke behov for at finde ud af hvor han stod med Aldamar, når det kom til deres følelser, for i sidste ende var de skøge og kunde. Måske lidt mere, men det var kun fordi Fabian havde trukket den så langt han havde gjort, uden rigtig at tænke over det.

Han stod derfor også lidt urokkelig, da Aldamar begyndte at gå. Han havde ikke lyst til at blive, men hvad der ville komme, skræmte ham næsten mere. Følelser var ikke hans afdeling, men det lille smil og de næsten opmuntrende ord, hev i ham, før han kunne tænke for meget på det. Så hans fødder bevægede sig mod Aldamar, for at finde hans arm at tage fat i igen. Følelsen bag øjnene, stod dog ikke stille, men han var tydeligvis kommet sig nok, til at han godt kunne være en lille smule kæk. ”Jeg var alligevel også begyndt at kede mig,” sagde han, dog lavmælt, så ikke alt for mange hørte ham brokke sig over folkene. Dog ville Aldamar altid kunne bruge denne person Sylvana Vynará som undskyldning for hvorfor han måtte forlade festen tidligere. Hun var alligevel en person der formegentlig ville forsvinde som de nåede det lejede værelse. En fantasi for en time, men mere end nok for Fabian. Han havde intet imod at være en kvinde for sine kunder, men det var bare aldrig det samme, og slet ikke når han skulle se Aldamar i øjnene. 

Fabian kom op på siden af ham, og med en lille latter rystede Aldamar 'opgivende' på hovedet over den tilbagevundne kækhed, og førte dem ned af de svungne trapper, for at lede dem videre ud imod udgangen. Blikket gled kort imod ham - begyndt at kede sig simpelthen - og han troede ikke på ham over en dørkam. Eller joh, måske kedede han sig hvis man tog ordet i den reneste forstand. Men kede sig fordi at han ikke havde noget at forholde sig til her? Jah der tvivlede han stærkt. "Så er det jo godt, at jeg kan finde noget andet der kan underholde frøkenen" mumlede han henkastet tilbage, og nikkede her og der til forskellige folk der lige kastede et ekstra, nysgerrigt blik imod dem. De blev dog ikke stoppet af nogle på vej tilbage - heldigvis - og kun en enkelt lille person var henne og stille spørgsmålstegn, og Aldamar var hurtig til at skyde skylden på den kære  elverkvinde ved hans side. Man var jo en høflig vært. 

Udenfor var luften en anelse kølig, men ikke ligefrem kold. Støvlerne klikkede let imod de fugtige brosten under dem, og da det ikke ligefrem var sent, jah så var det at folk i fine små 'strømme' af mennesker, stadigvæk omgav de to af dem på vej tilbage, en munter afstenstemning omkring dem. 
Det var dog heldigvis ikke en videre lang tur, der fra Aldamar's side, blev foretaget i ganske naturlig stilhed; menneskerne omkring dem fyldte fint luften ud imellem dem. Næsten hele vejen op til det lejede værelses dør, kunne man i hvert fald ikke opleve meget decideret stilhed, som sådan. 

Turen ud var heldigvis, eller måske uheldigvis, ganske begivenhedsløs. Det virkede ikke som at nogen havde i sinde om at stoppe dem fra at gå, hvilket var med en lille ærgrelse i maven på Fabian, selvom han også kunne mærke lettelsen, da de ramte den friske luft.
Det var overraskende pænt vejr udenfor, og han fandt sig selv nyde vejret og menneskemængden. Et par enkelte kiggede deres vej, men generelt fik de faktisk lyst til at gå i næsten anonymitet hen ad gaden. Fabian havde til gengæld lyst til at fylde luften med noget, noget snak der handlede om alt andet end hvad der var foregået, men han kunne ikke find epå noget, og måtte acceptere stilheden til da de ramte værelset.

Ligeså snart de ramte værelset, gav Fabian dog også slip på Aldamar, næsten afvisende, men som han begyndte at pille sko og smykker af, blev det nok mere klart, at Fabian ikke havde i sinde at blive i det stramme tøj mere, ikke når han kunne slippe. ”Du skal ikke bruge mig i det her tøj mere vel?” spurgte han, mest af høflighed, men det var nok lidt svært at vis det høfligt, som han lagde den smukke halskæde på et bord der var herinde, inden han hev lidt i kjolen, og stirrede så lidt på den.
Hvor han måske kunne have bedt Aldamar om hjælp, og tage kjolen af på traditionel vis, så huskede han på hvor svært det havde været at komme i den, så i stedet for, så udnyttede han blot han var formskifter.
På rigtig Fabian manér, blev han i løbet af få sekunder langt tyndere og mindre, næsten nok til at kunne kategoriseres som et barn, bortset fra at proportionerne så virkelig underlige ud. Det var dog kun kortvarigt, som han kunne hive korsset og kjolet ned om anklerne af sig selv, resten var faldet af sig selv, og trådte ud af den, for at forvandle sig tilbage til hans egen høje skikkelse. Nu ret meget mand, men til gengæld også ret meget nøgen. 

Han nåede ikke rigtigt at formulere et nej til det spørgsmål, førhen att Fabian gjorde sig klar til at få det af sig. En anelse observerende fulgte han med i hvikken kamp han ville starte,  ønskede han at fjerne det uden hjælp, men blev overrasket da han valgte at trylle sig ud af klæderne. Bogstavelig talt. Han skrumpede ind, og Aldamar fulgte en anelse fascineret med - det var vel en måde at bruge sin magi på - inden at hans opmærksomhed faldt på den trofaste vinflaske det stadigvæk stod tilbage, og Aldamar begyndte at hælde op til sig selv, og derefter Fabian. 
Da han vendte sig om, var det en meget nøgen Fabian der til gengæld stod tilbage - og lignede sig selv - hvilket kort fik ham til at fjerne øjnene en anelse forlegent. Han kunne da ikke bare overraske ham sådan!

"Eh, her" mumlede han og strakte glasset ud imod ham, tvang blikket tilbage men også op, den her gang. En typisk varme skød igennem hans ansigt, imens at han formanende mindede sig selv om at holde fokus, og prøvede (med diskutabel succes) at holde reaktionen en anelse skjult. Om ikke andet, som havde den ikke fundet sted i det at han bevægede sig imod stolene ved bordet, få at slå sig ned ved det. 

Det var ikke fordi Fabian havde gjort det for at få en reaktion, men det gik desværre ikke fordi den blonde skøge, hvilken reaktion han fik fra Aldamar. Det var en reaktion han kunne bruge til noget, og som faldt langt mere inde i hans zone af komfort, hvilket også var grunden til at han ikke samlede sit gamle tøj op, som var foldet sammen andet steds i rummet.
Han tog dog stadig kjolen og det tilhørende og lagde det henover en ledig stol de havde herinde. Her var trods alt pænere end hvad Fabian var vant til, desværre også i forhold til hvad han boede i.

Efter at have placeret tøjet, tog han imod glasset med vinen, og tog en tår af det. Han var dog også godt klar over at han allerede havde fået et par glas ned allerede over de sidste par timer.
”Så der er vel ingen grund til at jeg skal tage tøj på?” spurgte Fabian med et glimt i øjet, og selvom der nok altid havde været en overhængende fare for at Fabian ville prøve at snige sig uden om samtalen, blev det dog meget hurtig tydeligt, at hvis han kunne snige sig uden om, ved at de gjorde noget han langt hellere foretrak. Så ville han hjertens gerne gøre det. Det var også den primære grund til at han ikke selv fandt plads ovre ved stolen, men tog en lille tår af vinen, og ellers bare lod alting stå synligt for Aldamars fornøjelse. Hvis Aldamar havde forberedt for natten, ja, så kunne han sikkert også finde ud af at hoppe ned i en af de små ting de havde købt. 

Et spørgende øjenbryn fandt vej til panden, og Aldamar ført selv glasset til læberne synkront med ham, imens han lige trak den nogle sekunder, for at finde den rigtige stemmeføring. Det lykkedes ikke helt fantastisk, da han prøvede at lade et blik der ikke var helt uden den slags  interesse glide over ham samtidigt. ""Kun hvis du selv mener det er passende" mumlede han, og lænede sig en anelse tilbage, omend han knap nok bemærkede hvordan hånden knyttede sig en anelse. Aldamar's blik flakkede imod den taske han havde haft med, inden at han med en hovedrysten rømmede sig en anelse. Fokus. Selvom han ikke gjorde det nemt, når han skulle stå og gøre sig til, hvilket nok også i den grad med vilje.  

Han savnede ikke den larm der havde været i salen, trods det pludselig virkede meget mere svært at få startet den samtale han havde haft i tankerne, når det eneste der når at fokuserer på, var hvor fin havn så ud i rummets varme belysning.  
"Faktisk, så... joh. Lidt tøj har jeg taget med til dig.." mam modsagde ofte sig selv, og Aldamar endte alligevel med alligevel at gøre det, blot få sekunder efter sine første ord,  oog rejste sig for at gribe fat i tasken og smække den på bordet. Han kunne godt lege med, hvis det var sådan her han fik ham til at slappe mere af. Aldamar skævede over skulderen, og vinkede ham hen, hånden havde fået fat i noget det klirrede en anelse; der var vel ikke meget tvivl om hvad. 

Hvis det ikke var så åbenlyst, så ville Fabian have klappet sig selv på skulderen over distraktionen. Både fordi den virkede på Aldamar, men også ligeså meget ham selv, som han kunne fokusere på en lyst der gav mening. Lysten der kom ved at være i nærheden af Aldamar, og ville have noget fysisk. Fysiske ting kunne han trods alt håndtere væsentlig nemmere.

Hans blik blev derfor også væsentlig mere interesseret, da Aldamar faktisk endelig sagde han havde haft noget tøj med. De havde vidst godt begge to vidst hvad der skulle ske efter festen, når de ville komme tilbage, og det glædede Fabian at det ikke var af bordet, som han ellers havde frygtet. ”Det kan jeg vel næppe sige nej til,” sagde han, og gik med beslutsomme skridt hen til Aldamar, og satte glasset fra sig, så han også kunne hjælpe med tøjet.
Modsat den første gang var det dog også væsentlig nemmere at putte Fabian i det. Han var mere hjælpsom, som havde han faktisk holdt øje med hvad Aldamar gjorde, selvom han stadig skulle have betydelig med hjælp. Det ville nok tage et par gange, før han selv kunne putte det på, men det satte sig godt på hans muskuløse krop.
”Ligeså godt som du husker det?” sprugte han da de var færdige, og ville gå et skridt tilbage, for at vise Aldamar det bedre, hvis Aldamar ikke forsøgte at holde ham fast. Følelsen var stadig lidt underlig, men han var heller ikke vant til stramt tøj på denne her måde, så det var nok en tilvænningssag i sidste ende. 

Det var en bittersød 'gestus' fra Aldamar's side, da han på sin vis havde... bagtanker med det. Og nok bagtanker af en lidt anden slags end Fabian selv, der aldrig havde været tvivlsom om hvad han ville, og hvornår han ville det. Der var derfor heller ikke meget tvivl i hans eget sind, om hvilke 'slagsmark' Fabian tog sine slag på, og hvis en seriøs samtale krævede at bevæge sig ind på hans hjemmebane, var det ikke noget Aldamar ville vige tilbage for. Så slet ikke når han i sit stille sind elskede hvordan aftenen havde fået ekstra lille lag med sig, og Fabian med snilde fingre - i hvert fald snildere end første gang - gav sig til at trække det klirrende og til dels også kølige undertøj over sin stærke statur. Her og der hjalp Aldamar til, men nød ellers bare hvordan en underliggende spænding byggede sig op, i takt med at nøgenhed blev erstattet af... selektiv nøgenhed. Så Zalans fin. 

Den gyldne farve stod smukt til hans solbrune hud, og Aldamar lænede sig tilbage imod bordet da han ordnede det sidste selv, og nikkede, øjne svagt glimtende i tilfredshed over vinglassets kant imod hans læber. Ligeså godt? "Så bestemt" brummede han. 
I nogle sekunder observerede han ham blot, elevatorblikket var han ikke bleg for at gøre brug af inden at han med en vippen af den ene fingre signalerede at han skulle komme nærmere. "Kom herhen" og stillede vinglasset fra sig, et eller andet sted skråt bagved ham. Det klirrede en anelse idet at han løftede sig selv op og sidde på bordet, men væltede heldigvis ikke. 

Siden det var det andet end det han havde prøvet før, så manglede Fabian næsten lidt et spejl, selvom han godt lidt kunne se ned af sig selv, hvordan det gyldne farve stod i kontrast mod hans hud. Det vigtigste var nu også bare måden Aldamar så på ham når han havde det på. Og ganske rigtig, som Fabian løftede blikket og fangede Aldamars, gik der en let gysen igennem ham. Det her var alt hvad han gerne ville have siden de så hinanden tidligere den dag, men ikke havde tid til det.

Han skridte var derfor lange, men alligevel bestemte, som han bevægede sig hen til for at stå ved Aldamar. Hans hænder lagde sig på hans lår, som han kiggede ind i Aldamars øjne. De gled langsomt op, som han lænede sig lidt mere ind over, dog aldrig så meget at Aldamar ikke stadig havde udsyn til tøjet Fabian bar.
”Hvad er der?” sagde han lavmælt, lidt drillende, med et glimt i øjet. Han lænede sig længere og længere ind mod Aldamar, måske i et håb på et kys, selvom han var ligeså villig til at gøre præcis som Aldamar bad ham om at gøre. Det var trods alt ham der havde kontrollen. 

Bestemte skridt bar ham nærmere, og med en hvislende lyd af luft trukket ind imellem tænderne, måtte han fornøjet se sig selv holde øjenkontakten - hvordan kunne han andet. Hænderne faldt på låret, og hans egne lagde sig imod bordpladen han sad på, dog bagved ham, så han langsomt kunne læne sig en anelse tilbage ved hans høje skikkelse og den stille bevægelse af hans hænder der gled længere op. 
Hvad er der? Et flabet spørgsmål sådan at stille, og Aldamar brummede en anelse fornøjet da han lænede sig frem, og kunne mærk hvordan krøllerne gled ned af skulderen, da han vendte ansigtet imod loftet; guidede hans læber hen imod halsen for nu. 
"Mmmh, hvad der er..." gentog han eftertænksomt, og følte øjnene glide i da læberne ramte den bløde hud. Nu hvor at øjnene ikke kunne se mere, jah så måtte hænderne vel tage over. Den ene slap dens støtten  imod bordpladen, for at lade fingrene glide igennem hans hovedbund, længere ind imod nakken og drillende gribe fat i det hals smykke der lå omkring hans kraveben, for blidt at trække ham over på den anden side af halsen, idet at han selv vinklede hovedet den anden vej. 

Det ene ben løftede ens anelse for at trække ham tættere da han foldede det ind over hans lænd, svagt utilfreds over stadigvæk at have stof imellem hans ben og Fabian - men ikke noget han havde tænkt sig at gøre noget ved endnu. 
"Jeg havde noget i tankerne, der er hvad der er... er du nysgerrig?" indrømmede han, og slap kort hals smykket for at lægge en hentydende hånd imod vesten han bar, da den i hvert fald skulle væk - gerne snart.

Fabians læber gled mod den bløde hud på Aldamars hals, ikke som at kysse ham på munden, men stadig zalans godt, og da Aldamar meget bestemte begyndte at rykke hvor han skulle kysse ham, ja, så gled han bare med, som var han en lille lydig slave. Noget der var meget langt væk fra hvem han var som person, men som han sagtens kunne agere som, når det kom til soveværelset. Desuden var der bare noget ved det når Aldamar tog kontrol på denne her måde. Han var blevet mere og mere villig til det.
Han lod sig trække helt ind, så han bedre kunne mærke Aldamar mod sig, mens hans mund arbejdede videre på halsen, omhyggelig med ikke at give ham nogle for tydelige mærker, selvom han havde lyst.

”Mmmh... er jeg altid,” mumlede han imellem kyssene, og hans fingre fandt den ikke særlig skjulte hentydning, og begyndte at bevæge sig op for at hjælpe Aldamar med at få vesten op og af ham. Han ville vældig gerne have ham ud af det fine tøj og ned i noget... nemmere. Han havde dog også lidt håbet på at Aldamar var for fokuseret på de gode ting, til at han ville bringe ubehagelige emner op igen. 

Hænderne der pillede ved vestens knapper var velkomne, og da han følte den glide en anelse ned af armene, var han ikke sen til at løfte dem momentært så den kunne trækkes helt væk. Hurtigt fandt støtten dog tilbage til at være støtte - så han ikke væltede bagover endnu, det ville være alt for tidligt, og den anden hånd lagde sig om Fabian's nakke i en lille bifaldende nussen. Noget der passede til det blik der skævede ned over Fabian igennem halvlukkede øjne, fordi bifaldende over at have ham her, det var han så bestemt. "Godt" nynnede han stille. 
Det var forfærdelig nemt at overgive sig til de øvede kærtegn, som fik huden til at brænde og blive varmere ved de simple berøringer. De bløde kys der ikke søgte at efterlader mærker, hænderne der var rykket videre til skjorteåbningen og dens knapper, det her var noget han ikke kunne finde mange andre steder. Som det efterhånden var gået, følte han sig mere og mere tryg omkring Fabian, og trygheden gjorde ham vovet, grænsesøgende og meget mere nærværende end han ofte lod sig selv være omkring andre. 

Hvilket nok var derfor han ville have svært ved at slippe det, bare fordi at han var... 'bange for at reflektere dårligt tilbage på ham', ord der stadigvæk ekkoede igennem hans tanker når han med en lidt tungere udånding følte fri luft på hans overkrop, idet at skjorten endelig også var blevet åbnet - dog ikke krænget af endnu. "Jeg vil gerne.. prøve noget" mumlede han imod håret, hovedet under hans hage men med en med en lille trækken for at få hans ansigt op i hans hovedhøjde igen. "Stoler du på, at jeg ikke vil gøre det ubehageligt?" fulgte han så op med, og følte hvordan at hånden havde forladt nakken til fordel for at lægge sig om kæbelinjen og nusse hans kind forsigtigt, ulideligt tæt på det kys han havde ledt efter - men han måtte først vide hvad han svarede, inden at det skete. 

Nu når vesten var væk, så kunne Fabian også forsøge at få den underliggende skjorte til at blive åbnet op. Det kunne godt være at Aldamar ikke skulle klædes på som han selv var, men han kunne i det mindste bare vise en smule hud, så Fabian selv også have noget godt at se på, som ikke blot var hans kønne ansigt. Eller i hvert fald så hans fingre kunne røre den bløde hud.

Fabian lod Aldamar trække sit hoved op, da han endelig spurgte om han kunne få lov, stadig vag i sin beskrivelse, men Fabian var ikke bange for at Aldamar ville gøre noget ved ham, som han ikke kunne lide. Hans egen blå-grønne øjne mødte Aldamars blå, og selvom han allerede var meget fokuseret på lysten, så var det et næsten opmuntrende og blidt blik fra Fabians side.
”Jeg stoler på dig,” hviskede Fabian. Hans krop og læber summede, især efter at blive kysset, så derfor lænede han sig også længere ind i et håb om at Aldamar ville give ham det, i stedet for at de gik direkte efter hvad Aldamar ville prøve. Deres aften havde trods alt åbnet op for lidt flere timer, så de havde næppe travlt, og nogle gange var det rart med den øjeblikkelige tilfredstillelse. 

Det var måske aldrig noget han havde forstået, eller ville komme til at forstå omkring Fabian... men hans villighed til at gå ind i ukendte situationer var kun til at respektere. Selv skulle han bruge gerne et par dage på at forberede sig, tænke alle de små skridt der kunne tænkes, igennem. Men ikke her, ikke hos ham. Så da han lænede sig ind, var Aldamar ikke sen til at møde ham i et smilende kys hvoraf hånden forsigtigt men insisterende trak ham tættere på, helt let til hovedet ved energien der skød igennem ham. 

Aldamar lænede sig frem igen, så hånden kunne slippe sin støtte bagved ham og han kunne dermed prøve at vriste den løse skjorte helt af ham selv også, uden at skulle afbryde kysset. Men der skulle ikke gå lang tid, inden at han med et fjollet grin måtte erkende at det var umuligt - så elegant var han desværre ikke, og hånden slap ham for trække ærmerne væk væk bagved sig. "Godt" blev der til gengæld sagt igen, et lille ekko fra før, men den her gang fra et sted lidt dybere nede i halsen, Aldamar's øjne glimtede i svag forventning i den varme belysning. 
Hvorvidt han også selv skulle tage noget af det tøj han havde med, på... jah det var ikke noget han tænkte over. Det forekom trivielt, han vidste ikke hvor 'vigtigt' det egentlig var for Fabian og glemte derfor lidt at spørge, selvom hans øjne kort spærredes en anelse op da hånden ramte den anden pose i tasken bagved ham.

En del af interessen for Fabian var også ikke helt at vide hvad der skete. Det var spændingen der lå i det, og selvom han havde formodninger om hvad Aldamar var interesseret i, og derfor ikke ude på dybt vand, så ville han ikke overveje det for meget. Han ville lade Aldamar overraske sig, med hvor simpelt eller unikt det måtte væk.

Kysset var som fornyet energi hos Fabian, og han tog alt det til sig som han kunne, smagte og følte bare Aldamars væsen mod sig, men selvom han forsøgte at hjælpe Aldamar med skjorten, så var det ikke ligefrem nemt som han sprællede, og derfor var det også med et grin på Fabians læber, da de trak sig fra hinanden.
Selvom Aldamars øjne spærrede lidt op, så lagde Fabian ikke så meget i det, for det var ikke vigtigt for ham, at Aldamar så ud som ham. Han var mere simpel i hvad han ønskede af ting, selvom han ikke ville være afvisende, hvis Aldamar selv lagde op til det. ”Hvad kræver det af mig?” hviskede han i stedet for drillende til Aldamar, i håb om at få gang i hvad end det varAldamar ønskede de skulle lave. Spændingen var næsten uuholdelig, mere end det ventende kys havde været. 

Hånden rodede videre nede i tasken, og ledte efter noget ret så specifikt idet at den følte efter, da han ikke kunne eller ville slippe det tilfredse smil han lod hvile over Fabian, i stedet. Den anden hånd nussede ham kærtegnende på halsen, listede sig over hovedet og strøg noget af det blonde hår væk når det lagde sig ind over hans blå-grønne øjne, imens at han med et smil lod fingrene glide over læberne i stedet, og fulgte dets buer med tommelfingeren. "Ikke så meget" smilede han, omend det var en lille hvid løgn. Det krævede faktisk mere af Fabian end han nok forventede, men det ville han velsagtens finde ud af. 
Ikke desto mindre fik han endelig fat om de bånd han havde ledt efter, og han gemte dem i sin knyttede næve... 

... Aldamar løsnede benet fra omkring hans liv, trak knæet op og satte en forsigtig men bestemt sko imod hans mave, for at skubbe ham tilbage. Selv greb han vinglasset med sin frie hånd, et vinglas der heldigvis stadigvæk stod tilbage - et glas der havde overlevet indtil nu, til hans egen store fornøjelse - og tog en længere slurk af den inden at han hoppede ned på gulvet med et dæmpet bump. 
"Sæt dig i sengen" den dæmpede kommando blev sagt med samme selvsikkerhed som der kom over hans slentrende skridt, idet at han selv gik derhen. 
Der hvor rummets luft ramte bar hud ved den åbnede skjorte, krøb små tegn på gåsehud frem, men ikke meget andet var blevet smidt indtil videre - sorte bukser og støvler sad stadigvæk ret så fantastisk, gik han ud fra. Men hver ting til sin tid. 

Selvom Fabian havde en idé om hvad Aldamar ledte efter, han havde trods set hvad han havde købt, så hastede han ikke på Aldamar, men lod sig bare nyde varmen fra Aldamar, og spændingen der byggede sig op i hans mave. Det skulle nok blive godt.
Han lod sig bakke, da Aldamar forlangte det. Hans eget vinglas var for længst blevet glemt, da tøjet først var kommet på, og selvom Aldamar forsatte med at drikke, så følte han sig ikke ligefrem jaloux over det, nej, den kontrol og selvsikkerhed Aldamar viste var yderst tiltrækkende, og lige nu kunne Fabian ikke andet end at følge med på det.

Hans ben bar ham hen på sengen, før at han satte sig, og kiggede mod Aldamar for at bekræfte at han satte sig som Aldamar ville have og hvor han ville have det. Fabians øjne var allerede ved at blive mørke af lyst. Aldamars blege skikkelse med det sorte hår, og så kun bukserne og støvlerne. Det gjorde noget ved en mand.
Derfor lod han sig også strække sig lidt ud, så Aldamar virkelig kunne se kæderne og de enkelte klæder på ham. Hvordan det glimtede i det svage skær fra lyset. ”Og hvad så?” spurgte han lavmælt, ikke helt villig til bare at lade stilheden flyde mellem dem. 

Fabian fik sat sig, og først med en lille hovedrysten - ikke der - men derefter en lille tilfreds nikken, fandt han plads tættere på sengestolperne fremfor i midten af den. Så nydelig han så ud, sådan som han sad og strakte sig, den mørkhårede fyrstessøn følte hvordan at hjertet bankede en anelse hurtigere i den underliggende spænding, som han tvang væk fra hans ydre, for ikke at bryde illusionen om hvor... rolig han faktisk var. Hvor god tid han kunne tage sig. 
Den ene hånd åbnedes så silkebåndende blev foldet ud, holdt fast imellem tre fingre, og deres blå og gyldne farver knitrede en anelse i belysningen, og han tog endnu en sidste tår af vinen, førhen den blev sat fra sig på bordet ved siden af.

Og hvad så nu? Aldamar's læber sitrede i et smil der delte dem, og med en fornøjet lille lyd nikkede han. "Nu, slapper du af og er lidt tålmodig for en gangs skyld" de rolige skridt bar ham overraskende nok, ikke nærmere Fabian men drejede ham rundt om sengens bund dog om på den anden side, så han kunne nærme sig fra ryggen. Ved det mindste antræk til at vende sig, var han dog hurtig til at komme med en advarende 'ah-ah'.
I stedet lod han knæene ramme sengekanten, som knirkede en anelse af den ekstra vægt, og møvede sig frem for at lægge en enkelt hånd på hans skulder, efterfulgt af den anden også - båndende var kortvarigt blevet lagt fra sig på sengen, de kom senere. 
"Vær bare lidt stille, for en gangs skyld" mumlede han imod hans øre, inden at han gav sig til at kærtegne den muskuløse krop med et drillende smil omkring læberne. Ikke helt stille, bare lidt stille.  Hænderne der strejfede hans hud de nøgne steder, og af og til greb fat i en kæde når det var nødvendigt. Læberne der fandt hans hals førhen at de nippende bevægede sig op til øret, og så videre et andet sted hen. 

Fabians øjne forlod ikke Aldamar et eneste sekund, i hvert fald ikke før Aldamar begyndte at sige at det måtte han ikke. Det var et sultent blik, og selvom man kunne se utålmodigheden i hans krop, så virkede det ikke som om at han havde planer om decideret at modsige hvad Aldamar bad ham om. ”Jamen, det lyder jo slet ikke som mig,” sagde han grinende.
Han ønskede at vænne sig om, og gjorde også antræk til det flere gange, men et var nok mere for at høre Aldamar kommandere ham til ikke at gøre det. Det var en helt anden side at se fra Aldamar.

Et gys gik igennem ham, som Aldamar var kravlet tæt nok på ham. ”Mmmh...” man kunne dog stadig næsten høre hvordan Fabian ikke var helt villig til at adlyde ham. ”Jeg skal.. prøve.” Man behøvede nok ikke at se hans ansigt, for næsten at føle det kæmpe smil han havde på læberne. Som heldigvis falmede lidt som Aldamar begyndt at røre ham.
Små nynnede lyde af velbehag kom fra den blonde mand, og han lænede hovedet lidt til siden, så håret kunne falde lidt væk, og Aldamar kunne komme bedre til. Han forsøgte dog også at dreje hovedet lidt, så han bedre kunne se Aldamar, hvis han fik lov. Hvis fyrstesønnen havde andre planer for ham, så ville han adlyde, så godt han kunne, selvom det var svært, for han havde også lyst til at røre, og deres nuværende position gjorde det svært. Så i stedet for forsøgte Fabian også bare at læne sig ind mod kroppen bag ham. 

De gange Fabian prøvede at vende sig omkring, blev han bestemt skubbet tilbage, og det på lidt forskellige måder. Enten i form af et lille niv, en irettesættende brummen eller en pause i berøringer der trak ud, indtil at han indordnede sig og blev ved med at sidde med fronten den samme vej som Aldamar, bare foran ham. Det betød dog ikke at Aldamar fandt det irriterende, nok nærmere tværtimod, og de små lyde af velbehag fik det til at sitre i hans krop efter at gøre mere. 
Da han til gengæld prøvede at dreje hovedet gled den ene arm under hans armhule, og op for at lade hånden gribe fat om kæben, fordi han skulle så bestemt ikke gøre det, bare uden videre. Bevægelsen var hurtig - hurtigere end de ellers dovne kærtegn der havde fulgt hans krops linjer indtil nu, og munden listede sig hen til øret. "Nej" var den ene lille ordre der blev givet, blidt men bestemt, inden at han slækkede på grebet igen og lod hænderne bevæge sig længere ned. 

Ned langs v-linjen omkring hans hofter, og den ene strøg med lidt for flygtige bevægelser, den undertøj der faktisk dækkede for hans skridt. Varsom med ikke at røre det rigtigt, da det i den grad var med vilje at han trak det en anelse i langdrag. Modsat hvor flygtigt og irriterende overfladisk det til gengæld måtte være dernede, greb hans anden hånd nu hårdere fat om kæderne der forbandt hans piercinger, for at være lidt grovere deroppe. Negle der tegnede streger ned over den solbrune hud når den tog fat der, og en mund der lod tænderne skrabe henover musklen over hans skulder, omend den ikke bed fast - det ville bare gøre decideret ondt, ville det ikke? 
Noget der blev ved i nogle minutter, indtil at han mente at de var klar til at rykke videre, og han kom op og stå igen, for at hive ham længere tilbage i sengen med et greb i de spænder der strakte sig over hans ryg, med intention om endelig at få sat sig overskrævs på ham.