Kastanje mente nu alligevel godt at Juliander kunne blive der et par uger. Hun havd ehøje forventninger om at det ville blive mega hyggeligt for dem begge to, og hun var nok allerede lidt ved at glemme at han på et tidspunkt skulle videre. Han kunne trods alt ikke bo her resten af sine dage, når han var en prins. Kastanje havde bare aldrig rigtig haft en alfeven, og en der kunne sove her i huset med hende. Det var nok noget hun ar mere desperat efter end hun måske selv var klar over. Desuden var Juliander virkelig sød.
Hun var også meget spændt på hans historier, når nu han havde så mange. Han måtte jo også have nogle favoritter, og hun var sikker på at hun ville blive meget bange fo rdem, men det var okay, fordi det var kun fortællinger.

“Nej, hvis du vil have flere, så får du flere. Jeg vil have at du ligger så godt som du kan!” Udbrød hun bestemt, og med et swoosh var hun væk igen. Denne her gang gik der dog lidt længere inden hun dukkede rigtigt op. Der kom nogle små vindpust, hvor der så kom et par tæpper og et par puder mere, indtil der var lavet en mindre bunke med ting, og hun stod med røde kinder i værelset igen. Hun havde allerede et stykke brød i hånden som hun stod og gumlede lidt på, som om at de ikke lige havde spist et kæmpe måltid. “Jeg kan hente flere hvis du ikke ligger godt nok.” Hendes øjne var store og begejstret, for hun ville gøre alt hvad hun kunne for Juliander lige nu. Hun ville bare have han var glad, for det gjorde også hende glad.

Han så dog også ganske frisk ud, og med mængden af puder Kastanje havde fundet, så burde de have en god sandsynlighed for at få lavet en ordentlig pudekamp. Hun ar ikke sikker på hvor mange det krævede, men de måtte vel have nok?

Brødet blev rimelig hurtigt fortæret og væk var det. Det tog lige det værste af sulten der var opstået som hun var fløjet rundt, men den rumlede ikke mere, og selv hvis den gjorde, så sørgerede hun altid for at de havde masser af mad i skabene. Det var ikke som det var engang, hvor der kun lå udtørret brød tilbage når hun blev sulten mellem måltiderne.

”Jeg tror godt vi kan finde flere hvis vi ikke har nok,” pointerede hun med et grin og et lille træk på skuldrene. Hun vidste hvor man kunne købe dem, også selvom hun ikke havde fundet ud af at mange af de puder hun købte rent faktisk var dukkepuder. Det havde de jo sagt at det ikke var!

Som Juliander begyndte at kigge sig efter et våben, begyndte Kastanje’s øjne også at scanne efter sit, men hvor Juliander ventede på Kastanje, så var Kastanje næsten bange for at han skulle tage det perfekte våben før hende, og i en desperation på at komme først til en af de gode puder, så skyndte hun sig over mod stakken, tog fat i hvad hun troede var puden hun gerne ville have og viste den så. ”Den her!”
Puden var ligesom alle de andre. Det var en mellem størrelse, og virkede meget blød, og som om at der ikke helt var nok fyld, som den lidt slaskede i hendes hund. Det var så også først nu det gik op for hende, at det her ikke var puden hun ville have. Hun ville have puden der var dobbelt så stor, som hun faktisk også godt kunne se som hun kiggede ned på bunken. Øv. Nu tog Juliander den sikkert. 

Måske var puden fin? Julianders kommentar om puden fik hende i hvert fald til at føle sig lidt bedre omkring det, men det var også kun lige indtil at han tog fat i puden som hun selv havde ønsket. Hun kunne mærke den lille barnlige jalousi der kom op i hende, og hun skulle gøre sit absolut bedste for ikke at vise det på ansigtet. Det var okay, hendes pude var sikkert stadig god, og hun ville stadig gøre sit for at vinde! For det gjaldt vel om at vinde. 

Kastanje havde dog ligeså lidt styr på hvordan man lavede en pudekamp som Juliander, men hun havde hørt nok til at hun nok godt kunne finde ud af det. Det virkede som om at Juliander tænkte at det var en turbaseret kamp og det var nok rigtig nok.
"Okay, her kommer jeg," sagde hun, og holdt puden op for at nærmest løbe over mod ham og prøvede at ramme ham med den bløde pude. Hun havde om ikke andet størrelsen i forhold til Juliander, med sine ekstra cm., men han var nok også hurtig, når nu hun ikke brugte sin hurtighed for nu.

Kastanje havde en plan, og havde en forventning om hvordan tingene ville udforme sig, men problemet ved at hun havde lagt en plan, var at hun ikke rigtig overvejede variabler. Hun havde trods alt hørt hvordan pudekampe var, og man slog bare ud efter hinanden, så da hun selv slog ud efter Juliander, og han undveg og endda smed puden mod hende, i stedet for at holde fast, blev hun ramte lige i ansigtet, til trods for at hun sagtens kunne have undgået det. Og hun blinkede og rystede lidt på hovedet forvirret.
Og da han så kom mod hende, var det kun i absolut chok, at hun aktiverede sin evne, for at vende sig om, og trådte til siden at hun undgik puden  i reaktion.

Hendes øjne var store i overraskelse, men nu når Juliander var begyndt at kaste med puder, så måtte det jo betyde at det også var tilladt. Så hun greb sin pude og slyngede den ligeledes mod den anden alf med alt hvad hun kunne. Ikke at hun havde sigtet særlig godt, så det ville ikke kræve mere end at træde lidt til siden for at undgå den, men hun var allerede i gang med at samle endnu en pude op så hun kunne forsætte. For hvis det var sådan de legede!! Der var dog et meget bredt og begejstret smil på hendes læber. 

At Kastanje blev ramt lige i smasken havde i den grad ikke været hans mål. I det splitsekund lignede det virkelig at det havde chokeret hende, og han var bange for at det havde gjort ondt. "U-undskyld!!!" Forsøgte han at undskylde i forfærdelse over sine egen ubevidste voldelige handling. Piger havde så let til tårer, så måske ville hun græde om lidt? Men Kastanje var hurtigt videre. Som et lynglimt på en buldrende nat forsvandt hun af syne, og før han vidste af det blev han ramt af et pudeslag. Lyserødt glimtende støv smittede af på bordet og ned på gulvet, der hvor han havde stået. Han støvede meget, eller... hans støv havde i hvert fald en farve der kunne ses på alle overflader, der ikke var magenta. Normalt blev der jo fejet op efter ham derhjemme, før han kunne nå at vende sig om, så det var ikke rigtig noget han fandt problematisk.

Hvinende og grinende, som enhver anden prinsesse, kastede Juliander sin pude efter hende, og skyndte sig at spring i dækning på den anden side at pudebjerget. Han greb en ny og kastede efter hende, uden at bruge for lang tid på at sigte. Hans nye taktik var at overvælde hende med pludselige, uforudsete angreb.

Der var ingen undskyldninger og dårlig samvittighed i en pudekamp. Nej, lige på det punkt der vidste Kastanje hvad det handlede om, og det var at vinde, selvom hun ikke var helt sikker på hvordan hun egentlig vant. Men det var nok også kun hvis han begyndte at græde at hun ville stoppe på de præmisser i hvert fald.

Det lyserøde støv var ikke noget Kastanje var opmærksom på, i hvert fald til at starte med, som hun forsatte med at kaste med puder, mens hun grinende, og prøvede at dække sig over dem der kom mod hende. De fleste kunne hun undgå med ufattelig snilde, men der var også en del der ramte hende, fordi hun havde for travlt til at kigge sig om om de kom flyvende mod hende.
Hun samlede en af puderne op med en vis hast, som var blevet dækket af støvet, og hun prøvede at kaste den i Julianders retning, men som hun kastede den, kom meget af det lyserøde støv også op i ansigtet på hende, og et nøs udløste sig. Højt for en alf, selvom det stadig lød mest af alt som et mussenys.
Og så nød hun endnu engang, så støvet bare hvirvlede rundt i rummet. Og endelig fik hun kigget sig omkring og så hvordan tingene var dækket i lyserød derinde. ”Hva-” Det var endnu ikke gået op for hende at Juliander var den der havde drysset det lyserøde støv over det hele. 

Juliander havde bare kastet lys af puderne, og pludselig havde han ikke længere den solide dækning af puder foran sig. Nu lå puderne bare overalt i hele rummet. Det nåede lige at gå op for ham, at han havde sat sig selv i skak på den måde – Mon hans lærerinde i krig og taktik ville være skuffet hvis hun vidste det her?

Et sødt, men meget højlydt nys kom fra hans modstander, og han tabte den næste pude han skulle til at kaste og faldt bagover i chokket og landede i en bunke puder, som Kastanje havde smidt tilbage efter ham. Han havde sjældent hørt nogen nyse i så skingre toner! Han måtte indrømme at han havde lidt svært ved at komme op. Han havde åbenbart haft fart på for at køre sin pudekampsmodstander træt, at han nu selv havde mistet evnen til at trække vejret kontrolleret igen. Han kunne også mærke nu, at hans overarme syrede til på en måde, som de aldrig havde gjort før. Han var vel en prins med få fysiske pligter.

”…Huh…” Lød det overvældet fra ham. Han kunne se hvad det var der havde fanget Kastanjes opmærksomhed. Han blev helt rød i hovedet da det gik op for ham, at han havde formået at drysse glitter ud på hele hendes værelse. Det var pinligt! ”Ej, det må du undskylde. Jeg drysser vist vildt meget på denne her årstid,” Det var bare en undskyldning. Han dryssede altid når han farede rundt. Han burde jo nok tilbyde at gøre rent efter sig selv, men sandheden var at Juliander ikke vidste hvordan man fejede eller støvede af. 

Han forsøgte at komme på benene igen, men han sank kun mere ned i et hul og gav op.

Endnu et par nys kom fra den kvindelige alf, inden at det endelig virkede til at stoppe lidt, som meget af støvet var dalet tilbage ned på gulvet, og dermed ikke irriterede hendes næse, selvom hun stadig vrængede den lidt, siden den stadig kildede lidt. Det var godt nok sjældent hun havde oplevet noget så slemt på den front.

"Det er okay," sagde hun endelig. Pudekampen var efterhånden fuldstændig glemt som hun kiggede fascineret på det lille lag af lyserødt støv der var overalt på hele værelset. Hun kunne ikke lade vær med at prøve at samle noget af det op med hænderne for at kigge nærmere. Det fik hendes hænder til at se lyserøde ud, og hun kunne ikke lade vær med at grine lidt glædelig af det. Det var fantastisk at se på. "Hvad er alt det her," spurgte hun. Hun havde trods alt aldrig rigtig set alfestøv. Der var ikke noget mellem hende og hendes forældre, og fortællingerne om det var der alligevel ikke mange af.
Nu var Juliander også meget mere en alf end hende på rigtig mange punkter, og for alt hun kunne vide, så var det nok kun skovalfer det her skete på. Men hvordan holdt de noget som helst rent kunne hun ikke forstå. "Er det noget alle skovalfer gør?" Det var i hvert fald noget værre svineri, selvom hun ikke kunne være vred over det.

Prinsen kunne ikke lige se op bare for at se hvad det var Kastanje havde kastet sin nysgerrighed over, for Julianders royale bagparti var havnet i lidt af en krise, og han vrikkede nyttesløst med benene. Han nåede at komme frem til, at han lige så godt kunne affinde sig med sin situation for nu, og måske bede Kastanje allernådigst om hjælp, når han skulle op igen.

Han kiggede endelig og opdagede hvad det var hun var blevet forundret over. Den måde Kastanje grinte på og stak hænderne ud for at røre ved det langsomt dalene støv fik Juliander til at blive mærkeligt… tilpas. Han rødmede i hele krøderen og helt ud til de snoede ørerspidser.

”Altså e-ehm…” Han løsrev sin arm fra en pude der havde vælte over den, og brugte den nu frie hånd til at stryge sig akavet hen over håret, som fjederagtigt skød til vejrs så snart hånden havde forsøgt at glatte det ”Ja nogle alfer gør mere end andre. Jeg tror det afhænger af ehm… Kost og årstidernes skiften. Eller voldsom stress,” Det kunne ikke være rigtigt, at støvet herinde kun var magentafarvet. Var der ikke noget blågrønt støv iblandt, der kunne stamme fra Kastanje? Det måtte være fordi hun var en helt forkert slags alf.

Atter begyndte at vrikke kæmpende, for at komme på benene igen.

Kastanjes øjne kiggede store og fascinerede på alt det farvede støv som hun tog det helt op for at studerede det. Det var som glimtende lyserøde krystaller. I et grin prøvede hun at kaste med det, så det fløj op over hende, og lagde sig ligeså stille på hendes mørke hår, som fik det til at glitre lyserødt. Hun havde aldrig set noget lignende, og hun kunne ikke lade vær med at tænke på hvordan alfelunden måtte se ud.
"Er det overalt i Alfelunden?" spurgte hun nysgerrigt, og opdagede endelig at Juliander havde lidt problemer med at komme op, så i et lille grin hoppede hun over til ham, for at tilbyde ham en hånd så han kunne blive hevet op og stå. "Er alle huse og træer og blomster fyldt med alskens farver af alfestøv? Glitrer alting i solen hele dagen lang?" Hun ville elske at se det, hvis det da ikke var så langt væk. Hun ville aldrig kunne tage så langt væk fra Dianthos, men måske en dag de kunne finde på en måde hvorpå Kastanje kunne få muligheden for at se det? Hun håbede det inderligt. Selvom tanken om at miste Juliander til Alfelunden allerede nu var lidt deprimerende. Hun havde aldrig haft en alfeven før.
Skulle Juliander gribe hendes hånd, så ville hun hive ham op i et relativt hurtigt ryk, og håbe på at hun ikke hev for hårdt så hun ville være den der landede på røven.

Juliander kunne virkelig godt bruge lidt hjælp til at komme op. Men i dette øjeblik ænsede Kastanje slet ikke at han var i seriøse problemer. Efter at have vrikket nyttesløst med benene, sukkede han opgivende og kiggede på hende. Hvad lavede hun dog med hans støv? Kastanje kastede det om sig som havde det været årets første sne. Det dalede om hende som lyserøde stjerne og landede pletvist på hendes mørke hår og hendes skuldre. Juliander vidste ikke hvorfor, men det gjorde ham forlegen. Næsten som om at det blufærdighedskrænkede ham lidt, at nogen legede med det på den måde. Kunne det passe at Kastanje ikke støvede overhoved?

"Hmm, jeg har ikke tænkt over det, men ja, der er alfestøv alle vegne i hjertet af lunden. Det hænger i luften og ligger på jorden... Men det forsvinder ret hurtigt på grund af blæst. Svarede Juliander og rakte begge hænder frem, så hun kunne hjælpe ham op. Der var ingen skam at sidde fast og få hjælp af en pige! Kastanje var jo en bomstærk byvagt! Hun fik ham hevet op, og Juliander var ved at snuble over sine egne fødder, men genfandt hurtigt balancen, så han ikke ved et uheld ramlede ind i hende. Han rankede sig hurtigt, stadig med blussede kinder. "Du må komme og se det for dig selv." Prøvede han at lokke, og håbede på at hun ville give sig på et tidspunkt. Hun skulle da prøve at se hans verden... Han var sikker på at hun ville synes om, at alle møbler og gader var perfekt til hendes størrelse- eh... hmm... eller i hvert fald skovalfestørrelse. Juliander tænkte ikke så tit over, at Kastanje var lidt mere... robust.

Han lo lidt og beundrede hendes glitrende hår. Det gik så op for ham, at han stadig holdt i hendes hænder og slap dem hurtigt, for at skynde sig at folde hænderne uskyldigt bag ryggen.
"Undskyld rodet... Måske kan vi sove først, og så rydde op i morgen?"

Det ville give meget god mening det med blæst, når Kastanje tænkte over det. Men det kom der ikke meget af indenfor og hvis der ikke gjorde det... hvordan blev det så fjernet fra deres små huse? Hun havde i hvert fald et klart billede af at Alfelunden var fyldt med menneskehuse til alfer på deres størrelse. Hun havde desværre ikke så meget andet at gå ud fra i hendes snævre verdensopfattelse.
Men de fik i det mindste Juliander op, men som forslaget kom op om at hun kunne komme og se det, baskede hendes vinger lidt nervøst for sig. "Altså det er frygtelig langt væk," sagde hun lidt forlegen. "Og jeg har aldrig været udenfor Dianthos, hvilket jo i forvejen er et rigtig stort sted." At hun kunne krydse Dianthos på ingentid var ikke med i den beregning, men tanken om at forlade de trygge mure satte en isklump i hendes mave. Nej. Verdenen var for stor for en lille alf som hende, og Juliander måtte have været meget modig at trodse den for at bevæge sig udenfor på den måde.

Varmen fra hans hænder forsvandt da han pludselig gav slip, og hendes hænder faldt tilbage ned til hendes side. De havde været så bløde, slet ikke som hendes egne.... selvom efter menneskestandarder havde hun stadig ganske bløde hende.
"Oooohh, det er okay," sagde Kastanje. "Ellers kan jeg sikkert lige få det værste af sengen." Selvom det her selvfølgelig var værelset hvor Juliander skulle sove, og det var vel ikke særlig pænt at lade en gæst sove i eget støv, og desværre havde hun lært på den hårde måde at hendes hurtighed ikke hjalp når der var støvet, så kom det bare overalt i luften. 

”En skam… Alle alfer burde kende til Alfelunden,” Juliander måtte slukøret erkende, at denne her fe var en hjemlig fe. Dem havde de faktisk også utroligt mange af i Alfelunden. Det var de færreste der bevægede sig alt for langt væk, og så var der jo selvfølgelig alle eventyrerne, som rejste ud i landet efter en god historie. Hvis ikke det var fordi Juliander havde en så vigtig rolle, så havde han måske også været en eventyrer?

”Årh, jah, heh, men jeg mente nu også alle puderne,” Rummet var godt nok rodet lige pludselig. Der var så mange puder, og Juliander vidste ærlig talt ikke hvor de hørte til her i det kæmpestore hjem, og hvordan Kastanje havde formået at fylde hans værelse sådan op.

”Men lad mig om det,” Han var så privilegeret, at han aldrig selv havde ryddet op efter sig selv før. Det var lidt mærkeligt for ham at gå hen og flytte puderne væk. De blev ikke ryddet op, men bare… kastet væk, hen til bunken af puder. Hr. Fnuller kom til syne, og han tog ham under armen så han kunne ryste det værste støv af sit tæppe.

Da han var færdig med at rydde op, lagde han sig på gulvet og kravlede ind under sengen med Hr. Fnuller.

Kastanje ville frygtelig gerne kende til Alfelunden, men ak, når tingene lå så langt fra hinanden, så var det trods alt ganske svært, især for hende. Hun var jo ikke så stort, så det blev langt. Og det var nok også derfor hun var ganske imponeret over hvor langt Juliander havde rejst af sig selv. Han var jo trods alt langt mindre end hun selv var.

Heldigvis for Juliander, så var Kastanje væsentlig bedre til at rydde op, og hun begyndte at lave et lille tårn af puderne, som han kastede dem hen, sådan så de kunne stå pænt. Det kunne jo være at han havde brug for dem igen senere.
Hun vendte sig mod ham, i et forsøg på at sige godnat til ham, da hun opdagede præcis hvad han havde gang i. Ikke at hun kunne begynde at forstå hvad det var.

”Juliander?” kom den undrende lyse stemme, som hun gik over og stak hovedet ned til gulvet, så hun kunne se ind på hans form. ”Hvad laver du derinde?” spurgte hun. Man skulle da ikke ligge på gulvet og sove. Det var hårdt og ikke spor rart. Nej, sengen var tilgengæld blød og dejlig.

Juliander var vel en udlænding, og havde sikkert ikke en rigtig seng, sådan en som Kastanje kendte til, som han kunne sove i derhjemme. Men han var altså ikke så dum, at han ikke vidste, hvor man skulle lægge sig. Så han tog sig til munden og klukkede. Han kiggede ind i det naive pigeansigt, der kiggede ind i mørket til ham, på hovedet, så hendes lange, brune hår væltede ned på gulvet.

Selv lyste han lidt op i mørket, så han var ikke svær at spotte. "Kom lige herind," Sagde han lidt hemmelighedsfuldt. Der var rummeligt nok til at man kunne ligge her nogenlunde komfortabelt. Man kunne ikke sidde op, men han kunne ligge på siden. Her var mørkt, og det var det vigtigste, til det som han var ude på. "Jeg har jo alle mine uhyggelige historier," Afslørrede han så. Kastanje ville jo gerne have en pyjamasfest, og hun skulle ikke snydes for en rigtig skræmmende historie. "Tør du godt høre én af de rigtig fæle?"

Kastanje rynkede sine bryn lidt som han bad hende komme ind, men hun lyttede. Det kunne være en mening med det hele.
Han fyldte godt nok lidt mere plads end han gjorde, men hun kunne stadig ligge ganske fint på den. Hun havde aldrig tænkt over hvor meget plads der faktisk var under deres senge, men hun havde jo også sine vinger til at hjælpe hende med at komme hen hvor hun skulle, uanset hvor højt oppe de var.

Hendes store øjne kiggede på Juliander, nysgerrig og forvirret over hvorfor de var her, indtil at smilet bare spredte sig over hele ansigtet, som han pointerede at de skulle fortælle uhyggelig historier.
Hun krøb tættere på, og krøllede sig op i en bold, som hun kiggede med store begejstret øjne på ham. ”Ja, selvfølgelig gør jeg det. Ååååhhhh!!!” Hun var ved at vibrere ud af sit sted her på gulvet, men gjorde det trods alt ikke.
Hun skulle nok have taget en bamse med ind, men ak, det havde hun ikke vidst og hunv ar trods alt en stor pige, hun kunne godt tåle at høre uhyggelige historier.