Det var lang tid siden, at Laurenne havde fælt sig så udkørt, og så endda på den aller bedste måde. Men det forklarede, hvorfor hun trygt sov indtil solen krøb ind ad vinduet og vækkede hende. Med en lettere irriteret lyd fik hun åbnet øjnene. Det tog hende et øjeblik at genkende omgivelserne, men da minderne langsomt kom tilbage til hende, kunne hun ikke lade være med at smile. Det havde helt klart været nogle interessante timer hun havde brugt med sit nye bekendtskab. 
Langsomt fik hun møvet sig lidt fri af hans arme, så hun kunne kysse sig vej op ad hans hals.

Da hun kunne se, at han måtte være vågen, lod hun ganske kort sine læber strejfe hans.
"Godmorgen" Hun kyssede ham igen, lidt længere denne gang. Hun var fristet til at lade en hånd glide ned under tæppet for at se, om en bestemt legemsdel mon også var vågen. Men hun havde allerede sovet længere, end hun burde, så der ville næppe være tid til lidt morgengymnastik.
"Min tjener begynder snart at lede efter mig, hvis han ikke allerede er i gang" Hun havde mest af lyst til at blive der sammen med ham, men det var næppe en mulighed.

Naamah lå ganske fortrinligt i denne stilling og halvsov med jævne mellemrum. Han blev vækket af de søde kys op af halsen, som frembragte en dyb indånding og at Naamah strakte sig en lille smule. Tydeligt at det havde vækket ham, men at det i den grad ikke generede.

"Godmorgen" var det morgen? Den tjener måtte være en smule desperat efterhånden for at finde hende. Ikke at det var noget Naamah gad at gå op i! Naamah åbnede øjnende og smilede doven. Der gik dog ikke mange sekunder før han løftede et øjenbryn. Der var flere dele af ham der var vågen, men det var helt ærligt ikke spor underligt når der lå et smukt stykke kvindfolk der og kyssede ham. "Ah ja. Altid noget at han ikke har fundet os endnu" pointerede han med et glimt i øjet. Hans hånd gled rundt om hendes nakke og trak hende ned til et langt kys. Det var for fristende til ikke at gøre det!

Det var bestemt ikke nogen skidt måde at vågne på. Laurenne foretrak ellers at sove alene, faktisk var det kun meget få, som fik æren af at sove sammen med hende. Men at vågne op og med det samme kunne kaste sig over ham gjorde, at hun ikle havde de store kvaler med at vlre faldet i søvn sammen med ham. Hvis blot hun havde været vågnet et par timer tidligere eller helt kunne have undværet søvn, så ville hun ikke være nødt til at have så travlt med at komme afsted, når hun mest af alt havde lyst til endnu en omgang.

Alt for villigt lod hun sig trække ind i et kys. Hun havde på ingen måde lyst til at rejse sig op tage tøjet på, og han gjorde det på ingen måde nemmere. Hvad kunne det i realiteten også skade. Wolfram overnattede højest sandsynligt på kroen, så han skulle først opdage, at hun ikke var der, og så finde ud af, hvor hun faktisk var. Det kunne jo tage lang tid, inden han andt ud af det. Og kysset var så forfærdelig dejligt, at hun næsten ikke kunne modstå. Pokker tage det. Wolfram måtte vente lidt længere.
Hun sukkede blidt mod hans læber, og lod hånden lide ned under dynen, så hun kunne gribe fat i ham. Med det samme begyndte hun at bevæge hånden frem og tilbage. Der var ikke tid til de sædvanlige små lege, hvis de skulle nå endnu en omgang.

Naamah vidste at hun formentlig havde travlt, siden hun havde omtalt det tidligere. Men det forhindrede ham ikke i at gøre en hæderligt forsøg på at nyde den tid der nu engang var tilbage før hun måtte stikke af. En tanke hun syntes at dele som hun var hurtig og effektiv til at tage en beslutning.
Naamah strammede op i maven som hendes hånd gled ned af ham og tog fat. Der var allerede liv som hun kom derned, og det liv blev ikke mindre som hun bevægede hånd.

Et nydende suk forlod hans læber, og han måtte skjult indrømme at det var utrolig tirrende at hun tog præcis hvad hun ville have. Hånden om hendes nakke gled ned af halsen, ned af hendes kraveben og fandt frem til et bryst som han ikke var langsom til at gribe om. Hånden masserede i faste bevægelser mens en tommelfinger gled over brystvorten igen og igen. Nok havde hun travlt, men det skulle ikke forhindre ham i at gramse så meget på hende som muligt.

Det imponerede egentlig Laurenne n anelse, at han allerede var kampklar igen. På den anden side så ville hun ikke forventet mindre af ham, tager i betragtning af hvor hurtigt han havde været kampklar igen efter deres første gang. At han var kampklar igen ville dog formentlig også betyde, at det næppe ville blive den hurtige omgang, som hun havde brug for, at det skulle være, og hun tvivlede ærligt talt på, at hun ville få lov til at gå, hvis han ikke selv nåede at blive færdig. Han havde allerede vist mere end en gang, at han kunne få hende til fuldstændig at glemme tid og sted, hvis det var, hvad han ønskede. For at gøre et eller andet for, at det forhåbentligt ikke ville vare for længe for ham, satte hun farten op på sine bevægelser med hånden.

Tilfreds stønnede hun mod han læber. Hun havde været klar allerede, da hun vågnede, og hans bevægelser gjorde intet for at gøre hende mere tålmodig. Uden at bryde kysset slap hun sit greb om ham, så hun i stedet kunne trille sig rundt og forsøge at hive ham med, så han ville lande mellem hendes ben. Hun ville hellere end gerne have ladet ham fortsætte håndarbejdet, men de havde ikke lang tid, og hun ville ikke gå uden at mærke ham en sidste gang.

Hun oste af en morgenfriskhed der tiltalte Naamah ganske fortrinligt! Det var den bedste måde at blive vækket på, og den bedste aktivitet at starte dagen ud med. Han kunne vælge at påbegynde sin pirren af hende igen, men nogen gange skulle man også efterkomme sin dansepartners ønske. Og Laurenne var ivrig, ja han ville vove og påstå at hun var længselsfuld efter at mærke ham igen. Der var ingen grund til at fornægte hende den nydelse!

Villigt drejede han med hende rundt og mærkede de bløde ben være åbne for ham, omkring hans krop. Hun var allerede klar, og han lod hende ikke vente længe på at få det hun tydeligt hungrede efter. Med et tilfreds dybt suk mod hendes læber, mærkede han hendes indre igen og satte hoften på arbejde. Hans hånd ville gerne arbejde videre med hendes bryst, men han prioriterede at bruge sine arme til at holde sig oppe, så han for alvor kunne fokusere på sine hofters bevægelse og egentlig også sin egen tilfredsstillelse.

Laurenne var ikke dukket op endnu. Wolfram havde ikke set hende siden ballet aftenen før, hvor hun var forsvundet ret hurtigt i selskab med en ganske tiltrækkende herre. Han selv havde hurtigt givet op på at finde hende, og var endt på en kro, hvor han var endt i en ganske behagelig samtale med en mand, der normalt ikke var en, Wolfram ville omgås. På et tidspunkt var han vendt tilbage til den finere kro, han og Laurenne havde værelser på. Hun var ikke på sit værelse, og med en let bekymring var han gået i seng. 

Han var som altid tidligt oppe og havde ventet på hende til han ikke kunne mere. Han var bekymret for hendes sikkerhed, selvom deres magiske forbindelse fortalte ham, at hun ikke var kommet noget til. Og så var han bekymret for sig selv. De havde en aftale ved nogle af grevens bekendte senere, og hvis Laurenne ikke var tilbage til den tid ... Wolfram ønskede ikke at tænke nærmere over grevens vrede. Nej, han blev nødt til at finde hende.

Så han tog tilbage til paladset. Der var en lidt stresset stemning over stedet, som tjenere hastede rundt for at få ryddet op efter ballet, og paladsets gæster langsomt forlod de smukke omgivelser. Han stod lidt fortabt i indgangshallen, inden han fik fanget en tjener, en pige, der kom forbi med en favnfuld af blomsterne, der havde pyntet dagen før. Han forklarede hende sit problem. Hans frøken var blevet væk, og han ville høre, om nogen kendte manden, hun havde været med. Hun rystede hurtigt på hovedet, men sendte ham videre til en mand inde i balsalen, der havde en højere stilling end hende. Snart løb ordet rundt, om nogen havde set eller hørt noget. I mellemtiden snakkede Wolfram lidt med tjeneren, men sørgede for ikke at forstyrre hans arbejde. 

Der gik ikke længe, inden en ung knægt nærmede sig og kunne fortælle, at han havde set en ung kvinde med et meget gyldent hår i selskab med en langhåret, skægget mand. Han havde hjulpet en meget beruset gæst op til et værelse, da de var kommet forbi og var forsvundet ind af en dør til et andet værelse. Om han kunne huske, hvilket? Selvfølgelig. Seniortjeneren sendte ham med Wolfram op til værelserne for at vise ham, hvilket. 

Så snart han havde udpeget døren, forsvandt han igen, travl som de andre ansatte på paladset. Wolfram så lidt på døren, lidt i tvivl om han burde eller vente. Men et blik ud af vinduet fortalte ham, at de var ved at være så langt op af dagen, at han blev nødt til det. Og hvis det ikke var dem, måtte han jo bare undskylde sig.
Han sank en klump så adamsæblet hoppede, inden han løftede en hånd og bankede på. Intet svar. Han tøvede, men bankede på igen. Måske de var gået? Hun kunne være tilbage på kroen nu. Måske han skulle ... nej, han måtte hellere sikre sig, at hun ikke var på værelset. Tøvende rakte han frem og tog ved dørhåndtaget. Den var nok låst. Mon ikke, at den ... døren gled op, og han åbnede den nok til, at han kunne se ind.

Han stivnede. Det var ganske rigtigt manden, der var gået herop. Han var nøgen og uden tvivl i gang med at fornøje sig med ... det gyldne hår afslørede hende. Laurenne. Hele rummet osede af sex og begær. Wolfram flyttede blikket med det samme, det var ikke noget, han havde behov for at se. Han ville lukke døren, men hans forsøg på at få fat i den gik galt, og den gled helt op for at banke ind i væggen. Ikke hårdt, men den hårde trædør kom alligevel med en lyd. Hans blik gled tilbage til de to personer i sengen, de måtte næsten have opdaget ham nu.

Med et tilfreds støn viklede Laurenne benene om ham lige så snart, hun mærkede, at han gled op i hende. Det var vidunderligt at få lov til at mærke ham igen, selvom hun savnede det spil, de havde haft kørende før. Hun blev uden tvivl nødt til at finde ham igen på et senere tidspunkt, det her kunne simpelthen ikke være sidste gang, hun skulle være sammen med ham. Han efterlod i hvert fald nogle høje standarder for hendes kommende erobringer.

Lidt modvilligt brød hun deres kys for i stedet at kunne ligge hovedet tilbage og stønne højt. Alt i  hendes verdenhabdlede om at få så meget nydelse ud af det, som muligt, før hun bkev tvunget til at gå. Nok derfor opdagede hun heller ikke, at døren var blevet åbnet, før den smækkede ind i væggen, og fik hende til at udbryde en lettere forskrækket lyd.
Utilfreds strakte hun halsen, så hun kunne se, hvem der mon vovede at forstyrre hende. Irritationen blev kun større, da hun så, hvem et var. Med en irriteret lyd skubbede hun til Naamah, så hun kunne få ham væk og dække sig bare en smule til med tæppet.
"Wolfram! Har du hørt om at banke på!" Hun burde nok skamme sig over den situation, som hun netop var blevet opdaget i, men det var langt fra tilfældet. Det havde vel egentlig også bare været et spørgsmål om tid før at hun ville blive opdaget sammen med en mand.

Denne gang afspejlede det en hurtig nydelse før hverdagen måtte træde i kræft igen. Han skulle tilbage til at forføre alverdens folk og hun, ja hun havde vel nogle forpligtelser hun blev tvunget til at se til. Men det forhindrede dem ikke i at ville nyde hinanden en sidste gang, i hvert fald for denne omgang.

Naamah havde fokus et sted, og det var at frembringe de skønne lyde fra Laurennes mund, mens han selv mærkede tilfredsstillelsen ved sine bevægelser. Derfor hørte han heller ikke at døren gik op, men derimod fornemmede han at den ramte væggen. Han saknede kun halvt farten, for han var egentlig ligeglad med at nogen kiggede på, men måtte stoppe som han blev skubbet af og Laurenne gav sig til at dække sig til.
Naamah landede med en utilfreds lyd på ryggen og kom halvt op at sidde, mens han kiggede på hvem end der var kommet ind. En ældre herre, formentlig den tjener Laurenne havde omtalt. Med et let opgivende grin, lænede han sig tilbage på siden, uden hensigt at dække sig til, og hvilede hovedet på sin hånd. Afsløret. Naamah regnede ikke med at han fik lov til at gøre arbejdet færdigt. I stedet løb hans blik over den fremmede og tilbage til Laurenne, en smule utilfreds med at hun havde dækket sig til igen.

Selvfølgelig var Laurenne ikke glad for afbrydelsen, og Wolfram bandede sin klodsethed langt væk. Han skulle bare have lukket døren og ladet dem blive færdige. Men nu var det for sent, og han flyttede blikket, da Laurenne skubbede manden fra sig. Ud af øjenkrogen kunne han fornemme hende dække sig til. Det var vel sådan set ikke nødvendigt, han havde set og rørt hendes nøgne krop flere gange end han orkede at tælle de sidste år.
Da hun vrissede af ham, så han kort på hende og bukkede let med overkroppen for at undskylde, selvom han så sandelig havde banket på. To gange. Men herskabet havde altid ret.
"Undskyld, Mylady. Deres fravær gjorde mig bekymret." 

Han rettede sig op, og hans blik landede på manden. Han havde ikke dækket sig til, nej, det virkede mere som om, at han viste sig frem. Og han havde noget at vise frem. Wolframs hjerte sprang et slag over, og han burde virkeligt flytte blikket, men han kunne ikke rykke det fri. Musklerne i sig selv, den ungdommelige spændstighed. Dét, der lå mellem hans ben, stadig i live fra akten. Selv da Wolfram var ung, havde han ikke været sammen med en mand af den kaliber. Han var jo ikke så meget selv, ranglet, bleg og blot en tjener. Det mest veltrænede han havde været i nærheden af, var en af soldaterne der tjente en af grevens bekendte. Men dette.

Hans adamsæble hoppede igen, som han sank hurtigt et par gange, inden han endeligt fik flyttet blikket til Laurenne igen. Han havde det som om, at han havde stirret i en evighed, men hans hjerte havde ikke slået mere end et par gange.
"Og De har en aftale med Deres faders ven og dennes søn. Greven vil blive meget misfornøjet, hvis De kommer for sent eller slet ikke kommer."
Hans blik flakkede kort over manden igen, og han havde svært ved at skjule, at hele situationen hylede ham ud af den, men det lykkedes at holde ansigtet nogenlunde neutralt, det var kun hans flakkende øjne og udtrykket i dem, en blanding mellem utryghed og nysgerrig lyst, der afslørede, at han ikke var i ro.

Det kunne godt være, at Wolfram havde set Laurenne nøgen før, men det betød jo ikke nødvendigvis, at hunhavde lyst til, at han skulle se hende nøgen nu. Ikke at hun generelt var genert, og hun viste sig da gerne frem med og uden tøj på, men det bundede nok i den situation, som han havde opdaget hebde i. Men det kunne også være ligegyldigt, hun blev jo nødt til at rejse sig for at få tøj på. Hun drejede hovedet så hun kunne lade blikket glide ned over Naamah. Han virkede ikke ligefrem til at være genert. Hun havde utroligt lyst il at sætte sig hen over ham og fortsætte, hvor de slap, men for en gangs skyld måtte hun hellere være fornuftig.

Med et opgivende suk skubbede hun tæppet af sig, og satte sug op på knæ. Inden hun rejste sig, sørgede hun da lige for at give Naamah et ordentligt farvelkys. Derefter rejste hun sig, og gik hen og samlede underkjolen op.
"Lad være med at stå og glo på ham, Wolfram, du står snart og savler" hendes stemme var kølig og afslørede tydeligt hendes irritation.
Underkjolen blev hevet over hovedet, hvorefter hun samlede sin kjole op. Den var gudskelov relativt nem at trække på, så hun havde ikke brug for hjælp. Lige indtil den skulle lukkes.
"Og så kom dog herover og hjælp mig med at få tøj på, jeg troede, at du havde travlt" Hun vill meget hellere have, a det var Naamah som hjalp hende med a få tøjet på, men når nu hendes tjener alligevel var tilstede.

Naamah havde ikke helt kunne skjule sin morskab over situationen, selvom han sørgede for ikke at grine. Han kiggede på Laurenne som dækkede sig til, forståeligt at hun ikke ønskede at vise sig frem for sin tjener på denne meget intime måde. Men så igen, ud fra hvad Naamah kunne fornemme, havde hendes bløde former ingen interesse hos den ældre herre overhovedet.
Naamah drejede langsomt sit blik for at kigge på tjeneren, og nød i fulddrag effekten hans nøgne figur havde. Det tiltalte dødssyndens sanser ganske fortrinligt, at kunne se mandens begær, selvom menneskedækket ikke skulle afsløre for meget. Men han smilede til den ældre herre, selvom han ikke var sikker på at blikket nåede helt op til Naamahs ansigt, nu der var andet at kigge på. Interessant! Hvad var det dog for en guldgruppe han var løbet ind i.

At Laurenne var langt fra tilfreds med mandens interesse i hendes sengepartner var tydelig. Wolfram var hans navn. Naamah satte sig op med et suk og svang benene over kanten af sengen, så han egentlig sad med ryggen til dem og lod dem om at diskutere hvor og hvor hurtigt de skulle herfra igen. Han var ikke tilfreds med at blive stoppet i sin morgennydelse, men sket var sket! Det havde i hvert fald ødelagt stemningen for Laurenne.

Naamah rejste sig og bevægede sig over til vinduet og kiggede ud i til friske morgen, eller nok nærmere formiddags sol, stadig komplet nøgen. Han vendte sig og lænede sig op af vindueskarmen mens han så på de to, men mest på Wolfram og hans tydelige uro over hele situationen og sin lyst. Når det kom til at blande sig, mente Naamah ikke at han havde noget videre at bidrage med. Det var sjovere at observere.

En svag trækning af utilfredshed gled over Wolframs ansigt, da Laurenne åbenbart havde lagt mærke til, at han så på den nøgne mand. Og et svagt strejf af panik gled igennem ham, da hun lød som om, at hun godt vidste, at han var til mænd. Hun havde ikke sagt noget før om det, og han havde ikke sagt noget. Det kom ikke hende ved. Men vidste hun noget? Eller prøvede hun at gøre ham vred? Det var ikke helt til at vide, og han valgte ikke at reagere på det. I stedet trak han blikket helt væk fra sengen og så ind i en væg i stedet for. Det var bedre.

Det gjorde ham lettet, at hun tog tøj på. Hun ville uden tvivl være utålelig resten af dagen, men i det mindste skulle han ikke tigge hende om at komme med. Eller lade hende bestemme og tage vreden fra greven, når de kom hjem. Det var bedst ikke at gøre den mand vred, selvom Wolfram efterhånden var god til at håndtere ham. Erfaring havde lært ham, hvad der var klogt at sige og gøre, og hvad dder var knapt så klogt. Samme erfaring havde Laurenne ikke. Eller også var hun ligeglad.

Det gav et ryk i ham, og han gik hurtigt over for at hjælpe hende med kjolen.
"Ja, Mylady." Først lykkedes det ham at se i jorden og på de små knapper, der skulle knappes, men manden forlod sengen og gik over til vinduet, hvor han atter virkede til at vise sig frem. Og Wolframs blik gled over hendes skulder og lagde sig på ham igen. Det var pinligt så svært han havde ved at styre sig selv, han plejede normalt ikke at reagere sådan på at se en nøgen mand. Det skete trods alt ofte i baderummet på borgen. Men der var et eller andet over denne mand. Som om at han osede seksuelle lyster. Og selvom Wolfram anså sig selv for at være en ordentlig mand med tag i sine lyster, skred det lidt for ham med synet af manden. Hans fingre begyndte at gå i stå, men det lykkedes ham at slide blikket fri og koncentrere sig om de dumme små knapper. Distrahere sig selv. Og endeligt kunne han træde tilbage.
"Sådan, Mylady."

Laurenne ignorerede fuldkommen den gamle tjener. Hun kunne sagtens gå efter at ydmyge ham mere, hun havde længe haft mistanker om hans seksuelitet. Men det punkt ville hun ikke synke ned på lige nu, ikke mens en hvis anden person var til stede i rummet. Så i stedet valgte hun at lade blikket hvile på Naamah og så ellers lade som om at Wolfram ikke eksisterede.

Det var med en irriteret og utålmodig lyd, at hun ventede på, at han fik taget sig sammen til at lukke hendes kjole. Hun var stadig så fristet til at sparke ham ud, men det ville ikke gå. Hun gad ikke det skænderi med faren, som det ville ende med. Men derfor blev hendes irritation stadig størrere, jo længere tid det tog Wolfram at få lukket alle knapperne.
Da han langt om længe var færdig fnøs hun irriteret, og gik helt hen til Naamah.
"Jeg håber på at se dig næste gang der er bal" Hun smilede varmt til ham, inden hun lænede sig ind og kyssede ham lidenskabeligt.

Alt for hurtigt trak hun sig væk, vendte sig om og gik med hastige skridt mod døren.
"Hvis du har set dig mæt, vil jeg sætte pris på, at du får lidt fart på Wolfram" Hun gjorde sig ikke den ulejlighed t vente på ham, inden hun forsvandt ud ad døren.

Naamah kunne ikke fortænke Laurenne i at være kommet i dårligt humør af at blive afbrudt midt i en nydelsesstund. Noget sagde ham dog at de to generelt havde et anstrengt forhold til hinanden, af den ene eller anden anden årsag. Så igen, hvilken adelskvinde med en smule liv i, havde ikke et problem med sine tjenere. Naamah mødte hendes blik og smilede et kækt skævt smil til hende.

"Jeg vil ikke gå glip af chancen" svarede han tilbage og kyssede hende lige så lidenskabeligt tilbage. Det var dog en kort afsked, nok for at undgå at friste sig selv yderligere, før Laurenne trak sig og gik med hastige skridt ud af døren.

Naamah tg en dyb indånding og kiggede over på den ældre tjener. Mærkede hvad hans lyster var, og en af dem var at slippe fri, men det var næppe den han satte fokus på at aflæse lige nu. "Rart at møde Dem, Wolfram. Beklager omstændighederne" Han regnede med at Wolfram ville følge efter sin frøken, så Naamah kunne udnytte fertiliterne i paladsværelserne. Værelsets ejer var så heldig at have sit eget badeområde, og det havde Naamah i den grad tænkt sig at udnytte.

Laurennes utilfredshed og utålmodighed var ikke svær at mærke, og Wolfram skyndte sig så meget hans halvkolde, gamle fingre ville være med til. Han var glad for, at han ikke var en af de kammerpiger, der stod for at klæde frøkenen på til hverdag. Knapperne var så forbandet små og svære at lukke.
Med et suk lod han hænderne falde og så på hendes ryg, som hun gik hen og sagde farvel til hendes mandlige bekendtskab. Lige nu følte han sig træt. Han sov sjældent godt ude, og han havde været en smule bekymret for Laurenne, bare nok til at efterlade ham søvnløs det første stykke tid af natten.

Han flyttede blikket væk fra dem, da Laurenne lænede sig ind for at kysse ham. Det havde han ikke behov for at se på. Ikke en muskel fortrak sig i hans ansigt, da hun endnu en gang prøvede at provokere ham, men han blev stående et øjeblik og så tomt frem for sig, i stedet for at følge efter hende med det samme. Lige nu ville han gerne hjem, så han ikke havde ansvaret for hende. Og han vidste, at hun ville behandle ham sådan resten af dagen. Små sure bemærkninger og diskrete tilsvininger overfor andre, lige meget om det var andre tjenere eller andre adelige. Så der var en lang dag forude. 

Inden han nåede at gå efter hende, lød den fremmedes mands stemme. Wolfram så mod ham, men sørgede for at holde blikket mod hans ansigt, selvom det lokkede at se længere ned. Han nikkede og vippede overkroppen ganske svagt fremad for at angive et buk som tak for at takke for de første ord. Han tøvede kort.
"Jeg beklager afbrydelsen." Trods det udtryksløse ansigt, mente han det. "Håber De får en god dag." Han sendte ham et sidste blik og vendte så rundt på hælen for at haste efter Laurenne. Det ville blive en lang dag.