Log ind Opret bruger


Antal posts: 183
Oprettet: 05.06.2015
Status: Aktiv
Grupperang: Dødssynden Lyst
Skaber: Hobbit

Posting-statistik: [Se karakterens posts] [Se karakterens emner]
Mest aktive forum: Den skjulte fæstning
Mest aktive emne: I'm finally home! (Vidya)
Fulde navn: Naamah Orcrista Verda Malleus
Kaldet: Naamah
Alder: 6077 år
Fødselsdag: 21. september, 4063 år f.v.t.
Køn: Kvinde
Tilhørsforhold: Neutral Ond
Tro: Zaladin og Nalish’ra
Erhverv: Dødssynden Lyst
Race: Dæmon
Højde: 174 cm
Vægt: 65 kg
Hudfarve: Meget lys
Hår: Lys blond, som bølger yndefuldt ned over skulder og ryg
Øjenfarve: Stålblå
Kropsbygning: Hendes almene kvindeform er høj, slank og tydeligt kvindelig. Næsten umenneskelig yndefuld og perfekt i propotioner. Hendes mandelige form er ligeledes høj og slank, men er langt mere dreven af sin evne for hvad andre finder tiltrækkende, end hvad hun selv beslutter.
Hverdagstøj: Meget afhængigt af situationen, men Naamah har en forkærlighed for blødt stof der bevæger sig blidt over kroppen, selvom det næppe er det mest praktiske.
Ar, permanente skader, el.lign.: Ingen
Særlige kendetegn: Naamah har en generel intensitet og umenneskelig tiltrækningskræft over sig som man ikke kan undgå at mærke. Selv når hun forsøger at dæmpe sin aura, vil hun stadig agere som blikfang i mængden og tiltrække sig hungrende blikke. Noget hun bestemt nyder.
Magisk evne (1): Formskift

Naamah er stadig drevet af sin succubus fortid hvor seksuel energi var nødvendig for hende at overleve. Som hun arvede titlen som dødssynd, er dette ikke længere nødvendigt for hendes eksistens, men vaner er svære at ligge fra sig. I stedet kan hun til dels ændre udseende efter den anden persons lyst.
Kort sagt, kan Naamah skifte fra kvindelig til mandlig form, og omvendt, hvis hun fornemmer at dette vil vække en større tiltrækningskræft hos den anden person, og kan let modificere sit udseende, selvom visse ting forbliver det samme. Naamah vil altid være blond, høj og slank af bygning, men andre småting kan ændres, som øjenfarve, spidse øre og visse proportioner.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10
Magisk evne (2): Tåge magi

Efter sin første graviditet blev Naamah skænket endnu en evne, som hjalp hende til at skjule sig under krigen mellem krystallandets befolkning og det stigende antal af dæmoner. Dette var tågemagi, som gør Naamah i stand til at lave disser til skjul, og hengive sig selv til en mere diset og tåget udseende og fysik. Naamah kan selvfølgelig ikke blive til en usårlig tåge eller miste den totale fysiske form. Det er et skalkeskjul som har beskyttet hende i mange tilfælde. Når Naamah er i sin dæmoniske skikkelse uden brug af et legeme, vil hun ligeledes fremstå som en tåget masse som flyvsk kan bevæge sig rundt. Denne evne, og specielt tilstanden i dæmonisk form uden fysisk legeme, er Naamah ekstrem sårbar overfor magiske angreb og er derfor ikke favorabel for hende, med mindre hun virkelig behøver at skjule sig væk fra alles blikke, eller flygte fra et område. Naamah kan bruge denne evne mere eller mindre når det passer hende, men jo mere troværdigt det kræver at være, des mere energi kræver det at opretholde.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10
Magisk evne (3): Aura af Synd

Da Dæmonen arvede titlen som Dødssynd, begyndte en aura at opstå omkring vedkommende. Auraen spreder følelsen af den synd, der er tilknyttet dæmonen: Vrede, Lyst, Frådseri, Misundelse, Grådighed, Hovmod eller Dovenskab. Den strækker sig omkring ti meter fra Døddsynden, og er stærkere, jo tættere man kommer på vedkommende.
Folk med svagere mental udholdenhed, lader sig lettere påvirke af auraen, og de, som opholder sig længe i Dødssyndens selskab, vil have auraen hængende over sig et stykke tid efter. Dæmoner af Syndens egen slægt lader sig ikke påvirke af auraen, men kan fornemme dens tilstedeværelse.
Når Dødssynden bliver klar over auraens tilstedeværelse, kan den til dels styres. Den kan aldrig fjernes helt, men Dæmonen kan vælge at beskytte individer i sin nærhed, så de ikke påvirkes.
Dygtighed til at kontrollere evne: 5
Helhedsindtryk af personlighed:
Naamah har en drillende og udspekuleret personlighed. En egenskab, som denne succubus tydeligt bærer på og som har kommet hende til gavn i flere episoder end det er muligt at tælle, er hendes manipulerende og forførende natur. Egenskaben hun er født og opvokset med, som er decideret livsnødvendig for hende. Naamah nyder at lege rundt blandt mænd og kvinder, med et glimt i øjet og et let bid i underlæben. Det er en leg og en god en af slagsen.
Med det sagt er Naamah ikke kun en legende figur som handler impulsivt i alle hensegene. Hun er en planlægger, med skjulte planer i stort set hver eneste gerning igennem livet. En måde hvorpå magten kan blive skubbet hende tættere og tættere og opfylde selv de mindste krav hun ville have. En svaghed af hende, denne magt. Denne lidenskabelige, gennemtrængende følelse af magt, som sætter hjertets rytme i højfart. En afhængighed som styre hendes handlinger igen og igen.
Besættelsen er ikke det eneste som tynger hele Naamahs natur på en dog så naturlig måde. Hendes følelsesregister strækker sig langt fra længere fra dette område, og virker kun beboet af lystens mange farver og nature. Delvist rigtigt antaget er Naamah lystens tjener og udfylder den plads med stor passion. Følelsesregistret, som gennem årerne er blevet registreret hos mennesket. Dette finurlige væsen. Naamah har gennem årene både frivilligt og ufrivilligt taget nogle af disse egenskaber og forståelse for følelser til sig. Forståelse for eksmepel, samt medfølelse. Den kan i få tilfælde få dæmonen til at stoppe op og se omkring sig. Se hvad der foregår og måske endda føle medlidenhed med skabningerne omkring sig.
Den sidste og måske farligste følelse som Naamah har udviklet i sin levetid og taget alt for tæt til sig gennem menneskets fejlbarlighed, er Jalousi. En egenskab som kan fortærre og opløse hende indefra i et endeligt had og ødelæggelse. Jalousien var en begyndelsen ikke noget der ville gavne en Succubus. Hvorfor i al verden skulle det? Dæmonens egenskab var at sprede jalousi og lyst omkring sig, med sine tryllebindelse evner til at indfange enhver mand og kvinde blot med blikket. Naamahs jalousi strækker sig til at hun udvikler ejerfornemmelse over en genstand eller person. Får dæmonen følelsen af at denne person er hendes og kun hendes, er hun farlig bekendtskab og ikke rar at møde i nattens mulmer mørke. Ellers er Naamah egentlig ret ligeglad med folk omkring sig. Hun kan virke interesseret for en kort stund, men opfyldes de tårnhøje krav ikke, falder interesse hurtigt til at være ikke eksisterende.
Barndom:
Ikke alle skabninger fødes ens. Ikke alle oplever at havde en moders omsorg og kærlighed fra første åndedrag og være det første de store runde øjne se i den forunderlige verden. Denne varme følelse som alle børn burde have i deres start, er ikke en selvfølge for alle skabninger. Dæmonerne tilhører racen som ikke på samme måde oplever denne forening med et andet væsen fra det første sekund af deres liv. Naamah er et af disse som blev skabt som en underrace til dæmonerne. Hun tilhøre de første succubus’s som blev smeltet sammen af lysten og begæren der dyrisk var gået videre til hvad man ville kalde de civiliserede menneske og drev dem i evig fordærv. Med disse egenskaber blev den nye underart nemt integreret blandt menneskene og skabte kaos og splid på deres vej, i en uendelighed.
En sådan barndom kunne påbegyndes på mange måder. Men for Naamah lå vigtigheden i at ramme lige netop den rigtige krop som hun ville benytte resten af sine dage til at udkæmpe sine forskruede kampe. En elverkrop blev bragt i fordærv i dennes tidlige teenageår, hvilket bragte mere end en fordel til den nyankomne dæmon. Hun var smuk, blød og smidig, samtidig med at elvernes folk tog hende ind. Lærte hende deres kunster om urtekunskab, overlevelse og ikke mindst kampstile. Den bedste måde at starte livet ud med en god kickstart.

Fortid frem til nu:
Naamah brugte 60 år hos elverne, før en endnu større kraft kaldte hende. Den kaldte hende hjem. Ikke hjem til dæmonernes verden, som føltes som værende et overstået kapitel af hendes liv, inden hun overhovedet havde valgt at tage dens omgivelser ordentlig til sig. Nej, dette var noget langt større. Dæmonernes rige i den dødelige verden. Den som skulle være det nye imperie for denne strålende og stærke race, som triumferede over de andres guder sølle skabninger, som så nemt ud af ingenting blev jaget i fordærv. En fordærvelse som blev udnyttet til et punkt, hvor skæbnen før eller siden måtte tage overhånd og en succubus blev født i kød og blod på Krystallandets golde jord, kort før hadet mod dæmonerne overtog racerne til et helt nyt niveau.

Til den dag i dag, er Naamah ikke helt sikker på hvordan det lykkedes den laverestående befolkning at spærre dem inde. Hvordan de kunne håndtere at lukke disse stærke dæmoner inde i Kzar Mora og lade dem hengå i dvale i et utal af år. Så mange år at Naamah mistede al fornemmelse for tid, sted og situation. Ikke før en ukendt kraft slog ned i hende. Vækkede hende fra den slumrende tilstand af intethed dæmonerne vadede rundt i, og trak hende væk. Væk fra sit hjem, afkom og ikke mindst den utrolig saftige og stærke madpakke hun havde sig i fangeskabet.

Stedet; Rosenholm Slot. År? Alt for mange år ud i fremtiden til at Naamah kunne forstod eller følge med i tidernes udvikling. Hvad skete der? En uviden adelsmand forsøgte sig med trolderi og heksekunster, i søgen efter magt og styrke. Hvor uvidende manden end var, var ritualet bindende og Naamah bandt sig fast til det eneste levende i rækkevide. Hustruens krop, hvis sjæl nemt blev optaget og fortæret på sekunder. Et svageligt sind, som alligevel ikke havde overlevet længe. En skam virkelig. Taget den ellers meget betagende krop i betragtning.
De intense grønne øjne fandt sin mål, og synes næsten at indfange mandens frie vilje i dem. Han havde fået sit ønske. Naamah var nu i hans varetægt. Så længe den fordeling holdte.
Årerne gik, og lige meget hvor meget magt Naamah fik over ægtemanden og omgivelserne, var hun bundet. En kontrakt som bandt hende til dette gudsforladte sted. Ikke engang hidkaldelsen af sine døtre var nok til at sprænge båndet som holdte hende fast på dette forfærdelige slot. Et slot, hvis herskerinde fik tiltrukket sig en hvis dæmons opmærksomhed. Melkor.
Hun kunne mærke hans kraft lige fra han satte fod på det første trin. En styrke og kraft der tiltrak sig et begærende blik i den gamle dæmons intense øjne. En saft hun måtte smage og nyde i fulde drag. Naamah havde levet et liv på Rosenholm, fyldt med tilfredsstillelse og ubeskrivelig mæthed, alligevel følte hun sig fuldstændig tom for energi og livskraft som Melkors magt ramte hende. Han var en gammel dæmon som hun selv, med en trang der overgik alt andet, til had og kaos. Kontrakten mellem dem blev sammensmeltet, proppet til bristepunktet med små skjulte smuthuller til begges bedste. Noget Naamah indså som hans magt overgik hendes den nat og raseriet var sprængfarligt. Ydmyget og rasende forsvandt Naamah væk fra Rosenholm i de måneder, som Melkor havde forårsaget var nødvendige. Dette førte til fødslen af endnu en pige, og dermed også dæmonens hævn. Melkor skulle ikke tro at han kunne snøre hende så nemt! Barnet var formålet for Melkor, men kontrakten bandt. Barnet var hendes. Maralinda var hendes de første 350 år af dæmonens liv. En lille pris, men alligevel bragte den hævnens sødme tæt nok på til at bringe en hvis tilfredsstillelse. En tilfredsstillelse der holdte hende kørerne i de sidste år som fange, før båndet sprang. Som adelsmandens død indtraf, var Naamah og hendes tre ældste døtre frie. En frihed, som Naamah tog imod med kyshånd og efterlod Rosenholm for altid. Efterladende sin yngste datter i husholdningens varetægt, mens de tre andre spredte sig for alle vinde. Friheden var en endnu sødere smag efter næsten 2000 år i fangeskab.

En blød, lullende og næsten tryllebindene stemme dansede igennem den salte havluft der blæste mod de mange klippesten. På en af disse klippesten sad denne forunderlige skabning, hvis stemme svævede med vinden. Skabningen op denne klippesten, var intet andet end en smuk havfrue, som fraværende sang sin sirene sang, mens hun plejede det lange gyldne hår. En havfrue hvis sjæl uger forinden var blevet opslugt og ødelagt af en dæmon som fandt den slanke krop med tilhørende grønskællede hale, perfekt til sine gerninger. Den ældgamle succubus måtte smile triumferende over sin egen snuhed
Efter årtier i fangeskab i den skrøbelige menneskekrop, var Naamah klar til nye udfordringer, og den valgte udfordring var alt andet end lille.
Det store salte hav var for hendes blik og som sangen fortsatte, nærmede det store træskib sig de faretruende klipper i alt hast. Kaptajnens sultne blik og sjæl ville hurtigt og nemt blive indskrevet i Naamahs offerliste.
Der gik næsten 300 år, mens Naamah sulten og nådesløs arbejdede sig gennem den ene magtfulde sømand efter den anden, skaffede sig selv rigdom og morskab i processen, før det store hav begyndte at kede hende. Det store hav som skulle være så mystisk og utømmeligt, virkede ikke længere så stort og mægtigt som ved første møde. Den smukke havfruekrop gik mere og mere i fordærv de sidste måneder, som Naamahs lyst til at beholde den, forsvandt. Koldt og uden tøven forlod Naamah havfruekroppen som en tom skal, der havde udført sit formål, for at finde sig en ny og mere praktisk vært til landjorden. Hendes destination;
Hovedstaden. Naamah var ikke engang sikker på hvorfor hun følte sig så tiltrukket af de store stenmure og de hemmeligheder som gemte sig bag disse. Tågen af ubestemmelighed løb igennem natten som en steppebrand og så som en anden ånd ind gennem de mange vinduer fra det mørkets hul af et hjem, til det største palæ, alt sammen i søgen efter den perfekte krop til at udnytte, i det perfekte miljø. Dæmonens skikkelse stoppede op ved et lille pigeværelse. Et værelse hvor der lå en bylt i den store himmelseng og sov fredeligt, uden anelse om at der hvilede et par intense grønne øjne på hende. Øjne som kunne skære gennem marv og ben i den kolde gyde. Langsomt men sikkert trængte Naamahs sig gennem sprækkerne, til hun til sidst skævede over skabningen, og betragtede hende med det let synlige hoved på skrå. De tynde fingre fjernede let det tykke blonde hår fra pigens ansigt og betragtede hende yderligere. Hun var perfekt. Hun var en skrøbelig, men dog umådelig smuk skabning i denne unge alder. Skrøbeligheden kunne man slippe af med, men den naturlige skønhed der lå over barnet var nok for hende. Nok til at hun lod sig synke ind i pigens sind og opslugte hende. Det sidste pigen huskede, var et mareridt. Et frygteligt og skrækkeligt mareridt før hendes sidste tanker ophørte for at give plads til dæmonen. Den æld gamle dæmon, som åbnede kroppens øjne og smilede skævt.

Herefter startede de første ulidelig men nødvendige år som en ung teenager der voksede op som en skrøbelig adelsfrøken hvis far forsøgte at pakke hende ind i bobbelplast. Og Naamah spillede sin rolle forrygende. Ingen mistænkte den blonde pige for at være en gammel dæmon som mørke og dystre gerninger i sinde. Ventetiden nåede til den tidlige voksen alder, mens Naamah fik charmet sig ind på den ene rigmand efter den anden, blot for at få stilnet kanten af sin sult. En sult hun måtte undertrygge i ulidelige lange år for at opnå det bedste resultat. Men forlovelsen kom, til en rig adelssøn der var langt længere op af rangstien end nogen havde håbet for pigen at få kontakt til. Hun havde magt, kontakter, rigdomme og nu også en forlovet med det samme. En indre styrke og ekstrem intelligens, og alligevel så naiv og let forførelig for den uskyldigt udseende ung voksen. Typiske mennesker. Men han var en god mand. Ikke en tyran i forklædning. Hvor meget hans naivitet end fascinerede hende og hvor dum denne tendens hos mennesket var, var hun ligeledes også forundret over hvor hengivende han var til hende. Hun kendte sin magt og tag i folk. Hun vidste at hun kunne sno folk om sin lillefinger blot ved at blinke til dem. Men selv når hun ikke engang forsøgte, så han drømmende på sin yndige, lille porcelæns dukke af en kone, som var hun Isaris gave til ham alene. Og selv efter utal af år uden at være i stand til at skænke ham en arving, så den nu ældre mand stadig på sin kone som var han en forelsket teenager.
Som dæmon er Naamah ikke forstående overfor konceptet følelser. Hun havde dem, men ikke i samme grad. Hun var født med lysten og begæret helt ud til fingrespidserne, mens trangen og lysten til ballade og kaos altid havde pippet frem i de skarpe grønne øjne. Men efter år ramte det hende. Denne mand elskede hende. Eller rettere, han elskede hendes dække. Den kvinde som hun foregav at være, som var det ultimative dække. Et dække hun udnyttede til fulde, mens hendes magt og viden indenfor hovedstadens opsætning voksede stødt, som livskræften fra hendes mand blev tæret dybere og dybere. Han var ikke en gammel mænd, men som tiden gik, begyndte de grå hår og stikke frem hist og her i det mørkebrune hår og skæg, inden han nåede sin 45 års fødselsdag nåede han en fysisk ældre alder end sine jævnaldrende. En skam at en så nydelig og intelligent mand skulle gå til spilde for at hun kunne overleve og brødføde sig selv. Så igen. Han var jo blot et menneske.

Efter at havde lagt livet som en adelskvinde og svindler bag sig, rejste Naamah tilbage til sine rødder. Dæmonernes rige var igen åben og hun genfandt sin tabte krop i Vidyas overdådige bibliotek. Kort efter at havde genfundet sin krop blev hun erhverver af en ny stærk kræft. Den tidligere dødssynd liv var nået til en ende og titlen genfandt tilbage fra Naamahs skabers rødder og ned til hende. Hendes evne ændrede sig, hun blev stærkere og langt mere manipulerende.
Familie: Børn:
Sibyllia Malleus, 2864 år
Angelina Malleus, 2069 år
Lilliania Malleus, 1231 år
-- alle Succubus'es
Maralinda Malleus, 378 år - Dæmon
Nuværende levested: Kzar Mora
Faceclaim: Cate Blanchett


Faceclaim: Alessandro Pierozan

Fysisk styrke: 4
Våbenfærdigheder: 5
Smidighed: 8
Fysisk udholdenhed: 7
Taktik: 4
Intelligens: 6
Kreativitet: 2
Mental udholdenhed: 4
Chakra: 10