Uzuri så skeptisk på ham og rejste sig med det samme, da hun blev spændt fri. Hun faldt dog, med det samme til jorden. Hun tog fat i briksen og trak sig op og stå. Hun så en smule flovt ned i jorden og sørgede for at undgå øjenkontakt med ham og begyndte lige så langsomt at halte imod ham og døren. Hun mærkede hvordan hun langsomt blev svimmel, af blodmangel. "Lad mig gætte.. Jeg skal tilbage i det hul.." Sagde hun irriteret, mens hun langsomt gik og var ved at falde, ved hvert skridt.
Hun mærkede noget vådt og klistret på sin kind og opdagede at det var tårer. Hun havde været så omtåget af smerterne, at hun ikke havde lagt mærke til at hun havde grædt. Hun skyndte sig at tørre tårene væk, men hendes øjne var halvrøde og man kunne sagtens se spor efter tårene.

"ja" siger han kort og lukker og låser døren til cellen efter hun var kommet ind

//Out (skal desværre smutte)

Uzuri så lidt efter ham og lagde sig så i den ringe seng, der stod i midten. Hun lagde sig på ryggen, så hendes sår ikke blev rørt af lagnet. Flængerne dunkede af smerter og blodet sivede langsomt ud. Nu måtte hun bare vente til det blev bedre og så håbe på at det ikke blev betændt. Mere kunne hun ikke rigtig gøre.

Langsomme skidt giver genlyd i krypten, da Samson træder et trin ned af gangen på trappen.
Der bliver kastet en skygge henover gulvet ned til krypten, inden Samson kommer tilsyne i åbningen. Han dumper ned på det kolde gulv, ser sig kort omkring.

*Vi.. mangler da en fange?* Han rynkede på næsen. Uzuri var der, men hvor var Anzu? Han brummede lettere muggent for sig selv.

*Jeg må vidst have mig en lille sludder med Maji!* Han rettede sine kolde øjne over mod Uzuri, inden han gik over til hendes celle.

"Så.. Jeg har hørt, at Io har fået det ud af dig, som han kunne.. Får vel nok brug for dig på et eller andet tidspunkt.. Kan altid hidkalde dig.. det er ikke dét der er problemet..," brummede Samson med en lettere hæs stemme, idét han lod (med sin magnetisme evne) åbne lågen.
Han greb Uzuri hårdt omkring håndleddet (?), og begyndte nu at slæbe hende ud af cellen.

"Prøv ikke på noget, tøs.. og du vil blive straffet så meget, som du aldrig er blevet straffet før!" Samson var meget selvsikker i sig selv, og mente ikke, at der fandtes nogen, som kunne straffe lige så hårdt, end ham selv - hvilket der jo egentlig nok var, men det kunne der ikke være tale om, efter Samsons hovede.

Han slæbte nu Uzuri ud af borgen, og satte hende 'fri'. Med undtagelse af brændemærket selvfølgelig. Det fjernede Samson ikke, og det havde han heller ikke tænkt sig.

//out

"Arrv.. Uhh.. Arhh.." Jamrede Uzuri sig, da hun blev slæbt ud. Hun faldt ned på enden, da hun kom udenfor. Hun kunne slet ikke støtte på benet. Hun stirrede ondt efter ham, men sagde ikke noget. Hun så op i den mørke himmel. Nu var hun fri. Hun var dog ikke så glad, som hun burde være. Det kunne godt være hun var fri, men hvordan skulle hun komme hjem, når hun ikke kunne gå. Hun så op i himlen igen. Hun ville ønske at hun kunne få solskindet frem. Så ville hun kunne forvandle sig til varulven og alt det var 10 svagere, når det skete på varulven.
Hun så op på himlen, som langsomt begyndte at blive lysere. Hun så lidt underligt på den. Hvorfor gjorde den det? Det var aften og hun kunne.. eller kunne hun? Måske kunne hun godt styre solskindet også. Hun smilte lidt, da solens stråler ramte jorden og hun mærkede at hun voksede betydeligt. Hun smilte lidt da hun voksede sig helt stor og så fik hun lyset til at forsvinde. Nu havde hun en halv time i varulve form, til at komme væk hjem.

//OUT

Klink.... Klank.... En skarp lyd borede sig direkte ind i øret på Naíshca, da hun irriteret slog de grønne øjne op og missede lidt med dem. I det samme hun kom til bevidsthed igen, mærkede hun hvordan en slem hovedpine var på vej, og i et kort øjeblik ømmede hun sit hovede, mens hendes blik søgte rundt i Krypten og sugede alle deltajerne til sig, i hvert et hjørne. Hun så sig irriteret omkring, da de samme lyde, med enkelte pausers mellemrum, endnu en gang brød igennem Kryptens tykke murer og gjorde det muligt for hende at høre dem. De måtte komme oppe fra stalden, ikke så langt herfra og i det øjeblik faldt hendes tanker på Bianca, hesten fra paladset som havde ført hende til oasen og senere herhen. Hele gårsdagen strømmede igennem hendes hovede, idet hun satte sig op og lænede sig op af cellevæggen, og straks mærkede kulden mod hendes bare arme.
Først.. Hvad havde hun gjort først? Hun havde valgt at trække lidt luft, og siden hendes job som Lysets Kriger gjorde hende velkendt i byen, havde hun valgt at tage ud til oasen istedet. Fast besluttet på, at der ikke ville komme nogen dukkede en ukendt skikkelse alligevel op, hvilket så var her Taylor dukkede ind i billedet. Hendes tindrende hovedpine gjorde det næsten umuligt for hende at koncentrere sig om deres samtale, og straks strømmede det næste billede ind, hvor Samson dukkede op i sandet. Han og Taylor var uheldigvis medlem af den samme klan, Ritilus Taulus, og det havde ikke været svært for hende at gætte, hvem der egentligt var lederen her. Da hun jo ikke havde de mest fantastiske minder med Samson, havde de altså valgt at slæbe hende med til deres borg. Og nu.. Ja, nu sad hun så her. Endnu engang havde hun fået taget sin frihed fra sig, og mærkede i det samme hvordan rastløsheden kom strømmende.

Et øjeblik spidsede Naíshca håbefuldt ører, idet hun hørte de tunge skridt på trappen. Dog lød det ikke til at vagterne synes at gå i oprør over disse, så hun mærkede langsomt hvordan mismodet kom trillende over hende igen. Da hun så fik øje på den velkendte person fra tidligere, lige netop den person som smed hende i cellen, og istedet for mismod ændredes dette til det raseri som har hobet sig op de seneste par dage. Hun skulede irriteret til Taylor, da hun bemærkede hans fremprovokerende smil og tonefald, da han talte til hende. Hun brummede blot lettere fraværende, da hun skubbede ryggen op mod gitteret og og bed sig let i læben.
,,Den kunne have været bedre." Mumlede hun stilfærdigt, for det måtte hun indrømme - det kunne den.

Naíshca sprang hastigt tilbage da hele hendes ryg ramte gitteret, mens hun kort ømmede den. Hun så lettere forskrækket mod Taylor, før hun bed sig i læben og irriteret satte en lok af hendes røde hår om bag øret. Hun var tydeligvis ved at være godt træt af at sidde herinde, selvom hun ikke havde siddet herinde andet end nogle dage, men det var straf nok for hende.
,,Luk mig ud!" Hvæste hun spydigt af ham, idet hun lod en energikugle vokse frem i hendes hånd. Hun tog det roligt, da hun skød den mod gitteret, men også hurtigt så hvordan den prallede af derpå og gjorde det til en mindre eksplosion. Hendes grønne øjne var langt fra venlige mere, men istedet trætte og irriterede. Hun ignorerede hans spørgsmål, for hun vidste godt, at han blot gjorde det for at provokere hende og det måtte have været hans lykkedag - for nogen havde virkelig pisset på hendes sukkermad, og hun var godt sur.

Naíshca himlede let med øjnene over hans ondskabsfulde smil. Det ragede hende en høstblomst, og hun ønskede virkelig ikke lige nu at tænke på hvor længe hun egentligt skulle være her, ifølge hans sigende kommentar - resten af hendes liv. Hvor gammel var hun? Hun fyldte 20 om ikke så længe og hvis hun ikke blev syg, eller noget i den stil, så kunne hun godt omkring leve 50 år endnu - nu i et fangehul på en stinkende borg hvor Taylor OG Samson boede! Hun bandede lettere lavmældt over sin beregning, idet hun skulede rasende til ham. Kunne de dog ikke få deres magttanker ud af hovedet, og overlade de egoistiske tanker til nogle andre, for hun havde rent faktisk en kæreste på paladset!
,,Bare rolig, Taylor. På et eller andet tidspunkt slipper du for at se på mig, for der skal nok være nogle til at komme og hente mig!" Sagde hun sigende, med et let hævet øjenbryn, som ligesom skulle understrege hendes forudsætning. Hun nægtede simpelthen at sidde her, indespærret 50 år endnu.

Naíshca lænte sig næsten helt op af gitteret, dog så forsigtigt, at hun sørgede for ikke at røre det. Hun smilte lettere triumferende for sig selv, og smilet falmede bestemt ikke da han trak knivene frem og lavede en smagsprøve på det der ventede de, som prøvede at befri hende.
,,Jeg tror de klarer sig mod dét der." Svarede hun med et lille smil spillende i mundvigen, og gjorde et kort kast med hovedet mod hans knive, før hun trådte helt tilbage fra gitteret og langsomt himlede med øjnene over hans irriterende ondskabsfulde latter, som hang i krypten lang tid efter han selv var forsvundet.

Anzu ligger i sit bur og ser ud, somme tider kan hun se nogle vagter komme gående, mens hun andre gange kan se folk blive smidt ind og ud af krypten. Han ligger som tiger og føler sig svagere og svagere for hver dag der går, hun forstår ikke helt hvorfor, men er også efterhånden lige glad med hvad der sker omkring hende. Undskyld Hauru.. men jeg er ikke stærk nok til at holde mig vågen meget mere.. Maden holder jeg mig langt væk fra, da jeg ikke ved hvad der er i.. Hun ser hen på sin mad og vand skål.
Hun forvandler sig til menneske og prøver træt at rejse sig, da hun ikke rigtigt har spist noget siden Maji smed hende i krypten. Hun ser trist ned. "hvis jeg nogen sinde kommer ud herfra, så skal jeg med glæde holde mig langt væk fra den dims til Maji.. jeg troede han var min ven, men han er kun Samsons lille køter!" det sidste råber hun lidt højt, men hun glider langsomt ned at sidde. Hun trækker trist sine ben ind til sig og ser rundt på de andre der er buret inde.

"Dine ord sårer mig Anzu"
Rundt om hjørnet trådte han roligt frem. Det lange hvide hår bølgede ned af ryggen på ham i lange fine bevægelser. Hans ansigt var roligt og afslappet og bar ingen tegn af træthed eller udmattelse.
"Du ved jo der intet valg var"

Maji trådte roligt nærmere. De kraftige støvler gav genlyd i de lange gange, men indtil nu havde de virket næsten lydløse.
Sværdet bar han ikke. Nej det havde han ladet blive tilbage. Det var unødvendigt at tage det med herned, hvor han alligevel ikke ville kunne svinge det ordenligt.
Han stoppede op foran tremmer og kastede et blik over på maden.
"Du burde spise. Du har brug for energi hvis du vil ud derfra."

Hun vender sit trætte blik mod han og små knurre af ham. "er jeg glad for at hører" siger hun utilfreds og meget træt. Hun ligger sig med ryggen til og er blevet meget mager. "hvad vil du? skal du ikke op og hente pinden som Samson kaster?" spørger hun lidt hånligt, men ved godt hun skal passe på. Hun tænker tilbage på den dag de mødte hinanden i heste dalen, og husker på hvor hårdt han kunne slå.

Hun ser så på maden. "hvorfor bekymre du dig? der er sikkert gift i den mad eller noget i den retning!" hun sparker så til skålen med mad, så den ryger ind i træmmerne og giver genlyd i krypten. Hun tager sig hurtigt til siden og ømmer sig meget

"Jeg kom fordi jeg troede du havde brug for selskab" Lød Maji's stemme inden at placerede sin bagdel på en skammel der stod foran cellen.
"Men kunne være jeg tog fejl?"
Han rejste sig dog ikke op igen, men ønskede hun ham virkelig væk, så skulle han nok gå sin vej. Han kunne trodsalt finde noget bedre at fordrive tiden med.

Hun svare ikke lige med det samme, da hun begynder at hoste blod op og tørre svagt sin mund. Hun ser trist på ham og ser helt fortabt ud. "jeg troede bare du var min ven, men dig kan jeg vidst heller ikke stole på mere.." siger hun trist og stille. Hun falder sammen på gulvet. Hun ligger på maven og ser trist på ham. "jeg gider ikke spise.. jeg har ikke kræfter til det mere.. hvis jeg alligevel spiser noget, så kaster jeg det op igen.." hun ser trist ud og har ansigtet mod ham

Maji rettede sig roligt op.
"Dine forventninger til hvad folk er i stand til, ligger alt for højt Anzu. Du må huske at jeg også blot er en brik i dette spil, ligesom dig. Jeg er allerede i problemer fordi det tog for lang tid at føre dig herned. Havde det taget længere tid, så havde jeg sat i cellen ved siden af i en meget værre tilstand."
Majis stemme var utrolig rolig, men hvad han sagde var sandt. Havde han allerede den første dag modsagt sig gruppen, så havde følgerne været en tur i cellen, men for at forhindre ham i at slippe fri, så ville de formodentlig flå hans arme af led at længe ham fast, så selv hans ekstra energi ikke ville være til nogen hjælp.
"Og hvad maden angår er der intet andet at gøre end at tvinge det ind."
Han søgte dog alligevel ned i lommen og trak et frisk rødt æble op.
"Selv om det nu ikke ser appetitligt ud."
Han rejste sig op og gik hen til cellen.
Hånden gled let gennem tremmerne og rakte æblet frem.

"Jeg har lært min lektie, man kan ikke stole på andre end på sig selv!" kommer det utilfreds fra hende.
"Måske.. jeg ved hvad Samson er i stand til, og når de andre også var der, ville det sikkert gå galt for dig" hun føler sig helt skyldig nu, da hun godt kan se det fra hans synspunkt. Hun bliver tiger og går svagt hen til ham. Hun ser på æblet han rækker frem, men ved ikke helt om hun tør spise det, da han allerede har snydt hende en gang før. "hvorfor skulle jeg overhovedet stole på at det æble er iorden? du kan ligeså godt have puttet gift eller sove middel i" siger hun nervøst og ser op på ham. hun slikker ham så forsigtigt på armen, selvom hun ved det sikkert er en dum idé. "men en ting har du taget fejl af" siger hun så lusket, bliver menneske og forsøger at bide ham i armen med sine vampyr tænder, der langsomt er vokset sig lange. (?)

"hvad ville jeg få ud af at snyde dig?" Spurgte han roligt mens han betragtede hende. Da det luskede udtryk kom var han ikke langsom til at reagere og trak hurtigt hånden til sig. Æblet dumpede ned på gulvet foran hende og Maji trak et kort skridt tilbage.
Han sagde intet, men betragtede hende blot med et roligt blik.
En vampyr?... usandsynligt...

Hun ser roligt på hende, og hendes øjne lyser næsten af blod lyst. "hvad er der galt? har du aldrig givet blod til en vampyr før?" spørger hun roligt og begynder bare at le højt og ondskabsfuldt. "kom bare med hånden, jeg tager hele armen hvis det er nødvendigt!" siger hun højt og hånligt. Hun ser så bare på ham med rolige øjne og viser tænder, så man tydeligt kan se hendes skarbe vampyr tænder

og måske ikke alligevel.

Maji betragtede hende tavs med et roligt blik. Der gik et halvt minut før et smil spredte hans læber. Det her var jo faktisk glimrende!
"Så det er derfor du blev svag? Har du ikke fået blod?" spurgte Maji og trådte roligt nærmere tremmerne. Han virkede forandret, der var noget ved ham der ikke var som det plejede, som havde han selv lige gennemgået en forvandling.