Øjnene blev en anelse smallere idet at Fabian forklarede, med ord som tydede på at det ikke var noget der var sket for nyligt. Nej, det måtte være noget der var sket for lang tid siden, og selvom han ikke havde et decideret tidspunkt til hvornår, var det stadigvæk et brud på en af de mange regler Aldamar's selskab bragte med sig. Så... hvorfor var han ikke sur? 
Et temperament der måske i en anden tid ville have fået bedre fat i ham, da den bundede i en altid eksisterende paranoia for hvad der kunne ske, fremfor hvad der helt reelt skete. Den var ikke ligeså prominent mere, Aldamar følte ikke længere samme... nervøsitet omkring lige præcis det, og endte derfor - måske til både hans egen, men også Fabian's overraskelse - at ryste mildt på hovedet. 

Fabian's ordstrøm blev stoppet, da Aldamar trak hans hoved ned til sig i endnu et kys, et fornøjet smil om læberne imens at han strøg noget af det lyse hår væk og om bagved øret, med den frie hånd. Han virkede næsten selv nervøs, sådan som sætningerne blev brudt af hele tiden. 

Da han slap, var det ikke langt væk skøgen fik lov til at trække sig, idet at Aldamar hverken ønskede eller ville skubbe ham væk. Nej. Læberne splittedes i et lattermildt lille grin i stedet, og han kunne ikke stoppe den drillende brummen i at følge med tonen i hans ord. "Så, hvornår gjorde du det? Lidt et indtryk må jeg alligevel have gjort, hvis du har brudt sådan et løfte, for så lang tid siden" måske var det mere en stille tilfredsstillelse der fandt plads i ham. Fabian havde vist snakket om ham, til andre.. til hans veninde. Det plejede han ikke at gøre, når han tog alle andre løfter til Arysprinsen så seriøst. 

Uanset hvor meget Fabian snøvlede over ordene, og gravede sig selv ned i et dybere hul, i hvert fald af hvad det føltes som om, så virkede Aldamar ikke vred på noget tidspunkt. Hvis der var noget der kunne have væltet det, og som Fabian forventede ville vælte det, så havde det været det her. Kysset han blev trukket ned i fik for en gangs skyld hans hjerte til at slå lidt svagere, og en ro satte sig i hans krop, som kysset blev brudt og han åbnede øjnene. Det var virkelig ikke noget problem?

Et lille grin undslap også Fabian, denne her gang lidt mere forlegent, men han kunne arbejde med det her. ”I sommers... tror jeg,” sagde han og rystede på hovedet. Han kunne ikke huske præcist hvornår, men han havde jo tydeligvis sat sit mærke på skøgen relativt hurtigt. ”Hun er som en blodhund, og jeg tror...” Han smilede og kiggede lidt væk, inden han forsigtigt mødte Aldamars blik igen. ”At hun var klar over tingene før jeg var.” Dengang havde hun i hvert fald været meget opsøgende, mens han selv havde været defensiv, ligesom med Aldamar da han begyndte at stille spørgsmål til det. Forskellen var bare at Sif havde været bedre til at bakke ud igen, selvom hans humør havde virket bedre. ”Så måske lidt af et indtryk havde du alligevel sat dengang.” Han rynkede næsen grinende. 

Var det forlegenhed han sporede, i den vigende øjenkontakt? Aldamar's nysgerrighed blev pustet til, og som gløderne på et bål, slog det også små gnister af interesse da han fornemmede at der lå noget godt bagved at han havde fortalt det videre til Sif. Det betød ikke at han forstod fuldkommen hvad skøgen mente, når han sagde at hun var en blodhund. Men om noget havde han lært at stole på kvinders intuition; den kunne være uhyggelig præcis, og en hjertevarm lille latter kom fra fyrstesønnen, hvis greb om den anden strammedes en anelse. Ikke kontrollerende, men for at mærke ham ordentligt. 
Jah, det var Fabian i kød og blod, der anerkendte at det ikke kun havde været Aldamar der fandt sig selv... fascineret. 
Betaget, eller hvordan man nu endte med at beskrive det. 

Benet omkring Fabian snoede sig en anelse længere op, inden at han med et dovent, veltilpas og småarrogant lille 'heh' lod hånden glide ned imod hans læber, og prikkede dem insisterende. Med sig, løftedes det ene, sorte øjenbryn spørgende og skeptisk. "Tænk at det er mig der skal være okay med de ydmyge små implikationer - en underlig situation at stå i" af en som elskede at få af vide hvor god han var, kunne han i sine sårbare øjeblikke, være noget nærig med de komplimenterende indrømmelser selv; Aldamar holdt det dog på ingen måde imod ham. 
"Så, hvor meget ved Sif? Hvor pinlig berørt skal jeg være, om jeg møder hende en dag?" fyrstesønnens tone havde en drillende kant, omend han... stadigvæk håbede, at Fabian ikke havde været alt for illustrativ med sine detaljer. Det behøvede han ikke. Nu vidste han dog ikke hvor Sif befandt sig, og var hun ikke en der var tilknyttet til adelen, så... var chancerne for at han stødte på hende, lav. Var den ikke? 

Fabians ansigt trak sig op i en grinende mine og han slog drillende Aldamar på skulderen. ”Det er bare fordi jeg ved hvordan du er når du bliver sur,” sagde han drillende, selvom der nu stadig var et strejf sandhed i det. Det var aldrig rart for dem at skændes med hinanden, men Fabian havde efterhånden en god idé om hvordan Aldamar ville reagere og hvad han ville reagere på. Det var også derfor han var så overrasket med lige netop det her, hvor han nærmest ikke havde fortrukket en mine. Måske det hjalp at det var så lang tid siden?

De var dog også to der kunne lege, og desværre for Aldamar, så havde Sif fået mere end en lille detalje. ”Jeg tror rimelig pinlig berørt,” sagde han drillende, og lænede sig ned og placerede et kys på Aldamars næse, inden han lænede sig ned, så hans mund kunne være ikke langt fra Aldamars øre, så den noget mere lavmælt stemme hun høres. ”Jeg er ikke gået helt ned i de slibrige detaljer, men... er det ikke værre med det følelsemæssige?” Det var i hvert fald sådan Fabian havde det, men han havde ikke lagt meget imellem det, da de endelig var begyndt at snakke åbent om det, ham og Sif. Hun var god til at lade ham bearbejde de ting han selv sad med, uden at lægge for meget pres i. Omkring Aldamar var han altid lidt bange for at han lagde for meget i det, eller sågar sagde noget forkert, som ikke ordentlig kunne repræsentere hans følelser. Med Sif var der mere plads til at fortryde og lave fejl uden at blive dømt.

Han trak hovedet lidt tilbage så han kunne se Aldamars ansigt igen. 

Det ville næsten være dobbeltmoralsk at se sig selv sur i den her situation. Måske var en stor del af det, at det var så lang tid siden, måske handlede det om Arysprinsens gode humør, der nægtede at lade sig påvirke af en fejltagelse, som ikke virkede... så alvorlig som mange af deres andre havde været, eller kunne blive. Måske var det fordi at han vidste at det ikke havde været med vilje. Hvad end der holdt kraftige meninger og holdninger tilbage, fik samtidigt også Aldamar's krop til at summe fornøjet over den opmærksomhed der blev ham givet, fremfor at vende sig til anklagende vrede. 
Fulgte han op med at Sif dog ikke var den eneste, ville det sagtens kunne ændre sig - men det gjorde det ikke.

Fordi helt uden forståelse var Aldamar ikke, og selvom hans hemmeligheder nidkært blev bevogtet af ham selv, var denne Sif ikke den værste det kunne være blevet sagt til. Han kunne godt stole på Fabian's mavefornemmelse, når han lovede at det ikke kom videre. 
Øjnene smalledes dog i mistænksomhed da han pointerede at han nok burde være rimelig pinligt berørt, og fyrstesønnens blik mødte overvejende Fabian's. "Oh?" 
At de slibrige detaljer var undgået, var han dog mere lettet over end den følelsesmæssige vinkel på det, og Arysprinsen lo sagte, den ene hånd endnu engang omkring baghovedet for i små cirkler at kærtegne hårbunden. "Værre? Det tror jeg næppe" på det punkt var de nok forskellige som dag og nat, og selvom Aldamar næppe var den mest verbale når det gjaldt hans egne følelser - han delte ikke med nogen, ikke engang Alexander og kun presset ind i det af Arya - var han endnu mindre begejstret for at italesætte sine egne behov. Og tanken om at en fremmed skulle kende til... hans smag, var ikke direkte ubehagelig, omend det var pinligt. Sådan var de jo alle forskellige. 
Overvejelser glimtede i selvsamme øjeblik i prinsens øjne, idet at betydningen af Fabian's ord gik op for ham. "... synes du at dét er værre?"

På nogle punkter var de virkelig som nat og dag, men i sidste ende fik de det til at fungere, selvom de måske på visse punkter burde være bedre til at snakke om tingene, som de overraskende nok havde gjort i dag. Måske var det presset omkring Aldamars flytning, som gjorde at de ønskede at føle hinanden lidt nærmere, både fysisk men også følelsesmæssigt. Ingen af dem virkede i hvert fald til at stejle så meget som de ellers plejede at gøre, når de følte sig dårlig tilpas omkring emnerne.

Han himlede lidt med øjnene, da Aldamar dog alligevel gjorde sig uenig med ham. At han syntes sexen være mere pinlig end følelser, var nu alligevel en ting Fabian aldrig ville forstå. Derfor var det nu heller ikke en rødme der kom over ham, som Aldamar faktisk spurgte ind til det. ”Ja? Hvordan kan du ikke mene det?” spurgte han og rystede lidt på hovedet, villig til at stå ved sit synspunkt. ”Sex involverer ofte en anden person, så det er i forvejen ikke specielt privat, og der behøver ikke ligge mere i det end blot to eller flere kroppe der har behov for at få stillet en lyst. Følelser derimod.” Han kunne nu alligevel godt mærke forlegenheden vælde bare en smule op i ham. Følelser måtte være Zaladins værk, også selvom de også fik Fabian til at føle gode ting. ”At dele dine inderste tanker og følelser med en anden person? Jeg kan ikke forstille mig noget mere grænseoverskridende.” Hvilket nok også sagde en del om hvorfor Fabian altid havde haft svært ved det, men også hvor langt han var kommet. Han havde ikke sat ord på det hele, men han var kommet et godt stykke. 

Aldamar's mørke øjne spærredes en anelse mere op i forundringen over at høre Fabian's løse vinkel på det, da han sagtens kunne forstå hvad han mente, men samtidigt ikke kunne... forstå det. Han havde aldrig haft en ligeså ligetil tilgang til det som skøgen selv, det lå i kortene givet deres fundamentale forskelle, som særligt kom til udtryk i hvad de var. Selvfølgelig var sex ikke mere end det for Fabian, og alligevel... kunne fyrstesønnen mærke et lille stik, som fik ham til at lade blikket glide fra Fabian og op til et punkt imod himlen bagved ham, så grunden til det stik ikke kunne ses ligeså nemt. 
Var det virkelig alt? Han kunne ikke lade være med kortvarigt at overveje, om det virkelig var alt hvad der blev reflekteret over når de ikke var sammen, og Fabian stadigvæk tænkte over dem. Så mange af Aldamar's følelser blødte efterhånden igennem i sine... nætter med Fabian, at det ikke kunne adskilles. Og selvom han objektivt og med fornuftens briller vidste at Fabian ikke talte om ham når han talte om at få stillet et behov... 
Aldamar virrede en anelse med hovedet, og skubbede det fra sig. Det var ikke det han mente, når han sagde det han sagde. Og med antydningen af et smil, snoede armen sig ind omkring nakken på ham idet at Aldamar tippede dem om på siden, mørke øjne ledende efter Fabian's. "Ikke engang at blive afbrudt af din mor?" på en og samme tid en fantastisk aften, og samtidigt en af de værste. Det var nemmere at grine af nu end dengang. 

"Eller at differere så meget fra 'normen', at du har fået vist en speciel butik i Dianthos?" skulle nogle af de ting komme ud, ville Aldamar altid  og meget hellere tale om hans følelser for en anden person. Det ville ikke følge ham i så lang tid bagefter. Hellere skrive et dårligt digt, end at dén hemmelighed blev luftet til folk han kendte, såvel som ikke kendte. Så længe kønnet på hvem følelserne gik til, var nogenlunde hemmeligt, men i den sammenligning, var begge ting slemme for ham. 

Hvis det var malet tydeligt på Aldamar, at det stak lidt, så var det om ikke andet, noget som Fabian ikke lagde mærke til. For selvom ordene var lidt grove i måden de var blevet sagt, så var det også sandheden. Han følte sig ikke nødvendigvis bundet af en anden person fordi han havde ligget med dem, selvom tingene altid virkede til at virke lidt anderledes med Aldamar. Det var dog ikke sexlivet der havde fanget ham, selvom det var en stor del af deres interaktioner samen, og han nød det med Aldamar. Det var hvordan de klingede når de ikke havde travlt med at lære hinandens kroppe at kende.

Han lod sig tippe ned på siden, som Aldamar ønskede, og nu hvor han ikke skulle holde sig oprejst mere, gled han en hånd ind under Aldamar jakke, som han stadig ikke havde lukket. ”Måske da jeg var teenager, nu om dage må hun vel forstå, at det er en normal ting,” svarede han kækt. Ved Fyrstinden havde han været klar til at forsætte hvis Aldamar også havde, og følelsen der i sidste ende var bredt var ikke forlegenhed, men nærmere en følelse af gru, som når man stak hånden i kagedåsen og blev opdaget som barn. ”Og butikken?” hans øjne glimtede som han lænede sig tættere ind. ”Det var en god overraskelse, og hvis du ville have det, så ville jeg have intet problem i at gå i det ned af Dianthos' gader.” Det var trods alt kun noget tøj, selvom han nok ville blive hentet af byvagterne for uanstændig påklædning. 

Det havde aldrig været på tale eller i tankerne at fortsætte efter hun var trådt ind af døren. Det havde han alligevel for meget respekt for sin mors øjne til at gøre, og der var intet charmerende, med at se sin (godt nok voksne) søn godt i gang med at... fornøje sig på lige den præmis, eller på de vilkår. Det blev heldigvis heller ikke snakket om, og det skulle zalme bliver over hans kommende kroning, førhen at det kunne blive joke-materiale. Med undtagelse af når han selv bragte det op - på den front var man vel dobbeltmoralsk. 
Aldamar rystede derfor opgivende på hovedet, men sagde intet. Hvor lang tid siden var det, at Fabian havde været teenager? 

En hånd sneg sig ind i varmen, og Aldamar åbnede fornøjet munden, men måtte se sig selv falde til målløs stilhed ved hans næste ord, munden stadigvæk halvåben og ordene forstummet på hans tunge. Intet problem? Næsten på Fabian's vegne blev Aldamar en anelse befippet, da det... det var jo absurd! Det var jo næsten ingenting at have på, og en udfordring han aldrig nogensinde ville søsætte - han havde intet behov for at Fabian's letpåklædte krop blev mere offentligt eje end den i forvejen var. 
Mundvigerne sitrede i sin overrumplede overraskelse, indtil at Aldamar med en hjertelig latter rullede om på maven, hænderne trukket op foran ansigtet imens at han gned tindingerne. "Du ville selvfølgelig ikke have et problem med det, men jeg tror adskillige anstandsdamer ville se sig nødsaget til at dække et par øjne til" grinte han - det ville være fantastisk kaos, det kunne han ikke benægte. 
Aldamar rullede om på siden igen, hændern søgende ind under mandens egen kappe for at trække sig selv tættere på i et lille grin mere. "Jeg er desværre ikke manden der gerne så det ske. Ikke endnu i hvert fald" kom det småfornøjet fra ham - men man skulle aldrig sige aldrig. 
Og måske en dag, var det lige præcis det skub Dianthos manglede. 

Måske var en del af det også lidt blevet sagt for at se Aldamars reaktion. Det var bare så nemt. Dog mente han også hvert et ord. Han var ikke bange for at vise sig selv frem i det eller sågar mindre tøj, og det eneste der var lidt mindre behageligt var kulden og det faktum at blive smidt i arresten, især hvis den gamle hejre så ham.
Latteren kom dog snart efter overraskelsen, og selv Fabian fandt sig selv grine med, mens han kiggede på Aldamar, som så ud til at forsøge at finde sig selv endnu engang igennem alt latteren.

”Oh, det er ikke kun anstandsdamerne der vil få et problem med det,” sagde han grinende og rystede på hovedet, og møvede sig bare en anelse tættere på Aldamar. ”Og heldigvis, for jeg tror jeg mindre vil værdsætte det nuværende vejr i det slags tøj, for ikke at nævne... at byvagterne nogle gange også er lidt nærtagende.” Ikke ligefrem en gruppe af folk han kom godt ud af det med det meste. Hvis han kunne undgå dem, som gjorde han det, og hvis ikke... så havde han bare en uheldig tendens til faktisk at provokere dem. Ham og autoriteter kom ikke godt ud af det med hinanden og Aldamar var heldig at Fabian ikke var begyndt at opføre sig på samme måde overfor de andre adelige endnu.
Han rykkede hovedet lidt tættere på Aldamar. ”Men hvorfor ønsker du ikke det, når du er så glad for at se mig i det?” spurgte han lavmælt, drillende. 

Det ville være en presset dag, når Fabian's mere problem opsøgende natur blev skråsikker  nok i sin position, til at den ville titte frem i de større selskaber han uden tvivl ville ende med at blive inviteret til, med tiden. Aldamar havde allerede prøvet at lokke ham til nogle af dem. Og selvom han ikke ligefrem fandt dem... underholdende, håbede han stadigvæk at skøgen åbnede op til de selskabelige høfligheder - det ville i hvert fald gøre det mere tillokkende for ham selv at være der, hvis der var godt selskab at være der med. 
Den tid, den sorg - lige i dag handlede det mere om at få stoppet ham i hans parade ned af Dianthos stræder, og fyrstesønnen sukkede, 'enig' i at byvagterne tydeligvis var for nærtagende. "De er vel også snerpede, sådan ikke at bifalde din velsignede nøgehed. Eller, næsten nøgenhed" 
Det var i hvert fald en vinkel at have på det.

Aldamar's øjne lagde sig på Fabian's smilende ansigt, det ene øjenbryn løftet da han nævnte at han ellers ikke plejede at have noget imod lige præcis det, og den mørkhårede mands øjne smalledes ind. Hvorfor han ikke ligefrem ønskede det? Med et godt greb i kanten af hans kappe, fedtede han en anelse rundt med kanten af den imens at han trak minutterne efter, førhen at han med endnu et suk - den her gang et mere rigtigt et trods drillende glimt stadigvæk satte tonen for samtalen - og han løftede hovedet en anelse ved at støtte det til den frie hånd, som vendte imod jorden. "Tænk nu hvis folkene blev lidt for glade for det syn? Så skulle jeg kæmpe med en gnist af jalousi, når jeg fra gadens skygge skal holde mig selv skjult - det er da ikke helt retfærdigt" sagt med et fornøjet smil, trods ordene faktisk havde et gram af sandhed til sig. 
Om det så var jalousi over at Fabian blev begloet sådan, eller at Fabian blev begloet sådan - men uden ham... det var han slet ikke sikker på; så meget nægtede han at gå op i det.
Jalousi passede sig ikke, og havde i det store hele aldrig været noget der fik meget plads. 

”Mmmh..” kom det bekræftende fra Fabian, som han nikkede lidt til det. Hvem ville ikke gerne se hans næsten nøgne krop? Den var næsten for smuk til at holde for sig selv. Lige på det punkt der havde Fabian aldrig rigtig haft et problem med selvtillid, nok fordi det meste i forvejen var grundet i at han var blevet født med nogle ufattelige heldige gener, og hvis han ikke var helt så glad for hvordan han så ud, så havde han altid muligheden for at ændre sig, ulig så mange andre.

Han kunne dog ikke stoppe sig selv fra at himle med øjnene da Aldamar nævnte at han ville være jaloux over at ændre også kiggede på ham. ”Og vi ved nu også godt hvor lidt jeg bryder mig om jalousi,” sagde han grinende. Der var hans syn nok ikke så nuanceret, som det kunne være. Han var vant til den altædende jalousi, hvor folk ville have ham for sig selv, og han... brød sig virkelig ikke om det. Han hadede når andre bestemte over ham, eller ville gøre det. ”Desuden får du vidst rigeligt tid med at beglo mig på andre tidspunkter.” Han lænede sig lidt ind mod Aldamar. ”Og tøjet var jo også købt for din skyld.” At Fabian også godt kunne lide det i sidste ende, og hvordan det fik både hamn og Aldamar til at se ud, det var en ting. Han ville dog aldrig havde overvejet det som en semi-permanent ting mellem ham og en 'kunde' før Aldamar selv havde taget det. Han kunne stadig huske blikket han havde fået første gang. Et lille gys gik igennem ham ved mindet, og endelig lænede han sig ind resten af vejen for at fange Aldamars læber i et af mange kys. 

Det var en forunderlig stemning, som ikke syntes at forsvinde trods vejret gjorde sit for at være en motivation for at komme videre. Eller skubbe sig selv videre, for den sags skyld. Nej, lige omvendt var det nemlig at Aldamar ikke skubbede sig selv videre, men derimod kun tættere på Fabian, og en fornøjet lille mumlen kom fra ham ved det pointerende andre tidspunkter. 
Implementeret at der ville være flere, og hvis ikke kun flere, så mange andre tidspunkter hvor at det kunne ville være de to. En fremtidsudsigt han brød sig om, trods den havde et strejf af drømmerier over sig. 

Hans mumlen blev dog afbrudt da endnu et kys sneg sig ind imellem dem, og Arysprinsen's hånd gled søgende ind omkring den kappeklædte ryg, for at skubbe, eller bare holde ham tæt. Han var glad for at det ikke længere handlede om at holde ham på sund afstand, men derimod at holde ham så tæt som han ville. 
Som så mange andre gange, var det at kyssets pirrende løfte(r) ikke var mulige at følge op på, men alligevel var det næsten så godt som umuligt at lade være, da han snoede det ene ben ind omkring skøgen og blidt skubbede ham tilbage på ryggen, for i stedet at læne sig mere ind over hans liggende skikkelse. Så godt som umuligt, da den flirtende og fantastiske alenetid med Fabian, formåede at lukke resten af omgivelserne og verden ude - formåede at få ham til kun at fokusere så meget på kun en ting, at kulden, ansvaret og pligterne kom i en helt anden række. Først da lyden af et signalerende vrinsk mindede ham om at verden ikke var lukket ude 'bare' fordi at han ønskede det, var det at Aldamar brød det for overrasket, jah næsten søgende at slå øjnene op og kigge frem for sig. Ud over landskabet, som glimtede friskt i frosten.  
Hestene var trænet til at melde ud når der kom selskab. Men hvem, det kunne han ikke se. 

Så lang tid de selv kunne bestemme, så ville der nok ikke komme en ende på mængden af tidspunkter de ville kunne se hinanden let påklædt. Selskabet og følelser var noget til at blive helt høje på, og det ville kun blive mere længselsfuldt som Aldamar flyttede væk. Der var nogen der sagde at adskillelse gjorde længslen større, noget de nok også kun ville kunne komme til at opleve med tiden.

Det var svært at lade vær med at smile ind i kysset, som han følte benet inden han meget fint blev skubbet ned på ryggen og endnu engang havde han Aldamar over sig. Hans hånd greb fat i Aldamars nakke for at hive ham tættere, mens hans ryg buede sig bare en anelse, så han kunne mærke deres kroppe bare lidt tættere på hinanden. Hvis det ikke havde været så forbandet koldt. Han kunne mærke sig selv ønske bare lidt mere og derfor blev hans kropssprog også grådigere.
Hvor Aldamar måske reagerede på hestene, der var Fabian lidt langsommere til faktisk at acceptere at give slip på fyrstesønnen. Hans fingre greb lidt hårdere fast i Aldamar momentant, inden han accepterede at give slip på ham, og hans egne øjne også kunne finde skikkelsen der kom tættere og tættere på.

Hesten så ordentlig ud, og selvom manden der kom ikke så forfærdelig fin ud, så finere end de folk Fabian var vant til. Det skulle dog væsentlig tættere på før Fabian ville begynde at kunne genkende rytteren, som så ud til at have vej præcis mod dem. Det var dog kun retningen der var nok til at Fabian alligevel gav slip på Aldamar, for også at kunne sætte sig op.
Som manden begyndte at sænke hestens fart så kunne Aldamar trods alt genkende Fillipe, også selvom han kun havde set ham en gang. 

Der burde nok have været en bedre reaktionstid hos fyrstesønnen - han burde nok have skubbet sig selv ganske sobert væk fra Fabian, men der var noget frygteligt genkendeligt ved skikkelsen der snart kom inden for hans gode øjnes rækkevidde, og Aldamar følte mere et sus af undren, frem for et sus af panik, melde sig. Derfor skubbede han sig ikke mere væk end at han gled mere tilbage til sin egen side af tæppet - modvilligt vel og mærke, kroppen summede og sukkede efter at blive hvor den var, og begyndte først at sætte sig mere op, da han var  helt sikker - Fillipe. 
En af hans mere personlige tjenere, både på godt og ondt. Han havde ikke regnet med at lige den mand, ville finde dem idag. 

Hans interaktioner med Fillipe var i forvejen meget... begrænsede. Og det bevidst. Deres sammenflettede historie var en han på mange punkter prøvede, forsøgte og arbejdede for at tage afstand til, og alligevel kunne det være svært, med en person der kendte en så godt. Formede at trykke på alle de rigtige knapper, så let. Egentlig, var det jo næsten hvad man burde forvente, at den mand dukkede op nu. 
En enkelt hånd gled igennem de mørke krøller, førhen at han med et hilsende nik hørte hans støvler ramme den frostklædte jord, og dertil også hans lille latter. "Ah, så det er herude i gemmer jer..." tjenerens lyse øjne studerede deres lille camp, inden at han med rolige skridt nærmede sig bålets varme. "Det er ellers sjældent De tager udenbys, Prins Aldamar - hvad er dog grunden, i sådan noget vintervejr?" sagt med et afmålt og studerende blik over Fabian selv - han havde trods alt ikke set ham i flere måneder, selvom han havde hørt sit, i krogene. Nok mest fordi at han opsøgte de kroge af og til. 

Aldamar's ansigt var en blanding imellem smalle øjne og et skeptisk udtryk, omend varsom med at virke for definsiv - det plejede kun at få ham til at blive, hvis han kunne lugte at der var noget godt i luften. "Ruinerne, Fillipe. Kan du huske sidst vi var her?" - den forklædte dæmon nikkede uden at skippe et hjerteslag, og Aldamar fiskede sin notesbog frem fra bagved sig, og kastede den over til ham. "Jeg fik nedskrevet de sidste..."

Som rytteren kom tættere på, så var Fabian mere interesseret i at studerer Aldamar, men som han normalvis gjorde når der var andre omkring, så lukkede han bare mere af end noget andet, og det gjorde det svært for Fabian at bedømme hvad der foregik bag de smukke blå øjne han besad. Endnu en grund til at alting bare var lidt bedre når det kun var de to af dem sammen.

Han sendte et venligt blik i retning af Fillipe, mens han gjorde hvad han kunne for at huske deres sidste møde. Heldigvis havde hans hukommelse altid været en af de stærkere ting hos ham, og han følte sig ret sikker i at Fillipe kun havde mødt ham i en dameskikkelse. Lige nu gjorde Aldamar dog intet træk i at forsøge at lade som om at Fabian ikke eksisterede, i hvert fald ikke åbenlyst. ”Og hvem er det her?” spurgte han med et halvt blik på Aldamar til at starte med før han rettede det mod den fremmede man. ”Jeg tror ikke vi har mødt hinanden.” Det var så godt nok en lodret løgn, men altså, Fabian havde intet problem i at lyve når det gav ham noget, og lige nu gav det ham intet at lade Fillipe vide at han var en formskifter.
Der havde dog altid været været noget lidt mærkeligt ved tjeneren. En ting var at han var her nu, men han havde givet Fabian en mærkelig følelse sidste gang, selvom det var ved at være så lang tid siden at han ikke helt kunne huske hvorfor.

Til trods for det hele, så virkede Fabian dog ikke som om at han selv gav mine til at rejse sig op og præsentere sig selv overfor den fremmede mand. 

Bogen blev grebet med en hurtig bevægelse, og nysgerrigt åbnede han den halvt, omend han ikke begyndte at læse fyrstesønnens skriblerier endnu. Nej, blikket gled i stedet for tilbage til Fabian's skikkelse, og tjenerens smil blev en anelse mere fornøjet idet at den ene hånd gallant blev ført til hjertet, og han nikkede imod ham. "Ah, mine manerer. Fillipe, tjener i og af Aryspalæet... og De må være.." mandens blik granskede ham, næsten som ville svaret ligge over hans tøj som et bizart form for navneskilt, men da det ikke virkede, var det at Aldamar endte med at bryde den afventende pause - Arysprinsens blik gled tilbage på Fabian, og han smilede. "Blot en ven fra hovedstaden, Fa-el har også en forkærlighed for de mere ubefolkede steder" hvilket var en løgn pakket ind i hvad der ikke var en løgn - at bruge Fabian's navn var måske lige en anelse uden nødvendighed. Han vidste at Fillipe havde gode forbindelser og var fantastisk til at grave. 
Skulle han opdage hvad Fabian var, var der ikke så meget at gøre ved det. Men de behøvede ikke gøre det nemmere, ved at give ham et navn at grave med. 

Tjeneren nikkede, et evigt fornøjet smil i mundvigen og han åbnede nysgerrigt bogen for at finde de nyeste tilføjelser. Da han kunne konstatere at de var der, virkede det heller ikke som en helt tynd undskyldning, og tjeneren kastede bogen tilbage, en lille, tilfreds brummen som understregning. "Godt at se De skaber venner, Prins Aldamar... jeg var en anelse bekymret da de lige var flyttet til Dianthos, men deres aftener virker til at være travle. En fornøjelse, omend lidt en... skam" 
Aldamar's øjne gnistrede næsten en anelse ved den kommentar - han var ikke så lidt skabet, når han insinuerede at tiden kunne være spenderet bedre med ham - men han undlod at svare da han i stedet affejende vinkede med hånden. "Sådan er vores lod nu engang forskelligt - sig mig til gengæld endelig hvad der bringer dig herud? Tilfældigheder?" tjeneren's smil blev en anelse skarpere, og han rystede på hovedet. "Ah nej, Backer fortalte mig at De... at I var her. Og jeg skulle alligevel igennem skoven, i min vej til et andet besøg" 

Fillipe. Som Fabian havde regent med og heldigvis var Aldamar hurtig til at bryde ind med de nødvendige oplysninger omkring det. Fael var dog ikke et navn Fabian selv ville have valgt for sig, men på den anden side, han havde valgt Fabia som kvindenavn, det var nok en god ting at han ikke stod for at navngive sig selv og andre for det meste.
”Der bliver jo så frygtelig tæt inde i storbyen, synes du ikke?” spurgte Fabian munter, og løgnen gled af tungene som var det alt andet. Man skulle ikke sige at Fabian ikke kunne spille når det gjaldt, selvom det ligeså meget var for at se den tjeneste mand an.

Hans øjne kunne ikke helt undgå at flakke mellem de to mænd da Fillipe antydede noget som enhver anden tjenestemand ellers ikke ville. Fabians øjne blev bare en anelse smalle, men han sagde ikke noget til det.
”Vi vil jo næppe opholde dig mere end højst nødvendigt,” var Fabian dog hurtig til at byde ind med, og et lidt for smørret smil var på Fabians læber, for hvis hans lille idé om hvorfor tjeneren var her, så ville han nok synes at det var lidt surt at han ikke kunne blive, ikke med den frihed som Fabian havde. ”Det må vel være et besøg for Arys familien?” Fabian var ikke helt sikker på hvorfor han følte sig så provokeret af Fillipe, men i sidste ende bundede det nok ud i at de var blevet opholdt i deres alene tid sammen, og der var intet Fabian ønskede mere end at sende Fillipe på sine vegne... og måske også lige se om han faktisk blev provokeret af at vide at Fabian havde mere adgang til Aldamar. 

Aldamar hverken rykkede sig tættere på eller længere væk, imens at udvekslinger af navne og informationer skiftede på runde, og han med et enkelt, skeptisk løftet øjenbryn, kunne høre at han tilfældigvis skulle den her vej. Det var en undskyldning der var blevet brugt for - ordene af selvsamme ekkoede igennem hans sind, og selvom han ikke lod sig mærke med det, måtte det have været et bevidst svar. Uheldigvis for Fillipe, var Fabian ikke en mand af passivitet eller ubehag.

Nej, han var en mand af aktion, og inden at fyrstesønnen selv fik sagt noget, pointerede han ganske direkte at det jo ikke var fordi de skulle tage ham væk fra hans pligter - en glimrende vinkel - og den mørkhårede Arysprins' læber krusedes i et skjult smil, med store anstrengelser for at det forblev skjult. Han kunne næsten se hvordan at tjenestemandens øjne smalledes en anelse ind ved den direkte opfordring der lå bagved det, at han jo havde et job at tage hånd om, fremfor at bruge tiden på rune nørklerier og varme bål - men så let var han ikke at kue. Knap var der gået 2 sekunder, førhen at det høflige, men dog lumske smil som tjenestemanden præsenterede var tilbage, og han med et lille suk nikkede, omend han ikke gjorde mine til at rykke sig hverken frem eller tilbage. "Korrekt, hr. det er et besøg for familien selv" smilede han professionelt, og foldede hænderne foran sig selv, omend det var godt skjult af hans kappe. "Men jeg kom måske en anelse for tidligt ud af palæets døre, så tid er ikke det store problem for mig. Jeg ville spørge om De -" blikket gled tilbage på Aldamar, hvis lyttende mimik ikke afspejlede det indre ønske om at han forsvandt. " - muligvis havde plads ved Deres bål. At vente her, er at foretrække fremfor et sted hvor familien ikke nødvendigvis er hjemme - vinden kan være så kold" 

Aldamar's læber skiltes en anelse overrasket, imens at han overvejede hvordan han kunne sno sig ud af det. Fandens til direkte spørgsmål, og da det næsten ville være mere mistænksomt at være imod det, var det at Aldamar endte med at nikke, og pegede hen imod den ene af taskerne hvor at tæpper var pakket. "Alt andet ville jo næsten være svigfuldt" mumlede han, og skulle fysisk stoppe sin hånd i at lægge sig over Fabian. Som ikke... brød sig om tjenere, det var efterhånden en smule tydeligt. 
Forståeligt De mindede meget om hinanden, men slet ikke på de vigtige punkter-

Desværre viste det sig også hurtig at Fillipe ikke havde tænkt sig at forlade dem, og selvom Fabian nu havde sine tvivl i hvad han sagde og hans oprigtighed, så kunne han ikke ligefrem påpege at det ikke betød at han skulle dalre med dem. Især ikke nu når Fabian og Aladmar fik noget længe ventet privattid med hinanden, som om de ikke havde fået det natten forinden.

I andre tilfælde kunne de to af dem nok være kommet godt ud af det med hinanden, så meget kunne Fabian også godt indrømme, når han så personen an. Han havde næsten en personlighed som skøgerne selv bar rundt på i byen, og selvom det ville være en fortræffelig tilsvinelse, så var det ikke sin plads at begynde at påpege det.
Hans øjne faldt dog kort på Aldamar, inden han forsatte. Det her var Aldamars tjenestemand, og i sidste ende burde det også ligge til ham at jage ham væk. ”Lyder til at du generelt har masser af fritid så,” sagde Fabian, ikke specielt skjult, at hvis han havde haft nok tid til at tage så tidligt afsted, så var den nok også kunne være blevet brugt til andet mere behjælpeligt tilbage på palæet. ”Men jeg skal selvfølgelig ikke sige hvordan Arys palæet gør sig, selvom jeg også finder det en smule mærkeligt at du er så komfortabel at snakke med prinsen.” I de fleste andre tilfælde ville Fabian nok nærmere bifalde det, men ikke i det her øjeblik.

Han gjorde dog ikke noget for at stoppe Fillipe fra faktisk at slå sig ned ved bålet, selvom de blågrønne øjne nu alligevel så manden an. I de fleste tilfælde ville Fillipe være hævet over Fabians stand, så meget vidste han nu godt, men i det her tilfælde, så var Fabian nu alligevel i en bedre position. Mest fordi Fillipe ikke rigtig anede hvem han var, andet end en nær ven af prinsens.