Neron himlede med øjnene, både over langefingeren er blev vist hans vej men også ordet tak. Han havde hørt det mange gange, men sjældent havde det haft nogen betydning som nu. Han rejste sig og nikkede afmålt til dem alle.
”Så meget som jeg ville ønske jeg kunne blive i denne fabelagtig familiemiddag, eller hvad end det nu er i har gang i, så tror jeg ikke jeg kan blive længere, ellers har jeg en mørkets general der vil serverer min skønne popo på et sølvfad – og som det er lige nu, kan jeg nu ganske godt lide at den stadig er fastgjort til min krop. Ta ta” kom der en anelse overfladisk som hans øjne kort gled over mod manden i døråbningen. Et smil bredte sig inden manden blinkede til ham også forsvandt han lige som han var dukket op, sporløst.

Evelyn derimod havde ikke formået at forsvinde lige så lydløst som ønsket, og stod stadig i stuen nu med en snarlig dødsdøm over hendes hoved. Ti år var ikke lang tid, men det var længere end hun nogen sinde havde regnet med at leve, og noget fortalte hende også at han ikke bare ville mætte sig i hendes sjæl. Noget stak under, og hun brød sig ikke om det. Men hun havde ikke tænkt sig at bryde ind, så hun satte sig i stedet ved bordet – afventende på at hun kunne få lov til at gøre det, som hun var kommet her for.
Nemlig, at sige farvel.

Pax mærkede en ikke-sjælden stolthed over den lille pige i sin favn, og da hans Far forsvandt i ingenting, begyndte Paxs skuldre at ryste af tavs latter. Ronia havde mere rygrad end de fleste. Hans eget Far-hjerte var ved at briste med anerkendelse og han kyssede den lille piges pande, alt imens hans krop vibrerede af latterkramper.
”Du gav Mørkets Generals tjener fingeren”, hviskede Pax leende imod Ronias ene øre, hvilket fik pigebarnet til at le også, foruden at hun dog helt kunne påstå at forstå, hvorfor det var så sjovt. Hvis Pax dog var glad, så var Ronia det også og bare for god ordens skyld, hejste hun stolt den lille finger igen.
Pax, stadig med sine arme om Ronia, faldt tungt ned i sengen igen og for et langt øjeblik lå de to, der var bundet af tid og ikke af blod, og hviskede til hinanden.
”Så Juno er din kæreste?”
”Mhm.”
”Men Eve var din kæreste før.”
”Mhm.”
”Så nu er hun ked af det?”
”Ja. Men vi elsker stadig hinanden.”
”Men kan I så ikke bare være det der kærester igen?”
”Man må kun have en kæreste, tror jeg.”
Ronia lå og pillede lidt ved Paxs ene skjorte, hendes lille mund skubbet betuttet og eftertænksomt op under næseborene. ”Jeg kan ikke lide, at Eve er ked.”
”Det kan jeg heller ikke. Men… jeg kan ikke gøre det godt igen, Trold.”
”Hvorfor ikke?”
”Fordi… man kan ikke gøre en anden ked af det og samtidig være den, der gør den anden glad… ikke… ikke altid i hvert fald…”
”Men hvor skal hun hen?”
”Hun skal meget langt væk…”
”Hvorfor det?”
”Fordi jeg gjorde hende ked af det…”
”Så det er din skyld?”
”Ja… hun elsker dig meget højt, Trold. Det ved du godt, ikke?”
”Mhm.” Ronia skubbede sig længere op i sengen, så hun endte med at ligge med hendes næse presset op mod Paxs egen. Hendes ene lille arm lagde sig henover hans kind og krøllede hårpragt, og endnu ikke synes den lille pige at forstå. Og helt ærligt… det gjorde de voksne heller ikke. Hvorfor skulle det være anderledes med en femårig?
”Du må altid gerne besøge hende. Edward kan lære dig at skrive, så du kan sende hende et brev. Det er ikke sidste gang, at du ser hende. Det er bare sidste gang i et stykke tid…”
Lidt efter var det ikke længere mere at sige eller at forklare, og efter Pax havde samlet Ronia op i sine arme og rejst fra sengen, lagde han blidt en finger under hendes hage. ”Hagen op, Ronia.”
”Hagen op, Far.”

Juno holdt vejret, imens dæmonen forsvandt. Han følte sig ikke tryg med fremmede, slet ikke med mænd, og endnu mindre med dæmoner. Han havde ikke ligefrem gode oplevelser med nogle af delene, og dæmonen havde heller ikke gjort sit, for at virke imødekommende, som Juno tog som endnu et faresignal - selvom han ville have opfanget det modsatte som et faresignal også. 

Han blev dog stående hvor han var, selv da dæmonen gik, og selv da han hørte begyndelsen af en samtale imellem Pax og Ronia, som ikke var ment for ham, og selv da han hørte Pax rejse sig. Det ville være et større forræderi, at lades som om han ikke havde hørt aftalen, end at afsløre, at han havde gemt sig indtil nu. 
Dog skyndte han sig at tørre sit våde ansigt, inden de så ham. Det var blevet rent instinkt, når han hørte Pax sige ordene 'hagen op', og han smilede også til dem begge, da de kom ud fra værelset, og stillede sig på tæer, for at give Pax et kys på kinden og et undskyldende blik for at have lyttet ved døren, inden han trådte til siden, så de kunne komme ud til Evlyn. 

Pax vidste, at han havde været egoistisk i samme øjeblik, at han med Ronia i favnen stødte på Juno udenfor værelset. Uanset hvor meget Juno tørrede sine kinder og hvor ivrigt han hævede sine mundvige, ville selv en blind se, at han havde grædt meget og længe.
Efter at have modtaget sit kys, lod Pax sin ene hånd glide henover Junos kind. Den fortsatte om i hans nakke og lagde sig til rette, hvorefter Pax hev ham ind til sig.
Pax knugede om Junos spinkle krop og begravede sin næse i hans blonde hårkant, før han rømmede sig besværet. ”Jeg forklarer, når vi kommer hjem. Alting er okay. Jeg har styr på det igen og jeg har det fint”, mumlede han forsikrende, hvorefter også Pax kyssede Junos kind. Skulle Pax være ærlig, var han ikke sikker på, at Juno i det øjeblik stolede på ham – og heller ikke hvor meget han i grunden vidste af, hvad der var sket. Af en eller anden grund følte han, at det var vigtigt, at Juno forstod, at han var ønsket i huset, hvormed han hastigt mumlede: ”Godt du er her.”
De tofarvede øjne fandt fæstne i Junos og det var tydeligt, at Pax søgte efter tegn på, hvad den anden kunne tænke. Hvorfor kom du ikke ind? Hvorfor har du stået herude? 
Lidt efter bevægede Pax sig ned langs trappen, hans arme lagt beskyttende om Ronia. Ikke, at de skulle beskytte hende mod Evlyn. Nej… det var langt snarere sorgen, der unægtelig ville ramme Ronia igen.

Af alle de ting som hun skulle gå igennem var dette nok det hårdeste. Sidste konfrontation de havde haft, havde hun taget valget for dem alle og gået sin vej. Smerten af nu at skulle se det i øjnene for alvor fik det til at prikke forræderisk i siden af øjenkrogen. Igen taberen, var Io? Hvor de andre måske stod og kiggede på hende som om de skyldte hende noget, så var det her hendes syn at hun ofrede sig for alle og glemte sin egen lykke i det hele. Ti år havde hun til at finde en familie og leve det liv hun altid have ønsket, ti år havde hun til at genfinde den kærlighed hende og hendes søster havde haft. Ti år til at måske få et barn af hendes eget, for så at kunne forlade det. Ti år, det var ikke længe lige pludseligt. Når alt kom til alt, så ville hun nu gå ud af den dør. Forlade en lille familie som hun kunne have valgt at splitte havde hun haft lyst. Sagtens overlade ansvaret til Juno da han ville træde til, og indgå aftalen med dæmonen. Hun kunne aldrig have fortalt Pax at hun havde fundet Juno, og han ville stadig være her med hende. Så mange stige hun havde kunne vælge til lykke, men altid gået den anden vej. Måske fordi hun var så bange for, at det aldrig ville ligge i kortene for hende. Morderen af sin egen familie, fortjente i høj grad ikke sin egen. 

Hun sank en hård klump i halsen og kiggede op mod de tre skikkelser der bevægede sig ned af trappen. Evelyn hverken rejste sig eller gjorde antegn til at starte en samtale, denne gang måtte det være deres tur.

Ligesom Pax havde Juno det også sådan, at det ville være bedst at forklare, når de kom hjem. Fra begge sider af. Han så Pax's undersøgende blik, men havde ikke lyst til at fortælle ham, med Evlyn i huset, hvad han havde følt eller tænkt.

"Godt du er okay," svarede han med et forsigtigt smil, og løftede en hånd til sin kind, hvor Pax netop havde kysset den. Den var stadig varm, og følelsen fyldte Juno med en glæde og ro, han ikke havde haft i huset ellers.
Den fysiske beroligelse Pax kunne give ham, var tusinde gange mere værd for Juno end hans ord var.

Juno holdt sig tre skridt bag Pax, uvillig til at blande sig i, hvad end der skulle foregå imellem Pax og Evlyn, og forholdt sig også tavs, som han havde tænkt sig at gøre, indtil han var alene med Pax igen. 

Pax satte Ronia fra sig på gulvet og betragtede hende dernæst betuttet aflægge afstanden til Evlyn. Imens Ronia og Evlyn sagde deres farvel, forholdt Pax sig i tavshed. Kun én gang forlod hans tofarvede øjne dem, og det var for at skæve til Juno henover skulderen, der holdt sig på behørig afstand.
Pax så på ham for et langt øjeblik, hans øjne… rolige. Neron havde gjort et eller andet ved ham. Han kunne mærke det. Havde tiden været en anden…
Omsider nåede Evlyn og Ronias farvel til ende, og Pax krydsede gulvet til hvor de sad. Han løftede Ronia op i sin favn og knugede hende indtil sig, hvorefter han drejede rundt på hælen og gik tilbage til Juno. Jeg har også brug for at sige farvel, sagde hans blik, imens han overrakte Ronia til den blonde mand, overbevist om, at Juno ville tage sig af pigebarnet med løvemanken.
Pax satte sig aldrig ned ved siden af Evlyn, men faldt i stedet ned på knæ overfor hende. Han betragtede hendes våde ansigt i et langt stykke tid i tavshed, hvorefter han pludselig mumlede: ”Hvis du fortalte mig, at det var sikkert at hoppe ud fra klippeafsats, så ville jeg gøre det uden at tøve. Så meget tiltro… så meget stoler jeg på dig.” Pax sank en besværet klump men hans blik veg på intet tidspunkt fra Evlyns. Faktisk… faktisk blev hans blik kun mere og mere beslutsomt. ”Og du må gerne rende afsted og slikke dine sår et andet sted end her. Det holder jeg ikke op imod dig. Men hvis du tror, at det er sidste gang vi snakker sammen, så er du seriøst dummere end snot. Vi er familie, og vi behøver ikke dele seng for at blive ved med at være det. Vi var så meget mere end bare… kærester.” 

Evlyn betragtede hvordan den lille pige kom gående tøvende hen mod hende, det var tydeligt hun ikke vidste eller forstod hvad det var der foregik. Så med rystende hænder rakte hun frem og hæv Ronia op i sin favn. ”Det her er ikke et farvel Ronia” mumlede hun forsigtigt og lagde hendes næse mød det uregerlige hår og lukkede øjnene, armene knugede hende ind til sig. Men tårene kom først da tøvende små børnearme lagde sig omkring hendes hals, det stak voldsomt i hendes hals som hun snøftede og sådan sad de et stykke tid, uden at gøre noget. Efter noget tid trak Evlyn sig væk, og lod tommelfingrene glide hen over Ronias buttede æblekinder. ”Jeg vil aldrig være længere væk end et kald lille vipsstjert – men mit arbejde kalder på mig et andet sted, så jeg bliver nødt til at tage væk for en stund, og jeg ved ikke hvor længe der går inden jeg kommer igen.” – ”Hvorfor kan du ikke blive her?” kom der forsigtigt, og Evlyn pressede sine læber mod Ronias pande. ”Nogle gange så ændre tingene sig, også bliver man nødt til at gå en ny vej for at komme hen til det mål. Den vej tager mig lige nu til Azurien.” det virkede som om hun begyndte at tænke over tingene, inden de store brune øjne kiggede på hende igen og nikkede lige så stille. Igen krammede de, inden at Pax kom og tog Ronia ud af hendes arme og gav hende over til Juno.

De ord der nu forlod Pax læber, som hun kiggede ind i hans øjne da hans siddende skikkelse stadig var nogenlunde lige så høj som hende i stolen. Maven trak sig sammen og tåre begyndte igen at falde ned ad hendes kinder, familie, det var nemt for ham at sige nu.
Hun sank den voldsomme klump der gjorde at ord ikke kunne forlade hende, og hun vente blikket væk fra hans beslutsomme øjne. ”Det er ikke så nemt Pax” sagde hun endelig og lod håndryggen glide hen over hendes næse. ”Måske svigter familie, og måske er det noget vi alle skal lære. Men du havde to kærligheder du kunne skabe en familie med, jeg havde ingen – før jeg fandt dig. Så at mene jeg skal slikke mine sår, om det er her eller et andet sted, er ikke retfærdigt at sige” kom der endelig, mens hendes fingre prøvede at fjerne de stadig faldende tåre. ”Og ja, vi var - var meget mere end bare” hendes næseryg rynkede sig over ordet kærester. ”Vi skulle giftes – du snakkede om familie, om hvad vi kunne være ud over det vi var. Men fra den ene dag til den anden, var dit sind ikke længere hos mig, dine forhåbninger og dine drømme var ikke længere dem du havde fortalt mig. Du trak dig væk fra mig, inden du overhoved valgte at tage af sted. Det er ikke bare sår der skal slikkes Pax, det er en hel verden der skal ændres for mig” hviskede hun hæst, der var ingen vrede at spore hos Evlyn. Det var for første gang hun snakkede af ren rå følelse, over sorgen hun følte. ”Min største kærlighed, elsker en anden – og skal til skabe en familie, hvor jeg kan være en del af den… på sidelinjen - det handler ikke længere om hvor meget vi stoler på hinanden, hvilken tiltro vi har.. det handler om hvor ødelagt jeg er.” hviskede hun så endelig, og kiggede på ham og lod håndryggen gnide hen over næsen der snøftede voldsomt. ”Jeg føler at alt jeg har gjort, alt det gode jeg prøvede at skabe var ikke godt nok. Så hvad har jeg så tilbage? Andet end at prøve at skrabe mig selv sammen, og prøve at få det igen jeg håbede jeg kunne få med dig?”

Junos følelse af at han ikke burde være der voksede kun, som han hørte Ronia og Eve tage afsked. Hvis ikke Pax havde fortalt ham, at han var glad for at have ham der, ville Juno allerede have været ude af døren. Det var for intimt, men for Pax's skyld skjulte han sit ubehag, hvilket kom ham til gode, da Pax rakte ham Ronia, efter hun havde taget afsked med sin moderfigur. 
Juno strøg hende distræt over ryggen og forsøgte at lukke af fra, hvad de to mennesker sagde til hinanden. 
Alligevel bemærkede han, hvordan de havde samme reaktion til ordet 'kæreste'. Hvordan ingen af dem ville sige det eller stå ved det, eller indsnævre deres forhold til det, og Juno mindede, hvor svært det havde været at få Pax til at erklære dem kæreste, fordi ordet betød noget for Juno, og endnu en gang følte han, at han havde ødelagt noget han ikke skulle have blandet sig i. 

Han ville have Pax og han ville kæmpe for ham med næb og kløer, men fortjente han ham?
Juno sank en klump og fortalte sig selv, at han og Pax også var så meget mere end kærester, men det var bare endnu en samtale han ikke skulle have hørt, og han begyndte at fortryde at han havde en kæreste der var så åben og ærlig. I dette tilfælde ville det have været så meget nemmere at være uvidende. 

Pax lyttede til Evlyn men kunne ikke hævde, at han forstod til fulde. Hvorfra han stod, var Evlyn ikke ødelagt. Langt snarere var hun fri, fri til at finde en, der gjorde det for hende, som Juno gjorde for ham. Pax kunne aldrig blive til andet eller mere end en bandage om Evlyns blødende hjerte. Han var ikke i stand til at redde hende og deres måneder sammen havde bevist, at hans kærlighed til hende ikke var nok.
Ej heller kunne nogen hævde, at Evlyn ikke havde ret. Han var forsvundet i samme øjeblik, at Juno ikke længere var en død men levende, langt borte fra ham. Og det havde været hans valg. Han havde truffet det uden at bringe hende med sig, for hvordan kunne han andet? Hvordan kunne Pax gøre andet? Ville hudløs ærlighed virkelig have været bedre? Måske. Des mere Evlyn forklarede, des mere overbevist blev Pax om, at netop det var tilfældet.
Desuden... hvilken familie var det præcis, at han nu skulle skabe med Juno i stedet? Hvad var det, hun følte sig snydt for og som hun havde kæmpet så hårdt for, at det var blevet til hendes eneste formål?
Pax betragtede Evlyn for et langt øjeblik før, at han omsider rømmede sig.
"Du er rodløs", mumlede han, hvorefter han nikkede langsomt, næsten som for at få hende til at bekræfte hans påstand. "Og jeg tror, at du tager fejl. Du behøver ikke skabe din egen familie. Du har en allerede. Domino, Faith, din søster... os. Flokken." Pax tav, ikke interesseret i at forelæse for hende, hvad hun skulle gøre og ikke. Ifølge Pax var Evlyn dog blind for alt det, hun allerede havde. Og måske vigtigst af alt, hvad hun egentlig manglede.
"Jeg vil aldrig være i stand til at... gøre dig glad. Selv med børn, et hus... jeg har det ikke i mig. Og jeg kan heller ikke påstå, at jeg føler samme ensomhed, som du gør. Før Juno, før dig... det var aldrig noget, jeg bemærkede. Måske... travlhed men..." Pax trak lidt på den ene skulder, men rømmede sig derefter hastigt for at fortsætte.
"Du skal nok finde dit mål. Dit sted. Der hvor du hører til. Og Eve... det har aldrig handlet om dig. Hvorfor... hvorfor jeg tog afsted efter Juno havde aldrig noget med dig at gøre. Jeg siger ikke, at det ikke havde konsekvenser for dig, for det havde det men det handlede aldrig om dig. Du er helt... perfekt."

Hun lyttede til hvad han havde at sige, desto mere han sagde desto mere ondt gjorde det også Fordi nu sagde han farvel, et endegyldigt farvel. Selvom han stadig mente de kunne være familie efter det her, og hun allerede havde en familie.
Hendes fingre lagde sig mod hans kind som han sagde han aldrig ville kunne gøre hende glad, hvordan han kunne tro det forstod hun ikke. Var det hendes skyld for ikke at fortælle, hvor glad han havde gjort hende hvor meget hun elskede ham?
”Alt du havde gjort op til, alt det som du gør, gør mig stolt og glad – jeg elsker dig mere end jeg nogle gange kan bære, og jeg ville have gået gennem ild for dig, for bare at vide du var her – med mig, det var nok. Selv da vi var flere mil fra hinanden, vidste jeg du ventede på mig derhjemme. Det der gjorde mig så ked af det, var du aldrig var ærlig med mig. Du sagde til mig inden du gik, du valgte mig at du altid ville være her. Det var som om, alt du gjorde, var at være bange for den glæde vi kunne have fået, og aldrig gav dig, mig eller os en redelig chance for at komme dertil. Sådan så jeg det, men vi gav aldrig hinanden chance for at snakke ærligt omkring det –” hun faldt ned på knæ foran ham og lagde sin pande mod hans skuldre. Hendes hånd fandt hans hjerte inden hun pressede blidt mod det. ”jeg savner dig så meget Pax, så forfærdelig meget” hulkede hun, og anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Han havde åbnet op for hendes sårbare side, og nu vidste hun ikke helt hvordan hun skulle stoppe det igen.  

Paxs hjerte knustes i utallige stykker, des mere Evlyn talte. Ordene gav nemlig unægtelig mere mening for ham da, og Pax begyndte at forstå, hvad han havde gjort. Før havde det være en forestilling eller måske snarere… en benægtelse. Evlyns hulkende erkendelse, hendes rækken ud kunne dog ikke skjules, hverken for ham selv, Ronia eller Juno.
Det havde været så nemt før. Vreden var trods alt… genkendelig. Vrede og trods var, for Pax, en gammel ven og det, der havde forårsaget, at han havde overlevet dagene efter sin forsvinden og drabet på hans mor. Og måske det også var det, der adskilte ham fra Evlyn i det øjeblik. Måske hun ikke længere havde den i sig. Måske hun snarere levede på håb.
Pax lagde sine arme omkring Evlyns spinkle skikkelse og hev hende indtil sig. Han knugede om hende, lod ingen luft eller afstand indfinde sig imellem dem, og lagde sin ene kind mod hendes blonde krøller. ”Jeg savner også dig. Hver dag. Hele tiden”, mumlede han tilbage, velvidende hvad hans ord måtte forårsage i Juno også.
Sandheden var dog mere end det, Pax gav udtryk for. Den var så nuanceret, så farverig at han ikke længere anede, hvordan den i grunden så ud – for han savnede Evlyn, men som Evlyn havde været. Han savnede deres tid sammen, der havde været let. Var det ikke netop det, der havde lokket ham i Junos retning? Den blonde mands lethed og lys? Med Juno kunne Pax grine og det kom i små, tilsyneladende tilfældige glimt af lys, og tog Pax på sengen. Det var… rart. Også selvom at letheden ikke altid var nem. Hvor ofte havde Juno og ham selv ikke skændtes, så taget havde rystet? Hvor ofte havde Juno ikke formået, at forstå Pax, hans handlinger og tankegang, som Evlyn derimod havde opfanget fuldstændig instinktivt og naturligt?
Hvordan var det muligt, at hans sjæl kunne spejles i to mennesker? Hvordan var det muligt, at hans hjerte kunne banke for to? Kunne Pax virkelig, efter alt han havde oplevet i sine syvogtyve år, have så meget kærlighed at give?
Og hvor var han i grunden… heldig.
Pax lagde sine hænder omkring Evlyns ansigt og tvang hende blidt til at se på ham. Hans egne øjne var våde, hans hjerte bristet til et punkt, hvor det ikke kunne repareres, til trods for den dybfølte taknemmelighed, han også følte.
”Tak for at redde mit liv alle de fucking… millioner af gange, du har formået det”, mumlede Pax lavmælt, hvorefter han tabte pusten i et lige dele moret og tomt fnys. Hans blik veg ikke fra Evlyns eget, som forsøgte han at memorere alle hendes særegne træk. Alt det, der gjorde hende til… Evlyn. ”Jeg har din ryg altid. Jeg vil finde en løsning. Ingen dæmon kommer til at eje dig igen. Og hvis du en dag vender tilbage, og jeg stadig eksisterer, så har du mig. Så har du os.” Pax bøjede sig frem og kyssede Evlyns kind, hvorefter han rejste sig, hans hænder glidende op langs hendes kinder, i takt med at han kom på benene.
Der var ikke mere, Pax da kunne gøre. Han havde ikke mere at tilbyde, for man kan ikke både være den, der sårer og den, der trøster, hvormed…
Hvormed Pax skridtede over til Ronia og Juno, og nikkede til dem. Ronia græd lydløse tårer og kunne ikke længere se på ham, ikke længere forene billedet af Helten, der havde reddet hende med den mand, der nu forlod Evlyn grædende på gulvet.
Og Pax vidste det. Han vidste, at noget indeni den lille pige, havde rykket sig fri af noget andet, og at hun aldrig helt ville stole på ham, som hun havde gjort før. Han vidste også, at der ikke var mere at gøre. Han havde valgt.

Hun sagde ikke mere og lyttede blot til det som Pax sagde, mens at tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun kunne ikke stoppe dem, også selvom hun ønskede hun kunne. For hun var ikke kun svag i øjnene for Pax, men også foran Juno og Ronia.
Hendes røde og hævede øjne betragtede Pax som han rejste sig op, og kiggede derefter hen mod de tre som der nu ville forlade hende. Maden hun havde forberedt, stod stadig ude i køkkenet, det som der havde virket til at være en ganske fin formiddag, blev pludselig hendes værste mareridt.
Hun krøllede sig sammen som en kugle i håb om det kunne skærme hende fra at føle sig så alene som hun gjorde. Men det virkede ikke som om det hjalp synderligt på følelsen.

Det var tydeligt at høre på hende hun virkelig forsøgte at stoppe med at græde, hvilket kun udløste en mere voldsom hulken hun ikke længere kunne styre. hun havde sagt det hele – sagt hun havde savnet hende. Men han gik igen, følelsen af hans varme der forlod hende, var så voldsomme at hun begyndte at ryste, som frøs hun ude i sneen en kold december måned.

Selvom Juno på alle niveauer vidste, at han, hvis han skulle vinde Pax over til sig igen, ikke kunne gøre det ved at myrde Evelyn foran ham, så var der noget grimt og forfærdeligt i ham, som gav ham lyst til at løse deres problem på dén måde, da hun hulkende indrømmede at hun savnede ham. Hendes gråd, hendes oprigtige hjertesorg, hendes ærlige ord; det var for meget for ham og i stedet for at reagere med sympati, blev hans tanker grimme, som de aldrig havde været det før.

Det var frygt, der fik ham til at tænke sådan. Han ville begå mord, før han ville miste Pax, men på hans arm hikkede Ronia, og Juno blev hevet ud af sine tanker, for i stedet at tørre hendes tårer væk og hoppe hende op og ned på sin arm, for at distrahere hende, lige så meget som sig selv, for de næste ord, der hvert og ét ramte ham i hjertet. 
Det lykkedes ham dog, for det meste, at undlade at græde, med undtagelse af et hulk, der satte sig fast i halsen på ham, da han hørte Pax sige, at han savner Evelyn hver dag. 
Junos kinder og øjne var dog begge tørre, da Pax rejste sig op og kom hen til dem, og han åndede lettet op da han kunne tage hans hånd og med et blik mod døren indikere, hvordan de kunne give Evelyn fred til at få sin sorg under kontrol. Dette var trods alt ikke Ulvens eneste hjem og Juno havde længtes efter at stikke af fra det, fra det øjeblik han var trådt ind i det.