Det var alt for tidligt, at lade som om at alt bare var okay og til at smile og grine dumt af. Alt for tidligt, og slet ikke berettiget. Det havde været et øjebliks svaghed da han ikke havde fjernet Fabian's hånd, og selvom det ikke var retfærdigt at han afskar samtalen på den måde - hun var jo kun lige akkurat begyndt at åbne op, og det måtte unægteligt være fantastisk at kunne snakke med nogle om det - jah så gjorde han det uden den store fortrydelse. 
Da han fulgte hendes hastige gang ud af værelset, kom der ikke mange ord over læberne. Han havde ikke mere at sige lige nu, det var ikke det rigtige tidspunkt at lade letheden farve ens stemme blid, eller latter mildne det afstandstagene udtryk i de blå øjne. 
Der sad for meget anspændthed over hele den her episode, tilbage i hans skuldre. Og den gjorde svært at være positivt stemt overfor forandring; Aldamar var ligeså tavs som graven imens de bevægede sig udenfor i den friske natteluft, og ville nok have været det hele vejen hjem, om Fabian ikke med det samme havde brudt stilheden. 

Den uhensigtmæssige lille skid. At han troede at han bare kunne drille eller smile det væk - vidste han overhovedet hvad han havde gjort derinde? 
Aldamar's øjne gled i et ryk tilbage, og han ventede nogle lange, ulidelige sekunder imens de gik væk fra døren, for at være sikker på at han var udenfor hørrevidde af potentielle snagende tjenere. Og selv der, var det svært ikke at bare holde sig til tavsheden - det ville være så meget nemmere, end at lade den galde han følte presse på, få plads. Det kunne ikke undgåes, at vreden og skuffelsen var til at føle i hans stemme da han talte - "Fabian" kom det køligt fra ham. 
Han vidste ikke hvor de var på vej hen - han vidste ikke engang hvor det ville være smart at tage hen, men lod bare benene gå afsted for at få varmen og for at få luft til hovedet. Og gav ham lige noget tid og plads til at tale ud på, hvis han havde noget han havde lyst til at sige. 
Fordi Aldamar havde en del, men nægtede at gå skridtet hen og begynde at buse ud omkring det. Han burde have vidst at det ikke var okay, det han gjorde derinde. Og et eller andet sted, håbede fyrstesønnen at han selv kunne se hvorfor. 

Den kølige natteluft var ingenting i forhold til Aldamars kølige facade overfor ham. Til dels noget han nok fortjente, men alligevel var der en lille del der fandt det uretfærdigt, selvom han godt vidste hvordan Aldamar var.
Han lod sig følge efter Aldamar, helt bevidst om at lade Aldamar vælge vejen, også selvom de måske ville ende med at bryde op, inden de kom til en reel destination.

Ordene han ville sige var dog noget sværere at få ud, især fordi det føltes som om at Aldamar ikke var villig til at snakke, men det var ikke noget han kunne skubbe mere end Aldamar var villig til, ikke i dag. Han havde allerede skubbet mere end han egentlig havde lov til.
”Vil du...” han tøvede lidt. ”Snakke om det?” Det var næppe et emnet beregnet til åben gade, men Fabian havde behov for at vide hvor han stod. Men havde det været få måneder, ja næsten uger inden, så havde han ikke været ligeså villig til faktisk at tage snakken med Aldamar.

Desværre ville denne her samtale ikke komme til at være helt nem, for en ting var at vide hvad man havde gjort, var at gå over grænsen, men noget andet var den viden om, at det skulle gøres, og at man ikke fortrød det. Det havde været det bedste for Adena og Aldamar endelig at få renset luften omkring det, selvom Fabian ikke ville have presset det hvis han ikke havde siddet i rummet. 

De mørke lederstøvler klikkede i genlød imod det hårde underlag under dem, som at de begge stødt fik bevæget sig videre i den mørklagte gade. Hvis man ikke kendte ham bedre end hans titel, var Aldamar's stilhed i og for sig af den kostbare slags, hvor at han til stadighed ventede på at Fabian indrømmede - eller bare i det mindste prøvede at indrømme og vise en grad af den selvindsigt som fyrstesønnen forventede. Men det handlede nok mere om principper. 
Og sikke et tidspunkt at spørge, nu hvor at de var væk fra andre, og nu hvor at der ikke længere var nogle til at lytte med. Aldamar's øjne glimtede i de få gadelamper, men det var ikke af latter. Sikke et tidspunkt faktisk at stille et spørgsmål, faktisk bruge sin fornemmelse for stemningen i luften - om han ville snakke om det? 

Det var ikke ofte at hænderne røg i lommen på Arysprinsen - det var... en noget slasket holdning at gå med, at udstråle og at have til tingene. Men holdninger kunne jo være ligemeget, principper var jo ligemeget, og Aldamar gav en tør og utrolig kort latter fra sig derpå, idet at han lænede sig en anelse tilbage, og kiggede op i luften over dem, fremfor Fabian. "Om jeg vil?" Aldamar kiggede endelig sidelæns hen på ham. "Spørger du virkelig hvad jeg vil, nu?" 
En spydighed
 der talte for sig selv - det kunne jo være lige meget om han ville eller ikke ville. 

Det var svært ikke selv at føle et stik af vrede, som Aldamar fuldstændig affejede ham, og det faktum at Fabian forsøgte at tage hensyn til hvad Aldamar ville. Hvis Aldamar havde behov for at køle af alene, så ville Fabian give ham det, eller hvis han hellere ville have at de snakkede om det, så var han villig til det.
Derfor var det også en tydelig irritation der kom op i Fabians øjne over svaret. De kunne sagtens stå her og lave spydige bemærkninger af hinanden lige nu, men det vidste de begge to godt at de ikke kunne komme nogen vegne med. Den forbandede prins og hans stolthed.

Fabians blik gled dog ikke væk, men forblev dog på Aldamar. ”Du giver mig ikke specielt meget at gå ud fra, og dine spydige kommentarer hjælper virkelig ikke på det,” sagde han køligt. Han blev bare ikke ligeså opfarende i deres skænderier mere, men han gad virkelig heller ikke at Aldamar vadede rundt på ham som det passede ham. ”Men hvis det er dit eneste svar, så vil der nok alligevel ikke komme noget ud af at vi snakker om det.” Fabian havde ikke lyst til at ende aftenen på en dårlig stemning, men han var allerede frustreret over den tidligere situation, og selv skøgen havde alligevel en hvis mængde lort han gad at høre på, på en pågældende dag, inden det blev for meget. 

En uimponeret lille lyd kom fra ham ved de ord, og Aldamar mumlede noget uhørligt og helt sikkert også uhøfligt for sig selv, da han hørte Fabian falde ind i selvsamme stædige spydighed, som han selv vidste gennemvædede hans egne sætninger. Forskellen var bare at han - i hvert fald i sin eget selvretfærdige sind - følte sig berettiget til det. For en gangs skyld havde han ikke været den primære faktor i en diskussion, så næsvished havde intet plads i den her samtale.  
Desuden, ville han gerne at han selv bød ind med hvad der kunne være værd at snakke om fremfor at Aldamar endnu engang skulle være den der skubbede det ubehagelige frem i samtalen. Han var træt af at være skurken i Adena, men også Fabian's verden. Den højrøvede prins, det skabte en scene fordi at han kunne. Fordi at han følte sig 'trådt på'.
Nej, hvis han ikke selv kunne se det, var det tydeligvis kun  Aldamar der havde et problem, og så ville samtalen - eller hvad han nu end ledte efter - alligevel være irrelevant. Og det var skuffende.   

Aldamar's blik mødte hans, et utilfreds klik med tungen folk følge. "Du kan bare ikke se hvornår du er for meget, kan du? Du skal få mig til at sætte ord på det" fyrstesønnens hænder røg næsen opgivende ud af lommen for at slå ud omkring sig, og han stoppede op.  "Du har virkelig ingen idé om hvad der var forkert derinde? Eller har du en idé, men er ikke villig til at undskylde for det?" Noget helt andet var hvis han ikke ville krybe til korset og sige at det havde været over stregen. 
Han burde ikke bede om en undskyldning for hvad der var sket, den burde komme automatisk.
Det var i hvert fald hvad han stædigt sagde sig selv.  

De to af dem snakkede forbi hinanden, det kunne selv Fabian halvt se, men Aldamar var bare så god til at komme under hans hud, at det ikke var nemt bare lige at tage en dyb indånding og sige afdæmpet hvad problemet havde været med Aldamars reaktion. Fabian kunne godt se sine fejltagelser i øjnene, og til tider vide når han gik over stregen, men hvad han følte han skulle undskylde for, var nok ikke det samme som Aldamar mente han skulle undskylde for.

”Det her er præcist grunden til at jeg spurgte om du ville!” udbrød Fabian, og stoppede også frustreret op da Aldamar gjorde. Han havde ikke lyst til at lave en scene på åben gade, men Aldamar gjorde det lidt svært for ham lige nu. ”Hvis du skal stå og beskylde for ting, som jeg hverken mener eller siger, så er der ingen mening i at forsøge at forklare mig selv!” Forklare om hvorfor han gjorde det, om hvordan han kendte Adena, sågar alt hvad der havde foregået mellem ham og Adena, hvis Aldamar ønskede at vide det.
Det ville måske være bedre for dem begge at køle af, selvom Fabian et sted godt kunne mærke at han var bange for at Aldamar bare ville lave forsvindingsnummeret igen, som han havde gjort sidst det var gået helt galt mellem dem. En tanke der fik hans hjerte til at slå lidt hårdere, som stressen og nervøsiteten over det aspekt ramte ham. Han havde ikke lyst til at give afkald på manden foran ham. 

Aldamar hvæsede indvendigt da han hørte hvordan han begyndte at hæve sin stemme, og selvom det ikke fik lov til at trække det blege ansigt op, i hæslige linjer af den vrede han vidste pressede mere og mere på, gav han i den grad sig selv lov til at ærgrer sig. Han havde også været en tåbe, når han troede Fabian kunne regne ud hvor delikate spilleregler der var i det her, han havde været naiv i sin tiltro til den andens ansvarsfølelse og tiltro til Aldamar selv. Fordi han ville tidsnok være kommet til sin egen pointe med Adena, hvis den spade af en mand ikke havde skulle mase hvad han mente var bedst, igennem.  

Aldamar's læber var presset sammen, øjenbrynene knyttet og øjnene mørke - hele hans udtryk vidnede om hvor meget han anstrengte sig for ikke at følge trop, og matche hans stemmeleje i sine frustrerede råben. 
Han krydsede armene, håndflader vendt nedad og trak dem i et ryk fra hinanden da han talte - nej, det var ikke sådan det var.  
"Det er lige præcis grund til at forklare sig! Så fortæl mig endelig, hvad mente du,  hvis jeg er så zalans dårlig til at aflæse dig. Men husk at hvad du gør, taler højere end hvad du siger... Og hvad du gjorde derinde, og er så stjernemeget imod at gøre lige nu.." 
En sætning han nægtede at færdiggøre for ham, da muligheden selvfølgelig skulle være åben for at han, Aldamar tog fejl. Igen, åbenbart. 
Fordi hvad havde Fabian så ment, ved at modsætte ham så offentligt og direkte, hvis det ikke havde været fordi at han følte at han måtte? Og hvorfor lægge den over på ham, at bede om en undskyldning, fremfor at den bare kom? Han kunne ikke se det, og fikserede stadigvæk på den del af diskussionen, fordi dét var grunden til at han var vred.  

Endelig gled Fabians øjne fra Aldamar, og så ud mod mørket omkring dem, og de virkede søgende, da de også prøvede at se om de faktisk var alene herude på gaden. Det var en privat samtale, og han ønskede ikke at nogen skulle overhøre dem, det var trods alt ikke som dengang på Diamanstræde, hvor Aldamar bare var forsvundet fra ham.
Da han var sikker, så gled de også tilbage på Aldamar, og i mellemtiden, havde han alligevel fået lidt mere kontrol over sin vejrtrækning og frustration med manden der var ved at eksplodere foran ham.

”Jeg kunne ikke holde ud at se på,” var svaret endelig, lidt mere afmålt, men vreden blussede stadig i øjnene. ”Og havde du været enhver anden, så var jeg skredet inden det i det hele taget var gået så vidt!” Men han havde ikke kunne gøre det, ikke når det var Aldamar. Han blev altid draget ind af den anden, og det blev altid så meget mere kompliceret end han ønskede. Hvis han havde været klogere, så var han bukket ud, da Aldamar havde givet ham muligheden. ”Så undskyld at jeg var for meget og blandede mig i noget, som jeg ikke skulle, men jeg kan ikke bare se passivt på, når...” Ordene døde lidt ud i hans mund, og han måtte sluge lidt spyt for i det hele taget at forsætte, selvom det var mere lavmælt. ”Ikke når du er involveret og jeg ved at jeg kan gøre noget ved det.” Selvfølgelig havde han været klar over at Aldamar ville blive vred, men det var altid umuligt at vide hvor meget. Han ville trods alt også have været ligeså rasende som Aldamar, hvis nogen forsøgte at blande sig i hans liv på den måde, men desværre var de rationelle tanker ikke altid forrest i Fabians hjerne når han var omkring fyrstesønnen.
Han var ikke engang sikker på at det var en ordentlig forklaring, men han havde nok i sit stille sind håbet på at de ville kunne snakke om det, i et mere roligt tonefald.

Han havde vidst at noget af forhamelsen ville forsvinde naturligt så snart noget der mindede om en undskyldning kom på bordet, og han tog tavst men lyttende imod den, da han endelig begyndte at præsentere den. Og han måtte indrømme, at det kom en anelse bag på ham hvilken retning forklaringen tog. Fordi... han kunne ikke holde ud at se på? Aldamar's blik flakkede kortvarigt sidelæns imens at tankerne om hvad dét betød fik hans vrede til at vakle en anelse, omend at at den ikke forsvandt. Den dæmpedes dog en del, og han nikkede langsomt. 
Fordi den vinkel kunne han godt forstå. Det var svært ikke at blande sig, hvis man mente det bedste med det.

Men det gjorde det ikke okay - det var slet ikke en plads han kunne tage, og hvis han skulle, skulle det ikke sætte Aldamar's egen stolthed eller agenda over styr. Han var ikke et stort nok menneske til at rumme sådan nogle træk. 
De nedadvendte håndflader knyttedes dog, og Aldamar trak vejret en anelse dybere og mere fattet, mere... motiveret til at finde en løsning, end for blot for sekunder siden; det krævede sin del ikke at bare sige tak for den undskyldning, kalde det en aften og komme videre til noget mindre galdeprovokerende. Men han vidste på den insiterende nagen i udkanten af hans irritation, at det ikke kunne glides over så let. 
"Det var ikke kun at du blandede dig" Aldamar's egne øjne flakkede også momentært omkring for at sikre sig at der ikke var nogen, inden at han forsatte. "Du... du ignorerede fuldstændig hvad jeg sagde. Nu var det Adena vi sad overfor, men hvordan med næste gang? Det for mig til at fremstå latterlig, Fabian. De færreste jeg kender, går imod en så direkte ordre - som det i og for sig var. Og jeg har ikke råd til at fremstå latterlig foran fremmede, lige meget hvor godt du kender dem" at de så ikke kendte hinanden så godt som han stadigvæk troede, var underordnet. Aldamar 
Han kunne ikke impulsreagere sådan, selvom det var ret så dobbeltmoralsk sagt - og det vidste han endda godt. 

Det var svært for Fabian fysisk at holde sig tilbage fra Aldamar lige nu. Han havde lyst til at røre ham og forsikre ham, og den bedste måde han kendte på, var at gøre det fysisk. Ordene havde aldrig rigtig været i hans magt, ikke når tingene blev sårbare og svære. Det ville næppe komme som en overraskelse for nogen i hvert fald.
Hans hånd var dermed også på vej op til Aldamar, men han stoppede sig selv, og lod den falde tilbage. Halvt fordi han ikke var sikker på at Aldamar rent faktisk ønskede det, men ligeså meget fordi nogen kunne komme forbi i det her øjeblik. Det var bare så svært.

”Jeg...” startede han med et sige, men han havde intet forsvar til det og derfor blev sætningen også droppet igen. Det kom bag på ham med lige netop den vinkel, for selvom han godt vidste at han ikke kunne gå imod i mere formelle situationer, så havde han ret. Havde det her været enhver anden end Adena, som han havde valgt at blande sig i, så kunne tingene være gået langt værre. ”Det tænkte jeg ikke over,” var så endelig svaret. ”Undskyld.” Han kunne ikke ligefrem love at det ikke ville ske igen, selvom det virkede usandsynligt. Det her havde blot været en enkelt ting, hvor han bare vidste for meget. I de fleste situationer overlod han i forvejen alt snakken til Aldamar. ”Det er vel bare nemt at glemme at vi kommer fra forskellige verdener.” Et forsigtigt lille smil brød lidt igennem på hans læber. Han mente nu hvad han sagde. Deres dynamik alene var bare så anderledes end hvordan den burde være omkring andre. En ting var når Fabian skulle foregive at være en anden, men når han bare var Fabian?... Han havde altid haft lidt af en tendens til at være afvisende overfor autoriteter.

Blikket fulgte hånden der kortvarigt hævede sig, og Aldamar tog sig selv i næsten at se i skjult og underliggende spændning, om han tog springet og gjorde det, eller holdt sig til de regler han havde en tendens til at sætte op, og lod værd. Da den så med et suk faldt tilbage, stod han tilbage med en følelse han ikke helt kunne sætte en finger på - han havde næsten håbet at han bare havde gjort det. Men forstod godt hvorfor han lod værd. 
Han virkede dog til at lytte, og Aldamar nikkede som endnu en undskyldning faldt, en begyndende varme et ellers ret så koldt sted i sin krop, der spredte sig ved de flygtige hjerteslag. At han ikke prøvede at bortforklare det var godt. At han ikke prøvede at undskylde sig selv i forhold til det var mindst ligeså godt; det forsigtige smil blev mødt af en sitren i den ene mundvig som han kortvarigt lige stod og bare betragtede ham i det flakkende aftenlys omkring dem, skabt af gadelamper og dansende skygger. 

Da det gik op for Arysprinsen at han havde været tavs i godt 5 sekunder, rømmede han sig en anelse hastigt, og kiggede væk. "Det er det". 

Aldamar sparkede en sten på vejen væk, og lod dens klikkende ekko kaste sig imod stilheden inden at han endelig kiggede op, for at orinere sig om hvor at de var stoppet op henne. Stadigvæk i den finere del af Dianthos, han mente at han havde været her før. Et blik imod et vejskilt - Kronvejen - og Aldamar nikkede mere beslutsomt imod venstre, da han... nogenlunde kunne slå fast hvor de var, nu. Og også hvor at han personligt gerne ville hen ovenpå alt det her, det havde trods alt været en lang aften. 
"Jeg... hvor er du på vej hen, for i aften?" blikket gled tilbage imod Fabian, ikke helt sikker på hvorvidt han ville med, eller selv skulle videre - en tøven der gjorde at hans hænder blev en anelse mere svedige end før. 

Stilheden virkede lidt til at sænke sig over dem, som ingen af dem rigtig vidste hvordan de skulle gribe den næste del an. Fabian ikke sikker på at han var velkommen, mens Aldamar næsten virkede usikker på om Fabian var villig. Der havde kun været meget få gange hvor Fabian havde ønsket sig væk fra fyrstesønnen, selv efter et skænderi, og det her var næppe et af dem. Han havde behov for at røre ham og holde ham. Hviske søde ord i hans ører. Ikke at Fabian så sig selv som en romantiker, men oven på de sidste par timer, så havde han også selv behov for det.

Hans øjne forblev på Aldamar, selv da stenen ekkoede omkring dem, og smilet blev lidt bredere, selvom det stadig var forsigtigt. Han ønskede ikke at gøre Aldamar vred igen, og han var ikke helt sikker på hvor forsigtigt han måtte træde.
Han skrabede lidt i jorden under sin sko, hvilket også viste en vis nervøsitet omkring Fabian, ikke noget der plejede at være der. ”Det kommer an på dig,” sagde han, i et forsøgende kækt toneleje mod Aldamar, selvom det ikke helt kunne skjule nerverne om faktisk at blive afvist. Det vidnede vel blot noget om hvor intense følelserne havde været. Derfor pressede han heller ikke mere på faktisk at få lov til at bruge natten med Aldamar, hvis han ikke ønskede det.

Ligeså stille i det fjerne, var der begyndt at komme nogle syngende, fulde stemmer. Der ville stadig gå lidt inden de kom denne her vej, hvis de i det hele taget gjorde, men byen var ikke gået i stå, bare fordi de to af dem havde et øjeblik for sig selv. 

Aldamar skulle ikke tænke længe for at vide hvor han selv skulle hen - han skulle hjem, og når han kom derhen, skulle han i den grad nyde at der ikke var planer for morgendagen, og at han dermed kunne sove længe. Det skete efterhånden mere og mere sjældent. 
Så da det nogenlunde kækt kom tilbage at det afspejlede hans dovke aftenplaner, kunne han ikke lade værd med at smile en anelse mere tilfreds - så noget af aftenen var trods alt ikke faldet til jorden, kunne man fornemme på det fornøjede glimt der ikke kunne holdes igen. Om han vidste at det var der var ikke sikkert, måske var det ikke engang helt bevidst og derfor mere tydeligt end han nok selv vidste af.
Aldamar hørte stemmerne, men tog sig ikke at dem da han tog et sats og trøste tættere på for at gribe hans hånd. "Hjemad. Skal du med?" 

Turen hjem til palæet ville ikke tage alt for lang tid,  men det var stadigvæk en vej der gav den noget god gåtid at slå ihjel. Han vidste ikke engang var klokken var blevet siden at de havde forladt reier hjemmet, og gjorde heller ikke mine til at spørge de tilfældige de mødte på vejen, der ligeså godt kunne være på vej hjem, som på vej ud.  

Det var præcist det smil Fabian havde håbet på, og han kunne mærke noget af nervøsiteten og isen i maven forsvandt. Det føltes lidt uretfærdigt hvor meget magt Aldamar egentlig havde også hans humør, men lige nu, der kunne han ikke brokke sig, som Aldamar endelig var begyndt at ligne sig selv.
Hans blik flakkede ned mod hånden der blev taget, og så op til Aldamars øjne igen. Hans egne fingre flettes ind i Aldamars. ”Hvis du vil have mig,” svarede han, og hans eget ansigt afspejlede ligeså meget Aldamars glæde, som hans egen. Selv i tilfælde af at han skulle snige sig ud tidligt fra palæet, så var det ikke jordens undergang. Han ville i det mindste ikke skulle tage alene hjem til sin kolde lejlighed.

Stemmerne og de andre de mødte på deres vej var lige meget, og Fabian gav dem dårligt et blik, som deres vej lod til at tage dem hjem mod Aldamar. Fabian stadig i den brunhåret mands skikkelse, men han ville være ligeså hurtig til at droppe den, ligeså snart de var et mere privat sted.
Bare følelsen af Aldamars hånd i hans egen, fik dog det værste behov dæmpet. De havde dårlig rørt hinanden hele dagen, og hvis der var en ting Fabian var, så var det en meget fysisk person. 

Hvis du da vil have mig.  
Ord der ikke føles nødvendige at bekræfte yderligere, udover et lille klem imod hånden som de begav sig hjemad.  Når tankerne ikke kredsede om Fabian, endte de med at gå tilbage til Adena og han vidste... at han snart ville henvende sig til hende igen. Der var flere ting at tage fat om, og hele konkret, så vidste han at der måtte være flere spørgsmål som han skyldte hende rigtigt svar på. 
De havde bare ikke været til at give i aften, med alt det andet der havde været omkring dem. 

Først nu på vej hjem, kunne det første stik af dårlig samvittighed få plads til at melde sig på banen, da han unægteligt ville sove godt når han endelig lagde sig i seng, og hun... Jah på sin hastige flugt ud af rummet, sagtens kunne falde i et hul af hektiske tanker - noget der havde kunne undgås hvis han havde taget sig tiden og været mere imødekommende, fremfor blankt at afvise den tøvende udstrækning af venskab der var blevet givet, tilbage i hendes stue. 
Men det havde ikke været til at overskue der.  

Det ville dog komme. Det skulle komme, hvis det her skulle fungere, og et eller andet sted, så var det ikke noget han hellere ville end at få det til at fungere gnidningsfrit. For dem begge to.  
Når han havde taget fat i hende igen... ville han derefter tage fat i fyrstinden. Og så kunne det rigtige spil starte, på hvilke og hvorledes konsekvenserne ville falde for Athalstan, der havde gjort sit ypperste gøre at gøre hendes liv til et sortseende helvede. 
Og hun ville være midt i orkanens øje, den kommende fyrstinde af Arys.