Fabian havde ikke behov for nogen ord. De var ofte overfladiske og unødvendige. De gjorde ondt, og stak hvor det virkelig gjorde ondt, og i sidste ende mente folk dem sjældent. På den baggrund ville Aldamars evne være rar, så Fabian selv også kunne mærke en smule ærlighed i verdenen. Han havde kun den ærlighed han selv puttede ud i verdenen, og langt de fleste ønskede alligevel ikke at høre på den, det var nok derfor han i sidste ende havde så få.
Selvom han ikke havde behov for dem, så stoppede han dog ikke Aldamar i at tale, mens hans øjne blev på menneskemængden, ikke helt villig til at møde fyrstesønnens blik.

Et lille smil trak op i mundvigen. ”Du var noget af et syn, var du ikke?” sagde han. Han kunne godt se hvor Aldamar ville hen med det han var begyndt at snakke om. Der havde Aldamar også været udenfor sin egen komfort zone, ligesom Fabian var nu, men der var en ting som han ikke tænkte på, som var en af de essentielle dele af hvorfor Fabian egentlig havde problemet lige nu.
Han kiggede op, det lille smil forsvandt lidt, som han kiggede hudærligt mod Aldamar. ”Jeg vil ikke reflektere dårligt tilbage på dig.” Han vidste ikke om Aldamar forstod ordene, hentydningen eller alt det der lå bag det, men selvom det gjorde lidt ondt, og var skræmmende, så måtte han være ærlig. Han havde ikke lyst til at Aldamar skulle få problemer, fordi Fabian selv ikke kunne opføre sig pænt til et arrangement. Det havde aldrig været et problem hvordan Aldamar reflekterede på Fabians rygte på Svinet, men det her var anderledes. Aldamar skulle være fyrste en dag! 

Han fik - hvilket ikke var helt forventet, ikke lov til at tale færdigt. Tale ud, eller komme med sin afsluttede pointe. Selvom det havde været nok så tydeligt og lige til at gennemskue, hvor han ville hen med det, kunne intet have forberedt ham på de ord der afbrød hans egen lille latter, lige som han skulle til at formulere videre på sin sætning. Han ville ikke hvad? 
Ordende hang en anelse i luften, på samme måde som Aldamar's mund hang stivnet i sine begyndende ord, inden at den med et lille smæk blev klappet sammen. Mørkeblå øjne skiftede imellem en del følelser de efterfølgende sekunder - overraskelse, ufoståenhed, erkendelse og modstand - indtil at de faldt til jorden da han opdagede at han ikke helt vidste hvad han skulle sige. Reflektere dårligt på ham? At Fabian sagde de ord forekom helt urealistisk, da han aldrig havde talt ned om sit eget job eller sig selv. Tværtimod, havde det ofte virket som om at den blonde mand tog stolthed i sit erhverv, hvilket var noget han aldrig havde forstået, men altid respekteret. Altid været en anelse måbende overfor. 

Men i betydningen af hvad han sagde, var det som om at han pludselig satte ord på hvor stor forskel der reelt set var imellem dem - noget Aldamar havde kunne se stort på, da Fabian aldrig havde behandlet ham som en fyrstearving. Ikke før nu. Forbandet også. 
Læberne blev presset sammen til en smal streg, da han så absolut bare havde lyst til at sige 'så lad værd. Så lad værd med at reflekter dårligt på mig, hvis det er dét der nager dig. Men konflikten i de ord sagde sig selv - det ville være det samme som at sige til en ulv at den ikke måtte jage. 
Hvorfor fanden var han stoppet med at være ligeglad. Hvorfor lige nu. 

Aldamar svirvlede vinen fraværende, og betragtede dets skvulpende dans over det gennemsigtige glas. Stilhed der strakte sig i godt 1 minut, inden at han endelig åbnede munden. "Okay" et kortfattet svar, da han jo velsagtens hørte hvad han sagde, og ikke havde noget modsvar til hans 'konstatering'. Men det var dog ikke alt. 
Aldamar løftede glasset til læberne, men talte førhen at han drak, stemmen her en anelse mere... lavmælt. Overraskende rolig i sin nøgterne lyd, omend det ikke var ro man ville finde, havde han vendt blikket imod Fabian. Hvilket han ikke gjorde, endnu. "Hvornår er det blevet vigtigt for dig?" 
Det havde hele tiden været vigtigt for ham selv, men aldrig omvendt. Og det gjorde ham... underlig til mode, sådan som han fokuserede på den her vinkel nu. Underlig, og måske en anelse utryg for hvad der ville ske. 

Stilheden var forfærdelig for Fabian, men han nægtede at tage øjnene væk selvom han havde lyst. Han havde lyst til at sige at han bare lavede sjov, og grine, så de kunne gå tilbage til hvordan de var, men det var lidt som om at nu var det brudt. Han kunne ikke tage ordene tilbage, ikke rigtig, også selvom de ikke forklarede en brøkdel af hvad der foregik i ham.
Han var ved at give op, da Aldamar endelig åbnede munden og gav ham... næsten intet. Et okay. Det var ikke hvad han havde forventet, men han forstod måske også fyrstesønnens uvillighed til at snakke her, for ikke at nævne, at han måske bare syntes det var dumt at høre på.

Et suk undslap de mørke læber, og Fabian tog endelig blikket væk fra Aldamar igen. Hvis han ikke havde mere at sige, så var det vel det. Han skulle bare bruge et par minutter mere, og så kunne han sagtens tage ned og prøve at opføre sig som Sylvana Vynará.

Han gjorde sig klar til det, eller prøvede i hvert fald, men det virkede ikke til Aladmar alligevel havde ment at samtalen var ovre, selvom Fabian pludselig ønskede meget inderligt at den havde været det. Han kiggede mod Aldamar, kortvarigt, for den anden mand virkede ikke til at være villig til at se ham i øjnene.
Han gnavede lidt på sin underlæbe, og tog en tår af vinen. Måske lidt for at finde modet til faktisk at sige noget. ”Det ved jeg ikke...” ikke rigtig sandheden, og han vidste det også godt selv. ”Måske fra da vi snakkede med Rolf.” Tættere på sandheden i hvert fald. Det havde lidt slået ham i ansigtet fra det øjeblik af i hvert fald. Han havde dog også altid taget hensyn til at Aldamar ikke kunne tåle at blive set med ham. De små ting, som at ændre udseende for hans skyld, eller tage ham til et tilpas lille sted, hvor de ikke ville kende ham. Han havde aldrig regnet med at han ville tage forbi Arys palæet igen, blot fordi det nok ville skabe problemer for Aldamar. Det var små ting, men i sidste ende, var det vel også fordi at Aldamar ville være i problemer med at blive set med en skøge. 

Det var et forfærdeligt tidspunkt at spytte sådan nogle ord ud, da de - trods det simple i deres ærlighed - tvang ham til at reflektere videre over det. Han kunne ikke lade værd, han kunne ikke bare lade sådan en konstatering glide ud i rummet, eller le den af sig som en hurtig lille tanke der var blevet tænkt. Nej, det føltes som lidt... tungere ord end det, som kun blev bekræftet da en summende fornemmelse satte sine ubehagelige spor i fingerspidserne, og han sank noget af det spyt der formede sig i halsen. Han vidste det godt, men han talte uden om. Og det var aldrig et godt tegn når man talte udenom. 
Pludselig betød det mere end det skulle, nu hvor ordende var sagt højt. Både hvad han var, men også hvad Fabian var. Det havde som sådan altid været vigtigt for dem begge, men aldrig vigtigt nok til at blive italesat af Fabian - det havde kun været ham der ytrede den bekymring verbalt. Og den primære grund til at Aldamar, med vinglasset stilk snurrende imellem fingrene følte ubehag krybe nærmere -  ubehag lægge sig tungt over hans brystkasse... jah det var fornemmelsen af at der på et tidspunkt ville komme mere efter de ord. 

Hvorfor skulle han ellers sige det? 
Han ville ikke reflektere dårligt tilbage på ham... så derfor hvad? Så derfor ville han stoppe det? Kunne han stoppe det? Aldamar bandede mentalt af sig selv, selvfølgelig kunne han til hver en tid stoppe det og trække sig væk, nægte at have ham som kunde eller hvad han nu end ville beskrive det her som. Han behøvede jo heller ikke tage til sådan et arrangement som her til aften, han gjorde det fordi at han ville. Eller, det var i hvert fald hvad han havde sat sit naive lille håb til. 
Aldamar fugtede læberne og åbnede munden, inden hans tanker fik lov til at køre ham af sporet. "Aha" utroligt afhuggede sætninger han fik smidt ud, men det føltes lettere at være kortfattet og konkret, nu hvor Fabian valgte at være vag. "Så hvad betyder det; 'jeg vil ikke reflektere dårligt tilbage på dig', hvad betyder det for..." han slugte det sidste ord, og vendte et... afholdent blik tilbage imod Fabian. Distanceret, og ikke helt klar på hvilken effekt de ord han gruede kunne komme ud, ville have på ham. Lod han følelserne - irritationen, den gnavende bekymring og potentielle sorg, lurer i forgrunden, kunne han ikke garantere hvad der ville ske, og tvang dem derfor langt, langt tilbage lige nu. 

Måske skulle de bare lade det passere. Det plejede de at være ret gode til, og Aldamar så muligheden tillokkende foran sig - lige der! Men kendte også sig selv godt nok til at vide, at han ikke ville kunne lade det være. Han trivedes ikke i gråzoner. 

Fabian var sikker på at han kunne have gået resten af sit liv og aldrig rigtig talt om deres forskel i stand, i hvert fald ikke med bekymring. Den havde altid været klar mellem dem, men han var heller aldrig rigtig blevet konfronteret med den. For dem Aldamar brugte sit daglige liv med, havde ikke været der, og de få gange at Fabian havde smagt på det rige liv, der havde det været kortvarigt, og nærmest ingen andre havde været involveret.
Han ville lidt ønske, at han aldrig havde sagt ja til at komme i dag, men Aldamar gjorde det bare svært at sige nej. Ikke fordi han pressede på, men bare fordi han var... ham.

Hvis han bare fokuserede lidt på sit vinglas, så var det bankende hjerte ikke ligeså svært at leve med, men desværre kunne han ikke stå i stilhed for evigt, det vidste han vel også godt. Nu var Aldamar begyndt at grave. Lige nu måtte der gerne komme en forbi dem, men ingen virkede til at have lagt mærke til hvordan de stod og snakkede uforstyrret.

Han vidste ikke engang selv hvad han egentlig skulle sige. Der var intet svar der kunne beskrive hvad han havde ment. Måske mest fordi han ikke ønskede at tale om det. Hvis han ikke snakkede om det, så var det ikke sandt. En mulighed der blev mindre og mindre, hvilket også var grunden til at han ikke slog det hen som en vittighed, selvom han ønskede. Han havde også lyst til at bede Aldamar om resten af den sætning, men han lod vær. Han havde ikke lyst til at høre om det virkelig handlede om de to af dem. ”Det betyder hvad det lyder som,” sagde han endelig, men heldigvis stoppede det ikke der. ”Jeg har ikke lyst til at du kommer i problemer, fordi du hev mig med hertil, og jeg ikke kunne fremstå som vi ønskede.” For selvom ingen fandt ud af at Fabian var en skøge, så ville de nok stadig snakke om den kønne elver, som ikke havde kunne opføre sig ordentlig, og som Prins Aldamar havde taget med. 

Der var mange ting han havde lyst til at sige til den konstatering. Mange tanker og overvejelser han allerede havde gjort sig i løbet af de her par uger, hvor at han havde erkendt hvordan at det var nyttesløst for ham, at holde sig helt væk. Måden de var sammen på, var til dels også blevet mere vovet og grænserne for hvad der var tilladt - og ikke tilladt - var blevet udvandet. Så troede han virkelig, at Aldamar ikke selv havde overvejet hvilke... effekter hans selskab i en uheldig situation kunne have? Problemer var sådan et fint ord, da det ville handle om konsekvenser der ikke kun strakte sig til ham. Når Fabian tænkte på hvad der ville ske hvis han kom i problemer, tænkte Aldamar hvad der kunne falde af konsekvenser i hans familie. Selv var han tykhudet (og arrogant nok) til ikke at lade onde munde hakke ham ned, men hans beslutninger reflekterede desværre ikke kun tilbage på ham selv. 
Og alligevel valgte han stadigvæk at møde op til de aftaler de havde. Og når chancerne bød sig, rykke deres måde at være sammen på, et ekstra skridt i den ene eller anden retning. 

Så for ham handlede det ikke kun om, hvad det lød som. Han var ikke naiv overfor problemerne, og valgte at forsætte. Men Fabian havde alt... mulighed for at stoppe det, og han ville ikke kunne gøre andet end at acceptere det; en fremtidsudsigt der fik det til at klemme hårdere om hans hurtigtbankende hjerte. Nej. 
Hans øjne mødte Fabian's genkendelige - øjne der ikke kunne læbe fra at være hans, og han kæbe spændtes op idet at tænderne gned sig anspændt imod hinanden. "Lad mig formulere mig anderledes, så..." blikket flakkede om bagved ham hvor at skikkelser stadigvæk dovent og uanende bevægede sig omkring, mennesker der ikke vægtede de to af dem mange blikke lige nu. Endnu. 
"... så hvad har du tænkt dig at gøre ved det? Du har ikke lyst til... at det sker, så hvad... hvad har du tænkt dig at gøre?" Ville han gå? Var det dét eneste han ikke havde lyst til lige nu? Ville han blive og bide det i sig? Alle ord havde en konsekvens på sig; en handling bagved sig. 
Og Aldamar kunne ikke se hvilken af dem Fabian ville læne sig imod - han kunne lige vove på at begynde på en eller anden bizar, selvopofrende og martyrlignende gestus, nu. Hvad fanden skulle han bruge hans moralske dilemma til, lige nu. 
Det skulle have været for et par uger siden, skulle han have kunne trække sig uden Aldamar's hjerte sagde 'men'. 

Det var ikke Fabians plads til at bekymre sig om hvordan det ville reflektere tilbage på Aldamar. Det havde aldrig været hans plads eller pligt, men alligevel kunne han ikke lade vær med at forsøge at snige ind et sted han ikke hørte til. Ved Aldamars side, hvor barnligt, simpelt og næsten pinligt den tanke faktisk kunne være. Så meget for ikke at få følelser for en kunde. Så meget for ikke at have ubrugelige følelser.
Det var stadig ord han ikke følte han kunne sige højt, men selv Fabian kunne indse, at Aldamar nok efterhånden var begyndt at have en følelse for at Fabian ikke var så professionel som han ellers virkede.

Aldamars spørgsmål burde blive besvaret på en måde af Fabian. Han vidste det, og Aldamar vidste det nok også. Det eneste der kunne stoppe det her fra at ødelægge alt, var blot at stoppe det, men det var ikke de ord der fandt deres vej ud af Fabians mund. For en ting var hvad han vidste der burde ske, en anden ting var hvad han havde lyst til. En følelse der engang havde drevet ham til det erhverv som han nu havde, og som nu drev ham mod noget meget mere frygtindgydende. ”Det ved jeg ikke,” sagde han, og han mente hvert et ord. Der var ingen løsning på det her problem, som ville kunne tage højde for både hans bekymring, men også hans lyst.
Endnu et suk undslap ham. ”Jeg skal bare... bruge et par minutter mere, så kan vi godt gå tilbage ned,” sagde han, måske i en måde for at komme ud af samtalen, og måske også for at forsikre Aldamar, at han ikke bare ville løbe væk. I hvert fald ikke lige nu. Med mindre Aldamar følte at det var bedre at Fabian bare forlod selskabet nu. Det ville nok være en hårdere afvisning, end Fabian egentlig var klar på. 

'Det ved jeg ikke'
Både de værste og de bedste ord der kunne komme, da intet var besluttet, og det derfor stadigvæk kunne gå begge veje - både på godt og ondt. Det var ord der vidnede om en indre splittelse, men alene det at den fandtes, jah det  gav ham... bizart nok, en forunderlig form for håb og ro. Fordi om ikke andet, så var Fabian velsagtens gået sin vej nu, havde han haft lyst til det.. ikke? 
Den tanke gav ham som sagt mere ro, og med roen gled et tungt suk lig det Fabian præsenterede, over hans læber, og han lukkede øjnene idet at en hånd fandt vej til ansigtet, gned hans pande en anelse. Hvordan alting var blevet så besværligt, se det vidste han godt. 
Han havde fra starten vidst at det var en usikker sti at betræde - en der i sidste ende nok ville gre mere ondt end hvad godt var. Men han havde fulgt den, for de flygtende momenter af glæde Fabian bragte ham... og se nu. 

Bruge et par minutter mere, fyrstesønnen nikkede vagt ved den kommentar. Spørgsmålet var om han overhovedet selv ville kunne vende tilbage til overfladisk socialisering og hyggesnak efter den her bombe, og selv hvis han kunne, om han ville kunne gøre det uden at tjekke hvorvidt Fabian var okay, hvert eneste minut eller lille sekund. Han ville ikke nyde aftenen på nogen måde, og alene den tanke fik det til at spænde modvilligt i fyrstesønnens indre, der ikke med god samvittighed kunne be' ham om at gå igennem det. 
Så Aldamar trak hånden ned over den smalle streg af hans læber, inden at han nikkede for sig selv, endelig nået frem til noget der mindede om en beslutning på hvad der skulle ske. "Du... du behøver ikke gå tilbage ned. Hvis du kan finde vej til det lejede rum du mødte mig i, så skal du være velkommen til forlade selskabet" Aldamar's mumlen var lavmælt, og med en dyb vejrtrækning gled blikket ned på folkene under dem, inden at det fandt Fabian igen. Og så... smilede han faktisk. Skævt, vagt og ikke ligefrem muntert, men nok nærmere noget der lignede et forsikrende smil, han behøvede ikke føle sig forpligtet. "Jeg har nogle løse ender at binde sammen her... men jeg kan finde dig bagefter? Hvis du... hvis du altså vil det..." det ville ikke se godt ud hvis han forlod selskabet efter lige at være kommet, selvom det var hvad han egentlig helst ville. 
Men det skulle ikke stoppe Fabian, der ikke virkede tilpas, og nok heller ikke ville blive det, bare fordi de blev her længere. 

Fabian følte sig som et barn igen, hvordan kunne han ikke? Han satte følelser i klem igen, noget han havde håbet aldrig ville ske igen, men alligevel havde Aldamar formået at sætte sine små fingre i ham, og uanset hvor meget han havde lyst til at ignorere det, så havde han altid været bedre til at ignorere sit hoved, end sin krop.
Øjnene gled ned til glasset med vin. Det var næsten tømt efterhånden, ikke underligt. Det havde lidt været som en sutteflaske for ham, som de havde stået heroppe, men han kunne ikke drikke de svære følelser væk. Nej, det ville være dumt.

Heldigvis hev Aldamar ham ud af sine tanker igen, som han begyndte at snakke, og Fabian fandt forsigtigt hans øjne igen. Hans hjerte føltes næsten som om at det gik i stå. Var det afvisningen. Han stod blot og stirrede på Aldamar, et ulæseligt udtryk i ansigtet, og så smilede Aldamar og de mere forsikrende ord fulgte.
Han rystede lidt på hovedet, så de blonde lokker fløj om ham, og et lille smil på læberne blomstrede endelig frem. Han så ikke frem til den samtale der sikkert ville komme, men Aldamar ville ikke slippe så nemt for ham her.

”Jeg sagde jeg ville tage med dig, og så har jeg ikke i sinde at bakke ud før tid,” sagde han bestemt. Desuden, hvis planerne om at han skulle tage med til brylluppet stadig lå der, så havde han nok behov for øvelsen. Desuden, han kunne klare det meste, så hvorfor ikke et arrangement for adelen. Selvom han var bange for at træde forkert.
Han tog resten af glasset med vin og tømte det, før han rankede sig op, fra hans elles sammensunket skikkelse over gelænderet. 

En dump varme fulgte med hjerteslagende der faldt en anelse mere til ro, i takt med at Fabian lovede ikke at bakke ud, endnu. En varme der bød ham smile lettet, men samtidig også en der understregede at det her så slet ikke var overstået, og hvad end der havde ramt ham heroppe, det ville så bestemt blive bragt på bane af ham, igen. I andre omgivelser. 
I omgivelser hvor man ikke følte sig så fandens overvåget, og hvor han rigtigt kunne trække ham ind til sig, så hvad end der måtte komme ud af overraskende ord... i en bestemt omfavnelse, ikke gjorde det muligt at skubbe Aldamar fra sig. Eller lade ham selv skubbe sig væk ved så dumme, dumme bemærkninger. 
Synkront løftede Aldamar også sit eget vinglas - dette var alligevel hans andet - og tømte det som en lille afslutning med et samtykkende brum af et 'okay'. 
"Okay" gentog han som et ekko fra tidligere, men den her gang langt mere gearet på hvad der måtte følge efterfølgende da han nikkede - han virkede til at hanke mere op i sig selv og sin elviske form, og før man vidste af det, jah så ville det nok slet ikke være til at mærke på ham, hvorledes det lille øjeblik af tvivl havde tvunget ham fysisk væk fra midten af salen. 

Forsikrende rakte han dog en arm hen imod hans skikkelse, "Jeg håb-" men den stivnede i luften som en feminin leende stemme kaldte hans navn, og han nu kunne dreje hovedet og spotte en diplomat udsendt fra Rubinien, hvis mørke strejf gjorde hende næsten exotisk i forhold til resten af det blege selskab. Aldamar's åbnede mund gled over i et høfligt smil, et sidste blik på Fabian for at være sikker på at han ikke alligevel endte med at stikke af. "Ahh, frøken Al-lasifer... en fornøjelse at møde Dem så langt væk fra grænsen" kom det med underliggende latter i stemmen. "En diplomat fra Rubinen, så langt væk hjemmefra... nyder de det kølige efterårsvejr?" 

I en anden situation, der ville Fabian nok alligevel forsøge at snige sig ud af det. Det her havde været et øjeblik af sårbarhed, som han ikke ligefrem holdt af at vise frem, men desværre for Aldamar, kunne den ikke udnyttes, og når der var gået noget tid... så var det nok sværere at få Fabian tilbage til den tilstand.
Fabian så heller ikke frem til at Aldamar sikkert ville hive fat i det igen, men han var glad for at det bekymret smil endelig var væk, selvom det var hans egen skyld at det havde været der til at starte med.

Han kiggede undrende over på Aldamar da han begyndte at række ud efter ham og var i gang med at sige noget. Hans hjerte næsten i halsen på ham, da han ikke var sikker på hvad der ville forlade hans mund, men han fandt aldrig ud af det, som den feminine stemme også ramte hans ører, med et lidt for velkendt navn.
Han kiggede lidt undrende på Aldamar, som dog virkede til at kende hende, før at han tog sig sammen. Han kunne godt gøre det her. Måske var det også mindre intimiderende med en kvinde, og han havde i det mindste havde haft mulighed for at slappe lidt af. Han skulle bare lige finde ud af hvad der føltes rigtig. En anden kvinde var heller ikke ligeså tilbøjelig til at forsøge at flirte med ham.

”Jeg vænner mig aldrig til kulden, men heldigvis har vejret været godt på det seneste,” svarede hun leende, før at hendes øjne landede på den elviske skikkelse. ”Undskyld for mine manerer, vi har vidst ikke mødt hinanden. Mit navn er Hadiyya Al-lasifer.” Den rubinske accent var heldigvis ikke alt for tyk, og Fabian kunne glæde sig over at hun ikke forsøgte at snakke elvisk til ham.
”En fornøjelse at møde dem, mit navn er Sylvana Vynará,” sagde han, selvom hans blik kort flakkede til Aldamar, før han skubbede sig lidt længere væk fra rælingen. Han kunne godt gøre det. 

De mørke øjne glimtede med et påtaget game-face, der ikke vidnede meget om hvor meget episoden fra for få sekunder siden, reelt set havde påvirket ham. Hvor meget det havde slået hans ansigt tilbage - som en spand koldt vand nedover skuldre og krop - og hvorledes tankerne stadigvæk (underliggende) kredsede om hvordan fanden han skulle bringe det på banen igen, når alt det her var overstået.
Men først der. Indtil da, var det blot endnu en lille latter der mødte hende i kommentaren om kulden, og Aldamar nikkede. Med et lille vink af hånden fik han atter en tjener over, der med et fad af glas i sin hånd, forsynede ham selv og også Fabian om han ville. Bare til nerverne, selvfølgelig. 
"Man kan vel sige, at vejret følger de rigtige selskaber" brummede han, og blev belønnet med en morende latter fra den brunøjede kvinde. 

"Sylvana Vynará og Aldamar Leosin Baldric af Arys, ikke det dårlige hjørne jeg formåede at finde" et hemmelighedsfuldt smil fulgte med, og kvinden var ikke sen til også at snuppe sig et af tjenerens mange glas, inden at han ville bevæge sig videre til resten af det tørstende selskab omkring dem. Kvinden, som tydeligvis kendte hele hans navn og ikke blot de formelle titler, blev til gengæld stående. Et lille hint til den opmærksomme; Aldamar havde tydeligvis snakket med den elegante kvinde før, og lænede sig tilpas tilbage imod balkonens rækværk, efter kort at have ranket sig da hun var kommet hen til dem i første omgang. Så, Hadiyya, hvordan står den til?" et spørgsmål der affødte en lille gysen fra kvinden, der tog sig en tår inden at hun talte, et lettere alvorligt blik på dem begge. "Åh, vi har lige haft et angreb fra mørket nede ved Tar Alserif, af hvad jeg har hørt, gik de efter slaver" et kort blik på elveren med et strejf af væmmelse, bare for ikke at holde hende ude af samtalen. "Jeg har ikke hørt forfærdelig meget om havnebyens status efter angrebet, men angrebene var barbariske, slet og ret barbariske, intet hensyn blev vist til de civile" forsatte hun, og rystede på hovedet. 

Begge mænd var overraskende gode til at maskere følelserne og tanker der rumsterede inde i, for selv Fabian så blot ud til at være en lidt mere seriøs elverkvinde nu, end han havde gjort før. Det var kun et øjeblik med svaghed, men han ville ikke lade det vise sig igen. Ikke her i hvert fald.
Så han gjorde hvad han kunne og fokuserede på kvinden, hendes brune øjne, og håret der faldt smukt om hendes ansigt. Et køn kvinde uden tvivl, og måske Fabians øjne bare blev lidt mere intense, som de fokuserede på det smukke ydre. Det var dog bedre at fokusere på hende end på Aldamar lige nu.

Han tog imod glasset Aldamar gav ham, og afleverede det tomme glas tilbage til tjeneren, før han fokuserede på hvad Hadiyya sagde til dem. Som Aldamar åbenbart var meget bekendt med. Et interesseret øje fandt alligevel Aldamars skikkelse. At mere politik og krig blev taget op, skulle dog ikke overraske Fabian, og han tog derfor en ekstra tår af vinen.
”Det var dog forfærdelig deprimerende... og tragisk,” svarede Fabian, en anelse medlidenhed, men mere en tone af at han måske havde håbet på et mere opkvikkende emne, end død og ødelæggelse i syden. Heldigvis var elverne ikke ligefrem kendt for at have meget medlidenhed med folk udenfor deres skov. Hvilket måske passede lidt for godt til Fabian, som ikke havde lyst til at bekymre sig om noget så tragisk sydpå, som ikke rørte nogen han kendte. Han havde dog hørt om slaget i Vinddalen, og det havde alligevel ramt lidt for tæt på familien. 

Da snakken med det samme faldt på mere politik, jah der var det at Aldamar følte en bekymret rynke male sig selv frem på hans ansigt, men ligeså meget en rynke der kunne komme af emnet og nyhederne, såvel som at hvordan Fabian ville tage stilling til det. Det var uundgåeligt, det var ofte at samtalerne handlede om lige præcis det, når de ikke faldt på intern sladder og potentielt drama under opsejling. Men det var en bekymring der skulle vise sig at være ubegrundet, da Sylvana med et medlidenhedsfuldt blik fik formuleret et svar; et svar som han ikke var sen til at nikke i enighed med. "Dog ikke nogen overraskelse" pointerede han med en stille mumlen, da han udemærket kendte mørkets metoder. 
Det fik et lidt mildere frem i diplomatens brune øjne, og en forsikrende hånd strejfede kort hans skulder, inden at hun atter kiggede på elverkvinden i deres selskab. 
Efter mange år i erhvervet, var hun ikke sen til at samle op på en hentydning i et toneleje, og derfor forsatte hun kort efter, et mere vindende smil om læberne. "Men! På den gode side af alt det her, har sommeren været mild og høsten god. De tab vi har, har ikke gjort noget stort indhug i handlen, heldigvis. Udover det, jah så har det været overraskende fredeligt dernede... du ved, slave-debatten har længe været dæmpet, mmh?" Aldamar nikkede, en anelse nysgerrig på hvor det her monstro ledte hen. 
"I krogene er nogle begyndt at hviske om... rettigheder. Ikke åbentlyst, bevares. Men befolkningens holdning kan måske rykke sig, indenfor ikke så lang tid!" desværre var 'ikke så lang tid' i det politiske skema, noget der sagtens kunne strække sig årevis. Ikke desto mindre var det nyheder han med begejstring lod sig høre, da han længe havde haft en stille torn i siden på den regerende fyrstefamilie's holdning til lige præcis det her emne. En holdning, han faktisk havde vendt med Hadiyya.  

Det var jo ikke som om at Fabian fuldstændig undgik politik til hverdag, selvom han foretrak det, men normalvis kunne han undgå at være en del af snakken, fordi han ikke skulle lade som om at det bekymrede ham. Hvis det her dog var en ting der kunne forsætte, så skulle han i det mindste kunne foregive at være interesseret i slave-debatter og krig. Pludselig virkede de filosofiske debatter med Aldamar langt mere tiltalende.

Selvom han nok stadig kiggede med jævne mellemrum mod Aldamar, så tog Fabian faktisk samtalen overraskende pænt, bedre end han havde gjort med Rolf. Om det var samtalen de havde haft, at de havde fået en anden samtalepartner, eller Fabian bare havde taget sig sammen, det var ikke til at sige.
”Man forstår ikke at Lyset stadig tillader det,” sagde Fabian med et rystende hoved. Heldigvis kunne han være næsten uoplyst omkring det, siden han eftersigende blot havde siddet i skoven. Han havde heldigvis også hørt Aldamar snakke om Kazimi fyrsten, men det var også alt han kunne basere sin holdning på, og så det ikke at have sin frihed var en skidt ting i hans egen optik. ”Er det noget De måske aktivt arbejder på?” Et spørgsmål rettet mod Hadiyaa. Han kunne i det mindste foregive at lade som om at han også bekymrede sig om kvinden, som Aldamar var på god fod med.

Et glimt af blandede følelser trak sig over kvindens ansigt, der lige trak tiden et ekstra sekund for meget, inden at et nej gled over hendes læber, trods det ikke var sandt. At hun arbejdede med det var officielt ikke noget er burde komme ud synderligt mange steder, men hun følte sig bare nogenlunde sikkert i det her selskab. Desuden, så ville man være en idiot for ikke at lægge mærke til det, efter længere tids samtale om lige præcis det her emne. 
Aldamar smilede en anelse, stiltiende tilfreds med at en samtale faktisk virkede til at... eksistere. Det gav ham en grad af håb, som han lidt havde set smuldre efter episoden fra før... 

----

"Nå, men jeg må vel også se at komme videre..." Hadiyya var nået til bunden af sit glas, og med den erkendelse, var det som om at det gik op for hende at de alligevel havde stået sammen i godt 40 minutter. Noget Aldamar også virkede til at have glemt, på den milde overraskelse i hans ansigt. "Aha... det kan jeg forstå" mumlede han, og løftede glasset i en afsked. 
Da han endelig vendte sig imod Fabian, var et et næsten imponeret blik man kunne finde, da hans mørkeblå øjne ramte hans, og smilet i mundvigen fik en mere genkendelig fremfor høflig trækning. "... men det her? Se det har jeg sværere ved at forstå. Det gik da..." Aldamar smilede en anelse bredere, og lod ordet godt hænge en anelse i luften samtidig. 

Fabian var ikke nødvendigvis så meget på som han havde været i Lillekilde, men han opførte sig overraskende pænt. Det hjalp også Hadiyya ikke var så snagende omkring hans egen politiske holdninger, selvom han også nåede at komme i bunden af sit eget glas, men de stod og snakkede. Det var måske lidt nemmere, nu når han havde bare lidt mulighed for at observere, mere end at være den der blev det. Det havde klart været forskellen mellem Hadiyaa og Rolf.

Alligevel følte han også noget at presset forlade hans skuldre, da Hadiyya endelig begyndte at bevæge sig videre, selvom han kiggede lidt ned i glasset inden hans øjne fandt Aldamar.
”Jeg sagde jo at jeg bare skulle bruge et par minutter,” sagde han, måske lidt afvigende, for han var ikke helt sikker på hvad der havde gjort udfaldet præcist. Han skulle nok bare tage sig sammen og lade vær med at fokusere så meget på Aldamar.
En hånd fandt vej til det blonde hår og kørte det om det ene elviske øre. Hvorfor var alting blevet så kompliceret? De skulle stadig snakke om hvad end der havde foregået tidligere, og han kunne mærke en hvis frustration med sig selv over at have vist det i det hele taget, især når han jo godt kunne. Adelen var nærmest nemmere at snyde end pøblen. 

Aldamar bed sig en anelse i indersiden af sin kind, stadigvæk ikke helt sikker på hvordan han havde det med... jah, alt, trods det smil der favnede hans læber var muntert. Facader var en kernedel af hans hverdag, så der lå ingen overraskelse i at han bar en så nydeligt som han gjorde nu. Men bagved det hele? Jah der kunne det vågne øje ane en simrende rastløshed i at finde noget afklaring. 
Han havde aldrig været videre god til halve sandheder eller selvudfyldte huller i hvordan tingene hang sammen, hvilket også var hvad der fik ham til at kigge imod udgangen allerede en lille time inde i deres besøg, trods han ville have svoret på at de havde været der længere, var Fabian's lille tilståelse ikke kommet på bordet. 
"Sandt" mumlede han fraværende, imens overvejelser af hvad nu, optog hans tanker. 

I sidste ende, slog han fast med sig selv, at det var okay at trække sig nu. Måske det ikke var helt... forventet af Aldamar af Arys, men skulle han være ærlig, kunne han ikke lægge mindre i at den forventning ikke blev mødt i aften. Nej, for en gangs skyld ville han være selvisk med sin tid, og ikke dele ud af den til andre. Folk og fæ han ikke engang kendte navnene på, som oftest. 
I et lille ryk gled hans blik tilbage på Fabian, og munden åbnedes for at udfylde tavsheden der kortvarigt havde lagt sig. "Jeg... jeg synes vi skal gå" slog han fast, og vippede sig selv fri fra balkonens rækværk. Han havde lidt svært ved at formulere det pænere end det var. 

Aldamar blev mødt af et noget forvirret udtryk fra Fabians side, da han pludselig bestemte sig for at de skulle videre. Både fordi det virkede til at tingene var gået fint, så der var ingen grund til at hive Fabian ud af selskabet, men samtidig fordi han ikke var klar. Samtalen var blevet droppet fordi de havde været et offentlig sted og Hadiyya var kommet hen for at snakke med dem, og Fabian ville gerne have skubbet den uundgåelige samtale bare et par timer endnu, så han kunne komme sig. En time var ikke i nærheden af nok.

”Er der ikke flere du.. de skal snakke med?” han fangede sig lidt for sent med den høflige tiltaleform, selvom der eftersigende var ingen omkring dem. Det føltes dog som om at han i det mindste skulle gøre det, mens de var her, men det var tydeligt at kommentaren fra Aldamar var kommet bagpå den blonde figur.
Han havde dog ikke behov for at spøge Aldamar om han var skyld i at de skulle gå, for alt pegede i den retning. Aldamar havde trods alt været i fint humør, inden Fabian havde ødelagt det, selvom han ikke kunne påpege hvad han havde gjort galt med Hadiyya, og det havde heller ikke lydt sådan på Aldamar for blot et øjeblik siden.

Hans øjne gled ned mod menneskemængden som kun virkede til at være blevet tykkere, og mere højtråbende. Der ankom åbenbart stadig gæster. 

Knap havde Fabian's ord fået lov til at forlade hans mund, inden at Aldamar's tanker atter var i overvejelse om det virkelig var den rigtige beslutning at træffe lige nu. Han var tålmodig, han havde sjældent travlt og gjorde sig overraskende lidt i sine egne behov, når de ikke virkede vigtige nok til at fremskynde eller fremhæve. Noget der ofte gik i konflikt med den ophøjede arrogance han på den anden side ofte udviste, når det lige passede ham at forholde sig distanceret. Men mærkede han efter, kunne han fornemme på sig selv at det var den rigtige beslutning at træffe, da han i løbet af hele snakken med den rubinske diplomat, havde taget sig selv i at zone ud af og til. Tankemylderet var uvelkomment, og skulle gerne stoppes inden det tog over - ellers ville han begynde at udfylde hullerne i hvad Fabian havde ment, for ham. Og det var ikke noget han skulle begynde på. 
Derfor rystede han en anelse på hovedet, og begyndte - nok mest af alt for ikke at give ham noget valg - langsomt at gå, for at bevæge sig ned imod trappen. "Ikke nogle jeg ikke kan finde til en anden festlig begivenhed" kom det lavmælt fra ham idet at han gik forbi Fabian. Han forventede ikke at han havde lyst eller interesse i at være her alene, men man kunne vel stadigvæk overraskes. 

Og derfor kiggede han sig trods alt tilbage, og et noget... mildere smil trak op omkring læberne, og erstattede det tænksomme udtryk, der ofte fik ham til at se mere ulmende eller irriteret ud, end han egentlig var. ".... jeg er ikke sikker på at jeg kan finde lysten til det, her i aften" kom tilføjelsen endelig, for at trække grunden over på ham, i tilfælde af at han troede han havde gjort noget andet forkert nu. 
Hvilket ikke var helt løgn, fordi lige nu.. jah der var det hans lyst til at forsvinde ud af mængden, der drev ham fremad. Han havde ikke meget motivation i at kigge på det forklædte ansigt af Fabian,  længere. Han savnede at se ham rigtigt, og ikke aflæse en fremmeds, feminine ansigt.