Som det ikke havde set ud til at hendes angreb havde virket sukkede hun irriteret men det var kun ment i sjov. Hun lod hendes hånd kærtegne hendes skulder en smule, smerten var da pludselig blevet lidt værre. Men hun kunne sagtens heale det. Så hun lod hun hendes blik falde hen på ham som hun rejste sig op fra jorden. Hun rullede lidt med skulderne for at mærke, om smerten ville stoppe hende fra at kæmpe videre eller om det ikke var så slemt. 

"Det tror jeg"svarede hun lavt som hun fik et lille smil frem, og efter at have rullet en smule med skulderne bed hun tænderne en smule sammen. Smerten var lidt træls, så måske hun blev nød til at heale skaden, medmindre hun kunne holde ud lidt endnu. Hun var stædig som hun drejede sig en smule hen imod ham og lagde en hånd i siden. Hun skulle lige til at sige noget men lod være, som hun begyndte at stå klar, og hun mente ikke at hun behøvede at hjælpe ham om. For han ville sikkert komme op på benene igen, men før Leah nåede at kigge på ham lagde hun mærke til, hvordan mørket pludselig blev tættere. Det ville snart blive svært at se noget.

Han havde virket så kold nærmest på en eller anden måde, så hans bekymring for om hun var okay overraskede hende. Dog var hun halvt sikker på at hun var okay, smerten kunne hun nok godt holde ud lidt endnu. Hun begyndte at lave lidt øvelser med skulderen i håb om at få smerten til at forsvinde, fordi hun havde ikke tid til at heale skulderen under deres kamp"Er du okay"spurgte hun så undrende som hun lod hendes blik hvile sig lidt på ham.

Han blev en smule mere nervøs da han kunne se hun rullede en del med hendes skulder. Det betød for ham at hun havde ret så ondt og han tænkte derfor at han hellere måtte være en smule mere forsigtig med hende. Han nikkede dog bare fordi det var godt at hun stadig følte at hun var okay. Han havde selv ikke rigtigt nogen skader endnu.

Han blev bare liggende på jorden, og istedet for at rejse sig op med det samme så sendte han hende bare et smil som svar på at han var helt okay. Han sparkede så ud efter hendes fødder for at forsøge at få hende væltet også. Det var ved at blive mørkt ja, og havde de brugt nogen form for våben havde han nok også foreslået at de skulle stoppe.

"Bare rolig jeg holder til noget mere end bare det." Han grinede lidt mere. Han lod hende få en god mulighed for at angribe ham mens han lagde ned. Han ville se hvordan hun ville forsøge sig med den slags angreb. Om hun ville gå efter hans hoved eller fortsætte med at angribe hans krop og ben. Han forsøgte at finde ud af hvordan hun kæmpede så han kunne finde ud af hvordan han kunne give hende lidt prej.

Hendes balance mistede hun hurtigt som han sparkede ud efter hendes fødder, og hun faldt bagover ned på jorden. Heldigvis landte hun på hendes ryg, og ikke hendes skulder for det ville sikkert gøre lidt mere ondt. Hun grinede lidt over at han havde væltet hende, det var lusket gjort. Men nu havde hun en chance for at angribe ham som han lå ned på jorden. Det var helt perfekt, og hun satte sig lidt op, som hun hurtigt kravlede hen imod ham. 

Da hun nærmede sig kravlede hun hen over ham med et ben på hver side af ham, og hun knyttede den ene hånd. Hun kunne ikke lade være med at smile over synet af ham liggende på jorden, mest fordi hun helt sikkert havde en god mulighed for at skade ham nu. Så hun håbede slaget imod hans mave ville ramme ham, hun sendte hånden så hurtigt hun kunne afsted mod hans mave, som hun forsøgte at holde sig ovenpå ham for at holde ham lidt fast. Men han kunne sikkert godt vælte hende af, for hun vejede ikke særlig meget. 

"Du holder til mere end mig"grinede hun som hun holdte blikket på ham, og prøvede at låse hans ben med hendes. Men det var lidt svært for hun var virkelig ikke særlig stærk fysisk, hun var bare en spinkel elver, der havde noget styrke men ikke var særlig robust. Så hun kunne nok ikke gøre så meget andet end at håbe hendes angreb ville ramme hans mave. Det var heldigvis også hånden med den raske skulder, så hun behøvede ikke tænke på den skadet skulder lige nu.

Som hun grinede lidt og begyndte at sætte sig op på ham for at slå ham på maven ville hun nok ligge mærke til at hans krop overhovedet ikke gav sig. Det ville være for hende som at sætte sig på en statue der havde tøj på. Han var dog også rigtig glad for at han havde kraftigt og tykt tøj på fordi han var nervøs for hvilken skade hun kunne få af at slå ham ellers.

"Skulle jeg også gerne med det jeg har lavet i mit liv... Og jeg er trods alt også hård som sten." Han grinede bare flabet som hendes hånd nu ramte hans mave, og han reagerede knap nok på slaget fordi hans krop var nu forvandlet til sten, og det spredte sig også op af hans hals og henover hans ansigt så det var tydeligt at se hvad det var der gjorde at han ikke reagerede.
Han håbede ikke det gjorde for meget skade på hende at slå ham. Han håbede virkeligt at hans tøj havde været tykt nok til at virke som lidt polstring for hendes slag..

Hvis hun virkede til at være okay så greb han fast i hendes ben og forsøgte på at vippe hende af ham så han kunne komme op igen.
Hvis hun var kommet til skade så ville han selvfølgelig hjælpe hende op og gøre sit bedste for at støtte hende.

Som han havde fået fat i hendes ben, og havde rejst sig op valgte hun også selv at rejse sig op. Slaget havde gjort lidt ondt, men hun var hvist okay. Smerten fra skulderen gjorde fortsat ondt, og hun havde ikke tænkt på at hans krop føltes så hård. Hun burde bare slet ikke have angrebet ham, hvilket hun hurtigt fortrød. Så lagde hun hovedet på skrå, og løftede hånden op foran sig for at kigge på den. Hun kunne ikke se nogle former for skader, og skulle til at sige noget til ham, før hun kunne mærke hånden gjorde ondt. Det fik hende til at bide tænderne lidt sammen, som hun lagde den anden hånd rundt om og prøvede at få et smil frem for hun var sikker på at hun sagtens kunne heale skaderne. 

Denne kamp de havde var god, men måske hun skulle opgive for hun vidste at hun ikke kunne vinde over ham. Det var umuligt, så det var nok bedst at stoppe før det sikkert ville blive værre for hende. Hun lukkede kort øjnene, og prøvede at mærke efter hvor slem smerten var. Men den var kun slem i hånden lige nu, for skulderne var ikke slem"Måske jeg bare skal opgvie, og lade dig vinde"sagde hun og kunne ikke lade være med at få et grin frem, som hun holdte rundt om hendes hånd med den frie hånd. Hun lod kort hendes blik falde på ham, før hun kiggede ned på hendes hånd. Det var som om smerterne bredte sig til hendes krop, selvom hun ingen skader kunne se, så kunne hun godt mærke det. 

Hun stod med lidt afstand overfor ham, og bed sig en smule i underlæben over smerten. Hvorfor havde hun også prøvet at angribe ham når hun burde have set han ville have et trick i ærmet. Men hun kunne ikke vide det, hun havde kun forsøgt og det var mislykkes. 

Han kiggede med det samme på hende da hun tog sig til hånden. Fordi han blev oprigtigt nervøs for at han måske havde havde gjort reel skade på hende. Han kiggede på hende som hun begyndte at grine lidt over at hun måske bare skulle have givet op. Hun havde nok ret i det. Forskellen på især deres fysik var jo ret stor så han havde mange fordele i sådan en nævekamp som de havde haft.

"Hvis det er så kan vi sagtens stoppe, vil jo helst ikke gøre skade på dig." Han kiggede nervøst på hende især da hun tog sig om hendes hånd igen. Han fjernede hans transformation så hurtigt han kunne så han ikke længere var lavet af sten. Han rejste sig op og gik hen til hende.

"Hvordan har hånden det? kan du bevæge den? Er der noget der er brækket?" Han kiggede på hende, og forsøgte at tage fat om hendes hånd meget forsigtigt for at kunne finde ud af om der var noget galt med den. Han ville jo ikke have at hun skulle komme voldsomt til skade, og hvis de skulle forsøge at lave et spyd til hende så var det jo ikke godt hvis hun ikke kunne bruge hendes ene hånd ordentligt.

Måske hun bare skulle give op, det var nok nødvendigt nu hvor hendes hånd gjorde ondt. Så slemt havde hun ikke troet at det ville blive. Hendes øjne fulgte ham som han gik hen til hende, og hun lagde mærke til hvor nervøs han så ud. Hans ord om at de godt kunne stoppe fik et smil frem på hendes ansigt og hun kunne ikke lade være med at grine lidt"Det er nok en god idé"svarede hun imens hun kiggede på ham.

Som han forsøgte at få fat i hendes hånd lod hun ham, som hun kiggede på hånden. Det var som om smerten i hånden dumlede inden i, som om hun godt kunne mærke den gjorde ondt. Hans spørgsmål fik hende til at løfte et øjenbryn som hun lod hendes blik falde op på ham"Den gør ondt, men jeg tror ikke der er noget der er brækket"sagde hun med et opmuntrende smil, som hun lidt efter lidt lod hendes blik glide ned på hendes hånd.

Hun lagde hovedet på skrå som hun løftede den frie hånd op til hans skulder og gav ham et klap derpå"Jeg kan sagtens heale den hvis der er nogle slemme skader"sagde hun med en venlig stemme og et bredt smil. Hun betragtede hånden lidt mere, det var ikke fordi hun fortrød deres kamp, for det havde hun ikke gjort. 

Han sendte hende et smil og nikkede da hun var enig i at det var en god ide at de stoppede. Da det virkede til at hun kunne bruge hånden nogenlunde ordentligt så var det jo et godt tegn på at det ikke var brækket da han havde oplevet før hvor svært det var at bruge en kropsdel som var brækket.
"Godt at høre, det var virkeligt ikke min mening... Skulle nok have tænkt mig om at det kunne gøre stor skade på dig."

Han sendte hende et undskyldende smil og blik. Han vidste hun sagde det ikke var så slemt og at hun sagde hun godt kunne heale det, men han mente stadig at han ikke skulle have ladet sig rive med af kampen. Han skulle jo bare have fortsat uden at gøre brug af hans evne.
"Lod mig desværre rive for meget med."

Han håbede oprigtigt at hun kunne komme sig ordentligt, han havde jo ikke ligefrem noget andet han kunne gøre. "Noget jeg kan gøre?" Han kiggede på hendes hånd og så hen på hendes bue og det andet hun havde haft med og gik hen og samlede det op for hende. "Jeg kan om ikke andet bære dine ting, og betale for dit værelse?" Han havde det meget skidt med hvad der var sket, så han forsøgte at gøre det bedre.

Hendes blik fulgte ham igen, som han samlede hendes bue op og hun viftede lidt med den ene hånd foran ham som tegn på at det slet ikke gjorde noget. Det skulle han slet ikke tænke på, hun var sikker på at hun godt kunne heale hendes hånd. Det ville ikke tage så lang tid, det ville undre hende hvis den var brækket. Det håbede hun ikke at den var.

"Det skal du ikke tænke på, jeg nød kampen rigtig meget"sagde hun med et smil som hun gik hen ved siden af ham. Klar til at gå hen imod kroen sammen med ham, hun lyttede til hans ord som han nævnte at han lod sig rive med, og hun puffede lidt til ham med skulderen.

Hun havde slet ikke noget imod at han lod sig rive med, det havde været en god kamp. Helt bestemt, og da de nåede hen til kroen kiggede hun hen på Relyua"Ikke andet end at du skal sige ja til en kamp imod mig en anden gang"sagde hun og kunne ikke lade være med at grine. Selvom hun kunne mærke smerterne var hun nok nød til at heale den hånd meget snart"Det er virkelig pænt af dig Relyua at betale for mit værelse, jeg er sikker på jeg kan få healet den hånd her, så smerterne ikke er så slemme"sagde hun som hun sendte ham et bredt smil.

Da hun viftede af ham, fortsatte han bare med at samle hendes ting op. Han syntes ikke han kunne forvente at hun kunne bære på den med en skadet hånd. Han kiggede på hende og sendte hende så et smil som svar da hun sagde hun havde nydt kampen. Han havde svært ved at tro på det helt, men det måtte vel betyde at hun havde lært noget af det. "Er du sikker? Du skal ikke holde dig tilbage bare fordi du havde bedt om min hjælp." Han mente jo at det også var en del af hans ansvar som den mest erfarne af dem at han skulle undgå at gøre dumme ting.

Da hun sagde at det eneste krav hun havde var en kamp mere så han chokeret på hende da han ikke forstod at det var det hun ønskede. "En kamp mere!?" Hun måtte da være vanvittig!? Hvordan kunne hun stole på at han ikke ville gøre noget dumt og gøre mere skade på hende. Han nikkede dog som han accepterede hendes krav. Han kiggede på hende næsten chokeret. "Selvfølgelig, må jo gøre mit for at aflaste!" Han hjalp hende så ind på kroen om nødvendigt. Han gik op til krofatter. "Jeg vil gerne betale for et værelse, og så for plads til en i fællessalen."

Hun gav ham et nik til hans spørgsmål om hun var sikker, for det var hun. Hun lod hendes blik glide ned på hånden, det var nok tid til at få den healet. Bare så den ikke ville gøre mere ondt, hvor lang tid det ville tage for hende at heale hånden vidste hun ikke. Men det ville nok ikke tage så lang tid for hånden var jo ikke brækket eller noget. Så det ville sikkert ikke tage så lang tid, hvilket kun var godt. 

"Jeg er meget sikker, jeg er glad for din hjælp"sagde hun og sendte ham et bredt smil. Hendes øjne fulgte ham som han gik hen til krofatter og betalte for et værelse til hende, det var pænt af ham. Hun kiggede på Relyua efter at have kigget på krofatter og fået nøglen af ham"Det er virkelig pænt af dig"Sagde hun med en venlig stemme, som hun gik hen til trapperne for at gå ovenpå.

Måden det nærmest lød overraskende fra ham at hun gerne ville have en kamp med ham mere, fik hende til at grine lidt. Det var måske heller ikke noget han lige havde regnet med at høre. Men hun var ærlig, og hun begyndte at gå op ad trapperne. Hun kiggede rundt på alle dørene, før hun fandt værelset, og hun åbnede døren med nøglen. Hun gik derind, og lagde nøglen på bordet. Hun havde regnet med at Relyua havde gået med fordi han jo bar hendes ting"Du ligger bare mine ting hvor du har lyst, jeg foretrækker ikke noget specielt sted"sagde hun og sendte ham et bredt smil før hun satte sig på kanten af sengen. 

Han var glad for at høre at hun ikke regnede med at det var så slemt. Han havde ikke ligefrem nogen forventning om at hun ville lyve for ham, så han sendte hende bare endnu et bredt smil, men for at gøre stemningen lidt bedre drillede han også en smule. "Nu må du ikke lyve for mig! Hvis din hånd ikke er okay i morgen så bliver jeg skuffet over dig!" Han blinkede til hende en smule drillende. Det gik jo heller ikke at de gik og trummede for meget over at han havde skadet hendes hånd, uanset hvor meget han gerne ville.

Han fik betalt for værelset og hans plads i sovesalen før han fulgte med hende ovenpå. Der var heldigvis ikke vildt mange ting at være på så det gik ret stærkt med at få det hele med sig op, og han stillede så hendes ting op af væggen før han tog strengen af hendes bue så den ikke gik hen og blev slap. "Sådan, nu håber jeg ikke du får brug for noget mere af min hjælp." Han tænkte jo at det nok ville være ret svært at finde frem til ham når han jo var i en stor sal med mange andre folk der lagde og sov. Han vendte sig om for at gøre klar til at gå hvis hun ikke stoppede ham.

Et grin forlod hendes læber da hun hørte hans ord, hu håbede virkelig at hendes hånd ville være bedre imorgen. Hendes healende egenskab skulle da virke, medmindre det ville tage for lang tid eller hvis hun pludselig endte med at lave alt muligt andet. Hendes blik hvilede sig på ham lidt, som hun grinede lidt mere"Så må vi håbe at min hånd er okay imorgen"grinede hun som hun rejste sig op fra sengen, og kiggede rundt en smule. Her var hyggeligt nok inde på værelset, ikke det største men det var også helt fint for hende.

Så vendte hun blikket hen på Relyua igen, og hun løftede den raske hånd op til ham for at puffe ham imod døren til værelset. Hun sendte ham et smil imens hu puffede ham imod døren"Du vil ikke blive i tvivl hvis jeg får brug for din hjælp"sagde hun som hun blinkede til ham. Hun fortsatte med at puffe ham lidt hen imod døren. Dog havde det krævet nogle puf fordi han var stærkere end hende jo, så det tog lidt mere tid for hende at puffe ham hen imod døren til værelset. 

Det tog endnu længere tid eftersom hun havde en skadet hånd, men det så hvist ud til at lykkes som hun stod ved døren foran ham"Burde du ikke få noget søvn snart, i stedenfor at bekymre dig"drillede hun og kunne ikke lade være med at grine. Hun vidste ikke om han var træt, eller om han var helt vågen, og det var sødt at han var bekymret men det behøvede han slet ikke.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt med, og han nikkede så bare venligt til hende, med et lidt undskyldende blik i øjnene. "Ja lad os da håbe det!" Han kunne ikke lade være med at mentalt slå sig selv lidt over at han have skadet hende stadig. 

Han mærkede hvordan hun blev ved med at puffe ham mod døren til værelset, og han bakkede da også bare med, han havde ingen intention om at invadere hendes privatliv eller noget i den stil. Så da han nåede døren stoppede han også bare op og nikkede. "Godt så må du forsøge at finde mig hvis du kan." Han grinede lidt.

"Okay okay, men det er jo min skyld så lidt må jeg bekymre mig." Han smilede roligt som han vendte sig om i døren, og begyndte at gå sin vej. Han fandt vej til sovesalen hvor han fandt en plads men kunne ikke finde sig til rette, så istedet drog han ud i skoven hvor han endte med at slå lejr væk fra alting og ingenting. 
Han tænkte ikke rigtigt over at det ville gøre det svært for nogen at finde ham, som han nu blev nærmest væk i naturen.

Siddende på kanten af sengen var hun enlig klar til at sove, hun skulle bare have tøjet af først. Hun havde lige sagt farvel til Relyua. Hun kunne dog ikke helt sove før hun havde healet hendes hånd. Så hun lagde den ovenpå hendes lår, og lod hendes blik hvile sig på den skadet hånd. 
Det passede fint at heale den før hun kunne få noget søvn.

Hans ord om at hun kunne prøve at finde ham, hvis hun kunne fik hende til at smile lidt men hun var ikke helt sikker på om det var muligt at finde ham. Ville han have at hun skulle finde ham? Hun lod tankerne glide væk som hun lagde alt hendes fokus og opmærksomhed på hånden. Det var tydeligt at mærke hvor ondt den gjorde, men hun begyndte langsomt at heale den.

Efter lidt tid var hånden healet, det tog ikke så lang tid men alligevel lidt. Hun begyndte at tage hendes tøj af, og lagde det på stolen. Så lagde hun sig godt til rette i sengen, og lukkede øjnene. Hvad der ville ske imorgen vidste hun ikke, men det måtte tiden vel vise. Hun vidste heller ikke om hun ville se Relyua igen, men det tænkte hun heller ikke så meget over.