Hector havde ondt af Netrish, det havde han da, men det vigtigste for ham ville bare altid være Juno, så han tog sig ikke så meget af, hvad der skete mellem hende og svinet. Men han sendte hende da et halv-undskyldende blik. Derfor fokuserede han sin opmærksomhed udelukkende på Juno.

"Hey, chef," mumlede han stille og lagde sine arme om Junos hals, så han kunne se ham direkte i øjnene. Han tørrede Junos tårer væk med sine tommelfingre. "Hun er ikke en af ungerne, vel? Hun er en voksen dame, som kan klare sig selv. Hun er ikke dit ansvar, chef. Jeg ved godt, du gerne vil hjælpe hende, men det er ikke din skyld, det der sker nu."

Svinet var travlt optaget med elverdamen, så Hector turde godt læne sig ind og kysse Junos læber, blidt og hurtigt. 

"Det er svinets skyld. Det er ham, der er en kæmpe lort," hviskede han, så de andre ikke kunne høre ham. "Du skal ikke spilde energi på at tude over damen, når du skal bruge den på at udtænke, hvor vi bedst og mest smertefuldt han skære halsen over på det røvhul, ik?"

Juno lod Hector distrahere sig. Det var, hvad han ville have. Det ville være for hårdt ved ham, hvis han skulle give sin opmærksomhed til Netrish og Thanos.

Han snøftede, da Hector tørrede hans tårer væk, og gjorde sig umage for ikke at lade flere tårer falde. Han lyttede efter hvad Hector sagde, for en enkelt gangs skyld opmærksom. De ting Hector sagde var fornuftige. Juno var vant til at tage sig af alle dem i sin nærhed og det var usædvanligt for ham at være sammen med nogen, der ikke var under hans ansvar.

Han nikkede, som tegn på at han havde forstået hvad Hector sagde til ham, men stoppede bevægelsen da Hector sagde at hvad der skete med Netrish ikke var hans skyld. Det vidste han jo at det var. Til gengæld blev han straks distraheret, da Hector kyssede ham, og så snart Hector slap kysset, lænede Juno sig ind og gav ham ét til.

"Tak," sagde han lavmælt, da det virkede til at Hector havde sagt det han ville. Og så kyssede han ham igen. Det var hvad der virkede allerbedst på at distrahere ham og han tænkte ikke særligt over at holde sig i skindet, før Thanos lød til at være færdig med Netrish. Manden vidste allerede hvor meget Hector betød for Juno, han skulle helst ikke få nys om at det var mere end venskab.

Thanos skænkede ikke meget opmærksomhed til de tre fanger. Hverken om Netrish fik styr på sig selv eller hvad de to drenge havde gang i. Det lille bål var vigtigere og efter det, var det tid til at dele rationer ud, hvilket heller ikke krævede så meget fra ham, andet end da koppen med vand skulle deles rundt. Både Netrish og Juno fik lidt ekstra som lovet, han var ligeglad med Hector. Tavst sad han ved bålet et stykke tid, inden han besluttede sig for, at han egentligt var træt efter en dag i varmen og havde lyst til at sove. Normalt ville han tvinge elveren til at sove i favnen på ham for varmens skyld, men siden hans evne ikke havde teet sig endnu og han trængte til ikke at være i konstant selskab med andre, så for én gangs skyld valgte han at tage sine tæpper og lægge sig hen i mellem kamelerne, der havde lagt sig i sandet. Han var vant til at sove mellem et lille gødningsbål og en kamel, når han rejste alene, så det var ikke et problem. 

Så godt pakket ind i sine to tæpper, iklædt så meget tøj, han havde med, lagde han sig til rette i det hårde sand og lyttede til, hvad fangerne lavede, inden han langsomt gled ind i søvnen... og kort vågnede som arret i hans ansigt åbnede sig og sendte dagens smerter ud igennem ham. Men der kom ikke en lyd fra ham, som det heller ikke var så meget værre end det plejede. En halv times tid efter sov han igen, faldet i søvn til tanken om, at der kun var fire dage tilbage at rejse i. Fire dage og han kunne nyde livet lidt i Balzera inden han skulle have de to kameler med tilbage og bytte dem for sin hest. Og derefter... frihed. Måske han skulle finde sig et betalt job, hvor han kunne tjene nogle nemme krystaller og se noget blod. Han var i humør til at slå nogen ihjel. Voldeligt.

Netrish havde holdt sig hvor Thanos havde efterladt hende, og for første gang undgået hans blik som han delte rationer ud. Til trods for alt der var sket på turen, var det lykkedes ham at ramme hende det ene sted hvor det gjorde ondt.
Da Thanos rejste sig for at gå i seng sad Netrish muse stille, og bad til Kile af hele sit hjerte. Lad ham gå forbi. Og som havde Gudinden selv berørt hans sind med en ligegyldighed stærkere end normalt, gjorde han det faktisk. Netrish kunne have grædt af glæde ved tanken om en nat for sig selv, men hun havde ikke flere tåre tilbage for nu, og nattens kulde var for længst begyndt at snige sig igennem tæppet. Overlevelse.

En anelse usikkert kom hun på benene og traskede over til det lille lortebål Thanos havde efterladt til dem. Hun så ikke på de to drenge, men holdt blikket i bålet, hendes ansigt som altid en maske, men hendes øjne var våde endnu, som Asbjørn ikke var langt fra hendes tanker. Hun trak tæppet tættere om sig, og lod smerten fra sine arme fylde sit sind i stedet. Den var her, nu. Det var han ikke, og hvis hun ikke tog sig sammen... Nej, hun havde lovet at vende tilbage.. Hun måtte finde en vej tilbage. Han behøvede aldrig vide hvad der var sket her, hvor uren hun var, som hun aldrig havde fortalt ham om de andre gange... De var i fortiden, og det ville dette også snart være, prøvede hun at sige til sig selv. 

Hector havde holdt sig tæt ved Juno hele tiden, og han havde endda haft et meget fast greb i Junos tøj i det tilfælde, at Juno skulle finde på igen at gå hen til svinet og udfordre ham. Heldigvis lod det til, at Juno var kommet på bedre tanker (indtil videre), så Hector slappede lidt mere af.

Da mørket var faldet på, og svinet var gået til ro, snuppede Hector det først og bedste tæppe, han kunne få fingrene i, og kastede det til Juno. 

"Her, chef," sagde han og satte sig selv ved siden af Juno ved bålet. Han tog ikke et tæppe selv, da han jo havde en tyk pels til at beskytte halvdelen af sin krop. Den anden halvdel var godt nok lidt kold efterhånden, men han ville hellere lade Netrish tage det sidste tæppe. Hun havde sikkert mere brug for det, end han havde. Da hun kom hen til bålet, vippede han lidt med den ene klov for at skubbe tæppet hen til hende.

Takket været Netrish' kropssprog og Hectors hjælp, havde Juno ikke roddet sig ud i flere problemer med Thanos og da manden gik i seng kunne Juno endelig slappe lidt af. Han tog imod det tæppe Hector kastede til ham og lagde det om sine skuldre, men da han skævede hen til elverkvinden kunne han ikke undgå at se det våde skin i hendes øjne, som han kendte alt for godt selv.
Han vidste hvordan Hector havde det med hende, men Juno kunne ikke bare lade hende sidde alene. Desuden ville hun hurtigt komme til at fryse, selv foran bålet, så i et forsøg på at gøre dem begge glade, flettede han sine fingre ind imellem Hectors, inden han trak ham med sig hen til Netrish.

Han sagde ikke et ord, da han satte sig ned ved siden af hende, hans krop så tæt på hendes som muligt uden at de rent faktisk rørte, for nemt at give hende varme hvis hun ville have det, men samtidig respektere, hvis hun ikke ville røres - Juno selv kunne ikke tage fysisk kontakt i flere timer efter Thanos havde rørt ham.
Det var svært for ham at få et eneste ord ud, så han ventede til at han havde fået Hector ned at sidde på den anden side af sig, inden han endelig vendte blikket mod Netrish. "Undskyld," hviskede han og klemte nervøst om Hectors hånd. "Der er ikke.. der er ikke nogen, der nogensinde kommer til at vide det." Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. For ham selv var det vigtigste næsten hans stolthed, og dén afhang af at ingen andre vidste det.

Netrish opdagede næsten ikke Hectors forsøg på venlighed til at starte med, efter drengene havde sat sig, men der gik ikke længe før hun opdagede Hektor sad uden, og tæppet lå nærmere hende end ham. Langsomt rakte hun sine forbrændte arm ud efter det, og trak det ind til sig, med et lille nik i satyrens retning, dog uden at møde hans blik. Med nogen besvær fik hun anbragt sig, og den lette skælven der ellers var begyndt at sætte sig i hendes krop, aftog.
Junos ord fulgte imens. Netrish rystede en smule afvisende på hoved. "Det er fint. Det er ikke første gang" sagde hun noget hårdere og mere afstumpet end tiltænkt. Hendes blik flakkede en smule fra bålet til Junos fødder "Men tak." tilføjede hun så til forsinket.
Hun var hverken rykket tættere eller længere fra Juno siden han havde sat sig. Ærligt viste hun ikke om det var et tilbud om varme, eller endnu et forsøg på at ligge med hende selv. Og hun var for træt til at tænke videre over det. Hun kunne kun håbe på han ville fatte et nej bedre end han normalt læste situationer...

Hector sagde ikke noget, og han satte sig stille ved siden af Juno. Han vidste, hvor svært det var for Juno at sige undskyld og i det hele taget vise, at han ikke havde 100% styr på sagerne hele tiden, så han gemte sin jalousi væk og nøjedes med at klemme Junos hånd tilbage.

Det var for alvor begyndt at blive koldt, og Hector kunne mærke gåsehuden brede sig under den alt for store kofte, han stadig bar. Han skuttede sig lidt og trak armene ind under trøjen for at prøve at holde varmen. Hans ben havde det helt fint, mens hans overkrop blev langsomt koldere og kolderen.

Juno væmmes, da han hørte at det heller ikke var første gang for Netrish, men han havde ikke andet end grimme ord at sige, og ingen af dem var ment til Netrish, så han holdt dem for sig selv.

Ved siden af sig kunne han mærke Hector skælve svagt i kulden og selvom han havde lyst til at sige mere til Netrish, vidste han ikke hvad, så han besluttede sig for at samtalen var slut.

"Du ved hvor vi er, hvis du har brug for noget," tilbød han lavmælt og tøvede et øjeblik inden han vendte sig imod Hector igen. Han løftede sine bunde hænder og lagde sine arme om fyren, inden han med et drillende smil skubbede dem begge ned at ligge, så de kunne ligge så tæt son muligt og tæppet dække så meget af dem som muligt. Det ville ikke være helt dårligt hvis Netrish sluttede sig til dem, men Juno nød at have Hector så tæt på og for sig selv.

Netrishs blik flakkede lidt til de to drenge, men hun kunne ikke holde det på dem, og da slet ikke møde deres blik. Hun nikkede lidt til Junos ord, men kunne ikke finde det i sig at udtrykke sin taknemmelighed for tanken mere åbenlyst. Hun forsvandt lidt ned i tæpperne og lod de to drenge finde ro hos hinanden.
Hun misundt dem. At have en så nær i en situation som denne kunne ikke være nemt, og når morgendagen gryede ville den nærhed kun bringe dem skade. Men lige der, i den kolde nat, misundt hun dem.

Det var først da bålet brændte ud at Netrish rejste sig. Hun havde tørret sine øjne og hærdet sit hjerte endnu engang. Hun smed det ekstra tæppe over drengene, inden hun selv lagde sig, ryg mod ryg til Juno, uden at røre ham, men tæt nok til han ville kunne fornemme hendes tilstedeværelse hvis han vågnede, og måske give en smule varme. De var sammen i suppedasen, alle tre, for bedre og værre.

Hun ville ikke få meget sovet denne nat. Hun ville bruge de sidste af sine kræfter på at helbrede sig selv, og hvis det ikke efterlod hende bevistløs, ville kulden nok holde hende fra nogen meningsfyldt søvn.
Og hun ville vågne med soven, eller Thanos hvis han var oppe først, og det ville være bag hende, glemt, som var det aldrig sket. Hun ville ikke give ham tilfredsstillesen af at se hende lide.

Solen nåede knapt at titte over horisonten, før Thanos var oppe og i gang. Det var med at udnytte tiden så meget som muligt. Vand og mad blev delt ud, elveren fik lov at beholde sin kappe til skygge og så fortsatte turen ellers igennem det tunge sand på vej mod Balzera. Ganske rigtigt stødte de på en oase senere på dagen, hvor vandsækkene blev fyldt op og det var muligt at få sig en dukkert, noget Thanos i hvert fald ikke afholdt sig fra.

Og så gik dagene ellers, ensformige på ryggen af kamelerne. Medmindre nogen gav ham grund til andet, var Thanos tavs og fredelig, som varmen syntes at forhindre ham i at bruge energi på andet end at være.
De sidste fire dage i ørkenen var begivenhedsløse, ud over at de hilste på en karavane den anden vej, også med slaver, som var blevet solgt. Thanos kendte den ene mand og havde en kort snak om situationen i Balzera, der var lige som den plejede.

Endeligt på syvendedagen i ørkenen, dukkedde byen op i horisonten og som mørket var ved at lægge sig, nåede de frem til byens mure. Kamelerne kendte vejen til foder og vand og inden længe fik de et stort hus med en solid mur ledende bagom bygningen i syne, liggende i udkanten af byen. Endeligt fremme.