"Ikke specielt." mumlede Maralinda tilbage, som hun bevægede sig dybere ind i rummet og hen mod nogle kasser i en bunke i et hjørne. De så solide ud, men lå også uordentlig og det ville kræve lidt overblik at finde en der ikke ville få resten til at falde. Bag sig kunne hun høre Maya også flyttede på ting med den forsigtighed de havde brug for. Hvert øjeblik kunne nogen have brug for noget herinde og så ville de være på den!

Hun skar en grimasse af den andens forslag. "Lad os hellere se om vi kan få noget at kravle på." Hun var ikke meget for at indrømme det, men fordelene ved hendes udseende som barn var ved at være lidt tyndslidte i forhold til at tage sig sammen til at vokse sig større!
Endelig spottede hun en kasse, der så både solid og fri nok ud til at kunne flyttes. "Giver du en hånd med den her?" Hun havde fået sig flyttet ind hvor hun kunne få fat og Maya samtidig også kunne. Den ville give dem en god bund at bygge på og om ikke andet et godt skridt op skulle de til det andet besvær der. Stolen burde også kunne stå nogenlunde sikkert ovenpå den.

Det var faktisk bare en smule typisk. Maya skar en grimasse af svaret og valgte ganske klogeligt at lade planen om at lade Mara kravle op på hendes ryg og derefter trække med sig ud af vinduet, falde fuldstændig til jorden. Det virkede ikke ligefrem som en god ide når pigebarnet ikke var stærk. Det blev til en let brummen fra Maya som svar, mens hun forsøgte at arbejde videre i så meget stilhed og forsigtighed som fysisk muligt.

Maya kiggede tilbage over skuldren på den anden og kassen hun stod foran. Hun vendte sig og gik derover for at hjælpe med at løfte. Den var tung og det krævede også lidt, trods de var to, at få den flyttet og sat på jorden. Så stille og tyst det var muligt! Bare den mindste lyd fik Maya til at skære ansigt. Hun pustede ud, inden hun løftede stolen op, pressede læberne koncentreret sammen og satte den på den tunge kasse. Jo.. Jo det så ud til.. at virke. En smule skeptisk kiggede hun fra deres opbygning tilbage til Mara. "Skal vi prøve, eller stable mere?"

Kassen havde været lige i overkanten af hvad de kunne flytte, men da den først var henne under vinduet og stolen stillet ovenpå var den lige hvad de havde haft brug for.Maralinda betragtede det undersøgende og derefter vurderende af afstanden op til vinduet. "Lad os prøve om ikke det går." Resolut kravlede hun som den første op på kassen og derefter op på stolens sæde. Med et enkelt blik bagud og mod døren satte hun hænderne mod væggen, så den ene fod op på ryglænet og satte af. Det gav lige nok til at hun kunne nå vinduet balancerende på tæer på stoleryggen.
Et ulåst vindue, heldigvis!

Det krævede dog et lille ekstra hop at få haspen af og vinduet til at svinge ud. Som det gjorde holdte hun vejret, men ingen anråb udefra fortalte om nogen der havde set det. Lettet lavede hun endnu et lille afsæt på stolen, så hun fik fat og kunne trække sig selv op og ud af vinduet. Hun stoppede på maven i vindueskarmen, mens hun så rundt efter et sted at lande og trak så vejret dybt, før hun tog et hovedfald, vendte i luften og landede nogenlunde fornuftigt i en høstak. Heldet til smilede åbenbart de modige.
Efter endnu en vejrtrækning skyndte hun sig ud til siden,så Maya havde plads til at lande også. Hendes blik var dog mod udgangen fra gården, hvor en vagt stod og snakkede med nogen udenfor. Stille gled hun sin magi ud mod ham, følende let på hans sind, før hun forstærkede hans interesse for hvad end der blev talt om.

Det var nervepirrende! Virkelig nervepirrende at skulle forsøge at stikke af på den her måde, men de var nu kommet så langt. Så langt at der virkelig ikke var nogen vej tilbage. Heller ikke at nogen af dem virkede synderligt interesseret i at snige tilbage ind i fangeskab. Det ville bare være at modarbejde alt det de havde opnået ind til videre. Men Maya var meget anspændt og urolig. Hun tog en dyb indånding og nikkede til pigens ord og så hende kravle op. Maya så skiftevis op på hende og hen på døren, før hun valgte at kravle op på kassen bag Mara og eventuelt gribe hende hvis hun skulle falde af.

Mara var nemlig lige det styk lavere end Maya og så ud til at have en smule problemer med at kunne nå. Det ville være katestrofalt hvis hun faldte ned! Det ville larme som en i helvede! Det var virkelig ikke det som de havde brug for lige nu, så Maya stod klar til at gribe, række ud eller på anden måde sørge for at intet skete. Lige nu holdte hun fat i stolen så den på ingen måde trippede eller rokkede sig, som Mara kravlede op på ryggen af den og arbejdede med vinduet. Hun holdte vejret i rigtig lang tid, og lukkede det først ud som vinduet åbnede sig. Så snart Mara var kravlet ud, fulgte Maya efter! Hurtigt, men uden at sætte for meget af sin ballance over styr. Hendes højde hjalp en smule på det. Det var lettere at nå vinduet og trække sig op og ud. Hun pustede tungt som hun mærkede den friske luft og for et øjeblik troede at det var overstået. Ja.. lige indtil hun fik øje på vagten her i mørket. Selvfølgelig. Hun kiggede på Mara, en smule bestyrtet og ikke helt sikker på hvad de skulle gøre for at slippe forbi den vagt. De kunne.. liste sig udenom?

Et bump bag hende fortalte Maralinda at Maya havde fulgt hende ud af vinduet og var landet heldigt i høet. Det kunne så let være gået galt lige der, men det virkede til de begge havde øvelse i kunsten at falde med præcision. Selv tog hun ikke blikket fra vagten i porten, men rakte en hånd bagud for at Maya skulle tage den. Som hun hørte skridt nærme sig mumlede hun dæmpet. "Jeg kan skjule os i skygger igen og holde hans opmærksomhed fra os, men du bliver nok nød til at lede mig..." Hun stoppede med at hviske, som hun lempede på grebet om vagtens interesse og lod ham afslutte snakken glidende. Hvem end han havde snakket med så de gå forbi porten øjeblikket efter, mens kun halvt kunne ses, som han stod ved åbningen.

Det var helt et spørgsmål om tillid for dem begge. Hvis Maya ikke stolede på hende ville hun blive svær at skjule mentalt og fysisk, mens hun blev nødt til at stole på Maya ville lede hende sikkert og holde øje med om andre kom uventet til. "Stoler du på mig?" Hun havde stadig ikke taget blikket fra vagten, men var til gengæld begyndt at samle skyggerne omkring dem.

Instinktivt rakte Maya ud og tog hånden som Mara rakte tilbage imod hende. Det var på en eller anden måde betryggende. Gav følelsen af at de sad i samme båd. To unge tøser der var forvildet ud hvor de lige nu nok havde lidt svært ved at bunde. Og de var ikke ude af problemerne endnu. Hun forstod planen, men brugte ikke ord til at svare på det, men i stedet holde øjnene på vagten hvis samtalepartner forsvandt videre som samtalen naturligt sluttede. Hun sank en klump i halsen. Det her var underligt. De havde lige mødt hinanden, og nu.. Nu måtte de udvise at de begge var troværdige. Det var ikke rart.

Maya bed tænderne sammen, inden hun tog en dyb indånding og langsomt lukkede luften ud igen. "Ja" stolede i hvert fald på hende til at hun ville ud herfra ligesom Maya selv. At hun ikke ville afsløre dem, og at hun ikke ville kaste Maya i fedtefadet - mest fordi det sidste nok ville øge risikoen for selv at blive opdaget. Det var ikke fordi Maya havde nemt ved at stole på folk, men med den logik, lykkedes det hende at overbevise sig selv om at det gik. Hun tog en smule mere fast omkring den mindre piges hånd og begyndte ganske let at gå frem, langsomt og meget opmærksom, sørgende for at Mara og hendes skygger kunne følge med.

Maralinda gav den modtagne hånd et klem og testede samtidig adgangen til den andens sind. Ingen skjolde var at finde der, ingen mentale barriere. Dejligt! Hun lod et tåget bånd af sin kraft blive til sløring af Maya, som hun trak sig selv ud og hørte denne samtykke til den usikre plan. Tilliden var vaklende, men den var der. Nok til at de kunne slippe væk eller det håbede den lille dæmon.

Hun samlede skyggerne tættere om dem ind før, men lod dem også bredde sig længere ud omkring dem. Hvis de holdt sig langt muren ville de falde i et med skyggerne der allerede var der, men der var altid problemet med hvad lys der var på den anden side af porten. Hendes koncentration havde da også nok med de fire ting hun havde kørende nu, så hun fulgte blot hvor end Maya førte hende. Vagtens sind havde givet sig til at se nærmere på noget på pladsen og hun gjorde det lige en smule mere interessant.

Skridt for skridt holdt hun skyggerne, holdt hun opmærksomheden fra dem og holdt deres sind somflygtige fnug forhvem end der søgte deres retning. Magi spredt tyndt og mest virksomt fordi hun ikke forventede nogen søgte så bevidst efter dem at de ville opfatte hendes forstyrrelse.

Maya var ikke ligefrem habil modstander overfor mentale kræfter. Faktisk var det ikke noget hun mødte meget af, så hun bemærkede heller ikke det store. Faktisk var hendes tanker helt andet steds til at mistænke den anden pige for at kunne få adgang til tanker og følelser. Alt var fokuseret på at de skulle væk herfra, og den tillid de var nødt til at udvise hinanden. Hun gav et klem tilbage til hånden og påtog sig rollen. Rollen til at føre frem ved at trække sig ind imod muren. Muren der allerede gav skygge i sig selv og dermed var en listetyvs anden bedste ven. Mayas bedste ven i den sammenhæng var altid et tag, men det kunne de ikke bruge lige nu.

Maya havde det dårligt med at skulle ligge så meget tillid i en andens evne. Men det så ud til at virke. Vagtens opmærksomhed var rettet opad i distrægt til at kigge på paladset og det var ikke ligefrem fordi folk vandrede omkring i nattetimerne, så længe der stadig var forbud. Men det gjorde ikke at Maya begyndte at tage chancer hun ikke burde. Hun gik i et roligt tempo, afholdte sig fra at larme mere end højest nødvendigt, mens hun førte den anden. Hun kiggede om hjørner, orienterede sig, inden hun trak den anden med, holdte sig i de mørke afkroge til de var langt nok væk fra vagten til at det ikke var et problem at sætte farten op og ligge den fornødne afstand. Forhåbentlig havde ingen opdaget deres fravær fra cellen endnu.

Hun trak den anden med sig ned af et par gader, drejede om nogle hjørner før hun satte farten ned igen, og tillod sig selv rent faktisk at trække vejret ordentligt. Nu skulle de bare ikke møde uheldige og lyssky mandslinge i gyderne.. Det ville jo bare fuldføre natten hvis de gjorde.

Verden var et mærkeligt sted, når Maralinda var mere i skyggerne og sindet end i natten hun bevægede sig igennem. Mayas hånd var hendes anker og ledte hen frem, mens hun holdt vagten distraheret og dem dækket af skygger. Andre bevidstheden strejfede hun flygtigt, men ingen visende interesse for pladsen foran byvagternes kontor eller for hvor de ellers befandt sig. Det var ikke perfekt, men det bedste hun kunne hjælpe med, som Maya valgte deres vej og hun måtte stole på den andens vilje til at de begge slap væk uset og uskadt.

Vagtens sind gled ud af hendes rækkevidde og hun åndede lettet op, som hun slap den helt. Det var tungt over afstand at skulle fokusere på noget så sært som tanker frem for følelser og hun nød det langt fra så meget. Med det gjort løsnede hun grebet om skyggerne, der flagrede i løse flager væk fra dem og til jorden hvor de opløstes og atter blev del af de naturlige skygger i gyderne de passerede.
"Hvor er vi?" Hun lod blikket glide over omgivelserne som de halvt gik, halvt sneg sig afsted. Intet sagde hende noget andet end at det var den mindre pæne del af byen, som så også var den mest omskiftelige del. Hendes greb om den andens hånd forblev fast, men ikke omklamrende, som der var mere interesse end bekymring i hendes stemme. "Og hvor er vi på vej hen?"

Maya ytrede ingen ord på deres flygtende færd. Ingen grund til at tiltrække sig opmærksomhed skulle nogen gå forbi dem, samtidigmed at hun skulle forsøge at få det til at se nogenlunde ud som om at de ikke gjorde noget de ikke måtte. Det sidste blev der ikke set så højt på, fordi, tog tøser på deres alder, der gik alene i de skumle gader i nattens mørke - de var ude på ballade og alle vidste det.

Maya flyttede sin opmærksomhed fra gaden til det finurlige syn af skygger der nærmest krakkelerede for øjnende af hende og faldte til jorden. Stadig med den anden hånd i sin, bevægede hun sig dog langsomt og ufortrødent videre. "En god håndfuld gader nede, vagterne er heldigvis ikke så gode dreje om hjørner hele tiden" svarede hun med et kækt glimt i øjet som hun kort kiggede tilbage på den anden. Maya gik et par gode meter frem før hun sagtnede farten ned, gumlede lidt på den andens spørgsmål. Hun kiggede tilbage med et skævt smil. "Jeg er på vej ned af her, hvor der er en smutvej op imod det knap så fattige borgerskab. Blev du færdig med din nattelige aktivitet?" spurgte hun med hovedet på skrå. Hun skulle gladeligt guide vej videre, men Maya havde også et arbejde at udføre. Den anden så ikke ud til at være helt af samme sjælende stil, men udseende kunne snyde!

Maralinda nikkede let, som hun lod blikket glide over omgivelser. Alt for mange gader i den her forvoksede myretue lignede hinanden og alt for meget blev ændret hele tiden, så det gjorde det svært at huske og genkende steder og veje. Måske også fordi det var ved at være nogle år siden hun havde været frit rundt i byen. En dør med udskæringer over fangede dog hendes opmærksomhed og fastsatte sådan nogen lunde hvor de var. Ikke helt så langt fra hvor hun gerne ville hen,men gående i den forkerte retning.
"Det skal jeg huske - hvis jeg render i flere af dem." Hun havde en helt klar holdning omat det ikke sketeog at hun fra nu af ville være en del af skyggerne. Altså så snart hun havde fundet ud af hvad den anden havde af planer. Lidt nysgerrig var man vel altid.

Det glimtede da også bare af gavtyvestreger i hendes blik, som hun mødte Mayas ved åbningen til en gyde. "Nah,jeg blev lidt hoppet i cellen, før jeg nåede ret langt." Hvad hun skulle var sådan set i kanten af rigmandskvarteret, men på en kant et godt stykke igennem det og væk fra hvor de stod nu. Så lagde hun hovedet let på skrå og smilede indforstået til den anden. "Er det noget bestemt du vil besøge dem for eller bare noget indbringende?" Det kunne jo være hendes nye bekendt var frisk på et lille eventyr i en anden retning end hvad hun havde planlagt - og et par ekstra hænder kunne bestemt altid bruges.

Maya var faktisk ganske overbevidst om at hun ikke var den eneste der havde været på narrestreger denne nat. Narrestreger og i Mayas tilfælde, også ulovligheder. Den anden, trods hendes unge ydre, virkede bare til ikke at være bange for at få snavsede hænder. Noget der med det samme fik Maya til at kunne lide hende. Desuden! Hun havde vidst sig at være umådelig praktisk bekendtskab! Uden hjælp fra det skyggearbejde, var Maya ikke sikker på at hun var sluppet ud af fangekælderen. Tanken om at blive hentet som en ulydig teenager hang hende træls i munden efterhånden.

Maya trak lidt på skulderne og gengældte det gavtyveudtryk hun fik udlevet, med et af sine egne, pyntet fint med et skævt smil på læberne. "Mest indbringende" svarede hun ærligt, og mærkede en nysgerrighed vokse i maven, som det skæve smil blev lidt større. "Hva da? Har du noget mere spændende i tankerne?" Maya var tilbøjelig til at gøre næsten alt for at tilrage sig rigdomme! At det betød hun skulle omligge sin plan for natten, jamen så kom det til at ske!

Maralinda fortsatte med at smile som den anden svarede. Et smil der tydeligt fortalte hun havde planer og at de ikke var på den såkaldte rigtige side af loven. På den anden side så var meget få af hendes planer det, hvis hun overhoved kunne komme i tanke om en der nogensinde havde været det. Der burde have været nogen,men det kunne ikke være mange. Loven var også for de fantasiforladte og magthavende. Ikke noget for hende eller hendes nye bekendt.

"Det har jeg..." Hun så den anden lidt an, nikkede så og gav sig til at fortælle, som de fortsatte af de mørkere bag-gyder mod byens rigeste og bedste mål. Der var alt trods alt at finde og meget lidt savnet hvis man forstod at tage det rigtige. Mest af alt håbede hun på et spor til havde hun virkelig søgte, men noget omsætteligt var også et par besøg værd- og den købmand hun havde udset sig havde hun også lidt andre grunde til at ramme hårdt og så det kunne mærkes bagefter.
Hævn var bare en plan bedst serveret uventet og i godt selskab.