Halvdæmonen tog sig selv i at brumme en kende ukontrolleret, da han mærkede Venus' læber imod hans knoer. De sortbejdsede øjne bevægede sig over hendes skikkelse som hun bevægede sig i hans skikkelse. Han bed sig blidt i læben ved fornemmelsen af hendes hænder imod hans brystkasse, trådte hende nærmere for blot at mærke hende yderligere - næppe noget han gjorde, men ikke desto mindre synes han at gøre det. En indbildning der glædede ham.
"Sig nu bare ja,"
Han pressede ganske let sin pande imod dens tvilling, fortsat smilende helt ukontrolleret, da han svarede hendes drillende ord. Han stødte ganske let hans næse imod hendes, dog kun ganske kortvarigt, for at holde lysten til at reducere afstanden imellem dem fuldstændig tilbage. Han rystede ganske let på hovedet, fjernende de kildende hår totter fra hans ansigt. Det afholde ham dog ikke for fortsat at beskue det kvindelige ansigt foran ham, som pludseligt synes at være fuldkommen optaget af hvad der beklædte hans krop. Han hævede spørgende det enkelte af hans øjenbryn, ville have fremsagt et par spørgende ord, hvis det ikke havde været for en gennemborende fornemmelse i hans nakke. Instinktivt begyndte hans øjne at kredse omkring sig, og det tog ham ikke mange sekunder at fange et par røde øjne, der havde kastet sig i hans retning. Toorahs blik fik halvdæmonen til at nedbryde det ellers varme ansigtsudtryk (forelskede, ville nogle om muligt påstå) og lod dette erstattes med et mere alvorligt af slagsen. Normalt lod han ikke sine øjne via fra en anden indvivids blik, men i dette tilfælde lod han det ske - for nogle få sekunder ihvertfald. Han vidste han havde handlet overmodigt, direkte idiotisk måske endda, ved at opsøge Venus. Specielt i sådan et scenarie, som han nu engang havde plantet dem i - der, ret åbenlyst, i midten af alting.

Fornemmelsen af et par slanke fingre, løftende i stoffet der lå ganske let imod hans fremtrædende brystkasse, fik ham til at se imod menneskets skikkelse igen. Det gippede ganske let i ham, da han hørte hendes stemme tale kærligt imod ham. Med et lod han atter det kærlige blik overskygge det alvorlige i hans øjne.
"Det er bedst du ikke ved hvordan - lad mig fortælle dig det et andet sted; ikke her,"
Hviskede han, ladende sine hænder omfavne hendes ansigt. Han satte forsigtigt sine tommelfingre imod hendes læber, strygende hende der i en ganske, ganske blid bevægelse. Han ville have nærmet sig hende, men standsede sig selv da han hørte en stemme tale i deres retning. Morgoth rettede sin skikkelse op, en anelse akavet, da hans øjne plantede sig på Rinne. Han gjorde sit for at vedligeholde sit smil, da hun standsede foran Venus' og hans skikkelse.
Ganske let tiltede Morgoth sit ansigt, betragtende hende i de få sekunder han kunne tillade sig det. Han ignorerede ikke blikket han fangede fra den rødhårede krystallianers side, men handlede prompte på dette - så naturligt som han kunne præstere dette. Og dette var ganske vellykket:
"Forstyrre? En glædelig overraskelse, ville jeg nok nærmere kalde det,"
Tilføjede han, seende smilende imod Venus og herefter Rinne. Hans øjne måtte kort forlade elverens, da en bevægelse fangede hans blik. Kravenohs blik fik halvdæmonen til at tilbagetrække smilet der ellers prægede hans ansigt - ikke noget der gjorde ham spor alarmerende, men ikke desto mindre frembragte det et lidt køligere udseende over hans person. Noget der dog kun fandtes over ham for en kort tid, da han endnu engang lod sin fulde opmærksomhed omfavne elveren og den rødhårede kvinde. Han rakte en hilsende hånd fremad imod Rinne:
"Avourel - kald mig Avourel, Rinne,"

Darmir fik set lidt på de 2 piger han havde siddet og snakket med var blev en så en smule bange han blev enig med sig selv om at han skulle tag at går i seng "de dame jeg ville gå til ro nu, og sove min brændrent af"
Darmir gik så så til hans værelse og faldt i søvn.

// Darmir er nu ude af baltråden//

Elverelderen sagde ikke meget, i stedet stirrede hun på Kravenoh med et blik der ville være i stand til at slå ihjel. Om hun havde tænkt sig at gå med til hans vilkår? Ikke tale om. Det blev en kold dag i helvede hvis hun besluttede sig for at tage imod ordrer fra en mørkelver. I stedet gled blikket over på Ethel med et overbærende blik.
"De skal ikke bekymre Dem om beviser..." Toorah trak et lille skævt smil men blikket sladrede om, at hun ikke var dem mindste smule imponeret over soldaten. "Elverly tager sig selv af den slags forræderi, det har I naturligvis alt for travlt til, ikke?" Toorah blinkede og krydsede langsomt hænderne i en ventende position, på trods af den trykkede stemning der efterhånden lå omkring lederen lod hun slet ikke til at være påvirket af det.
"Men nu har menneskeligheden vel heller ikke problemer med Mørkelvere, kunne jeg forstille mig, det ville næsten være for let."
Det røde blik gled langsomt udover balsalen, det faktum at Toorah stod oppe på et par trappetrin behjalp et væsentligt bedre overblik, mens hun ventede på Dronningen. Det var dog utroligt, det var nok første gang at hun havde oplevet at menneskene gav sig god tid til noget som helst. Ventetid var ikke noget der generede elveren, hun havde alt den tid i universet hun havde brug for, af samme årsag fandt mange elvermøderne ugudeligt kedelige, mængden af tid der kunne bruges på at planlægge en enkelt vinmark var uoverkommelig for de fleste dødelige.
En enkelt ting stak dog for alvor Toorah i øjnene som hun fik spottet Morgoths utroligt vel forklædte skikkelse i mængden, ikke nok med et menneske, nu også med en vandskabning af en halvelver. Den rødhåredes pupiller trak sig kort sammen inden hun igen tildelte Ethel sin opmærksomhed med et overbærende smil.
"Det er nok lettest at De finder mig når Hendes Majestæt har tid, ja?"
Dette blev der ikke ventet på svar på, i stedet sejlede Toorah med sit mægtige skørt lige gennem salen og direkte imod Morgoths skikkelse. På trods af elverens sindstilstand virkede hun overraskende rolig. Mængden af mennesker der omringede hende i denne del af salen var dog kvalmende, bare lugten omkring dem fik hende til at tænke på en svinesti.
"Avourel!"
Toorahs bløde men afsindigt autoritære stemme skar direkte igennem salen, især nu, hvor hun stod ganske tæt på. I en glidende bevægelse lagde hun sin hånd imod den mandlige 'elver's skulder, inden hun lod blikket falde ned mod de to kvinder. Synet af Rinne fremkaldte en skrækkelig lyst til mord, dette kunne hun ikke fraskrive sig.
"Vil De Damer have os undskyldt for et øjeblik?"
Et lille smil fortrak sig på elverens ansigt, et smil der sagde, at det slet ikke var til diskussion, så gled blikket over på den sorthårede skikkelse, et blik gennemsyret af tung raseri

'Uhuh,' sagde Rinne, og så på Venus med et løftet øjenbryn. Hun kunne tydelig se at der var noget galt, at Venus løj om et eller anden. Men hvad vidste hun ikke, og hvis der var noget Venus ikke ville snakke om, så var det hendes valg. Det tog meget hvor ikke at komme til at grine. Venus så på sin kompagnon med et noget bedende blik. Det var lang tid siden, Rinne havde set netop det blik.
Venus' partner lød venlig nok. Han var elver, hvilket fik Rinne til at stejle lidt, men når Venus var ... ahem, involveret med ham, så kunne han ikke være helt slem. 'Det glæder mig at møde dig, Avourel,' sagde hun, med alt den høflighed hun kunne præstere.
'Jeg kan se at I, øhm, kender hinanden. Jeg vidste ikke, at du kendte mange skovelvere, Venus?' hun så nysgerrigt på Venus. Hun var en smuk kvinde, og Rinne var ikke spor overrasket over, at hun var involveret med en. Men hun havde ikke regnet med, at den en ville være en elver.
En ny stemme skar sig gennem lyden fra menneskemængden, og Rinne spjættede kort. Det var altså kun hende, der måtte råbe efter folk!
En skovelver kom gående mod dem, og Rinne rejste med det samme sine metaforiske hackles. Hun havde set elveren komme ind, med en stor flok af dem, og efterfølgende havde hun spankuleret rundt, som om hun ejede stedet.
'Noget siger mig, at det er underordnet, om vi faktisk godtager din undskyldning eller ej.' Elveren sendte den anden elver - Avourel - et vredt blik. Rinne begyndte med det samme at tænke på, hvad hun kunne gøre for at gøre elverens aften til en helvede. Det var ikke fordi Rinne havde meget andet at tage sig til. Ud over at snakke med sin ven, hun ikke havde set i flere år.

Mængden af elvere var altid stor til disse begivenheder, tænkte Sin'thya, idet hun tømte sit glas. De benyttede gerne lejligheden til at vise sig som en del af den finere klasse. Hun havde aldrig selv talt med en fuldblodselver - de så sig som regel højt hævede over hendes slags.
Hun kunne dog godt lide at betragte dem på afstand: deres forfinede væremåde tiltalte hende. Hendes blik fulgte for en kort stund dværgen, som han forlod selskabet, og hun ærgrede sig en smule: hun ville godt have hørt nogle af hans historier.

Selv gik hun turen forbi buffetbordene, inden hun forlod festen, for at tage en smule mad med sig hjem. Det var ikke nemt at få fyldt maven disse dage.

/ude af tråden

Kravenoh rejste sig igen hvor efter han tog et brev frem og lagde på bordet hvor der stod Toorah på, Kravenoh kom altid klar på det værste til sådan nogle steder, og mest af alt var det et sats om Toorah vil være der, han vende sig der efter imod udgangen han ide han stod ved udgangen vende han sig om og kiggede over på Toorah og smilede, inden han forsvandt fra palaset.



I brevet der står:


Toorah som du nok allerede ved var det mig der har din elskede elver, du fik chancen for at opnå hvor hun er og om hun er i live eller hvad der var sket, men som den stædig leder du er takkede du nej.
En skønne dag når du ligger trykt og sover i den seng i elverly vil jeg stå ved din side, og blodet fra din hals vil flyde og ja jeg er sikkert en eftersøgt mand måske, men jeg har gjorde dette i alt for langtid til a jeg lader mig fange.

SES.............

i brevet lå Wen far ring som et bevis for det var sandt det der stod i brevet (( Hobbit har sagt ja for det med ringen ))




//out

Etheldred måtte virkelig tage en meget langsom dyb indånding, med en enkelt næve knyttet hårdt for derefter at tvinge den ud i afslappet positur. Elverlederen gjorde det bestemt ikke let for krigeren, ej heller gjorde mørkelveren det. Toorah om nogen, måtte da vide at som leder, dronning endda, havde man en hel del at se til, selv til et bal som dette.
Hun skævede kort imod mørkelveren inden blikket igen gled til Toorah, givende et kort, stift nik fra sig til svar.
" Jeg skal nok hente Dem, stol De trygt på det. " Lød svaret, selvom lederen allerede var på vej væk i brusende skørter.

Som lederen synes at søge en småsær gruppe af elver og mennesker, siden hvornår var elvere blevet så glade for mennesker..? Etheldred rystede tanken af sig, vendte sig og gav et par korte tegn til den anden nærtstående kriger der også havde vagten, han lod til at forstå, som hun diskret bevægede sig længere ind på balkonen, om bagud til gardinerne der dækkede for dørene, om bag gardinet til den dør hvorinde dronningen sad, og tjeneren højest sandsynligt havde glemt alt om hvad han var blevet bedt om, sammen med sine nærmeste rådgivere og des lige. Endnu et par lange åndedrag forlod halvdæmonen, inden hun løftede en hånd og bankede 3 lette slag på døren og kig ind for at viderebringe Toorahs forespørgsel. " Undskyld ulejligheden Deres Majestæt... "
MEre kunne ikke høres idet døren blev lukket bag hende.

// out ( skyder på at Toorah og dronningen så efterfølgende kan have deres fine lille tråd eller samtale eller whatever )

Venus stod nu - lettere nervøst - og ventede på Morgoths og Rinnes reaktioner. Hun gjorde sig umage, for ikke at lade sig mærke for meget med det; vejrtrækningen blev bevidst holdt langsom og dybe indåndinger blev holdt på et minimum, mens hun smilede og foldede sine hænder eller rettere låste dem fast foran sig. Venus smil blev noget større, da Rinne svarede, glad for at halvelveren havde erfaring med ikke at stille alt for mange spørgsmål, hun måske ikke ønskede svar på. *Avourel...* Venus skrev sig navnet bag øret og åbnede optimistisk munden for at fortsætte samtalen, uden at være klar over, at der var en temmelig dystert udseende sky på vej i form af en rødhåret elver.
Toorah var meget svær at ignorere, som hun gled gennem lokalet direkte mod dem, men det var Rinne og hende selv åbenbart ikke. Mens elverlederen tydeligvis ikke mente, de to kvinder eksisterede, så kendte Venus godt til elverlederen. Det gjorde de fleste. Og Venus var lige så lidt overrakset, som hun var imponeret over den rødhårede elvers opførsel. Rinne havde tydeligvis heller ikke højere tanker om hende, og ærligt talt forstod krystallisianeren det godt, med det blik Toorah netop affyrede. Der var ikke megen forskel det blik og så det, som folk sendte efter rotter i køkkenet. Rinne havde måske over i købet dukket sig, hvis skovelveren også havde haft en kost at svinge efter hende.
Det var lidt nemmere at smile med det billede i hovedet, mens hun strøg det ene ben bag det andet og nejede. Selvom hun ingen intentioner havde om at forlade disse kvadratmeter af dansegulvet, før Morgoth havde givet udtryk for - på en eller anden måde -, at alt var i orden, var det bedst at udvise en smule god vilje. Hun sendte Rinne et meget sigende blik med de venlige, grønne øjne, så snart hun selv havde rettet ryggen igen og afventede en eller anden form for signal.