"Så må det blive til flere bøger."

Sagde han med en let munterhed i sin stemme, og et smil trak sig over hans ansigt. Han vidste at mange ville anse ham for at være uforskammet for at være forsvundet uden at sige noget. Han havde også tvivlet den gang han gjorde, men han havde ikke fortrudt. Skyggeridderne havde de svar han havde søgt efter. De havde fundet den løsning, som han så længe havde prøvet at finde. Han vidste at hvis han skulle opnå sit mål skulle han kæmpe hårdt i lang tid.

"Jeg forstår godt hvorfor De spørger således, men jeg vil helst ikke give dem for store forventninger om at jeg vender tilbage lige med det samme. Efter ballet vil jeg vende tilbage og prøve at se om jeg kan finde en ledetråd videre til flere interessante opdagelser, som igen ville kunne optage mig i mange år."

Han havde et udtryk af beklagelse at han ville komme til at skuffe sine artsfæller atter en gang. Han havde dog ikke længere den samme ansvarsfølelse overfor elverne, som han havde i sine unge dage. Han vidste at han skulle se ud over sin egen race, da verden var langt større end blot elverne. På trods af elvernes overlegenhed, så var antallet af mennesker langt større. Derfor kunne man ikke blot ignorere denne race. Heller ej dværgene. Disse holdte sig meget for sig selv, men dog var de alligevel en mægtig race, der ikke skulle undervurderes.

Han havde tænkt sig at stille nogle flere spørgsmål til Toorah om tilstanden i Elverly, og han åbnede også munden for at sige noget, men blev afbrudt af et øresønderrivende skrig. Alle blikke vendte sig mod kilden til skriget. Nogen enkelte nåede at se hvordan en skikkelse faldt fra balkonen, fjernt fra Lysets Dronning og hendes gemakker, men lyden af en krop der slog mod gulvet var ikke til at tage fejl af. Flere skrig og forskrækkede udbrud bredte sig blandt folk. Heldigvis var ingen blevet ramt af den faldende krop. Dem der stod tæt på var ikke i tvivl om at manden, også kendt som Lord Tirrsmont, en af Lysets Dronning mest velhavende allierede, var død. En dolk sad i brystet på ham helt til skæftet, og i munden var der klemt en hvid rose. Flere af de kvindelige tilstedeværende besvimede, og urolighed spredte sig som løbeild. Selv Ratuktan formåede at lave et overbevisende forskrækket udtryk, og stirrede på samme måde som alle andre hen mod stedet hvor den stakkels døde mand lå. Vagter styrtede frem for at se hvad der var sket.
Kvinden der først havde skreget forklarede senere at det eneste hun havde set, var at døren var gået op, og der stod Lord Tirrsmont, som hun hilste på, ind til hun opdagede kniven, og så skreg hun. Bagefter, sagde hun, at det var som om en skygge skubbede til ham, så han faldt ud over balkonen og ned i balsalen. Hun havde ikke set mere, og så var skyggen forsvundet ud i natten. Man fandt aldrig ud af hvem der direkte gjorde det.
De fleste der stod omkring liget kunne ikke se hvem der ville myrde Lord Tirrsmont, og de første beskyldninger blev selvfølgelig sendt mod tilhængere af Mørkets Lord. Ingen forstod hvorfor han havde en hvid rose i munden. Først da nogle af de ældre tilstedeværende så liget og rosen begyndte der at spredes ord om Skyggeriddere og deslige. Mange slog det hen til rent sludder, da disse var blevet udryddet. Panik begyndte lige så stille at sprede sig blandt de tilstedeværende.

Nysgerrige festdeltagere blev - på mere eller mindre blid manér - gennet væk fra liget af det store antal vagter, der nu var strømmet ind i balsalen. Et klæde blev hastigt lagt hen over den døde for at skåne flere gæster for synet - men de nærmeste havde allerede set rosen, og rygterne var sat i gang.
Snart var Lord Tirrsmont båret af salen på en båre, vagterne i gang med at berolige de mest panikslagne gæster, og et par tjenere i fuld gang med at tørre blodpletterne af gulvet.

De krystalblå øjne gnistrede af vrede, da Lysets Dronning blev overbragt nyheden. En af hendes mest velhavende allierede .. og så den hvide rose! Det var så sandelig foruroligende.
"Dem, der står bag dette, vil ikke slippe godt fra deres handling." Hendes stemme var fast og beslutsom, idet hun beordrede et par af vagterne øjeblikket at udlove en dusør til hvem, der end kunne bidrage til at bringe gerningsmændene til dom.
Noget der naturligvis kunne blive særdeles vanskeligt, taget i betragtning, at ingen havde set morderen. Dog havde den hvide rose været et tegn. Et tegn på, at en gammel Orden var dukket frem fra skyggerne .. og dronningen havde ikke tænkt sig at lade dem få frit spil!

Hendes ansigt var igen roligt og fattet, da hun trådte frem på balkonen over gæsterne. De var tydeligvis meget oprørte: en enkelt kvinde i en overdådig kjole lå stadig besvimet i sin ledsagers arme.
"En stor tragedie har ramt os på denne aften, der skulle stå i festlighedernes tegn. Lord Tirrsmont var en respekteret mand." Hun gjorde en kort pause.
"Jeg vil dog love jer, at alle sten vil blive vendt for at finde den, der har begået denne udåd. I mellem tiden vil et forøget antal vagter sørge for, at der ikke sker jer noget.."
Måske ville det bedste træk i denne situation være at stoppe ballet og sende gæsterne hjem, men dronningen var stædig. I stedet var adskillige tjenere på vej ind i salen bærende på mad og drikkevarer.
"Tag imod disse forfriskninger .. Jeg vil forestille mig, at I har brug for dem. Men lad os først holde et øjebliks stilhed for den dræbte."
Vagterne, klædt i Lysets hvide kapper, stilte sig ved samtlige døre, imens der langsomt blev stille blandt de urolige gæster. I mellem tiden var paladset ved at blive grundigt undersøgt i håb om at finde indtrængeren.

Rhovandír havde godt bemærket at Toorah havde forladt bordet til fordel for en anden, for ham, ubekendt elver. De årvågne øjne betragtede den fremmede, indprentede sig hans farverige beklædning, såvel som de mange underlige tatoveringer og den underligt farvede hud.
Var det endnu en mørkelver? Men hvis det var en mørkelver ville Toorah så ikke udvise mere fjendtlighed overfor denne fremmede?
Han så undrende mellem de to parter. Måske gamle bekendte? Han forsøgte diskret at opsnappe bare lidt af samtalen de førte, mens han tog en slurk af sit vand, på trods af at han egentligt hellere ville have vin, men det ville de nok ikke tillade ham, altså måtte han affinde sig med at føle sig som et barn, lyttende til forbudte samtaler. Desværre var det ikke så meget samtale han hørte fra de to, nogle ord opsnappede han dog. Bøger.. Var manden en bibliotekar? Måske en historiker? Men det ville stadig ikke give mening, hvertfald ikke i hans verden.
Idet manden drejede sit hoved anede han det skadede øre.
Den rødblonde måtte bide sig hårdt i kinden for ikke at gispe hørligt, men han kunne ikke lade være med, nærmest instinktivt, at løfte en hånd op for at mærke på sit eget spaltede, spidsede øre, der hvor et guldsmykke så vidt muligt, dækkede over skaden. Hvordan kunne den fremmede dog gå rundt med et øre sådan? Hvor var hans stolthed? Måske han ikke ejede nogen?

Rhovandírs tanker blev brat afbrudt af det skingre kvindeskrig.
Hovedet drejede automatisk over hvor han i samme øjeblik så, og hørte, hvordan en menneskekrop faldt ud over balkonen. Han stirrede, måtte gribe i stolen for ikke straks at løbe hen for at se hvad der var sket. Var nogen blevet myrdet? Eller var han blot faldet? Mumlen og tumulten der kort efter bredte sig, lyden af en enkelt person der kastede op i en vase. Mord? De forårsgrønne øjne skævede hen imod Toorah og den fremmede elver, hvem end han var derefter hen på scenen hvor det hele udartede sig. Kvinden havde imidlertid søgt grædende i ly hos en mand der stod som forstenet med armene om hende, mens vagterne begyndte at storme ind igen.
Endnu engang skævede han hen imod sin leder, ville så frygteligt gerne se det hele på nært hold, på trods af at han vidste det ville være en dårlig ide. Det var blot et menneske, og på trods af at han gerne ville forsøge at hjælpe var dette på en dronnings, og ham meget overordnet persons, slot det hele var hændt, altså lå det hele i hænderne på hendes mænd og var dermed ikke noget han skulle blande sig i.
Ikke desto mindre ville han ønske at han kunne få mere af vide om liget og dens tilstand.

Mere mumlen og rygter begyndte at blive udbredt som liget blev fjernet på en båre og tjenere istedet begyndte at fare ind med mad og drikke. Skyggeriddere? Det var ikke en orden han havde hørt om før, måske biblioteket i Elverly kunne give ham bedre ide om det når han kom hjem?
En smule frustreret over sin uvished omkring det hele begyndte han at tappe med et par fingre på sit skød, tvingende sig selv til at se så upåvirket ud som muligt, og bøjede stedet tavst hovedet som tegn på respekt for den døde da dronningen bad derom, skævende rundt i et forsøg på eventuelt at finde den der stod bag mordet, selvom han havde en anelse om at personen allerede var langt pokker i vold.

Toorah lod kort blikket glide over til Rhovandir og Olitheir der endnu sad som naglet til deres stole, den store blonde elver mest af alt som en stenstøtte, dernæst gled de dybrøde øjne henover resten af elverfolket, alle så de så alvorlige ud, glade men seriøse. Der var ingen tøsefnidder, intet overvældende grin eller hurtige ukontrollerede bevægelser. Alt der var at se var høje, slanke væsner med påtagede smil og venlige kommentarer, det var noget helt andet til festerne i Elverly, der kunne de trods alt godt løsne lidt op.
Derefter vendte hun opmærksomheden mod Ratuktan, hun hævede øjenbrynene let til hans kommentar, hendes udtryk var ganske ulæseligt, men til sidst trak hun på skuldrene.

"Naturligvis ikke, det må også være svært at finde sig til rette i Elverly, når De nu har været væk så længe, der er trods alt visse forventninger!"

Om det var en lodret fornærmelse, eller en serviceinformation lå hen i det uvisse, sandheden var også, at han slet ikke ville passe ind i Elverly længere, hans mangel på sociale egenskaber var indlysende og desuden ville han skille sig for meget ud med det voldsomme handicap fra hans øre. Elverlederen nåede dårligt nok at sætte det høflige smil op, inden hendes opmærksomhed blev vendt imod et øredøvende skrig, før hun overhovedet så det faldende lig nåede hun kort at forbande menneskets kontrol over dem selv, det var vel ikke fordi bygningen var ved at falde sammen. Så kom det, klasket der indikerede krop mod stengulv, takket være Toorahs højde var det ikke svært for hende at se liget, hun behøvede ikke komme tæt på for at fortælle, at det var et menneske, kropsbygningen sagde det hele, hvad der derimod fangede hendes opmærksomhed var den hvide rose krammet ind i munden på manden.

"De må have mig undskyldt Ratuktan af slægten Stjernesten!"

Toorah vendte rundt, omkring hende var flere begyndt at falde om som fluer, mænd holdt deres hulkende kvinder, andre kastede op, flere græd hysterisk og hylede som pisket. Elveren havde set flere døde kroppe end man kunne tælle, der skulle mere end et dødt menneske til at oprøre hende. Toorah trådte hurtigt igennem den krakelerende mængde, der var et mål de skarpe øjne havde opfanget. Hendes hånd lukkede sig forsigt omkring armen på et lille enligt barn, så trak hun blidt den lille pige til sig og løftede hende op på armen, mens hun tyssede forsigtigt. Så hævede hun hovedet, søgende efter en forældre, men ingen kom eller så søgende ud, barnet virkede mere fortvivlet over alles pludselige reaktion end selve ulykken, men den få år gamle pige forstod sikkert heller ikke hvad der var sket. Nok var Ungen blot et menneske, men der var ingen grund til unødige lidelser, for nogen race, måske med undtagelse af mørkelverene. Hun var ikke længe om at sætte kursen imod sit folk i den fjerne ende af salen, væk fra ulykken, endnu søgende efter en forældre til den lille.

Thorn nåede knapt tilbage til Toorah, som hun gik med en anden gæst, hvis ansigt virkede bekymrende sært. Det spaltede øre og de mange tattoveringer, fik ham til at hæve et øjenbryn let, mens de to forlod bordet, men han valgte ikke, at tage det så tungt. Hvis Toorah ville tale med andre gæster, så skulle hun have lov til det. Hun havde trods alt visse aftaler hun skulle overholde.
Thorn valgte blot at sætte sig hos de andre elvere, ved sin sædvane plads, der stod ved siden af Toorahs nu tomme stol. Han startede en afslappet samtale med én af hendes embedsmænd, men holdt dog stadig en smule øje med den sære elver. Han brød sig ikke synderligt om, at Toorah stod der med ham alene.

Det øresynderrivende skrig der skar sig gennem den gængse snak fik Thorn til, omgående at se op fra sin samtale, mod lyden. Han rejste sig stille og roligt op, mens han forsikrede sig at han havde sin elverkniv til at sidde på sin sædvanlige plads under den store overdådige kåbe. Det gjorde den.
Det var næsten umuligt for ham at overse liget der væltede ned fra balkonen, og præcis som Toorah, fik han ligeså øje på den hvide rose, alt i mens folk rundt omkring ham gik i panik. Det virkede helt surrealistisk, for han havde oplevet død så mange gange at dette nærmest ikke rørte ham. Man så trods alt meget makabert som healer og krigsmagiker, især når man var over fem hundrede år gammel. Han var dog stadig overrasket, hvilket sagtens kunne ses. Det var chokerende, at der kunne ske en ting som denne, midt i et midvinterbal hvor der var adskillige vagter i paladset. Det burde slet ikke kunne ske.

Han gik Toorah i møde, som hun kom gående mod elvernes bord, og skænkede kort det lille barn et blik, før han så på hende, lettere bekymret.

"Hvad gør vi, Taurn Edhel?"

Lød hans spørgsmål, omgående. At der blev bragt mere mad ind samtidig med at Lord Tirrsmont blev taget væk, var kun endnu mere bekymrende. Thorn forstod ikke helt den menneskelige stædighed, som disse folk der holdt ballet, kunne mønstre. Der var én der var død, midt i festen, og nu gik alt videre, næsten som om intet var sket.

Telma havde haft en god, produktiv fest. Det var selvfølgelig ren forretning for hende på after som disse, men det var gået godt, og hun havde sågar fået sig et oprigtigt grin eller to under vejs! Alt imens et par af hendse små fes rundt og lyttede til samtale ingen troede blev hørt. De skulle jo lære familie erhvervet før eller senere, og det årlige bal var en fantastisk mulighed med stort udbytte for et minimum af risiko.

I aftenens anledning var hun iklædt sit stiveste pus, nyligt købt for en glækkelig sum. Det var en dyb lilla kjole, med en bred udskæring der gik helt ud til det yderest punkt på hendes solide skuldre, og fremhævede hendes imponerende... "attributter". Den var i et blandet lokalet og elvisk design der var højeste mode i byen for tiden, og var pyntet med små blege krystaller i festlighedens anledning.

Alt gik som smurt i smør, indtil NOGEN besluttede sig for at ødelægge hendes aften ved at begå mord. Hvorfor skulle det også lige være ved festlige lejligheder? Var den gamle kniv i mørket bare ikke god nok til folk længere?! Med et tungt suk forlod hun sin lukrative samtale og maste sig igennem folkemængden for at se hvad der var los, inden vagterne fik lukket for showet.
Telma kom frem i anden række, tæt nok til at identifisere den døde, og opleve den sidste del af rosens ord, inden hun promte blev gennet væk af vagterne igen. Hun arkiverede hvad hun havde set til senere gruplerier, og fjernede sig fra scenen uden brok. Et lille ryk i Telmas skørt fortalte hende at den første af hendes små var vendt tilbage som aftalt. Telma lagde blidt armen om hans skuldre, mens hendes øjne søgte de to andre. Nummer to fandt hun fanget i menneskemængden, og efter lidt masen sluttede hun sig til sin bror ved Telmas skørt. Nummer tre fandt hun på armen af en elverkvinde der var ifærd med at føre hende væk fra alt balladen. Med et lettet suk satte Telma og børnene afsted for at nå elverkvinden.

"Undskyld mig min Frue!" kaldte Telma da hun var tæt nok på til ikke at forstyrre hele festen "Det er min datter De har der" uddybede hun hurtigt da hun nåde helt frem til kvinden, og nejede dybt, som mente der var passede overfor en der var klædt så pompøst på. Derefter rakte hun frem for at tage imod barnet.
Telmas børn fuldte dog ikke hendes eksempel. Knægten på hendes venstre side skulede som om elverkvinden havde været igang med at kidnappe ungen. Han havde tydeligvis mere elverblod i årene end Telma selv, men han havde stadig hendes hår og øjenfarve. Pigen ved Telmas højre side lignede et menneskebarn, men havde også Telmas tykke, brune manke og havde umådelig travlt med at studerer sine egne sko.

Ballet havde stået på længe og Xaphan havde ikke været nogen steder at finde, det var meningen han skulle være der, men personligheds forstyrrelserne havde taget over hos ham. I stedet for at være der havde han været helt andre steder, han havde været nede ved den lokale kro og udele nogle øretæver og muligvis lavet lidt tortur. Egentlig kunne han ikke huske ret meget af det og havde heller ikke lyst til at vide noget om hvad der var forgået.
Da han endelig var kommet til sig selv var der gået panik i ham. Han skulle nå at få vasket noget af alt blodet af sig inden han tog op til slottet! Den vilde panik havde taget så meget i ham at han var begyndt at lade elektriciteten i ham tage over. Hans hår var begyndt og stritte og næsten alt han rørte ved ville få et stød.

Vel ankommet til slottet nåede han blot at se Lord Tirrsmont blive båret ud med en hvid rose hen over sig. Hvad var der sket her, og hvad med droningen?! Var hun okey?! Irriteret trådte han ind i salen som var fyldt med panik. Stoffet omkring hans liv blafrede noget for hvert skridt han tog. Vingerne havde han fået samlet noget sammen så de ikke ville fylde det hele når han bevægede sig. Hans panik havde han fået lidt styr på og ville ikke kunne give stød særlig meget, det ville måske kun være en mindre prikken men alligevel. Han satte sine hænder ned til sine daggerts der sad i hver side af benet 2 på hvert ben. Han vidste ikke om han skulle trække dem eller ej. Lysten til at gøre det var stor men det var måske ikke det rigtige tidspunkt. Hans blik bevægede sig lidt rundt for at se hvor mange der var og hvilke han kendte, måske der var nogle der var farlige, eller selvfølgelig var det nogle som var farlige Lord Tirrsmont var jo blevet dræt! Dum tanke at have egentlig! Han stoppede op da dronningen snakkede og han lod sit blik blot lande på hende, dog kunne han ikke lade vær med at holde sit blik lidt rundt på nogle af de andre. Der var noget i gære han kunne bare mærke det! Lysets dronning stoppede med at snakke og han lod sit blik vandre rundt endnu engang, vagt blev placeret ved udgangen og han vrængede lidt på næsen. Tænk der ikke engang kunne blive holdt et bal uden et mord! Med hastige skridt bevægede han sig op foran dronningen bukkede kort men ærefuldt for hende. ”Ærede dronning, beklager mit fravær. Hvad er der sket og hvad er der sket med Lord Tirrsmont?!” han virkede noget oprevet men hvem ville ikke være det? Hun så ikke ud til at være det men hun skulle jo også bevare ro'en. Han stalte sig op ved siden af hende og lod sit blik bevæge sig ud over befolkningen, nogen måtte stå bag dette! Lige så stille begyndte han at åbne og lukke sine vinger en smule. Dette var tegn på frustration og hans frygt for at dronningen ville komme til skade. Den arrede sorte vinge bevægede sig mere end hans hvide vinge gjorde hvilket aldrig var et godt tegn, vreden var heller ikke til at tage fejl af. Lord Tirrsmont var jo en respekteret adelsmand!

Der var langsomt ved at falde ro over balsalen, nu hvor liget af den dræbte, var blevet båret væk. En del af ballets gæster var ved at forlade salen trods dronningens forsikring om, at der ikke ville ske mere. Oplevelsen havde været særdeles voldsom, og nogle af gæsterne trængte bare til at komme hjem og hvile ud.
Andre gæster samledes derimod i grupper for at diskutere optrinnet, imens andre igen var begyndt at tage for sig af maden og dulme forskrækkelsen i Krystalvin.

Dronningen betragtede sceneriet fra sin plads på balkonen. Hendes ansigtsudtryk var roligt, og hun satte pris på, at der var ved at falde orden i tingene igen. Indvendig brændte raseriet over, at der var blevet begået et mord lige for næsen af hende - og hele hendes samling af vagter - imidlertid stadig. Hvis Skyggeridderne for alvor var vendt tilbage, var det virkelig en alvorlig situtation, og der måtte skrides til handling hurtigst muligt.

Et lille suk undslap hendes læber. Som om Mørkets voksende hær, samt Rutilus Taurus banden ikke var bekymringer nok. Det sidste landet havde brug for var en genopstået orden af snigmordere..
De lyse øjnes opmærksomhed vendtes imod Xaphan, da han sluttede sig til hende på balkonen. På trods af hans delvist dæmoniske blod, var han særdeles højtrangerende inden for Lyset, og dronningen stolede så ganske absolut på ham.
"Der er blevet begået et mord .. lige foran os." Bemærkede hun lavmælt. En svag tone af raseri kunne høres i hendes stemme. Lord Tirrsmont havde været en værdifuld allieret og en god mand.
"Vi ved endnu ikke hvem der står bag, men den hvide rose, der lå på liget, giver os noget at gå efter." Hun var ikke i tvivl om, at Xaphan måtte have hørt om den gamle orden, Skyggeridderne. Han havde trods alt en vis alder bag sig.

En raslen af silkeskørter hørtes, idet hun vendte sig bort fra festsalen.
"Jeg vil gerne have, at De bliver her og holder opsyn .. folket har brug for Deres tilstedeværelse til at skabe ro." sagde hun til halvenglen. Lysets Krigere var som regel et betryggende syn, og Xaphans skikkelse var velkendt - lige hvad balgæsterne havde brug for.
Dronningen gjorde et let nik med hovedet som tegn på at samtalen var afsluttet. Med et sidste blik på festsalen forlod hun balkonen - der var nok at gøre. Lysets styrker måtte sættes i beredskab så hurtigt som muligt.

Barnegråd og kvindehvin, det var næsten for meget for den unge spejders ører, men han forholdt sig dog tavs, og nød de par minutter af stilhed der var til ære for den afdøde inden mumlen begyndte at sprede sig igen, fulgt af glas der mødte hinanden og lyden af sko mod det blankpolerede gulv.
Midt i det hele opfangede han dog ikke desto mindre hans leders utroligt moderlige gerning, hvis ikke han havde set det med sine egne øjne ville han nok have haft svært ved at tro det. Tænk at Toorah kunne være så moderlig, så igen hvis ungen havde set hvad der var sket kunne det jo være en grund til hun forsøgte at liste den lille pige væk og forsøge at tysse hende ned.
Han havde været ved at rejse sig op for at søge efter en mulig forælder til den lille, men det så ud til moderen såvel som Thorn kom ham i forkøbet. I nogle, for ham, lange sekunder blev han stående i en halv oprejst position inden han gik hen for at fylde sit glas op med vand, som påskud for hvorfor han havde rejst sig op.
Bag ham fulgte Olitheir som en irriterende og meget tavs skygge, garanteret for at sikre sig at han ikke dummede sig igen.

Nyt køligt vand kom i glasset og han tog da også en tår inden øjnene igen gled hen på hans leder og ungens moder. Kvinden havde visse elviske træk, men at se en så lavstammet og...Til den massive bløde side af en kvinde. Det fik det næsten til at vende sig i ham. Var hun en halvelver+ Hans øjne faldt på de to unger der hang omkring hendes skørter, den ene tydeligvis mere krigerisk end hans søster.
Det undrede ham at nogen tilsyneladende ville tage hele deres børneflok med til et bal i stedet for at lade dem blive passet, eller sendt ind til et børnerum af en eller anden art. Baller var oftest formelle og bestemt kedelige for små børn.

'' Det er et bal ikke en børnehave. '' Mumlede han lavt på elvisk, til hvilket Olitheir tørt kommenterede tilbage på samme sprog. '' Det skulle man ellers ikke tro med Dere opførsel, Rhovandír. ''

Rovandír valgte at ignorere kommentaren og begyndte istedet at bevæge sig tilbage på sin plads, men holdt dog både øjne og ører åbne, det her var en uvandt situation for ham og han undrede sig om hvorvidt Toorah blot frivilligt ville give ungen tilbage til moderen uden videre eller ej. Parat til at træde til hvis det skule blive nødvendigt, selvom han tvivlede når Thorn var ved Toorahs side, de to syntes altid at fungere så godt sammen, på et eller andet punkt. På trods af at de ikke var partnere, hvertfald ikke af hvad Rhovandír vidste af.

Han rakte ud efter en mindre klase druer nu han var ved det, mens han kort skævede op mod bevægelserne oppe på balkonen som dronningen valgte at træde tilbage efterladende endnu et væsen Rhovandír bestemt ikke kunne lide synet af. Den underligt bevingede, ticks-fremkaldende mand lignede ikke ngoet der var naturligt overhovedet. Han rystede på hovedet og sænkede blikket, så var 'Moder Toorah ' og halvelveren alligevel tryggere at betragte. Den ene hans egen race hvilket han da kunne forholde sig til.

Toorah smilede kort og førte den ene hånd op til pigens hænder der med et stort smil havde lukket sig om et par af de utallige fletninger lederens enormt pompøse frisure bestod af, men kort efter fangede Miilaethorns stemme hendes opmærksom og hun vendte sig hurtigt imod ham, denne gang seende ganske alvorlig ud. Hun kiggede kort omkring, umiddelbart var der ikke andre der lyttede.

"Hvis der er nogle elvere der føler for at tage hjem skal de det, men jeg bliver her, jeg kan ikke lade folk tro, at jeg lader mig skræmme af et enkelt mord!"

Sagde hun så, inden hun kort skævede til den pludrederende menneskepige hun endnu havde på armen, hun fattede sikkert ikke et hak af den elviske tale der forlod læberne. Ungen havde førsteprioritet, Toorah kunne ikke overskue at rende rundt med den overraskende tunge pige meget længere. Mange syntes det var ganske uciviliseret at lade ballet fortsætte efter mordet, men Toorah var klar over hvorfor det blev gjort, det var for ikke at give Skyggeridderene mere magt end nødvendigt ved at lukke et helt bal grundet dem.
Elveren nåede ikke meget længere i sine tanker, inden en kvækken fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at vende sig. Toorah var trænet til at have det mest neutrale ansigtsudtryk i Krystallandet, heldigvis! Skabningen der begyndte at snakke var ellers gruopvækkende. En skændsel på to ben, påklædningen var rædselsfuld og kvindens selvkontrol for indtag af føde var tilsyneladende ikke-eksisterende.
De dybrøde øjne gled langsomt nedover kvinden som hun nejede, inden hun rakte barnet i retning af halvelveren, de røde øjne var dog væsentligt mere fokuseret på ungerne ved Telmas skørter, den ene var tydeligvis mere elver end moderen, hvilket også betød, at der var en elver uden selvkontrol der huserede.

"Selvfølgelig er det det. Det er sikkert også let at miste overblikket i det her kaos.. Med så mange børn!"

Toorah satte et smil op der aldrig nåede øjnene, der i stedet smeltede Telma oppefra og ned. Sætningen var der som sådan ikke noget i, men det var tydeligt, for de fleste elvere, at Toorah hentydede til, at Telma ingen styr hvad hun havde gang i med og tydeligvis havde ligget og rodet rundt med halvdelen af Krystallandets befolkning. Uappetitligt, virkelig!

Thorns opmærksomhed var mest af alt rettet mod Toorah der talte på det elviske sprog til ham, som han stillede sit spørgsmål. Han skævede dog lidt rundt, til han blev enig med hende. Der var vitterligt ingen grund til panik. Det havde trods alt ikke været en elvers død, men det var nok nødvendigt at sørge for Toorahs sikkerhed. Det kunne gå hen at blive farligt for folk i top-positioner at være her. Men Thorn tvivlede ikke et øjeblik på, at hendes sikkerhed var noget bedre end Lord Tirrsmonts havde været.

"Selvfølgelig ikke. Jeg vil blive og jeg tror også at mange af de andre vil. Vi bør nok bare være lidt mere opmærksomme fra nu af,"

Svarede han hurtigt selv på elvisk, før de blev afbrudt af en anden kvindes stemme. Han vendte sig, samtidig med, at der dukkede en lettere buttet kvinde op, hvis ører sagde det hele. Hvad i alverden?
Thorns blik var trænet, og da han kiggede på Toorah, kunne han sagtens se elverlederens modvilje mod overhovedet at tale med denne kvinde. Han selv lod sig ikke mærke med det, selvom det virkede noget sært i hans hoved. Især med de børn der sværmede omkring hende.

"Det er i det hele taget let at miste overblikket, selv uden at have børn at tænke på. Jeg håber at der ikke sker mere af den her slags i aften,"

Lød det tankefuldt, men venligt Miilaethorn, som han så hen på Telma. I modsætning til Toorahs blik, var Miilaethorn i noget bedre stand til at skjule sine følelser lige på dette tidspunkt. Som altid, var han mild og havde et blik der virkede varmt at se ind i. Han vidste udmærket, at Toorah ikke var glad for at snakke med kvinden foran dem, med det blik hun sendte, så måske var det en god idé, at tage bare en lille smule over. Han havde trods alt ikke noget imod at snakke med andre end sin egen race.

Telma tog hurtigt imod den lille da Toorah rakte hende frem, og satte den lille på armen. Den lille fandt sig hurtigt til rette, og så ud til at døse hen næsten instantant.
Telma slog en varm latter op over Toorahs kommentar, der fik hendes... "juveler" til at danse lystigt "Ja, de kan være noget af en håndfuld de små banditter!" gav hun Toorah ret, uden at vise interesse for de underliggende budskaber i kommentaren. Telma aede fraværende drengen over håret med sin frie hånd "Men de er nu hele balladen værd" tilføjede hun bestemt og mødte Toorahs blik uden frygt men en slet skjult trodsighed. Det varede dog kun et øjeblik før Telma vendte sin opmærksomhed mod den mandlige elver ved Toorahs side, og smilede en anelse bredere. Telma nikkede kort til ham som han talte "Nej, det må vi håbe! Ganske forfærdeligt, og at det kan ske her, af alle steder!" Telma knep øjnene en anelse sammen og betraktede den mandlige elver intenst "Undskyld men.. har vi mødt hinanden før?"