Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Ratuktan Llanar Stjernesten
Kaldet: Skyggen, Rune
Køn: Mand
Alder: 601
Fødselsdag: 5. marts
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral
Tro: Aladrios
Erhverv: Snigmorder og leder af Skyggeridderne
Nuværende levested: Omrejsende - Skyggeriddernes hovedkvarter i det nordlige Krystalland
Race: Skovelver

Udseende

Højde: 181 cm
Vægt: 73 kg
Hudfarve: Lys grågrøn
Hårfarve: Rødbrun
Hårstil: Hans hår er altid flettet sammen ned langs nakken, så man ikke kan se det under hans hætte.
Øjenfarve: Klare gulgrønne
Kropsbygning: Han virker meget spinkel og ranglet, selvom man sagtens kan se tydelige muskler ved de slanke lemmer.
Hverdagstøj: Han klæder sig i meget simple klæder, da han ikke kan lide at have for meget tøj på. Derfor er alt det han har på en lang kutte med hætte, som altid er trukket ned over øjnene, i den meget karakteristiske gråsorte farve, som præger de fleste Skyggeridders beklædning.
Ar, permanente skader, el.lign.: Han mangler det meste af sit højre øre, hvilket har hæmmet hans hørsel en smule på det øre, men ikke meget.
Særlige kendetegn: Hele hans krop er oversået med forskellige tegn og runer, hvilket er meget opsigtsvækkende når man ser ham.

Magi

Magisk evne (1): Runemagi: Ratuktan har gennem tidens løb opnået en stor forståelse inden for ældgammel runemagi, hvilket giver ham forskellige muligheder med disse magiske skrifttegn, som blandt andet præger hele hans krop, hvilket dog er vigtig i en hel anden del af hans magiske færdigheder.
Det han dog bruger sine runer mest til er som en middel at få og sprede information. Han kan ved berøring af et individs hud, eller et objekt placere en magisk rune. Gennem den rune kan han så høre hvad folk de taler om, lige i området omkring denne rune, som om det var et almindeligt øre. Det har dog den bivirkning at når der er mange runer omkring, så bliver der rigtig mange samtaler der kan hviske ham i ørerne. Han har dog lært at skrue ned og op for styrken af stemmerne der kommer til ham fra disse runer. Der er ingen andre der kan høre disse samtaler, undtagen hvis man har en rigtig god hørsel, men så vil man kun opfange en masse hvisken der kommer fra ham. Han har dog også lært sig at opfange de rigtige samtaler på de rigtige tidspunkter.
Den måde han så kan sprede information er igen gennem disse runer. Hvis der er en enkelt rune kan han kun hviske igennem den. Er der flere samlet, så kan han tale gennem runerne, men hvis der er en stor samling af runerne sat sammen i en bestemt sammenhæng, kan han træde frem gennem runerne, som en holografisk figur lavet af lysende runer. Han kan til enhver tid vælge at slette en rune som han har placeret, selvom han er mange mil fra den. Man kan dog ikke selv slette runen med almindelige midler, men den kan dog destrueres med voldsom magisk kraft, der vil resultere i at runen eksploderer.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Uglerunerne: Hele hans krop er dækket i en bestemt system af runer, der giver ham muligheden at forvandle sig helt eller delvist til en ugle. Når han forvandler sig, så begynder de valgte runer kort at lyse lidt op, inden kropsdelen er forvandlet til en ugledel. Det vil for eksempel kunne være at han kan forvandle hænderne til ugleklør, armene til vinger, eller øjnene til ugleøjne, hvilket giver ham et umådeligt skarpt syn. Grunden til at han har valgt uglen, er fordi kun en ugle kan flyve, uden at man kan høre dennes vingeslag.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Talenter: Han er dygtig til at aflytte folks samtale, liste sig omkring i mørke områder, holde på hemmeligheder, finde frem til folks hemmeligheder, afpresning, våbenfærdigheder, manipulation
Svagheder: Er ikke den stærkeste mand, fordomsfuld, paranoid, vandskræk
Interesser: Han interesserer sig kun for Skyggeriddernes ambitioner her i verden, og Ordenens ve og vel.
Drømme/ønsker: Han drømmer om at verden en dag ikke længere vil have brug for Skyggeridderne, men han ved at det aldrig vil ske, så længe tænkende væsner eksisterer.
Elsker: Harmoni, stilhed, loyalitet, viden, fersken, orden, struktur
Hader: Forræderi, kaos, krig, vand, violer
Helhedsindtryk af personlighed: Ratuktan er med tiden blevet en meget kold og beregnende person. Han er meget mistroisk over for de fleste folk, og hans tillid er meget svær at få, selvom han ikke har problemer med at få folk til at tro på at han stoler på dem. Han kan fremstå som en meget varm og venlig person, hvis han vil, men under facaden gemmer han en bitter mand, som er en kynisk morder. Hvis man dog har hans fulde tillid (hvilket ingen har lige for øjeblikket), så vil man se en meget dybere person, end den kolde overflade han bærer. Han er en meget omsorgsfuld person, der vil gøre alt for dem han stoler på, og dem han mener han har et ansvar overfor. Han er meget ambitiøs, og stræber ikke kun efter at han selv skal gøre ting godt, men også dem han er sammen med skal gøre det godt. Han kan være meget empatisk, men skjuler det for det meste bag en kynisk maske.

Baggrundshistorie

Barndom: Ratuktan er fra en lille slægt i Forsthjem ved navn Stjernesten. Den er ikke så stor og betydningsfuld som Nattefrost-slægten, der er den store slægt, men stadigvæk respekteret blandt skovelverne. Ratuktan var fra en meget ung alder en meget kvik dreng, der lærte hurtigt og viste stor interesse for at lære. Hans nysgerrighed var ingen hemmelighed, og at han var så entutiastisk når han prøvede at lære noget, gjorde at mange indvilligede i at lære ham noget af og til. Han var generelt en nem dreng at omgås med. Der var ingen der havde problemer med den unge elver, som mange af de ældre elvere i Frosthjem mente, ville kunne blive til noget stort i fremtid. Hvert fald med den iver som han sugede viden til sig.
Fortid frem til nu: Ratuktans tørst efter viden blev ikke mindre med tiden. Han ville altid gerne vide mere, og han nød at lære om våbenbrug, magi, planters egenskaber, og hvad der ellers dumpede foran næsen af ham. Derfor brugte han meget tid på våbentræning og i diverse biblioteker. Ingen var i tvivl om at han havde en masse viden, som få ville kunne konkurrere med ham om, selvom han aldrig rigtig mestrede nogle af tingene. Han spredte sin viden for vidt omkring, og mange prøvede at opmuntre ham til at fokusere kun på en ting, men han lyttede aldrig. Han var dygtig til rigtig mange ting, og noget af en kunstner både med sværd og spyd. Nogen sagde at han dansede med våben i hænderne, og det fik så nogen til at sige at han burde holde sig til de traditionelle metoder, da disse sikkert ikke var gode i krig.
Det endte også med at han skulle deltage i et slag en gang. Han vidste at han nok skulle kæmpe på en anden måde en den måde han trænede på. Det var ikke det værste slag, men en større gruppe menneskebanditter havde tænkt sig at angribe Frosthjem, der selvfølgelig skulle forsvares. Slaget var hurtigt overstået, men det var nok til at Ratuktan hadede krig fra den dag af. Han fortalte det aldrig nogen, men brugte meget af tiden på at overveje hvordan man kunne forhindre sådanne slag. Han prøvede mange løsninger, men tit kom han på at fjerne lederen, så der ikke var nogen der kunne beslutte at de skulle angribe. Han lagde tit sine overvejelser på hylden, men flere gange skete det at han fangede sig selv i de samme overvejelser. Han begyndte at blive en stor taler for fred, selvom han ikke talte alt for højt om det, da mange mente at man ikke kunne holde fred med menneskerne.
Han begyndte blot at blive mere interesseret i at prøve at finde løsninger på hvordan man ville kunne stoppe krige i fremtiden. Han blev blodt mere ambitiøs og brugte endnu mere tid på at opnå viden end før, og entutiasmen gjorde at han fik sig en ung beundrer. En kvindelig elver der stadigvæk blot var et barn var fascineret over den halvfjerds år ældre elver der udviste så store ambitioner. De to endte med at knytte et ganske tæt venskab, og Ratuktan hjalp jævnligt til med den unge elvers våbentræning, og hans entutiasme smittede af på den unge elverpige. I en tid (lang tid for almindelige mennesker) holdt de deres venskab ved lige, og af og til når Ratuktan tog til Elverly for at kigge i deres bibliotek, tog han Toorah med. I den tid begyndte han også at interessere sig for runemagi, men han holdt det hemmeligt, og ingen måtte endnu vide hvad han gjorde. Han var ikke født med magiske egenskaber, så at søge efter andre måder at opnå magiske kundskaber var nødvendig, men ikke nødvendigvis accepteret blandt mange af elverne.
Efter en tid hvor han nåede op på de omkring hundrede år blev han kontaktet af en mystisk fremmed. En Skyggeridder, viste det sig. De havde hørt om hans forsøg på at finde en løsning på kaos, og derfor tilbød de ham at blive en del af Ordenen. Da det virkede til at de havde svarene på de spørgsmål han havde, så takkede han ja. Efter noget tid blev han accepteret ind i Ordenen som Blod. Hverken i Frosthjem eller Elverly så man ham igen. Han var blot forsvundet. Nogle dage efter Ratuktans forsvinden, meldte man at der var forsvundet nogle bøger fra Elverlys bibliotek, men man var ikke helt sikker på hvilke bøger det var.
I mange år var han en del af Skyggeridderne, og stille og roligt viste han sit værd. Han nærstuderede de bøger om Runemagi han havde taget fra Elverlys bibliotek, og det viste sig at blive ganske brugbart i fremtiden. Mere end han skulle tro. Han viste sig at være en ganske god tilføjelse til Ordenen, og han fejlede ikke en eneste gang. Derfor steg han stille og roligt i graderne, og for hundrede år siden blev han en Silhuet. Han var beæret over at have fået denne titel, og han var nok den mest entutiastiske i Ordenen, hvilket havde sørget for hans forfremmelser. Hans entutiasme smittede af på de to Knive under ham, dæmonen Cregan og vampyrpigen Sandrinen, som Ratuktan stolede fuldt og fast på. Han skulle bare vide hvor meget han ville komme til at være afhængig af dem i Ordenen under ham om ikke så mange år.
For treds år siden skete det som man i folkemunde og historiebøgerne kender som Skyggeriddernes Udslettelse. Skyggeriddernes magt var blevet for stor, og Mørket og Lyset havde for første gang nogensinde en fælles fjende, som de forsøgte at få fjernet. Takket været en af Ratuktans med-Silhuetter, formåede de at gøre et angreb mod Skyggeridderne, der ville krøble dem i mange år. Ordenens storhedstid havde gjort dem magelige, og man havde ikke lagt mærke til forrædderen var kommet så højt op i hierarkiet. Han havde informeret fjenden om hvor de gamle tilflugtssteder lå, og hvor hovedkvarteret var skjult. Heldigvis for Ratuktan havde nogle af hans Riddere opdaget fjenden før de kunne nå at angribe, og fik slået fjenden tilbage. Ratuktan blev urolig for hvordan de havde fundet tilflugtsstedet, og skyndte sig sammen med Cregan, Sandrine og nogle trofaste riddere til hovedkvarteret for at fortælle den skrækkelige nyhed. Da de ankom, så stod hovedkvarteret i flammer, og overalt var der lig. Stål mod stål kunne høres, og Ratuktan med sit følge styrtede ind for at se hvor mange de kunne rede. Indenfor var der et helved. Den uventede forstærkning gav de overlevende Skyggeriddere en ekstra styrke, og sammen slog de de sidste indtrængende tilbage. Der var ikke mange overlevende, og selv Cregan faldt, selvom Ratuktan ikke var bekymret for ham, da han kendte til dæmonens evner og natur. Han skulle nok komme igen. Han skyndte sig for at finde Skyggen, lige tids nok til at se sin med-Silhuet, forrædderen, stikke Skyggen ned bagfra. Foran dem lå der mange døde fjender, men det viste sig at fjenden var den som Skyggen havde stolet mest på. Forræderen blev overrasket over at se Ratuktan i live. De andre Silhuetter var blevet fældet i deres respektive tilflugtssteder. Han troede ikke meget om Ratuktan, da han var klart den fysisk svageste Silhuet. Han regnede med at det ville blive en nem kamp, siden ingen var fulgt med Ratuktan, da de troede at alle fjender var slået væk. Ratuktan havde dog i tidens løb lært en masse om den runemagi han havde indprentet på sin egen krop, og han udløste hans ultimative evner med disse mystiske tegn. I stedet for kun at blive en ugle, som forræderen var vandt til, forvandlede han sig til et kæmpemæssigt ugleuhyre. På trods af denne mægtige nærmest dæmoniske form, så var kampen lang og besværlig, men Ratuktan endte med at besejre forræderen, og flåede dennes krop i stumper og stykker. Derefter var Ratuktan meget afkræftet. Han vidste han ikke ville kunne tage denne form igen før om nogle århundreder, men det var det værd. Han havde reddet Ordenen, selvom hele verden sikkert ville tro at de var udslettet. Det var de næsten også. Han talte kun syv Skyggeriddere tilbage. Otte hvis man talte Cregan med når han vendte tilbage. Deriblandt var der Sandrine og hendes to Knive. Nogle mente at de skulle opgive deres foretagene, men Ratuktan var hårdnakket overbevist om at de skulle genopbygge ordenen. Det ville tage lang tid, og det ville være besværligt. De fleste var på hans side, og dem der ikke var blev det gjort kort process med. Han kunne ikke have folk han ikke havde hundrede procent i ryggen.
Langsomt og sikkert, skjult i verdens uvidenhed at de endnu eksisterede byggede de Ordenen op igen. Sikkerheden blev skærpet, og Ratuktan, der nu var udnævnt til Skyggen, holdt personligt øje med enhver Skyggeridder. Treds år gik det før Ratuktan sammen med sine fem Silhuetter blev enige om at de nu kunne gøre deres entre i verden igen. Det skulle blive spektakulert, så verden ikke var i tvivl om at de var tilbage.
Værste minde: Hans første slag og kollapset af Skyggeridderne
Bedste minde: Da han blev forfræmmet til Silhuet
Barndomshjem: Frosthjem i Lindeskoven

Familie: Hans fæller af slægten Stjernesten, men ikke nogen han har kontakt til

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Under middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Fantastisk
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Middel