Xenix kiggede dårligt på hvad hushovmesteren havde gang i, til sidst tørrede hun bare tårene væk, hvilket resulterede i, at de blodige spor hun havde på kinderne bare blev tværet ud. Hun var så frustreret over det hele, hendes nye tilværelse og de nye regler hun havde været nødt til at følge. Hendes eget palæ var nødt til at gennemgå en seriøs ombygning, hvis hun dog nogensinde ville vende tilbage til foden af bjerget. Der kom sjældent mennesker, og det var af den grund et elendigt sted at bo for en vampyr der behøvede blod. Samtidig var Lorgath, manden hun var blevet sendt ud for at slå ihjel, pludselig den eneste i hele verdenen hun kunne stole på.
Et øjeblik frygtede hun at Lorgath ville skubbe hende væk, men så lagde han armene omkring hende. Lettelsen åbnede bare op for smerterne der væltede indover hende, hun var som Lorgath træt og udmattet, men udover det var hun sulten hvilket ikke just hjalp på hendes situation.
En forsigtig trækken i hendes overarm fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at kigge op, Ashmod hjalp hende på benene og fik hurtigt trukket det beskidte tøj af hende, hvilket afslørede de store brændmærker. Trøjens stof hang sågar fast i brandsåret på skuldrene, da det tydeligvis var det som var værst, men Xenix gav kun et anstrengt støn fra sig, hvorefter hushovmesteren fik hende plantet i et af de to store badekar.
Vandet var iskoldt, men dulmede hurtigt smerten fra sårene, nu var der vel kun tilbage og håbe på, at legenderne om vampyrenes hurtige healing egenskaber holdt stik, tanken om at skulle sove med de smerter hun havde gjorde kun tingene værre, så ville hun i hvert fald ikke sove de kommende døgn.

Lorgath kiggede op mens Ashmon samlede Xenix op fra gulvet og klædte hende af. Han forventede at han selv skulle gøre det samme og gik derfor i gang med at få sit eget tøj af. En smertefuld process hvor han kun nåede til at få al tøjet på overkroppen af. Han blev siddende på gulvet, til Ashmon kom og hjalp ham op at stå. Det var lige før det var værre nu, med hans benkræfter og ligesom Xenix kom han med et smertesudbrud.
Resten af tøjet røg af, og ligesom Xenix, sad Lorgath nu også i et stort badekar med koldt vand i. Det beroligede ham og han lukkede øjnene. Om tattoveringen på hans ene skulderblad var smeltet væk, vidste han ikke, og han var egentlig lidt ligeglad med om Xenix så den eller ej. Hun kendte alligevel til mange af hans hemmeligheder, men heldigvis var hun ikke vant nok til sin egen krop til at kunne stikke ham flere gange i ryggen. Forhåbentlig ville hun selv forstå det. "Det håber jeg ikke du gør igen," mumlede han til hende, dog uden nogen vrede at spore. Han gned sig i tindingerne og lagde sig så lidt bedre til rette i karet. De skulle nok være her et stykke tid alligevel, til de var kølet lidt bedre ned og Ashmon var ikke nogen steder at se lige nu.

Xenix fulgte roligt med da Lorgath blev klædt af, faktisk så han ud til at være værre tilredt end hende, hvilket igen bare gav hende et stik af dårlig samvittighed. Et eller andet sted havde hun mest af alt lyst tik at drukne sig selv i badekaret, men det kunne hun vel ikke engang. Hun trak ikke vejret og det ville af samme grund bare være fjollet at prøve.
Med et par anstrengte bevægelser fik hun samlet det lange sorte hår og smidt det udover badekarskanten, hvor spidserne ramte gulvet. Det var kun dumt at håret flød rundt og blev viklet ind i sårene. Det var længe siden hun var blevet klippet, og lokkerne nåede efterhånden helt ned til hendes lænd når det var sat op i en hestehale.
Hun vendte langsomt hovedet imod Lorgath der lå i badekarret ved siden af hende, de lyseblå øjne betragtede ham roligt, Xenix' udseende havde ikke ændret sig forfærdeligt meget efter hun blev vampyr. Hun havde altid været bleg, så selv efter nogle år uden sol ville man ikke kunne se den store forandring i hendes hudfarve. Grundet det ravnsorte hår stod de lyseblå øjne meget frem, den eneste forskel var nu, at hun var blevet en kende mere skarp i blikket.
"Det lover jeg!" sagde hun så, og sendte ham et skævt smil der afslørede en af de spidse hjørnetænder. egentligt vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle sige eller gøre, hun følte sig bare dum og skyldig hvor hendes oprør og forsøg på at stikke af. Hun ville sikkert ikke engang kunne klare sig selv i verdenen udenfor herregården endnu, men i øjeblikket var alt hun ville bare at komme væk.
Forsigtigt lænede hun hovedet tilbage så det hvilede på badekarrets kant, gad vide hvor længe de skulle ligge der? Langsomt førte hun hånden op til halsen hvor han i sin tid havde bidt hende, hun havde endnu små mærker der kunne føles med fingrene, hun gav et kor fnis fra sig og slog så blikket over på ham "Legenderne siger at de her aldrig går væk.." startede hun og hentydede tydeligvis til bidemærkerne "I så fald kunne du godt have lavet dem lidt pænere!" tanken fik hende til at smile lidt, især grundet de store brandsår som hun ikke var sikker på om ville forsvinde nogensinde, hvilket var lidt sært for en så forfængelig type som hende

Lorgath så hen på Xenix da hun gav ham et løfte. Så ville tiden vise om hun stod ved sine løfter eller om hun ikke var et individ der havde ære i sjælen, som nu var blevet erstattet med et indre, blodafhængigt bæst, som det krævede megen viljestyrke at kontrollere. Lorgath selv besad megen viljestyrke, men det skete at han til tider knækkede, så det ville blive spændende hvor stærk Xenix egentlig var mentalt.
Han var tilbage til sine egne tanker, da Xenix pludselig talte igen, i en del bedre humør og han satte sig op og så på hendes hals. Ja okay, det kunne godt have været lidt bedre. Lorgaths egne mærker var to meget små prikker i halsen, næsten ikke til at se for det blotte øje, men så man efter så var de der. Lorgath kunne ikke gøre for, at Pearl var perfektion.
"Det var der ikke tid til. Jeg havde jo dit sværd siddende igennem mig og alt muligt," sagde Lorgath tørt. Han så op da tjenerne kom ind med både bandager og nogle lidt mere løse klæder til dem begge to. Ashmon dukkede også op og han så hen på Xenix.
"Jeg har brug for at vide om du gav Hr. Korbin nogle indre blødninger med dit.. Trick," lød det en smule irriteret fra den lave hushovmester. Lorgath vidste godt selv, når han havde indre blødninger, han havde haft dem før, og det føltes ikke sådan nu, men han sagde intet. Xenix måtte tale for sig selv, hvis hun skulle komme overens med Ashmon.

Xenix rømmede sig kort af gammel vane og vippede så lidt med fødderne, på trods vandet hun lå i var ret koldt lod hendes krop ikke mærke af det, det var vel de udødes lod. hun glippede et par gange med øjnene og så så væsentligt mere alvorlig ud "Hvad så med ild? Hvis solen har så stor effekt på os?" spurgte hun så inden Ashmon kom ind og stillede sig parat. Da han stillede sit spørgsmål kunne Xenix ikke lade være med at himle med øjnene"Ligner han måske en..." startede hun, men stoppede sig selv brat, og lod underansigtet glide ned under vandoverfladen, hun vidste godt at hun skulle behandle og tale pænt til hushovmesteren, men hans evige indre ro og hans bagkloge stemme gjorde hende vanvittig, men til sidst svarede hun så på spørgsmålet "Nej!"
Hvis Lorgath ville vide mere om hendes evne måte han spørge senere, lige nu måte hun bare gøre hvad hun kunne for at holde sig i ro, også selvom at Ashmon gik hende på nerverne og hun kunne dufte hans blod langt væk, hun havde sågar svært ved at kolde blikket fra hans hals.
Det krævede en del mere selvkontrol i den nye tilstand end hun først havde regnet med, men det måtte hun tage med, også selvom at det var mere end et døgn siden hun havde spist.
Ashmon vinkede hende op af vandet, hvor han smurte kølende salve på sårene og forbandt dem. Xenix sagde ikke et pip i mellemtiden, da alt hun tænkte på, udover den bidende smerte var hvor meget hun havde lyst til at sætte tænderne i den aldrende Ashmon

Lorgath lagde godt mærke til hvordan Ashmons skarpe blik blev endnu mere skarpt da Xenix skulle til at stille et spørgsmål. Han vidste at hushovmesteren ikke brød sig synderligt meget om Xenix, og han havde da også udtalt sig om det et par gange, men Lorgath troede fuldt og fast på at han nok skulle kunne håndtere hende. Da Ashmon begyndte at arbejde med hendes sår, lagde Lorgath godt mærke til at hendes blik var sultent og han havde en idé om at Ashmon var det bedste mål. Han vidste selv hvor dygtig Ashmon var med det sværd han havde hængende i sit bælte og derfor valgte han selv at advare lejemorderen. "Drop det, vi får mad om lidt," forklarede han roligt. Det var også et hint til en af de andre tjenere om at komme med noget blod til dem. Han gik omgående.
"Angående din evne. Hvordan bruger du den?" Spurgte Lorgath kort efter. Det var let at høre at han ikke ønskede et nej til spørgsmålet. Han skulle vide det, sådan var det ganske simpelt.

Ashmon fik sendt hende et par irriterede blikke indimellem, og Xenix var ganske rigtig god til at gengælde dem, især hvis Lorgath ikke kiggede, hun var udemærket klar over, at han var glad for sin tjener og sikkert til hver en tid ville vælge ham frem for hende.
Den mandlige vampyr nåede også at give hende en varsel om dette, men det var ikke let, han havde stået helt tæt på hende, så tæt at hun kunne se hvordan blodet bankede under huden på ham. Hun rystede tankerne af sig og trak så en løs hvid kjole nedover forbindingerne, et kort øjeblik overvejede hun om det var klogt at tage hvid på sådan som hun endnu svinede med blodet, men hvis de endnu engang fik serveret blod på kande kunne det vel ikke gøre den store skade. Hun gned sig hurtigt over øjnene og så så en af tjenestefolkene, hun endnu ikke kendte navnet på, bakke ind i køkkenet med et fad i hånden hvorpå der stod to glas og en kande.
Xenix sendte hende et kort smil og tog imod det, hvorefter hun stillede det på køkkenbordet og hældte op til dem begge mens hun takkede pigen. Tjenestepigen sendte hende et smånervøst smil tilbage og forlod så køkkenet omgående. Xenix tog hurtigt en stor tår af glasset og kiggede så på Lorgath "Hva, er alle i dit hus bange for mig?" Spurgte hun så med et hævet øjenbryn og rakte ham det andet glas.
Personligt mente Xenix nu nok, at hvis der var nogle at være bange for, så var det Lorgath og ikke hende selv. Da han spurgte ind til hendes evne trak hun lidt på skuldrene til hendes store ærgelse gav det et ubehageligt ryk i brandsåret på ryggen, men hun prøvede for vidt muligt at ignorere det.
"Det handler om at jeg åbner op for at kunne få kontakt med offerets hjerne og nervebaner. På Den måde kan jeg indføre ulidelige smerter i kroppen få folk. At åbne op kan tage alt imellem få sekundter og flere minutter alt efter min fysiske og psykiske tilstand." sagde hun så, og tømte glasset hun endnu holdt i hånden, for derefter at fylde det igen.

Da Ashmon var færdig med Xenix, gik han videre til Lorgath og smurte salven på hans hud mens han sad i badekarret. Han kunne ganske simpelt ikke få sig selv op fra badekarret, med sine komplet ømme muskler og så måtte de bare arbejde uden om det. På en eller anden måde blev det også gjort og til sidst var han selv oppe, iført både bandager og en sort kåbe, der sad løst. Han havde også fået sig et par tynde bukser på og stod nu også med sit glas, som han, faktisk drak grådigt af. Mest af alt fordi han var forbandet sulten efter alle dagens strabadser. Han så hen på Xenix da hun spurgte om alle i hans hus var bange for hende. Han rystede på hovedet.
"Jeg er ikke bange for dig. Det er Ashmon heller ikke. Og de andre er lige så bange for mig, hvis ikke mere, end de er for dig," forklarede Lorgath alvorligt, før hans blik landede på Ashmon der tavs nikkede. Hushovmesteren var mere end blot i stand til sit arbejde. Han gjorde det fantastisk.
Han lyttede til hendes forklaring med et koncentreret blik. Evnen havde han ikke faldet over før, ikke engang i sine mange bøger, men nu var den der, og Xenix havde forklaret dens kunnen.
"Ulidelige kan man vidst godt kalde det," mumlede han tørt mens han fyldte et nyt glas op, da det var tomt. Lorgath så hen på Xenix med et lidt køligt blik. "Selvom du nok ikke tror mig når jeg siger det, så har jeg tænkt mig at give dig en chance mere. Én," sagde Lorgath, og understregede tallet 1. Efter det, måtte han se hvad der skulle gøres hvis hun ødelagde denne ene chance.

Xenix løftede igen øjenbrynene til det han sagde og skævede så hen på Ashmon, hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle syntes om ham, et eller andet sted var ham egentlig lidt klam, han stod bare der og stirrede, han sagde sjældent noget og parerede bare ordre. "Hvorfor bliver de her så? Har du nogensinde ædt en af dem?" hun kunne ikke lade være med at spørge, hovedsageligt grundet sin egen ustyrlige sult. Han måtte da selv have det sådan, eller i hvert fald derhen ad. Sådan virkede det på ham når ham spiste, eller drak.
Hendes evne var virkelig sjælden, den lignede ikke noget nær elementmagi eller noget i den stil, den eneste hun kendte som besad samme evne var hendes mor, dengang hun stadig levede, hendes mormor havde ligeledes været i besiddelse af den. "Ja, det var endda kun på et let basis at du oplevede den, hvis jeg er tilstede kan jeg gøre det meget værre!" sagde hun så, og skævede ned i glasset med blod, hvis hun skulle være ærlig vidste hun ikke rigtigt om hun nogensinde ville være i stand til at nyde blod serveret på den måde.
Den sorthårede kvinde nikkede bestemt til hvad han sagde, hun måtte nok hellere rette ind hvis hun skulle have en chance for at lære at begå sig generelt som vampyr uden at få en horde af vampyrjægere på nakken, hvis den slags altså eksisterede. Hun måtte bare prøve at glemme tanken om at det var Lorgath der i og for sig havde slået hende direkte ihjel. På den anden side var det jo en kamp hvor den stærkeste der overlevede, hvis han ikke havde ramt hende rigtigt havde hun jo ikke tøvet et sekund med at halshugge ham. Måske skulle hun bare tage sig til takke med livet som udød, det kunne umuligt være så slemt som hun selv gjorde det.

Lorgath så op da Xenix spurgte hvorfor tjenerne så blev her og smilte et barsk smil.
"Fordi jeg behandler dem godt, betaler dem og fordi de er loyale over for mig. Ashmon er også en meget dygtig hushovmester, der lytter til sine undertjenere og hjælper dem," forklarede han hvorefter han så hen på Ashmon der smilte lidt. Han havde svært ved at holde den irriterede grimasse, for den ældre herre var faktisk en mand af humor og han blev glad for han fik komplimenter. "Og nej, jeg har aldrig i mine.. 2800 og et eller andet år, rørt nogle af mine tjenestefolk, heller ikke de gange hvor jeg har været nødt til at hyre af åbenlyse grunde," tilføjede han, denne gang alvorligt, selvom det var tydeligt, at han havde ekstremt svært ved at huske sin egen alder. Da Nadia havde spurgt og han havde tøvet, var han blevet enig med sig selv om at finde ud af det ved hjælp af sine pergamenter, men han var kun kommet til det tal han havde nævnt. Det var svært at holde styr på alderen når man var så gammel som han var.
"En endnu større grund til at jeg må bede dig om, aldrig.. Nogensinde, at bruge den på mig igen," sagde Lorgath tydeligt, lige efter Xenix havde forklaret videre på hendes evne. Han havde endnu ikke selv fortalt hvilken magi han besad, men nu havde hun heller ikke spurgt.

Xenix holdt fortsat skarpt øje med hushovmesteren der smilede minimalt til Lorgaths kommentar, hun ville nok ikke vende sig til ham foreløbig. "Men hvorfor er de bange for dig så? Hvis du ikke har gjort dem noget?" hun vendte de blå øjne imod vampyren og stillede så det blodige glas fra sig på bordet som hun lænede sig lidt op ad.
Da han nævnte sin alder kunnde den sorthårede kvinde ikke skjule sin overraskelse, kunne man overhovedet være så gammel? Han måtte jo være før tidernes morgen. "Hold da op. Hvordan var det dengang?" spurgte hun så ud af det blå, hun havde altid været meget videnskabeligt interesseret og havde kun mødt elvere der målte max. 5 århundrede, men aldrig noget der kom i nærheden af Lorgaths alder. Han måtte jo være en af de ældste i hele Krystallandet. "Er du aldrig bange for at tiden en dag har ændret sig så meget, at du ikke længere vil være i stand til at forholde dig til det?" spurgte hun så, og så en anelse bekymret ud, tænk hvis hun en dag selv skulle ende med at blive så gammel. For at slå hendes overraskelse væk kunne hun ikke lade være med at sende ham et kækt smil "Jeg vil dog give dig, at du holder dig godt!" han havde sikkert hørt det 1000 gange, i og med at han havde levet så længe måtte han have været begæret af en masse kvinder igennem tiden, for han var bestemt ikke en grim mand... vampyr.
Da han igen nævnte hendes evne nikkede hun endnu engang indforstået med det, fra nu af skulle hun måske bare holde sin mund omkring sine magiske evner, til gengæld strejfede tanken hende nu de var ved emnet "Hvilke magiske evner besidder du? og Ashmon for den sags skyld?" spurgte hun så, og så fra Lorgath til husets hovmester. Lorgath måtte have en ekstrem kontrol over sin magi i og med at han havde levet så længe, hvis han da besad noget, det gjorde de fleste í Krystallandet dog, det var efterhånden mere underligt ikke at besidde magi, end det var at være i stand til at kontrollere det.
Roligt rodede hun lidt med en af de lange sorte totter, da endnu et spørgsmål dukkede op hos hende en lille men ganske essentiel ting. "Hvordan har du tænkt dig med at jeg bliver her? Eller skal jeg tage hjem?" den bløde stemme virkede for et øjeblik tøvende. Faktisk ville hun være mere tryg ved at være hos Lorgath i og med det hele var så nyt for hende, hun ville ikke overleve længe på egen hånd derude.

Lorgath havde ikke forventet at få en hel stime af spørgsmål i hovedet, men nu gjorde han blot et forsøg på at svare sit bedste på dem og holde sig forholdsvist ærlig, selvom nogle af hendes spørgsmål ikke kuede ham.
"Fordi de ved hvem jeg er. Ikke kun det faktum at jeg er vampyr kan virke skræmmende på folk," svarede han med et skuldertræk. Da hun spurgte hvordan hans liv havde været som menneske - det var hvad han gættede på - kneb han igen øjnene sammen. Det stod blurry for ham, og det eneste han egentlig kunne huske var sin familie, de fægtetimer han havde fået og så at han altid havde haft en udmærket form for intelligens.
"Ikke meget anderledes. Skal jeg være ærlig, så kan jeg ikke rigtig huske det," mumlede han, en smule irriteret over at have glemt noget så vigtigt.
Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes alderskommentar. Det kunne hun selvfølgelig godt have ret i og han var ikke et sekund i tvivl om at han havde sit udseende med sig. Måske var denne tankegang lidt egoistisk, men sådan var han bare, og det var der ikke meget der kunne ændre på.
Så kom hendes spørgsmål omkring hans evner og han blev kun overrasket ved det faktum at hun også spurgte ind til Ashmon, som han ikke ønskede at fortælle om.
"Jeg kan gøre mig selv uset og uhørt. Og så er mine sanser meget skærpede. Ashmon vil selv fortælle dig hvad han kan, når han mener han er parat til det," forklarede Lorgath med et smil. Ashmon så ikke ud til at ville ud med noget nu, og det kunne Lorgath egentlig godt forstå. Kvinden havde næsten slået hans herre og sig selv ihjel, og derfor var hushovmesteren ikke så forfærdelig glad for Xenix lige nu.
"Og angående dit hjem, så kan det godt være her. Det er også bedst sådan, indtil videre."

Xenix kunne godt fornemme på Lorgath at han fik stillet lige lovligt mange spørgsmål på en gang, men hun kunne ikke gøre for det, hun var så vidensbegærlig at det næsten ikke var til at holde ud at stå overfor en som Lorgath der havde oplevet så meget. Tanken om at hun en dag måske ville være så gammel som ham fik hende til at undres over hvordan det måtte være.
Det svar hun fik skuffede hende dog en del, hun havde regnet med at få et langt og fyldigt svar men den gamle vampyr kunne ikke huske noget, dog kunne man ikke se skuffelsen på hende "Måske skulle jeg så skrive lidt ned fra mit eget liv, mens jeg stadig kan huske det!" sagde hun så og blinkede kækt til ham. Hun havde ikke lyst til at glemme noget som helst, måske skulle hun faktisk til at skrive en dagbog.
"Arh!" sagde hun da han fortalte om sine magiske egenskaber før hun så tænkende på ham "Men hvis du kan gøre dig mere eller mindre usynlig, hvorfor gjorde du det så ikke da du opdagede at jeg var i huset?" spurgte hun så, og sendte Ashmon et skulende blik, hun kunne godt regne ud at han ikke kunne lide hende, men sådan var verdenen nu engang indrettet, man kunne ikke være vellidt hos alle og hvis hushovmesteren ville være sur eller bitter på hende måtte han da selvom det, så længe Lorgath ikke var det.
"Tak, det er jeg meget glad for, jeg bor for foden af bjergene i et ret åbent palæ, jeg tror ikke engang der er et enkelt rum jeg ville kunne være i om dagen uden at brænde op."
Til det sidste skar hun en kort grimasse og trak endnu engang på skuldrene

Lorgath havde på fornemmelsen at hans mangel på hukommelse ikke var noget Xenix syntes om, især ikke ved hendes drillende kommentar. "Nu var det så heller ikke mig, der skulle holde øje med verdenen, eller udforske den dengang. Og jeg kan godt huske hvad jeg selv har oplevet," kommenterede han en smule bittert. Bare fordi han ikke havde styr på Krystallandet, betød det vel ikke at han ikke kendte til sin egen barndom. Eller gjorde det? Der var mange brøkdele der manglede og det meste han kunne huske var af den negative slags.
Xenix' spørgsmål omkring hvorvidt Lorgath havde gemt sig fik ham til at få det drillende glimt i øjet. Han så op på hende med et smil. "Hvis jeg gemmer mig i mit eget hjem, så ville jeg være noget så langt ud, at jeg bare gøre en ende på det hele. Jeg er ingen kujon, det har jeg lært ikke at være på den hårde måde. Uden for arbejdet, møder jeg truslen uden for skyggerne," sagde han, igen alvorlig. Det var vigtigt at kunne have noget at stå ved og dette havde han stået ved siden barnsben.
"Så er det vidst bedst du bliver her, ja. Men nu vil jeg tage i seng," mumlede Lorgath, da Xenix havde forklaret hvor og hvordan hendes var og lå. Det var nok ikke så godt at bo der endnu.
Han stillede glasset fra sig på et tilfældigt bord og gik på ben der skreg af muskelsmerter, op i sine sovekamre, hvor han forsigtigt lagde sig ned under den bløde dyne, efter at have taget kåben af. Han glemte at lukke sin egen dør, men Ashmon ville nok låse døren henne ved trappen.
Efter kort tid faldt Lorgath i søvn.

Xenix pustede til en lang pandelok idet Lorgath begyndte at tale, han syntes tilsyneladende ikke hendes lille spøg var specielt humoristisk, men det var vel også ganske forståeligt.
Da han gjorde mine til at forlade dem og gå i seng nikkede hun bare, hun var selv ekstremt træt og udmattet, så det var klart at han også var det, de havde trods alt været oppe hele natten og noget af dagen samt tilhvervet sig skader.
Dah n nåede til køkkendøren rømmede hun sig kort, og vendte så blikket imod ham "Lorgath, jeg er virkelig glad for det du har gjort for mig. Tak!" sagde hun og sendte ham et lille smil inden han forsvandt ovenpå.
Ashmon viste hende ind i et stort gæsteværelse hvor en stor opredt seng ventede, vinduet i værelset var dækket til med noget der mindede om en træplade omviklet hvidt stof, og for enden af sengen stod et bord man kunne sidde ved. Ashmon nikkede kort og forlod hende så, hun kunne ikke rigtigt finde ud af, om hun nogensinde ville kunne komme til at lide den gut.
Langsomt trak hun den hvide kjole over hovedet og lod den dumpe ned på gulvet, hvorefter hun kravlede ned under en af de tunge gåsedunsdyner og faldt i en tung drømmeløs søvn.

// Out