Mimikken i ansigtet sagde noget helt andet, han var nemlig ikke enig i den udtalelse. Det havde hun så sandelig ikke, klasse kom ikke fra andre. Nej, den skulle man skabe og det havde han gjort. Men ved siden af Enzel, så var der selvfølgelig lang vej endnu. 

Koppen blev frataget ham og han så bare til, lod sin hånd der havde holdt på armlænet støtte sig på Enzels side så han havde fuldstøtte, selvom det måske ville være for meget  af en berørning når den nu lå ved taljen som en støtte. " Du undviger og taler konstant tilbage på mig når vi taler om din husbond og elsker, men det er ikke dem jeg vil vide noget om ". 

Et ryst på hovedet, Det var ikke et svar han kunne få endnu. " Jeg blev forvandlet af en som hed Emmett. Han var på et rov om at forvandle mænd der havde succes eller begyndende succes i sit liv. Han samlede lidt på det, som vi var nogen trofæer --" en kort pause, og han lænede sig lidt mere tilbage og skubbede numsen lidt længere frem, nærmere udkanten af sofaen, men lod Enzel forblive siddende. " -- det tog mig omkring.. fyrre år at finde ham og penetrere et flækketstol i hjertet på ham ". 
Nu lå blikket på Enzel, afventende for at se hvordan han reageret. 

Halvkatten reagerede ikke rigtig på at blive konfronteret med, at han undveg emnet, når det kom til hans mand og hans elsker. Finneas af alle, måtte vide hvor vigtigt det var at beskytte dem man elskede. Nicola og Phillippe skulle ikke rodes ind i hans problemer, unoder eller vampyrdrama. Og desuden klædte det ikke Finneas at blive jaloux…

En flækket stol, simpelthen? Enzels sorte bryn løftede sig, og der var et overrasket lys i hans før dovne øjne. ”Og hvordan føltes det at få hævn?” Langsomt bredtes der et smil i hans kønne ansigt. Gjorde det frygteligt djævelsk. ”Var det ikke tilfredsstillende?” Hvis Finneas var i 30’erne, og det tog ham fyrre år… Så var Finneas omkring 70 år, da han fik hævn. Hmm… Forhåbentligt kunne Enzel få hævn over Eskild før han fyldte 24…

Så Enzels reaktion var positiv, alt efter hvordan man så på det. Det var tydeligt at vold og stærke følelser interesserede ham meget. Mens banale historier om gamle forelskelser i søde piger, ikke sagde ham det fjerneste.

”Du mangler kun at svare mig på, hvor gammel du er. Så skal jeg nok svare dig på dit ene spørgsmål.” Nu var han jo nysgerrig. Hvad var det Finneas gerne ville vide…?

Han brød sig på ingen måde om smilet der kom til syne, voksende som zalandins hvisken havde ramt ham om muligheder der ikke skulle gives. Finneas sukkede over reaktionen han blev mødt af. Det var for håbenlyst at Enzel ville bruge det for at få sin vilje, men den fornøjelse ville han ikke give ham. Det måtte halvkatten snart have lært. " Meningsløst, Enzel. Det høre fortiden til, og jeg stoppede ham blot fra at forbande flere for sin egen vindings skyld " - igen, Finneas havde foretrukket at være død, ikke levende død. Men død. 

Hånden om taljen blev lagt om nakken i et nemt tag og vrikkede Enzel let til siden i et forsøg. " Du får ikke svar på det. Måske på vores hundrede sammenstød kan du få en alder, men ellers er den ikke nævnværdig " 

" Havde jeg været levende, havde du så givet mig en chance og hvorfor uanset hvad du vælger at svare " det var måske et åbenlyst og sårende spørgsmål og svar som ville blive givet, men Finneas vidste at det handlede ikke kun om hvordan de mødtes, men også om det, at han var vampyr som gjorde Enzel holdt sin afstand. Elsker og husbond, han mæskede sig i alle de som gav den op for ham, det krævede blot at være hengivende nok. 

Finneas troede måske at han slukkede for hans hoveren. Men faktum var, at Finneas havde krævet hævn engang, og var ikke meget bedre end Enzel. Desuden, hvis Emmett ikke længere skulle forvandle gode mænd til vampyrer, så skulle Eskild heller ikke have lov til at chikanere flere unge mænd. På visse områder, var der ikke den store forskel.

Men Enzel blev ikke ved med at plage ham med det. ”Du er underlig…” Gentog han utilfreds over, at Finneas holdt fast i, ikke at ville fortælle sin alder til ham. Det gjorde jo bare Enzel trodsig. Han burde ikke svare ham på nogen som helst spørgsmål… Men det spørgsmål som Finneas stillede ham, kunne end ikke onde Enzel ignorere.

”…Du har jo… fået en chance…” Kom det lidt tvivlsomt fra ham, og han tænkte specifikt på det tilbud han havde givet ham. Hvis han hjalp ham med Eskild, så skulle han nok... Sandheden var jo, at nej, han ville nok heller ikke have givet ham en chance, selv hvis det var hans eget blod, der blev pumpet igennem kroppen. Men hvordan kunne han give ham så hårdt et svar? ”Du ville have at jeg skulle svare dig ærligt og redeligt, ikke? Du kan jo ikke engang lide mig for den jeg er. Jeg har fejl. Jeg drikker, går med masser af sminke og parfume, og jeg har brug for hævn, så jeg kan sove roligt om natten. Du vil ikke engang hjælpe mig med et lillebitte bid, så hvorfor skulle jeg opgive min troskab og min værdighed, og kaste mig ud i en forelskelse med dig? Levende eller ej… Du virker også ret optaget af ham der Valdemar, som i øvrigt har en helt anden personlighed end mig. Så det med personligheden, er vist bare noget du siger, for at charme dig ind på mig.” Det gjorde både ondt på ham, inde i brystet, at skulle fortælle ham de her ting. Men på den anden side havde Finneas godt af at tænke over de ting.

Enzel kunne tilgive ham for meget, såsom de forfølgelser af ham de første måneders tid og det faktum at han havde tilbageholdt ham mod sin vilje. Der var trods alt kommet noget smukt ud af det.

Stemningen for Finneas ebbede lige så stille ud. Dampen fra theen forsvandt for næsen af ham og enhver glød af lys pustet ud. Han hørte et hvert et ord der blev givet i den lange forklaring. Der var ikke lagt noget i mellem det, men det var hvad han havde bedt om. Han kunne ikke sige at det var at få en kniv i ryggen og et vrid, for det var det jo ikke. Men følelsen var der. Det sad dybt i ham. Finneas pressede tungen mod tænderne fra indersiden af og nikkede sløvt med hovedet. 

Der var nogle former af sad i det, men alligevel var det så langt fra. Ja Finneas nød Enzel i sit naturlige jeg, men han ønskede blot han var glad og tilfreds. Han måtte drikke sig sanseløs, men også stå ved sine konsekvenser det måtte følge med. 

Finneas lænede sig blot frem og greb om koppen på ny og løftede den op, duftede til indholdet igen. " Almindelige føde vil indholdet til at vende sig i min krop og kaste det retur, men du ville have vi hyggede over et glas af noget " han forsøgte sig sjældent, men han havde erfaret af det på egen hånd. 
Koppens kant blev ført til læberne, en dyb indåndning med næsen blev taget, for han brød sig virkelig ikke om tanken om at kaste op, og specielt ikke blodet der endnu flød i hans mave, men hvis det ville gøre Enzel glad. 

Det var surrealistisk at ligge der med begyndende krampeagtige vejrtrækninger, fordi det var så svært at tale om, og så Finneas pludselig greb ud efter koppen med det nu lune tevand, og talte om at indtage det. Enzel kiggede forundret på, mens det hele endnu snørrede sig sammen indvendigt på ham.

”…Finneas, er det ikke en dum ide?” Spurgte han og blegnede, da det gik op for ham, at Finneas ikke kun nød duften, men så ud til at ville kaste sig ud i en eller anden form for selvmordsforsøg. Umiddelbart lå han ubevægeligt, hvilende mod sin pude. Men så snart Finneas gjorde alvor af det og lod teen ramme sin tunge, fløj han op og daskede koppen ud af grebet på ham, så koppen med hele dens indhold fløj igennem stuen, og porcelænet knustes mod gulvtæpperne.

Han så koppen flyve ud af hånden på sig selv, men hånden rykkede sig ikke, som den endnu holdte om koppen. Han blinkede bot uforstående over for det. " Der var sukker i, spild af penge, syntes du ikke? " spurgte han, forsøgte han måske at spøge lidt, lette stemningen, selvom han lod det falde fra hinanden igen som han have bygget det op. 

Hånden sænkede sig og han slap Enzel på alle tænkelige måde og kiggede blot på ham. " Hvorfor er jeg her? Endnu et forsøg på at tale mig ind i at bide en byvagt, gøre del i dine forsøg på at skræmme folk og slå dem ihjel? " spurgte han. Det var ved at blive en vane for dem, køre i ring, at selv fluerne der summede om hestepærerne ville blive rundtosset. 
Han greb let om Enzel for at sætte ham i sofaen, væk fra hans skød og rejste sig efterfølgende fra sofaen for at samle de større skår op. " Engler skal slås ihjel som vampyrer og elver for at dø, vi blev.. jeg blev opdaget i at være vampyr og han blev straffet for at hemmeligholde det " opsummeret han tilbage til deres tidligere samtale, siddende på hug for at samle skår for skår op. 

" Jeg går ikke ind for selvmordsforsøg, Enzel " hverken for ham selv eller andre. Og det var præcis det Enzel bad ham om, at være villig til at risikere alt. 

Enzel rystede på hovedet, ligeglad sukkeret, da han alligevel havde ofret det på illusionen af en tekop til en te-drikkende gæst. Han lod sig blive flyttet – Hans beskedne vægt gjorde det let for hans blonde modpart, at rykke ham af sig.

”…Jeg har jo sagt, at jeg ikke ville plage dig mere. Jeg inviterede dig på te, og intet andet.” Lige nu var det svært at huske, hvad han præcist havde gjort sig af tanker. Han havde været glad for at fange sin vampyr i at bide et offer, men havde været for beruset til at se, hvilke forventninger der kunne komme ud af det. Aldrig i livet, om Enzel turde have sex med Finneas her, kun få meter fra den sovende ægtemand.

Han bed sammen og knugede om den hånd, som han havde slået koppen væk med. Han lukkede sin hånd stramt om den flænge, der var opstået på den bløde side af hånden, ned langs lillefingeren. Han lagde skjul på det, overfor Finneas, der var ved at samle skår op. Men snart begyndte det at bløde, med dryppende hast.

”Var det det der skete mellem dig og din mandlige elsker?” Han bed sammen. Det var svært at forstå hvad Finneas ville med sin fortælling. Han mente altså at historien ville gentage sig?

Med ryggen halvt vendt til Enzel løftede han blot den ene skulder som et svar. Nok ville han ikke plage mere, men hvem sagde det ville afholde fra at spørge om han havde skiftet mening eller ville vende det om og bruge det i mod ham, at han havde gjort det en gang før, så hvorfor ikke igen. " The, mhm. Du drikker kun the fordi jeg ikke syntes du bør drikke mere for i nat " mumlet han og med hånden fyldt med skår, satte han den frie hånd på knæet og rejste sig op. 

Øjnene gled lidt rundt som næsen fangede duften af jern. 

Præcis som Enzels øjne på katteurt, ville Finneas også give ham væk når færten af noget der påvirket ham var tæt på. Han pustede luften ud. " De lod hans krop hænge som en varsel til alle der hjalp vampyr og varulve " svaret han og vendte blikket henover skulderen. 

" Du bløder.. " kommenteret han og lagde skårene på bakken og gik hen til gardinet og trak det lidt fra. " ..Jeg finder lige noget luft .. et sted " eller afstand, for blodet var lige nu lidt for tiltalende til ham. Det trak i ham. Men han agtede ikke at lade Enzel tale ham fra det, mens han fik luft, kunne han få lagt hånden ind i bandage. Døren blev åbnet og han trådte ud fra hvor de kom. Men han kiggede først mod entrédøren for så at vælge at gå op ad trappen. 
Som et genfærd søgte han ned til tredjeværelse og trådte ind. Altanen kaldte på at blive åbnet og det var hvad han gjorde. Det var en nydelig udsigt over byen på sin egen måde. 

Enzel selv var helt rolig, men særligt opmærksom på vampyren. Han havde stille planlagt hvordan han lige ville smutte ud af lokalet, uden at han skulle ane uråd, men vampyrens sanser var overraskende gode. ”Øhm,” Han vidste ikke hvad han skulle sige til sit forsvar. Ja, han blødte, men det var ikke hans hensigt at prikke til hans instinkter.

Heldigvis stormede Finneas afsted, før Enzel kunne nå at reagere, og nu var han overladt til sig selv. Han rejste sig med sin blødende hånd i den anden, og gik ud i vådrummet, og passede på med at der ikke kom blod på gulvet eller ned ad silkeærmet. For gudernes skyld, hvis han dog bare for en gangs skyld kunne overleve en aften med Finneas, uden at hans pæne silker skulle kyles ud bagefter.

Såret blev skyllet og renset, og han fandt noget forbinding som han havde masser af, i tilfælde af at en af hans piger skulle komme til skade – det var jo et farligt erhverv, med mange sære kunder, trods alt. Hans ører registrerede, at dørene ud til en af balkonerne gik op. Hvad gør han dog helt deroppe? Finneas havde ikke noget at gøre deroppe. Men måske var det simpelthen for at komme så langt væk fra ham, og hans blødende sår, som muligt.

”Finneas,” Lød det kort tid senere, da Enzel roligt var kommet op ad trapperne, og fandt ham inde i det sidste værelse. Han havde forbinding på, så nu burde det værste være overstået. Måske fik han endnu et ar, men han håbede på at kunne fjerne det med magisk healing. ”Er du okay?” Han kom ud i nattekulden til ham. Lagde sin nyvaskede og tæt indpakkede hånd på hans skulder, for at vende ham om mod sig. Der var så mange ting de skulle tale om. Også det der var svært at italesætte, såsom det han nåede at afsløre, lige inden blodet sendte ham bort. Men i første omgang, skulle han lige sikre sig, at han selv var i sikkerhed.

Den friske brise kildede kølende på kinderne og øjnene søgt op mod stjernene. 

Han erindret at fortællinger fortalte om hvordan nogen mennesker blev til stjernerne de så på himlen og han overvejet til tider, om det passede. Et sted, så var han overbevist om der var kommet en eksta stjerne i sin tid, så fin og klar i det hele, men så fantasifuld var han nu ikke engang. Den håbløse romantiker var ikke eksisterende, og ikke noget han nogensinde havde været, men lige med det, der virkede han håbløs og romantisk. 

Dvælende ved egne tanker tog han sig ikke af hverken fodtrin eller knirken. Først da han hørte hans navn, ænsede han kort, men svaret ikke. Lod blot hænderne finde vej i lommerne, lænede hovedet tilbage og åndede den varme damp ud så den kunne anes vagt i den kølige luft. " A-ja " bekræftet han og lod sig halvt vende og så ned på Enzel. " Er hånden okay? " 
I et naivt håb om at de kunne tale om intet mellem himmel og jord. Tale om ting de var ligeglade med, ting som ikke var noget som berørt dem. 

Eller bedende til at han blev sat fri, men af deres mange besøg, var det primært ham som havde smidt Enzel ud, så om det nogensinde ville ske, at han blev smidt ud, vidste han faktisk ikke. 

Enzels måde at bevæge sig på var helt katteagtig, at han let som ingenting gled langs Finneas krop, og kom imellem ham og balkonens stenværn. Den klare stjernehimmel syntes på ham at interessere ham meget lidt. I det hele taget befandt han sig så godt som aldrig på balkonerne her. Hvis han ville nyde den friske luft, gik han hellere ud på den store balkon, der pegede ud mod gårdhaven, hvor Enzel havde sine mange, dejligt duftende roser.

Han gled hånden ned ad hans skulder og roterede hånden lidt foran sig. Der var intet af se for forbindinger, men Enzel vidste at der var en dyb flænge inde bagved. Han havde blødt, spildt sine dyrebare dråber, frem for at lade Finneas slikke dem rene. Det måtte føles som spild for Finneas, men Enzel huskede også, at halvdyrsblod ikke faldt i hans smag. På en måde var det lidt en fornærmelse, for et luksusdyr som Enzel, at hver en celle i hans krop ikke tiltalte alle. "Den er okay. Jeg forstår bare ikke hvorfor du var villig til at drikke den te, eller hvorfor du troede jeg ville have, at du skulle drikke den." Hånden blev sænket passivt ned, og han kiggede spørgende op på ham. Han prøvede ikke at spotte hans reaktion på det med teen, men forsøgte at finde frem til de dybereliggende følelser i den følelsestomme vampyr. "Jeg har jo lovet at holde på din hemmelighed, så derfor behandler jeg dig ikke anderledes end mine sædvanlige gæster," Hviskede han.

Den ene skulderplade hvilet op mod karmen af altans stenvæg og blikket der vævet ned mod hankatten over for ham. Så fin, så uopnåelige på sin egen opnåelige måde. 

Passiv lod han den anden røre ved ham som han hidtil havde gjort, og alle dage gjorde. Hovedet blev løftet så det stødt mod stenmuren bag sig: " Du ville have et theselskab, og et theselskab skulle du få " svaret han uden rigtig at lægge nogen følelser eller tanker i det, blikket forlod Enzel til fordel for udsigten og den mørke himmel.
En mild trækning var lige at ane. Åbenlys tænkende og i sidste ende sukkede han blot, trak mundvigen og læberne tilbage i en stram trækning så tænder blottede sig og en hvæsende lyd af indåndning kunne sanses. " Sædvanlige gæster, ah " bekræftet han og lod læberne mødes i et grinende smil for sig selv. Urealistisk. 

" Jeg rør ikke dig, hvis ikke du rør mig, aftale? " hviskede han så endelige igen. En enighed måtte nåes. Fjern alle forventninger om at få en snert af halvkatten. 

Han var virkelig underlig. Sådan at være villig til at risikere, at blive dårlig og kaste op. Det var sikkert rent blod, og slet ingen mavesyre. Og så ville det endda havne i Enzels fine selskabsstue. Det var klart at Enzel var nødt til at handle, før det gik så galt. Men det var gået ud over hans smukke hånd… ”Hvornår lærer du, at du ikke skal gøre hvad jeg siger, men hvad jeg mener?” Smilte han, med et strejf af sit ondsindede selv.

Han krydsede dernæst sine arme og undersøgte ham med sit mistroiske blik, for at gennemskue om det overhoved var noget han kunne holde. Og selv hvis det var muligt for ham, ville Enzel selv kunne overholde det, og på den måde beskytte sin egen ære? ”Hmmm,” Spekulerede han ud i natten, og satte sine hænder på balkonen og kiggede ud i byen, i din modsatte retning af Finneas ”Det må du selv om. Men den aftale du laver med dig selv, kommer ikke til at tilsidesætte mine regler.” Den regel han allerede havde præsenteret for ham. At intet var gratis.

Måneskindshimlen og den kolde brise var nu meget dejlig i nat… Men bedst var nu, at bordellet var placeret så sikkert et sted. Her vrimlede det ikke med kriminelle eller forbandede. Der var kun lige Finneas. Men han var efterhånden erklæret… fast inventar.

" Du beder mig om det umulige her " beklaget han i et drillende forsøg. Smilet kunne han ikke gemme væk eller holde for sig selv, det var bare den effekt Enzel havde på ham. 
Og det var forfærdeligt. At blive så fanget af et individ på denne måde, betaget til ukendelighed, det var en straf på sin egen måde. Men om han ønskede at være foruden den halvforvirret hankat. 

Blikket flugte troligt med som han fik en forklaring eller et afslag på sit forslag og til at han kunne se på ryggen af Enzel. Foden blev sat op mod stenmuren og han faldt meget til rette der. Men endnu med hoved og blik på det på altanen og det som kunne ses forbi den. " Nej. Ikke mere onani, kælende blikke og tilnærmelser for at få sin vilje. Hvis du vil have min hjælp i ting, tal for din sag. Du fortæller intet er gratis eller at alt har en pris.. Dette er min pris, for at vi kan mødes på midten og ud kan leve uden frygt for at jeg kommer for tæt på " et engangstilbud om man ville. 

Den kølige brise som sneg sig forbi Enzel piflet omkring Finneas, mindede ham om, at før natten var slut, ville han være lige så kølig som den. 

" Ikke flere pandekys, ikke mere ødelagt tøj.. ingen taler om at du har din mand og elsker, at du ikke kan, " 

Hvem kunne have forudset, at Finneas også havde en liste af regler for dem. En lang liste endda. Det var noget der kunne vække Enzels opmærksomhed fra byen og tilbage på Finneas igen, og det fjerne blik blev pludselig meget intenst. Og meget fornærmet. Intet af det virkede fair! Men da Finneas kom til at slippe ordet ’elsker’ ud i huset for halvdyr, lynede han.

Enzel skubbede sig væk fra balkonen. ”Du er jurist. Du vinder alle kampe ved at tale fornuft, mens jeg klarer mig med mine talenter. Ja, det er feje kneb, men monstro du ikke selv kan lide, når jeg gør det?” En finger fra den nu indpakkede hånd pegede anklagende på ham. ”Det er en åndsvag og urimelig aftale mellem to personer. Hvad er der overhoved tilbage af os?” Enzel kunne godt mærke at han var blevet for sober til denne her snak. Han havde lyst til at skubbe Finneas ned fra første sal, men han måtte nok hellere lade være. Også selvom det ikke ville skade, som hos så mange andre.

I stedet gik han ind på værelset. ”…Det er en latterlig pris.”

Villig til at tage chancer, sige tingene som de var og de slag som måtte følge med sig. Men ingen direkte reaktioner faldt i hans retning eller vidnede hvert fald om dette, men han ville ikke mistænke halvkatten for at lade det gå uhørt hen. På et tidspunkt ville det blive vendt i mod ham, holdt over hovedet som en brændende balje af vand til en højlys solskinsdag. 

Passiv vidnede han endelig en form af reaktion. Vreden summede i undergrunden som ved vulkaner, det handlede blot om at vide hvornår det ville gå i udbrud. Den anklagende finger som peget, fik ham til at smalle øjnene en anelse i irritationenstegn. " Det er lavt " indskød han med en lavmælt vrissen tone og måtte affinde sig med at se ham forsvinde ind i værelset igen. 
I sidste ende trådte Finneas selv ind og lukkede altandørene bag sig. 

" Jeg vil ikke udnyttes seksudelt for at du kan få din vilje. Kan du fortælle mig med god grund til hvorfor du vil have ting gjort, er det nemmere for mig at hjælpe dig. Men du skal ikke tale min vampyr forbandelse op som et redskab for din egens vinding skyld, Enzel " sagde han med en bestemt tone. Rystede små opgivende på hovedet af ham, før han valgte at sætte sig på sengekanten og sukke vredt. 

" Hvor mange har du lagt dig med for at få din vilje? " ville han virkelig gerne vide det, skulle det vise sig, at Enzel var en rundetrunte eller faktisk sjældent lod andre end hans elsker og husbond røre ham. Et sted, begyndte han stille at hælde mere og mere til rundetrunte delen. Hænderne blev ført til hovedet i et lille pres af træthed for hvad end de konstant skændtes om. " Jeg er her i en varm og dunkende krop, og jeg bruger dens tid med dig, velvidende at du er humørsvingende og svær at læse " tilføjet han stille i en fortsat irriteret tone og rynkede panden. At han kunne have gjort så meget andet, søgt andre steder hen og haft en festlig nat. Det måtte da på et tidspunkt gå op for halvkatten at han havde et blødende hjerte for ham. 

Ret hurtigt troppede Finneas efter ham, hvilket var godt. Han skulle ikke stå derude. Og de var nødt til at tale om det, så han kunne sende ham hjem, i stedet for at han gik i vrede.

Finneas ville ikke udnyttes seksuelt. Enzel rullede træt med øjnene. Det lød som Nicola, når han var sur. Enzel vidste godt at han kunne blive bedre på det punkt, men at Finneas følte sig udnyttet? Hold nu op. Alle udnyttede hinanden i en eller anden grad, og Finneas udnyttede også ham. Hvad end han fik ud af det, var dog endnu et mysterium. Men det lod til, at Finneas fik meget nydelse af bare at kigge på ham. Lidt ligesom Enzel havde det med alle sine ting i hjemmet.

Han skulle straks til at forsvare sig, og minde ham om, at han havde lovet ikke at tigge om hans hjælp til Eskild mere. Ja, i hans fuldskab havde han bedt ham om at æde en kroejer, men det var jo bare for sjov. Man skulle ikke slå dem ihjel, der solgte udmærket vin til små priser. Men han nåede ikke at få sagt noget, før han klappede i. Finneas spørgsmål om hans uskyld gennemborede ham, som var det tusinde pile. Han havde ramt en nerve.

”Det.. var jo bare.. med hånden,” Enzel hænder rystede. Finneas havde sat sig over i sengen, der var redt op med nye lagner, så rummet var klar til den første kunde, og han var derfor for langt væk til at få en lussing, for sine antagelser. Det kom overhoved ikke ham ved, hvor mange der havde fået lov, eller selv havde taget for sig…! Finneas syn på ham, bekræftede ham blot i sine principper om, at skulle være tro mod Nicola.

”Hvis du synes jeg er svær at læse, så skal jeg da fortælle dig det!” Enzel var ikke den eneste der var svær at læse. Finneas var mindst lige så ulæselig som ham. Han sagde hele tiden, at han ikke ville have ham for hans krop, men alligevel var det det eneste han var her for. I nat især. Hans krop var varm, og han havde sikkert håbet på, det kys, der var ved at ske sidst, hvis ikke det var fordi hans dødskulde havde mindet ham om, hvor han var og med hvad, og ikke hvem han lå med. ”Jeg er vred…!” Og såret, men det var en sværere følelse at erkende. ”Det kan godt være at jeg ikke har levet i cølibat i hundrede år, som dig, og det kan godt være at jeg er trådt ved siden af, men jeg fortryder intet… Jeg er fri… Jeg behøver ikke at bevare min uskyld for nogen…! Så gå hjem med dig.” Enzel råbte ikke herhjemme. Men det blev sagt hårdt, og med truende grådkvalthed og en forstærket rubinsk dialekt.

Uanset hvor stille der måtte være oppe i bjergtoppene i det kolde nord, ville der på et eller flere tidspunkter forekomme voldsomme storme og laviner der rev alt op og dækket det hele til som intet var hændt. 
Finneas og Enzel var ved at bryde op med bjergene, lade dem mødes i en voldsom storm der ville kunne sætte efterslæbet for dem. 

De kunne nemt blide dem selv ind der intet lå underliggende af følelser, men havde det været tilfældet, stod de ikke her. Skænderier som ikke burde ske. Finneas skimtede mod Enzel. Et eller andet sted vidste han godt det var fuldkommen uacceptabel at sætte sig i møblerne. Men han måtte selv rede de små folder ud som der måtte komme. " Det er ikke problemet, Enzel " vrissede han. 

Alt der væltede ud af Enzel, fik det næsten til at lyne i Finneas for første gang. 

Tungt rejst han sig vredt og fandt sig selv banevej hen foran Enze, og gøre noget han så sjældent gjorde, men så snart knapperne var blevet presset længe nok på, kom det frem. Hånden lå spændt om kæben mod halvkatten: " Jeg er dødtræt af dine seksuelle antagelser om mig " uanset hvordan Enzel måtte stride i mod, ville han løfte hovedet mere tilbage. 
Luftigt åndet han ud igennem næsen irriteret: " Du vil vide hvor gammel jeg er og hvem jeg var før hen, korrekt? " et spørgsmål der ikke skulle svare på: " 380 lige om snart, og så kan du gå ned i et af dine elskede arkiver og se hvordan mit liv var der ". 

Det var en åben invitation til Enzel til at snage hvor han ville snag. Det var ingen hemmelighed for ham i sidste ende. Der var dokumenter på slåskampe, overfald og det der grænsede sig til det værre. Men aldrig mord. 

Han stirret ned i det blå blik og løsnet sit greb, men slap ham ikke helt. Som sneen lagde sig ned over ham: " Jeg har sex med folk jeg kan lide.. så selvom du tror jeg går og venter på dig, er der andre muligheder for mig " det blev sagt med en døsende stemme som den trak ud og han slap endelig Enzel. Han burde gå, men et eller andet sted ville han lige se reaktionen på klodshold først. 

Ikke mange fik lov til at fare sådan over mod halvkatten og gribe ham mod kæben på den måde. Mange andre ville være blevet kradset, men lige med Finneas, stod han blot imod. Lod ham tage hårdt i ham og komme ud med sin vrede. Sådanne vredesudbrud og overgreb havde han oplevet på sin krop før, så erfaringen fortalte ham, at det var bedst at lade ham komme af med det. Der ville ikke ske ham noget.

Da hans hoved blev ført tilbage, åbnede han blot øjnene og kiggede på ham. Før var det et intenst blik, men nu var han besynderligt nok roligere og mere påpasselig. Antagelser? Åh… Men han troede… Enzel blinkede forundret med øjnene. Han havde på en eller anden måde antaget, at Finneas ikke havde haft sex siden han så sin mandlige kæreste hængt op, til alles skræk og rædsel. Det havde givet mening.

Han sagde ikke noget, og alligevel begyndte Finneas at fortælle ham alle de ting han havde krævet at vide om ham. 380 var mange år, men fordi han havde holdt det hemmeligt for ham, havde han troet at det var langt værre. Han havde aldrig gættet, at årsagen skulle være dokumenteret i nogens arkiver. Det måtte undersøges… uanset om det var Finneas’ ønske eller ej. Enzel ville ikke kunne lade være!

”Sig ikke sådan…” Hviskede Enzel, som om nogen havde taget stemmen fra ham. Selv med et løsnet greb, var han stadig som fastlåst på stedet. Han flyttede sin sårede hånd op og ømmede sin underkæbe. ”Du kan tage for dig af mænd og kvinder som du vil. Det vedkommer ikke mig…” Hvorfor virkede det som om han gav ham sin tilladelse? Finneas kunne gøre hvad han ville, men hvis det var sådan, at han knaldede med alle sine mange muligheder ude i byen, så var det kun klamt, at de nær havde gjort det.

Som var der en usynlig barriere, der skulle trodses, bakkede Enzel et skridt væk og lænede sig op ad væggen med hænderne gemt bag sig. Blikket skævede over på Finneas. Der var utilfredshed og en lille smule væmmelse i hans blå, fordømmende øjne. ”…Vil du virkelig have at jeg skal læse mig til, hvem du er? Eller var det bare en unødvendig stikpille til at jeg blander mig for meget?”