Krystallandet
Alianne_ 01.09.2022 11:57
"De ved du ikke kan finde ud af det lige nu," sagde Sidka konspiratorisk. "Bare vent og se deres ansigter, når du lige har lært et par ting. Der er ikke noget mere tilfredsstillende. Jeg kan stadig huske første gang, jeg fik Sethro ned at ligge... Men nok om mig!"Sidka kom lidt for sent i tanker om, at Sethro nok ikke var et almindeligt skovelvernavn. Og hun skulle nok ikke fortsætte sætningen og fortælle Renaél om, hvordan hun havde fået Sibal til at spænde ben for Sethro for så at smadre hans hoved direkte ned i en meget hård klump jord, hun fremmanede i perfekt Sethro-ansigts-størrelse. Det havde været effektivt for en stund, men det ville nok knække kraniet på de fleste skovelvere, så nok ikke lige den slags, hun skulle lære Ren. Ikke hvis hun havde forhåbninger om at forlive i sit dække i hvert fald.
"Vi kan tage et enkelt, inden vi fortsætter."
Sidka ville aldrig indrømme det, men hun var træt i kroppen og længtes efter at sove i en rigtig seng. Åh, hvor hun håbede at skovelvere sov i rigtige senge og ikke hængekøjer lavet ud af store blade.
"Det gode ved de her broer er, at man kan komme tæt på rigtig hurtigt," mens hun snakkede tog hun et halvt skridt hen mod Renaél og stod nu helt op ad ham. Ligesom hun havde gjort med bøllen på den anden bro. Men anderledes, for hendes vejrtrækning havde ikke sat sig fast i halsen dengang. Hjertet havde ikke hamret så hårdt. Tiden var gået hurtigere - ikke langsommere som nu. Hun sank en klump. "Når man er så tæt på, handler det om at tage styringen." Det føltes helt uvirkeligt. Hendes hænder flyttede sig meget langsommere end de burde, da hun lagde den ene på hans kraveben og lagde et let tryk. "Herfra kan du skubbe til. Næsten alle vil helt instinktivt gribe fat om rebet for ikke at falde. Så får de sat deres egne hænder ud af spil, og så har du mere kontrol over dem."
