Pax rejste sig fra sin stol og forlod bordet til fordel for ildstedet, hans hånd knugende om den slidte tekop. Hans knoer var hvide af anstrengelse og hans hjerte hamrede forræderisk. Skønt Juno - i hvert fald til at starte med - sagde de rigtige ord, rungede de falsk og påtagede i Pax' ører, og et eller andet i ham vidste, at der var noget mere under optakt, at Juno kun var ved at varme op. Da det dog omsider kom, dét Juno havde tumlet med, grunden til han havde trukket sig fra ham, kunne Pax slet ikke begribe det. Han forstod ikke ordene, han vidste ikke, hvad de betød og i et desperat forsøg på at fatte, hvad der var ved at ske, genspillede han dem igen og igen og igen bag sin blege pande. Lyde og lugte forstummede, som var Pax havnet i et vakuum. End ikke hans eget hjerte eller hans blods brusen kunne han finde midt i den kvælende stilhed.

Pax sagde ikke noget i lang tid og forblev stående foran den knitrende ild, der dansede for lystigt under omstændighederne. Han gennemgik, i en hvirvelstrøm, alle følelser han kendte til; vrede, afmagt, sorg, lettelse, frustration, forvirring. Ingen af dem eksisterede længe nok i sig selv men alle kom de, og Pax lod sig begrave under dem. Hans rationelle og kalkulerende hjerne havde aldrig, under nogen omstændigheder eller i sin vildeste fantasi, nået frem til, at det der var ved at ske overhovedet kunne hænde. Ikke for dem.
Pax rømmede sig og rettede sig dernæst, noget pludseligt, som vågnede hans krop fra en dyb søvn. Endnu ikke vendte han sig om, men hældte i stedet mere varmt vand op i koppen under den påstand, at han ville have mere at drikke. Og måske det også var godt, taget hans tørre mund i betragtning. Der var så mange spørgsmål, han ønskede at stille men så ganske få af dem, han ønskede svar til, hvormed han fejede dem alle væk, det mest presserende værende hvorfor, hvorfor, hvorfor...

Omsider skulle der lyde et svar men aldrig skulle Pax vende sig om. "Okay. Og har du tænkt over, hvordan det skulle lykkes?" Ingen fordømmelse, ingen forståelse, kun resigneret neutralitet.

Juno ville have alle følelserne og alle de reaktioner der hørte med. Han ville høre Pax bede ham om at blive, eller tilbyde sin hjælp, eller kommentere på, hvordan hans ambitioner altid havde strakt sig til stjernerne. Hvad end Pax havde kunne føle, var det bedre, end den neutralitet han udtrykte. Alt Juno kunne høre og se var ligegyldighed. 
Juno rejste sig også op, for at udligne magtforskellen. Pax tårnede stadig over ham, Juno endnu ikke helt færdig med at vokse, men i det mindste nåede han ham til brystkassen stående. 
Vrede vældede op i ham ved Pax' spørgsmål. Selv i den neutrale tone, kunne Juno ikke høre det som andet end værende nedladende. Som så Pax ham stadig som et barn. Det var den forestilling om Pax som Juno var blevet så vant til at have, at den var for let at falde tilbage i nu.
"Hvor svært kan det være, hvis du kan gøre det?" spyttede han tilbage, hans tone giftig. Han var kun blevet bekræftet i at han var ved at træffe det rigtige valg. "Bare rolig, det er ikke dig, jeg kommer rendende til, hvis jeg får brug for hjælp." 
Det gjorde godt at få de modbydelige tanker ud, men Juno var ikke færdig. Vrede brændte igennem hele hans krop, og han sparkede stolen foran sig afsted, så den ramlede imod væggen og væltede om på gulvet med et rabalder der svarede bedre til, hvordan Juno havde det. Han havde lyst til at råbe og skrige af Pax, indtil den gråhårede kunne se, hvad det var han sagde nej til. Men han havde ikke flere ord, og han kunne mærke vrede forlade ham. Han vidste, at han var nødt til at gå nu, hvis ikke han ville ende med at tage det hele i sig igen, vreden og ordene, der ville tvinge ham til at blive hvor han var, uden nogen vej ud af sine følelser. 
Han gik uden at se sig tilbage og smækkede døren hårdt efter sig. 

***

Juno tog ikke engang tilbage til Flokken efter sine ting. I stedet sov han de næste par nætter hvor end han kunne komme til det, ofte hos en af de piger han var kommet godt ud af det med, stjal på områder der ikke tilhørte Flokken, og forbandede sig selv for ikke at have udtænkt en plan inden han tog sin afsked. En smule forberedelse ville have gjort en kæmpe forskel, selv han var klog nok til at se dét, og nu kæmpede han hver dag bare for at holde hovedet over vande. 
Han havde dog altid været lærenem og selvom et lån fra en anden bande måske ikke var hans smarteste træk, gik der kun måneder før Juno havde et fast tag over hovedet, i et hus der var hans eget, og sine første få bandemedlemmer, omend de bandemedlemmer mest bestod af små børn og usikre piger. Og en dag også af en satyr, der om muligt var endnu mere sur og på tværs end ham selv. 

***

Fortsat undgik han Pax. Ulven måtte opsøge ham, hvis han ville ham noget. Juno var ikke sikker på at han nogensinde ville blive sikker nok på sine egne bedrifter til at vise dem frem. De var endnu ikke hans venskab med Pax værd, og først når de engang var, kunne det være ham, der opsøgte Pax. 

Det var Junos seksten års fødselsdag, da han næste gang stødte ind i Pax. Normalt i den slags situationer ville han vende om og tage en anden vej, men Hector gik med ham, og Juno ville gerne undgå at forklare, hvorfor de pludselig skulle tage en omvej, så han fortsatte i samme retning, hans blik stædigt vendt væk fra Pax, selvom hans bevægelser var blevet stive og hans kæbe spændt. 

Pax vidste, at slaget var tabt forinden, at krigen overhovedet var begyndt. Han var også vidende om, at det var hans skyld men skønt han straks fordybede sig i et eventuelt hvorfor, kunne han ikke regne det ud. Hvad var gået galt? Hvorfor kunne Juno ikke længere døje ham?
Pax skævede efter Juno, hans blik fuld af afmagtens resignerede sorg men han sagde intet, ikke engang farvel, for der var ingen mulig sejr for ham i horisonten...

Hvad har jeg gjort? Hvorfor forlader du mig?

***

Pax måtte hurtigt erfare, at Juno virkelig havde i sinde at gå og ikke vende hjem igen. Der var ingen forsoning, ingen tid til at vænne sig til tanken. Han forsvandt fra det ene øjeblik til det andet. Kun i nattens mørke, i sin seng eller siddende alene i skyggerne på et hustag, kunne Pax forlig sig med det, der var hændt og uanset hvor meget han vendte og drejede det, gav det ingen mening for ham.
Han huskede stadig samtalen med Edward; det forvirrede og så vidende blik, men af uvisse årsager kunne Pax ikke få sig selv til at spørge og Edward gav intet frivilligt. Først mange år senere skulle Pax forstå og finde fred.

***

Pax kørte en hånd henover de indsunkne kinder. Over ham, Domnall og Verdis væltede regnen ned i stride stænger, der piskede deres blottede hud, så den blev lyserød af irritation. De gik målrettede, deres tanker alle fokuseret på at komme hjem og indenfor, men da Pax pludselig snurrede om et gadehjørne - og ikke et, der gav mening - fuldte de to mænd forvirrede med ham. Det var sket på et sekund, som havde Pax set noget, der ikke lod sig vise for dem.
"Hvad så?"
"Jeg synes, at jeg så Jenkis", løj Pax nemt med et skuldertræk og efter den formodning, blev Domnall og Verdis stille.
Sandheden var dog en anden. Pax havde lugtet en velkendt duft, en han ikke havde mødt i al for lang tid og før han vidste af det, var han drejede skarpt i retning af den og med kun et ord, der dannede ekko i hans hoved.

Juno, Juno, Juno, Juno...

Og ganske rigtigt. Dér gik han, hans ene side flankeret af en bidsk udseende satyr. Pax tvang sin hukommelse til at arbejde for sig og kom hurtigt på et navn. Hector.
De to grupper kom stadig tættere på hinanden, og havde Pax ikke været så fuldstændig optaget af den blonde knægt, ville han have lagt mærke til hvordan, at Junos krop blev spændt som en buestreng. Han kunne dog intet se, for hans øjne så kun alt det blå i den andens blik og lige i det, at de trådte frem ved siden af hinanden, rakte Pax ud og lagde en hånd om Junos nakke. Ligeså hurtigt som han placeret sin hånd der, ligeså hurtigt trådte han også tættere på, aflagde afstanden mellem dem fuldkommen, for dernæst at lægge sin mund nær Junos ene øre.
"Tillykke med fødselsdagen. Min gave er Vimlestrædes østlige hjørne. God jagt." Pax gav Junos nakke et kort men fast klem, hvorefter han gav slip og forsvandt ned af gadebilledet.

Havde man spurgt Juno inden deres møde, hvad der mest sandsynligt ville ske imellem de to fyre, hvis de kom for tætte på hinanden, ville han have gættet på, at de ville have udnyttet chancen for at stjæle fra hinanden, tusindvis af gangen inden han ville være kommet i nærheden af det, der egentlig skete. 
Pax' varme hånd, der pludselig lå om hans våde nakke, hans ånde mod han øre, deres kroppe tættere på hinanden end de havde været i flere måneder, måske længere, taget i betragtning at Juno havde undgået Pax selv tilbage i Flokken. 
Alt Juno ønskede sig i dét øjeblik var at kunne udligne den sidste afstand imellem dem. At kunne få sig selv til at presse hele sin krop og mod Pax', indtil den anden fyr forstod, hvad der foregik i Junos hoved eller imellem hans ben. 
I et langt øjeblik glemte han alt om at være sej. Han skubbede ikke Pax fra sig eller snerrede af ham, men fulgte ham blot med blikket, og derefter ved at vende hele sin krop i hans retning, da Pax forsvandt ned ad gaden. Han stod måbende tilbage, regnen glemt. 
"Hvad sagde han?" blev der spurgt ved siden af ham. "Han mindede mig om at holde mig ude af hans territorie," løj Juno. 
"Det gør vi sgu da alligevel."
"Ikke i aften." Juno vendte sig mod Hector med et skævt smil, løgnen let på hans læber. Der var ingen grund til at lade Hector vide, at de tunge lommer de ville gå hjem med, var en fødselsdagsgave fra Ulven. 

Men Juno glemte det ikke. Så snart han fik stille øjeblik derhjemme alene, stak han en hånd i sine bukser og genspillede følelsen af Pax' ånde mod sin hud om og om igen. 

***

Fra tid til anden blev han ramt af en følelse af at være tæt på. At nu måtte Pax snart indse, at de hørte sammen. Som regel hang det også sammen med, hvor meget han havde drukket. Des mere alkohol, des stærkere blev følelsen.
Han var også rigeligt påvirket, da han næste gang stødte ind i Pax. Og ikke kun af alkohol. Nox var netop kommet på gaden, og Juno havde svært ved at sige nej til noget som helst, der kunne få ham til at glemme, at han kæmpede hvert eneste sekund af sit liv, for at holde sig selv og sine unger flydende. En tom flaske raslede mod en fyldt i hans jakkelomme, og selvom alle andre ansigter omkring ham var utydelige, som et udtværet oliemaleri, stod Pax' tydeligt ud i mængden. Juno kunne ikke fokusere på de to mænd ved hans side længe nok til at genkende dem, men var også ligeglad, for Pax stod knivskarpt, altid. Også nu. Også på vej hjem fra byen, en sen forårsnat. 

Juno havde længe udtænkt en hævn for, hvad Pax havde gjort ved ham på sin fødselsdag, og selv i en knap så ædru tilstand havde han tænkt sig at udføre den. "Pax!" Kaldte han med et vink og bevægede sig derefter langsomt hen mod ham, indtil de stod helt tæt op ad hinanden og Juno kunne række op om Pax' nakke, for at trække hans ansigt ned mod sit. "Tillykke med fødselsdagen. Jeg håber du savner mig." Juno havde ingen ide om, hvornår den gråhårede mands fødselsdag lå, på samme måde som små børn ikke aner hvornår deres forældre har fødselsdag, men det var en mindre detalje i hans 'hævn'. Med det sagt plantede han et kys mod Pax' mundvig, længe nok til at Juno først stoppede det, da han brød ud i et smil. 
"Gamle mand." Det havde været for meget af det søde, og selvom Juno stadig smilede, da han trak sig væk fra Pax, kunne han ikke lade være med at fornærme ham, bare for god ordens skyld, inden han vendte sig om og forsvandt lige så hurtigt som han var kommet. 

Pax mærkede overraskelsen slå rødder i hans bryst, da Juno råbte ham an. Han kunne ikke huske hvornår, at den yngre mand havde hilst på ham med et smil og for et langt øjeblik tillod Pax sig selv at mærke den spæde glæde, det affødte.
En hånd, der ikke var styret af bevidste tankemønstre, landede på Junos lænd, da den anden vaklende stillede sig tæt op ad ham. Han fnøs moret af de snøvlende ord, der dog var genkendelige til trods for Junos fordrukne tilstand, velvidende at der var lang tid til, at gestussen egentlig var sandfærdig.
Og så landede der noget vådt og blødt mod Pax’ mundvige, noget der efterlod en smag, der var så ulig noget andet, Pax nogensinde havde smagt. Hans krop frøs til is, skønt det i grunden ikke var ubehageligt, og hans øjne blev store af komplet forbløffelse. Pax formåede aldrig at gøre andet end at stå stille, hans krop en statue af det hårdeste stål og stirre frem foran sig med øjne, der gnistrede af lige dele forskrækkelse og morskab.
Da Juno rev sig fri af ham og fortsatte ned langs de snoede stræder, skævede Pax, Verdis og Domnall efter ham med forundring.
”Hader han dig ikke? Jeg troede, at han hadede dig – os, virkelig. Os alle sammen… lille lort.”
Pax trak lidt på den ene skulder og jog en hånd igennem de vilde krøller før, at han atter vendte rundt. ”Dom, sørg for han kommer hjem i et stykke. Han ender i en rendesten hvis ikke.”
Domnall skar en grimasse af ærgrelse men begyndte dernæst at skridte efter den tidligere ven. Verdis så på Pax med et blik, han ikke kunne tyde og selv, da han lå i sin seng, Ronia snorkende ved sin side, kunne han ikke skubbe dét, der var sket fra sig.