Følelsen af Blodsbåndet var overvældende. 
    Al kontrol blev taget fra Eyid, og han var fanget i sin krop - kunne hverken gøre fra eller til. Chakra, blod - begge dele strømmede frit imellem dem, forbandt deres kroppe og gjorde dem til ét væsen. Svagt, gennem den brusende lyd fra strømmen og energien og kaosset, hørte han Cyreesai skrige, og hendes stemme blandede sig med hans egen. Det var for meget. For invasivt. For voldsomt. Alt var strømning - strømning og bevægelse og malstrøm; fra den ene krop til den anden og tilbage igen. Strømning...
    Og så med ét var det overstået, og Eyid fandt sig selv på det sandede klippegulv - fortumlet og rundtosset og med en brusen for ørerne, han ikke rigtig kunne placere. Han lå klinet tæt op af noget varmt og levende, og det tog ham lidt for lang tid at fatte, at det var Cyreesai. Fortumlet fik han samlet sig selv - kom op at sidde. Stirrede ned på hånden, hvor sårets kanter lige nu glødede svagt, næsten som de lysende alger på klippeblokkene omkring dem. Løftede så forvirret blikket og rakte ud efter Cyreesai - lagde hånden på hendes skulder for at ruske hende blidt, men hev så fingrene til sig igen med en lille hvæsen, da han nærmest fik stød på hende. Hvad i Dybets navn foregik der...?
    "Cyree...Sai?" Hans stemme lød underlig - tynd og rystet og meget svag under den stadige brusen i hans ører. "Er du... er du uskadt?"

Småsten i munden. Følelsen af hård klippe under kroppen og den sære, blivende fornemmelse af at det ikke rigtig var hendes blod, der løb i årene. Cyreesai stønnede og skulle til at sætte hånden i underlaget, da noget rørte hendes skulder, og en isnende smerte bredte sig fra berøringen.
"Av!" udbrød hun og tog sig til skulderen, hvilket fik hende til at miste balancen og vælte ned på grottegulvet igen. "Uggh..."
Det var Eyidivan et sted bag hende. Tre små rejer kravlede på grottens gulv. En moræneål slyngede sig ind i en tunnel i grottens væg. 
"Hvad ... Skete der?" spurgte hun og mente sådan cirka alting. Med en kraftanstrengelse kom hun op at sidde halvt og endte endnu engang med det sårede ben i en akavet vinkel ud fra kroppen. "Jeg ... tror det. Det gjorde ondt ..."
Hun tog sig til skulderen, usikker på, hvad det helt præcist var, der havde gjort ondt. Havde han rørt ved hende? Blikket blev fanget af hans glødende håndflade, og hun tog sin egen op blot for at finde nøjagtig samme lysende ar der. 
"Jeg troede bare, det var en gammel historie ..." hviskede hun og så frahåndflader og op til ham. Det havde været forfærdeligt. Gjort ondt og forkert. Slet ikke som det smukke stimespil. Hvordan var det overhovedet stoppet? Hvornår havde hun sluppet ham? "Virkede det?"
Hun lod blikket vandre langs grottens kant, lidt som om hun forventede, at de ville have fået en udvej nu. Men alt var stadig lukket omkring dem.

    "Jeg aner det ikke..." mumlede han og betragtede hende i det svage skær, da hun tog sig til skulderen - lige dér, hvor han havde rørt hende - som om det gjorde ondt. Havde hun også fået stød? Følte hun sig også underligt... optændt af energi, ligesom han lige nu? "Jeg føler mig... anderledes. Der skete i hvert fald helt sikkert noget, det skal Dybet vide..! Men hvad, er selvfølgelig spørgsmålet..."
    Han rakte forsøgsvist en hånd ud og holdt den stille. Det var som om hans hud var blevet mere følsom, på én eller anden måde... Han mærkede... mærkede de svage krusninger i vandet, der kom fra deres bevægelser. Mærkede et underligt træk henne ved bunken af klippeblokke, der afskar dem fra verden udenfor. Mærkede en underlig, brusende, susende fornemmelse, der emmede både fra hendes krop og fra hans egen - næsten som om han ikke havde mistet forbindelsen til dét blod, de havde delt. Som om han stadig kunne mærke dets færd rundt i blodbanerne - bare i hendes krop...
    "Prøv lige at række mig din hånd," bad han pludselig. "Ikke dén med såret - jeg skal ikke nyde noget af at det hele starter forfra, men... Prøv lige at rør ved min arm. Mærkede du også noget før? Da jeg rørte din skulder? Nærmest som et stød eller noget i dén stil?"
    

Cyreesai løftede tøvende sin hånd, mens hun skar ansigt. "Det var ikke stød. Mere som at få en isklump mast ind i skulderen."
Hun skulle til at række ud efter hans arm, da fornemmelsen af noget stort krøb op bag hende. En hval. En af de helt store med lysende finner ovenfra. En af dem, der ikke tog sig af, om havfolk kom i vejen, når den åbnede munden for at fylde sig med alger. En af havets giganter, der omend ikke aggressiv, kunne nå at tage mange liv i sin levetid. Og den var lige ved dem, med munden på vid gab for at ...
"Ned!" råbte hun og kastede sig over Eyidivan - tvang ham ned mod grottens gulv med sin egen kropsvægt, ligeglad med den jagende smerte, der kom fra fodfinnen.
Den isnende smerte kom tilbage. Alle steder, hvor hendes skæl rørte hans, bredte den sig og blev på et øjeblik til en lindrende, bedøvende følelse. Som en moders godnatsang eller en beskyttende omfavnelse - bare kold og frisk. Og sugende. Noget blev taget fra hende. Et eller andet flød over i Eyidivan fra hende, og det kunne ikke være blod. Det var heller ikke lige så smertefuldt som det susende blod havde været. Det var på én gang indvaderende og befriende, og hendes krop blev behageligt afslappet oven på hans, åndedrættet en langsom kontrast til det paniske udråb. Hvalen føltes ikke længere som en trussel - det gjorde ingenting. Den var lige over dem, men nu med bugen og ikke munden. Moræneålen og rejerne, hun før havde set ... Havde hun set dem? Hvor var de nu - flygtet fra hvalen?
En død reje blev båret opad i vandet, men Cyreesais blik fangede den ikke i mørket.

    Hendes pludselige råb kom fuldstændig bag på ham, og han lod sig bare overrasket rive med ned, da hun kastede sig over ham og pressede ham ned imod det sandede klippegulv. 
    Men så skete der noget underligt, for dét stød, han havde mærket da han tog fat i hendes skulder, skød atter igennem ham - men ikke skarpt og smertefuldt som før... nærmere eksitatorisk, så hele hans krop føltes oplivet og kraftfuld. 
    Følelsen var så berusende og opløftende, at det først lidt sent gik op for ham, at hun opførte sig underligt - at det var mærkeligt, at hun tydeligvis havde reageret på noget, hun havde anset for en trussel, og nu bare lå afslappet og tung over ham uden at foretage sig andet end at ånde roligt ind og ud, så vandet lavede små krusninger ved hendes gæller.
    Ikke at han kunne se krusningerne i mørket, men...
    Han nåede ikke at tænke tanken til ende, før en meget ubehagelig forklaring på hendes opførsel og den mærkelige følelse i hans krop slog ned i ham, og han vippede hende af sig med en kraftanstrengelse og et lille, forskrækket udråb. Trak sig væk fra hende i mørket, så de ikke rørte hinanden mere. 
    "Cyreesai?" sagde han - kunne selv høre den nervøse kant om sin stemme, men var for bekymret til at gøre noget ved den. "Cyreesai - sig noget. Tal til mig!" Han kunne mærke hendes blod bruse - hvorfor kunne han mærke hendes blod bruse? - men hendes puls var langsom, hvilket blot forstærkede hans mistanke; hans eget hjerteslag hamrede i ørerne på ham. Blodet piskede rundt i hans krop - bragte energi rundt i hele systemet - og han havde lyst til at række ud, at ruske hende, men han turde ikke af frygt for, at den underlige...  forbindelse skulle opstå igen og tappe hende helt for kræfter.
    "Sai. Vågn op!"

Hvis hun kunne, ville Cyreesai blive liggende her for evigt. Den kølige fornemmelse mellem deres kroppe var lige så behagelig som at drive med en havstrøm en doven sommerdag. En lav, halvmumlende lyd af nydelse kom fra hende, inden hun pludselig blev tiltet af hans krop og endte på det hårde stenunderlag. Et utilfreds grynt kom fra hende, men kroppen ville ikke noget, så den blev bare liggende slap, mens Eyidivan trak sig væk fra hende. Hvorfor lød han så bange? Det var jo bare rart ... Mindet om den store hval, der kort forinden havde været ved at spise dem fik hendes tanker i gang igen. Hun lagde mærke til hans ord, og hvilken kant af bekymring de havde til sig. Måske var det bedst at stå op igen. Men hun havde ikke helt sovet, havde hun? 
"Ugggh ..." stønnende kæmpede hun sig op at sidde. 
Armene føltes tunge og svære at bevæge gennem vandet, mens hendes hoved føltes lettere, som om hun var svømmet for hurtigt op fra Dybet. Det holdt dog ikke så længe. Ny kraft var langsomt ved at sive ind i musklerne igen for at udskifte det, Eyidivan havde suget til sig. Vent ... Det Eyidivan havde suget til sig ...
"Drænede du lige et eller andet fra mig?" spurgte Cyreesai forvirret og kørte hånden igennem det rodede hår. "Hvad er det, der foregår? Så du hvalen?"
Lige som ordene forlod hendes mund, gik det op for hende, hvor absurd det lød. Grotten holdt dem stadig fanget med sit lave loft og smalle vægge. Der var ingen hval - kun de to herinde i mørket. Men der havde været en hval, det var hun sikker på. Et sted i udkanten af sin bevidsthed kunne hun sværge på, hun stadig kunne fornemme dens hales slag. I udkanten ... Fjernt ...
"Den var udenfor..." hviskede hun med store øjne. "Eyidivan, det virkede! Det må være den Anden Opvågning! Jeg mærkede en hval! Og en moræneål! Og tre rejer på gulvet herinde! Se på gulvet - er de der?!"

    "Hvalen?" gentog Eyid og fattede absolut intet længere. Det havde været en lettelse at se hende røre på sig, selvom det var tydeligt, at noget var ændret - hendes bevægelser var langsomme og besværede. "Jeg så ikke nogen...hval?" Mente hun helt alvorligt en hval? En hval? Hvad var det ellers, hun havde spurgt om? Drænede du lige et eller andet fra mig? Havde han gjort det? Var det derfor, han følte sig så rastløs? Derfor hun snakkede om hvaler og virkede omtåget?
    Men så, pludselig, virkede det, som om der i hvert fald var noget, der gik op for hende, og hun stirrede på ham med store øjne, og han kunne mærke blodet bruse hurtigere i hendes årer, da spændingen satte ind hos hende. 
    Uden at tænke gjorde han, som hun sagde - afsøgte gulvet med øjnene og hænderne og fik pludselig fat i noget. Et lille, stikkende skalddyr med en ru overflade og masser af ben. Han tog fat i den og forventede, at den ville sprælle, men den lå bare helt stille i hans hule hånd.
    "Der er en reje her, men..." Han brød af og holdt den sigende frem imod hende imellem tommel og pegefinger. "Den er død... Er din anden gave at du... mærker døde dyr?" 
    Han fattede det ikke. Han fattede faktisk ikke rigtig noget lige nu - tankerne havde alt for meget fart på og tumlede bare ind i hinanden uden at finde fodfæste i hans hoved. Kroppen kløede nærmest - så rastløs var han - og han brød sig virkelig ikke om det. Var det sådan, det var at Vågne? Ville det være sådan her resten af hans liv? 
    Han blev distraheret af et underligt træk fra klippeblokkene - det samme han også havde bemærket før; som om hans hud var ekstra følsom, og vandet blev sat i bevægelse derhennefra...
    "Jeg kan..." Han virrede med hovedet og rykkede så lidt på sig - rakte hånden ud, så den endte lige midt i dén strømning, han fornemmede. "Jeg mærker ét eller andet i vandet, men jeg ved ikke helt, hvad det er... små strømninger, måske?" Han sendte hende et blik, som hun nok ikke kunne se igennem mørket. "Jeg kan også mærke, at din puls er ved at komme i vejret igen... Hvorfor blev du så...afslappet? Ved du det?"

"Ja, hvalen."
"Ja, der var en hval."
"Nej, det var ikke.... Den er ikke..."
"Sig mig hører du overhovedet efter?"
Tydeligvis ikke. Eyidivan havde efterladt den døde reje mellem dem, hvor den lavede kolbøtter i det ellers stille vand. Han var distraheret af et eller andet henne ved bagvæggen, mens han snakkede om små strømninger og hendes puls. Hendes puls ... Cyreesai mærkede forlegenhed dukke op - hvorfor kunne han mærke hendes puls? Hun han ligget ret tæt på ham ... Alt for tæt på ham, lidt for længe.
"Jeg kan ikke mærke noget i vandet. Heller ikke en død reje," sagde hun og slog ud med hånden, så rejen blev hvirvlet til siden, pludselig irriteret over alle hans spørgsmål. "Jeg ved ikke, hvad du gjorde ved mig, vel? Det burde ligesom være dig, der kunne svare på det!"
Hun krydsede armene foran sig og følte trang til at sige noget dumt af ham. Mest for at gøre kinderne varme af vrede, for dét vidste hun i det mindste, hvad var. Følelsen af at ligge med hele sin krop oven på hans bløde sangerkrop havde været rar. Lidt for rar. Sådan burde det ikke være - blodsbånd eller ej. 
"Så hvad kan det her hjælpe os med noget som helst?" spurgte hun og forsøgte virkelig at lyde hård. Det lykkedes ikke.

    Den lille hvirvel, da Cyreesai slog rejen til side, trak af én eller anden grund Eyids opmærksomhed væk fra følelsen af strøm fra klippeblokkene, der spærrede udgangen, og tilbage til hende og hendes tvære ord. Den underlige følelse af at have energi løbende rent i sine åre gjorde ham modig, og fik ham til at grine stille over hendes irritation, selvom han med sin fornuft godt vidste, at det måske ikke var det smarteste træk, hvis han gerne ville fremme samarbejdet...
    Hun var bare skæg - sjov med sine reaktioner. Ved Dybet, han blev da også irriteret, når der var noget, han ikke forstod, men hun vidste det bare så... åbenlyst. Så ærligt. Han bemærkede et hurtigt pulsskifte hos hende - som om hun var blevet forskrækket. Som om hendes hjerte havde sprunget et slag over, og blodet derefter brusede hurtigere. Han betragtede hende undrende - hvad havde hun tænkt på? 
    "Jeg føler mig meget... energisk? Ovenpå. Som om jeg lige er vågnet fra den bedste nattesøvn i mit liv. Og dét kom, efter at du nærmest... gav mig stød." Han sendte hende et diabolsk grin. "...Og efter at du kastede dig over mig, for at redde mig fra en hval, jeg stadig ikke helt kan se hvordan kan være en trussel imod os, når vi sidder her... Du ved," han knipsede den døde reje over imod hende, "du kan bare spørge en anden gang, så du slipper for at finde på dårlige undskyldninger. Husk på, at puritanisme udspringer af Krigerdisciplin - vi Kunstnerfisk er mere... frisindede i vores tilgang til andre Havfolk...!" 
    Han ventede ikke på svar fra hende, men gik i stedet videre til hendes sidste spørgsmål - tvang sig selv til at være bare en lille smule alvorlig, selvom han var så energisk, at det gav ham lyst til at stikke til hende; til at være fjoget og gøre dumme ting: "Jeg tror... jeg ville kunne række ind i dén strømning, jeg kan mærke tværs igennem hulen her - måske forstærke den? Måske... vende den eller noget..." Han rakte atter hånden ud - placerede den midt i den usynlige strøm, der dog føltes helt igennem solid for ham nu. "Den er lige hér. Jeg er temmelig sikker på, at jeg kan påvirke den, hvis jeg vil."

Cyreesais kinder blev endnu varmere. Skællene hævede sig ligefrem under påvirkningen, som var hun hoppet direkte ind i en varm kildestrøm for at slappe af. Men det var hun ikke. Det her var sket, fordi Eyidivan havde sagt noget... Om puritanisme og frisindethed. Ting, der virkelig ikke skulle snakkes om med en Ke'Jaelin af alle! Hun var helt sikker på, han havde ligget med samtlige af de unge, fine fiskepiger, han altid viste sine stimedanse til, og bare tanken om at hun delte vand med sådan noget snavs, fik huden til at sitre - altså på en dårlig måde... Det kunne kun være på en dårlig måde, ikke?
"Så hvad kan den strømning?" spurgte hun og rømmede sig i endnu et ret mislykkedes forsøg på at lyde hård. 
Trangen til at give ham et vap over en af hovedfinnerne for bare at have insinueret noget som helst med deres kropskontakt var stor, men det ville også ende i mere af selvsamme forfærdelige kropskontakt, så det kunne på ingen måde komme på tale. I stedet måtte hun finde sin lederrolle frem og prøve at skylle noget ro ind over sig selv. Altså gøre det, hun sådan cirka var dårligt til. 
"Så-ehm, hvis du kan finde en strømning og vende den, og du siger den kommer fra åbningen - eller det der engang var en åbning," Cyreesai prøvede at lyde bebrejdende og samtidig finde en grund til at huske sig selv på, at det hele jo egentlig var Eyidivans skyld. "så kan du hvad, måske skubbe stenene væk? Så tror jeg du skal vende den, så vi ikke bliver mere mast end vi allerede er. Så... Vend den! Gør noget!"
Til det sidste viftede hun hånden af ham som hun ville gøre af en førsteårsrekrut. Det virkede lige som passende, når han ikke mere rammende kunne beskrive, hvad han følte i vandet. Kunstnerfisk og alle deres følelser, altså. 

    Eyid sendte hende et rovdyrgrin igennem mørket. Så hun var altså en lille puritaner? Det var bestemt godt at vide, at man kunne gøre hende befippet med en upassende hentydning, når nu hun vidste, at hun uden den store anstrengelse kunne brække ham midt over og fodre ham til fiskene...
    Stadig med hånden i strømningen kom han forsigtigt op på knæ i mørket og positionerede sig selv noget bedre. Bevægelserne i vandet føltes akkurat lige så solide imod hans hud, som havde de været tyndtvævede klædestykker; det føltes, som om han kunne gribe om strømningen med sine bare hænder og bare vendte den ved at pege den i en ny retning. Eller simpelthen flippe strømmen, hvilket måske ville være mere bevendt i denne situation...
    Så dét gjorde han - gjorde sin hånd og sin vilje hård, så strømmen vendte på en tallerken, og det pludselig var et træk og ikke et pres, han mærkede fra klippeblokkene. 
    "Jeg er ret sikker på... at det virkede," mumlede han forundret - klar over, at hun sandsynligvis ikke havde mærket den store forskel, men sikkert bare sad og betragtede ham skeptisk. 
    Nu da strømmen havde vendt sig, var det som om, han kunne sanse det første, lille stykke nedstrøms fra sin position - lidt på samme måde, som han var blevet opmærksom på vandbevægelserne til at begynde med. Klippestenene var tunge og de lå tæt sammenpressede. Instinktivt vidste han, at det ville komme til at kræve en hel del at flytte dem...
     "Strømmen skal forstærkes... en hel del, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at rydde åbningen," informerede han, så hun havde en chance for at følge hans tanker. De var næsten af sig selv gået til følelsen af, at trække... energi, eller hvad det nu havde været, fra hende. Hvor stærk og i live han havde følt sige, lige efter... Hvor frisk han stadig følte sig, selvom det havde været en lang og udmattende lortedag...
    "Prøv lige at lægge din hånd på min skulder," bad han så - lidt ud af det blå. "Jeg tror måske... vi deler chakra eller noget? Efter Blodsbåndet? Det føles vitterligt som om jeg har fået-" Taget, rettede hans tanker, "-en portion energi fra dig, og nu føler jeg mig virkelig bare... ovenpå. Måske vi kan udnytte dét - måske du kan give mig det 'ekstra', der skal til, for at jeg kan forstærke strømmen nok til at skubbe klippeblokkene ud...?"

Ret sikker på, hvad virkede? havde Cyreesai lyst til at vrisse ad ham, for hun kunne ikke mærke nogen ændring overhovedet. 
I stedet nøjedes hun med at rulle med øjnene og skubbe sig selv fremad over grottegulvet. Den forhøjning, hun selv sad på, gjorde at hun kunne lægge hånden på Eyidivans skulder uden at skulle rejse sig op og forsøge at støtte på det dårlige ben. Imens de havde snakket, var hun blevet meget mere frisk igen. Det var som om hun trak energi fra selve vandet omkring sig, og hun forstod ikke helt, hvad der foregik. Hun havde følt en stime fisk, som var den lige på den anden side af grottevæggen, men fornemmelsen var forsvundet så hurtigt, at hun ikke længere var sikker på, at det havde været noget.
"Jeg håber virkelig det her virker," mumlede hun, og havde en sær lyst til at kalde ham for det horrible sukkertang - mens det samtidig føltes helt forkert at ville kalde ham andet end indlysende øgenavne. 
Hun rakte ud med hånden og lagde den på hans skulder. Et gisp blev tvunget fra  hendes læber, så snart hudkontakten var etableret. Det startede som et koldt stik ind i håndfladen, og hun vrængede ansigt af fornemmelsen. Hendes sind prøvede at opfange det som smerte, men det gjorde egentlig ikke ondt som sådan. I stedet trak det i hende, som  om kontakten ønskede mere. 
Prøvende lagde hun den anden hånd på hans skulderblad, og endnu et sug gik gennem hende. Snart havde hun mistet overblikket over, hvad han havde gang i - om han sagde noget eller gjorde noget. Alt i hende blev suget mod Eyidivan, og det var ... Det var rart. Det var som et koldt skyl, når man havde ligget på en klippeblok og holdt udkig efter pirater. Det var som en varm kilde, når Dybet havde gjort en gennemkold. Det var alt, hvad hun manglede, uanset hvad hun manglede. 
Trods sit eget løfte til sig selv om ikke at rejse sig op, gjorde hun det. Det gjorde pokkers ondt i foden, nu hvor blodet løb til den, men det var lige meget. Trækket mellem dem var næsten ikke til at bære og alligevel ville hun bare have det til at fortsætte.
Som en igle kravlede hun med hænderne langs hans side, så de endte på hans brystkasse, så hun kunne presse fronten af sig selv mod hans ryg. Det var en alt for intim omfavnelse, men Cyreesais hjerne opfangede slet ikke andet end den fantastiske, brusende fornemmelse, hun delte med Eyidivan. Noget, der aldrig burde ske. Noget, hun aldrig ville have til at stoppe. Hun hvilede hagen på hans skulder.
Hun udstødte et lille, lyst og alt for hengivent støn.

    Følelsen af kraften, der løb fra hendes krop og til Eyids var berusende. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Det var en tidevandsbølge af energi, der skyllede ind over ham og truede med at rive ham med, selvom han gjorde sit bedste for at holde den tilbage - at lade kraften bygge sig op, så han havde nok til at slippe den fri med dét, der føltes som en mindre tsunami til følge.
    Eyid studsede ikke over hendes pludselige nærhed eller den lille lyd, der flød fra hendes læber; han var alt for travlt optaget af at holde styr på den fantastiske følelse af den vilde, livgivende energi. Havde ikke kapacitet til at forholde sig til andet end huden, der sitrede - tankerne, der lyste for hans indre blik. Kraften, der brusede for hans ører. Strømmen, der trak i ham.
    Og så gav han slip - alt på én gang. Svingede armene ud, som var han netop blevet færdig med et stimespil og nu var trådt ind på scenen igen for at modtage sin applaus, og blev så slynget baglæns sammen med Cyreesai, da strømmen voksede fra en diskret trækken til et brølende helvede fra det ene øjeblik til det andet.
    Det føltes, som om al ilten blev suget ud af vandet. Larmen var øresønderrivende, og energien brød ud af dem begge som solstråler igennem skyerne, da klippeblokkende nærmest eksploderede ud af åbningen, så sand og grus stod dem om ørerne, og Revet rystede under dem.
    Ét eller andet sted i processen var Eyid faldet om - som havde kraften haft fat i ham og så smidt ham fra sig, da han ikke havde mere at give. Han åbnede fortumlet øjnene - mærkede Cyreesais varme hud under sin ene hånd - missede imod det pludselige, sene eftermiddagslys, der med ét kunne nå dem fra den ryddede grottemunding. Kunne næsten ikke tro, at det rent faktisk havde virket.
    "Det virkede," hviskede han, som en anden idiot. Det havde virket. De var ikke døde. Det havde virket...
    Så gik det op for ham, at han stadig kunne nå at blive tvunget til at revurdere sin anden tanke, og med en pludselig frygt i halsen ruskede han i Cyreesai. "Sai - det virkede! Hallo...!"

Eksplosionen truede med at rive hende fra ham. Hendes hænder greb fastere om hans brystkasse og det ene ben forsøgte sågar at vikle sig om hans i kampen om at holde sig så tæt på som muligt. Den brusende fornemmelse var alt for meget, alt for dejlig, og hun ønskede ikke at den skulle stoppe. Hendes ryg ramte klippesiden med et hårdt stød, der pressede hans rygfinne ind mod hendes bryst.  Han væltede om på gulvet, og hun gjorde alt i sin magt for ikke at slippe ham. Det resulterede i, at han endte ovenpå hende, men det gjorde ikke noget. Her kunne hun godt ligge og stirre op i grotteloftet med blanke øjne og sløve lemmer. Lidt lys kom ind fra den nye åbning, og det gjorde det kun lettere at påskønne, hvor roligt vandet flød omkring dem igen, nu hvor strømmen havde lagt sig. Hvor grønt, hans skæl glimtede. Hvor behagelig, hans stemme var i ordene, der dog tog et par sekunder ekstra om at bundfalde sig.
"Det var dejligt, Eyid," hviskede hun i en sukkende tone, der vækkede et eller andet i hende. En skrigende alarmklokke, der fortalte hende, at dét der var en tone, man på ingen måde brugte over for andre end den fisk, man blev gift med - når man var blevet gift. "Arh!"
Det følgende udråb, hun kom med, blev fulgt med hænder, der panisk skubbede ham fra sig og brød den helt fantastiske, fysiske kontakt, de lige havde delt. 
Med ansigtsskæl, der var mere rødlilla end blå, fór Cyreesai ud af grottens åbning. Om hun skulle bruge ét sekund ekstra sammen med den blødfisk, når hun nu kunne blive fri...! Nu kunne de komme hjem, bese skaderne, finde overlevende, gøre deres pligt (som virkelig ikke var at ligge og kramme i en grotte!), afgive rapport til forældrene, sørger for...
"Arh!" udbrød hun igen, for herude lå en halv tønde døde fisk igang med at drive op mod overfladen.

    Hendes hektiske tilbagetrækning og halvkvalte udbrud trak et lille smil frem på hans ansigt, men han flyttede sig villigt - var bare lettet over, at hun ikke var kommet mere til skade. Lettet og underlig let og ør oven på...
    Oven på hvad-end det nu var, de havde gjort. 
    For følelsen af kraft, der eksploderede ud af ham - følelsen af at han og Cyreesai var ét - sad stadig i ham, men han kunne ikke forholde sig til implikationerne. Ikke nu. Det ville kræve ro og eftertænksomhed og en hjerne, der var knapt så overvældet, som Eyids var lige nu...
    Derfor rejste han sig også bare og fulgte hende ud - forlod grotten tøvende, som en dybhavsfisk, der ser sollys for første gang. Hørte hendes lille udbrud og fulgte hendes blik.
    "Hvad i Dybets navn...?" mumlede han og fulgte de hundredevis af sølvglinsende fisk, der med bugen opad langsomt steg imod overfladen. En hel stime så det ud til. "Var det... os?"
    Smerten i den brækkede kravebensfinne var vendt tilbage i takt med, at den elektriske, exciterende fornemmelse aftog, og Eyid endte med at lade sig synke ned på en klippeblok, imens han bare stirrede på de mange, døde fisk. Én af de klippeblokke, de havde skudt ud af grotteåbningen...
    Han nikkede langsomt for sig selv - lod oplevelsen bundfælde sig.
    "Hvad sker der nu?" spurgte han så, fordi han følte det var et yderst relevant spørgsmål. For alting var forandret - han var bare ikke helt sikker på, at han præcis kunne sætte fingeren på hvorfor... 
    Uvilkårligt faldt blikket til hans hånd, hvor snitsårets hævede kanter stadig lyste svagt. To havfolk, der opvejer hinanden så de begge er i balance...
    "Hvad gør vi nu?"

De mange fisk var en uhyggelig omkransning af grotten - der i øvrigt mest bare lignede en klippeblok her udefra. Man kunne næsten ikke se at den var hul, medmindre man vidste det, men vragdele fra skibet og alle de døde fisk tog for meget fokus i omgivelserne. 
"Jeg ved det ikke," svarede hun på hans spørgsmål om de døde fisk. 
Kunne det have været dem? De kunne da ikke have ramt dem med klippeblokkene. En stime ville... En stime... Den stime, hun havde følt før? Hvorfor var hun underligt bevidst om, hvor Eyid var i forhold til hende?
"Jeg ved det ikke..." mumlede hun igen til det andet spørgsmål, og havde lidt lyst til at råbe en gentagelse da hun havde samme svar til hans tredje. 
Men for en gangs skyld orkede hun faktisk ikke at slå ud efter ham hverken verbalt eller fysisk. Den pludselige flugt ud af grotten havde fået hende til at bruge den sårede fod, og mens hun nu forsøgte at træde vande her, gjorde den kun mere og mere ondt. Hænderne fik fat i klippeblokkens overflade, og hun hev sig ned at sidde ved siden af Eyidivan - dog med afstand mellem dem, så deres kroppe ikke rørte hinanden.
"Jeg tror det var mig. Jeg mærkede en stime, mens vi var derinde. Ligesom hvalen. Jeg tror ... Jeg tror jeg brugte deres energi, og så brugte du det vel på en eller anden måde," Selvfølgelig skulle hun få evnen til at slå ting ihjel. Ikke at hun forstod noget som helst endnu, men den følelse af konstant at trække ny energi ind i sig, mens Eyidivan sugede den til sig, var rimelig åbenlys hvor var kommet fra, nu hvor hun så alle de her fisk.
Hun vendte blikket mod ham. "Vi kan ikke fortælle det her til nogen."

    Eyid skævede til hende - ikke helt sikker på, hvad han skulle mene om dét hun sagde. Var det dén evne, der var kommet med hendes Anden Opvågning? Evnen til at suge energi fra andre levende væsener? Det lød... en lille smule farligt, når det nu var en Va'Chakessa, det drejede sig om...
    Men måske ville det være okay. Måske var hun ikke helt lige så slem, som resten af sin familie. 
    Ikke helt, i hvert fald.
    Han nikkede bare til hendes sidste ord, for han var for en gangs skyld rørende enig - de kunne end ikke overveje at sige dét hér til nogen. 
    "Hvordan forklarer vi, at vi kom ud af grotten?" spurgte han derfor i stedet. "Skal jeg komme på en dramatisk historie om, hvordan du gravede os fri med de bare næver og - om-end modvilligt, for det skal jo være realistisk - reddede mig; den hjælpeløse kunstnerfisk?" Han fnøs hånligt af sine egne ord, og blev straks straffet for det af et jag igennem kravebenet. "Jeg er ikke sikker på, at jeg er en dygtig nok løgner til at kunne forklare, hvorfor du ikke myrdede mig som det første, da vi først var skjult fra andres blikke - dét tror jeg klart, vil være alles forventning. Jeg kan selvfølgelig forsøge mig med nogle af de greb, fra de gamle historier, som er kendt for at virke allerbedst, men når den kloge Sanger i fortællingerne overlever imod alle odds, er det som regel fordi han har narret det grumme havuhyre med en gåde eller sådan noget, og der er ikke nogen, der kommer til at købe, at du gav mig tid nok til at forsøge at besnære dig med ord..."
    Eyid lænede sig lidt tilbage på stenen med et drillende smil spillende om læberne, mens han for sig selv var temmelig tilfreds med dén måde hvorpå det var lykkedes ham at sammenligne hende med et havuhyre. Den lette følelse lå stadig over hele hans krop og det slog ham, at udsigten fra Revet var smuk, nu hvor der ikke længere var andet spor af piraterne, end de sølle rester fra dét skib, de havde sænket. 
    Smilet falmede lige så stille, da blikket atter faldt til hans hånd, og han gav sig til at overveje konsekvenserne af dét bånd, de havde skabt imellem dem. 
    "Vi kommer til at mødes herude igen så hurtigt som muligt - måske allerede i morgen aften, når postyret ved vores tilbagekomst er faldet lidt ned. Vi skal finde ud af, hvad dét hér Blodsbånd betyder - hvad det indebærer. Jeg kommer i hvert fald ikke til at acceptere, ikke at vide hvad der foregår."

Cyreesais ansigtsmimik nåede rundt i alle de forskellige havstrømme, før Eyidivan var færdig med sin lange forklaring. Hendes efterfølgende stilhed tog han dog tydeligvis som en slags tøven, for han fortsatte i en helt anden retning. Og hvor det da skam var relevant, at de skulle mødes herude igen, hang hendes tanker fast ved hans enormt kringlede forklaring af, hvad de skulle sige, når de kom hjem - og den del var der flere problemer med, som han tydeligvis ikke lige havde taget højde for endnu. Da han endelig var færdig med at holde tale, udvidede hun sit skeptiske udtryk med en åben mund. Lige nu skulle hun faktisk tænke over sine ord - det havde været en meget lang forklaring, der ikke var kommet særligt langt.
"Kan vi ikke bare sige, vi fik skibet i hovedet, og det tog lang tid at vriste os fri af vragresterne?" spurgte hun med et skuldertræk. "Du er såret, jeg er såret. Ingen ved, vi har været i grotten, så hvorfor gøre det til en ting? Vi blev bare skubbet så langt væk, at dem, der har kigget vragresterne igennem, ikke kunne finde os."
Hun lod blikket falde ned på revet under dem, hvor vragresterne havde boret sig ind i korallernes sider. De anede ikke, hvor lang tid, der var gået - måske havde der ikke engang været et hold ude for at kigge efter overlevende endnu. 
"Uanset hvad skal vi ligesom hjem først," fortsatte hun og så ham igen i øjnene. En kuldegysning kildede ned langs rygsøjlen ved synet af arret i hans håndflade. Lysten til at røre ved ham igen vældede op i hende. Røre ham og føle den roen... "Og jeg kan ikke svømme med den her fod uden støtte," Hun rakte sin højre hånd frem med håndfladen opad. Den hånd, der ikke stadig dunkede let fra såret. "Så vi skal finde ud af, hvordan vi slår vores evner fra. Medmindre du har lyst til at bære mig gennem åbningen i den tilstand, du tydeligvis får mig i, når du gør, hvad end det var du gjorde."
Ubevidst bed hun sig selv i læben. Det ville være et kønt syn - og næppe et, deres familier ville bryde sig om. Selvom hun lidt havde lyst til at opleve det igen, havde hun ikke lyst til at se sin fars ansigt, mens hun prøvede at være en slyngplante rundt om en Ke'Jaelin-krop.

    Eyid løftede et muntert øjenbryn af hende og slog så langsomt og sigende ud med hænderne til kaosset af sten og klippeblokke omkring dem. "Så vil jeg lade dig om at forklare, hvordan det kan være, at grotten af sig selv bare eksploderede udad og slyngede kampesten på størrelse med din fars vrede korpus halvvejs ned ad Revet..." Bemærkningen var mest sagt for at irritere, for han var egentlig ikke så bekymret - ikke nu hvor han vidste, at hun heller ikke var interesseret i at familierne skulle få nys om Blodsbåndet... Resten skulle nok løse sig - ved Dybet, alle ville sandsynligvis være så lettere over at have dem tilbage, at de ville æde enhver historie, de kunne finde på at diske op med, råt og uden spørgsmål.
    Han lo højt af hendes sidste kommentar, selvom handlingen sendte skarpe jag igennem den brækkede kravebensfinne. "Det har jeg!" erklærede han og sendte hende et spillende øjekast. "Jeg betaler gerne den utvivlsomme invalidering, der ville følge, bare for at se din faders ansigt...! Men du har nok ret i, at vi er bedst tjent med, at holde os i skindet... Selvom det er fristende at lade være..."
    Hun havde dog en pointe; det ville virkelig være upraktisk, hvis han ikke kunne røre hende uden at suge hendes chakra til sig...
    ...Ikke at han før havde haft for vane at gå rundt og røre ved hende i tide og utide - til dét holdt han for meget af sine fingre... og sine arme. Og sit liv... 
    Men kontrol, havde han lært af sine mødre, var bestemt altid at foretrække, så han forsøgte at forestille sig, at de små, fine skæl på hans håndflade ikke bare var en fysisk barriere, men også en mental én - en magisk én. Én, der adskilte ham fra verden og fra hende i særdeleshed...
    Så rakte han ud efter hendes hånd, og selvom der kom et lille-bitte stød, var det på ingen måde som det havde været i grotten - intet brus af energi. Ingen summen oppe i hovedet. 
    Han smilede til hende. "Det er ikke så svært - jeg skal bare koncentrere mig lidt. Det føles som om, min krop instinktivt vil trække dig til mig, men..." Det gik op for ham, hvad han havde sagt, og han omformulerede sig elegant og uden at miste så meget som et halvt åndedrag: "Som om din energi helst vil flyde over i min. Men jeg skal bare lade være med at give den lov. Så går det fint."

Cyreesai rødmede en lille smule af vrede, da han pointerede alle de sten, der var blevet spredt udover revet - det kunne da ved Valeria også være fordi et skib lige var smadret ind i klippen. Men hun nåede ikke at sige noget, før hun blev nødt til at rødme over, at han faktisk havde lyst til at bære hende hjem halvt livløs, halvt behaget over hvad han gjorde ved hende. Det var helt... Helt forkert! Helt forkert på den der måde, der ville få hendes far til at brække halsen på hende og tage til takke med næste arving rækken. Hvordan ved alle verdenshavene kunne hans nye evne være en, der fik hende til at have det sådan. Andre havde bare også at få det sådan, når han brugte den på dem!
Så rørte hans hånd hendes, og hun nåede at trække et halvt gisp ind, inden hun bed det i sig og følelsen i øvrigt forsvandt. Det var ingen overvældende ro eller trang til at slynge hele sin krop op ad hans. 
"Det er altid noget," sukkede hun lettet og trak så hånden til sig igen. Hun skulle røre ved ham hele vejen hjem, så lidt tid uden fysisk kontakt kunne han vel godt lige unde hende. "Og i øvrigt, så faldt det skib der ned i revet - et par kampesten fra eller til gør ligesom ikke den store forskel, vel? De endte jo foran grotten fordi det skib sank herned. Det kunne lige så godt have skudt dem ned ad revet!"
Hun havde flyttet blikket fra ham og gik i gang med at flette håret løst bag nakken for at holde hænderne optaget, mens hun fik en god grund til ikke at se på ham. Hendes ansigt var stadig hævet og rødmet over hans ord, hans handlinger, hans... Væsen. Hans irriterende, tiltrække-nej!
"Så kan du godt få os i fart nok til at komme hjem, eller skal vi sidde her og vente på at blive reddet som rigtige kunstnerfisk?" spurgte hun med en vred kant i stemmen, der mest var til for at dække for... Alt det andet.
I det samme kom en stime sild svømmende op bag dem, og Cyreesais gæller flaprede, idet hun rettede sig op og trak livet ud af de stakkels små væsner og genopfyldte sin chakra. Ikke at hun vidste, det var det, der skete. Hun følte sig bare pludselig meget mere i live - og så ikke de fem sild, der havde det direkte modsat lige bag hende.