Ronia hulkede lavmælt og puttede sig indtil Juno, da han samlede hende op. Far havde sagt, at Juno var god og at hun altid kunne stole på ham. Og han duftede også godt. Det synes Han også.
Juno løb ligeså stærkt, som Ronia havde gjort det – i hvert fald ifølge hende selv – og jo tættere på de kom på huset, des mere fik Ronia lyst til at sige, at hun ikke ville med derind. Hun kunne ikke lide hvordan, at Han duftede nu, når han ikke lugtede som han plejede. Pax havde den bedste duft. Den havde hun altid godt kunne lide. Men ikke den han havde nu…
Da de nåede indenfor, sad Evlyn stadig foroverbøjet henover Ham, og Juno snerrede. Det forstod hun ikke. Det kunne hun ikke lide. Og Evlyns øjne… det kunne hun heller ikke lide.
Ronia lagde sit ansigt ind imod Junos hals, men så straks op igen, da en ny duft – en der mindede lidt om Hans – sprang ud af ingen ting. Hun betragtede manden, hvis violette øjne lå fæstnet på Ham, og hvad han sagde, forstod Ronia ikke. Han havde nemlig ikke nogen Far.
Men de duftede ens… eller det havde de i hvert fald gjort.
Ronia græd kun lydløse tårer og hun var i hvert fald ikke noget pattebarn, hvormed det ikke kunne være til hende, at han talte. Alligevel kiggede hun distræt, og dernæst ned på Evlyn, der sagde et af De Grimme Ord.

For Pax var alting kun et øjeblikkeligt mørke. Et, der snart skulle opløses til ingen ting og glemmes for resten af hans liv.

Juno havde ingen chance for at vide, hvem dæmonen overfor ham var, men han genkendte farlige mænd når han så dem, og han stolede ikke ét øjeblik på dæmonen, heller ikke da han omtalte Pax som sin søn. Fædre var lige så lidt til at stole på som alle andre mænd, i Junos erfaring. 

Derfor forholdt han sig også tavs og på afstand, indtil der blev tilbudt en aftale. "Aldrig i livet," spyttede han, af både Evlyn og dæmonen. Ubevidst var Junos hånd faldet væk fra Ronias øjne, men han holdt hende tættere ind til sig, som han trampede hen til kroppen af den mand, han elskede. Liget af den mand, han elskede. 

Juno kendte ikke Evlyn som Pax gjorde - han kendte hende kun fra det øjeblik de havde haft sammen, da han vendte hjem til Dianthos, sammen med et svagt mindre fra et år inden da, og han stolede ikke på hende. Værre end dét, så ville han ikke stå i gæld til hende. Han ville slet ikke have, at Pax stod i gæld til hende. 
"Han er min og du laver aftalen med mig." Juno hankede op i Ronia og flyttede hendes vægt over på en enkelt arm, så han kunne række sin hånd frem mod dæmonen. 10 år ville ikke engang give ham tid til at nå Evlyns alder, men Juno havde aldrig regnet med at blive over 18 år gammel, og dén tanke forsøgte han at holde sig til, imens hårene rejste sig i hans nakke. 

Selvfølgelig skulle han lege helten, selvfølgelig skulle han træde ind bare fordi at Pax var hans. Evelyn måtte tage en dyb indånding for ikke at angribe Juno, han mente det godt han mente det fordi han ikke ville have nogen skulle skylde dem noget.
”Han er ikke nogens Juno, han er sin egen” fik hun frem gennem sammenbidte tænder og kiggede med lynene øjne på ham, Neron lignede dog en der havde fået en julegave tidligt i år. To der ville kæmpe om at give deres sjæl til ham? Man kunne næsten ikke betale for vilkår som disse. ”Jeg er ligeglad med hvem der tager tilbuddet, men vi må nok hellere skynde os inden hans krop går mere i forfald” dæmonen vidste godt det ikke ville gå så hurtigt, men hvis han kunne presse dem yderligere, gjorde det jo det hele sjovere for ham.
”Du laver aftalen med mig, men jeg vil have noget mere” sagde hun med en stædighed der fik Nerons velplejet bryn til at løfte sig og kigge på hende, mere hun ønskede sig mere? ”Det er jeg nu ikke sikker på jeg er i min –” mens Neron prøvede at forklare hvordan hans aftaler fungerede, kiggede Evelyn på Juno han havde stadig Ronia i sine arme så han ville ikke kunne reagere hurtigt nok. Undskyld.
Hun greb omkring Nerons hånd der slog ud, i en armbevægelse for at forklare han kun ville være i stand til at hjælpe med én ting. ”Laver vi aftalen eller hvad?” de mørke lavendeløjne kiggede med overraskelse på kvinden, og derefter hen mod den blonde. ”Beklager knægt, men hendes sjæl – den vil jeg hellere sætte mine tænder i” kom der næsten slesk som han trak den tynde blonde krop ind til sig og lagde has læber over hendes.
Der skete ikke noget stort ud over hjertet i knægtens krop ville begynde at banke igen, at Neron tvang den blonde kvinde til at kysse ham længere tid end hun ønskede. Han var vel dæmon? Selv da Evelyn begyndte at banke mod hans brystkasse åd han hende næsten allerede. Hun smagte så sødt, selv med de saltetårer der gled ned ad hendes kinder.

Livet vendte på ny tilbage til Paxs krop i samme øjeblik, at Nerons læber kolliderede med Evlyns. Som havde han aldrig trukket vejret, begyndte Pax at gispe, da hjertet, forvirret over hvad der var sket, begyndte at slå igen. Gispene blev til en lang, så uendelig lang og dyb indånding, der fik det stillestående bryst til at hæve sig, indtil det lignede, at det nær var ved at springes. Ligeså hurtigt, som det havde ekspanderet, ligeså hurtigt faldt det også og selvom Pax var i færd med at vende tilbage til de bevidstes verden, sortnede den for hans øjne…
Alt den luft – alt den nye luft fik hans hals og lunger til at brænde. Det gjorde ondt, så forbandet ondt men… ikke kun der, bemærkede Pax som en halv, næsten ikkeeksisterende tanke. Det gjorde ondt alle vegne; hans celler skreg af smerte ved alt den ilt, der pludselig var vendt tilbage med fornyet styrke, for den tvang dem alle til at generere sig på ny og netop som de havde indstillet sig på at dø hen.
Hans hoved føltes som om, at det gjorde sit bedste for at hoppe af resten af hans krop, og hvad hans slørede, tofarvede øjne så, gav for ham ingen mening.
Juno med Ronia i favnen…
Hans far med sin mund presset grådigt ned over Evlyns…
Vent… hvad i Zaladins rynkede røvhul…
Pax brummede usammenhængende ord, der heller ikke for ham selv gav nogen mening. Hans strubehoved og hals ville ikke lystre ham, men heller ikke dét, forstod han. Forvirret forsøgte han at fange Junos blik, dernæst hans hånd der var så langt væk, at det aldrig ville lykkes ham. Hvorfor gik Juno væk fra ham? Og hvorfor føltes det som om, at han faldt… igen? Hvad var der sket?
”F-far…”, hørte Pax sig selv udbryde, hans stemme mærkelig og ugenkendelig. ”Far!”

"Han er min," gentog Juno, på barnligste vis, selvom han stod med Ronia på armen, og gengældte køligt Evelyns lynende blik. Alligevel afbrød Juno ikke, da Evelyn gik i gang med at forhandle - det var, hvad de begge skulle have gjort til at starte med. Ti år var ingenting, hvis det virkelig var Pax's far der stod foran dem, for han ønskede vel også at genoplive sin søn, om ikke andet, så fordi han ville få en anden mulighed for at få mere, næste gang denne søn var i fare, når han tydeligvis havde flere omkring sig, der var villige til at sælge deres sjæl for ham. 

"Nej!" Hvæsede Juno, da Evelyn tog dæmonens hånd foran ham, Junos egen frie hånd blokeret fra at kunne gøre noget, af Ronias lille krop, og havde Juno ikke haft hende på armen, ville han have både sparket og bidt dæmonen, men med dén vægt på sin arm var det svært at glemme, at der var vigtigere ting end at få sin vilje, og i stedet trådte han et par skridt bagud - væk fra Evelyn, dæmonen og Pax. 

"Du græder," hørte han Ronia sige, og Juno nikkede tavst, inden han også snøftede og vendte sin opmærksomhed mod hende i stedet. "Jeg er sur, fordi Evelyn lige har reddet både Pax og jeg. Hun er ridderen på den hvide hest, og det er, hvad jeg gerne ville have været," svarede han, så ærligt og børnevenligt han kunne, imens han strøg en lok af hendes hår væk. 

I samme øjeblik som Pax's stemme lød igennem rummet, sprællede Ronia i hans arme, efter at komme ned til sin far, og Juno satte sig på hug med hende, men holdt hende hvor hun var. "Du må løbe derhen så snart dæmonen er væk, eller Evelyn siger det er sikkert," lovede han, med gråd i stemmen, for der var heller ikke noget sted, han hellere ville være, end ved Pax's side, men han stolede ikke på dæmonen og han stolede ikke på, at Pax var sig selv, når han kom til. Vigtigst af alt var det også at Ronia var uskadt, når Pax kom til sig selv, og Juno strøg hende kærligt over håret i et forsøg på at få dem begge til at falde til ro. 

Heldigvis for Evelyn var hun ikke en kvinde i nød, nærmere en krigerisk barbar der fik hamret sin knyttet næve mod mandens ansigt og fik ham til at træde et par skridt væk fra hende. Blod piplede fra mundvigen da dæmonen havde bidt sig selv, men i stedet for at blive sur og angribe hende. Som hun havde forventet, hvilket kunne ses i hele den opspændte krop.
”Oh, jeg glæder mig allerede til at sætte tænder i din livlige sjæl. Nu forstår jeg bedre hvorfor folk bliver så betaget af dig” med folk mente han tydeligvis én bestemt, og hun frøs på stedet. Hun ænsede ikke at Pax var kommet til live, at det hele var okay igen – ”Oh hej min søn” lo Neron og smilede bredt som til ham ”Burde næsten takke dig, hvis du ikke havde holdt så godt fast i livet, havde jeg aldrig kunne få dig tilbage igen – død er trods alt… død” Evelyn gjorde store øjne da det gik op for hende hvad ham mente. ”Hvad?” hvæsede hun, havde hun lige givet Neron hendes sjæl uden nogen grund? ”Jeg ville måske få tjekket op på det hjerte hvis jeg var dig, selvom den blonde knægt der over også virker ganske villig til at give mig hans sjæl også.” med elegante skridt gik han hen og satte sig ved bordet og betragtede flokken af mennesker.
”Måske vi skulle lukke døren?” spurgte dæmonen men gjorde ikke mine til at gøre noget selv, som han foldede fingrene sammen. Det var tydeligt for Evelyn at han nød hvert et sekund, og denne mand – var Pax far? Hun hørte håndryggen hen over hendes læber, der stadig brændte efter at den andens læber havde fordærvet hende.

Ronia betragtede Juno med store, mørkebrune øjne. ”Var du også død?”, spurgte hun med en spinkel stemme, som havde Juno fortalt hende en mareridtsfremkaldende historie, der lige dele skræmte og fascinerede hende. Hvordan havde Evlyn lykkes med at redde både Ham og Juno?

Pax gryntede besværet ved lyden af Nerons stemme, der som en hvislende slange lod ham vide, hvad der var sket. Nok forklarede dæmonen ingen ting, men hvad han sagde, var som at se et maleri af det hændte blive kreeret med brede penselstrøg.
Han var død. Og Evlyn havde solgt sin sjæl for at redde ham. Meget mere behøvede Pax ikke at vide: Hvordan Juno var lykkes med at finde hen til huset, hvordan han overhovedet havde vidst, at der var hændt Pax noget.
Pax rullede besværet rundt, så han lå på maven i stedet for på siden. Det smertede stadig alle og ingen steder, som kunne lidelsen ikke rigtig beslutte sig for, hvor den skulle sætte sig; der var ganske enkelt for mange behagelige og tillokkende steder.
De tofarvede øjne gled henover Junos våde ansigt og straks følte Pax trang efter at undskylde. Han hadede at se den blonde mand sådan, og han kunne ikke forestille sig, hvor forvirret Juno måtte være. I det mindste vidste han, hvad Paxs biologiske far var. Evlyn kunne ikke prise sig lykkelig for det samme. For Evlyn måtte Nerons tilstedeværelse være urovækkende og kaotisk.
Pax fik kæmpet sig op på hug, begge af hans hænder hvilende mod trægulvet. Han prustede og stønnede, for det at komme hele vejen op virkede som en fuldstændig absurd idé; hvorfor gå oprejst, når han kunne lade være – når han kunne forblive liggende…
Da Pax endelig kom op at stå – mod alle odds føltes det som – vaklede han faretruende hen imod væggen med håb om, at den ville støtte ham. For endnu engang dunkede han hovedet mod den og lavmælt måtte han bande i en hvisken: ”Av forhelvede…”
Langsomt vendte Pax rundt, så han stod med fronten mod sin Far, lænet op af væggen. Han hev stadig efter vejret men… der var noget, han havde glemt… noget vigtigt…
”Far”, gentog Pax igen, i håb om at minde Neron om, at det var hans skyld at Pax selv overhovedet eksisterede – at han for det alene skyldte ham utallige gaver, undskyldninger, forsikringer og kærlighed. ”V-vi – lad os – handle.”

"Jeg ville have været død, hvis ikke det havde været for Eve," forklarede Juno Ronia, som var det ikke andet end en uhyggelig historie han fortalte hende. Der var ingen grund til at fortælle hende, at hans død først ville have været om 10 år - om 10 år ville Ronia stadig være et barn, og det ville være en for tidlig død for dem begge. Juno var ikke klar til at forlade Lizzy eller Ronia, og da slet ikke Pax. Han ville heller ikke være klar til at forlade dem om 10 år.
"Heldigvis er hun modig nok til at redde os alle," fortalte han lavmælt, med et sølle smil, og kyssede Ronias pande. I sit forsøg på at distrahere den lille pige, fra det kaos og den fare, der foregik omkring hende, var Juno villig til hvad som helst, selv til at rose Eve. 

Juno kæmpede imod alle instinkter, der fortalte ham, at han skulle hjælpe Pax op, og i stedet lod han sig falde fra at sidde på hug, til at sidde i skrædderstilling, og tog Ronia med sig ind imellem sine ben. "Har du set far forhandle før?" hviskede han til hende, som havde de fået lov til at deltage i noget vigtigt, men kun hvis de var helt stille imens.
Juno selv havde aldrig kunne sidde stille som barn, havde aldrig kunne tie stille heller, og selv nu var det nær umuligt for ham ikke at blande sig, for Pax kunne lige vove på at handle med noget, der ikke var hans eget - som hans liv, der i Junos øjne tilhørte ham, og han var mere end klar til at modsætte sig, hvis Pax sagde noget dumt. 

Det var tydeligt at se at hun ville hjælpe ham, men i stedet gjorde hun det som ingen andre gjorde. Nemlig at gå hen og lukke døren så ingen fremmed kunne følge med i hvad der foregik. Hun havde samlet mønten op og gav den til Pax som hun gik forbi ham og hen mod det hjørne der var længst væk fra alle andre. Hendes blik lagde sig på Ronia der sad i Junos skød, og ønskede det var hende som der kunne være der for hende. Men barnet havde brug for alle de forældre hun kunne få, det vidste den blonde kvinde mere end nogen anden. Derfor gjorde et også så ondt at vide, hun var nødt til at forlade dem alle, for at sikre at der ikke kom flere uheldige situationer. Som den der skete lige nu – Pax havde tænkt sig at handle?
”Og hvad havde du tænkt dig at handle med?” spurgte Neron endelig og lagde hoved på skrå, smilet forlod aldrig hans læber som de lillaøjne bevægede sig hen mod den kvindelige skikkelse. ”Jeg har allerede fået det jeg gerne ville have” det gjorde ondt i hendes mave, som en issyl der borede sig gennem den bløde hud og forvoldte stor smerte. Fået det han ville have? Var det, hun løb hen og greb mønten fra Pax og studerende den nærmere. Den var gammel flere århundreder gammel, hun havde set dem før, en kiste der sank ikke langt ude for Rubiniens kyster. Tilhørte en ældgammel dødssynds familie. Gregory havde snakket om dem som værende guder, altid med glimtende øjne som han prøvede at finde den sunkne skib, men aldrig havde formået at finde det sted den skulle være sunket.
”Er det ham der har givet dig den?” spurgte hun med øjne der stirrede vantro på Pax og stillede sig mellem far og søn, nægtede at tilkendegive at dæmonen stadig sad bag hende, med det klamme kølige smil.
”Svar mig Pax! Er det ham der har givet dig den?”

Ronia betragtede Pax kæmpe sig op at stå og lod sig, fortryllet af scenariet der udspillede sig foran hende, guide ned at sidde mellem Junos ben.
Langsomt rystede hun på hovedet og pressede sit ansigt ind imod Junos bryst. Ronia vidste ikke, om hun nogensinde havde set Ham forhandle. Hvad end det så var… desuden var der også Reglen.
”Det må jeg altså ikke kalde ham, hvis vi ikke er alene”, hviskede Ronia konspiratorisk tilbage, et lille djævlesmil glimtende i hendes ene mundvige. Ronia levede trods alt for at lave ballade. En lille, beskidt pegefinger gled op foran hendes læber, som hun mimede et tys. End ikke øjeblikket efter måtte Ronia dog straks fortælle mere. ”Men jeg må altså godt slå på rørene! Og hjælpe med andre ting! Faktisk rigtig mange ting! Alle ting!”, fortalte den lille pige dernæst ivrigt, for det var faktisk rigtig vigtigt, at Juno forstod, at hun var dygtig.

Pax lod sit baghoved hvile mod trævæggen, så det så karakteristiske ’dunk’ atter lød iblandt dem. Lyden af Ronias hvisken gjorde ham godt og at se Juno tage hånd om hende, varmede Paxs hjerte, så det føltes som om, at det skulle til at briste igen.
Pax nåede aldrig at svare Neron før, at Evlyn pludselig stod foran ham. Han nikkede langsomt, en enkelt gang hvorefter han sukkede tungt. Smerten ville ingen ende tage og af en eller anden grund kæmpede han med at huske, hvad der netop var blevet sagt…
Fokus.
Stemmen sprang ud af ingen ting og for et øjeblik lød det som om, at Nerons stemme havde sneget sig ind i hans egen bevidsthed. Pax skævede til sin Far og sank en klump, hvorefter han krampagtigt gjorde en kasten med sin ene hånd, frustreret over Evlyn stod foran ham. Han kunne jo ikke se en skid og fandeme om han kunne rykke sig igen.
”D-du skylder mig – en gave. Jeg vil – have – den – nu.”

Så vidt muligt forsøgte Juno at ignorere hvad der foregik med Evlyn, Pax og dæmonen. Han kunne ikke løse det, og han kunne endnu mindre løse det, med Ronia på sit skød. Hvad end de havde gang i, med mønter, dæmoner og forhandlinger, så måtte de klare det selv. 

"Det er virkelig godt husket, Ronia," roste Juno hende, selv som tårer steg op i hans øjne igen, ved realiteten om hvor udsat ikke kun Pax, men også dem han elskede, var. "Godt at du kan hjælpe mig, når jeg glemmer det." Han tørrede sine våde øjne og kinder igen, og grinede lavmælt, som var alt de sagde og gjorde en hemmelighed imellem dem, i deres del af rummet, imens de voksne lavede deres egne ting. "Det er virkelig flot så mange ting du kan. Jeg tror aldrig jeg har mødt så dygtig en pige før. Hvad er det sjoveste, du må hjælpe til med?" spurgte han, i et forsøg på at få hende til at snakke, og selvom det tog al han selvkontrol, så han ikke væk fra hende, og forsøgte så vidt som muligt at ignorere hvad de andre i rummet sagde. 

Hendes blik lagde sig igen på Juno da han sad og snakkede med Ronia, hvad lavede han egentlig? Hvorfor tog han ikke Ronia og førte hende et sikkert sted hen? Med Dæmonen der sad og smilede til dem alle, som var de i færd med at deltage i hans lille leg som hun var ret sikker på at ingen havde lyst til at deltage i. Men hun sagde ikke noget, sidste gang de havde set hinanden havde de hellere ikke værdiget hinanden et eneste ord, eller han havde ikke værdiget hende at svare da hun havde snakket til ham. Igen blev hun taget tilbage til følelsen af, hvordan hun var blevet forrådt og igen var hun endt i en situation hvor hun ikke ville være. Hun tog mønten og knugede den ind i sin hånd, hendes øjne lagde sig på Pax og fjernede sig fra hans skikkelse og gik hen til Juno. Hun satte sig på hug og smilede til Ronia og blinkede kækt til hende. Derefter vente hun sig blik mod den yngre knægt, hun nærmest ville kalde et barn stadig, sådan som han kunne te sig. ”Måske det var på tide at Ronia fandt et andet sted at være, måske du kunne tage ud og lege med de andre børn og komme tilbage igen når de voksne er færdige med deres kedelige samtale?” spurgte hun og rodede rundt i hendes lommer og tog de sten frem, som de havde samlet på turen hen til huset. ”jeg finder dig når vi er færdig for at sige farvel, som jeg havde lovet ikke?” Juno kunne ikke tage det her fra hende også, et ordentligt farvel fra Ronia som hun elskede og ønskede hun aldrig skulle have forladt. Helst så hun også Juno gik, men hun vidste også at det ikke ville være noget der kunne komme på tale.


Neron lagde armene over kors og betragtede det hjerteskærende og ækle der foregik mellem den blonde mand, barnet og tøsebarnet. Derefter vente han sine øjne mod sønnen med et løftet øjenbryn. ”Jaså, og hvad ønsker du gaven skal være?” spurgte han, ligeglad med at vente på at barnet ville gå sin vej. Selvom han også så, at han ikke længere skulle dufte til dens duft. Der havde trods alt været en grund til, at Pax først havde lært til sin faders eksistens til han var blevet voksen.

Paxs tofarvede øjne fulgte troligt Evlyn, som hun bevægede sig tværs over gulvet i retning af Ronia og Juno. I modsætning til de andre var Pax faktisk ikke bekymret for, om Neron ville gøre dem ondt – og for den sags skyld da slet ikke Ronia. Og det var ikke fordi, at Pax sad med romantiske eller idylliserede tanker om sin far, men fordi at han havde set afskyen i dæmonens øjne. Afsky kunne man altid regne med. Det var næsten bedre end blind tiltro.
”Eve. Det – fint”, mumlede Pax, hans stemme hæs og besværet. ”Han gør hende ikke – noget.” Pax skævede dernæst forhastet til sin far med et sigende blik: Vel?
Ronia var heller ikke helt tilfreds med Evlyns forslag, men det handlede snarere om, at Pax stadig var at finde i værelset – og ikke udenfor det. Ronia rystede langsomt på hovedet, alt imens en dårlig samvittighed, der var ækel, voksede frem i hendes bryst. ”Jeg vil være her. Hos Ham”, hviskede Ronia, imens hun så op på Evlyn med store øjne, der tiggede om forståelse.
Pax forsøgte at fange både Junos og Ronias opmærksomhed, og til sidst slog han dvask sin hånd i gulvbrædderne. Da de omsider så i hans retning – Pax kunne ikke vide sig sikker på, om de rent faktisk kiggede på ham – mumlede han: ”Det er – okay. Alting er – i orden – nu.” Pax vidste, at Neron til enhver tid kunne få ham til at fortryde sit løfte, men… af alle tidspunkter klamrede Pax sig til den sparsomme tillid han havde til sin far.
Han havde trods alt reddet Pax, da han var barn. Det måtte tælle for… for et eller andet.
”Min gave – skal være – at Evlyn går – fri – af jeres aftale.”

Juno så forvirret på Evlyn, da hun talte til dem. Så hun ikke, at Ronia havde grædt? At hun havde været rædselsslagen for at miste sin far og at hun ikke turde forlade ham nu, før hun var sikker på at han var okay? 
Juno projicerede sine egne følelser over på det lille barn, og var klar over det, men rystede alligevel på hovedet over Evlyns forslag. Hvis Ronia ville gå, så gik Juno med hende. Hun skulle ikke være alene, når hun var ked af det, og Juno havde lige så lidt lyst til at forlade Pax, som han troede at Ronia havde. 

"Det vil vi begge to," stemte Juno i, da Ronia fortalte Eve, at hun ville være, hvor Pax var. Han følte, ligeså meget som hende, at han var blevet bedt om at gå, og selvom han godt kunne sætte sig ind i hendes ønske om at være alene med Pax, så kunne Juno ikke forlade ham nu. Ikke når han så så skidt ud.

Juno skævede først til Pax, da han slog i gulvbrædderne, og han smilede forsigtigt til ham. "Det er i orden nu," gentog han lavmælt, mest for sig selv og Ronia. "Pax passer på os."

Hun nikkede med et stille smil på læberne, og rodet lidt kærligt rundt i hendes hår, der fik det smil frem på pigens læber, som hun ledte efter. ”Ronia, hvis manden gør noget som han ikke må, så løb ind på værelset og luk den bag jer” dette blev sagt på det sprog som Pax snakkede til sin ulveflok, hun kiggede op på Juno denne gang uden nogen form for vrede eller spydighed. Det her handlede ikke om at nogen havde grædt, eller at man ville blive fordi man var bange for hvad man havde mistet. Nej, det handlede om at en kraftfuld dæmon havde dukket op uden de vidste hvorfor og hvordan. Ingen burde have midlerne til at live nogen op fra de døde, så der måtte stikke noget under, derfor skulle de være på vagt. Denne gang stolede Evelyn ikke på at Pax vidste hvad han havde med at gøre, at ønsket om at få en far havde været så brandende, at han tog sig til takke med nogle af de største løgnere på denne jord. Hun om nogen, måtte vide hvordan de var. ”Forstår i?” hviskede hun hendes øjne der flyttede sig fra dem begge for at sikre sig de forstod alvoren i sine ord, det var bestemt ikke nu at Juno skulle føle at han skulle være højere end hende. Eller finde irriterende argumenter for at sætte sig selv foran Evelyn, blot for at vise hende at Pax var hans. Derefter rejste hun sig op og skridtede hen mod den kappe hun havde lagt fra sig, da hun havde siddet med Ronia og leget. Hendes knive lå deri og hun var nødt til at have noget hun kunne bruge for at beskytte sig selv og dem.

Smilet på Nerons læber som Pax spurgte om han gjorde pigebarnet noget trak han blot på skuldrene. ”Jeg må tage mig til takke for, at de blot stopper med at tude. Det er så trættende, og ligegyldigt med tårer, de hjælper jo ingen.” de dyriske øjne betragtede det siddende par, de udgjorde ikke den store fare for ham, kvinden derimod, hende havde han altid et vågent øje med. Han kendte hende, eller kendte til hende. Man kunne vel kalde det den gamle skrøne, alle dæmoner kendte til hinanden. Men Greogory, eller Baltazhar som han jo egentlig gik under – ham kendte han ganske godt til, mere end han ønskede. Ulækre slange.
Han begyndte derefter at grine, da Pax ønskede at Evelyn gik fri af deres aftale. ”Beklager, men jeg har ingen aftale med nogen Evlyn” sagde han med et smørret smil ”Prøv igen”

Pax skar en grimasse af Nerons smørrede smil og hviskede, så lavt det knapt kunne høres: ”Nu er du bare irriterende.”
Selvom Pax ikke brød sig om at indrømme det, havde dæmonen dog en pointe. Evlyns navn var trods alt ikke… Evlyn. Og dog. Navne var en sjov størrelse; dem, man selv tog havde mere kraft end dem, man blev givet og nogen gange var det omvendt. Skulle Neron bruge Evlyns egentlige navn, var det to: Evlyn og Io. Evlyn havde været Evlyn i utallige år og det var det navn, Pax havde bundet sig til hende med. Ikke Io. Io var en fremmed, en han ville have lært at elske, var Evlyn aldrig vendt tilbage.
Og så var der naturligvis det næste problem… den anden dæmon tatoveringen på Evlyns ryg holdte i skak, men som endnu ikke var død og borte.
Hvorfor har hun ikke givet mig mønten tilbage?
Paxs tanker begyndte at rumstere i en hvirvelvind af overvejelser. Der var for mange blinde punkter, for mange spørgsmål, ingen ville svare på og Pax begyndte at forstå, at Neron ikke havde i sinde at give slip på hende. Også selvom han kunne.
Neron ville ikke miste Evlyn. Og hvorfor i grunden ikke? Hvad var der specielt ved Evlyn – specielt nok til en krydsvejsdæmon ville slå kløerne i hende og ikke give slip igen?
Pax vidste, at han ikke ville komme op at stå men også, at han kæmpede for at blive i de bevidstes land. Det irriterede ham: manglende på kontrol, at han ikke kunne udmanøvrer Neron, for han var ikke nogen skide knægt mere – og fordi, at der ikke var nogen af dem, der betød en skid for dæmonen. End ikke ham. Des mere han tænkte over det…
Hvorfor fanden betød det noget, at have en forældre, bare en skide forældre, der rent faktisk interesserede sig en smule? Hvorfor betød det noget, når man var syvogtyve somre?
Pax vidste ikke, om hans tanker lod sig vise i hans ansigt, men i det øjeblik var han også ligeglad. Det kunne rage ham, at Neron anså ham som svag. Dén tanke fik dog en overnaturlig styrke til at finde vej til Paxs ben, og med hjælp fra reol og vindueskarm, kom Pax endelig op at stå.
”Du giver ikke slip på hende – uanset hvad jeg siger”, konstaterede Pax snøvlende, hvorefter han i nogle hurtige, klodsede skridt aflagde afstanden til bordet, hvorved Neron sad. Ikke, at han nogensinde nåede at sætte sig ned… i hvert fald ikke på en stol.
Langsomt begyndte vreden, født af afmagt og følelsen af ikke at være noget værd, at indfinde sig i Paxs bryst. ”Fuck dig”, hviskede han stakåndet, da han gled ned og sidde på hug overfor Neron. Set udefra kunne stillingen virke næsten bedende, men så man Paxs ansigt ville man hurtigt vide bedre. Pax var færdig med at tigge.
”Hvis du slipper hende – fra jeres aftale – så er det sidste gang – du skal døje med at besøge – mig. Du får – mønten igen – der er ingen – forventninger – eller gaver – eller tjenester – ingen ting”, skyndte Pax sig at hviske, hans brystkasse hastigt hævende og sænkende. Turen tværs gennem rummet havde taget på ham og der var snart ikke mere at give, havde der overhovedet været noget i forvejen.
”Kan du ikke bare – denne ene fucking gang – gøre noget – godt? Give mig et eller andet – der er noget værd? Noget der gør mig – rigtig – levende?” Pax vidste ikke, om hans lavmælte ord gav mening. Ej heller om Neron overhovedet kunne høre ham. Han kunne ingen ting se men han kunne lugte gulvbræddernes fugtige mug, hvormed han bitter måtte konstatere, at han lå ned igen. Ikke desto mindre klamrede han sig til sin sidste ret af bevidsthed. Det var vigtigt for ham at sige, om ikke andet så han kunne sove om natten, velvidende at han havde gjort det, han kunne…
Det handler ikke længere om Evlyn, det ved du godt, ikke? Nu handler det om Esmaralda og Neron… og om at du gerne vil være et helt menneske. Dit eget menneske. Et, der er noget værd. Tænk at dø og vågne op og være den samme igen. Det er næsten det mest forfærdelige, man kan udsættes for, synes du ikke?
Havde Pax kunne se Neron, finde sin fars ansigt i mørket, havde han betragtet ham med våde øjne. Det var bare ikke tilfældet. Pax var ligeså blind som en muldvarp i dagslys.
”Tænk at have sådan en – magt – og så aldrig gøre noget – godt… tænk sig…” Pax nåede aldrig at færdiggøre sin sætning før, at hans bevidsthed forsvandt ned mellem gulvbrædderne og ud i ingen ting.
Det var også for meget at forlange – at en forældre kunne elske sit barn... Pax svor i sine drømme aldrig at begå en lignende fejltagelse igen.  

"Vi forstår," svarede Juno Evlyn og slog blikket ned. Han skammede sig over at have stjålet Pax fra hende, og han skammede sig over sin uerfarenhed, men han var dedikeret til at passe på Ronia, selv hvis det betød at tage Evlyns råd.

Det gjorde ondt på ham at se Pax kæmpe. Juno så allerhelst, at han fik forhandlet Evlyns sjæl tilbage til hende, så de ikke skyldte hende noget, men han var snart ligeglad, så længe de alle kom sikkert ud af det for nu. 
Det blev kun værre da Pax knælede foran dæmonen, og Junos hjerte satte sig fast i halsen på ham, da han så bevidstheden forsvinde fra Pax igen. Han ville så gerne være kølig omkring det. Han ville så gerne hjælpe Pax så godt som han kunne, ved at holde Ronia sikker og tryg, men da han så Pax forsvinde endnu en gang, kunne han ikke længere holde sig væk. 

"Han ville slå sig selv halvt ihjel, hvis det kunne beskytte dig," fortalte han Evlyn, selvom hvert ord pinede ham, og med sit udtryk tiggede og bad han hende om, at fjerne muligheden for Pax - at få dæmonen til at forsvinde, så Pax ikke kunne kræve mere fra den, og den ikke kunne kræve mere fra dem. 

”jeg ved det” hviskede Evelyn hæst og kunne ikke længere trække vejret, hun vidste at hun under ingen omstændigheder måtte blande sig længere. Sådan var Pax, sådan havde Pax altid været. Han kæmpede sine egne kampe, så at nogen af dem skulle have lavet en aftale med Neron var nok slet ikke til at bære for Pax. Hun sank mundvandet mens øjnene flakkede fra alle personerne i rummet. ”Men han vil slå sig selv halvt ihjel for alle der betyder noget for ham, alle dem som der kan give ham den familie han ønskede han kunne have fået” det var stadig med en lydløs hvisken at Evelyn fortalte videre, da hun ikke vidste sit levende råd omkring hvad hun skulle gøre eller stille op lige nu. For Dæmonen så ikke ud til at ville forsvinde, som han rejste sig fra stolen og løftede hånden, de skulle blive hvor de var – så meget var sikkert.

”Tænk sig aldrig at være der for sin søn, og give ham det han ønskede mest? En kærlig far, der kunne komme og lege soldater nede ved søen?” sagde Neron højt og satte sig på hug ved siden af den bevidstløse skikkelse. Fingre dansede hen over det askegrå hår, næsten kærligt for hvordan han havde været forinden.
”Du skal få det du ønsker, men ikke det du beder om” hviskede han og knipsede med fingrene ”Mønten min kære, hvis du ville være så venlig” charmerende som dæmonen kunne være, fik det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Hun gik langsomt derhen og uden at hun tænkte over det, formåede hun at gå således at hun skyggede for Juno og Ronia. Hun lagde mønten lige så stille i hans fingre, og han lagde den i Pax lomme. Derefter lagde han læberne mod Pax pande, strømmen af energi gled fra hans læber gennem den bevidstløsekrop.
Alle smerter ville forsvinde.
Energi som Pax aldrig ville have oplevet før, ville suse gennem hans åre. Som havde han sovet som aldrig før, spist sig mæt i mad i flere år og aldrig lidt som han havde gjort nu.
Men mest af alt, ville den unge knægt ikke længere mangle som han havde gjort før. For selvom minderne om barndommen stadig var der, dikterede de ikke længere hvordan han skulle opføre sig. Han var sig selv, sin egen – herre over krop, herre over reaktion, herre over sit liv.

Derefter tog han den tynde krop op i hans arme, og gik mod en af de lukkede døren - han måtte da vel ramme rigtig og finde en seng han kunne ligge Pax i. 
"Bare rolig mine kære, han vil vågne op om lidt" mumlede han uden at kigge på dem, og gik ind til sengen og lagde Pax i den, tog en stol og satte sig ved siden af. Der ville ikke gå lang tid før han var nødt til at forsvinde igen, men ønsket fra sønnen var klart. 
En far der viste bare en anelse, kærlighed.

Mørket havde været behageligt at ligge i. Det var lyset, der kom ud af ingen ting og skar i hans øjne som knive, der fik den bevidstløse krop til at grynte i frustration –

Med ét satte Pax sig op, nu placeret på en blød og velisoleret halmmadras. Den, Ronia havde lagt i få timer forinden. Hans krop føltes lysvågen, som havde han lagt sig ned i kedsomhed for at stirre ligeglad op i loftet, indtil kreativiteten omsider satte gang i et gøremål. Der var ingen sult, ingen kvalme, ingen smerter. Fascineret over fornemmelsen, der aldrig havde hvilet i hans krop før, så Pax ned på sine hænder og ben. De lignede sig selv…
Hans fars ansigt var dernæst det, Pax bed mærke i; det ansigt der på en eller anden måde lignede hans, men som også var en fremmedes. Dernæst var det Ronia, der havde stillet sig – næsten trodsigt – ved siden af dæmonen og så på ham med sine store, mørkebrune øjne.
”Hey Trold”, hviskede han, hvilket Ronia som en invitation til at kaste sig hovedkulds op i sengen og ind i Paxs favn. Hvor ofte havde han ikke fortalt hende, at de syge skulle have fred og plads? Og betød det virkelig noget som helst, når det var ham?
Pax lagde sine arme omkring den lille pige og betragtede Neron for et langt øjeblik. ”Tak”, mumlede han, i grunden ufrivilligt eftersom han vidste, hvad dæmonen ville svare ham; et eller andet nævenyttigt, der fik Paxs blod til at bruse i irritation og fortrydelse over, overhovedet at have takket til at starte med. Ikke desto mindre…
Pax kunne, fordi det var hans Far, kvæle sin stolthed og for blot et øjeblik fremstå, som det han afskyede allermest: svag og sårbar i sin taknemmelighed.
Ronia…
Ronia var en ganske anden historie. Af en eller anden årsag mistænkte hun Neron for, ikke at være synderlig begejstret for hendes eksistens og var det tilfældet, ja, så ville hun heller ikke være begejstret for hans, hvormed…
En lille, beskidt langefinger fløj ud under Paxs ene arm. I samme øjeblik at fingeren tårnede sig – lille men mægtig – op overfor Neron, rakte Pax ud efter den og tvang Ronias hånd tilbage i skjul. Han sendte Neron et bredt smil, et der truede med at blive til et grin, hvorefter han trak lidt på sin ene skulder: ”Hvad kan jeg sige… hendes farfar er et røvhul. Hun har det fra ham.”

Da Ronia havde insisteret på at følge efter dæmonen ind til Pax, havde Juno ikke kunne modsige sig hende. Hvis dæmonen ville gøre dem noget, havde han vel allerede gjort det, og han delte selv Ronias bekymring, både for Pax generelt og for at efterlade ham alene med sin far. 

Indtil Pax vågnede blev han dog kun stående i døråbningen selv, hvorfra han kunne holde øje med Ronia, og da han hørte Pax's stemme, trådte han væk fra døråbningen og ud i gangen igen, hvor han tog et par dybe indåndinger. Han kunne ikke være i sine følelser eller bekymringer, eller i at Pax og Evlyn tilsyneladende stadig brugte tid sammen, og han havde ikke lyst til at give sine bekymringer til Pax også, så han havde ikke lyst til at se ham, før han selv havde bebrejdet det eller fået undertrykket det nok til at skjule det. 
Faktisk skævede han længere ned ad gange og overvejede at slutte sig til Evlyn i stedet - hvis hun ikke allerede havde mærket hans ønske om at hun skulle forsvinde lydløst.