Isiodith var nær ved at grine vantro, som Sibalghym fløj op. Pludselig fik han travlt med at iføre sig sine bukser og bæltespænde, og Isiodith selv kunne ikke bestemme sig for, om det gjorde ondt eller om det kun var komisk. Tilsyneladende kunne tanken om en mulig graviditet, få Sibalghym til at rubbe neglene.
Aldrig havde Isiodith selv underholdt tanken om børn. Det havde virket ligegyldigt, når der ikke var nogen mand at få dem med. Som hun stod der og betragtede mørkelveren, anede Isiodith stadig ikke, hvad hun syntes om idéen.

Udmattet og overvældet sparkede Isiodith tanken fra sig. Det var ikke tiden eller stedet at falde ned i et mørkt hul af selvmedlidenhed, når hun i forvejen godt vidste, at Sibalghym aldrig ville være i stand til at give hende den slags eventyr. Straks faldt minderne tilbage til dengang, hvor han havde proklameret, at han aldrig kunne elske hende og Isiodith måtte gnide sine øjne hårdt, for at skjule hvordan de begyndte at svie. Indvendig forbandede skovelveren det abnorme følelsesregister, som hun nu led under, og da Sibalghym dernæst strakte sin hånd frem, rystede Isiodith trodsigt på hovedet.
”Jeg kan vel kravle ned”, svarede hun, med de tynde arme over kors og de isblå øjne hvilende udfordrende på mørkelveren. Ikke, at det kun var et trodsigt blik alene; også en sørgmodighed, Isiodith slet ikke anede eksisterede, kunne ses i korte glimt.  

Isiodith følte sig revet midt over og, til trods for Sibalghyms fremstrakte hånd, alene. I løbet af få skridt havde hun atter aflagt afstanden mellem dem og hun klamrede sig til hans skikkelse. Isiodiths bløde kind landede på hans bryst og hun sukkede stille. ”Okay, jeg vil gerne have et lift ned – men hvis du kalder mig blomsterprinsesse igen, så får du en unge med hjem til Kzar Mora”, sagde hun, stadig med en hvis trodsighed i stemmen, men også med en forsonende, drillende tone.

Isiodith betragtede Sibalghym med isblå øjne, der ikke syntes at afsløre, hvad der præcis foregik bag den mælkehvide pande. Et spædt men mildt smil krusede dog om skovelverens ene mundvige og da hun dernæst landede i hans favn, spurgte hun; ”vil du fortælle mig om hende senere? Din familie?”. Isiodiths blik var afventende, som hun så op på ham, stadig iført hans hvide skjorte.

Efter at Sibalghym skridtede afsted for at lave bål, begyndte Isiodith sit arbejde med de to stridsheste. Isiodith spændte sadeltaskerne af sadlerne og lagde dem ved træets rod, således at Sibalghym nemt kunne fragte dem op i sikkerhed. Efterfølgende striglede og fodrede hun begge dyr, der glædeligt tog imod den kærlige behandling og først da de begge syntes at være tilfredse, lod Isiodith til at finde frem til topalisurten. Den lå placeret i gemmerne af en lille lædersæk og skovelveren kunne ikke undgå atter at rødme, som hun tænkte tilbage på det øjeblik, hvor hun havde stirret på urten i helbredernes hus. Det havde virket næsten fjollet, men Isiodith havde grebet om den, uden at betragte den indgående og dernæst stoppet den i skjul, alt imens hendes hjerte havde hamret i en vild og forræderisk galop.

Som Isiodith nærmede sig bålet, og Sibalghyms skikkelse, bed hun mærke i en særlig gnist i de røde øjne. Den unge skovelver kunne ikke bekæmpe smilet i mundvigen og langsomt, voksede det sig større. Efter at have placeret læderposen – og dernæst den lille, rejsevante kedel – skridtede Isiodith tilbage til sadeltaskerne. Hun fandt hurtigt, hvad hun havde søgt og med et lille, vidende smil, rakte hun bue og et fyldt pilekogger frem mod Sibalghym.
 
”Tag afsted”, sagde hun, hvorefter hun gik tilbage til sine egne remedier. ”Ellers er jeg bange for, at du går til af kedsomhed, inden natten er omme”, tilføjede Isiodith hastigt, hvorefter hun smilede bredt, næsten leende til ham. ”Det her kommer alligevel til at tage noget tid og jeg ved ikke, hvordan min krop vil reagere – om den vil reagere overhovedet. Nogle kvinder begynder at bløde, andre mærker absolut ingen ting, men det er... ja, op til hver enkel kvindekrop at finde ud af.” 

Isiodith betragtede Sibalghym tage buen i nærmere øjesyn. Det var svært ikke at komme til at smile bredt og hjerteligt, som mørkelverens øjne slog spændte gnister, og Isiodith lagde tilfredst sine mælkehvide hænder mod sin lænd. Hun havde tilsyneladende haft ret i sin formodning – Sibalghym havde betragtet de spæde flammer med et sultent blik, et, hun havde set tændes i alt det røde en gang før og til dels, kunne Isiodith forstå. Aldrig havde hun jaget selv, men fordybelsen og den koncentration, det måtte afkræve ham, ja, den kendte hun kun alt for godt. Ikke sjældent gjorde hun det samme i helbredernes hus.

”Mind mig om, altid at gå bag dig”, svarede Isiodith med et lille, klukkende grin, der dog ikke lagde skjul på, hvor imponeret hun var. Sibalghyms mørke skikkelse var betagende, som hans røde øjne tog sit mål i nærmere øjesyn og bag den tynde brystkasse begyndte skovelverens hjerte at slå opstemt. Det næsten forfjamskede, forelskede udtryk i Isiodiths blik blev blot værre, i det Sibalghym dernæst vendte sig mod hende og lod deres læber mødes.
Per instinkt lagde Isiodith sine spinkle hænder på hver sin side af Sibalghyms stærke kæber, og da han afbrød deres nære kontakt, trak Isiodith insisterende Sibalghym til sig igen. Hvordan kunne hun andet, som han stod der, kompetent og stærk, og med ømme øjne rettet mod hende selv?

Røde plamager skød henover Isiodiths markerede kindben, i det Sibalghym bøjede sig frem og mærkede mellem hendes ben. De isblå øjne kunne ikke forlade hans ansigt og hun satte fortænderne i den buttede underlæbe, for ikke at tabe et tungt suk. ”Jeg har det godt”, mumlede hun, grænsende til genert, før hun dernæst smilede taknemmeligt og nikkede. Uanset ville det ikke gøre noget, hvis Sibalghym stødte på planterne – måske, de var værd at holde på til deres rejse.

Da Sibalghym dernæst tog afsted, stod Isiodith og kiggede efter ham. Da han omsider forsvandt længere ind i skoven, begyndte Isiodith at løsne sit hår, så det faldt frit om hendes hjerteformede ansigt, hvorefter hun satte kedlen med vand henover bål stedet. Stilheden sænkede sig snart efter; kun lyden af gumlende heste og skovens vilde liv kunne høres og syntes at afsløre, at Isiodith ikke var alene.

Hvis bare hun vidste… 

Isiodith sad foroverbøjet over kedlen, hvori topalisurteteen simrede stilfærdigt. Da hun hørte hastige skridt, og dernæst Sibalghyms varslende kald, vendte hun sig dog straks om, for at tage, hvad end der på vej mod hende, i nærmere øjesyn.
Hvad hun så fik hendes hjerte til at falde fra brystet og ned i maven, og med samme stilfærdige mine som mørkelveren, skar Isiodith en lidende grimasse. Hun genkendte symptomerne i samme øjeblik, at Sibalghym lagde knægten fra sig ved bålet og med sørgmodige øjne, satte Isiodith sig på hug ved menneskets brystkasse.

”Faelwens Tårer”, hviskede Isiodith, i det hun kærligt strøg manden over håret, der i hans feberramte tilstand klistrede sig til hans blege pande. ”Jeg troede, at alle mennesker og halvelvere var blevet sendt væk, men… de må ikke have nået ud i tide”, lød det dernæst sagtne, som Isiodith lagde begge sine mælkehvide hænder om drengens kønne ansigt.
I et langt øjeblik kunne Isiodith ikke andet end at betragte det døende menneske, for i sandhed vidste hun ikke, hvad hun mon kunne stille op med ham – hvilken strategi der end ville være bedst for mennesket at følge. At stoppe den brutale sygdom, var endnu ikke lykkes nogle helbredere, og Isiodith vidste, at hans tid var omme. Kile ville snart indfange mandens sjæl og tage ham med sig, uanset hvilke kræfter Isiodith lod indfinde sig i hans krop.

Isiodith mærkede en insisterende klump i halsen og dernæst, hvordan de isblå øjne begyndte at svie. Hun så op på Sibalghym og rystede let på hovedet. ”Jeg kan ikke gøre noget for ham. Den sygdom der er i hans krop… den vil aldrig give slip på ham”, forklarede hun stilfærdigt, hvorefter Isiodith tabte pusten i afmagt. Hendes hvide hænder kærtegnede mandens ansigt, som hendes øjenlåg langsomt gled i. Hun havde besluttet sig – og til trods for visheden følte Isiodith intet andet end en dyb sorg.

I det skovelveren åbnede hendes øjne var hendes isblå omrids forsvundet; kun de sorte pupiller var at finde midt i alt det hvide, og de lå fæstnet på mennesket, selvom det lignede, at de ikke rigtig så ham. Alt hvad Isiodith kunne se, var mørke og forrådnelse. Ingen strenge i alskens nuancer af blå, ingen pulserende områder der bad om hendes magi.
Synet fik salte tårer til at strømme fra det tomme, mørke blik; en sorg der strakte sig til manden og ikke mindst hans familie, hvor end de måtte være. Dette var urimeligt på en måde, Isiodith knap kunne forstå og tragisk i dens sande mening. For blot et øjeblik måtte Isiodith finde mod, men pludselig satte hun sine mælkehvide hænder mod mandens bryst og trykkede til. Hvad der dernæst skete ville hjemsøge Isiodith i mange nætter, for den unge mand krampede i et langt øjeblik, hvorefter et sidste og næsten lettet suk forlod ham. Dernæst blev han stille og ikke længere bevægede hans brystkasse sig i små, insisterende stød. Han var væk.

Isiodith fjernede sine hænder og tørrede tårerne væk fra de blege kinder. Der var ikke tid til at sørge for alt det tabte nu, så Isiodith lod hendes magi finde tilbage, så de isblå øjne atter antog deres sædvanlige farve. Dernæst lagde hun mandens arme på hans bryst og tvang hans læber sammen, så det lignede han sov. Isiodith snøftede, som hun gjorde ham i stand. Hun havde set blomstens værk før, men af en eller anden grund var dette det værste. Havde Isiodith også været et menneske, havde de øjensynligt været på samme alder og manden var smuk. Han kunne ikke have været andet end populær for hans landsbys kvindfolk, hvormed han ville have fundet sig en ægtefælle og stiftet familie. Isiodith kunne ikke bekæmpe hans mulige livshistorie i at spille for hendes indre blik, men da hun satte sig i skrædderstilling ved mandens lig, forsvandt de.

”Jeg vil gerne bede for ham”, meddelte Isiodith, i en stemme der både var stærk og sørgmodig. De isblå øjne hvilede på Sibalghym, som bad hun ham om noget, hun end ikke selv var bekendt med ham. ”Kan du… jeg mener, vi kan ikke lade ham ligge…” 

Isiodith så efter Sibalghym, hendes isblå øjne taknemmelige. Da han atter forsvandt, syntes Isiodiths skuldre at løfte sig krampagtigt, i samme øjeblik som de salte tårer atter fandt vej frem og ud af hendes sammenknebne øjne. Med en mælkehvid hånd hvilende mod munden, hulkede Isiodith lydløst men ikke for længe, af frygt for at Sibalghym ville vende tilbage hvert øjeblik. Hendes stolthed ville ganske enkelt ikke tillade, at nogen kunne fæstne deres øjne på hendes sorgfyldte skikkelse; gråden var hendes egen og hendes alene – sådan havde det altid været og sådan ville det forblive. Isiodith var heller ikke nogen uskyldig ungdom mere og som sprang Zaladin selv frem og satte sig på hendes skulder, hviskede en forræderisk tanke; du kendte ham ikke. Du har ikke ret til at sørge. Bed om tilgivelse.

Efter adskillelige dybe vejrtrækninger satte Isiodith sig på hug ved bålet og strakte sine mælkehvide arme i en 45 graders vinkel op i luften. Atter gled hendes øjne i og efter at have genfundet forbindelsen til jorden under sig, begyndte Isiodith at bede lydløst.
Dog, ikke kun til Dødens gud, Kile. Også til Isari, lysets gudinde, i håb om at hun ville vogte over mandens familie og ikke lade dem leve i uvished resten af deres dage.

”Isari, gudinde af lyset, jeg beder dig om tilgivelse…”, hviskede Isiodith, hvorefter resten af bønnen forblev sagt under en lydløst, næsten vant, mumlen. For et langt øjeblik sad hun sådan og først da Sibalghyms varme hånd, strøg hende over håret, gled de isblå øjne op.
Isiodith nikkede og sank en klump. Hendes let dirrende arme faldt ned, men da Isiodith rejste sig, greb hun med begge hænder om Sibalghyms arm. Han måtte ikke give slip på hende og drevet af den tryghed, mørkelveren gav hende, lagde hun hans hånd mod sin bløde og nu tørre kind. Med sin modsatte og frie hånd kærtegnede Isiodith Sibalghyms stærke arm. ”Jeg ved godt, at mennesker altid forbliver unge, men… det er altid værre, når de stadig er… er børn”, mumlede hun for sig selv, som adskillelige minder fra helbredernes hus i Dianthos fandt vej tilbage til hende. ”Nogle gange bilder jeg mig selv ind, at de føler meget stærkere end os, fordi de har så kort tid…”

Efter at have taget en dyb indånding sendte Isiodith Sibalghym et taknemmeligt og kærligt smil. De isblå øjne funklede af hendes dybfølte kærlighed, som hun betragtede ham indgående og pludselig aflagde hun afstanden mellem dem. Isiodiths mælkehvide hænder fandt støtte på Sibalghyms nøgne bryst, som hun kyssede ømt en enkel gang.
”Du nåede aldrig at komme ordentligt afsted, men der er stadig tid”, sagde hun, i det hun atter så op på ham med et lille, vidende smil. Mon ikke at Sibalghym stadig gerne ville afsted – Isiodith ville i hvert fald ikke stoppe ham, selvom hans krop var varm mod hendes egen. Hun kunne håndtere sorgen, for den var ikke fremmed for hende. Ikke længere. 


”Jeg ordner resten”, tilbød hun, næsten spørgende, og med et spædt nik.   

Isiodiths isblå øjne gnistrede af overraskelse, som Sibalghym, i stedet for at dreje rundt på hælen, satte sig ved hendes side. Mørkelverens næstfølgende ord resulterede dog i, at Isiodiths hjerteformede læber adskiltes i et varmt smil.
”Nogle gange har du tendens til at være helt fornuftig – ved du godt det?”, spurgte den unge skovelver, som de mørkebrune øjenbryn trak sig sammen i hendes mælkehvide pande. Overraskelsen fra før var atter forsvundet igen, denne gang erstattet af noget så ukarakteristisk som drillesyge. Isiodith lænede sig en smule frem mod ham og lagde, med en påtaget eftertænksomhed, hendes spinkle hånd mod Sibalghyms pande. Efter et øjebliks tavshed sukkede hun og satte sine hvide tænder i den buttede underlæbe. ”Du har tydeligvis ikke feber. Føler du dig ilde tilpas? Jeg har hørt om overophedede hjerner, der efter for meget krævende tænkearbejde simpelthen eksploderede”, sagde hun, hvorefter den drillesyge gnist midt i alt det isblå gled ned og henover hendes blege ansigt, hvis læber krakelerede i et bredt smil, så de hvide tænder blev afsløret.
Isiodith lod sin hånd falde i et kærtegn ned af Sibalghyms ene kind, for dernæst at kysse hans nøgne skulder. Hun kunne ikke tæmme det brede grin, heller ej den lave, hjertelige latter der efterfølgende brusede ud mellem hendes læber og fik hendes øjne til at knibe sig en smule sammen.

Velvidende, at hun endnu ikke havde givet sit besyv med, i forhold til deres fælles rejse, nikkede hun. Smilet havde endnu ikke fortaget sig til fulde, men de hvide tænder var atter forsvundet bag de bløde læber og for blot et øjeblik glemte Isiodith den unge dreng. Langsomt fandt hun dog tilbage til virkeligheden, hvori mange opgaver og tanker skulle gøres, og de isblå øjne skævede til kedlen med det boblende vand. Der var ikke langt igen…
For et langt øjeblik sad Isiodith og betragtede kedlen, tilsyneladende fordybet i hendes egne tanker om de næstkommende dage – og ikke mindst Faelwens Tårer. Hvad hun ikke ville gøre med den forræderiske plantevækst…

”Faelwens Tårer tiltrækker mange skovelvere, når de blomstrer…”, lød det omsider fra Isiodith, nærmest lavmælt og oprigtig forundret. Efter at have stirret på det kogende vand i et langt øjeblik, fandt de isblå øjne tilbage til Sibalghym. ”Hele familier tager afsted sammen. Samtlige helbredere… selv soldater forlader deres poster, blot for at se den. Jeg har aldrig rigtig forstået fascinationen af den og i år tog jeg ikke afsted for at se dem med mine forældre”, fortalte Isiodith videre, som hun lagde sine spinkle arme omkring hendes mælkehvide ben.

”Da jeg selv var barn var jeg ofte i Lindeskoven. Jeg kan se… ja, urter og planters helbredende potentiale og min far var fascineret af evnen, hvormed jeg ofte hjalp ham. En dag fandt jeg en menneskedreng død i blandt alle de hæslige, små blomster og da min far omsider indhentede mig, opdagede vi, at hele hans karavane også var omkommet… alle ved godt, hvad der skete dengang, for det er ikke en unik eller speciel historie… så hvorfor rejse fra sit hjem for at se den blomstre og formere sig? Er det ikke…”, Isiodith tav, men så på Sibalghym med et spørgende blik, som havde han af alle svar på hendes spørgsmål. ”Det virker næsten… ondt… der findes jo mange andre smukke ting i Krystallandet…” 

Isiodith lagde sin hvide kind mod Sibalghyms mørke bryst og lyttede dernæst, til de ord der undslap hans læber. En spinkel finger gled henover hans ene kraveben, der stod skarpere frem end sidst, de havde lagt deres øjne på hinanden, men skovelverens tanker hvilede ikke længe ved det faktum. Faktisk måtte hun sætte sig op og atter lade deres så ulige blikke mødes; eller, det var i hvert fald, hvad hun forsøgte...

”Det føltes forbudt for mine øjne at overvære. Ligesom det blå der findes i dine øjne.”

Som Sibalghym vendte sig fra hende, søgte Isiodiths smalle hænder op til hans stærke kæbe. Som hun tvang ham til at kigge på hende – kigge hende ind i alt det blå, han tilsyneladende ikke måtte se – smilede Isiodith varmt og lykkeligt til ham. ”Jeg vil allerhelst have, at det er dig, som ser det”, mumlede hun blidt og sandfærdigt, i det hendes ene tommelfinger kærtegnede hans mørke hud. ”Du gør mig ikke ondt, bare ved at eksisterer i min nærhed. Faktisk, kun det stik modsatte”, forklarede Isiodith videre, hvorefter hendes smil blev så bredt, at de hvide tænder bag blev afsløret og dernæst et enkelt, spinkelt smilehul.
”Du er den eneste jeg kender, jeg ikke behøver ikke at spille skuespil overfor, for du er ikke skrøbelig – så du må se alt det, du overhovedet vil. Det er for dig.”

Isiodith hævede let sine mørkebrune øjenbryn, i det en sigende grimasse rullede henover hendes hjerteformede ansigt og afslørede, de tanker der rumsterede bag den blege pande – jeg mener det. Og test mig ikke. Dernæst lod Isiodith hendes finger kærtegne Sibalghym en sidste gang, inden de forlod hans mørke hud.
”Vis mig hvor blomsterne er”, bad hun dernæst, som de isblå øjne begyndte at gnistre. Havde hun blot en idé om, hvordan Sibalghym ville reagere på hendes ord, gjaldt det om at få ham op at stå og i gang. Af en eller anden årsag kunne Isiodith ikke udsætte ham for endnu en af sine… kærlighedserklæringer. Hun var ikke helt sikker på, at det i grunden var sundt for en mørkelverhan som Sibalghym og tanken fik hende næsten til at grine lavmælt og hjerteligt.

Som de rejste sig og Sibalghym begyndte at vise vej – Isiodith stadig kun iført hans lange skjorte og balancerende på alverdens faldne træstammer – lod skovelveren til at have noget på hjerte. For… tredje gang i dag, tænkte Isiodith sarkastisk, hvorefter hun sukkede af sig selv indvendig. Det var ikke sådan, at være væk fra den eneste, hun rigtig kunne tale med – og som ikke ville dømme hende, i hvert fald, ikke særlig lang tid af gangen. Ikke desto mindre kunne Isiodith dog ikke tæmme nysgerrigheden længere, hvormed hun spurgte, ude af stand til at forlægge den håbefulde tone; ”Vil du fortælle mig om din søster nu? Din familie?” 

I grunden var Isiodith ikke overrasket over Sibalghyms fortælling. Faktisk skulle situationen have været en ganske anden, førend Isiodith kunne måbe i vantro, for – 

Tankerne begyndte sagligt at spire bag den kridhvide pande. For sit indre blik så Isiodith for sig, hvordan de to mørkelvere, sjælebundet til hinanden fra fødslen, påtog sig rollerne som rebel og grænsebryder. Hvordan kunne Sibalghym være andet? Til trods for hans, ja, næsten rolige natur, som de skridtede sammen igennem skovens ro, så havde hun set glimt af dette andet jeg. Et andet jeg hun brød sig gevaldig godt om, skulle sandheden frem, for Isiodith lod ikke sine tanker underholde et radikalt andet scenarie; et, hvori Sibalghym var en morder og bøddel, smeltet sammen i en gudelignende skabning, der lod dom hagle nedover de uskyldige og fratog dem dét eneste, de havde. Deres liv.

Først for sent gik det op for Isiodith, at hun havde vandret i tavshed og fordybet i sit tankespind. Hastigt så hun op på Sibalghym og smilede varmt til ham, men uden at vide, at hendes isblå øjne gnistrede forsikrende. ”Jeg kan se det for mig”, fortalte hun smilende, hvorefter hun lod deres hænder skilles og i stedet sprang op på en nedfalden træstamme. Med legende lethed – men også en barnagtig varme – fortsatte hun deres gang henover skovens vilde jungle, stadig ikke iført andet end Sibalghyms skjorte. Endnu ikke følte Isiodith sig synderlig forlegen eller blufærdig over det faktum. Sibalghym var trods alt den eneste, der rigtig kendte hende; den eneste der rigtig syntes at forstå.
”Har I rejst meget altid?”, spurgte hun nysgerrigt, i det hun måtte stoppe, da vejen pludselig syntes umulig at krydse. For blot et øjeblik nedstirrede Isiodith det lange spring, som påkrævede hun det ikke længere at eksistere. ”Må I gerne det egentlig? Jeg mener – nogle steder er det ilde set, hvis man forlader sit hjem”, tilføjede Isiodith hastigt, hvorefter hun skævede smilende til Sibalghym og hoppede ned, så hun endnu engang kunne gribe om hans hånd.

Isiodith lod deres fingre sammenflettes, alt imens Sibalghym fortalte. Hun lyttede nysgerrigt, og næsten forinden Sibalghym havde sat sit sidste punktum, spurgte hun; ”hvor har du været henne i verden? Har I kun været her?”

Isiodith lyttede tavst – men ikke foruden, at tankerne rumsterede nådesløst. De var mangeartet i deres natur. Nogle mere fornuftige og varmere end andre, men den der dominerede, var dog et spørgsmål; spørgsmålet over dem alle; for kunne hun dømme dem? I sandhed ikke. Kunne hun påstå, at vide hvordan det var? Heller ikke.
Som tankerne ubarmhjertigt fortsatte, gled minderne om Rakaas ord ind i hendes bevidsthed. Du er så hamrende naiv – stop med at se så forbandet svag ud! –

Så Isiodith rankede ryggen og gav Sibalghyms hånd et forsikrende klem. Hun kunne godt håndtere hans historie, selvom den var så ulig hendes egen. Og ej heller ville hun fordømme deres levevis. De var hverken værre eller bedre end så mange andre – havde de desuden nogensinde haft andet valg til at starte med? Måske. Isiodith vidste det ikke, men det var ikke vigtigt. Ikke som de gik sammen igennem skoven, hånd i hånd.
Snart efter nåede de også til lysningen, hvori alskens Faelwens Tårer blomstrede forræderisk. Isiodith lod sine lungerne fyldes med luften omkring dem – som skulle den give hende det sidste mod, som hun manglede – hvorefter hun, med en så karakteristisk blidhed, guidede Sibalghym ind midt i alt den giftige herlighed.

Sådan stod hun lidt og lod ham betragte dem; men tydeligvis ikke interesseret i at gøre det samme selv. Desuden var der historier, der måtte fortælles, hvormed det var det, Isiodith gjorde.
”Jeg har faktisk været i hovedstaden mange gange”, begyndte Isiodith med et lille, varmt smil. ”For nogle år siden – mange år siden efterhånden – fandt jeg en menneskedreng på vej dertil. Han var feberramt, alene, underernæret og bange, men jeg helbredte ham og delte min mad med ham. Dernæst tog jeg mig af ham, indtil vi nåede til byportene. Han forsvandt, i det vi nåede frem, og det lykkes mig ikke, at finde ham igen dengang. Så jeg tog hjem igen, da mine opgaver var løst men da jeg vendte tilbage nogle år senere, fandt han mig! -” Isiodith var nødt til at smile stort op til Sibalghym, men pludselig sneg der sig også næsten frydefulde, drillesyge gnister ind i hendes isblå blik – ”og han var blevet ældre, havde overtaget en bande og nu! Nu er jeg faktisk deres helbreder, når jeg er i byen! Jeg har været nede i undergrunden! Der hvor hans bande hører til! Det er en af de største i byen lige nu”, afsluttede Isiodith, hvorefter hun – som den stolte mor, hun følte sig – nærmest strålede midt i alt det kongeblå gift.

”De har en arena dernede! Den er naturligvis ulovlig, men han – ja, det gør de jo! Byen er delt op i en øvre- og nedre del, og det er i den nedre, at alle forbryderne holder til! -” Isiodith smilede nu så bredt, at hendes perlerække af hvide tænder blev afsløret, ”- det kan godt være farligt at gå der, naturligvis, men jeg bliver som regel skygget hele vejen! Altså, holdt øje med. Det er – ja, det er faktisk ret spændende! De er nu mægtig søde og betænksomme alle sammen. Jeg bliver altid behandlet med største respekt! Hm, lad mig se – oh! Markedspladsen. Det er, ja, det er noget af et syn! Pax tog mig engang derhen, og det er et festfyrværkeri af farver. Der kommer rigtig mange forskellige mennesker, og han afslørede faktisk for mig, hvordan Find Dronningen fungerer. Men også en form for kup der hedder noget med Blævrende Bæver?”

Isiodith stoppede brat op og vendte sig mod Sibalghym. Hans tone overraskede hende, for i sin – så åbenlyse – naivitet, havde den unge skovelver forestillet sig, at han ville være, ja, stolt af hende. Stolt af, at hun tilsyneladende ikke var nær så blåøjet, eller uden farvenuance, som han måske først havde antaget.
”Hvor skal jeg ellers gå hen nu?”, spurgte hun, før hun nåede, at tænke tanken til ende. De slanke og mørkebrune øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hendes hvide pande i forundring, hvorefter Isiodiths hjerteformede ansigt vævede spædt af afmagt. Pludselig fandt udmattelsen tilbage til hendes skikkelse, og lagde sig tungt på hendes spinkle skuldre. ”Hvis det er blevet opdaget, at jeg hjalp dig ud af fængselscellen, kan jeg ikke vende tilbage nogensinde igen. Hvis jeg tager hjem, nu eller snarligt, vil jeg skulle besvare en masse spørgsmål, jeg ikke kender svaret på. Kan du ikke se, at jeg forsøger, også at komme helskinnet igennem det her? At tage til Dianthos, at være i hovedstaden, er måske tilstrækkelig med dækhistorie til, at jeg en dag kan komme hjem igen.” Isiodiths isblå øjne løb henover Sibalghyms vrede skikkelse, nærmest som søgte hun efter en grad af fornuft derpå.

Skovens mosede bund var for et øjeblik den eneste musik, der brød igennem tavsheden, der lagde sig omkring de to elskende, i det Isiodith aflagde afstanden til Sibalghym. Hendes hænder fandt vej om hans stærke kæbeparti, hvorefter de isblå øjne fæstnede sig i hans egne røde. ”Og nej. Jeg skal ikke til Dianthos for at helbrede en masse kriminelle, men for at arbejde i Helbredernes Hus. Der er mange bekendte til mine forældre der, så de vil kunne vidne om, at jeg rent faktisk havde været der. At jeg ikke lyver. Jeg ved, at min plan ikke er fuldstændig sikker, men jeg – jeg havde jo knap tid til at tænke det ordentligt igennem”, forsøgte Isiodith at rationalisere, uvidende om, hvilke tanker der var begyndt at spire i Sibalghyms hoved. Eller for den sags skyld, hvorfor han pludselig var blevet vred –

”Hvorfor – hvorfor reagerer du sådan? Hvad er det, du tænker på? Jeg forstår det ikke…”