Nianna opførte sig en smule besynderligt, Orcus kunne ikke sætte en finger på det, men hun havde lige pludselig ændret karakter, hvilket følelserne også afspejlede. Han var efterhånden overbevist om, at det var noget hun valgte at dele med ham. Hvorfor hun gjorde det, vidste han dog ikke, da hun ikke tidligere havde givet udtryk for at hun havde planer om at dele noget med ham. Det skabte forvirring hos ham, som hun også tog sig den frihed at røre ved ham igen og igen. Men så snart han forsøgte at gengælde det, så var det lidt som om at han blev afvist med det samme. Men var hun slet ikke klar over, hvilken situation hun satte ham i? Hvad hvis Philotanus gav sig til at lede efter ham lige pludselig og se dem stå så tæt? Han rystede tanken bort og bed sig i underlæben, som blikket var fæstnet på hende.

Igen forsøgte han at røre ved hende, denne gang lod det dog til at han fik en positiv reaktion fra hende, som hun valgte at læne sig imod hånden. Men det afholdt ham ikke fra at flytte hånden imod hendes nakke for at give det et sidste forsøg med at røre hendes læber. Hun var en smule afventende, som om hun ikke vidste hvad hun skulle stille op. Orcus var dog fast besluttet på at fuldføre sin tanke med at røre hendes læber, blot for at se om hun ville være helt afvisende igen eller om hun ville være åben overfor at forstå det. Nianna forsøgte ikke at skubbe ham bort, som han egentlig havde forventet det, i stedet stod han og kiggede stille på hende. 

Ordene røg over hans læber, som Orcus ikke rigtig overvejede, at han måske bare skulle forblive tavs. Men samtidig så higede han også efter svar efter, hvorfor hun delte de følelser og minder med ham, lige nu og hvorfor ikke før? Han var klar på at besvare hendes ord, men som hun bevægede sig og løftede sig op og tættere på hans ansigt endnu engang, gik han faktisk i stå. Deres løber mødtes endnu en gang, som han fjernede hånden fra hendes nakke og i stedet placerede begge hænder imod hendes længe, som han straks forsøgte at trække hendes krop tættere på og derved hendes læber tættere på. Så kunne han besvare hendes spørgsmål senere, når hun enten afviste ham eller selv blev for nysgerrig efter hvad han havde ment.

Nianna fandt sig selv i et stort vildrede, for Orcus bragte følelser op i hendes krop hun aldrig havde følt, en intensitet i de berøringer hendes krop aldrig før havde oplevet, omsorgen hun aldrig før havde mærket på hendes krop, det hele var en stor beruselses, hun følte sig overvældet og draget af ham, ønskede mere men frygtede det lige så. Hun fandt sig selv besværet af at trække vejret, da hendes vejrtrækning blev helt overfladisk, hendes hjerte hamrede ustyrligt i hendes bryst, før hun trykkede sig ind imod hans krop. Hun mærkede hans hænder på hendes krop, der trykkede dem sammen, hendes blik flakkede forvirret over hans ansigt, hvor meget hun end nød hans nærvær var hun bange. 

Hun slap grebet i hans løse hvide skjorte, og lod hånden stryge over hans brystkasse, op over hans kraveben, om hans nakke, inden hendes fingre flettede sig ind i hans hår i nakken inden hun lod sin anden hånd glide om i hans nakke ligeså. Hendes læber slap til sidst hans, i et forsøg på at kunne få vejret, hun måtte have kontrol over sig selv, men hun vidste ikke om hun kunne, om hans tilstedeværelse og berøringer ville tillade hende det. Kunne han dog ikke se hvad han gjorde ved hende? Hun mærkede en varme i sit skød, så brændende og fremmede, men den havde kontrol over hendes krop, en lyst til ham? Men hvordan, hvorfor? Hun vidste ikke engang hvad det betød at deres læber rørtes, eller hvad hun skulle kalde det.

"Hjælp mig...." sukkede hun dæmpet, i håbet om at han ville forstå, for hvad skulle hun gøre? Hvordan ville hun kunne stille den brændende følelse i hendes krop. Hun lod sine læber omslutte sig hans igen, med en fremmede intensitet, knugede hænderne om hans nakke og trykkede ham imod sig. 

Det var en smule besynderligt, at stilheden havde sænket sig over palæet, som Philotanus faktisk var faldet i søvn på den store sofa. Over skødet lå Niannas sæk, som han havde været igang med at rode igennem og skille ad for at finde de værdier, han havde taget fra hulen. Men til sidst var han så udmattet, at han bare havde lænet sig tilbage og lukket øjnene for at få slappet af. Hvis der var brug for ham, så plejede Orcus at være god til at hive fat i ham. Men underligt nok, så vågnede han op et godt stykke tid efter uden rigtig at kunne høre noget.

Langsomt rejste han sig fra sofaen, strakte sig vinger, før at han atter foldede dem sammen på ryggen. Han havde lagt i en underlig stilling og måtte lige aktivere kroppen igen. Ellers ville den bare begynde at snurre en smule. Så forlod han stuen og bevægede sig langs med den lange gang for at se om han kunne få øje på Orcus. Måske han selv var gået omkuld et sted, hvis kvinden da havde ladet ham være og bare indfandt sig med at blive spærret inde i cellen. Men ud af tidligere erfaringen tvivlede han faktisk på at Orcus ville kunne overtale hende til at blive i en celle og samtidig være stille. Der var dog virkelig stille i palæet. Måske endda al for stille.

Philotanus fik øje på noget lys under døren indtil én af de mange værelser, som han kunne se de flakke en smule og måtte konkludere, at der var tale om et bål og ild. Altså havde Orcus tændt op i et værelse, de normalt ikke ville bruge. Derfor valgte han også at åbne døren uden så meget at banke på, som han trådte ind lettere uvidende omkring hvad der egentlig foregik inde i rummet. Han kiggede først på pejsen, som flammerne passede sig selv, før at blikkede vandrede rundt og til sidst landede på Nianna og Orcus i tæt omfavnelse. "Orcus!" råbte han lettere vredt, som han hurtigt trådte hen til dem og flåede Nianna væk for at skubbe hende på afstand. Var hun i færd med at bruge sin kvindelist til at få Orcus overtalt til at slippe hende fri. "Hvad er meningen?" spurgte han lettere vredt, som han holdt et stramt greb om hendes arm og kiggede direkte på hende. "Er du ude på at lokke ham til at slippe dig fri?" hvæste han en smule arrigt, som han ikke anså Orcus i øjeblikket. Han havde dog placeret sig imellem dem.

Endelig! Nianna forsøgte ikke at skubbe ham bort, også selvom han godt kunne fornemme på hende, at hun var ude, hvor hun slet ikke kunne bunde, så forsøgte han at guide hende så godt han kunne. Hænderne var ivrige efter at røre hendes krop, som de havde plantet sig imod hendes hofter og svagt forsøgte at nusse kanten imellem toppen og nederdelen. Han brød sig ikke om at slippe hendes læber lige med det samme, men var også klar over, at de begge var nød til at trække vejret. Orcus gik dog ikke langt væk fra hende, han bevægede sig næsten ikke, som han holdt ansigtet tæt på hende. Han kunne mærke hvordan hun forsøgte at presse sig tættere på hans krop. Mon hun bare følte sit instinkt og egentlig ikke vidste, hvad det hele gik ud på?

Han sukkede lavt, da hun lagde armene om hans nakke, som han hev en smule mere i hendes hofter for at presse deres kroppe tættere på hinanden. Han skubbede sit underliv frem imod hendes, som han virkelig ikke kunne lade vær. Nok havde de begge tøj på, men han kunne stadig mærke den varme, som hendes krop afgav. Orcus kunne mærke på hendes bevægelser og ord, at hun ikke var helt overbevist om, at det hun havde gang i, var det rette at gøre i situationen. "Du gør det..." ordene blev afbrudt, som døren knirkede og straks åbnede sig. Hvordan kunne han ikke have hørt Philotanus skridt ude på gangen?

Der gik ikke længe, før at Nianna nærmest blev flået ud af hans greb, som Philotanus trådte imellem dem og efterlod Orcus til at banke ham lettere frustreret på ryggen. "Giv slip, Philo!" råbte han arrigt og surt, som han forsøgte at bevæge sig udenom ham for at forsvare Nianna i øjeblikket. Han tog sig ikke meget af hendes ord, men alligevel kunne han ikke helt lade vær med at overveje dem. Orcus havde mærket hvordan hun havde længtes efter sit hjem, så måske det virkelig var hendes plan? Nej, det var da umuligt, ikke sandt? Han stillede sig på tæer for at kigge over Philotanus skulder og hen på Nianna. "Hun har intet gjort" forsvarede han stadig irriteret på at Philotanus valgte at afbryde dem på det groveste.

Hun havde lyst til mere, mærke hans krop imod hendes egen, hud imod hud, uvidende om det bånd det kunne skabe imellem dem, den bro til hendes sind, hun nu et par gange havde afsløret for ham. Hun sukkede af nydelse, da hans krop trykkede imod hendes, hun slap ganske let hans hår, for at lade hænderne glide ned omkring hans hals, ned imod skjorten, med dirrende usikre hænder knappede hun først en op, inden hendes blik gled op på ham, var det okay for ham? Måtte hun mærke hans hud, se ham for sig? Forsigtigt åbnede hun en mere, og blottede mere af hans brystkasse for sig, inden hun lod sine hænder blidt strejfe hans kind, hans hals og ned over hans kraveben. Hun løftede blikket usikkert, men med et lille smil på hendes læber, hun turde ikke fortsætte med knapperne, for hvis nu han ikke ønskede det?

Lyden af hans stemme, den måde han havde opslugt hendes opmærksomhed på, havde fjernet hendes opmærksomhed helt fra omgivelserne, men da døren gik op med en knirken, stivnede hendes krop i frygt, og man kunne se hvordan hendes krop krøb sammen under synet af bæstet der trådte ind. Lysten og intensiteten der havde fyldt hendes krop, blev afløst af frygt.

Nianna prøvede at stå imod, at holde fast på Orcus, men hun var ikke stærk nok til at kunne gøre modstand da Philo skubbede hende bort, den velkendte smerte fra deres møde strømmede op i hende, som hans greb fik det til at svie igen. Da han talte til hende sænkede hun blikket, det havde måske i starten været hendes intentioner, men ikke længere, det var noget andet. "Nej!" svarede hun hårdt men hurtigt, hun vendte sit blik imod Orcus, søgte efter hans øjne der dukkede frem bag Philo, men hun kunne ikke røre sig, hun var bange og frosset til stedet, selv evne syntes ude af stand til at kunne hjælpe hende. 

Det var ikke ligefrem dette syn, som Philotanus havde forventet at se, da han havde fundet frem til Orcus og hende i samme rum. Han havde måske håbet på at Orcus var faldet i søvn på sengen og bare lå og snorkede. Pigen skulle have været nede i hendes celle. Men det var slet ikke, hvad der foregik. Han reagerede instinktivt, som han farede imod dem og flåede dem fra hinanden. Mon pigen havde en evne til at vække lyst hos andre? Nej, for så havde hun sikkert brugt den imod ham også, for at undslippe i første omgang. Men så igen, måske han var mere modstandsdygtig i forhold til Orcus, der let kunne leges rundt med, når han ikke var helt så fokuseret.

Philotanus kunne mærke slagene i hans ryg, men de var slet ikke så voldsomme, som de kunne være, hvis Orcus virkelig var sur. Derfor holdt han også fokus på Nianna, der vendte blikket imod jorden og straks trak sig sammen. Havde han ret med sin udtalelse? Og hvad kunne det ikke få af konsekvenser for Orcus i det længe løb? Han vrissede en smule, som han hævede sin arm og hendes, fordi han holdt fat i den. "Jeg tror ikke på dig" lød det køligt og hånligt, som han var klar til at trække hende med sig ud af rummet og derved efterlade Orcus derinde. Broderen forsøgte at overbevise ham om hendes uskyld, men Philotanus kunne slet ikke se det.

Det sitrede en smule i hans krop, som han kunne mærke, hvordan hun tog fat omkring knapperne i hans skjorte. Der var ikke noget i hans udstråling, der gav tegn på, at han ville stoppe hende i at fortsætte, som han også sukkede lavt, da hun først lod fingrene vandre ned over den bare hud. Orcus forsøgte at nikke opmuntrende til hende, som hun bestemt ikke skulle stoppe, fordi hun var nervøs for, hvordan han selv ville reagere på det. Derfor lod han også hænderne vandre længere op ad hendes ryg.

Da de blev flået fra hinanden, havde Orcus nær revet Nianna over ryggen, som han dog hurtigt træk fingrene til sig, for ikke at gøre yderligere skade på hendes krop. Der var skrammer nok, som krævede behandling, hvilket de egentlig burde have brugt noget tid på.. Men de var blevet en smule for opslugt af tilværelsen og havde altså glemt alt om det. I det mindste havde hun fået varmen inden. Da han så at Philotanus forsøgte at hæve Nianna fra jorden og derved tage hendes jordforbindelse, løb han nærmest rundt om ham og placerede hånden om hans arm for at hive den ned. "Drop det, Philo" kommanderede han næsten, som han var blevet langt mere alvorlig i sin tone og udstråling. Han ønskede ikke at Philotanus skulle få chancen for at skade hende igen.

Orcus slap ikke Philotanus arm, som han forsøgte at løsne fingrene omkring Niannas arm. Skjorten stod halvt åben, efter Niannas forsøg på at give tilbage. Han kunne stadig mærke hendes bløde hud imod sine fingre, men måtte skubbe følelsen til side, som han faktisk bare var sur lige nu. "Gå i seng" mumlede han surt, som han placerede en hånd imod Philotanus brystkasse og skubbede ham væk. Han hev Nianna ud af hans krop, før at han trak hende ind til sig og lagde en beskyttende hånd imod hendes hovede. "Bland dig udenom.." lød det stædigt, som han forsøgte at afskærme Nianna fra Philotanus nært forstående reaktion.

"Orcus....." hendes stemme var bønfaldende som frygten stod malet i hendes ansigt, da hun mærkede Philos greb stramme om hendes arm, hun måtte stå på tåspidserne, blot for at bibeholde kontakten til jorden, som han løftede hendes arm og hende ubesværet op. Hans stemme, den hånlige kølige tone, fik hende til at krybe en smule for ham. Hun vidste ikke selv længere om hun ønskede at slippe væk, hun havde ubesvarede spørgsmål der måtte stilles, før hun overhovedet kunne tænke på at tage derfra. 

Der gik et stød igennem hendes krop, da hun mærkede Orcus' hud på hendes igen, men hans hjælp var nok til at få hende ned på flade fødder igen og lindrede ubehaget fra hendes arm og skulder. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op, men hvis Orcus var villig til at kæmpe for hende, burde hun så ikke også være modig nok til at kæmpe imod, ikke lade sig tryne af Philo igen? Hun greb om hans hånd, der holdt hendes arm fast, og forsøgte at hjælpe Orcus med at få hende fri. Hun ny fundne mod, var nok til at skabe en bro til dem begge, intet til sammenligning med før hvor hendes følelser havde været mere intense, men nok til at give små glimt af deres timer sammen og sandheden i hendes følelser, at hun først havde søgt en udvej, men ikke længere ledte efter den, at det var ægte hvad hun havde følt. 

Da Orcus havde held til at løsne Philos greb, kastede hun sig ind i hans arme, og skjulte sit ansigt ind imod hans delvist bare bryst. En barnlig tro på at det ville få Philo til blot at forsvinde hvis hun hverken kunne se eller mærke ham. Ude af syne, ude af sind. Tårer samlede sig i hendes øjne, de mange følelser havde taget på hende, hun anede ikke længere sit levende råd, men følte sig sårbar, blottet og skadet som et forsvarløst lille lam. Hun lagde armene om sig selv og trykkede sig ind imod hans krop. 

Det stod næsten klart for ham, at Nianna blot var ude på at finde en vej ud af den knibe, som han havde bragt hende i, selvom hun også havde haft en stor del af det, så bebrejdede han stadig hende. Derfor var han heller ikke villig til at slippe hende, heller ikke da han hørte hende bønfalde Orcus om hjælp eller en vej ud. Han så bare en smule mere vred ud, som han rynkede brynene og ikke rigtig lod sig påvirke af det. Philotanus havde ikke meget tilovers for hendes væsen, uanset hvor uviden hun var omkring det hele, så var han overbevist om at hun måtte have en plan med det hele.

Det kom dog en smule bag på ham, at Orcus lige pludselig valgte at blande sig på den måde. Der var ikke længere tale om en barnlig reaktion, men en langt mere seriøs tone, som Orcus tydeligvis ikke ville finde sig i, at han blandede sig. Men måske han bare var forblændet af situationen og ikke kunne se, hvor hun forsøgte at skubbe det hele hen. Det var også der, at han fik øje på de åbne knapper i Orcus skjorte. Måske det var godt, at han havde forstyrret dem, da han gjorde, for så havde de ikke haft mulighed for at komme for langt. Hvis ikke det allerede var for sent. Måske Nianna var for effektiv i hendes uskyldige spil? Så blev han lige pludselig ramt af noget uforklarligt, som han stirrede på Nianna og faktisk gik en smule i stå. Måske derfor det lykkes dem at vride hendes arm ud af hans greb? Pigebarnet mente det? Kunne han tro på det?

Blikket hvilede på Niannas skikkelse, som han så til, imens at Orcus forsøgte at beskytte hende. Han ville normalt have reageret frustreret på situationen, men som han kunne se, hvordan hun klamrede sig ind til Orcus, så følte han lidt, at det han havde følt lige før var sandt. Philotanus mumlede en smule surt, som han lagde armene over kors og blot kiggede på dem uden ord.

Situationen udviklede sig hurtigere end hvad Orcus først havde forventet. Men så igen, han havde ikke regnet med at de ville blive forstyrret af Philotanus, så hvordan skulle han nogensinde have regnet med, at de ville komme hertil. Orcus var klar til at hvæse af sin egen brors manglende overblik og situationsfornemmelse, men Philotanus havde endnu ikke lagt hånden på ham. Deres tid sammen betød mere end hvad Nianna kunne betyde for ham allerede nu. Men alligevel ville han ikke finde sig i, at hun blev behandlet på denne måde, for det havde hun virkelig ikke fortjent. Noget måtte være sket imellem dem og havde affødt disse følelser, men han vidste ikke hvad. Udfra hvad han selv havde oplevet, så kunne han næsten ikke tro, at hun havde gjort ham noget.. 

Glimtet dukkede op på rette tidspunkt, som han fik en fornemmelse af, hvad Philotanus var sur over. Hun havde forsvaret sig selv og dermed ramt ham med en sten. Orcus rystede en smule på hovedet af, at der virkelig ikke skulle mere til. Selvfølgelig var næsen brækket, men.. Philotanus kunne nemt heale den slags skader, sammenlignet med hende, så var hun jo den eneste der stadig bar spor af hvad der var sket. Måske Philotanus bare havde været en smule kort for hovedet. Han sagde dog ikke noget, som Philotanus lod til at forstå det også. De delte et blik, før at Orcus vendte blikket nedad imod hende. Han strøg hende let over håret og sendte hende et smil.

"Du må godt gå nu.." lød det en smule mere roligt fra Orcus, som ordene var henvendt til Philotanus og ikke Nianna. Han ønskede ikke at give slip på hende, før at Philotanus havde forladt rummet og ladet dem være i fred. Han bukkede sig let ned for at kysse hende på hovedet og strøg en hånd ned over hendes ryg. Der var ingen grund til bekymring mere. Men Philotanus og ham skulle have sig en snak inden længe, det var sikkert. For det gik ikke, at han ikke kunne styre sit temperament.

Det sitrede i hele hendes krop, hun havde forsøgt endnu en gang at forsvare sig selv imod Philo, og selvom hun ikke kendte til det indblik de havde fået, frygtede hun den vrede han måtte rette imod hende for at have kæmpet imod, hun ønskede ikke at komme ned i cellen igen, men da han ikke reagerede, da hun fik lov til at blive stående hos Orcus rørte hun svagt på sig, forvirret over ikke at blive hevet afsted igennem rummet, hun løftede ganske forsigtigt blikket op imod Orcus, han var der stadig, inden hun lod blikket glide over imod Philo, først sænket helt nede ved gulvet til hun fandt hans ben, inden hun tøvende hævede det op imod hans ansigt, men han stod der blot, sagde intet, lagde bare armene over kors og brummede? Hvad var der sket, hvorfor rev han hende ikke afsted? Hun vendte blikket over imod Orcus, havde hun fejlbedømt hvem af de to der reelt bestemte, var det et skuespil for at narre hende? Havde de leget med hendes følelser så hun ville blive her? 

Hun vendte sit ansigt tilbage imod Orcus, betragtede hans bare hud på brystet, hvad havde hun dog lavet? Ønsket om at kende til menneskenes levevis, forståelsen af deres følelser, hun ønskede sig intet andet i dette øjeblik end indblik, visdom og erfaring. Hun sukkede svagt, da hun hørte Orcus bede Philo om at gå igen, var det virkelig ovre så let? Mistroen boblede i hende, lige så stærkt som hun før havde følt flammerne. 

Det gav et mindre gip i hendes krop, da hun mærkede hans læber imod hendes hoved og hans hånd der strøg hende over ryggen. Hun var ikke bange for ham, men forvirret over hans berøringer og de tanke hun selv satte igang i hovedet. Tøvende lagde hun sin pande ind imod hans bryst, mens hun knugede armene om sig selv, for at beskytte sig selv imod dem begge, men stadig draget af Orcus.

Det kunne godt være, at hvad pigen havde følt var ægte, men Philotanus var stadig en smule skepsis omkring det hele. Han brummede fortsat, som han rev fingrene en smule over sine arme for ikke at hive hende afsted alligevel. Orcus lod til at insistere på at afskærme hende, men han forstod ikke helt hvorfor. Hvad havde forandret sig, de havde jo tidligere været enig om at indkassere så mange krystaller som overhovedet muligt i deres branche. Men nu insisterede han på at beholde en mulighed indtægtskilde? Det gav så absolut ikke mening.

"Hvis jeg så meget som fornemmer, at du er ude på at narre os, så ryger du tilbage i cellen" brummede han truende og med et borende blik. Philotanus kiggede tilbage imod Orcus, som han skar en grimasse af foragt. "Pigebarnet vil dig intet godt" lød det afslutningsvis, som han drejede rundt og traskede imod døren. Han blev stående i døren for en stund, blot for at sikre sig, at hun ikke gav udtryk for det modsatte af hvad han lige havde følt. Måske det hele var spil for galleriet og han skulle bare bruge lidt mere tid på at gennemskue hende.

Der faldt en smule mere ro på situationen, som der blev en anelse mere roligt omkring dem alle 3. Orcus forsøgte at holde øje med Philotanus, som han ikke ønskede, at han lige pludselig endte med at overfalde dem begge. Men noget kunne tyde på at han slappede mere af omkring situationen, men endnu ikke var klar til at give helt slip på sin mistro. Orcus derimod havde fået noget afklaring omkring hvad der var foregået, derfor kunne han også bedre forstå hendes frygt for Philotanus. Det var dog ikke normalt for Philotanus at reagere så voldsomt, men forhåbentlig ville Nianna også så det. Ikke at han selv forventede at hun ville blive hængende særlig længe, efter den oplevelse. Men Nianna kom nok også til at vide at Orcus faktisk styrede deres forretning og at Philotanus blot tog del i det for at tjene til hverdagen og leg. Ikke at han ønskede at snakke forretning med Nianna, for det ville hun ikke bryde sig om.

Der var noget under opsejling, men Orcus kunne ikke rigtig fornemme det, som han troede at det værste var overstået, men måske ikke var opmærksom på den egentlig fare her, da Nianna var begyndt at blive en smule mistroisk omkring hele situationen. Det havde bestemt ikke været hans hensigt, og han havde også forventet at skulle slås mere med Philotanus, men den følelse og forståelse de havde fået med Niannas minder havde ligesom givet dem nok afklaring til at lade det være ved det..

Alligevel vendte han blikket imod Nianna, som han ikke helt forstod, hvorfor hun havde gjort, som hun gjorde i hulen. Derfor var han nød til at få en dybere forklaring på, hvad der var sket. "Du brækkede hans næse, ikke sandt?" spurgte han stille og roligt, som han måske ikke burde kende de informationer, da han som sagt ikke kunne se skaderne på Philotanus. Men hun havde vist ham det.

Nianna havde en frygtelig lyst til at løbe, som havde hun djævelen selv i hælene, hun forstod slet ikke de mange undertoner der hele tiden var i spil, hendes sind var i ren splittelse imellem alle de følelser der havde raset i hendes krop. Hun lukkede øjnene, prøvede at finde en vej ind i hendes drømme, dem der altid gav hende ro og tryghed når hun følte sig alene og opgivende, men hendes forsøg på finde ro blev afbrudt af Philos stemme der fyldte rummet, han talte til hende. Tøvende hævede hun blikket imod ham, mens hun krøb en smule sammen under hans ord, hvor stærk hun end ønskede at være, krøb den lille pige indeni hende sig hver gang han talte eller hævede en hånd. Da han nævnte cellen gispede hun dæmpet og rystede febrilsk på hovedet, det måtte han ikke gøre, hun kunne ikke sidde dernede i mørket og kulden igen, men Philo fortsatte blot, henvendt til Orcus om hun ikke intet godt ville ham, men det var ikke sandt, hun ønskede ham ikke andet!

Hun vendte sit blik imod Orcus, det måtte han ikke tro, hun ville ham intet ondt, men havde hun allerede gjort det? Havde hun skadet ham fysisk? Det faldt hende ikke ind at Philo ikke talte om fysiske skader. Hendes blik faldt på hans øre, som hun jo ganske rigtigt havde gjort skade på, hun trak sig et skridt væk fra ham og knugede hænderne op foran sig, forvirringen i hendes blik var total, som hun slog blikket ned i jorden, hun kunne ikke få sig selv til at se på Orcus hvis Philos ord virkelig var sande, men hun havde jo kun angrebet fordi hun troede han var en anden, at han var Philo. 

Da Orcus overtog samtalen, lyttede hun til hans ord, men hvordan kunne han vide det? Hun rynkede forvirret panden, inden hun hævede et mistroisk blik imod Orcus. Tøvende trådte hun et skridt mere baglæns til hun mærkede sengen kant imod sine knæhaser, de havde da ikke snakket sammen? Og Philos skader var jo helet, hvordan kunne han vide det? Følelsen af at være holdt for nar fik grobund og voksede som en steppebrand i hende, men hun gjorde alligevel et lille nik, det var ikke hendes mest stolte øjeblik, og dog alligevel lidt fordi hun havde haft modet til at kæmpe igen. 

Pigebarnet lod til at krybe sammen hele tiden, som Philotanus blot rynkede ganske let på næsen. Han forlod ikke døråbningen, som han dog fortsat var vendt imod dem begge. Hvis han kunne, så havde han nok trukket Nianna med sig ned til cellerne igen, men Orcus havde insisteret på, at han selv ville klare situationen også selvom Philotanus havde en bange anelse omkring det hele. Hendes følelser var muligvis forsvundet, men han kunne stadig mindes dem.. Egentlig forstod han ikke hvorfor hun havde delt dem med ham. For han kendte godt historien om hvordan de var endt her. Men noget kunne tyde på at hun også havde delt det med Orcus.

Philotanus brummede en smule, da han vendte blikket ud mod gangen. Han var ikke meget for at indrømme, at hun havde fået ram på ham, men samtidig så kunne han ikke gøre noget ved det. Nu havde han skjult skaderne, så det var ren held at Orcus overhovedet fandt ud af det. Måske Nianna forsøgte at vise Orcus, hvordan han havde opført sig overfor hende, så hun kunne få Orcus på sin side? "Hvis du prøver at få os til at skændes, så vil det ikke lykkes" lød det en smule faretruende, som Philotanus bestemt ikke brød sig om hendes lille spil med at vise Orcus, hvad der var sket imellem dem. Det skulle han jo ikke blande sig i.

Langsomt lænede Phliotanus sig op ad døren, som han løftede det ene ben og placerede foden imod døren, imens at han lod et rolig blik hvile imod dem begge to. Han følte sig endnu ikke helt klar til at gå endnu. Han kunne godt fornemme på Orcus, at han ikke brød sig om, at Philotanus endnu ikke havde ladt dem være alene. Men der var noget som fortalte ham, at situationen ville udvikle sig til det værre, hvis han gik.

Stemningen virkede en smule trykket og Orcus kunne ikke helt finde ud af, hvorfor det havde udviklet sig på den måde. Men midt i det hele havde han også glemt alt om sit øre, der stadig var en smule forrevet, men som samtidig også var nød til at heale af sig selv. Han kunne ikke gøre som Philotanus og heale sår, så han måtte vente på at kroppen gjorde sit arbejde i et normalt og kedeligt tempo, hvis ikke han valgte at søge hjælp ved en healer senere. Han kunne dog mærke hvordan Nianna reagerede på Philotanus ord, som hun ikke lod til at være enig med ham. Det såede dog en smule tvivl hos ham også.

Egentlig forventede han ikke at hun ville trække sig, som han dog lod hende bevæge sig ud af hans favn, imens at hans blik blot hvilede på hendes skikkelse. Hvad var det han kunne spore i hendes kropssprog? Det var som om frygten var vendt tilbage, og den var ikke kun henvendt imod Philotanus, eftersom at hun også havde trukket sig væk fra ham. Sengen stoppede hende dog i at komme for langt væk, som han blev stående lidt på afstand, for at hun ikke skulle føle sig presset. Hvad foregik der i hendes hoved? "Du har selv vist mig det.." fortalte han roligt, som han egentlig valgte at overhøre Philotanus anklage. Forhåbentlig kunne Nianna se bort fra det også. "Du delte det med mig.. måske endda os" forsøgte han at forklare, som hun tydeligvis var uforstående overfor det. Hans stemme var forsigtig og rolig, som han hævede hånden imod hende, men trak den til sig igen. Ikke nu.

Måske Nianna slet ikke vidste, hvad han talte om, men hvad kunne han gøre for at overbevise hende? Orcus kom i tanke om det hjem han havde set i skoven.. "Ligesom buskadset dækket af græs og mos. Skindet under den fine bue, som et fint lag at sove på.." måske det var for meget for ham at trænge ind i hendes personlige tanker, men han skulle overbevise hende på en eller anden måde.

Nianna prøvede at fokusere på Orcus, og dermed skubbe Philos tilstedeværelse i baggrunden, hendes blik flakkede hen over hans ansigt, hun forstod intet af det der skete. Hun havde da ingen evner som kunne gøre den slags, hun kunne få planter til at gro og bevæge sig, men ikke dele noget med ham, og da slet ikke hendes hjem, det ville hun ikke, ville hun? "Men hvordan? Hvorfor?" spurgte hun stille, hun prøvede virkelig at forstå hvad der skete. Hun sænkede sit blik ned på sine hænder, mens hun genkaldte sig deres tid sammen, hun havde tænkt på sit hjem da de lå på bjørneskindet, jo mere hun tænkte, jo mere kom hun i tanke om, for han havde jo spurgt til hvorfor hun delte ting med ham, og da også Philo mærkede det, den eneste sammenhæng hun kunne finde var den berøring der havde været, hun havde været i kontakt med dem og de havde kunne se hendes tanker. Jo mere hun tænkte over det, jo mere stod det klart for hende. Tøvende åbnede hun sine hænder, kunne hun virkelig vise ham ting? 

Hun lod sig stille glide ned på sengen, nedslået som havde hun fået en frygtelig nyhed, hun placerede sine hænder i sit skød, mens hun gned hænderne imod hinanden, hun havde ikke mærket noget fra nogen af dem, så var det kun en vejs? Og havde hun delt mere med dem? Vidste de nu hvor hendes hjem var? Kunne hun nogensinde skjule sig der igen? 

For første gang i hendes liv, savnede hun at finde tryghed, efter at have mærket hans arme omkring hende, følt den nærvær og omsorg han havde givet hende, var det ikke længere nok bare at trænge ind i sig selv, hun følte sig kold og alene på en helt fremmed måde. Hun vendte sit blik op imod Orcus, hun troede på ham, men hun forstod bare ikke hvorfor, det var som om hendes egen krop havde forrådt hende. Hun ville så gerne søge ind i hans favn igen, mærke hans arme omkring hende, men hvis hun nu viste ham mere? Hvis han rent faktisk bare var ude på at snyde hende?

Situationen udviklede sig i en retning, hvor Philotanus ikke rigtig kunne se slutningen. Han forstod ikke hvorfor Orcus spildte kræfter på at forklare pigen, hvad der var foregået. For den konklusion måtte hun da selv komme frem til? Men Orcus insisterede på at hjælpe hende på vej, som hun dog ikke forstod det og bare stillede yderligere spørgsmål. Han fnøs en smule i baggrunden, før at han lænede sig mere imod døren og lod øjnene glide roligt i. Hvis hun bevægede sig yderligere, så ville han være der med det samme, men indtil videre var hun ingen trussel. Eller ikke som der atter var afstand imellem hende og Orcus. Selvom han lignede en, der gerne ville træde nærmere.

Philotanus forblev tavs, som hun satte sig på sengen og stirrede på sine hænder. Han anså hende kun i et split sekund, før at han skubbede sig væk fra døren og hævede hånden imod dem, som et vink. "Orcus.." lød det roligt, uden rigtig at tænke på hvad hun mon tænke i øjeblikket. "Jeg er inde ved siden af, så skulle hun stikke af, så skal jeg nok stoppe hende" lød det roligt, som han stod i døren, før at han gik langs med gangen og man kunne høre døren indtil rummet ved siden af åbne og lukke sig svagt. Den blev dog ikke lukket helt, som han stadig ville kunne overhøre deres samtale og eventuelle lyde.

Nianna havde flere spørgsmål, men Orcus var ikke i stand til at besvare dem, selvom han godt kunne se på hende, at hun var noget så forvirret over situationen. Måske hun var begyndt at frygte sin evne og hvad det var i stand til? Han kunne måske godt forstå det, hvis hun ikke havde delt minderne med dem bevist, for så kunne det godt være et brud på hendes privatliv. Men hverken ham eller Philotanus havde haft et ønske om at blande sig på den måde. Han lod hende dog være lidt endnu, netop fordi hun skulle have tid til at overveje evnen og måske få en fornemmelse af, hvad den indebær. Men kun hvis hun var åben overfor at lære den at kende. Han kunne være nervøs for, at hun ville se det som en ulempe, men nu havde han da chancen for at forstå hende bedre? "Jeg kan ikke forklare din evne, det kan kun du finde ud af" svarede han stille og roligt, som han lod hænderne vandre ned i lommerne på frakke og rodede lidt rundt med metalstøvet. Skulle han give hende ro nu?

Sengen knirkede en smule under hende, som Orcus blot betragtede hende, da hun valgte at sætte sig. Han skulle lige til at gå hen til hende, da Philotanus talte til ham igen og han vendte blikket imod hende. Måske han havde fat i noget.. Måske det var på tide at lade hende være lidt alene, hun havde tydeligvis en del at bearbejde nu? Han nikkede til Philotanus, før at han gik ud af rummet. Han vendte sig selv imod hende, før at han bed sig let i underlæben. Hvad nu? "Har du brug for fred?" spurgte han forsigtigt, som han sagtens kunne lade hende være, hvis det var hvad hun havde brug for.

Imens at han ventede på hendes svar, som han forventede ville blive et ja, valgte han at løfte hænderne for at knappe knapperne i hans skjorte, så han var klar til at gå igen. Der var ingen grund til at presse på, når hun tydeligvis ikke var i stand til at håndtere situationen og den nyligt opdagede evne. Han huskede selv, hvordan det havde været den gang. Hans hænder var dog dækket med metalstøv, som han først bemærkede det, da han havde problemer med at lukke den sidste knap. Han tog en rolig indånding, som støvet samlede sig foran ham i en kube og langsomt dalede ned i den hånd, han havde rakt frem imod det.

Nianna reagerede slet ikke på Philos stemme, den måde hun før havde krøbet under den, hun havde ikke plads til at tage mere ind, hun mærkede intet da han forlod rummet, hvor hun ellers burde have været glad, helt urørt blev hun siddende på kanten. Hun sukkede lydløst inden hun hævede blikket imod Orcus, hun var bange for sig selv. "Har jeg gjort dit ondt?" hendes stemme var helt spæd og nervøs, for hvis Philo havde haft ret, ønskede hun sig næsten hellere ned i cellen. Tårerne begyndte at samle sig i hendes øjne, før den første trillede ned over hendes kind, og dryppede ned på hendes hænder. 

Hun vidste ikke om hun ønskede at finde ud af det, hvis blot hun holdt sig fra at røre nogen, ville det jo ikke kunne ske igen, men hvis nu det ikke var farligt, hvis hun kunne lære at kontrollere det? "Hvordan Orcus?" spurgte hun dæmpet, mens hun betragtede ham da han gav sig til at lukke knapperne, og det bare hud hun før havde blottet forsvandt igen bag den hvide skjorte, hun følte sig en smule splittet imellem det, for det bekræftede jo kun den afstand der var blevet skabt imellem dem igen. 

Fred? På den ene side kunne det måske være godt med lidt fred til at tænke over tingene, men hvis han nu gik ville hun være alene med alle de tanker og spørgsmål hun ikke selv forstod. Hun rystede tøvende på hovedet, mest af alt ønskede hun at mærke trygheden igen, at det hele nok skulle gå, men det var som revet væk fra hende. "Bliv.. vil du ikke nok..." bønfaldt hun, hun vidste ikke om hun ville turde røre ham igen, men hun kunne ikke være alene nu. Hun betragtede ham mens han kontrollerede støvet, for hvis han kunne gøre det, måtte hun også kunne lære hvordan hun skulle styre sin nye evne, hun havde jo kontrol over den anden, men hvordan?