Lyden af hans ord, og synet af ham som han spyttede blodet ud ad munden, fik kun det tilfredse smil til at vokse. Hovedet lagde hun på skrå, som hun en smule uinteresseret bare stod og betragtede ham. Der var fortsat mange muligheder at bruge imod denne belastende person. Men hun mente allerede at de fleste ting hidtil burde have knækket ham, eller i det mindste gjort ham vred, eller fået ham til at indse at hun ikke var typen man skulle løbe rundt om hjørner med. Det var ikke fordi hun faktisk havde tænkt sig at dræbe denne person foran hende, for det var meget morsomt at se ham være bundet.

"Jeg burde lade være, for det er yderst elegant at se dig været bundet til træet, med blod løbende fra munden og brystet"sagde hun hvorefter hun bed sig fristet i underlæben. En hånd blev placeret i siden, og de gule øjne hvilede sig på hans ansigt. Studerede ham lidt, før hun besluttede sig for at nærme sig ham. Valgte at stå så tæt foran ham, at der ikke var særlig meget afstand imellem dem. Det gjorde skam ikke hende noget, men han hadede det sikkert. Det var alt for tydeligt at se, hvordan han bare ønskede at give hende nogle på hovedet, og kunne hun bringe den lyst endnu mere frem var det jo godt. Godt fordi han netop ikke kunne gøre noget lige nu. Hun strøg nogle fingre hen over rebet, før de gule øjne landte på blodet der løb ud over hans mundvig, hun lænede sig hurtigt ind imod hans læber, og spredte læberne "Sikke dog som du spilder...Lad mig lige gøre rent efter dig"lød det kækt og flabet, som hun lod sin tunge glide hen over blodet ved hans mundvig.  Ordet om at hun var en skændsel, fik hende til at trække hovedet tilbage, og hun lod hendes tunge slikke det sidste blod fra hendes mundvig væk, så læberne var helt rene. Derfra lænede hun sig op ad træet ved siden af ham. 

Drejede hovedet hen imod ham, som hun løftede det ene ben op blot for at placere fodsålen imod træet, og løftede en hånd op til hendes ansigt. Strøg fingrene igennem det lange røde hår, og holdte sit blik på personen der stadigvæk var bundet. Måske burde hun slippe ham fri, men hvad sjov var der i det. Hun fnes lidt hånligt, før hun gik væk fra træet, og hen til bænken. Lænede sig op ad den, før hun greb fat i et af de store glas stykker"Så charmerende du er, jeg siger mange tak for den fine kompliment"lød det kækt fra hende, som hun blinkede til ham. Ret hurtigt stod hun foran ham, og sendte ham et stort bredt smil, før hun drejede glasset i hånden, og stak det hårdt ind i maven på ham. Uden at trække det ud, drejede hun glasset lidt, og lænede sig ind imod ham. Lod hendes læber strejfe hans kind meget kort"Hvis du opfører dig pænt, kan det være at jeg slipper dig fri"lød det overvejende i en sarkastisk tone, imens hun blinkede til ham. Hendes tunge strøg ham kort hen over kinden, imens hun drejede glasset lidt mere, og pludselig gav slip så det bare var presset lidt ind i hans mave. Hun satte sig op på bænken, og lagde det ene ben over det andet. Hendes øjne hvilede sig på rebet lidt, som det luskede smil var plantet på hendes ansigt.

Hvis han bare kunne slippe fri fra disse reb så havde hun et problem. Men hun havde bundet dem så godt at han ikke engang kunne røre sig. Han havde sagt hun skulle slippe ham fri, men ærligt så virkede hans sirene stemme ikke mere. Han hadet det som pesten. For han kunne have sunget sig fri af disse reb! Han ville bare gerne kunne slippe fri, stikke hende et par på skrinetm slå luften ud af hende, bare gøre et eller andet der kunne få hende til at lade ham vær. Men af en eller anden årsag irriterede det ham ikke engang. Normalt var han ikke en voldlig person, men denne her dæmon foran ham var lidt for nærgående og vældig irriterende. Hun trykkede på nogle knapper han slet ikke vidste eksisterede!

Han bed sig hårdt i læben og kiggede efter hende og lyttede til hendes ord. "Slip... Mig.... Fri!" kom det fra ham imellem de sammenbidte tænder. Han ærgede sig over at hans sirene sang ikke længere virkede, men der var ændret så meget siden han var kommet tilbage fra de døde og var blevet en engel. Han ville hellere være varulv lige nu og have sin sirene sang! Havde det været fuldmåne havde hun sikkert ikke haft en jordisk chance, men så igen han ville heller ikke være varulv. Han ville bare ud af disse reb! Selvom hendes blod var løbet ved siden af havde han ikke nogen ide om hvad blodet gjorde ved ham. Hvorfor skulle det blod være så vigtigt at drikke?! Og da hun så slikkede ham fik han kuldegysninger og han drejede hovedet for ikke at mærke for meget af hendes tunge. "Kan du så lade vær!" kom det fra ham og drejede hovedet tilbage da hun havde slikket færdig. Han ville bare gerne have at hun slap ham fri, og dermed kunne komme langt væk fra hende, kunne slappe af og tage tilbage til Nianna. For lige nu ønskede han at komme hjem til Nianna igen. han ville hellere end gerne kunne slappe af igen, og falde til ro. Men det var ikke lige så nemt som det så ud til. Han kom ikke fri forløbig og han vidste det allerede på forhånd!

Han sagde ingen ting til hendes ord, for han mente det han havde sagt. Hun var en skændsel, og han kunne rive hovedet af hende hvis han havde muligheden for det. Han var så vred at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Hvis han skreg med det høje decibel ville det ikke hjælpe noget alligevel. Han ville ikke kunne komme fri af den grund, så hvad ville det hjælpe at gøre det? Han prøvede på ny at slippe væk fra rebene men det eneste der rørte sig var overkroppen ganske lidt og så hans hoved. Der var virkelig ikke nogen chance for at han kunne komme fri, lige meget hvor længe han prøvede. Det ville kun være fordi en venlig sjæl forbarmede sig over ham hvis de kom forbi. Men han tvivlede på at det ville ske med en dæmon som hende foran ham. Da hun sendte glas stykket ind i maven på ham skreg han og kunne ikke engang bøje sig sammen som man normalt ville gøre i en smerte i mave regionen. Han mærkede hvordan glasset blev drejet rundt, og han mærkede hvordan blodet løb ud af maven på ham. Men uanset hvad hun gjorde med glasset skreg han blot endnu mere. Han hørte ikke hendes ord smerten var for stor til at han kunne fokusere på noget af det hun sagde. SElv da hun drejede glasset lidt mere skreg han på ny og bed sig kort tid efter i læben da hun slap taget i glasset. Han vidste ikke hvor voldsomt det var, men da han kiggede ned kunne han se glasset stadig sidde i maven på ham. Han kunne ikke engang tage sig til maven med hænderne for at presse hænderne imod såret så han ikke mistede for meget blod.