Nianna gik roligt over til hendes lille bålsted, hvor hun lagde hans tøj ud igen, det det kunne tørre færdigt, hun havde et lidt mere stabilt stativ her, da hun jo fra tid til anden var nød til at vaske sit eget også og lade det tørre som nu, inden hun vendte sig om imod ham. Hun drejede let omkring på hælene og kastede sit blik på ham, det at han var afklædt virkede slet ikke til at påvirke hende det mindste, og hvorfor skulle det? Den kødelige lyst havde hun aldrig stiftet bekendtskab med, hun anede end ikke hvordan børn kom til verden. Det var dog tydeligt at se på hende, at hun var helt vild med hans begejstring for stedet, selv var hun igennem tiden blevet ganske godt tilfreds, her var alt hun behøvede for at overleve, alle hendes små dimser hun havde fiflet med, hendes fiskeruse når det var det hun ønskede, dele til at lave en snare så hun kunne fange en kanin eller to. Hun manglede umiddelbart intet.

"Spis bare.." lød det glad fra hende, hun vidste ikke om han var sulten, men selv gik hun over og plukkede et par stikkelsbær og spiste. Hun skævede over imod passagen og lagde sin hånd ned på jorden, så den lukkede sig bag ham, hun ønskede ikke nogen ubudne gæster skulle finde dem, og han kunne til enhver tid bede om at blive lukket ud igen, så ville hun føje hans ønske, indtil da håbede hun blot han ville finde sig selv tilpas her.

Han stod som forstenet og blot kiggede på det der var foran ham. Tænk at en verden kunne ligge så åben for hans føder. Hun måtte i sandhed have grønne fingre for det var ikke noget af det han selv havde ejet. Han kunne jo ingen ting, det havde altid bare været nemmere for ham at tage et arbejde og tjene ind til føden på en kro, om end at det var lagt dyre end noget af det andet man kunne finde i naturen. Han gik nogle skridt frem og var mere overrasket over hvordan stedet så ud, end hvad Nianna egentlig gik og lavede. Det var ikke så koldt her, eller også havde han bare vendet sig til kulden på gå turen de havde haft.

Det var tydeligt at se der lå meget arbejde i dette her sted, og han ville nødig have at det skulle ødelægges bare fordi at han var dukket op. Det ville bare ødelægge ham endnu mere, og starks tænkte han på Corrine som han havde fået forvandlet til en halv fugl ved en fejltaglse. Det havde også ødelagt en del for ham. Han var måske bare født under en af de uheldige stjerner som man sagde.
Han kom lidt til sig selv som hun sagde at han bare kunne spise, men han var ikke engang sulten, og han anede ikke engang hvor han skulle starte henne hvis han overhovedet begyndte. På nu trådte han nogle flere skridt frem og kiggede sig omkring på ny. Han var ikke sikker på hvor henne af han var, eller hvad det var han gik forbi. "Waw" kom det fra ham igen på ny. Han var dybt chokeret over hvordan dette sted så ud. "Det er magisk" kom det fra ham lidt mumlende inden han trådte helt hen til en busk.

Som et begejstret lille barn, der havde fået den bedste nyhed i verden, kom hun til at klappe i hænderne inden hun sprang hen til ham. Hun var ivrig efter at vise ham det hele, hver en lille busk, alt havde hun selv dyrket frem fra små frø hun havde fundet i naturen, og desværre også enkle ting hun havde taget fra byen, men hun så det som noget godt, at i stedet for at blive ved med at stjæle, så dyrkede hun det selv nu. Det krævede ganske vidst meget tid, det at samle vand nede fra søen og bære det herop i små spande, og det krævede en stor del af hendes energi og evne, men med tiden krævede det mindre og mindre da hun kun skulle holde det ved lige, og ikke længere få det til at skyde op. 

Hun tog blidt fandt om hans hånd, som hun fulgte ham rundt, men hendes begejstring dannede en bro til ham. Den glæde han bragte hende, hendes ønske om at kunne blive så længe han ønskede det, stod ganske klart for James. Hun puffede muntert til ham med skulderen, inden hun slap han hånd og sprang frem til nogle store buske med hindbær, hun plukkede et par stykker af de største og rakte dem til ham, den søde smag med en ganske dæmpet syrlighed, skjult i undertonerne.

Hun vendte sig imod den lille hule, den var ikke stor, og man kunne ikke stå oprejst, men kun lige sidde oprejst derinde. Hun trak let på skuldrene, da hun ikke havde noget imod at dele sin plads med ham, så længe hun fik lov at se smilet om hans læber lidt oftere.

Det var lidt mærkeligt at være et så smukt et sted når vejret egentlig burde være noget helt andet. Det var helt underligt at vær et sted som dette her, men det var bare så magisk på en helt anden måde end hvad han selv havde oplevet. Ja Mira havde da haft et landbrug sammen med sin far, og hun havde hjulpet ham da han var Varulv, men det var så længe siden at han dårligt kunne huske det, men han havde svigtet hende på det tidspunkt ved at gå sin vej, og han kunne sikkert gøre det igen. Dog blev han ført afsted og han tog det hele ind. Og han blev lettere overrasket over faktisk at vide hvad det var hun tænkte. "Mener du det?" kom det fra ham. Han vidste at hun ikke havde sagt noget, men hendes følelser og tanker havde sagt alt. Hvis han skulle blive her og have et godt liv måtte han give noget igen. Det var sådan det skulle være. Måske det ville kunne få ham til at glemme Marad også, han var ikke sikker, men der måtte prøves noget for at han fik det bedre.

Han tog imod bærerne og proppede dem i munden, han smagte lidt på dem og de var bestemt ikke dårlige. Faktisk var det noget af de første gange han havde spist bær der groede i naturen, for tænk nu hvis de var giftige, hvad skulle han så gøre?! Nu havde han været død en gang, og det kunne sikkert ske igen. Men Nianna vidste helt sikkert hvad hun lavede når der var så mange planter og buske samt et mindre landbrug. Så noget kunne hun da finde ud.

"Jeg er imponeret." kom det fra ham og nikkede lidt for sig selv. Det var helt ubeskriveligt så meget der var på dette sted, og han ville nok aldrig blive færdig med at udforske dette her sted. I hvert fald ikke hvis han skulle tage det hele ind.

Nianna nåede ikke rigtigt at tænke over, hun ikke selv havde sagt noget til ham, for hans svar kom som hun selv havde tænkt tanken, og hun nikkede muntert til ham som svar. Hun havde tilbragt de sidste 14 år alene i denne lysning, måske det ville være på tide at der skete en forandring, og hun tvivlede kraftigt på at han nogensinde ville kunne ødelægge hendes fristed med hans tilstedeværelse.

Hun lod ham undersøge stedet i fred, mens hun gik hen til den lille hule, hun satte sig roligt ned på hug og strøg nogle af skindene til side, så der ville være plads til dem begge der. Måske hendes smittende humør lige frem kunne få til at sove godt den hele nat igennem. Som hun sad der, strakte hun sig ganske let, for at kvæle et lille gab, selvom hun havde fået sovet lidt, var det ikke meget sat op imod dagens begivenheder og svære udfordringer med at bruge hendes evner. 

"Vil du gerne blive her?" spurgte hun nysgerrigt, det var jo ikke som en fange, men måske et venskab ville blomstre op og vise ham hvor meget godt der stadig fandtes, hvis blot med kiggede efter de rigtige steder.

Han var i tvivl om hvad han skulle gøre. Kunne han overhovedet tillade sig at blive et sted som dette her. Ville han ikke bare tage benene på nakken når det hele kom lidt for tæt på? Det var det han havde gjort så mange gange, og han anede ikke længere hvad han skulle gøre. Han var så forvirret, og alligevel vidste han at han var langt væk fra Medanien, men hvor langt væk han var anede han faktisk ikke. Det var jo ikke fordi han havde fløjet i flere dage, eller havde han? Tanken om at komme væk fra Medanine skræmte ham, og han ville helst gerne tilbage. Tilbage til noget der var trygt for ham, tilbage til Marad, men det var allerede for sent og han vidste det godt. Desuden så var Marad sikkert allerede kommet videre med det han nu gik og lavede.

Selvom Nianna mente at han skulle blive var han bekymret for at noget skulle komme og ødelægge hendes fristed. For det kunne sagtens ske så uheldig som han var. Det var ikke sådan det skulle være over for nogen. Men på den anden side havde han da en at snakke med om de ting han tumlede med, også selvom hun måske ikke forstod ham helt til tider. Han var sikker på at det måske ville være det bedste valg at tage på nuværende tidspunkt. Så skulle han jo bare hjælpe lidt til her uden at ødelægge for meget. Planterne levede jo i bedste velgående også selvom vejret skulle bestemme noget andet. Men de havde det godt det kunne han mærke.

Han kiggede på hende og bed sig lidt i læben inden han satte sig ned. Skulle han takke ja til det tilbud hun have givet ham, eller skulle han flygte allerede når solen stod op og hans tøj var tørt? Han kunne da heller ikke bare give slip på det gode der måske ville komme i hans liv. Han tyggede lidt på hendes ord, og han vendte blikket over på sit tøj som allerede var hængt til tørre. Han drejede hovedet og kiggede på hende, et kort nik kom fra ham. "Hvis det ikke er for meget?" kom det fra ham og han smilte svagt. Han ville virkelig ikke være til besvær for nogen som helst og specielt ikke over for Nianna som egentlig bare havde været sød over for ham. Hun havde givet ham så meget, og han havde ikke kunne give hende noget som helst.

Hendes blik fulgte ham rundt, han virkede en smule.. tøvende? Men hun bebrejdede ham ikke, de kendte jo som sådan ikke rigtigt hinanden, udover dagens møde, men hun håbede alligevel at han ville blive, for hun var sikker på det alt sammen nok skulle gå. "Slet ikke..." svarede hun muntert, hans spørgsmål. Hun kunne jo altid gå en tur ned til søen, hvis han blev for træls at være i nærheden af. 

Hun hovedet falde en smule forover, før hun lod den ene hånd, finde vej op til hendes nakke, hun begyndte let at masserede den, for at fjerne de spændinger hun havde fået i nakken og skuldrene. "Du kan sove her..." sagde hun stille, mens hun pegede på den lille plads hun havde fået gjort klar til ham, så måtte hun blot håbe på, at han ikke var en der sparkede og slog i søvne, kunne være en ømt syn hvis hun skulle vågne op til et blåt øje, selvom hun ikke troede det ville løfte hans humør, trods hun godt kunne se det morsomme i tanken. 

Han var egentlig ikke sikker på om han kunne blive, tænk hvis han bare forsvandt lige som alle de andre gange. Det ville bare sætte bekymringer i gang, og det ville han bare have det utroligt dårligt med. Han vidste ikke hvad han skulle stille op. Han kunne jo prøve at blive, bare for noget tid. Se hvordan det gik. Bare for at mærke det at have et hjem igen, om end at det var udenfor og ikke inde i et dejligt varmt hus. "Hmm..." kom det fra ham og tænkte sig om. Han kløede sig på armen og opdagede at han var lidt kold men han kunne ikke rigtig mærke det.

Alt i mens han sad og tænkte begyndte hun at massere sig selv på nakken, og det fik ham lidt til sig selv. Han kiggede lidt på hende. "Har du ondt?" spurgte han og rykkede sig lidt tættere på hende. Tænk hvis det havde været hans skyld at hun havde fået ondt af den kugle. Han kendte jo ikke engang sin egen evne længere. Det var ikke det samme som før. Tænk hvis hans evne forvoldte smerte?! Det ville han ikke kunne acceptere. Han havde aldrig gjort en flue fortræd, og han ville bestemt ikke gøre det nu. Det var langt nemmere hvis smerten gik ud over ham selv, og ikke andre. Han kiggede lidt ned på der hvor han skulle sove, og han nikkede lidt. Så længe at hun kunne være der også, så ville han ikke kunne forstyrre hende. Han sov altid roligt, når han sådan fik sin søvn altså.

"Nu ikke så tøvende..." lød det drillende fra hende, hun kunne godt mærke at det ikke kunne være nogen let beslutning for ham, men hun var helt afklaret med sit tilbud. Hvis han så en dag skulle vise sig at være væk, vidste hun i det mindste at hun havde gjort sit bedste for at hjælpe ham, mere kunne hun ikke forlange af sig selv. Og landet var sikkert ikke større end at hun kunne risikere at møde ham igen et andet sted. Nianna havde jo aldrig oplevet savn, så den tanke strejfede hende ikke, at hun kunne risikere at komme til at savne hans selskab i stedet.

Da han spurgte til om hun havde ondt, stoppede hun straks med den lette massage af nakken og sendte ham et lille smil. "Nej bare rolig..." svarede hun muntert, spændingerne i nakken var ganske normale efter en udfordrende dag som denne, og dette var endda kun til den milde side. I starten da hun begyndte at opdyrke jorden, var det hele hendes krop der led under smerter i flere dage. Hun trængte efterhånden til en god nattesøvn, i morgen kunne de måske gå ned til floden og tjekke rusen for fisk, eller hvis han hellere ville have nogle andet, havde hun et par snare skjult ude i skoven til at fange en harer eller to. "Kom og læg dig.." lød det drillende fra hende, inden hun kravlede ind i den lille hule og fik sig vendt rundt, så hun lå med hovedet ud imod åbningen. Hun rykkede sig lidt over til siden, inden hun trak det ene skind hen over sig. Den behagelige varme begyndte langsomt at sprede sig i hendes krop, som hun fik varmet skindet og sig selv mere op. 

”Nej, Okey jeg bliver” kom det fra ham og smilte til hende. Tanken om at have et sted at vende tilbage til skræmte ham, men han var langt fra sikker på at han ville kunne blive i en længere periode. Det var ikke sådan han havde gjort før i tiden, men han kunne jo ændre sig. Han havde jo heller ikke været død før og så blevet genoplivet. Det var jo også nyt. Så hvorfor skulle han ikke have ændret sig til at blive et sted?  Han var usikker på om det var fordi det kunne tages fra ham igen. Det var jo ikke det han regnede med at det var det der ville ske når det først kom til stykket. Ham var bare født under en uheldig stjerne så det kunne sagtens nås at tage fra ham endnu.

Da hun sagde at hun ikke havde ondt nikkede han til hende. Han ville ellers gerne have hjulpet hende med at komme over sine smerter. Han var vidst ret god til det der massage, me; heale det kunne han ikke. Det eneste Som han kunne var at fjerne følelser fra hjertet og ikke hovedet. Men det var vidst også det tætteste han kom på en healing. Og ikke engang den del af sin evne havde han styr på. Faktisk havde han ikke ret godt styr på denne her nye evne der vil tilknyttet hans øjne og mærket på brystet. Det alt sammen var for nyt til at han kunne forstå den helt det var jo ikke fordi han ikke kendte sin audiokinise for den kendte han jo ud og ind. Den havde han haft så længe. I det mindste savnede han ikke at kunne rører ved folk og at de så kunne se de samme genfærd som ham selv. Det var aldrig endt særlig godt, og det havde bare givet en masse hån efter ham. Nu om dage så han dem dårligt nok, men det kunne da lade sig gøre at han så dem.
Da hun sagde at han skulle ligge sig ned kiggede han lidt på stedet og så på hende, han var måske lidt træt så han gjorde blot som hun sagde. Han lagde sig på samme måde som ende og faldt e’et hurtigt i søvn.

Det var først midt på natten at han havde sit væreste mareridt. Han vågnede med et sæt, følelsen af at være bange sad dybt i ham, hans hjerte bankede så hurtigt at han havde en fornemmelse af at det kunne ses i brystet af ham. Hans første tanke var Nianna, men hun sov lige så trygt og roligt. Han tog sig til hovedet og rejste sig op for at gå ud. Det var koldt så ham gik over til sit tøj og mærkede på det. Det var tørt, lidt klamt at mærke på efter duggen men han tog det på, så kunne han da få varmen lidt. Han ville ikke vække Nianna, hun skulle sove efter hvad hun havde gjort for ham. I stedet lagde han sig på den kolde jord og kiggede op imod stjernerne lige ind til solopgangen dukkede frem på horisonten. Han var ikke længere sikker på hvor længe han havde været vågen. Men hans øjne var tunge, men frygten for at sove lå stadig dybt i ham. Tanken om alt hvad han havde været igennem efter at være gået fra Marad første gang var ikke til at holde til.  Han havde oplevet så meget smerte på egen krop, at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Han satte sig op fra jorden der ellers var blevet varm under ham. Han satte sig i skrædderstilling og lod den svage varme fra solen opvarme ham. Han sad et stykke væk fra hvor Nianna sov, men han ville ikke være til besvær og vække hende. I stedet dukkede hans vinger frem fra ryggen. De var ikke hvide som normale englevinger ville have været. Men en kold blå farve sad i dem i bunden, ikke for stedets mange gode følelser, men følelserne fra ham selv fyldte mere end de skulle. I toppen af vingerne var en varm orange farve. Hans vinger var specielle, men han havde aldrig taget notits af dem. De var der bare, at de så dukkede frem i ny og næ uden han selv lagde mærke til det var en helt anden side af sagen.

Et suk kom frem på hans læber som solen dukkede mere op på himlen, han var træt, men tanken om at sove skræmte ham. Hans øjne var så småt ved at være røde, og han klamrede sig til sig selv. Han var så bange, og han ville ikke kunne forklare Nianna hvorfor, hun forstod ikke hvad en voldtægt og tortur var. Hvordan skulle han nogen sinde kunne komme over den smerte og frygt der sad i ham. Marad havde kunne beskytte ham hvis det var. Men der var ikke længere de varme beskyttende hænder rundt om ham, han var alene i denne verden, om end at Nianna virkede flink og ville passe på ham. Hun havde tilbudt ham et hjem og det var han da ganske tilfreds med. Men han måtte jo også bidrage med noget til dette fantastiske sted.

Det havde ikke taget Nianna længe, efter at James havde lagt sig, førend hun sov ganske trygt og roligt ved hans side, men den urolighed der indfandt sig ud på natten, fik hende alligevel til at røre lidt på sig. Hun blinkede et par gange med øjnene og skævede efter James som han kravlede ud, hun ville ikke forstyrre ham, for hun kendte ham ikke godt nok til at vide hvad årsagen var, og nogle gange ønskede hun jo også selv fred, i stedet puttede hun sig lidt ned under skindet igen, overbevist om at hvis der var det mindste hun kunne have gjort, ville han vække hende igen.

Da solens stråler langsomt begyndte at titte frem, slog hun øjnene op og strakte sig dovent under skindet. Et saglig smil dannede sig om hendes læber, inden hun drejede sig om på maven og støttede på albuerne, hun vågnede altid med en følelse af, at det nok skulle blive en god dag, for hun havde aldrig haft grund til at tænke andet, men da hendes blik faldt på James blegede hendes forventninger en smule, som hun rynkede panden i en bekymret mine. Han så ganske enkelt forfærdelig ud, og hun mærkede et lille stik indeni, tydeligvis havde hun begået en fejl ved at lægge sig til at sove igen midt om natten, for James lignede ikke en der havde lukket et øje, hendes blik gled hen over de smukke vinger der viste sig bag ham, en tvivl om hvorvidt han var på vej videre indfandt sig hos hende, men han lignede ikke en der var i stand til nogen rejse lige nu.

Hun kravlede ud af hulen, og bandt det lange blonde hår op i en rodet knold i nakken, hun havde ikke tid til at gøre noget ved håret nu, i stedet gik hun stille rundt i den lille have, hun samlede lidt rødder fra nogle planter, lidt grønne blade og nogle enkle blomster sammen og kom dem ned i et lille stål kar hun brugte til at tilberede ting over ilden, oveni hældte hun lidt vand så hun kunne lave en te, der ville kunne berolige ham. Hun havde ofte selv drukket den på søvnløse nætter, så hun vidste den ville være effektiv. Hun satte det lille stålkar fra sig ved bålet, inden hun fik de sidste små gløder til at blusse lidt op, hun lagde nogle enkle små kviste på, da vandet ikke måtte blive for varmt, det skulle blot hygge sig i gløderne indtil bladede krøllede sammen til ingenting. Hun fandt sit lille drikkehorn frem, hun selv havde lavet og hældte det varme vand over i den, inden hun gik hen og satte sig bag ved James. 

Hun rakte ham hornet, inden hun blidt lagde sine hænder på hans skuldre, for blidt at forsøge at guide ham lidt tilbage imod sig, så han kunne læne sig op af hendes lår og bryst. Påpasselig med ikke at ramme hans vinger, slap hun hans skuldre for i stedet at lægge armene om ham, hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, for hun kendte ikke årsagen til han så så hærget ud, men hvis hun kunne få sin evne til at virke, kunne hendes egen ro måske lindre hans. Hun vidste at hendes lille paradis var sikkert, intet ondt ville kunne nå dem her, hun var bare nød til at få ham til at mærke det samme, trygheden. 

Det var ikke længere sjovt at være ham. Han kunne græde, men alligevel var det som om tårerne ikke ville komme ud. De sad blot i kanten og øjet og bare sad. Hans blik vandrede frem og tilbage og han kunne tydeligt høre Nianna stå op og kravle ud. De små lyde fra grene der blev hevet blade af,  kunne han også høre. Alt var forstærket hos ham, og det gjorde ingen forskel om Nianna så gjorde det stille. Han var på vagt hele tiden, og det ændrede sig ikke nu. Han ville aldrig stoppe med at være på vagt, ikke engang når han vidste hvad folk kunne finde på i denne verden. Alt skulle kigges på, og alt skulle undersøges til punkt og prikke. Nianna virkede jo ikke slem, bare lidt som om hun ville hjælpe, men han kunne jo ikke engang selv svare på hvad han ville gøre for at blive rolig. Men så igen hun havde været så sød ved ham, så kunne han accepterr den hjælp hun egentlig gav ham. Han vidste det ikke.

Nianna kom og gav ham noget at drikke, men lige så snart hun lagde armene omkring ham flød tårerne ned over hans kinder. Han var flov over ikke engang at kunne sove længere. Så mange gange havde han vågnet af den samme drøm, og aldrig havde det været anderledes. Han søgte tryghed og nærvær men det var ikke til at få. Alligevel havde Nianna valgt at være øm omkring ham, og det fik blot tårerne til at trille endnu mere. Han var fortabt i en stor verden, og han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det. Nogen kunne faktisk være søde og venlige over for ham. Præcis som alle andre var inden han mødte Marad. Der havde han bare aldrig taget imod den hjælp der blev givet særlig længe.  Han tog den ene hånd op til sine øjne og gned sig i dem men tårerne stoppede ikke. Han var helt færdig. Han savnede den ømhed der var ved en anden person, og han ville have mere af det. Han havde smagt den sødme der var i at være sammen med en anden, og det var det han savnede. Han savnede at mærke ømhed, kærlighed og varmen fra en anden person man elskede så højt.
 ”Undskyld” kom det mere hulkende fra ham end noget andet. Han kiggede ikke på hende, men fingrene var perfekt boret ind i hans lukkede øjne for at se om det ville stoppe den strøm af tåre der var kommet.

Nianna sagde ikke noget, hun sad blot ganske rolig med armene omkring ham, forsigtigt støttede hun hagen på hans skulder og hvilende hovedet ind imod hans. Hendes vejrtrækning var dyb, hun søgte efter den måde hvorpå hun kunne dele sin følelse med ham, så han ville vide det var okay, hun blev siddende så længe han ville have brug for det. Et lille smil trak sig over hendes læber da han sagde undskyld, i hendes verden havde han intet at undskylde for, alle kunne blive ulykkelige, det eneste hun kunne gøre var at give ham et blidt klem.

“Drik lidt, det hjælper..” hviskede hun blidt, hendes tommeltotten strøg blidt over hans brystkasse, for at berolige ham. Hun lukkede øjne en smule, idet forbindelsen imellem dem blev skabt, i hendes hjerte og sind var der kun ømhed og forståelse, ingen bebrejdelse blot ro og plads. Hun vidste i sine dybeste afkroge af sit sind, at det nok skulle gå hvis blot man gav tid og plads til det.

Nianna vidste ikke præcist hvad der var sket James, men hun kunne kun forestille sig at det var slemt, siden han var så påvirket, og derfor ønskede hun ham kun alt det bedste, ingen fortjente at gå igennem livet i ren elendighed, alle fortjente et lyspunkt der kunne lysne deres dag.

Hvorfor var det at han var blevet så ked af det? Han var så glad for at have mødt Nianna, hun virkede så rolig og kærlig, og alligevel ville hun bare ham det bedste, men det var ikke sådan det skulle være for nu. Hun var venlig og havde vist ham dette smukke sted, men hvorfor følte han det som om at det var ham der var gået forkert? Han var ikke klar til at tage afsked med Marad, og alligevel var det sådan det var blevet. Han ville ikke ødelægge dette øjeblik ved at sidde og græde og alligevel var det lige præcis det han gjorde. Han havde ikke fået sovet ordentligt i lang tid, faktisk siden hans genopstandelse. Men det var en helt anden ting. At han nærmest var blevet kastet ud til højre fordi noget var for farligt var slet ikke det han ønskede inderst inde. Han ville bare gerne føle sig tryk et sted. Være sammen med den han elskede og nyde at han havde et hjem. Det kunne han ikke have længere. Det hele var ødelagt, og alligevel var det ikke det der fyldte i hans mørke drømme.

Mødet med de mange mænd der havde voldtaget ham og udøvet tortur på ham tvang ham i knæ hver nat. Han vidste ikke hvad han skulle stille op og alligevel gjorde varmen fra Nianna og hendes rolige hænder det lidt bedre. At hun ville have ham til at drikke dette indhold var han usikker på hvad det var. Men han viste det ikke. Han ville ikke virke uforstående og nægte at drikke det. Så han tog det og lod væsken glide ned i halsen lidt efter lidt. Han holdte en pause da han mærkede forbindelsen imellem dem igen. Den ømhed og forståelse hun viste gjorde ikke tingene meget bedre. Tårerne trillede ned af hans kinder og han mærkede en strøm af smerte plage ham inde i sig selv. Hvis bare Nianna vidste hvad det var der var sket ham, så kunne hun måske forstå. Men hun havde lignet et stort spørgsmålstegn da han først havde sagt hvad der var sket ham. Han ville aldrig tilbage til de mennesker, og alligevel ville han gerne mærke at han levede bare en enkelt gang. Glemme alt om hvor hård denne verden den var. Glemme alt om den familie han ikke længere havde, og glemme alt om de mennesker der havde forvoldt ham skade.

Han lod en hånd køre forbi hver kind for at fjerne de væreste tåre, men hver gang han fjernede det våde forekom der bare at komme nogle nye. Hans ansigt gled ned til væsken i hans hånd og så hvordan det dryppede ned i væsken med hans egne tåre. Hans øjne blev mere og mere røde, han lignede en der slet ikke havde sovet, og dette her gjorde det ikke meget bedre. Han vidste ikke engang hvad han skulle sige til Nianna. Hvordan skulle han gøre hele skaden god igen, om end at han faktisk ikke havde gjort noget galt. Men det var følelsen inde i ham der sagde at han havde gjort alt galt lige nu. Intet havde forandret sig i ham. Han havde altid været et problem for andre, så hvorfor skulle han ikke være et problem for hende også?

Nianna sad ganske stille, mens hun blot omfavneden James. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, eller hvordan hun skulle forsøge at trøste ham. Det hele var ukendt, men hun vidste dybt nede i sig selv, at nogle gange var ord ikke nødvendige, nogle gange var handlingen i sig selv nok. Måske hun skulle prøve at underholde ham? Hun havde godt nok set nogle damer nede i byen danse når de havde holdt fest udenfor, og selvom hun havde øvet sig, var det ikke lige frem et ømt syn, men måske det kunne bringe glæde frem? Eller i det mindste lidt morskab, men heller ikke det føltes rigtigt. 

Som hun sad der bag ham, og bare strøg hænderne over ham, løftede hun den ene hånd let og blidt drejede hans ansigt lidt imod hendes, et lille kys blev placeret på hans kind inden hun tørrede hans øjne, den ro og ømhed der lå i hendes blik, håbede hun kunne smitte af på James, inden hun lagde panden ind imod hans kind. Nianna havde aldrig før fundet sig i denne situation, hvor hun omfavnede nogen, men inderst inde kunne hun mærke hvor rart det føltes, at have en ven at kunne opleve den slags med for første gang, for det var vel egentligt det han var, eller hvert fald på vej til at blive? En god ven, i hvert fald ingen byrde det vidste hun med sikkerhed. 

Nianna, der ikke havde et eneste minde om sin familie eller fortid inden skoven, havde på forunderligvis arvet sin mors kærlighed, ømhed og varme. Den beskyttertrang kun familie kan føle for hinanden rumsterede inde i hende, når hun så James i denne fatning, ønsket om at fjerne hans smerte voksede kun med hver tårer der gled ned over hans kinder.

"Er du sulten?" spurgte hun dæmpet, han lignede mest af alt en der var træt, men måske hvis hun kunne lokke lidt mad i ham, at han kunne finde mere ro i sig selv. Hun var ikke glad for tanken om at skulle gå fra ham, i frygten for hvad der kunne ske ham, og måske det bare ville være lettere at blive siddende bag ham, og blot blive i omfavnelsen.

Han var så forvirret at han ikke engang vidste hvad der egentlig skete med hans krop lige her og nu. Han vidste at smerten i ham ikke ville fortage sig med det samme, men hvorfor kunne han ikke heale sig selv som han kunne heale andre? Det ville have været meget nemmere hvis han kunne heale sine egne følelser væk, men endnu engang måtte det bare være ham der skulle sidde som nullet. Endnu engang var det ham der skulle mærke alt hvad der var at mærke, og ikke engang kunne gøre noget ved det. Han var langt fra sikker at han skulle gøre noget ved dette her. Kunne det måske hjælpe at mærke han levede? For hvad ville han overhovedet kunne gøre for at mærke at han levede? Det var jo ikke som at kaste sig ud i vand og blot lade havet omsluge en og mærke hvordan bølgerne havde fat i en. Nej der var intet sjovt i hans liv længere, og det havde der ikke været længe. Den dag han rent faktisk ville kunne nyde at være i live ville være et godt skridt på vejen til et bedre liv.

Hendes varme læber der ramte hans kind fik det til at sende en særlig varme igennem ham. Hun var så øm i alt hvad hun gjorde, og han sad bare her og græd i stride strømme som om det ikke havde nogen ende. Hvis han bare kunne tænke på noget der var godt, men det eneste der kørte igennem hans hoved var Marad og hvordan de var skildtes. Det havde da været en god måde ja, men det var smerten i det hele der ikke kunne give slip. Han var nok bare dum og uvidende på hele livet, og han var måske en smule naiv. Men hvad kunne man forvente når man aldrig havde levet et liv blandt mennesker? Var Nianna lige som om på det punkt? Eller havde hun lært noget helt andet her i livet?
Han anede ikke hvad han skulle stille op med sig selv eller hvad han skulle gøre. Så i stedet mærkede han bare varmen fra hende. Selvom hans vinger var fremme havde Nianna ikke engang klemt dem, og hun gjorde dem ikke engang ondt. I stedet var hun forsigtig og det gjorde ham faktisk ikke noget.

Hende spørgsmål satte ham lidt ud af kurs. Tanken om fisken fra dagen før gjorde ham ikke engang sulten, og han havde ikke engang spist særlig meget af den. Men var han egentlig sulten nu? For der var da masser af mad han kunne tage af. Han kunne bare gå over til den nærmeste busk og tage et par bær. Han kunne gå ned og fange fisk i vandet. Der var jo alt hvad han kunne gøre for at blive mæt. Men det var ikke en mave der knurrede, det var en knude i maven der gjorde at han ikke kunne spise. "N...Nej" kom det snøftende fra ham og lænede hovedet lidt tilbage så det ramte hendes skulder. Endnu engang kiggede han op i himlen og mærkede hvordan solens stråler prøvede at varme ham op. Det var ikke fordi han frøs men det var da rart at mærke varmen snige sig ind i kroppen på ham.

Han prøvede så vidt muligt at stoppe med at græde og det virkede da også for et øjeblik. Han havde aldrig grædt for noget af det der var sket ham, dette var rent faktisk første gang han havde grædt i meget lang tid. Alt han havde oplevet kom frem nu, og han forstod ikke engang hvorfor. "Spis du bare. Jeg skal bare lige..." han vidste ikke engang hvad det var han skulle til at sige. Han kunne jo ikke engang sige en hel sætning. Hvad var der galt med ham?!

Hun brummede ganske dæmpet, da han lod til ikke at være sulten, men hun ikke nu alligevel ikke lade være med at være en smule bekymret for ham. Nianna vidste af gode grunde ikke om dette var en normal opførsel, selvom hun ikke kunne forestille sig at det var tilfældet, der måtte være sket ham så mange grimme ting i hans liv, eller måske han blot havde holdt det hele inde alt for længe? Hun rykkede en smule på sig, yderst forsigtigt med hverken at ramme eller klemme hans vinger, for at få fødderne lagt lidt bedre under hendes bagdel, inden hun blidt knugede ham ind til sig. Nianna håbede sådan at hendes nærvær og varme måske ville kunne lindre lidt af hans sorger, selvom hun vidste det ville være naivt at tro et enkelt kram kunne ændre særlig meget ret længe. 

Da han lagde hovedet tilbage imod hendes skuldre, hvilede hun sin kind imod hans, solens stråler var varme da vindens bidende kulde aldrig nåede ordentligt ind i hendes lille paradis, de mange store træer og buske, holdt det meste af den ubarmhjertige kulde ud. "Vi har alt den tid du har brug for..." hviskede hun opmuntrende imod hans kind, inden hun skævede op imod den klare blå himmel over dem, det så ud til at blive en ganske klar og smuk dag, uden regn eller endnu værre sne. Måske foråret meldte sin tidlige ankomst? Hun smilte muntert ved tanken, da foråret var hendes ynglings tid på året, der hvor alting igen sprang ud og livet i skoven blomstrede op. Sulten havde heller ikke meldt sin ankomst ved hende endnu, så hun blev roligt siddende hos ham. Måske det kunne hjælpe ham at tale om tingene, selvom hun ikke ville kunne give ham mange svar, kunne det måske lede dem hen til svaret på hvorfor han var så plaget som han var, men hun ønskede ikke at snage i hans liv, eller blot presse ham til at tale om tingene. 

Hvordan kunne noget der havde været så godt afslutte på denne måde bare fordi man døde? Han vidste det ikke, og han ville ikke engang kende svaret på det. Det var ikke længere sjovt at være ham, kunne han ikke bare blive slået ned og så miste hukommelsen? Ville det ikke være langt bedre frem for at have det sådan her? Kunne det overhovedet lade sig gøre? Hvis han bare havde glemt alt om hvad der var sket ham, så havde det hele været langt bedre end dette her. Men det var ikke sådan det skulle være. Han havde noget at skulle bidrage til verden, og han vidste ikke hvad det skulle være, og egentlig var han også lige glad. Men hvis han nu døde på ny, så var der ingen der ville savne ham alligevel. Det ville være langt nemmere hvis han nu bare havde oplevet verden på en helt anden måde end det han gjorde nu.

Det var lige meget med at Nianna sad og holdte om ham. Det var lige meget med at hun var så venlig over for ham, for han var ikke engang sikker på at han fortjente det hun rent faktisk gjorde ved ham. Ikke engang den bro der var lagt imellem dem gjorde ham sikker på hvad han skulle gøre. Han ville så gerne være glad og lykkelig præcis som han havde været i Marads selskab, men det var ikke sådan det var lige nu. Han måtte leve med smerten og mærke alle følelser omkring ham. Både de gode og de dårlige. Der var intet han kunne gøre som fik tankerne hen på noget andet. Han skulle bare være her lige nu. Hvorfor skulle hun være så sød ved ham, havde han overhovedet på noget tidspunkt fortjent at nogle skulle være søde over for ham? Han havde bare levet sit eget rolige liv i stilhed. De eneste han nogen sinde havde snakket rigtig med havde været døde for længe siden. Spøgelser kunne ikke andet end at irritere ham, men det var de eneste han rigtigt havde snakket med. Så hvorfor skulle der komme en sød pige ind fra siden og nærmest tilbyde ham et sted han altid kunne vende tilbage til? Hvad havde han gjort for at fortjene den godhed hun udviste?

Tårerne stoppede endelig og hans blik lå fast op på himlen og de få skyer der viste sig i ny og næ. Han var i tvivl om hvad han skulle gøre af sig selv, og han var i tvivl om hvad der blev forventet af ham her i livet. Dog forblev Nianna så rolig hvilket alligevel gjorde ham lidt rolig. Måske vidste hun bare ikke hvad det var han gik igennem. Det var vel begrænset for hvad man kunne opleve når man boede helt her ude langt væk fra alt ting.

Et lille smil tegnede sig om hendes læber, da hun bemærkede tårerne var stoppet med at trille ned over James' kinder. Ganske blidt strøg hun de sidste væk fra hans kinder, inden hun lod begge hænder hvile på hans brystkasse. Hun var sikker på, at en dag ville det hele give mening igen, der var en grund til at han havde fået en ny chance i livet som engel, spørgsmålet var blot hvorfor. Der måtte være en mening med alting i livet, ellers kunne hun ikke se hvorfor hun skulle have vokset op alene og mødt ham nu, selvom hun godt kunne have ønsket sig nogle af svarene på forhånd, som for eksempel hvorfor det skulle være så svært at hjælpe ham? Hvad skulle hun kunne sige eller gøre, der ville gøre det lidt lettere? I stilhed betragtede hun James en smule, inden hun lukkede øjne og puttede sig en smule ind imod hans ryg. Hendes hage hvilede ganske blidt imod hans skulder, hun lyttede til stilheden omkring dem, kun afbrudt af skovens naturlige lyde, smådyrene der puslede i skovbunden udenfor hendes lysning, fuglene der pippede i træerne og den blide brise der fik træerne bare kroner til at svaje let over dem. 

Nianna ville ønske at hun kunne fjerne lidt af hans smerte, men det eneste hun kunne var at dele sine egne følelser og tanker, James' måtte finde en måde selv at kunne ligge fortidens dæmoner bag sig, og lige som hende finde en vej videre fremad. "Tror det bliver en smuk dag..." kom det pludselig dæmpet fra hende, alle tegnene var der allerede, solen på den næste skyfri himmel og alle dyrene som var vågnet op ude i skoven. Hun åbnede øjne ganske let, og drejede blikket en smule imod ham. 

Det var som om alt den smerte der var inde i ham kunne han stadig mærke på kroppen. Alt det vold der var ramt ham som aldrig havde haft en ende. Han var blevet gennemkneppet hele livet, uden så meget som at sige tak. For hvad var der at takke for. Der var intet i hans liv der var hver at takke for. Han var en ødelagt mand, på fysisk og psykisk. Måske var det bare sådan han skulle være resten af sit liv, bare lige indtil han var oven på igen, hvis han da nogen sinde kom oven på igen. For hvem vidste at han nogen sinde kom tilbage til sit gamle liv tilbage. Et liv hvor kærlighed ikke fandtes, venner ikke fandtes, hvor det bare var ham og de ting han så. Det var det eneste liv han havde kendt til, og det var det eneste han kunne forholde sig til. Det var sådan det havde været i mange år, og en enkelt person havde ændret det hele, og nu skulle han komme over den person. Det var noget af det sværeste han nogen sinde havde prøvet på at gøre.

Han tog sig ikke noget af at hun fjernede hans sidste tåre. Han sad bare og kiggede op imod himlen og de få skyer der fløj forbi. Han lukkede til sidst øjnene og lyttede til hvordan vinden havde lidt fat i træerne, de små dyr der kravlede lidt i buskadset. Hvad var det, mus eller rotter? Det var nok mus for det var for småt til at være en rotte. Måske det var et pindsvin eller et andet lille dyr. Han var ikke sikker på hvad det var men det kunne vel også være lige meget. Det var fredfyldt og det var vel det der var hele meningen i hvert fald for nu.

Han forholdte sine øjne lukkede og åbnede dem da Nianna snakkede. Han stirrede op på den blå himmel og nikkede lidt. "Det kunne godt se sådan ud" kommenterede han og fjernede sit hovede fra hendes skulder. "Er der noget jeg kan hjælpe med? Bare så jeg tænker på noget andet?" kom det fra ham og vendte sig halvt om så han sad med siden til hende men havde det fulde blik på hende. Det var bedre hvis han lavede noget frem for at lade tankerne glide hen de mørke steder hvor de ikke skulle glide hen.