Iulia var stadig ikke sikker på at hun forstod hvorfor. Hvorfor han fandt hende mere interessant end alle de andre kvinder, hun var sikker på han nemt kunne få hvis han ville. Det havde ikke været svært at se at han var eftertragtet i Norden. Det var ikke svært for ham at tale med folk. Hvorfor fandt han hende interessant? Hun havde ingen sociale egenskaber, sådan rigtigt, og havde langt mere bagage end hun egentlig havde lyst til at indrømme generede hende. Hun var ikke sikker på at hun nogensinde kom til at leve et normalt liv.

Lidt nervøst lod hun ham trække hende hen til sig og mærkede en smule af sin anspændthed forsvinde igen. Ikke det hele, men en god portion af det. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer til at forstå hvorfor du tænker sådan” svarede hun ærligt, men også med et snert af et smil i sin stemme. Det var rart at høre, også selvom det virkede som et helt andet sprog han talte. Så lidt forstod hans grundlag for hvorfor. Men det fik en sten til at lette fra hjertet alligevel. Det havde ikke bare været en impuls det der var sket, og han nægtede hende heller ikke. Det var virkelig underligt.

Lorcán var hurtig til at lægge de store svulmende overarmene omkring Iulia, som hun lod sig trække ind til ham. Tæt nok til at hun kunne føle sig tryg i hans arme, men også blidt nok til at hun kunne trække sig væk hvis det blev for meget for hende. Han ville blot have at hun følte sig tryg sammen med ham. Der var intet andet han ønskede mere.

Han brummede lidt muntert. "Jeg håber du gør en dag, alligevel," sagde han og bøjede sit hoved ned for at give hende et blidt kys på toppen af hovedet, ned i håret. "Du skal aldrig miste troen på hvor utrolig en kvinde du er, mens hvis du gør, så har jeg ikke noget imod at minde dig om det." Og hvis Iulia havde behov for længere tid for at blive mere intim med Lorcán, så var det også sådan det var. Lorcán skulle jo nok klare sig.

Det krævede nok tilvænning at gøre det i længere tid, men lige var det ikke for meget på hende. Måske fordi Iulia egentlig havde brug for bekræftelsen i det fysiske aspekt også. Ikke at hun havde behov for at han rørte ved hende, som hun havde fået at vide mænd oftest gjorde. Så langt var hendes tanker overhovedet ikke endnu.
Hun begyndte at smile uden at tænke over det, og lukke øjnene halvt i som hun mærkede det blide kys på toppen af hovedet. Det var underligt, men det var alligevel rart.

Der kom med et grin, hun ikke nåede at stoppe, som blandede sig lidt med et snøft. Det gjorde at hun kiggede op på ham med morskab i blikket og et stort smil på læberne for en kort stund, der stod i kontrast til tårerne i øjnene. ”Så må jeg jo tro dig før eller siden” kom der med en ganske lille drilsk undertone. Det var ikke noget hun gjorde meget i, men det kom engang imellem lige over hende, når hun begyndte at nærme sig den mere frie del af hende hun havde undertrykt i så ubeskrivelig mange år. Iulia blev aldrig løssluppen! Men der kunne godt komme lidt, bare engang imellem.

Lorcáns hjerte føltes lidt som om at det blev et par størrelser større, som han så på Iulia der var igang med en mellemting mellem at græde og grine. Det var tydeligvis alt sammen lidt overvældende for hende, men han forstod det også godt. Hun havde nok næppe fået nogen anden form for kærlighed end den fra Gwen. De to søstre havde dog også altid virket meget tætte med hinanden.

Denne her side af Iulia var også noget Lorcán nød meget af at se, især fordi den så sjældent kom op, endnu mere fordi de stadig ikke havde fundet Gwen. "Det håber jeg virkelig at du gør," indrømmede han. "Ellers har jeg tydeligvis ikke prøvet nok." En dag ville Iulia kunne leve helt frit igen, og Lorcán glædede sig til at se hvilken virkning det måtte have på hende.

I baggrunden kunne der høres et stort grynt og en stor krop der vendte sig, som Tímea havde vendt sig om midt i sin søvn. Hun så i den grad afslappet ud, og Lorcán blev kort distraheret af det og så over på det store hvide dyr, før han kom med et lille grin og vendte sig mod Iulia igen.

Iulia havde helt naturligt stadig sine tvivl. Ville hun nogensinde blive hel igen? Ville hun nogensinde blive som det barn hun engang havde været. Formentligt ikke, men hun nærede et svagt håb i maven om at en eller anden dag, ville hun komme så tæt på hun kunne. Lorcán var en af de vigtigste årsager til at hun kunne have det snert af håb.

Som stilheden lidt faldt over dem igen og Iulia fik lov til at sidde med de svulmende overarme omkring sig, faldte hun ret meget til ro. Hun drejede hovedet og kiggede mod Tímea der var vendte sig i søvne og ellers blot blev liggende i en utrolig afslappende stilling. Hun kunne ikke helt lade være med at smile. Det var ikke fordi hende og dyret var blevet specielt gode venner, men Iulia havde da en forventning om at Tímea tolererede Iulias eksistens.

”Vi skulle spise” kom der en smule fraværende fra hende, som hun lænede hovedet ind mod Lorcáns arm. Det halve æble hun havde fået spist havde lagt en bund der gjorde at hun ikke følte sig videre sulten, men hendes instinkt sagde hende, at hun bestemt burde spise noget mere.

Lorcán nød bare følelsen af at have Iulia i sin arme, noget i ham sagde så også at han nok ikke ville blive ved med at få lov til det, så han hellere ville udnytte nu når han havde chancen.
Dog kiggede han også ned på Iulia, som hun begyndte at snakke, om at de skulle have noget at spise. De havde trods alt kun nået at spise noget æble, som ikke var det mest idealle. Lorcán var også en stor mand, så han var også klar over at han forbrændte mere en Iulia, og at han ville helst ikke have at sulten skulle begynde at æde af hans muskler. Godt de snart var ved den næste by.

"Det er nok en meget god idé," indrømmede han og strøg hende en enkelt gang over håret. Hun var virkelig smuk som hun sad her, og han havde næsten ikke lyst til at give slip på hende. "Vi har behov for vores kræfter igen imorgen," sagde han. Ikke for at fortælle Iulia det, men for at bekræfte overfor sig selv, hvorfor det præcist var at de blev nødt til at komme videre end bare at sidde og nusse med hinanden.

Det var skam heller ikke fordi Iulia lige nu havde lyst til at flytte sig. Det virkede bare ikke lige som tidspunktet at gøre det, men fornuften var trods alt kommet frem. Mad var og blev en vigtig ressource. Det vidste hun og det vidste Lorcán. Ingen af dem var sommerbørn fra syden der ikke havde oplevet en hård vinter eller sparsomme forråd. Man behøvede mad for at holde sig i gang og for at havde kræfter i kroppen. Uden det kunne man ikke klare sig.

Iulia rettede sig op igen, så Lorcán kunne gøre det samme og fokusere på at få rakt ud efter maden og fordelt det. Han fik altid lidt mere at spise end hende, men det var udelukkende fordi han havde mere brug for det, og hun havde insisteret på at fordele det sådan. Hun fik hvad hun skulle bruge, og også lidt mere end hun havde været vant til i minerne. Hendes muskler var holdt nogenlunde ved lige, trods hun ikke var oppe at slås mere, men man kunne se at hun ikke længere bare var skind og ben.
Iulia tænkte ikke over det, men faldte tilbage i det mere vante og praktiske sind hvor hun fokuserede på at spise og mest af alt bare kiggede frem for sig. Tænkende på Gwen. Hvor hun måtte være. Om Rouku og Kasey havde fundet nogle spor. Om de måske fandt nogen i morgen. Alt imens hun så relativt neutral ud i sine træk med det altid hængende strejf af bekymring der tydeligst skinnede igennem i hendes grønne øjne.

Lorcán gav slip på Iulia, som de godt kunne blive enige om at mad var mere vigtigt nu, men han længtes allerede efter at holde hende igen. Han måtte være tålmodig, som med enhver anden ting i livet. Nogle gange var det hårdere end andre, men han vidste at det var det værd at vente på Iulia.

Han tog imod maden, og begyndte langsomt at tygge på det. Der var ikke meget, og jo langsommere han spiste det, jo mere virkede det til at fylde. Der var i hvert fald større sandsynlighed for at han følte sig mæt, og der ville være et stykke til det næste måltid. En dag håbede han virkelig på at han ikke skulle rationere mad på denneh er måde, men han vidste at det ikke var sandsynligt. Han hørte til i Norden og der ville der altid være mangel på mad.
Mens han spiste, kunne han dog ikke lade vær med at kigge på Iulia som var dybt begravet i sine tanker, og ikke for første, eller sidste, gang bad Lorcán stille til guderne om at Gwen havde det godt at de ville finde hende. Det var alt han ønskede disse dage.