"Hvad Zalan skulle jeg finde på? Hvis jeg skærer dine ben af, kan du ligesom ikke føre mig til Elverly, vel?" vrissede Sidka og slog ud med armene. "Uuurggh!"
Det sidste udbrud var ren frustration, der kravlede op gennem hendes strube og hun slog til en busk, der var uheldig nok til at stå ved siden af hende. Hun så Renaél sprede sin kappe ud. Sådan en havde hun ikke selv, og det ville næppe blive en varm nat. Hendes fingerspidser føltes som istapper og selv gåturen havde ikke helt kunnet få hende varm. Det skulle ikke undre hende, om hendes læber var blevet blålige ovenpå blodtabet. 

"Jeg går efter noget brænde, så vi kan få et bål startet," konstaterede hun og forlod ham på det lille mosstykke. 
Ude i skoven begyndte hun at samle kviste og større, tørre grene. Hun havde ingen sav med, så det blev nødt til at være træ, der allerede nogenlunde havde den rigtige størrelse. Der blev brugt mere tid på at samle brænde, end hun normalt ville gøre, men hun havde brug for en pause fra skovelveren og hans uduelighed... Var i hvert fald, hvad hun fortalte sig selv. Hun stødte på en busk med et par bær på og spiste dem, skovens eget vildt endnu ikke havde fortærret - men det gjorde hende kun mere sulten. 

Da hun nåede tilbage til Renaél, begyndte hun på bålet uden et ord. Heldigvis havde hun et fyrtøj i lommen - alt anden oppakning havde de smidt fra sig, inden de startede jagten, og hun savnede sit sovetæppe. Og Sibal... 
Flammerne fik fat i træet og varmen var kærkommen, selvom der ikke havde været nok træ til at lave store flammer. Det ville nok også kun holde en time, før det blev til gløder - men sov hun tæt nok på, ville det kunne varme hende en smule. 
Sidka holdt sine kolde fingre frem mod flammerne og fortrød, at hun tidligere havde dyppet hele hovedet i den lille bæk. Det lange hår var stadig vådt, og en kuldegysning gik igennem hende, mens sulten trak hendes mavemuskler sammen. Fast besluttet på ikke at vise mere svaghed end hun allerede havde gjort, bed hun sig i læben og prøvede at undertrykke behovene. Kunne hun få lidt varme, kunne hun falde i søvn og glemme det hele indtil de var klar til at gå videre i morgen tidlig.

Renaél følte sig kold, træt og udmattet. Efterdønningerne af hans pludselige, magiske anstrengelse tidligere på dagen var ved at vise sig, og hans hoved gjorde en smule ondt. Han ville egentlig gerne fortælle healermesteren, hvor godt han havde klaret sig, men på den anden side, var han ikke helt sikker på, at dette lille ”eventyr” i skoven var noget, nogen skulle vide noget om.

Det kom i hvert fald an på, hvordan det hele endte, tænkte han og gyste lidt.

”Hey, du kan altså ikke bare gå!” Protesterede han lidt halvhjertet, for det var jo ham, der skulle holde øje med hende. Dog lød tanken om at få lidt varme i kroppen også utroligt tiltrækkende..
I stedet for at lægge sig på tæppet, begyndte han at studere omgivelserne. Halvt inde i et budskads fandt han nogle rødder, som han vidste var spiselige, og der var også lidt bær at gøre godt med. Ikke meget til en slunken mave, men bedre end ingenting.

Mørkelveren var foruroligende stille, da hun kom tilbage. Selv om det var en lettelse ikke at høre på hendes spottende bemærkninger, kunne han ikke lide det tydelige skift i hendes humør – og han begyndte for alvor at være bange for, at hun ville dolke ham i løbet af natten.

Meget forsigtigt kantede han sig lidt tættere på det nu blussende, varme bål og rakte hånden frem: ”Øh, jeg fandt lidt rødder, hvis du er sulten.” Tilbød han, stemmen meget lille og spag.

Bålets knitren hjalp med at berolige Sidkas sind. Varmen prikkede til hendes ansigt ligesom kulden prikkede til hendes nakke, og for et par øjeblikke glemte hun, at andet end de dansende flammer eksisterede. Lige indtil Renaéls stemme kom krybende hen til hende, frygtsom og utilpas. Hun flyttede blikket op til ham og den pludselige kulde ved at vende ansigtet væk fra bålet fik hendes øjenkroge til at brænde. Det var helt sikkert kulden, det kunne ikke være andet.

"Fint," sagde hun som om det var en form for respons, der gav mening til hans sætning, og rev rødderne ud af hans hånd.
Han lignede et forskræmt barn som han stod der, men Sidka havde ikke tænkt sig åbent at fortælle ham, at han kunne sætte sig ved bålet og varme sig. Det måtte da ved Nal'ishra være åbenlyst. Selvom flyttede hun sig fra at sidde på hug til at sidde med korslagte ben og gumle aggressivt på rødderne med blikket igen klæbret til flammerne. De smagte af jord, men hun havde prøvet værre. 
Hendes lillefinger maste sig tilfældigt ind mellem en af røddernes forgreninger, og et kort øjeblik glemte hun at spise. Hun tænkte på alle de gange, Sibal havde drillet hende med sine rødder og grene. Fået dem til at kilde hende, mens hun hældte suppe op til Arnym, så hun i stedet fik smidt det hele op i hans ansigt. Hvordan han mere end én gang havde hevet hende ud af sengen ved at sno en gren om hendes fod og lade hende hænge med hovedet nedad, indtil hun havde bedt pænt om at komme ned. 
Igen brændte hendes øjne. Hun havde brug for at distrahere sig selv fra tankerne.

"Jeg fatter ikke, vi skulle være lavet ud fra jer," sagde hun, men der var ikke det samme bid i tonen mere. "Du er så... svag."
Udmattelsen kom til syne i stemmens forrædderi. Hun havde lyst til at kaste væmmelige ord efter ham og tilsvine hans race. For at have efterladt dem til deres egen skæbne, for at vende hele landets had mod dem og... For at tage Sibal fra hende. Hun kunne ikke vide, hvad de havde gjort ved ham, og hun turde ikke lade sine tanker følge det spor. Alligevel virkede det så nyttesløst. Renaél var hendes eneste vej til vished, også selvom det betød at vandrer direkte ind i dragens gab. 
Hun kunne forsøge at starte en venlig samtale og nyde tiden, inden han farrede vild igen, men hvad var pointen? Renaél var ikke hendes bror.

Hendes hurtig bevægelse var lige ved at få ham til at hoppe i vejret af forskrækkelse. Nerverne sad stadig helt uden på tøjet, og han var alvorligt bange for, at hun ville slå ham ihjel. Så igen .. det var jo ikke fordi hun ikke havde kunnet gøre det i løbet af alle de timer, de allerede havde tilbragt sammen i skoven. Det ville sandsynligvis heller ikke være noget problem for hende at slå ham ned eller simpelthen bare løbe - for han ville næppe kunne indhente hende. Hun var muligvis såret, men hun havde allerede været i stand til at bevæge sig langt.

Hvilket i sidste ende fik ham til at indse, at hun gerne ville tilbage til Elverly.

Meget langsomt satte han sig ned ved bålet, tagende varmen ind. Hans krop blev ikke mindre anspændt, men det var rart ikke længere at mærke kulden. Han begyndte at tygge lidt på de rødder, han havde fundet til sig selv. Det smagte ikke særlig godt. 

"Hvad lavede du i det hele taget i vores skove til at starte med?" Tog han endelig mod til sig til at spørge. Hans stemme lød skinger og anklagende i det stigende mørke omkring dem - måske, hvis han kunne få vished om, at hun virkelig gerne ville tilbage til Elverly og ikke ville snigmyrde ham i løbet af natten, ville han være i stand til at få lidt hvile .. måske.

Sidka bed også lidt i en rod og endte med at vrænge lige så meget ansigt som Renaél. De smagte virkelig ikke godt. Hun holdt blikket fast på bålet, mens han satte sig ned - selvfølgelig i passende afstand fra hende, men så længe han blev lidt varm, gik det nok. Hun havde på fornemmelsen, han var typen, der kunne fryse ihjel i nattens løb. Selvom han havde en kappe mere end hende og kendte de her skove. 

Hun trak på skuldrene af hans spørgsmål. 
"Bare på jagt," svarede hun. "Vi skal jo lære det."
Hun havde egentlig ikke lyst til at uddybe mere. Burde det ikke være åbenlyst, hvad de lavede her? Ligesom mørke og ondskab var deres lod i livet, var skovelvernes at være byttet for de blodtørstige, skarpe hjørnetænder i natten. Sidkas tænder. Men de havde været bedre til at slå fra sig, end tvillingerne havde regnet med, og det havde kostet dem dyrt. Det havde kostet hende ham!
Efter den sidste bid rod, som hendes hals modvilligt slugte, satte hun sig helt ned frem for at sidde på hug, og lagde armene ind foran sig. Hun frøs trods ildens knitrende varme, men om hun ville indrømme det? Aldrig i livet. 
Kulden bed sig dog ind i hendes tanker og fik forestilinger om, hvad skovelverne ville gøre ved Sibal til at danse for hendes indre blik. Uden tvivl var mørkelvernes egne torturmetoder værre end noget, en skovelver kunne tænke sig til, men det betød også at Sidkas sind blev fyldt med blodige billeder af sin elskede bror.
Hun løftede rent faktisk blikket nu, og den underliggende usikkerhed og smerte fik hende pludselig til rent faktisk at ligne den ungelver, hun nu engang var. 
"Slår I jeres fanger ihjel med det samme?" spurgte hun. "Altså hvis det er ... Sådan en som mig?"

Det tog Renaél noget tid at tygge sig gennem rødderne, og det var ikke ligefrem fordi de gjorde meget for den slunkne mave. Han ærgrede sig endnu en gang over, at han ikke havde taget nogle rationer med, men han havde jo regnet med at være hjemme inden natten faldt på..
Lidt bittert tænkte han på, hvordan den unge Renaél fra adskillige timer tidligere havde glædet sig til at besøge de varme kilder og sove længe den næste dag. Lige nu ville han være glad, hvis han bare slap levende fra hele denne her redelighed.

Han forsøgte at rulle sig en smule ind i kappen og tog plads liggende i nærheden af bålet. Rødderne under ham stak ubehageligt i ryggen, og han måtte møve sig en del frem og tilbage, før han fandt et punkt der var bare en smule behageligt.
Elverspejderne ville have fnyst af ham. De var vant til at sove på skovbunden - ja faktisk var han ret sikker på, at nogle af dem kunne sove, mens de sad oppe i et træ, hvis de ville.

Øjnene kunne han ikke rigtig få sig selv til at lukke, og da han så over mod mørkelveren gennem flammerne, slog det ham, at hun så ganske ung ud. Måske var hun i virkeligheden ikke meget ældre, end han var. Det var ikke en tanke, der var særlig behagelig.
"Jeg ved ikke så meget om det." Svarede han lidt tøvende. Han bed sig en smule i læben. Han havde hørt at elverne nordfra, dem fra Frosthjem, lavede deciderede jagter på Mørkelvere. Det var han ret sikker på, at de ikke slap levende fra. "Ikke hvis I har .. vigtige oplysninger, tror jeg."

Han havde været så optaget af tanken om at slippe af med hende og udlevere hende til de mere voksne og erfarne elvere, at han faktisk ikke havde skænket det en særlig stor tanke, hvad der ville ske med hende. Han følte ikke, at han burde have medlidenhed med hende, men der var noget meget underligt ved at udlevere en person til døden, som han havde talt med og gjort så meget for at holde i live..
Pis også. Han skuttede sig en smule og puttede sig mere i kappen. Han var slet ikke lavet til at gøre sådan noget her!

Renaéls ord hjalp ikke på Sidkas hastigt dalende humør. 
"Sibal ved ikke en skid," hørte hun sig selv mumle med lidt for megen kant i stemmen. Den rystede, og ikke kun af kulde. De havde altid været de stærke, de uhyggelige. Hun var modbydelig, voldsom og skabt til at dræbe - det havde hun altid fået at vide, og indtil nu efterlevet efter bedste evne. Lige nu føltes det bare som en fjern drøm. Realiteten var, at hun var en vildfaren ungelver, der bare gerne ville kramme sin bror. Hun havde stadig sine sværd, men hverken lyst eller intention om at stikke dem gennem Renaéls usle krop. Vejen til Elverly lå i hans hoved - i hvert fald såfremt solen skinnede - så der var ikke meget andet valg at tilbringe natten på den modsatte side af bålet fra en af de skovelvere, hun havde startet dagen ud med at håbe at fange, lege med og måske til sidst slå ihjel. 

Før tanker om, hvad meningen med det hele egentlig var, tvang hun sit blik tilbage på svagelveren. Han havde rullet sig ind i den kappe, som Sidka ville misunde hele natten, men ikke turde tvinge fra ham - hvad hvis han flygtede ud i skoven? Så ville hun aldrig finde til Elverly, og hun kunne næppe spæne efter ham i den her tilstand. Selvom chakraen lige så stille var begyndt at kilde i hendes fingerspidser igen, var der langt fra noget nær fulde depoter, før hun havde sovet. 
Med måden han rykkede på sig på, så det ud som om han lå yderst ubehageligt. Sidkas blik vandrede over mod det nærmeste træ, hvor hun rigtigt nok kunne se et par tykke rødder bryde gennem jordbunden i retning af Renaéls krop. Uden helt at tænke over, hvorfor hun gjorde det, satte hun fingrene ned på jorden under sig og lod terrænnet forme sig for sin vilje. Jorden hævede sig lidt op over rødderne og blev blødgjort, så Renaél ville synke ned i det og det ville føles mere som at sove på mos end nedtrampet, hård jord. Det samme skete omkring hende - faktisk i en lille fin omkreds om bålet - men det tog kun et par sekunder, før chakraen løb ud igen. Hun kunne havde brugt den på at begrave ham. Elverly. Han var vejen til Elverly. Måske var det derfor, hun faktisk ikke havde lyst til at begrave ham, selvom tanken var dukket op. 

Selv vendte hun ryggen til bålet, da hun lagde sig. Sværdene blev lagt ved siden af, så hun kunne nå dem hvis noget skulle ske, men ikke skulle sove ovenpå dem, når kroppen i forvejen var øm og mørbanket. 
I løbet af natten ville hun sikkert vende sig om, så fronten kunne få varmen, men indtil da måtte hun leve med at ryste en smule af kulde. Sidka havde bare ikke lyst til at vise Renaél, at skuldrene også rystede af mere end kulde, inden hun faldt i søvn. 

Spurgte man Renaél, ville han almindeligvis insistere på, at han var mand nok til at klare tingene selv. Var det måske ikke dét han havde gjort, siden hans familie smed ham på porten? At det så primært havde bestået af at lalle de sidste krystaller bort ind til han kunne tjene flere gennem en halvhjertet indsats i Healerhuset var en mindre detalje..

Men i dette øjeblik ville han virkelig have sat pris på en voksen. En eller anden der kunne overtage situationen, sende ham hjem og sove og sørge for at Mørkelverne blev .. ja, hvad der nu end skete med dem. Et lille suk undslap hans læber. Hvorfor blev han ved med at tænke på lige netop det?

En lille, halvkvalt lyd undslap ham og han sprællede et øjeblik, da jorden under ham lige pludselig bevægede sig. Der skulle et lille øjebliks panik til, før det gik op for ham, at der rent faktisk ikke var sket noget, men at han nu lå væsentligt mere behageligt. Skovelvernes gråblå øjne tittede forsigtigt i retning af Sidkanys: "Øh .. tak. Hvis det var dig." Sagde han og fortrød i samme øjeblik, at han havde ladet sig mærke med noget. På det anden side, så havde hun sikkert allerede hørt hans udbrud..

Det føltes som om det tog ham uendeligt lang tid at falde i søvn, men pludseligt var mørket afløst af den gryende dag, og han vågnede med et sæt. Bålet var så småt reduceret til gløder, og han følte sig helt kold i kroppen, som han rystende kom på benene. Blikket gled øjeblikkeligt hen mod mørkelveren for at se, om hun overhovedet stadig var der.

"Det er lyst! Vi skal videre!"

Sidka spjættede ved Renaéls udråb. Det tog hende flere drejninger af sætningen i tankerne, før ordene gav mening, og det ikke bare føltes som et levn af drømmene. Ubehagelige drømme, hun ikke havde brug for at genbesøge i vågen tilstand. Hun væltede op at sidde og nåede ikke at tage sig i det, før hun fik sendt skovelveren et overrasket blik. Han var faktisk vågnet før hende. Igen måtte hun indse, at hun nok havde mistet mere blod end godt var - hun plejede altid at vågne først!
"Ja-eh, ja, ja ved Nalish'ra vi skal videre!" fik hun fremstammet, mens hun prøvede at tørre sine kinder med kanten af sit ene ærme. De føltes ekstra kolde, og hun håbede inderligt på, at man ikke kunne se de tårer, der var undsluppet hende inden søvnen havde indfundet sig. 

Hun kom på benene og spændte sværdbæltet om sig igen som det mest naturlige i verden. For hende var det en rutine. Renaél ville sikkert tage det som en trussel, men han havde ikke bedt om at tage dem fra hende. Svagelveren kunne sikkert heller ikke bære dem, hvis det endelig skulle være.
"Nå, tror du du kan finde vej i lys, hva?" spurgte hun og prøvede at finde lidt spottende galde frem fra mavens dyb. Det havde været lettere dagen før, mens hun havde været halvhøj på sin gift. Nu var der ikke engang nok til en lille sjus, så det var ikke en mulighed. I stedet måtte hun finde sin styrke selv. Styrken til at komme til Elverly, så hun kunne se Sibal igen. 
Jord blev sparket ind over bålet, og Sidka satte hænderne i siden. Der var ikke noget morgenmad, og hun tvivlede på nogen af dem følte, de havde tid til den slags heller. Hvor langt kunne der være til Elverly i det hele taget? Det kom sgu nok an på, hvor langt Renaél havde fået faret dem vild aftenen før.

"Ved Avanya." Rettede Renaél hende skyndsomt. Han så en smule nervøs ud over, at navnet på den mørke gudinde blev nævnt her - i dybet af Lindeskoven. Næsten som om Nalish'ra ville høre påkaldelsen og komme til mørkelverens hjælp.
Han rystede lidt på hovedet af sig selv. Siden hvornår var han blevet så gudfrygtig?

Han rullede kappen sammen og gik i gang med at trampe de sidste gløder ud, mens han af og til skottede over mod hende. Var det spor af tårer, han kunne se på hendes kinder? Eller var det bare dagslyset, der spillede ham et puds?

Kunne mørkelvere overhovedet græde?

"Ja, vi er meget tæt på!" Sagde han og håbede inderligt, at han havde ret. Han syntes han kunne genkende nogle af omgivelserne, men han var ikke helt sikker. Jo før han kunne komme af med hendes hån og spotten, jo bedre!
"Du går forrest igen!" Sagde han og håbede, at hun ville makke ret, for ellers vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Hans mave rumlede svagt, men der var ikke flere rødder, og han ville hellere komme hurtigt hjem, end han ville begyndte at lede efter mad.

Han fandt en sti mellem de gamle, krogede træer der næsten lukkede al morgenlyset ude, som han mente, måtte føre dem i den rigtige retning, efter at han havde stået og betragtet solens position et øjeblik. Det var sådan man fandt vej, ikke?
Det virkede i hvert fald som om skovvæksten omkring dem blev dybere, jo længere de fulgte stien, og det var et godt tegn. Af og til kiggede Renaél op mod trækronerne. Han begyndte at få en snigende fornemmelse af, at noget eller nogen holdt øje med dem.

"Ja, ja, jeg går forrest, jeg går forrest," svarede Sidka afværgende og gik forrest som beordret. "Ved Nalish'ra hvor er du dog kommanderende. På en sød måde."
Det var ikke gået hende forbi, hvordan han havde rettet på gudebenævnelsen, og man skulle da være et skarn for ikke at gøre elverbassen utilpas én gang til. Hun blinkede til ham, inden hun vendte ryggen til og gik afsted mod Elverly. Elverly og Sibal. Hvis de ikke havde hængt ham allerede... Hængte elvere folk?

Turen var grusommeligt kedelig. Træer og pæne, grønne blade. En enkelt hare løb ude i buskadset på et tidspunkt, og Sidka havde lyst til at spæne efter den og spise den råt (for foruden at kede sig var hun faktisk ret sulten), men Renaél ville sikkert komme med et eller andet pis om ikke at spise skovens dyr. 
Han var blevet ukarakteristisk stille deromme bagved - altså han var holdt op med at minde hende om, at hun skulle gå forrest - og da hun sneg sig til et blik over skulderen, så han mere nervøs ud end hun ville forvente. 
Hun bed sig lidt i læben og overvejede, hvad hun skulle sige til ham. Hvis hun nu kunne få ham helt op i dét der panikfelt igen ligesom han havde været dagen før ved åen, og hans stemme var knækket over i en lys sopran, så ville den her tur blive noget bedre.
Et skælmsk smil brød frem på hendes læber, og hun vendte sig halvt for at levere den perfekte frygtindgydende sætning, da hun hørte en brusen i bladene, der bestemt ikke kom fra vinden. Med det samme gled hendes mundvige nedad, og hun stoppede op og trak sig sværd i en flydende bevægelse. Imens trådte hun et par skridt tilbage og holdt venstre arm ud både for at skærme Renaél og samtidig vise ham, at han skulle blive tilbage. Hvis der udbrød kamp, skulle hun satme ikke have ham rendende midt i det hele og få sig selv slået til plukfisk.
"Hvem der?" råbte hun det mest bryske, hun kunne præstere. 

Renaéls ører havde antaget en lyserød kulør, som hun sagde at hans måde at kommandere på var sød. Det var ikke lige sådan, han selv havde håbet, at han lød .. måske nærmere modig, bestemt eller .. mandig. Ikke bare "sød".

Derfor gik han også lidt og skumlede og grublede, mens de forsatte langs stien. Han vidste ikke, hvorfor det var så vigtigt at vise hende, at han altså var en rigtig mand - og i øvrigt lige så meget værd som de andre skovelvere. Hun skulle jo bare udleveres til elverspejderne, og så kunne han være helt ligeglad!

Elverspejderne. Når de mødte dem, ville han stå frem med rank ryk og forklare, hvordan han, Renaél Runeldth, havde indfanget den farlige Mørkelver, besluttede han sig for.

Men så skete der noget. Sidkanys trådte ind foran ham, som to skikkelser dukkede op fra trækronerne, og lige pludselig var han igen den lille og spage af dem. Han genkendte Elverlys farver i deres klædedragt og viste, at de var lige ved at være ved bebyggelserne.. lidt smådesperat kiggede han mod Sidka: ville hun forsøge at kæmpe imod?

"S-skyd ikke! Jeg er ved at tage hende tilbage til Elverly!" Råbte han mod trækronerne med bævende stemme.

Fem elverbasser sprang ned fra træerne og omringede dem, mens Renaél udstødte sine ynkelige forsøg på sætninger. Sidka snerrede og så rundt på dem, mens Renaéls ord sank ind og det gik op for hende, at det måtte være hans venner. Hun rettede sig lidt op og droppede den aggressive adfærd. De havde buer. Det ville være rimeligt dumt at blive pløkket nu.
"Smid dine våben!" råbte den ene elver, selvom hun kun stod et par meter væk, og Sidka fint ville kunne have hørt hende tale i normalt toneleje. "Smid dem, nu, eller jeg skyder!"
"Er du sindssyg?" spurgte Sidka med et fnys, men begyndte at sætte sværdene tilbage i skederne. 
En pil susede hen for hendes fødder og borede sig ned i jorden. Sidka spjættede til siden og var nær ramlet ind i Renaél. 
"Smid så de våben!" råbte den kvindelige spejder igen.
"Slap nu af, dame. Jeg kender spillereglerne," svarede Sidka med en afværgende håndbevægelse. At få bekræftet, at de faktisk var på rette vej og have udsigt til at se sin bror igen, gjorde hende instantant i et mildere humør. "Seriøst, er det den bedste omgang I har med jeres våben eller hvad?"
Det sidste var henvendt  til Renaél mere end de aggressive spejdere (og folk sagde mørkelverne var sure?!), mens hun spændte sit sværdbælte op og rakte hele molevitten til Renaél. 
"Jeg får vist ikke lov til at slæbe mere på dem hva'," sagde hun og blinkede til ham med et skævt smil. "Lad nu være med at slå dig selv ihjel på dem, ikke?"

Selvfølgelig var de også i træerne. Renaél havde aldrig været helt i stand til at gøre dem kunsten efter - det var som om mange af de voksne, erfarne elvere simpelt besad evnen til helt at forsvinde og gå i et med de tætte trækroner. Det var ikke for sjov, at man sagde, at Lindeskoven havde øjne og ører.

Selv om de var hans folk, følte Renaél alligevel tydeligt, hvordan hans ben var begyndt at ryste og han gjorde selv et lille, ufrivlligt hop, da pilen strøg tæt mod dem. Han havde aldrig selv prøvet at stå på den forkerte side af buerne, der truende blev peget mod en fremmed i skoven. "Kom nu, smid dem. Dén pil var en advarsel." Bad han så lavmælt, at det langt fra var sikkert, at Sidka overhovedet hørte hans stemme.

Han blinkede et par gange med øjnene, overrasket, da de i stedet blev overrakt til ham, og han stod lidt usikkert med sværdene og bæltet, de stadig var fastgjort til i hænderne, uden helt at vide, hvad han skulle gøre med det.

"Du har en del af forklare." En tung hånd fra en granvoksen elver blev lagt på hans skulder, tilsyneladende dirigerende ham i den modsatte retning end Sidka, og det gik lidt for sent op for ham, at dette her var adskillelsen. Han havde ikke kunne vente på at komme fri af hendes selskab og hendes spydige bemærkninger, men nu hvor det reelt kom til stykket, følte han sig besynderligt tom i hjertet.

"I lige måde." Fik han fremstammet med et blik over skulderen mod mørkelveren, velvidende at det ikke var hendes våben han talte om, men buerne, der stadig var peget imod hende. Det gik op for ham, at han mente det. Han håbede virkelig, at de ikke ville slå hende ihjel. Hun var skræmmende, modbydelig og mørkelver, men hun fortjente ikke at dø.

Så snart Renaél var uden for Sidkas rækkevidde, kom elverne nærmere. Sidka stod stadig med hænderne afværgende løftet, fordi den spændte bue, den aggressive kvindelige elver holdt mod hende ikke var synderligt tiltalende. Pilen dirrede på buestrengen og kvindens blik lynede af vrede. Hvad var der lige med den her gruppe spejdere  -  så slemt kunne hun da heller ikke se ud efter en enkelt nat på skovbunden.
"Ned på knæ!" beordrede en af de andre, og Sidka bed sig i læben, mens hun forsigtigt sænkede sig ned på knæ. Hjertet begyndte at hamre lidt hårdere i hendes brystkasse. Det var ikke sådan her, hun havde forestillet sig, at det skulle gå. Hun havde forestillet sig, at det var Renaél, der skulle føre hende hele vejen hen til hendes brors celle og så efterlade hende der. Det her show føltes unødvendigt og opblæst. 
"Hvor skal Renaél hen?" spurgte hun.
"Det vedkommer ikke dig," lød svaret bag hende, idet elvermanden tog fat om hendes håndled og begyndte at binde dem sammen bag hendes ryg. Sidka måtte tvinge sig selv til at holde en skarp bemærkning tilbage. Det ville næppe gøre situationen nogen gavn. Ikke med den sindssyge kvindeelver, der stadig havde en pil rettet mod hende.
"Skal vi ikke bare få det overstået her?" spurgte selvsamme kvinde med en snerren i stemmen.
"Ro på, Unira," svarede ham, der bandt Sidkas hænder sammen. "Vi bliver nødt til at afhøre hende om den anden. Hvis vi ikke finder ud af, hvor han tog hen, finder vi aldrig Isiodith igen."
En kold fornemmelse steg op fra Sidkas mave. Hvor han tog hen... De kunne da ikke mene... Men hvor mange andre mørkelvere kunne der lige være i området, hvis ikke de talte om Sibal?
"I har min bror her, ikke?" Hjertet begyndte at hamre hurtigere i brystet på hende.
Elverne udvekslede blikke. Så hev manden Sidka på benene igen. Kvinden havde sluppet sin bue, og hun aflagde afstanden mellem dem og satte pilespidsen under Sidkas hage, så hun blev nødt til at løfte hovedet for ikke at få punkteret sin mund nedefra.
"Din bror," spyttede kvinden. "Har bortført en af vores helbredere. Så du kommer til at fortælle os alt, du ved, så vi kan indfange ham. Og så skal jeg nok personligt sende den her pil gennem din hals."
Hun fjernede pilen, som dog efterlod en lille flænge under Sidkas hage. Elvermanden begyndte at skubbe hende i den modsatte retning af, hvor de førte Renaél hen. Panikken kravlede langsomt ud i fingerspidserne, og Sidka strittede imod mandens greb, mens hun forsøgte at vride sig, så hun kunne se tilbage mod skovelveren, hun havde tilbragt den sidste halvanden dag sammen med. Han var svag og så dårlig i mørke, men han havde da i det mindste behandlet hende bedre end dét her. Måske mest fordi det havde været hende, der kom med alle dødstruslerne, men stadigvæk. Nu var der udsigt til at blive udspurgt og henrettet, inden hun nåede at se Sibal igen. Sibal, der på en eller anden måde havde formået at flygte fra Elverly, selvom hun havde set ham falde i deres hænder. Hun var selv gået direkte tilbage i hydraens hule, og havde endda givet sine våben frivilligt fra sig. Til ingen verdens nytte.
"Renaél! Det her var ikke aftalen! Jeg skulle se min bror-ugh," råbte hun, men en af de andre elvere slog ublidt til hende for at få hende til at følge med. De endte med at måtte gribe hårdt fat i begge hendes overarme og slæbe hende med sig med en klinge rettet mod hendes hals, så hun ikke fik for gode ideer. "Ren! Ren!"