Man kunne næsten se på Mushu at han ikke helt kunne holde til komplimenterne. Han bed lidt forlegent sammen, til trods for smilet der stadig spredte sig over hele hans ansigt, og så var hans hale begyndte at glide lidt frem og tilbage, som en hunds, og hans krop fulgte samme rytme. Han kunne slet ikke stå stille, men han gjorde sit bedste. ”Tak,” fik han også kæmpet ud af sin mund, lidt lysere end han normalvis snakkede.

Mushu gav slip på skeen, og trådte et skridt til siden så Arden kunne være der for ham. Selvom han var meget slank for en dragefødt, så fyldte han stadig ufattelig meget.
Hans øjne kiggede fascineret på maden, og så da Arden begyndte at tage maden op mod ham. Først så han lidt uforstående ud, før han lænede sig ned, stadig lidt uro i kroppen, og omsluttede sin mund om maden. Hans øjne blev lidt store, og det var kun fordi han forsøgte at omgås Arden med en hvis forsigtighed, at han ikke hev skeen direkte ud af hendes hånd.
Han slikkede hurtigt skeen ren mens den var i hans mund, inden han gav slip på den, og kiggede med strålende øjne på Arden. ”God, god, god,” sagde han begejstret. Det var et ord han lige havde brugt, og det var nemmere på stående fod at huske end at det smagte godt, eller var lækkert.
Halen bag ham virkede også til at slog lidt hurtigere bag ham, hvilket da godt kunne være en fare, da køkkenet stadig ikke var stedet med mest plads.

Det der én ting Arden kunne være stolt over sig selv med, så var det hendes evner med madlavning. Det var blot en skam, at det ikke var helt så nemt for en som hende at finde sig selv stolt. Ikke på det punkt hvor hun kunne fryde sig og sole sig i komplimenterne fra andre. Glæden der opstod i hende, over den solstrålende og positive reaktion fra den kære dragefødte var mest af alt bygget op på en form for lettelse. En lettelse over, at hun havde gjort det godt nok. At hvis Mushu kunne lide det, så var der en langt større chance for at hendes herre også ville være tilfreds, når hun bragte ham hans korrekte måltid. Og at gøre Orpheus tilfreds var vel egentlig øverst på listen af hendes arbejdsbeskrivelse.
Arden kunne ikke undlade at le let og dæmpet. Der var ikke andre i Værket der havde en så livlig måde at gøre sig frem på. Ingen som Mushu. Han var som et kært lille barn. Selvom ’lille’ ikke var et ord, der rigtig kunne bruges om ham. Kun når han skulle sammenlignes med de andre af hans slags. ”Jeg vil sørger for at… have lidt rester til dig, siden du kan lide det så… godt,” lovede hun ham og lagde en næsten forlegen hånd mod sin en kind og kæbe, påvirket af den følelse af veltilfredshed, som havde lykkedes ham at få frem i hende.

Halvelveren vendte sig så fra Mushu. Skeen blev lagt fra sig på den nærmeste overflade, hvor den ikke ville ligge og kontaminerer andet med dragespyttet stadig siddende på den. Hendes blik gled lidt søgende omkring - fra side til side, så de røde krøller hoppede og så videre omkring sig selv – indtil hun fik øje på bakken, og blev endelig mindet om, at rodet, der var blevet gjort i Orpheus’ kammer bare var blevet efterladt. Hun sank. Hun ønskede det ikke, men det gjorde hende nervøs at skulle begive sig tilbage op til den gamle dæmon.

Flugt havde hun trippet over gulvet, grebet ikke bare én men to skåle til stuvningen og vendt tilbage til den sammen med en dybere ske til at øse det over i skålen uden at spilde opad kanterne. Den første blev fyldt godt op med de bedste stykker kød. Den anden fik, som hun havde lovet Mushu, resterne. Begge skåle blev bragt tilbage til arbejdsbordet, men mens den ene blev stillet på en bakke og derefter gjort selskab med en vandkrus, brød og igen en lille elegant kage med bær, der groede på siden af bjerget.

Mushu stod stadig lidt i sin egen verden, og smagte ekstra efter for resterne der måske sad omme bag en tand eller lignende, selvom det virkelig ikke var meget smag der var tilbage. Han var dog ikke vant til at få mad af samme kvalitet som værkføreren fik, og derfor var han også helt oppe og gå i skyerne over det.
Han blev dog hevet væk fra sine tanker og velbehag, som Arden nævnte at hun ville sørge for at han fik noget af maden. Det resulterede også i et kraftig slag med halen, der væltede en lille taburet, og et meget bredt smil på hans læber, uvidende om taburretten der halvt måtte lide livet for hans begejstring.

"Virkelig? Må jeg det?" spurgte han begejstret. Han kendte ikke til reglerne, men han var sikker på at hvis Arden sagde at han godt måtte få noget af maden, så måtte han også godt. Og han glædede sig så uendelig meget, selvom han nok ikke ville kunne styre sig og nærmest bare sluge maden når han fik den. Sådan endte det ofte at være for mange af de dragefødte når de fik mad. Der var de mere dyr end noget andet.

Han stod praktisk talt og hoppede på stedet, som Arden gjorde maden klar, men han turde ikke tage for sig af godterne, ikke mens Arden arbejde, og heller ikke sige noget til hende. Selvom han forsøgte at liste sig lidt tættere på og snuse en ekstra gang til luften, hvor han kunne lugte den dejlige mad fra. Han kunne helt mærke spyttet begynde at samle sig i munden på ham.

Lettere forskrækket drejede Arden omkring ved lyden af den væltede taburet. Det havde lydt noget værre end, hvad der egentlig var, så for et øjeblik havde hun da troet, at han havde væltet en større del af køkkenet i sin iver. Hun burde ikke tænke på det, hvis hylden med alle skålene skulle styrte fra væggen og få i stykker. Eller værst; hvis brandstedet skulle kollapse. Det sveg nærmest i de friske piskeslag. Men ej var noget af det sket, og sukket af lettelse var lige så fremtrædende som hendes røde lokker var i snedækkede landskaber. Hun kunne ikke holde et kært lille smil tilbage over den dragefødtes hurlumhej. Og over sin egen irrationelle paranoia. Som en moder til et lidt for energisk barn. Og hun rystede sagte på hovedet af ham, men løftede så derefter blikket mod ham igen for dermed at nikke bekræftende til hans spørgsmål.
”Virkelig,” gentog hun, velvidende om, hvor mane problemer hun potentielt ville ryge i, hvis det blev opdaget, at an dragefødt havde spist af Værkførens mad. Og som regel var hun god til at ikke lade sig blive fristet til at tage den slags chancer, men hun havde et blødt punkt for Mushu. Et punkt der kunne få tanker som ’så længe det ikke bliver opdaget’ frem i hendes hoved og dermed blænde hende lidt.

”Du er nød til at spise her. I køkkenet. Andre vil måske blive misundelige.” Arden drejede sig tilbage til sit arbejdsbord, som hun satte nogle små uskyldige regler for sin skællede ven. Hun turde ikke engang foreslog, at det skulle være deres lille hemmelighed. Det gjorde hemmeligheden for virkelig. Og hun måtte ingen hemmeligheder have. Det var ikke en ting hun havde værdi nok til at bære.

Den anden skål med resterne, som hun havde lovet væk, stillede hun roligt på bordet ved siden af bakken. Det var mest bare en vane, at hun rakte frem og greb en spiseske fra krukken nær sig og lagde ved siden af, for den var nok egentlig for bette til Mushu’s store, kloede hånd. Hun tog derefter fat i bakken, en hånd i hver ende.
Og hun sank en klump. Tog en diskret, men dybere indånding. Det skulle nok gå. Hun rankede sig bedre op, så det sveg i ryggen, som den blev svagt svajet og underkjolen gned mod de rå område. Men hun bed det i sig, som hun vendte sig om med bakken i sine hænder. Hun smilede til Mushu. ”Jeg må ikke lade herre Orpheus vente,” sagde hun så hentydende. Han kunne blive og spise. Men hun tvivlede på, at han ville være der, når hun vente tilbage, så det var vel en form for afsked.

Hvis Mushu havde væltet noget, så ville han aldrig have ladet Arden rydde op for sig selv. Han var næppe så stærk eller god til noget som helst, som sine artsfæller, men han havde en entusiasme, som sagde spar to når det kom til stykket. Det og så alt for meget medfølelse end hvad godt var, når man trænet til at være en følelsesløs soldat, der bare gjorde som der blev sagt. Heldigvis var det sjældent at han skulle udnytte sine kamp evner, eller de manglende, udover at blive trynet i gulvet af de andre.

Virkelig. Det var sådan ordet lød på krystallisiansk, det var rigtigt. Det måtte han huske på og han gentog det inde i sit hoved et par gange for at forsøge at huske det. Han kunne godt lære sprog. Han var god til sådan nogle ting. Han var i hvert fald bedre til det end at kæmpe, desværre.

Han kiggede sig lidt om i køkkenet, da hun nævnte at han skulle spise her. ”I køkkenet. Det kan Mushu godt,” sagde han og nikkede lidt for sig selv. Han ville helst ikke have at de andre dragefødte kom og var misundelige. Det var et ord han kendte lidt for godt. Når de blev det, så tog de ens ting og bankede en, lige indtil det gjorde rigtig ondt, og man næsten ikke kunne bevæge sig.

Han kiggede lidt bekymret på hende, som hun gjorde klar til at forlade køkkenet. Havde hun stadig ondt? Men lidt stille nikkede han, med et næsten opmuntrende smil, hvis man kunne kalde det det, med hans dragelignende hoved. ”Tak for maden, Arden,” sagde han og nikkede med stavelserne, for at være helt sikker på at han sagde det ordentlig. Måske han ville være væk når hun kom tilbage, men han ville nok ikke glemme det foreløbig. Det ville blive lukket inde et helt specielt sted i hans hjerte, og for deres begge skyld ville han aldrig nævne det for nogen.

Lige inden hun forlod køkkenet – og Mushu – sørgede Arden for at stoppe op og drejede sig halvt over skulderen for at sende den dragefødte et af sine blide smil for at gengælde hans tak. Mushu var sådan et høfligt væsen, men hun havde problemer med at argumenterer for, at han ikke hørte til i Bjerget. For det gjorde alle af hans art. Og bare fordi at han ikke var så hårdtslående og så intimiderende og faktisk gjorde en knust ud af at smile med venskab, skulle jo ikke betyde, at han ikke hørte til i blandt dem af ham selv.
Hun drejede omkring igen og begav sig tilbage mod tårnets stejle trapper. Røde krøller sprang og hoppede i takt med hendes skridt. Hængende løst omkring hendes skuldre.

Det var lige ved, at Arden havde måtte bruge al den korte tid, det tog hende at ende for enden af trapperne, til at motivere og gøre sig klar til at bestige dem. Den halte fod havde hidtil ikke givet hende besværligheder for dagen og ryggen var en langt større bekymring – hun kunne fornemme en enkel våd dråbe løbe ned ad svajet i hendes ryg – men det var altid lige at tage det første trin op. Lige at rive de fast-størknede forbindelser af såret. Hun pustede langsomt ud igennem sine læber, og hun prøvede ikke at kigge for meget op, for hvirvlen kunne nemt virke uendelig. Hun tog bedre fat omkring bakken, stabiliserede sig selv og så bevægede hun sig op ad. Hendes lægmuskler priste sig lykkelige over, at Værkføreren havde flyttet sig til etagen under sine private gemakker.

Denne gang bankede hun på døren, før hun forsigtigt skubbede den op med albuen. Hun gjorde ham opmærksom på sig selv, for selvom at han nok ventede hende, så havde hun før oplevet ham så opslugt af sit arbejde til at glemme alt andet. Og hun ønskede ikke at risikere noget…
”Herre Orpheus? Jeg beklager ventetiden på Deres mad,” ytrede hun sig med en lav og ydmyg stemme. Hendes blik var sænket så snart, at hun havde fået et glimt af, hvor han var placeret præcist i sit kontor. Det gav hende et hurtigt overblik over, hvor hun kunne tillade sig at stille bakken fra sig. Og hun undgik øjenkontakt med ham.
Så som hun med lette skridt gik igennem kontoret, gjorde hun det også til en pligt at ikke vise smerten, hun følte. Hun skulle helst ikke give udtryk for at være svagelig og dermed ubrugelig. Lydløst stoppede hun bakken fra sig på et frit lille bord ikke langt fra hans arbejdsbord.

Det havde gjort den gamle dæmon godt, at få  frustrationerne ud på Arden, og så finde sig til rette oppe på kontoret igen.
Han var godt klar over at han måske havde været hårdere ved Arden end hvad hun fortjente, eller måske endda kunne bruge, desværre var omsorg ikke et ord der ofte ville blive brugt om Orpheus. Det var forduftet som dug på græsset, ligeså snart Lumine havde forladt ham. Ikke at han nogensinde havde været rigtig omsorgsfuld om andre end hans familie.

Den summende energi var også ved at forlade Orpheus, som han havde taget noget af sit arbejde op igen, og hans krop føltes mere behagelig. Alkohollen strømmede stadig i hans blod, men han var mere medgørlig.
Hans øjne føltes derfor også lidt tungere, men de fandt stadig vej til døren, da Arden bankede på døren og et ”Kom ind” kunne høres fra værelset. Han satte fjerpennen tilbage på sin plads, som Arden åbnede døren og kiggede med lidt smalle øjne på Arden. Helt tilgivet var hun ikke, men det var tydeligt at se at han var i bedre humør.

”Det var også på tide,” sagde han, selvom hvis han skulle være ærlig, var han ikke sikker på hvor lang tid der var gået. ”Nu har du vel fået det rigtigt denne her gang,” spurgte han, i en lidt mere snerrende stemme. Vegetarisk mad ville trods alt aldrig fungere for Orpheus, selvom han tillod Ardens tilbøjelighed.

”Jeg ville drømme om, at gøre samme fejl en anden gang, Herre Orpheus. Det ville jeg aldrig kunne dy Dem.” At ordene forlod hendes strube uden at hun snublede alt for meget over dem, var en dåd, hun var yderst glad for at have. Men inderst inde kunne hun stadigvæk mærke hjertet banke nervøst og større mængde adrenalin, der stadig havde spredt sig ud i hendes fingerspidser, fik musklerne til at sitre. Hun måtte forstærke sit fokus på, at ikke få bakken til at ryste og skramle afslørende.
Det var sikkert, at dæmonen godt var klar over hendes ynkelighed, og han var nok i bund og grund absolut ligeglad med, at hun var usikker. For hende var det dog stadigvæk umådeligt vigtigt at ikke vise det i tilfælde af at den mindste ting kunne irritere ham.

Hun pustede lydløst helt lettet ud, da bakken var placeret solidt på bordet, og hun kunne fjerne sine hænder fra den for i stedet at samle dem ydmygt foran sig. At holde om dem beroligede rystelserne. Og hun rettede sig ordentligt op igen. Lignede en hver anden tjenestearbejder i hendes holdning. Hun skulle være taknemmelig for at blot være en simpel husslave. Roligt trådte hun et par skridt væk fra bordet, for at give Orpheus plads til at komme til maden, skulle han føle for det. Hun nejede så ellers med hovedet bøjet for ham.

Dog som hun begav sig mod døren igen for at lade ham til sit, stoppede hun op. Med ryggen til ham, kunne han ikke se hende presse sine læber sammen, og da hun forsigtigt vendte sig om igen, havde spændingerne i hendes fregnede ansigt glattet sig ud igen. Hendes læber havde dog fået en glans fra at blive fugtet med tungen lige inden. Der var én ting hun manglede fra en professionel tjenestekvinde; hun var ikke hærdnet nok i sin mimik. Hendes udtryk var alle blide og bløde. ”Herre Orpheus? Hvis jeg må være så… tilladt, at spørge Dem om noget?” Det var yderst vovet af hende. Særligt efter at have været pålagt pisken for egentlig ikke alt for lang tid siden. Men det havde ikke gået Arden’s næse forbi, at atmosfæren omkring Værkføreren var løftet bare den smule. Og hendes omgang med Mushu havde bygget lidt ekstra mod på hendes lager.

Ordene gjorde ikke meget for Orpheus, for han havde heller ikke regnet med det. Hvis hun havde været mere tilbøjelig til at lave fejl som disse, så var hun nok heller ikke overlevet så længe som hun var, til trods for at hun havde været en gave til Lumine.

Han kiggede kort over på maden, men virkede ikke synderlig interesseret i den. Det var dog ikke  unormalt for ham at vente med at spise maden, når han arbejdede. Når Arden kom for at tage bakken tilbage, så plejede den alligevel at være tom, så på et eller andet tidspunkt måtte han tage en pause og sluge maden i sig, inden han arbejdede videre.
Derfor var også blot med et nik og et grynt at han sendte hende ud af døren igen, og han var klar på blot at fordybe sig i sit arbejde igen. Indtil Arden bestemte sig for at henvende sig til ham.

Hele hans hoved løftede sig, og han kiggede med sine mørke øjne hen på Arden. Der var dog en anelse irritation at finde igen, som hun talte når hun ikke var blevet bedt om det. Han gjorde dog ikke noget imod hende. Måske endnu et tegn på at humøret var blevet bedre hos Orpheus, selvom det kunne vende sig som vinden.
”Hvad er der?” spurgte han alligevel, og lagde sine arme ned mod bordet, mens han kiggede på Arden, ventende på det spørgsmål der ville komme, uden han egentlig vidste hvad det var hun ville. Det var sjældent Arden gjorde sig i dumme spørgsmål, og især når Orpheus havde vist sit dårlige humør tidligere.

Med ét løb det isnende koldt hele vejen ned ad Ardens råpiskede ryg. Hun respekterede Orpheus. Hun havde fuldt og fast accepteret ham som sin herre, hvis det da overhoved var et privilegie for en slave af have. Men af alle væsnerne til stede i Værket, var han klart det der kunne skræmme hende allermest. Og alt han skulle gøre var at se på hende. Se på hende, som han så på hende nu. Hendes hals lukkede sig helt i, som havde usynlige arme rakt ud og klemt sig fast omkring den. Det føltes som om at hendes stemmeben havde vredet sig. Og det var næsten smertefuldt.

Straks sænkede hun sit blik væk fra ham, til trods for, at hun stadigvæk kunne fornemme ham se på hende, og hun gjorde sin umiddelbare tilstedeværelse mindre, dog hun forblev stående med ryggen rank som et tjenestefolk var påkrævet. Hendes hænder havde hun samlet ydmygt foran sig. ”Jeg ville blot høre om der er andet jeg kan gøre for Dem denne aften, Herre Orpheus?” spurgte hun så endelig, så underdanig, at det forhåbentlig kunne dække for de potentielt forbudte tanker, hun havde været tæt på at ytre sig til Orpheus. I sidste ende turde hun ikke sige det. Hvad end det havde været hun havde følt, som hun havde vovet sig så langt med det, kunne umuligt havde været mod. I så faldt havde det været dumdristigt mod.  Og hun ejede hverken det ene eller det andet. Så meget vidste hun da om sig selv. Så meget var da blevet banket ind i hovedet på hende.

Som hun stod med fuldkommen tålmodighed og afventede enten dæmonens svar eller bare hans reaktion, bedte hun en stille bøn om, at have dækket sin oprindelige intention godt nok.

Der var næppe meget ved Orpheus' udseende der var skræmmende. Der var ingen hugtænder, horn eller hale, der kunne indgyde frygt. Ej eller et par lysende øjne eller nogle så sorte som kul. Nej, for langt de fleste lignede Orpheus en gammel herre, en de fleste nok godt kunne banke, hvis det virkelig kom til det, men dem der stod ham nært vidste godt, at udseendet bedrog på mere end et punkt.
Det var personligheden og væsnet der var inde i kroppen som udgydede den respekt og frygt, som nu var så tydelig på Arden. Det gjorde ham ikke glad, men tilfreds, og lidt stolt.

Heldigvis virkede det til at Arden kom på bedre tanker, eller også var det alt hvad hun ville, selvom han måtte sige at det var blevet opbygget på en lidt speciel måde. Han lod dog stilheden strække lidt mere end hvad han burde, som han kiggede overvejende på hende, som om at hvis han stirrede nok, så ville han kunne læse hendes tanker. Det var dog ikke ligefrem en magi han besad i øjeblikket.
”Intet andet, du kan hvile,” sagde han endelig og viftede hende væk med en hånd. Han var ikke interesseret i barnlige lege lige nu, som at prøv at hive en hemmelighed ud af hende. Hun vidste at de færreste kunne blive gemt i særlig lang tid heromkring, og hvis det blot var nysgerrighed... så måtte hun kvæle det, eller mærke smerten, når det endelig boblede for meget op til overfladen. 

EDIT 23/12-2020: Jeg vælger at lukke den her, da den har stået inaktiv i længere tid.