Cora sank ikke. Hvordan hun undgik det var et mysterium, men det lykkedes hende at lade være. Det var en skræmmende tanke at lade den brændende fornemmelse glide helt ned i maven. Så hellere bare beholde den i munden, lade kneblen opsuge noget af den smertefulde væske. 
Hendes blik var sløret på grund af tårerne, så det tog hende et par blink, før hun kunne fokusere op ham. Hans udtryk var skræmmende. Han nød virkeligt at pine hende på denne måde. Noget Cora aldrig rigtigt ville lære at forstå, trods hendes race. Hun havde aldrig rigtigt forstået tortur. Hun kunne gøre det, men hun nød det ikke. Ikke som nogle af dem fra hendes klan. 

Hans ord virkede først langt væk, men hun hørte dem. Lade være med at forsøge noget i mod ham igen. Ja! Hun ville holde sig så langt væk fra ham som muligt. Men hvem var han? Han var tydeligvis ikke bare en Mørkets kriger som hun var blevet ledt til at tro. Hvis hun skulle holde sig fra ham, blev hun nødt til at vide, hvem han var, så hun ikke ved et uheld, og til gudernes morskab åbenbart, kom til at tage et job der omhandlede ham igen.
Smerten i hendes mund forsvandt hurtigt og selvom det stadig brændte, kunne hun nu bedre fungere. Hun blinkede de sidste tårer bort og forsøgte at sige noget bag kneblen. Hendes tunge ville ikke helt samarbejde, men han ville nok ikke kunne forstå hende alligevel bag kneblen.
Hendes øjne var stadig stikkende af had, men det var tydeligt, at hun ville sige noget til ham.

Tortur var ikke Zahinaels job, og han ville aldrig tage positionen som torturmester. Det ville simpelthen ende med at blive for kedeligt i længden. Når han brugte det var det for at få noget han gerne ville have, og ikke fordi hans overordnede sagde, han skulle. Og så var den til leg. Leg med sådan en som mørkelveren foran ham. Hvor han dog elskede at se et væsen give op for hans fingerspidser.

Den svage mumlen, hun kom med, fik ham til at tøve et øjeblik. Han havde egentlig bare forventet, hun ville nikke og få det overstået. Der så ikke ud til at være meget mere kamp i hende, men han kunne ikke udelukke, at hun bare prøvede at svine ham til uden at han kunne høre det præcist og straffe hende for det. 
Hun lignede godt nok en, der gerne ville sige noget. Med et halvt varsomt, halvt underholdt udtryk, rakte han om bag hendes nakke og bandt stoffet op.
"Ja?" promptede han hende som stoffet slap hendes mund. 

Først troede hun ikke, at han ville tage kneblen ud af hendes mund, men endeligt rørte han på sig og rakte om og løsnede knuden, der holdt stoffet i hendes mund på plads. Så snart det forlod hendes mund, trak hun vejret dybt ind og ud spyede hun en lang række bandeord på mørkelvisk. Om han kunne forstå dem eller ej var lige meget, hun havde brug for at komme af med dem.
Man kunne næsten se på hende, at hun fik det bedre af det og de løb snart ud. Hun tog endnu en dyb indånding og så på ham med sammenknebne øjne. Var hun bange for ham? Ja. Hadede hun ham? Ja. Men vreden holdt hun i kort snor, for hun ville ikke have ham til at fortsætte.

"Hvis det står til mig, ser jeg aldrig dit grimme ansigt igen." Hun trak vejret ind igen. Hun var svimmel. Træt. Blodtabet var tydeligvis ved at gøre sit ved hende, og hun talte lidt langsomt og sløret. Hendes blik var dog klart nok endnu, så klart som det kunne være efter alt det, der var gjort ved hende.
"Men jeg kan ikke love, at vores veje ikke krydses igen... så længe jeg ikke ved... hvem du er." Hendes øjenlåg var ved at glide i, men hun tvang dem åbne. Det her var vigtigt.

Mens hun bandede så han bare på med et hævet øjenbryn og næsten morskab i blikket.Han behøvede ikke forstå, hvad hun sagde, for at forstå intentionen, men han var rimeligt imponeret over kreativiteten i hendes bandeord. Hans mørkelvisk var rustent, men han kunne stadig nok basis til det her. 
Han ventede tålmodigt, hvilket stod i stor kontrast til alle hans tidligere reaktioner. Det var som om han var blevet helt mæt af at høre hendes skrig og gråd.

"Mhm, korrekt," sagde han stadig med et blik på hende, men han lagde nu vægten tilbage på hælene, så afstanden mellem dem blev lidt større. "Jeg hedder Zahinael Caz, til tider bare kaldt Mørkets Skygge for dem, der ikke kender mit ansigt."
Han så ned og fik et glimt af, hvordan støvlens læder bulede ud ved flængen. 
"Og hvis du alligevel skulle gentage den her success... Så vil jeg ikke være lige så sød ved dig."
Han mødte hendes blik for at understrege sine ord og holdt øjenkontakten lidt. Han var klar til at smutte og lade hende sidde og tænke lidt over sine fejltagelser, men hvis hun sagde mere grimt om ham, kunne det godt være han lige gav hende en sidste kugle at tygge på. Han havde ignoreret hendes fornæmelse nu, men kun fordi han følte sig så tilfreds.

Zahinael... Mørkets skygge... noget ringede en klokke, men hun var efterhånden ved at være så sløv, at hun ikke lige kunne komme i tanke om hvad lige nu. 
"Det vil jeg huske," mumlede hun som svar til begge dele. Hun var ved at være træt. Smerten fra skulderen var ved at komme tilbage for fulde hammer og hun kunne mærke, hvor vådt tøjet var af blod. Det var ikke godt. Hun ville bløde ihjel, hvis han lod hende blive siddende der, men heldigvis havde hun stadig sit lille trick i ærmet. Et trick hun måske burde have brugt for at forsvare sig selv, men som hun slet ikke havde haft tid til at tænke på med al den smerte. 

Hun havde lyst til at sværge ham ned i bunden af en vulkan, men der kom ikke flere ord fra hende. Hun ville ikke pisse ham af igen, hun var ikke sikker på, at hun ville kunne holde til mere smerte. Hun var langt fra knækket, men hun var lidt mere fornuftig og forsigtig. Manden var jo psykopat. Så hun sad bare og stirrede på ham med sit kolde, men trætte og smertefyldte, blik. Bare han ville gå, så hun kunne skære sig fri og få presset noget i mod sit sår. Gad vide, om armen overhovedet virkede. Hun tvivlede ret stærkt på det. Men det måtte en healer vel kunne klare. Hvis hun kunne finde en.

"Godt."
Stoffet han havde kneblet hende med - som var skåret af hendes eget ærme - foldede han sammen til en lille klump, som han proppede ind under den hurtige forbinding, han havde lagt om hendes skulder for at holde hende i live gennem torturen. Det kunne sikkert suge lidt og holde blodtabet en smule stangen. 
Hun fik to klap på hovedet, hvorefter han rejste sig, tog sin frakke op og gik mod hesten. 
Når han nåede den næste by, kunne han sende nogle herud for at binde hende op. Hun behøvede ikke vide, at han ikke havde tænkt sig at slå hende ihjel. Lidt ekstra panik havde hun kun godt af efter at have kaldt ham grim.

Med en sagte fløjten, svang han sig op på hesten, der stadig stod tøjret oppe nær stien. Hans høje skikkelse var blodig og beskidt, men på en eller anden måde formåede han at bibeholde sin intimiderende udstråling, som kun voksede lidt af den ekstra højde fra at sidde på hesten. 
Med et blidt spark fik han gang i sit dyr, og red væk fra den endnu mere blodige og svage mørkelver med et let smil på læben

// out //

Coras blik fulgte hans bevægelser, da han stoppede kluden, der bestod af hendes ene ærme, ind under en forbinding, han åbenbart havde lagt, mens hun havde været bevidstløs. Hans to klap på hendes hoved, fik hende til at trække hovedet til sig, men hun hvæste ikke af ham, som hendes første indskydelse havde været. Det var nok bedst at opføre sig ordentligt og ikke provokere ham mere end højest nødvendigt. Tavs og med et træt udtryk så hun efter ham, som han satte sig op på hesten og red af sted. For et øjeblik lukkede hun sine øjne og lænede hovedet tilbage mod træet. Stilheden var næsten larmende, selv fuglene syntes at tie stille lige nu.

Endeligt kom der til bevægelse i hende. I hendes ene hånd, den der sad på den god arm, dukkede der en klump sort is med en skarp kant op. Hun var for træt til at gøre noget ud af det, ellers ville det have lignet en kniv. Men bare den kunne skære. Med lidt sløve bevægelser fik hun skåret rebet over og langsomt kunne hun komme på benene. Oppe at stå holdt hun sin dårlige arm ind til kroppen, mens hun tog nogle meget ustabile skridt hen til sine sværd. Lidt besværet fik hun dem sat i skederne på ryggen.

En healer. Hun skulle finde en healer. Der havde været en landsby nogle kilometer tilbage. Måske der var nogen, der kunne hjælpe. Om de så fik en kniv for struben.
Hun begyndte at gå. Hendes ben bar hende nogle meter, nok til at hun kom ud på den lille vej, der ikke var mere end et hjulspor. Slingrende begyndte hun at gå tilbage mod landsbyen, men efter nogle skridt gav hendes ben efter og hun væltede op på jorden. Lige inden bevidstløsheden gled over hende, kom hun i tanke om, hvor hun havde hørt navnet før. Mørkets skygge. Åh pis. Ham.

Mørket indhyldede hende og smerten forsvandt.

Mørket begyndte at falde på over den lille skov. Luften blev køligere, og bladenes rislen tog lidt til sammen med aftenvinden. En kærre bumlede over den ujævne sti og småsten sprang for træhjulene. En enkelt træt hest trak den, en midaldrende mand sad og stirrede halvtomt ud i luften, og ved siden af ham sad Zirra, der på ingen måde følte, det havde været en hård dag. For hende var dagen først begyndt for fire timer siden. 
De sidste fire dage havde hun været hos en lille gruppe soldater i Tusmørkedalen for at opservere deres handlemønstre og give hende lidt bedre forståelse for militærets måde at operere på. Det havde været en blandet fornøjelse at følge efter dem. De var væsentligt bedre trænet end hende i at komme hurtigt frem, og hun var skvattet et par gange i mudder, men de havde været overbærende med hende og hjulpet så meget, de kunne, uden at hun sænkede dem. Der kunne godt være spiret et par venskaber, havde hun været der længere tid. 
Nu skulle hun tilbage til hovedstaden, og hun havde fået et lift til den næste landsby af den søde landmand, der alligevel skulle hjem med dagens høst. Det havde hjulpet at hun var i en af Lysets uniformer. Han havde ikke tænkt to gange over at sige ja til at hun kunne køre med - sikkert fordi han troede hun var en krigertype, der kunne beskytte ham, skulle noget ske. Zirra håbede, hun ikke blev nødt til at skuffe ham.

"Hov! Stop!" udbrød hun, da hun fik øje på en skikkelse i vejkanten.
Som han stoppede kærren, sprang hun ned og nærmede sig forsigtigt skikkelsen. Det kunne være et baghold, men... Jo, der var blod. De havde vist selv misset bagholdet ved ikke at komme tidligere forbi.
"Hjælp mig med at få... hende op," sagde Zirra og prøvede så nænsomt som muligt at tage fat i kvinden. 
Landmanden var også steget af, men stoppede brat op lidt fra dem. 
"Det der er en mørkelver, frøken," brummede han. "De giver kun problemer. Hellere lade hende ligge."
Zirra så overrasket på ham. Man skulle være forsigtig på de her kanter, men det der var lidt for meget syntes hun. Kvinden havde tydeligvis brug for hjælp.
"Skal jeg huske det næste gang du har brug for hjælp?" spurgte hun. Han gav et utilfreds brum tilbage. "Det tænkte jeg nok. Hjælp mig så. I har en healer i byen, ikke?"
Han brummede som svar, og Zirra tog det som et ja. Sammen fik de bakset mørkelveren op på laget af hø, der heldigvis havde et dækken på som værn mod regn - og nu også blod. Landmanden fik gang i den bumlende kærre igen, og Zirra hoppede med op bagved, hvor hun begyndte at inspicere såret på mørkelveren. Det så slemt ud ud fra blodet. Gået hele vejen igennem og det havde været en stor kniv. Hun udnyttede, at kvinden stadig var bevidstløs, og prøvede at lave en bedre forbinding, der ville holde på bagsiden af såret, mens hun selv kunne lægge pres på den øverste del og forhåbentlig stoppe blødningen nok til at redde hendes liv.

Hvor længe der gik fra, at Cora mistede bevidstheden, til hun slog øjnene op igen, vidste hun ikke. Det havde været et behageligt mørke og hendes krop havde haft brug for hvilen. Det havde hendes sind også, lettere ødelagt af al smerten, der var blevet påført hende.
Hun var stadig langt væk, da vognen stoppede ved siden af hende og hun opdagede heller ikke, da nogen flyttede rundt på hende eller at vognen satte i gang. 

Men da der blev presset ned på såret for at stoppe blødningen, skar smerten igennem mørket. Smerte. Skulder. Var han tilbage? Hun slog øjnene op og det første hun så, var en kvinde. I en hurtigt bevægelse førte Cora armen i mod hende, samtidigt med, at et stykke spidst sort is voksede frem i hendes hånd. Hun havde stadig ikke kræfter til at gøre noget specielt ved det, så det blev bare et spidst våben som et stykke gren man havde gjort spidst med en kniv. Spidse stoppede lige ud for kvindens hals, tæt nok på til at hun burde kunne mærke kulden fra det.

Først nu opdagede hun uniformen kvinden havde på. En fra Lyset. Hun havde lyst til at stønne af hele situationen, men hun var mere koncentreret om kvinden. Hurtigt gled hendes blik til skulderen, hvor hun kunne konkludere, at kvinden var ved at lægge pres på såret. Hun hjalp. Et mistroisk blik gled tilbage til kvindens ansigt, inden hun langsomt lod armen falde igen, men uden at slippe det sorte is. Hun havde mistet sin knive, så meget vidste hun da, så isen var hendes mest tilgængelige våben. Hendes øjne gled kort rundt på hendes omgivelser. En vogn fyldt med hø. Den var ny.

Zirra havde egentlig forberedt at sige noget beroligende til kvinden, da hun slog øjnene op, men umiddelbart efter dukkede noget skarpt og koldt op lidt for tæt på hendes hals. Og hun kunne næppe bebrejde hende det - Zirra havde nok gjort det samme, havde hun lige oplevet et overfald.

"Rolig, rolig, jeg er her for at hjælpe dig!" Hun holdt den ene hånd op som for at vise, at hun var ubevæbnet, men holdt den andens pres mod såret. "Jeg bliver nødt til at holde presset, indtil vi kan få dig til en healer."

Vognen rykkede sig kraftigt til siden henover en lidt større sten, og Zirra måtte støtte sig til kvindens sår for ikke selv at blive kastet ned i den skarpe is-dims. Det ville være et kønt syn, hvis hun blev spiddet henover en mørkelver bare fordi kærren kørte lidt ustabilt. Det ville landmanden nok have lidt svært ved at forklare, når han nåede frem til den lille by. 

Cora skar tænder, da kvindens vægt blev lagt mod hendes skulder, da det rykkede i vognen. Det gjorde ondt. Men ikke så ondt som noget af den smerte, manden havde påført hende, og så man efter, kunne man se den grålige hud få gåsehud ved tanken. 
Hun knugede om isen i sin hånd, desperat efter en følelse af kontrol, men lige nu var hun overladt til sine redningsmænd og hun vidste det. Hun havde ingen styrke til at slås tilbage, ikke med det massive blodtab hun havde lidt. Alting føltes stadig lidt uklar og tåget omkring hende og hun følte sig meget svag, så hun var ikke sikker på, at hun i det hele taget ville kunne komme op at stå.

Hendes tanker flød heller ikke specielt nemt eller jævnt, så hun fik ikke rigtigt svaret på det, kvinden sagde. I stedet bevægede hendes blik sig igen ned til uniformen. Lyset. En fra Lyset hjalp hende, en mørkelver. Det var forvirrende, for mørkelvere var ikke ligefrem venner af Lyset. Mørkelvere var mere lokket af Mørket, der bedre passede til deres livsstil. Cora havde aldrig været tiltrukket af nogen af delene. Heldigvis, syntes hun.
"Hvem er du? Hvorfor hjælper du mig?" Hendes i forvejen hæse stemme var mumlende og en smule uklar, men alligevel tydelig nok. Hun gjorde en kort bevægelse med hånden med isen mod hendes uniform.

Mørkelveren var virkelig ilde tilredt. Selvom Zirra havde et konstant pres på såret, havde hun allerede mistet meget blod, og selvom bleghed ikke rigtig virkede til at være en passende beskrivelse, så hendes øjne blanke ud, og hendes stemme var grødet. 
Zirra havde en bekymret rynke mellem brynene, og et koncentreret udtryk som hun prøvede at holde balancen, holde presset, og ikke komme for tæt på våbnet. 

"Jeg hedder Zirra, jeg arbejder - åbenlyst - for Lyset, og jeg kunne ikke lade dig ligge og bløde på jorden," svarede hun kortfattet, og var pludselig knapt så glad for at hun stadig bar uniformen. "Jeg er ikke nogen Kriger, jeg er bare budbringer, og medmindre du har tænkt dig at slå mig ihjel for hvem jeg arbejder for, har jeg tænkt mig at hjælpe dig med ikke at dø. Så hvad siger du - må jeg hjælpe dig?"

Fra kærrens front hørtes en utilfreds brummen, men landmanden blandede sig heldigvis ikke. Han lød dog til helst ikke at ville have for meget blod spredt ud over sit hø. 

Cora lyttede næsten kun med et halvt øre, fordi hun stadig kunne fornemme bevidstløsheden lure i udkanten af sit sind. Hun ville gerne lade sig selv glide ind i den, omfavne mørket og få noget fred. Slippe for smerten. Men hun havde ikke lyst til at dø, så hun klamrede sig til bevidstheden så godt hun kunne.
Ikke en kriger... Zirra... hun samlede oplysningerne op og forsøgte at forstå dem. Hendes sort-røde øjne var næsten ved at glide i, men endnu et ryk i vognen fik hende til at slå dem op igen. Kvinden havde stillet et spørgsmål. Om hun måtte hjælpe? Et bekræftende grynt kom fra mørkelveren og hun flyttede lidt på det interimistiske våben af is, så det mere hvilede mod hendes side modsat kvinden.

For et øjeblik sagde hun ikke noget, men så bare op på kvinden med et blik, der fortalte hvor tæt hun var på at besvime igen. Det var svært for hende at samle sig, men til sidst fik hun alligevel åbnet munden og sat nogle ord sammen.
"Mit navn er Cora." Hun ville egentligt have spurgt efter, hvem manden på kuskesædet var, men det føltes ikke rigtigt som om, at hun havde styrken til at åbne munden igen, så hun lod være med at forsøge. Det var vel heller ikke så vigtigt. Hendes tanker blev en smule fraværende og hendes øjne begyndte at glide i. Åh, hun kunne godt sove. Hun var så træt. Havde hun nogensinde været så træt før? Hun var ikke sikker... virkeligheden begyndte at forsvinde for hende og mørket smøg sig om hende. 

"Hey, hey, Cora, se mig i øjnene," sagde Zirra, så snart Cora blev fraværende igen. "Her, se på mig, Cora, sådan ja, fokusér på min stemme. Hvad er din yndlingsmad, kan du fortælle mig det?"

Zirra lod kort blikket flakke op foran vognen for at se, hvor langt der var igen, men tog det hurtigt ned til Cora igen og lagde en støttende hånd på Coras modsatte kind for at holde hende fokuseret og ved bevidsthed. Hun måtte helst ikke glide hen i mørket nu, så var Zirra bange for, hun ikke ville komme op til overfladen igen. 
Spørgsmålene, Zirra stillede, var ligegyldige for hende. Hun accepterede enhver lyd som et svar, og stillede bare flere spørgsmål om Coras yndlingsfarver, bedste årstid, pæneste sværd, hvilken kampstil hun var bedst til. Det hele handlede om at holde kvinden ved bevidsthed og det, der holdt opmærksomheden fanget bedst var som regel spørgsmål. 

Det tog en evighed at komme hen til byen. Zirra havde slet ikke styr på, hvor meget tilfældigt hun havde spurgt Cora om for at holde hendes øjne åbne, og selv landmanden var blevet stille og sammenbidt som han kunne fornemme, at Zirra kæmpede med at holde liv i mørkelveren. 
Så snart de kørte ind i byen, vinkede landmanden til en dreng og råbte et navn, Zirra ikke fik med i farten. Drengen løb straks mod et hus tæt på, og landmanden hoppede ned og nikkede til Zirra.
"Vi kommer til at flytte dig nu," sagde hun og forsøgte at holde øjenkontakten med Cora. "Det kommer til at gøre ondt, men det går hurtigt over, og så får du hjælp af en healer. Tag en dyb indånding." 

Sammen med landmanden fik Zirra hanket op i mørkelveren, og hun forsøgte at gøre det så blidt for skulderen som muligt ved at holde fast om hendes ryg i stedet for under skulderen. Drengen holdt døren åben for dem, og de trådte ind i et småt oplyst hjem, hvor en kvinde var i gang med at genne to børn ind på deres værelser, mens hun vinkede til dem, at de skulle lægge den sårede på en briks med tæpper henne i hjørnet. 
Så snart Cora var lagt på briksen, flygtede landmanden nærmest ud ad døren, som for at undgå mulige problemer, og drengen fulgte tøvende efter, selvom han så ud til gerne at ville tage et bedre kig på mørkelveren. Zirra blev siddende på knæ ved siden af Cora, mens kvinden fandt et par ting frem fra en skuffe og satte sig hen på en skammel for at begynde arbejdet.

Lige som mørket kom væltende mod Cora, skar en stemme igennem og hun fik tvunget øjnene op for at se op på Zirra. Yndlingsmad? Det tog langt tid, før Cora fandt nærvær nok til at svare, men til sidst fik hun mumlet noget om sin mors stegte duer. Endnu et spørgsmål fulgte og efter det kom de væltende efter hinanden. Nogle af spørgsmålene kunne hun svare, andre fremkaldte bare en utydelig mumlen. Yndlingsfarve? Hvad troede kvinden hun var? Et barn? Men hun gjorde sit bedste med at holde sig vågen for at svare på spørgsmål, selvom det mere end én gang var tæt på, at hun gled ind i mørket. Hun var så træt. Så uendeligt træt, hun ville bare gerne sove.

Smerten fra skulderen, da de tog ved hende og begyndte at flytte med hende, fik hende til at skære tænder, men der kom ikke en lyd fra hende. Men hun var langt nok væk til ikke at have noget i mod, at der var en mand, der havde fat i hende.
Snart blev hun lagt ned på en briks. En lidt dyb vejrtrækning kom fra hende, som smerten forsvandt lidt igen. Uden helt at registrere, hvor hun var, så hun alligevel lidt rundt. Der var en ny kvinde. Hvem var det? Hvad ville hun? Var det… en healer? Coras blik fulgte hende, som hun kom derhen. Hun håbede, at det var en healer, en der kunne lægge hænderne på hende og få smerten og trætheden til at forsvinde. Trætheden. Hendes øjne begyndte at glide i igen. Sove. Bare lidt.

Zirra så på, mens healeren arbejdede. Hun knipsede foran Coras øjne, lige da de skulle til at glide i, mens hun med den anden hånd tog tre små krystaller op fra sin taske og pressede dem ned mod såret i skulderen. Et svagt grønt lys tittede ud gennem fingrene, og selvom Zirra ikke kunne se såret, kunne hun mærke den livgivende energi fosse mod den brudte hud og lindre smerten, mens den satte gang i hudcellerne, der nærmest faldt over hinanden for at lappe såret sammen.

Healeren sagde ikke et ord imens. Om hun overhovedet var tilfreds med at helbrede en mørkelver, kunne ikke tydes ud fra hendes flade udtryk. Hun gjorde sit bedste for at gøre arbejdet godt og sørge for, at ingen overvejede, hvorfor hun havde brug for et par krystaller til at helbrede folk i byen. Havde Zirra fået et kig på, hvordan energien blev suget ud af dem, havde hun måske kunne genkende det fra sin egen energi og overvejet, hvor healeren skulle tage energien fra i første omgang. Men hun var heldigvis alt for optaget af at være bekymret for Cora.

"Hent mig et lys," brummede healeren, og blev kort overrasket over, at Zirra ikke kiggede sig omkring efter den lille olielampe, der stod henne på bordet. 
I stedet dukkede der bare en lille lysende kugle op henover healerens hoved, hvor den oplyste både hende og Cora i et svagt, men behageligt lys. Kvinden skævede til Zirra og så ud til at finde svar på sit usagte spørgsmål ved synet af uniformen. 

Der gik en rum tid. Healeren tjekkede om Cora blødte fra andre steder, fik tjekket at hele såret blev healet - også på bagsiden - og tog hendes puls i håndleddet.
"Hun skal have masser af væske det næste stykke tid med alt det blod, hun har tabt. Jeg har lukket såret og fået gendannet noget af blodet, men hun er nok stadig lidt i underskud. I kan blive her, indtil hun er frisk nok til selv at gå. Der ligger en kro tre kilometer uden for byen her imod vest," sagde hun, da hun havde kontrolleret alting og var tilfreds med resultatet.
Som hun rejste sig, rakte Zirra hende to jadestykker, som healeren tog imod med et nik, før hun forlod rummet. Derefter vendte Zirra opmærksomheden mod Cora igen. 
"Har du det bedre?" spurgte hun, og håbede hun havde vist sig venlig nok til, at mørkelveren ikke ville vise sig at være en gal seriemorder, når hun først var i hopla igen.

Et par knipsende fingre fik Cora til at åbne øjnene igen, men hun fokuserede ikke på noget. Stirrede i stedet ud i luften foran sig, indtil en person lagde hænderne mod hendes skulder. Hun drejede hovedet en smule og fik øje på den fremmede kvinde. Først da en behagelig varm følelse begyndte at sprede sig og jage smerterne på flugt, gik det op for hende, at kvinden var healer. I mens kvinden healede hende, lå Cora stille. I stedet flyttede hun blikket til kvinden i Lysets uniform. Hun havde reddet hende. En sølle døende mørkelver. Det betød noget for Cora. Havde hun været en mand, havde det måske ikke betydet det samme, men det ville have stillet ham i et bedre lys. Nej, det var en kvinde og Cora kunne mærke taknemmeligheden skylle ind over sig, som såret helede og smerterne forsvandt.

Inden kvinden opdagede, at hun stirrede på hende, flyttede hun blikket tilbage til loftet og lod healeren arbejde. Så vidt hun vidste, havde hun kun det ene sår. Resten havde været... hun gøs svagt ved tanken om mandens magi. Selvfølgelig var hun blevet narret til at forsøge at snigmyrde Mørkets skygge. Det havde været de kønne blå øjne på kvinden, uden tvivl. En bitter tanke om, at hun håbede manden fandt frem til hende, gled igennem hendes sind. 

Den lysende kugle hang over hendes hoved og træt studerede Cora den lidt, inden healeren tog hendes puls, sagde hun skulle have masser af væske og så rejste sig. Cora så ikke, at kvinden fra Lyset betalte healeren, men selvfølgelig gjorde hun det. Cora skulle nok betale hende tilbage, hun ville ikke skylde nogen noget. Selvom hun allerede skyldte hende mere end hun kunne betale tilbage.
Langsomt kom Cora op at sidde, stadig meget svimmel, inden hun rullede med sin skulder. Det gjorde ikke ondt mere. Mon den virkede som den skulle? Hun bevægede sin arm ud i yderpositioner, inden hun nikkede.
"Ja." Hendes svar var lidt kort for hovedet. Måske hun burde sige tak. Med en suk gned hun sig i ansigtet med hænderne, inden hun faktisk så på kvinden.
"Jeg forstår ikke, hvorfor du har taget mig hertil, men tak. Du har reddet mit liv." Det sidste fik hende kort til at skære ansigt. Hun brød sig ikke om at takke andre.

Som Cora rejste sig, åndede Zirra endelig lettet op. Hendes fornemmelse var, at kvinden havde været tættere på at dø end behageligt var, og hendes mobilitet forsikrede Zirra om, at healeren havde gjort sit arbejde grundigt. Mens hun testede sin skulder, kaldte Zirra den lille ildflue lidt væk, så den ikke stod og lyste lige ved siden af Coras ansigt, men i stedet svævede hen til siden, så den stadig kunne oplyse rummet uden at blænde dem.


"Jeg kunne ikke bare lade dig ligge på vejen," svarede Zirra og rakte Cora sit vandskind, der stadig en smule i sig. "Jeg går nok ikke så meget op i racer, som jeg burde." Hun sendte Cora et skævt smil, der dog hurtigt falmede. "Hvad skete der derude? Hvis det er nogen, du vil angive, og som stadig er i området, kan jeg sige det videre til nogen med reelle kampevner."
Hentydningen var klar nok. Zirra ville ikke stille alt for mange spørgsmål, hvis det var noget privat, Cora var blevet udsat for, og hun ville sende opgaven videre, hvis der reelt var noget at komme efter. Hun kunne ikke gå ud og jage bøller væk fra skoven, men delingen hun lige havde brugt et par dage hos, ville sagtens kunne få noget sjov ud af en sådan opgave.

Cora tog i mod vandskindet og drak hurtigt et par slurke. Smagen af væsken fra kuglen var stadig i hendes mund, eller sådan føltes det i hvert fald, og det var rart at kunne skylle tungen ren med det lunkne vand. Hun rakte skindet tilbage og tørrede sig over munden med bagsiden af en hånd.
"Det er jeg meget glad for," indrømmede hun. De fleste ville nok bare have ladet hende ligge bare på baggrund af hendes hudfarve. Det var sjældent at hun mødte nogen form for venlighed, bare fordi hun var den hun var. Det var også fint nok, hun forventede ikke andet. Ville ikke have andet.

Spørgsmålet fik hende kort til at fugte sine læber. Hvad var der sket derude? Erindringen om smerten stod alt for klar i hendes erindring endnu. Hun rystede lidt på hovedet.
"Det er ikke nogen, du kan gøre noget ved alligevel." Nej, Mørkets skygge var ikke en, man bare angreb. Hvilket lige var blevet bevist. Cora havde aldrig taget opgaven, hvis hun havde vidst, hvem det var. Skulle hun fortælle, hvem det var? Nej, det ville hun ikke. Hun ville ikke blandes ind i Mørkets og Lysets lille fejde. 

Hun ville til at sige noget med, at hun ville betale kvinden tilbage, men det gik op for hende, at hun ikke havde sin oppakning hos sig. En dæmpet banden kom fra hende.
"Min oppakning ligger tilbage, hvor du fandt mig." Med hendes krystaller. Hun kunne ikke tage en nat på kroen, siden hun ikke kunne betale for det. Ved Zaladin.

"Jeg kan sagtens lægge ud for en nat på kroen," sagde Zirra hurtigt, da hun fangede, hvad kvindens oplysning om opoakningen betød. "Eller, altså, mit arbejde kan lægge ud, du ved."
Hun sendte Cora et skævt smil. Lyset forventede altid at deres ansatte brugte lidt ekstra, når de var ude på tur, så de ville ikke se  skævt til at Zirra havde betalt for to på kroen. Når hun var på opgave drak hun alligevel aldrig et krus øl om aftenen som mange af de andre spioner. Hun foretrak at være klar i hovedet under hele missionen. 

Det var ikke usædvanligt, at Cora ikke ville fortælle Zirra noget, men måden hun sagde det på, fik alligevel Zirra til at lægge sin tanke om ikke at prikke yderligere til det, på hylden. Man tænkte som regel ikke på Lyset som nogle, der ikke fik ting gjort. Det måtte have været ekseptionelt slemt, hvis Cora ikke ville sige det, fordi hun mente Lyset ville være for inkompetente til at løse problemet. Og så medtaget havde hun ikke været. Såret havde nær taget livet af hende, men det var nærmere blodtabets omfang. 
"Jeg kan ikke gøre noget ved det, korrekt. Jeg er ikke ligefrem bygget af sværd og udholdenhed," svarede hun, og håbede på ikke at lyde alt for påtrængende. "Men jeg forstår, hvis du ikke vil indblandes i noget, og jeg skal nok lade være med at nævne noget om dig, så du ikke får nogle efter dig, der ønsker at udspørge dig. Der er vist ikke så mange andre end mig, der ser stort på racer. Men altså, også selv hvis du ikke vil have jeg siger det videre, er jeg nok stadig nysgerrig efter, hvad der skete."

Mens hun talte, rakte Zirra Cora en arm, så hun kunne hjælpe hende op at stå. De skulle nok til at forlade den lille bygd, inden folk kom med høtyve og fakler. Nok havde Zirra lige i dag en pæn og autoritær uniform på, men det holdt kun så længe mod en indavlet gruppe landsbyboere, der troede, hun havde inviteret pesten inden for i deres trygge hjem.