Asad ville normalt aldrig lade Mahir komme brasende ind på dén måde - selv når døren stod ulåst, var det her hans hjem, og Mahir var ikke andet end gæst i det. En gæst, der skulle banke på ligesom alle andre. Men da døren brast åben vidste Asad alligevel helt præcist hvem det var og han satte sig kun bedre til rette i sofaen, imens Mahir dukkede op.

Han gned en hånd over sin mund, for ikke at vise sit smil, da Mahir begyndte at slå på Atlas. Det var præcis sådan han selv havde haft lyst til at reagere og præcis sådan han selv havde haft lyst til at sige til Atlas, hvis han havde kunne være mere ligefrem med sine ord. Nu sagde Mahir dem i stedet og det passede Asad meget godt. Han ville også selv være begyndt at græde, hvis han havde åbnet sådan op om sine følelser og dét nægtede han. Til gengæld tog han det helt afslappet, at Mahir lød som om han ikke var langt fra det.

'Søde storebror'. Asad fnøs og himlede med øjnene. Han havde aldrig været den søde storebror af de to. Det var Atlas, der gav Mahir mest opmærksomhed, ligesom det var Atlas der trøstede ham nu. 

"Han har lovet at blive," var det eneste han sagde, for at bakke op om Atlas' påstand. Han holdt sig på sofaen, med vidt spredte ben og sine hænder hvilende i sit skød, imens han så på Atlas med et hævet øjenbryn. Nu havde han lovet dem begge at blive.

Det var alt for bekendt, alt for savnet, at mærke Atlas' store arme om sig og Mahir trykkede sig ind i mod ham. Han havde savnet ham så meget. For Mahir var Atlas lige så meget en bror som Asad, han havde aldrig kendt til andet, som Atlas var kommet ind i hans liv, da han var helt lille. 
Man kunne måske næsten spekulere i, at Atlas var mere end bror for Mahir end Asad, fordi han havde givet ham mere kærlighed, mere nærhed, men sådan så Mahir ikke på det. De var lige meget hans familie, blod og kærlighed eller ej, og han havde været helt ødelagt, da Atlas var rejst, men der havde slet ikke været tid til at bearbejde det, som de samtidigt pludseligt skulle flytte til hovedstaden og ændre hele deres liv.

Men nu stod den ældre dreng der og holdt om ham, og da han brugte kælenavnet "Lille Mahiri", kunne han ikke lade være med at hulke lydløst en enkelt gang, så hele hans krop rystede i favnen på Atlas. Men lyden af Asads stemme skar igennem, og Mahir stivnede for et øjeblik. Han havde helt glemt, at han var der. Endeligt tog han en dyb, skælvende vejrtrækning for at få hold på sig selv, inden han trak sig tilbage og hurtigt gned sine hænder ned over sit ansigt for at fjerne sporene af tårer. Han kastede et kort blik på Atlas' ansigt, inden han vendte rundt og gik over for at lukke døren. Et kort stik af trang til at gå ud af den uden at se sig tilbage kom over ham, og han tøvede kort med hånden på døren, inden han lukkede den i. Atlas var her, og han havde ikke lyst til at gå. Tænk hvis han var væk, når han kom tilbage?

Den lille tur over gulvet brugte han på at få lidt mere kontrol over sig selv, selvom han stadig følte for at græde til han ikke kunne mere. Men ikke her. Ikke med de to ældre drenge til stedet. Havde det kun været Atlas, havde han måske kunne få sig selv til det, men Asad reagerede ikke altid lige godt, når Mahir ikke kunne holde sine følelser inde mere, så han ville helst ikke bryde sammen foran ham. Og det var kun blevet værre efter de var flyttet til Dianthos. Meget værre.
Han tog endnu en dyb indånding og vendte sig mod rummet igen. Der var plads ved siden af Asad og han gik over og satte sig i skrædderstilling ved siden af ham. Dem i mod Atlas. 
"Har du haft det godt?" Hans mor havde fortalt en masse positivt pladder, som Mahir ikke vidste, om han skulle tro på. Han ville gerne. Men samtidigt ville han også gerne, at Atlas havde haft det hårdt, så det ikke kun var dem, der havde lidt under hans beslutning om at tage af sted.

Atlas havde det ikke altid nemt med den her slags følelser, men det var nemmere, når det var Mahir, for Mahir havde altid været den mest åbne omkring sine følelser af de to brødre, og selvom Atlas vidste, at Asad følte mindst lige så meget, så blev det sjældent lukket ud. Mahir havde ofte lukket sine følelser ud sammen med Atlas, og derfor følte han sig ikke så akavet omkring det. Han klemte bare Mahir lidt tættere ind til sig, mens han fik afløb for det hele. Han var en sød dreng, og Atlas havde også savnet ham.

Da Mahir slap ham, gned Atlas sine håndflader om sine lår og kiggede lidt rundt i lokalet; det var helt tydeligt, at han var lidt ude, hvor han ikke kunne bunde. En som Asad, som kendte ham så godt, måtte vide, hvor forlegen Atlas blev omkring følelser og den slags. Mest andres. Atlas' egne følelser var så sjældne, at de ikke talte.

"Næh!" svarede han næsten lystigt og grinede bredt til Mahir og Asad, som om det var noget at grine af. Han tog et par rastløse, akavede skridt fra side til side, inden han simpelthen gik hen til sofaen og masede sig ned mellem de to brødre.

"Ahhhh, det var straks bedre!" sagde han og sørgede for at brede sig så meget som muligt. "Rent paradis."

Det undgik ikke Asads opmærksomhed, hvordan Mahir gik fra at ryste af gråd til at stå helt stille ved lyden af hans stemme. Godt. Hvis Mahir brød ud i gråd på dén måde ville han blive set som et let offer. Asad så det som sin opgave at gøre ham stærkere, så han kunne forsvare sig selv. En del af dét var at fremstå så stærk, at folk ikke engang kom efter dig.

Da Mahir satte sig over ved siden af ham, lagde Asad en hånd på Mahirs skulder. Det var ikke helt en trøst, men det var en påmindelse om at han var der for ham og ville beskytte ham - også imod Atlas. Fyren havde trods alt såret dem begge og Asad kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der var blevet af Mahir, hvis han havde taget imod Atlas' tilbud om at rejse væk med sig og efterladt sin lillebror hos Harkan og Rosna. 

Hans tanker blev afbrudt af Atlas, der slog sig ned i sofaen med dem, og hans arm blev skubbet op, væk fra Mahir og op om Atlas' skuldre. 
"Trøst Mahir eller skrid tilbage hvor du kom fra," mumlede han irriteret og trak sin arm til sig, men skubbede til Atlas med sit knæ, så han kunne sprede sig ud som han havde før. At trøste Mahir havde som regel været Atlas' job, og det var det kun endnu mere nu, hvor det også var ham, der havde fået Mahir til at græde. 

Da Mahir satte sig i sofaen, lagde Asad en hånd på hans skulder og for et øjeblik, var det alt, hvad der var i verden for Mahir. Følelsen af hånden igennem hans trøje. Om det var for at trøste eller ej, hjalp det allerede på Mahirs lyst til at gå. Det var bedst at blive hos sine brødre.
Hånden forsvandt dog alt for hurtigt igen, da Atlas kom og masede sig ned i mellem dem, noget der fik et svagt smil frem på Mahirs ansigt, også selvom Atlas lige havde sagt, at han ikke havde haft det godt. Ingen af dem havde haft det godt siden cirkusset gik konkurs, Asad var brændt sammen og Mahir var... han skubbede tankerne fra sig og rykkede sig lidt, så der var mere plads til de to større drenge.

Asads ord fløj igennem luften og føltes næsten som en lussing. Det svage smil forsvandt med det samme og han så væk. Pludseligt havde han lyst til at gå igen, måske med en dårlig undskyldning om, at Harkan havde brug for ham i bageriet. Det ville ikke være helt løgn, han vidste godt, at han pressede situationen hjemme lidt, ved ikke at være der til aftenforberedelserne. 
"Jeg skal ikke trøstes, jeg er ikke ked af det." Den største løgn han kunne fyre af overhovedet, for han var ked af det, ikke bare lige nu, men hele tiden. Han følte sig altid trist indeni, men han sagde det ikke til nogen. Måske det ville hjælpe, hvis Atlas blev? Et svagt stik af håb gled igennem ham, men det forsvandt med det samme igen.

For et øjeblik overvejede han at forsøge at hidse sig op, men han var alt for træt. Det havde været en lang dag, tidligt oppe for at hjælpe med bageriet og så havde han brugt det meste af dagen på at løbe ærinder. Sådan var de fleste af hans dage og han sov som en sten om natten, gået kold af fysisk udmattelse, selvom hans hoved gerne ville larme. 
I stedet for at forsøge at tage en kamp med Asad blev han tavs og blev ved med at se mod døren. Han var splittet mellem lysten til at gå og trangen til at mærke Atlas varme ben mod sit, som en bekræftelse på, at han faktisk var tilbage.

Atlas nåede lige præcis at strække en arm ud og lade sine fingerspidser glide hen over Asads nakke, inden han blev beordret til at trøste Mahir. Inden han vendte sig mod Mahir, rykkede Atlas dog benene lidt, så Asad kunne strække sine ben ud og lægge dem over Atlas' skød, hvis han ville.

"Hva' så, lille Mahiri?" spurgte Atlas og vendte sig helt mod Mahir og lænede sig tættere på ham for at se ham dybt i øjnene. "Du behøver ikke spille sej overfor mig, vel? Jeg ved allerede, hvor vild du er." Han lænede sig endnu tættere på Mahir, indtil hans pande rørte Mahirs. Sådan havde han gjort, da Mahir var mindre, hvis han blev bange eller ked af det. Hvordan han havde fået ideen til det, anede han ikke, men det havde virket dengang til at trække drengens fokus væk fra det, der gjorde han bange eller ked af det. Måske virkede det endnu?

"Det er min skyld, du er ked af det," hviskede han til Mahir. "Undskyld, Mahiri. Jeg lover aldrig at gøre dig ked af det igen."

Løgnen Mahir forsøgte at stikke ham blev besvaret med stilhed. Mahir burde selv vide at han forsøgte at lyve ham op i hovedet og Asad ville normalt have overvejet at besvare det med vold eller med vrede ord, men Atlas sad imellem dem nu, ikke kun som en fysisk mur, men også som en afslappende effekt på Asad. Han havde andet at tænke på når fyrens fingre lige var strøget over hans nakke og han stadig kunne mærke ekkoet af dem imod sin hud.

Under ingen omstændigheder ville Asad smide sit ben over Atlas'. Dengang de var mindre havde han gjort det uden at tænke nærmere over det, men nu føltes det bare som en provokation. Han skubbede til Atlas' ben med sit, så han kunne sprede sine ben så meget ud han ville uden at skulle smide sine over Atlas', men da Atlas rent faktisk begyndte at trøste Mahir kunne han næsten ikke klare det, og ente med at rejse sig op.

Han var mere allergisk overfor den slags bløde følelser end han var overfor katte, men han ville heller ikke skælde Mahir ud for at føle. Ikke denne gang. Ikke når han selv var blevet tvunget i knæ af sine følelser for bare en time siden. Ikke når han havde kæmpet en svær kamp for ikke at græde.
Så både for at give sig selv plads og for at give Mahir lidt plads, gik han hen til vindueskammen, hvor han så ud af vinduet, på ingenting virkelig, bare så han kunne stå med ryggen til dem og give Mahir lov til at være ked af det, hvis det virkelig var Atlas' trøst han havde brug for. I et hjerteskærende sekund tænkte han, at han for en enkelt gangs skyld selv ville trøste Mahir, hvis Mahir hellere ville hen til ham - hvis han havde brug for et kram fra den bror, der havde valgt at blive. Den bror der havde stået for hans sikkerhed i byen, den bror der gjorde, at det var de færreste der turde lægge sig ud med ham. Men han vidste også, at Mahir aldrig ville komme til ham efter trøst. Han havde brugt for længe på at nedgøre Mahir for hans sensitivitet og nu havde han ødelagt chancen for at Mahir ville have hans trøst, selv når Asad følte at han fortjente den.

Så han så blot tomt ud af vinduet, imens han drejede distræt på blomsten der stod foran sig og forsøgte ikke at lytte for opmærksomt på samtalen, der foregik bag ham. 

Så snart Atlas begyndte at vende sig mod ham, dukkede der en panisk klump op i Mahirs mave. Han var vel ikke seriøs, vel? Han kunne ikke mene, at han skulle prøve at "trøste" ham?! Han måtte gøre grin med ham. 
Mahir så næsten som i slow motion, hvordan Atlas kom nærmere, hørte ham tale til ham, som om han var en lille bange hundehvalp. Først frøs Mahir til stedet, hvilket tillod Atlas at se ham i øjnene og lægge sin pande i mod hans. Som de havde gjort, da Mahir var yngre, når han var ked af det eller bange, hvilket dengang havde været okay. Dengang havde han godt måtte have alle de følelser uden på tøjet, men ikke i dag. Nu skulle han være hård og følelsesløs, så han ikke var et let bytte, hverken for sin storebror, sin far eller dem, de kæmpede imod om gaderne. 

Nej, ting havde forandret sig og angsten blev blandet med vrede, da Atlas troede, at han bare kunne vende tilbage til det, der havde været. Forstod han det ikke?! Intet var, som det havde været. Intet! De var ikke længere frie fugle i et cirkus, de var lukket inde i en stor by, med et arbejde ingen af dem kunne lide. Hver dag var en kamp for overlevelse, både hjemme og på gaden. Der var intet godt i denne verden, selv Asad var blevet en trussel for Mahir, der brugte hele sin dag på at være bekymret over ting, han ikke kunne gøre noget ved alligevel.

Vreden voksede i ham og endeligt kom der bevægelse i hans krop. Hårdt skubbede han Atlas væk fra sig og kom brat på benene, inden han så vredt fra den ene til den anden.
"I er så dumme at høre på! Jeg er ikke et barn mere!" Han vendte rundt på stedet, trampede hen til døren, flåede den op og smækkede den hårdt efter sig, inden han satte i løb ned af trappen og ud af fordøren, hvor han løb lidt ned af gaden og gispende drejede ind af en gyde, hvor han knækkede sammen med hjertet bankende og en blanding mellem vrede og angst i maven. Ret hurtigt blev hans gisp til nogle tørre hulk og han gled ned at sidde med ryggen mod muren.
Han ville så gerne tage i mod den trøst, Atlas havde tilbudt ham, men han kunne ikke. Ikke med Asad i rummet, ikke på den måde. Lige nu følte han sig så alene, og han begyndte at græde ned i mod sine knæ.

(( Out I guess? ))

Atlas stirrede efter Mahir med stor forvirring malet i ansigtet. Det plejede da at virke? Han kløede sig lidt i de krusede krøller og slikkede sine læber, mens han forsøgte at finde ud af, om han skulle gå efter Mahir. Han ville gerne, men han havde ikke lyst til at gøre det hele værre, hvilket han åbenbart var ret god til lige i øjeblikket.

"Øh," mumlede han og skævede til Asad. "Skal jeg... bare lade ham være eller...?"

Asad vendte sig om i det øjeblik han hørte Mahir rejse sig. Han havde ikke forudset at Mahir ville reagere med så meget vrede. Måske han lignede sin bror mere end Asad umiddelbart havde regnet med.

"Bliv," snerrede han af Atlas, som om det var hans skyld, at det var gået som det var, inden han selv satte efter Mahir. Han kunne høre hans skridt og vidste, at han ikke var langt efter ham og da lyden holdt op, sænkede han selv farten og gik langsommere forbi gyderne indtil han fik øje på Mahir i en af dem, siddende på brostenene og med ansigtet skjult imod sine knæ.

Han gik helt hen til ham, greb fat om hans trøje ved skulderen og hev ham op at stå.
"Tag dig sammen," beordrede han. "Atlas har set dig meget værre end det her." Han så på sin lillebror, hvis ansigt var vådt af tårer og følte et umådeligt behov for at trække ham ind i et kram. Men det kunne han ikke. Det føltes fysisk umuligt.

"Jeg ved ikke hvem han er nu. Han virker som den samme, men Mahir..." Asad søgte sin lillebrors blik og holdt det. "Vi kan kun stole på hinanden. Husk, hvem der blev hos dig og hvem der forlod dig. Atlas kan skride igen når som helst, men vi to, vi har hinanden."

Han gav begge sin lillebrors skuldre et klem, inden han gav den ene skulder et klap, der var ment som opmuntrende. "Hvis du vil kunne se Atlas i øjnene næste gang du ser ham, så foreslår jeg at du går med op igen."
Om Mahir fulgte med eller ej, så vendte Asad tilbage til sin lejlighed.

Mahir græd. Ikke specielt larmende, selvom han hulkede lidt, han var vant til at græde i skjul. Lige nu græd han, fordi han var ked af det og fordi han var vred. Han var vred, fordi han følte sig latterliggjort af en person, der engang skulle have haft hans ryg, men nu på en eller anden måde havde nedgjort ham foran hans anden bror. En bror der aldrig ville kunne forstå, hvordan det var at holde så mange følelser inde, når man havde brug for nogen til at give sig en krammer og noget forsikring om, at alting nok skulle gå. Det var i hvert fald, hvad Mahir tænkte om Asad, der virkede så hård og kold, selv overfor ham.
Han følte sig vred og svigtet og alt for alene, og derfor græd han.

Lige indtil noget greb ham i trøjen ved skulderen og hev ham op at stå. Han gispede forskrækket, men fik øje på Asad, hvilket næsten bare gjorde ham syg. At hans bror havde fundet ham grædende, det var aldrig godt, de gange det skete. Og det første han fik at vide var også, at han skulle tage sig sammen. Det var lidt som et slag i maven, men han tørrede sig under næsen med sit ærme og ordene fik ham til at holde op med at græde med det samme. Han mødte Asads blik, mens han lyttede til hans ord. Han vidste godt, at han havde ret. Atlas havde forladt dem, det kunne han gøre igen. Asad var blevet, selvom Mahir ikke var i tvivl om, at han havde drømt om at tage med Atlas, han var blevet og forsøgte at hjælpe. Sådan da. Han passede i hvert fald på ham.
At Mahir nok ikke havde haft brug for beskyttelse, havde Asad ikke givet sig i krig mod alle andre, var en anden sag, noget han helst ikke tænkte på.

Han nikkede hurtigt, men kort, for at sige, at han forstod.
De næste ord var atter som et slag i maven og hans blik faldt til jorden. Han havde ikke lyst til at gå med tilbage. Hvorfor skulle han? Han hørte ikke til, det var bedre bare at lade de to andre være alene. Men uden et ord fulgte han efter Asad tilbage til lejligheden, mens han gned tårerne bort fra sine kinder. Inde i lejligheden gik han over og med et lille elegant hop satte han sig på bordet. Allerhelst ville han sætte sig i skrædderstilling, men han ville ikke svine med sine sko, så han lod sine ben hænge ud over kanten. Han så ikke på Atlas, kunne ikke, ville ikke. Han var stadig vred.

Atlas var helt fortabt. Han anede hverken ind eller ud. Han havde da sagt undskyld for at være en narrøv, der gik, og han havde forsøgt at trøste Mahir på den eneste måde, han kendte. Hvad ellers kunne han gøre? Hvorfor var Mahir stadig ked af det? Det var alt sammen meget forvirrende, og Atlas spekulerede som en gal på, om han måde havde gjort andet forkert.

Han nåede dog ikke at spekulere ret meget, da Asad og Mahir kom tilbage igen og afbrød hans tanker. Han smilede til dem begge, men stoppede dog igen, da han kunne se, at de stadig var sure begge to. Han byggede lidt på sin underlæbe og pillede lidt ved en snor, der stak ud af sine bukser.

"Du må gerne stikke mig en flad," sagde han så og så op på Mahir. "Hvis du får det bedre af det. Jeg fortjener det, og mit ansigt kommer alligevel til at ligne en slagmark i morgen."

Nok havde Rosna vasket hans ansigt og fået hævelserne til at lægge sig, men de blå mærker ville helt sikkert blomstre i løbet af natten, og hans flækkede øjenbryn og læbe ville i hvert fald ikke heale sig selv på så kort tid.

Asad var stolt af Mahir for at komme med tilbage, men som sædvanlig satte han ikke ord på det. I stedet fulgte han efter Mahir hen til bordet og lagde han en hånd om sin lillebrors nakke og holdt den dér, i et forsøg på fysisk at vise, at han var der for ham. De stod side om side vendt imod Atlas. Ét kram havde ikke genoprettet hvad de havde haft før, ligesom Atlas' forsøg på at trøste Mahir ikke virkede, nu hvor Mahir ikke længere var et barn.

"Jeg vil ikke have vold i mit hjem," afbrød Asad Atlas' forslag. Det var ikke helt sandt, for han havde selv brugt vold i det, men reglerne var for det første ikke det samme for ham selv og for det andet forsøgte han at redde Mahir ud af, hvad han var sikker på Mahir syntes var en ubehagelig situation; at have tilbuddet om at slå Atlas, og ikke ville have lyst til det, men at vide at Asad og Harkan ville have gjort det, hvis det var dem i hans sted.
I stedet for at fortælle Atlas at Mahir ikke var til den slags, eller at fortælle Mahir at han bare skulle gøre hvad han havde lyst til, var det nemmere at sætte nogle regler. Hvis Mahir virkelig gerne ville slå Atlas kunne han gøre det alligevel eller gå udenfor.

"Mahir." Asad slap sin lillebror, men vendte sig imod ham og krævede hans fulde opmærksomhed. "Det er sent. Hvis du vil blive her natten over sover Atlas på sofaen." I teorien var Asads seng stor nok til tre voksne mænd - han havde aldrig haft en seng for sig selv på den her måde før og han brugte de krystaller han tjente på lige præcis den her slags selvforkælelse og pragt. Men han ville ikke være så tæt på Atlas i sin seng, ikke engang med Mahir klemt imellem dem.

"Det er ikke sikkert for dig at gå alene hjem," mindede han lavmælt Mahir om. Det var kun et par dage siden hans sidste omgang med Junos bande og han regnede med at dens medlemmer stadig ville være rasende. Han stolede nok på Mahir og Mahirs evner til at komme hurtigt og uset frem, men hvis Mahir ikke ville tage chancen respekterede han det, og hvis han ville, skulle han vide hvad risikoen var.

Hånden mod nakken fik Mahirs puls til at stige. Det kunne både være godt og skidt at have Asads hånd om sin nakke, men lige nu virkede det til at være noget godt. Han sugede fornemmelsen til sig og havde allermest lyst til at lukke øjnene, bare for at få det hele med, men han lod være. Og så begyndte Atlas at snakke om, at han kunne få lov til at slå ham. Noget der gjorde Mahir yderst utilpas. Han ville ikke slå Atlas, han ville bare gerne have ham til at være den storebror, der var blevet væk. Men heldigvis reddede Asad ham og sagde, at han ikke ville have vold i sit hjem. Det var løgn, for Asad havde banket Mahir i sit hjem mere end én gang. Tanken fik hånden i hans nakke til at føles ildevarslende igen. 
Men i det mindste fratog det Mahir kravet at skulle sige noget til Atlas.

De blå øjne mødtes Asads brune, da Asad begyndte at snakke. Han vidste godt, at det ikke var sikkert at gå hjem, men var det nogensinde det? Det skete, at han stødte på Juno eller Hector alene, hvilket aldrig rigtigt gik godt for ham. Men han lyttede tavst til Asads ord og bed sig så i læben. Han ville gerne blive og sove i samme seng som Asad, lige som da de boede i cirkusset. Selvom det ikke var det samme, der manglede noget nærhed.
Hans blik gled kort forbi Atlas. Han vidste godt, at de to større drenge havde noget mere sammen, end han kunne være med til. Og lige nu var han sikkert bare i vejen.

Langsomt rystede han på hovedet.
"Papi slår mig ihjel, hvis jeg ikke er hjemme til i morgen tidlig, så jeg kan hjælpe med morgenbrødet. Jeg kan godt selv komme sikkert hjem. Jeg har gjort det før." Han smilede til Asad, et usikkert, men opmuntrende smil. "Det er okay, du behøves ikke at følge mig hjem. Jeg tager bagvejen, det går hurtigt." Og selvfølgelig ville han være forsigtig. Men mørket var hans ven. I dette tilfælde.

Atlas rejste sig fra sofaen i frustration, da Asad skød hans forslag ned. Hvordan ved Zaladins mugne neglerødder var det meningen, han skulle bevise, at han var ked af det, han havde gjort, når alt han gjorde var forkert?! Kunne de ikke bare fortælle ham, hvad han skulle gøre, og så holde sig til det? Asad sagde han skulle trøste Mahir, men da han trøstede Mahir, var det så pludselig forkert? Det var sgu ikke nemt, og en del af Atlas havde lyst til at stikke af fra det hele. Alle de.... følelser var kvælende, og Atlas var i forvejen virkelig dårlig til dem. De var fremmede for ham. Men han vidste, at hvis han skred nu, kunne han godt glemme alt om, nogensinde at komme tilbage til Asad igen. Han var ikke engang sikker på, Asad nogensinde ville tilgive ham nu, men hvis han skred igen? Glem det.

Den tanken gjorde dog ikke Atlas mindre frustreret, og han gik hen til vinduet for at læne sin pande mod det kølige glas,.mens de andre to talte. Han kunne godt nøjes med sofaen, hvis det var... Selvom det stak lidt, at Asad så tydeligt ikke gad ham. Da Mahir afslog, vendte Atlas sig dog om mod dem.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige, for det ville bare gøre det hele værre ligegyldigt, hvad han sagde, åbenbart, så det var nok bedre at holde kæft. Han lænede sig i stedet mod vindueskarmen og betragtede Asad og Mahir med et lidt sørgmodigt ansigtsudtryk. Det var sgu ikke nemt at være skurken i øjnene på de eneste to, der betød noget.

Om ikke andet ønskede Asad at beskytte sin bror. I så høj en grad at han var klar til at følge ham hjem, lige indtil Mahir nævnte Harkan og Harkans straf, hvis Mahir ikke kom hjem og hjalp til.

"Du ved hvad der skal til, hvis du vil være færdig med at frygte hans vrede," svarede Asad lavmælt. Han brød sig ikke om at Atlas kunne høre dem, men han ville heller ikke nedværdige sig til at hviske det. Hvis Mahir blot sluttede sig til hans bande ville han ikke behøve sine forældre for at klare sig. Han ville tjene så godt, at han ville kunne bo for sig selv, ligesom Asad gjorde. Han ville have en gruppe af stærke venner, der ville beskytte ham og som for enhver pris ville hævne ham, hvis nogen udfordrede deres dominans - selv Harkan.
Asad ville lyve, hvis han påstod at han ikke havde overvejet at stille sig imellem Harkan og Mahir, når deres far afstraffelse Mahir, men han var også en fyr, der ville have sin vilje og som tænkte med hovedet fremfor hjertet, og han var endt med at bruge det imod Mahir, i sine forsøg på at få Mahir med som endegyldigt medlem af banden - at han ville forsvare ham imod deres far, hvis han sluttede sig fuldstændig til dem.

"Du behøver ikke at arbejde for ham, hvis ikke du vil." Han vidste, at et arbejde for Asad heller ikke var hvad Mahir drømte om, men det var heller ikke hvad Asad selv drømte om. Det var bare det bedste han kunne få.

Han havde ikke mere at sige til Mahir og forventede heller ikke et svar fra ham.

Mahir betragtede Asad, som denne begyndte at snakke om, at Mahir kunne blive en del af hans bande og derved slippe fra at skulle arbejde i bagerforretningen. Han vidste godt, at hans bror mente det godt med det. At det var fordi, at han gerne ville se ham komme væk fra deres far og ud for at klare sig selv. Lige som han selv havde gjort det. Men Mahir hadede i al hemmelighed Asad for at svigte dem på den måde. Familien. Det var det eneste, Mahir havde. Sin familie. Han havde ingen venner, ingen han ellers kunne støtte sig til, og selvom deres far var en mand med stærke principper og til tider lidt løse hænder, følte Mahir stadig, at han var en god far. Og at han skyldte ham noget. Han havde trods alt holdt liv i dem ind til nu.
Moren var en helt anden sag. Mahir kunne ikke bare efterlade hende alene med deres far, selvom manden aldrig slog på hende, og han var meget mere afhængig af hende end både Harkan og Asad. Hun var hans anker, en tryg favn at vende hjem til. Nej, han kunne ikke bare efterlade sine forældre som Asad havde gjort det.

Da Asad var færdig med at snakke, rystede Mahir på hovedet.
"Du ved godt, at jeg ikke kan lade mor og far i stikken. De har brug for mig for at holde butikken i live." Han talte højere end Asad, ligeglad med om Atlas hørte det. Han havde brug for at høre det, følte Mahir.
"Hvis jeg ikke hjælper til med brødet eller løber ærinder og tjener ekstra til bageren, så løber vi tør for krystaller, det ved du også godt. Og hvad skal mor og far så gøre?" Han sukkede og så lidt overbærende på Asad. "Og du ved også godt, at jeg ikke passer ind i banden. Jeg vil hellere bare være bud, så holder jeg fysikken ved lige."

Mahir kastede et blik mod Atlas, for at sige, at de informationer og gjaldt ham, inden han så på Asad igen med sine blå øjne og hjertet lidt oppe i halsen. Han var tæt på en grænse, det vidste han godt, men det var som om, at han blev lidt modigere med Atlas i rummet. 
"Jeg kan godt håndtere far, og jeg kan også godt overleve med at hjælp til i bageren. Det er okay." Han smilede lidt til Asad, forsikrende, selvom han var på kanten til at lyve. Han var tyndslidt og han vidste det også godt, men det havde han været i et par år og han levede endnu.

Asad kunne have slået Mahir for at afsløre for Atlas hvad han snakkede om. Banden. Ironisk nok var det Atlas' tilstedeværelse der gjorde, at han lod være.

"Jeg ved," startede Asad, et ekko af hvordan Mahir netop havde remset alle de ting han åbenbart vidste op, "at du er træt." Han lænede sig tættere på sin lillebror, snerrede de næste ord i en hvisken, der stod i tydelig kontrast til hvordan Mahir havde insisteret på ikke at skjule noget for Atlas. "Jeg ved at du er alene. Jeg ved at du ville tjene flere krystaller med mig, end du kan i bageren og som bud tilsammen. Jeg ved at du hører lige så lidt til dér, som jeg gør."

Da han trådte er skridt væk fra Mahir igen, så han ham an, som var han til salg på markedet. Han krydsede sine arme over sit bryst. "Så løb hjem og hjælp vores forældre, hvis det er det du virkelig vil. Mit tilbud står ved indtil du kommer til fornuft."

Han ville gerne beskytte sin lillebror. Ville gerne sørge for, at bare lidt af den flamme, der havde brændt så varmt under deres optrædener, levede videre i ham. Sad følte stadig en gnist af den, når ringene i hans knytnæver trak blod. Han følte den, når det gik så galt for hans ofre at blodet sprøjtede op i hans ansigt. Han følte den i adrenalinen, når en kamp blev sværere end han havde troet. Han ønskede kun det samme for Mahir, der var lige så slukøret, som hvis man havde hældt en spand kold vand ud over ham.

Men han brød sig ikke om at Atlas var her til diskussionen. Heller ikke selvom han og Mahir havde haft den før.

Mahir havde virkeligt forventet at få slag for det, der var blevet sagt, men de kom aldrig. Måske var det Atlas' tilstedeværelse. Han ville huske det, næste gang at han så Asad, at der måske var slag i vente for denne aften. Det kunne meget vel ligge og ulme i hans storebror. Men det var der ikke noget at gøre noget ved nu. Sagt var sagt og han havde ment det.
Jeg ved, at du er træt. Ordene gjorde ondt helt ned i maven og Mahir sank en klump, for ikke at få tårer i øjnene. Han var træt. Meget træt. Ikke bare fysisk på grund af al det hårde arbejde, men også psykisk. Han ville bare ønske, at han kunne lægge sig ned og sove for evigt. Holde op med at skulle bekymre sig om noget nogensinde igen. 

Jeg ved, at du er alene. Mahir knyttede sine hænder og undertrykte en trang til at råbe af ham. Hvorfor troede Asad, at han var alene?! Fordi han havde forladt ham for sin dumme bande og sin dumme frihed! Men han sagde ikke noget. I stedet mørkede han et mørke rulle ind over sig, et trist, gråt mørke. 
Så da Asad bad ham vælge mellem hans tilbud og deres forældre, skubbede Mahir sig ned fra bordet og gik hen til døren, som han, noget mere roligt end sidst, åbnede. Inden han forsvandt ud af den, kastede han et blik fyldt med sit indre mørke på Atlas. Og så forsvandt han ud af døren, ned af trappen og ud i mørket.

Det tog ham lang tid at komme hjem og Harkan var vred, men slog ikke. Det var jo trods alt Atlas, der var kommet hjem til dem igen. Senere fik Mahir et langt kram af sin mor, inden han endeligt kunne kravle i seng og sove, noget der tog sin tid den aften, trods at han var segnefærdig af træthed.

((Out!))

Atlas havde set på fra vindueskarmen med armene lagt over kors. Han forvoldt sig stille og rolig; selvom han var dårlig til følelser og den slags, var det tydeligt for selv idioter som ham, at der var en masse usagte ting mellem Asad og Mahir, og Atlas ville helst ikke blandes ind i det, hvis han kunne slippe. Han ville bare gøre det hele værre, som han altid gjorde med den slags.

Så det var ikke uden en vis portion lettelse, at han så til, mens Mahir hoppede ned fra bordet og gik mod døren. Blikket, Mahir sendte ham, fik hans øjenbryn til at stige en smule på hans pande, men han sagde ikke noget og tilbød i stedet Mahir et lille smil.

Da Mahir var gået, vædede Atlas sine læber og skubbede sig væk fra vindueskarmen, som han havde lænet sig op ad, og gik hen til Asad. Der var en klar risiko for, at han fik et par på hovedet igen, hvis han gjorde det her, men han kunne ikke lade være. Han rakte ud og lagde en hånd på Asads skulder og gav den et lille klem. Han kunne mærke musklerne igennem tøjet, og han kunne ikke helt lade være med at smile; det mærkedes stadig som den gamle Asad derinde.

"Hvad vil du nu?" spurgte han lidt forsigtigt i et forsøg på at aflede Asads opmærksomhed lidt. Han ville gerne snakke mere om den bande, Mahir havde talt om, men Asad var tydeligvis ikke glad for, at Atlas nu kendte til den.