Asiths reaktion kom lidt bag på hende. Den ellers så stille fyr, gik lige pludselig amok som en frådende hund, og et kort øjeblik blev hun i tvivl om hendes greb i ham var nok til at holde ham på plads. Men virkningen var straks synlig, og hun priste sig lykkelig for at mørkelveren havde valgt at byde ind for at støtte op om hendes lille løgn. Forhåbentlig betød deres lille scene, at hendes to kollegaer faktisk ville holde deres kæft, og ikke undersøge forholdene nærmere.

På den anden side, begyndte det langsomt at gå mere og mere op for hende hvad alt det her egentlig betød. Det var jo direkte forræderi. Hvis det blev opdaget kunne hun blive hængt, eller på anden vis henrettet for at have hjulpet en fange med at flygte..

Og dog.. ville det her ikke, i sidste ende, komme Dianthos mere til gode? En smuglerring i bytte for en sølle mand der bare vil leve inden for byens murer. Hun havde jo sådanset ikke noget bevis på at han har gjort noget sønderligt forkert.. han var bare… sort.. og hvorfor skulle det nu også lige betyde noget som helst??? Og hvad var det nu man sagde? En mand er intet i forhold til det fælles bedste.

Tankerne ræsede bag det stille solide ydre, men blev afbrudt da Asith holdte op med at råbe og i stedet adresserede hende. Hun trak på skulderen og rystede på hovedet; nej nej, intet personligt. Han spillede rollen godt, og det havde hjulpet. Det var nok til hende.  En grimasse trak i hendes ene mundvig, som hun overvejede deres næste træk. Hellebarden og skumringskvarteret… ugh… ikke just det sted hun yndede at komme. MEN, var det der han skulle hen, så var det der han skulle hen.

Hun begyndte endnu engang at gå, raske lange skridt eftersom hun var ved at være en smule ivrig efter at komme af med ham. Men var der ikke noget med hans hoved? Det kast hun fik lavet… hvordan holdte han sig overhovedet ved bevidsthed?

”øh.. er du egentlig okay? Er det… hvordan har dit hoved det?” Ville han overhovedet kunne blive hængende på hendes skulder på den måde, hele vejen til skumringskvarteret?? Hun mærkede hans vægt mod sin solide skulder, og fik pludselig dårlig samvittighed. Hvad var det her egentlig for en måde at transporterer nogen på?

”Jeg kan godt bærer dig anderledes… Der kommer alligevel ikke så mange her ad de små bagveje..” Måske hun burde hive ham ned derfra.. Det kunne da heller ikke være sundt for hovedet at hænge sådan ned af! Men ham den anden havde nu ikke klaget. En idé poppede op i hendes hoved, og med sin frie hånd rakte den muskuløse kvinde ned i en af taskerne på sin hofte og fiskede et lommetørklæde op. Med relativ lethed fik hun rullet det sammen mellem sine fingre, hvorefter hun koncentrerede sig om sin håndflade. For anden gang i dag, kom der et meget svagt blåligt lys fra mellem hendes lukkede fingre, og efter et par sekunder, rakte hun så det nu direkte kolde og fugtige lommetørklæde over imod ham.

”Her. Det nytter ikke noget hvis du bliver ved med at bløde.. og det skulle også gerne hjælpe lidt på hovedsmerterne…”

Alt dette, mens de forsigtigt bevægede sig ind og ud af de små ukendte gyder.

“Heh...” Hans smerte var heldigvis ikke nok til at gøre kål på hans dødbider humor og han skævede igen til damen med sit blodige smil. “Nu er du bare mørk hud og et par lange ører fra at være ligeså kriminel som jeg.” Han legede måske lidt med ilden, men han kunne simpelthen ikke lade være... Og ja, han var selv ret sikker på, at Herja kunne danse hen ad markedspladsen i flere uger, syngende imens hun forvandlede hele lortet til en kælkebane uden at komme nogensteder nær Asiths nuværende kriminalitets-niveau, men det behøvede hun jo ikke at vide. Han forsøgte jo trods alt at undgå den tur i brummen.

Herja betragtede ham indgående mens de stod der, og han sundede sig efter at være blevet sat ned. Måden hvorpå han hvæste og bandede fascinerede hende en smule. At et sprog kunne lyde så melodisk og så skarpt på samme tid… Men sådan var der vel også så mange andre lyde der kunne defineres..

Med en skulder mod hans side og en arm rundt om hans liv, støttede hun ham så godt hun kunne mens de fortsatte deres færden frem af, og først nu lagde hun mærke til hvor tynd og benet manden i virkeligheden var. Der var jo absolut INTET at tage fra med! At han overhovedet kunne stå selv lige nu var et mysterium på størrelse med Bermuda trekanten, og hun anede ikke hvordan han ikke havde mindst 4 brækkede ribben! Det forhindrede hende dog ikke i at holde fat i ham, eller at fortsætte deres færden frem ad!

At han havde bidt mærke i hendes evne, huede hende dog ikke men da han ikke virkede til at vise det yderligere interesse lod hun det også glide ud i sandet. Om ikke andet virkede han heller ikke til at være typen der kunne bruge sådan noget viden til særlig meget, hun havde dog før taget fejl… Interessant nok, virkede hans kommentar om hendes nyfundne kriminelle status ikke til at bekymre hende synderligt. Sure, han havde da ret, det hun havde gang i mindede jo som før nævnt mest om forræderi, og hvad så?

Hans kommentar affødte imidlertid et lille let smil der hurtigt fik fat i hendes mundvige hvorefter det bredte sig til en lidt besynderlig grimasse. Ikke just sådan en reaktion man normalt ville få på at kalde en anden for kriminel.
”Jeg fanger en smugler, og får fat i et stører netværk…” Hun så på ham stadig med det mærkelig smil på læberne, og nu et næsten legende glimt i de is-blå øjne, ”så op i Nak'lars sorte hul med resten!” et udsagn der sagde mere om hendes mentalitet end hun selv var klar over.

Det tog noget tid, men langsomt og sikkert fik de snørklet sig ind og ud af de små baggyder i Dianthos’ gader, og skumringskvarteret kom tættere og tættere på. Gyderne de befærdede sig på, og gaderne de krydsede blev mindre og mindre familiære for den nordiske kvinde, og jo dybere de gik ind, desto mere skulle hun kigge sig omkring for at finde pejlemærker hun kunne genkende. Hvor meget længere skulle de..? Herja kunne mærke hvordan en sitrende fornemmelse begyndte at sprede sig ud igennem hendes krop jo dybere de kom ind i skumringskvarteret. Det var ikke det bedste sted for en byvagt at befinde sig. Faktisk var det typisk det kvarter de helt lod være at sende patruljer ned igennem, med mindre de havde muligheden for at sende en stører gruppe af vagter afsted. Hun begyndte så småt at overveje om det havde været den smarteste idé at tage her ned, og så endda med en kriminel på slæb… hvis de forkerte folk så dem ville hun nok kunne klapse et par stykker ned, men var der for mange var hun prisgivet. Hun skævede lidt til Asith ved sin side, og skubbede så tanken helt væk. Nej. Hun kunne sagtens komme ud herfra hvis det blev nødvendigt. Der var ikke ret mange der kunne hamle op med hende!

De stoppede da de nåede en lille plads med en nødtørftig brønd i midten, og hun kiggede rundt. Alle husene her så grå, slidte, og medtagede ud. Det var tydeligt at man ikke postede mange penge i denne del af byen, eller at dem der havde lidt mere ikke ønskede at være alt for tydelige. Guderne måtte vide at det her område ikke var for svage sjæle!

”Hvortil nu?”