Det hele var stadig komplet surrealistisk for hende. Hun var nærmest i drømmetilstand hvis hun selv skulle sige det, og Proserpina blev fragtet rundt i drømmen uden at gøre nogen modstand. Hun overvejde om at var noget hun opdigtede som respons på den voldsomme episode, og hun stadig lå i skovkanten og forblødte og lod livet rinde ud. Hvad håbede hun egentlig på var sandheden?

Proserpina nikkede i forståelse over beskrivelse af værelset og at hun skulle sove hos Ileana. Faktisk var hun især taknemmelig for den del. At være alene ville gøre mere skade end hun lige nu kunne tænke sig til, og hun følte sig så tæt knyttet til den fremmede kvinde allerede.
Hun kiggede ned af sig selv ved det utilfredse snøft, for at tage kjolen i øjesyn selv. Det var ikke grimt, men Proserpina var heller ikke vant til meget. "Det gør mig ikke noget. Jeg er bare virkelig taknemmelig for din hjælp og den næstekærlighed du har udvist mig" hendes stemme var stadig svag trods hun havde fået blod. Det kom til at tage tid at forstå og ikke mindst blive nogenlunde rask igen. "Ileana. Jeg.. Jeg har ikke fået ordentlig tak. Fordi du har reddet mig og taget dig så godt af mig. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene det" også selvom der var mange interne mentale konflikter i hende, var hun stadig taknemmelig. Døden var for hende blevet skræmmende da den åndede hende direkte i ansigtet, trods hun hele livet havde været forberedt på at den naturligt skulle komme.

Ordet "næstekærlighed" gav næsten Ileana ondt i tænderne, men hun smilede bare sødt til sit afkom. Nej, hun vidste heller ikke lige, hvorfor hun havde valgt at tage denne pige til sig. Hun var køn, men simpel, og egentligt havde Ileana slet ikke lyst til at skulle tage sig af nogen. Det var gået så dårligt med Loke, han havde gjort hende så ked af det. Men det ville denne pige ikke - vel? Hun rakte ud og rørte ved hendes sorte hår.
"Jeg kunne ikke bare gå forbi og lade som ingenting. Så smuk en pige som dig, skal ikke dø sådan." For hånden af en mand. Efter han havde taget, hvad han ville have. Mordlysten gled igennem vampyren, hvis hun nogensinde mødte det svin, der havde rørt hendes afkom, så... hun lod tungen glide over sine tænder. Måske det var en idé, at omvende sådan en mand og lade ham lide resten af sit miserable liv. Hendes blik blev kort tomt, som det blev en fast tanke i hendes hoved. Måske en dag.

Hun trak sig dog hurtigt ud af den igen, og lagde hånden på Proserpinas skulder, som hun kærtegnede let.
"Du er min nu. Det er min opgave at passe på dig. Sørge for, at du har det godt. Så længe du respekterer mig og gør som jeg siger. Og ikke bare... forsvinder." Et farligt glimt gled over hendes ansigt, da hun sagde det sidste. Loke var bare forsvundet. Efterladende en note. Hvor vovede han?! Han ville være i så store problemer igen, den dag hun fik sine skarpe negle sat i ham igen! Han ville ikke have kendt smerte, som hvad hun ville gøre ved ham, før!

Hun lagde en arm om Proserpinas skulder og førte hende ud af rummet.
"Jeg skal nok sørge for at lære dig, hvordan det er at være en som os. Så du kan passe på dig selv. Og hvis nogen nogensinde rører dig igen, får de med mig at bestille." Hun forsøgte at sige det med let humor, men truslen var så seriøs, at den ikke kunne skjules. De isblå øjne så frem for sig med mord i blikket, mens de vendte tilbage til stuen.

Hvis Proserpina kunne vælge, hvilket hun ikke havde kunnet, var hun heller ikke død på den måde. Bare tanken om hvad der skete fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende og gav hende en væmmelig smag i munden. Hun var ikke den eneste på stedet der havde lidt den skæbne. Heller ikke den eneste i verden. Hendes medfølelse gled ud til de stakkels sjæle. Hendes egen sjæl kom ikke til Kiles tempel men blev holdt tilbage i noget Proserpina ikke helt kunne forklare om var liv eller død.

Proserpina så op på Ileana, med et uforstående blik og let utryghed over det faretruende glimt der gled over hende. Hun håbede ikke at det var rettet mod hende, men det var ubehageligt. "Hvorfor skulle jeg forsvinde? Efter alt hvad du har gjort for mig" selvom det var en smule ubehageligt at vide at hun skulle gøre alt hvad der blev sagt. Et svagt øjeblik følte Proserpina sig ejet, men det måtte være indbildning.

"Har du.. Har du været vampyr længe?" Proserpina havde seriøst ingen forstand på det. Hun vidste heller ikke om hun nogensinde havde mødt nogen. Måske hun havde. Dertil var Proserpina nysgerrig, og en smule ængstelig efter at skifte emnet over til noget der ikke frembragte det vrede udtryk i Ileanas øjne.

Ileana smilede svagt. Proserpinas svar var næsten betryggende, men hun kunne godt mærke, at hun nok aldrig ville komme til at stole på hende, efter hvad Loke havde gjort. Det kunne man vel tænke var synd for hende, for det ville uden tvivl skabe nogle gnidninger senere hen, men sådan tænkte Ileana ikke. Det ville kræve mere medfølelse end hun kunne skrabe sammen.
"Præcis. Klog pige." Hun gav hende et lille klem, inden hun slap hende, som de kom ind i stuen. Der var ikke tændt lys nogen steder, men det var heller ikke nødvendigt. Det var kun når tjenestefolken skulle rende rundt i huset om natten, at der blev tændt lys. Og det skete ikke så meget, da Ileana gerne ville have sin tid i huset i fred, og der blev gjort rent i løbet af dagen, hvor hun alligevel sov.

Hun fortsatte lidt ind i stuen og overvejede at smide den beskidte kjole. Den lugtede af blod, jord og hest og hun trængte til at føle sig ren. Var det bad ikke snart klar?! Hun var lige ved at beslutte sig for at skynde på sine lånte tjenestefolk, da Proserpina spurgte hende om hendes alder. Et spørgsmål der kort fik hende til at gå i stå. Hun talte ikke år mere, havde ikke gjort i lang tid. De forsvandt som sand i mellem hendes hænder alligevel. Det kønne ansigt fik et fjernt udtryk, mens hun lavede lidt hurtig hovedregning. 
"Et sted midt i mellem syv- og ottehundrede år." Hun blev nærværende igen og smilede svagt, hvilket ikke nåede de kolde blå øjne. Spørgsmålet fik hende til at mindes den dag i fangekælderen under borgen, hvor Krian tilbød hende at tage styringen over sit eget liv. En løgn, men det havde hun ikke vidst. 

Hun trak let på de smalle, spinkle skuldre og begyndte at pille sit hår op. Det havde siddet sådan i evigheder, hendes hovedbund trængte til forandring.
"Jeg er ikke engang gammel. Jeg har mødt mange vampyrer meget ældre end mig." Fletningen faldt fra hendes hoved og hun begyndte at vikle den op. Hun smilede en smule mere. 
"Du har et langt liv foran dig, Proserpina. Hvis du sørger for at holde dig i live."

Proserpina var stadig forundret over hvad evner hun nu besad. Mørket føltes aldrig nogensinde helt mørkt mere. Faktisk var hendes øjne langt mere komfortable med at der ingen tændte lys var at finde i stuen, og hun kunne uden problemer lade blikket glide nysgerrigt over sine omgivelser. Møblerne, atmosfæren, farverne. Hun fulgte Ileana og stoppede op når hun gjorde, og måtte for en stund se helt mærkelig ud i ansigtet.
Hun tabte næsten underkæben ved at få Ileanas alder at høre, og selvom det ikke burde komme bag på hende, at en udødelig kunne være så gammel, havde hun aldrig overvejet det. Så mange århundreder, som ikke havde haft nogen synlig effekt på den anden vampyr-kvinde, i andet end erfaring. Proserpina følte sig ganske naturligt som et barn ved siden af med sin sølle alder af treogtyve år, som i menneskenes verden var en alder hvor hun burde havde fået børn allerede.

"Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal holde mig i live. Der er så mange ting jeg ikke ved eller forstår." gik tiden hurtigere når man havde så langt et liv? Eller føltes det bare sådan. "Hvor gammel er den ældste du har mødt?" spurgte hun med noget af den barnlige nysgerrighed som Proserpina aldrig havde kunne ligge fra sig. At spørge sådan ind, betød også at hun var begyndt at få det bedre. At hun ikke længere var nær så forskræmt og forvirret. Eller i det mindste havde accepteret at hun var forvirret, men at Ileana kunne give hende svar, før eller siden. Hun var ikke alene. Ileana ville passe på hende.

Det morede Ileana at se Proserpinas reaktion på hendes alder. Det var en ubevidst kompliment. At hun var så gammel og stadig så så ung ud. Det gjorde Ileana selvtilfreds. Hun byggede sit liv op over sit udseende og sin krop, og det betød meget for hende, at hun formåede at forblive smuk.
Hun smilede tilfreds, mens hun flettede håret ud. Det bølgede efter at have siddet i samme form så længe, og hun trak fingrene igennem det, for at løsne det.
”Det skal nok komme. Lidt af gangen.” Hun havde selv været så fortabt, da hun havde overtaget borgen, efter at have slået, nå ja, en del af mændene ihjel. Hun havde som menneske knapt nok nået at forstå sin egen krop eller hvordan verden hang sammen. Og hun havde nok ikke været meget ældre end Proserpina.

Pigebarnets nysgerrighed fik hende til at virke som et barn. Ileana så hende efterhånden også lidt som et barn, der var noget uskyldigt over hende, der ikke hørte en kvinde til. Noget naivt. Hvordan kunne nogen så naiv leve endnu? Eller, det ville hun så heller ikke gøre, hvis det ikke var for Ileana.
”Åh, jeg tror han var oppe omkring 1500, måske lidt mere. Det er ikke sådan, at vi udveksler alder, men han snakkede noget om nogle hændelser fra den tid.” Hun så lidt tænksom ud som hun sagde det. De havde ikke brugt meget tid på at snakke. Han havde tilbudt hende ét og hun havde givet ham andet. Det var mange år siden.

Endeligt var al håret snoet op og det faldt ned over hendes skuldre. En lille smule udamet satte hun fingerspidserne i mod sin hovedbund og gnubbede den, så håret viftede lidt til alle sider. Ah, det var rart. Hun sukkede.
”Men hvis du kan, hold dig fra de gamle vampyrer. Især mændene. De tror, at de er noget særligt, fordi de har levet så længe.” Egentligt burde man også holde sig fra de yngre, for mange af dem havde en selvtillid, der fik dem til at opføre sig som om, at de ejede hele verden. Dem kunne Ileana i det mindste sætte på plads. For det meste.

Proserpina kunne mærke at taknemmeligheden blomstrede i hende af fuld kræft. Hun havde aldrig haft nogen der passede på hende på denne måde, og de sidste dage havde været så kaotiske, skræmmende og frygtelige at hun knugede sig til den beskyttelse som Ileana gav hende. Den venlighed og forståelse hun følte fra den anden kvinde. På intet tidspunkt ville hun havde mistænkt vampyrkvinden for at havde andet end uselviske tanker omkring sit nye afkom. Pigen hun reddede fra dødens greb. Proserpina var så ubeskrivelig naiv, men det kom af de prøvelser hun havde været igennem. Prøvelser hun aldrig havde regnet med at skulle opleve i sit simple liv.

Underkæben nåede at falde en smule igen som hun nævnte alderen på den ældste vampyr hun havde mødt og Proserpina måtte tage en ekstra indånding for at få den samlet op igen. "Så mange år.. Der kan ske så meget på de år" hvordan kunne de rumme det! På hendes små 23 år syntes hun at havde oplevet så meget at hun knap kunne huske halvdelen. Hvordan måtte det ikke være når mand rundede hundrede. De første tusind.

"Er de da ikke det?" hun følte sig i hvert fald ikke som noget særligt. Måske hun ville når hun havde set et par århundreder forløbe i sit liv. Hun var ikke helt sikker. Hun havde så mange spørgsmål at hun lidt glemte at reagere på hvor de var og at hun burde gøre noget ved sit eget hår der stadig havde nogle områder med størknet blod der ikke var blevet vasket helt væk i hulens kolde vand. Men hendes tanker var andet steds. Om hendes nye liv, og alt hvad det indebar, som hun slet ikke kunne begribe.

Ileana smilede lidt, som Proserpina atter måtte bruge et øjeblik på at forstå, hvad der fulgte med vampyrens velsignelse. Alder. Og meget af den, hvis man kunne finde ud af at holde sig i live. Noget Ileana havde tænkt sig at gøre, døden var ikke noget for hende. Der var for mange liv, hun skulle ødelægge, derude.
"Pff, de fleste er nogle gamle magtgriske liderbukke, der føler sig højt hævet over alle, der er yngre end dem." Afskyen var tydelig i hendes stemme. At hun selv var lidt det samme, det var noget helt andet.

Mens hun snakkede åbnede der sig en dør og en middelaldrende kvinde kom ind. Hun gjorde ikke noget for at gøre sig bemærket, før Ileana anerkendte hendes tilstedeværelse med et blik.
"Vandet er varmt, Mylady."
"Godt. Dette er..." Hun gik i stå, da det gik op for hende, at hun ikke vidste, hvad pigen hed til efternavn. "Proserpina. Frøken?" Hun så spørgende på Proserpina for at få hende til at sige sit efternavn. Så snart det var gjort, nikkede hun og vendte opmærksomheden mod kvinden igen, der nejede høfligt for den yngre kvinde.
"Hun vil bo ved os for et stykke tid. Bed Kristoph om at dække vinduerne i værelset ved siden af mit." Kvinden nikkede og sendte Proserpina et lidt nervøst blik. Ileana så også på Proserpina, hun var interesseret i at se, hvordan hun reagerede med et menneske i rummet. 

"Åh, og Anna, du skal hjælpe frøken Libitina med at få skyllet sit hår inden hun sætter sig i karret." Der var stadig blod i hendes hår og lugten havde fulgt med dem siden Ileana havde fundet hende. Ikke voldsom nok til, at Ileana havde haft problemer med det, men hun ville helst ikke have for meget blod i badevandet. Igen nikkede kvinden, og trådte til side, som Ileana gik mod døren. Hun sikrede sig, at Proserpina var med og Anna ikke i fare, gode tjenestefolk var svære at finde, og gik så ned af en gang og ind af en dør, der ledte ind til et baderum. Der stod en bænk langs den ene væg, et stort kar i midten, der lige nu var fyldt med dampende vand, og der gik en dør ud i den anden side af rummet.
Uden videre begyndte Ileana at løsne sin kjole og lade den falde til gulvet, afslørende hendes smukt formede krop med den lyse, perfekte hud.

Det lød slet ikke som rart bekendtskab. Proserpina gøs faktisk ved tanken. Hun vidste at mennesker også kunne blive sådan, men det havde sjældent noget med alder at gøre, men mere hvor mange penge de havde og høje positioner i samfundet.
Proserpina havde faktisk ikke tænkt over at hun aldrig havde fået præsenteret sig med hele sit navn. Hun så helt forlegen ud som hun bed sig i læben. "Undskyld. Proserpina Libitina" Ikke at det efternavn betød meget mere. Et efternavn der havde været tilknyttet hendes slægt som Kilepræstinde. Navnet der fortalte om hendes evne. Lige nu følte hun ikke det var meget værd. Kunne hun tjene Kile når hun havde frataget Kile sit liv. Det løb en smule koldt ned at ryggen. Men ikke nær så koldt som dag duften af frisk blod nåede hendes næsebor. Hun kunne høre det pumpe i kvindens årer. Hun stirrede på den middelaldrende kvinde, som var det en ny opdagelse at se et levende menneske. Hun sank en klump i halsen og sænkede blikket. "Tak" nok var det formentlig en tjener, men det betød ikke at Proserpina ikke satte pris på kvindens besvær med at gøre stedet beboelig for hende.

Proserpina tøvede et kort øjeblik før hun med en dyb indånding fulgte efter Ileana ud af rummet, forstyrret af hvor fristende det havde været at komme tættere på. Hun havde duftet fantastisk. Som den sødeste og bedste vin i hele Krystallandet.

Varmen i baderummet var nærmest overvældende i forhold til køligheden i Proserpinas blege hud. Det var underligt, men rart. Ikke at hun frøs, men varmen var alligevel kærkommen. Ligesom Ileana, lod Proserpina sin kjole falde. Hendes krop var beskridt, og der var stadig blodrester fra de sår der engang havde været der. Og hun var bleg. Dødeligt bleg.

Ileana kunne se på pigebarnet, hvordan hun reagerede på den ældre kvinde, men hun måtte indrømme, at hun var ganske imponeret over, hvor meget selvkontrol hun havde. Ikke alle kunne holde sig fra et måltid, når det stod foran dem, så tæt på deres forvandling. Ileana selv havde haft problemer, selvom hun havde spist sig mere end mæt i løbet af de første par timer som vampyr. Det stod lidt hen i en tåge for hende, men huskede stadig den dengang ukendte, men fantastiske, smag af blod. Så meget blod.

Hun holdt godt øje med Proserpina på vej ud i baderummet, men hun så ud til at kunne kontrollere sig. Det var kun et kort blik, Ileana sendte hende, da hun smed sin kjole. Så meget blod på hendes blege hud.
”Anna, hjælp frøken Libitina med at skylle blodet af kroppen.” Hun så ikke på kvinden, men gav sig i stedet til at træde op i det store kar. Langsomt førte hun et ben ned i det varme vand, først en tå, en fod, resten af benet. Så snart fodsålen lagde sig mod bunden, skiftede hun vægten og trådte helt op, inden hun lod sin slanke krop glide ned i vandet med et uhørligt, nydende suk.

Anna, der var fulgt med dem derud, nikkede og skyndte sig at fylde en spand med varmt vand fra karret, inden hun nærmede sig Proserpina. Hun var tydeligvis ikke tryg ved vampyren, men turde ikke modsætte sig Myladys ordre, så med en svamp begyndte hun svagt rystende at vaske skidtet af Proserpinas krop. En svag lugt af blod bredte sig i rummet fra vandet, der lød mod afløbet. Ileana sad sådan, at hun ikke kunne se dem, men hun var meget opmærksom på, at Proserpina ikke gjorde noget overilet.

Skete der ikke noget, ville Anna så forsigtigt som muligt fjerne det meste af det størknede blod og til sidst skylle Proserpinas hård igennem med vand fra svampen. Til sidst ville hun neje for dem begge to og forsvinde ud til sin søn for at få ham til at sætte skodder for vinduet på værelset.
Ileana vippede med en finger for at få Proserpina hen til karret.
”Der er plads nok til to.” Hun flyttede sig lidt, så Proserpina kunne sætte sig i den anden ende af det aflange kar med høje ender, så man kunne hvile ryggen og hovedet mod træet.

Proserpinas indre respekt for livet, skreg af hende for ikke at gøre noget livstruende mod andre væsner. Nok fyldtes hendes mund med savl, hendes øjne havde svært ved at fjerne sig fra mennesket, og hun følte kroppens behov for at mærke det varme blod igen. Høre kvindens puls. Men hun var ikke døende. Dødens aura hang ikke over hende, så det var ikke blevet hendes tid. Det forsøgte Proserpina i hvert fald at bilde sig selv ind for at fastholde bare en smule af sin fornuft. Ikke den nemmeste opgave i verden.

Det krævede alle hendes kræfter at stå stille og blot lade sig vaske ren fra blod og ikke fokusere på duften af liv der kom fra hele Anna’s eksistens. Det var ikke svært at se hvor nervøs kvinden var også at skulle nærme sig den nyvendte vampyr. Proserpina drejede sit blik væk og fokuserede på en specifik lille revne i væggen i modsatte side. Hendes blik var stift, hendes krop anspændt og hun bad til alt der kunne bedes til for at det snart var overstået. Hun pressede sin mund sammen, mærkende de spidse hjørnetænder mod sin underlæbe. Nej, hun ville ikke.
Modvilligt tog hun en dyb indånding gennem næsen og lukkede sine øjne. Det var næsten for meget. Hvorfor følte hun sådan her? Hvorfor var alt hun kunne tænke på, at mærke den sugende følelse af magt og energi strømme igennem sig, som da hun havde taget blod fra bondekvinden. Tømt hende fra blod. Efterladt en tom skal. Tanken om livet hun fik energien fra, blev omdannet til kvalmen ved tanken om at hun havde taget et liv. Hun åbnede øjnende næsten forskrækket og forsøgte et kort øjeblik at trække sig væk fra Anna.

Heldigvis var hun næsten færdig og manglede kun at hælde vandet gennem Proserpinas hår før hun endelig forsvandt og trak den voldsomme duft med sig. Proserpina var omtåget som hun vaklende gik hen til karet, som Ileana inviterede hende ned i. Vandet havde en fantastisk varme, som fik hende til at føle sig en smule mere som sit gamle jeg. ”Hvornår, stopper følelsen af afmagt og den overdøvende trang til at tage det varme liv ud af alt levende..” det var halvt et spørgsmål og halvt blot en træt konstatering af hvordan hun følte. Det måtte gå over, eller også blev selvkontrollen bedre. Ileana så ikke ud til at have problemer i hvert fald.

Ileana åbnede øjnene og så op på Proserpina, da hun kom hen til karret og lod sig glide ned i det varme vand. Hun så mere bleg ud end før, men var nu nogenlunde ren for blod, hvilket var lidt af en lettelse for den ældre vampyr. Lugten havde hængt om hende på hele deres tur, og selvom de havde spist på vejen, var det alligevel en enerverende og påtrængende duft, der havde været en konstant påmindelse om en umættelig sult.

Ileana kunne ikke lade være med at smile lidt over spørgsmålet. Hun kunne godt huske følelsen, sulten og lysten til at myrde. Hun havde stadig begge dele, men holdt det under kontrol, især sulten. Det med at slå ihjel, det skete stadig lidt en gang i mellem uden det helt var planlagt. Nogle folk havde en tendens til at hidse hende op på den forkerte måde.
”Med tiden. Lysten forsvinder aldrig, men den bliver mindre. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, det kommer så vidt jeg ved an på personlighed, vilje og hvor meget man giver sig selv lov til at fråse til at starte med.” Hun havde relativt hurtigt fået styr på sin sult, men hun havde også spist mere end de fleste vampyrer den første dag af hendes nye liv.

Da Proserpina havde sat sig, flyttede Ileana lidt på sig og satte sig til rette igen. Der var ikke mere plads, end at deres ben rørte hinanden og Ileanas fødder hvilede ved Proserpinas hofte. Hun sad tilbagelænet nok til, at hendes barm var under vand og det gyldne hår flød rundt om hende. Man kunne måske næsten synes, at hun så sårbar ud, men udtrykket i hendes ansigt og øjne ville hurtigt få en på andre tanker. Nok så hun forholdsvis mildt på sit afkom, men hendes træk var stadig kolde og hårde. Noget der sjældent forlod hende, medmindre hun tænkte over det.
”I morgen nat finder vi noget mere mad til dig. Først skal vi hvile.” Hendes hånd gled ned og lagde sig på Proserpinas skinneben under vandet og hendes fingre strøg hende blid over huden.

Proserpina sank en klump i halsen og lod sit blik flakke en smule for at finde noget at fokusere på. Nok havde Ileana svaret på spørgsmålet, men det syntes ikke at bringe hende nogen trøst. Derimod en stærk beslutsomhed i altid at bekæmpe trangen til at dræbe. Altid bekæmpe trangen til at drikke blod, så længe hun kunne. Finde en erstatning hvis hun kunne, eller kun tage dem som døden i forvejen havde udvalgt. Når Kile vidste hende hvem der var tid til skulle dø. Dem kunne hun tage. Måske ville det være nok til at hun ikke var helt forbandet. Måske hun stadig kunne fuldføre sit arbejde som Kilepræstinde. Men tvivlen holdte fast i hende.

Proserpina forsøgte at læne sig lidt tilbage og sætte sig bedre til rette, men endte alligevel med at sidde en smule mere sammentrukken end nødvendigt. Det generede hende ikke at hun kunne mærke Ileanas ben mod sig, for hun kunne heller ikke rigtig længere fornemme kulde.
”Hvile lyder godt” medgav hun med en tynd stemme og lukkede øjnende. Den lette berøring over hendes skinneben var kærkommen. Hun følte sig ikke helt alene eller fortabt når Ileana var der. Ileana ville passe på hende og hjælpe hende til at få styr på hvordan hun kunne få et liv her i døden. Forhåbentlig også uden at for mange led overlast. Det håb brændte trods alt stadig i hendes blege kolde krop.