Det var ikke svært for Karkhos at regne ud, at den ældre kvinde ikke ville lade ham være den, der spiste mindst, men så let gav han nu ikke op. Så han rakte ned og brækkede det overraskende friske brød midt over, så de kunne få hver sin halvdel. Mens han rakte det til hende, betragtede han hendes ansigt. Hvordan har du det? Igen var det som om, at hun kunne se igennem ham, igennem den kappe af udtryksløshed han altid bar rundt på. Spørgsmålet var uskyldigt, men han var ikke i tvivl om, at hun havde set, at han var træt og havde ondt. Der var et eller andet ved hende, der sagde ham, at hun altid ville vide mere om ham end alle andre. Og af den grund ville han ikke lyve for hende. Det ville han nu ikke alligevel, men han havde en fornemmelse af, at hun ville vide det, hvis han gjorde, også selvom det var for at beskytte hende.

Så han sukkede kort og trak så let på skuldrene.
"Jeg er træt. Og er øm. Men jeg har prøvet værre." Hans blik var faldet til brødet, som han brækkede et stykke af og stak i munden. Det var en underdrivelse at sige, at han var øm. Han havde ondt, men som han også havde sagt - han havde prøvet værre. Det værste var knivstikket, men det var ikke gået så langt ind, at det udgjorde nogen fare i sig selv. Blodtabet var værre og det var med at holde øje med, at der ikke gik infektion i det. Men blodtabet var til at overleve for nu, han havde bare brug for hvile. Og det ville blive et par hårde dage på hesteryg, men det var igen til at klare. Det vigtigste var at finde noget mere mad, ikke bare til ham, men også til hende. Hun var ikke ung og ikke vant til hårdt fysisk aktivitet, så hun ville miste sine kræfter hurtigt. Men mon ikke, at de stødte på beboelse på vejen. Ellers måtte de bruge noget af dagen i morgen på at lede efter mad fra naturen. Årstiden var ikke den bedste, men det kunne lade sig gøre.

Karkhos skævede lidt til hende og tyggede af munden.
"Men det er det værd." Om han var bevidst om hendes dårlige samvittighed eller om han ubevidst havde opfanget det, var ikke til at sige, men han følte, at han blev nødt til at understrege det. At han ikke fortrød et eneste skridt af vejen. Han havde hende hos sig nu, noget han havde drømt om i længere tid. Kort tid. Det hele var gået så stærkt, men han fortrød intet. Absolut intet.

Helena tog imod brødstykket, let accepterende at hun ikke ville kunne få ham til at spise det hele, trods hun stadig mente han havde mere brug for det. Hun tog forsigtigt en bid af det, vækkende den sult hun egentlig havde i maven efter de lange dage hvor hun stort set intet havde spist. Hvis blot hun havde vidst at dette ville blive en realitet, havde hun nok sørget for at spise mere. Men der var ting i livet man aldrig vidste. Helena kiggede på ham som han svarede, men lod sine øjne flakke ned på brødet som hun forsøgte at blive ved med at spise af bagefter. Faktisk tvang sig selv, som skyldfølelsen ramte hende igen.

Det var hendes skyld han var kommet til skade. Det var hendes skyld at han ikke fik nok at spise, efter at havde tabt så meget blod. Det var hendes skyld at han nu var en jaget mand. Han liv ville være nemmere hvis hun aldrig var dukket op. Hvis de aldrig havde kastet øjne på hinanden på markedspladsen, men blot gået forbi. Verden ville havde set så meget anderledens ud. Men hun kunne heller ikke ønske at det ikke var sket, trods skylden hun følte var ene og alene hendes. Helena elskede ham, og tanken om at det skulle forsvinde, eller aldrig opstå var værre end skyldfølelsen. Hun følte sig så kaotisk indeni.

Helena løftede blikket og drejede ganske langsomt sit hoved til siden, kiggede på ham. Hendes blå øjne udtrygte langt mere end hun nok selv ville sige. Skyldfølelsen, sorgen, glæden og hvordan der voksede noget blidt og kærligt frem ved hans ord. Et lille blidt smil voksede frem som hun kiggede på ham. Langsomt vendte hun tilbage til at spise, godtog hans ord, men nåede ikke langt med brødet før hun hvilede sit hovede mod hans skulder, forsigtigt, og kiggede derefter på den knitrende ild, dog stadig let spisende med nogle mellemrum. "Jeg er ked af at du er kommet til skade.." Hendes stemme var ikke højere end en hvisken. Hvis blot hun kunne, ville hun fjerne alle skader og sår og tage dem på sig selv. Det var hendes skyld de var der, det var ikke retfærdigt at en anden bar dem.

Brødet var godt og Karkhos fortsatte sultent med at spise. Hans krop ville gerne have noget næring som erstatning for tabt blod og selvom det han nu havde, ikke var nok, var det bedre end ingenting. Han brokkede sig i hvert fald ikke, men spiste sin del af brødet rimeligt hurtigt.
Han mødte Helenas blik efter sine egne ord og følte næsten, at hun var en åben bog med alle de følelse,r han kunne tyde i hendes blik. Den dårlige samvittighed nu tydelig og det fik ham kort til at rynke panden. Hvad havde hun dårlig samvittighed over?

Han spurgte ikke, men gumlede langsomt videre på brødet. Situationen var uvant for ham, normalt når han skulle håndtere andres følelser, var det mere direkte. Morpheus' vrede, soldaters dødsangst eller andre mere tydelige følelser. At sidde her og forsigtigt skulle forstå, det havde han ingen øvelse i. Så han var tavs, håbende at hun selv ville sige, hvad der gik hende på.
Hendes hoved ramte hans skulder og gjorde det for et øjeblik klart for ham, at det her var virkeligt. Han sad virkeligt her med en kvinde, hans hjerte havde bestemt sig for at elske. Langsomt lagde han sin arm om hende, bare for at holde om hende. Gøre hende tryg.

Og lidt efter fik han også at vide, hvad der gik hende på. Han tyggede den sidste mundfuld brød af munden og overvejede sine ord lidt, inden han svarede.
"Helena, jeg har været soldat hele mit liv. At komme til skade er uundgåeligt." Måske noget der var godt at slå fast nu. Han ville uden tvivl komme til skade igen. "Det er ikke din skyld, at jeg kom til skade. Det var Renlys. Og min egen. Hvis jeg ikke havde stoppet ham, havde han slået dig ihjel. Jeg vil hellere komme lidt til skade end at miste dig." Og havde han passet bedre på, ville Renly ikke havde fået fat i hans kniv. En kniv der stadig lå tilbage på borgen.
Karkhos drejede hovedet lidt og kyssede hende på håret.
"Jeg vil ikke miste dig, jeg har lige fundet dig." Den brummende stemme var fyldt med varme og var en smule hæs.

At skulle vende sig til at man ikke behøvede at skjule alting var svært. Det var hårdt, men samtidig med også noget hun behøvede. At kunne få lov til ikke hele tiden at male et glansbillede op og lade som om alt var perfekt. Men det var det ikke. Helena tog en dyb indånding og lukkede det ud i et tilfreds suk som han lagde sin arm omkring hende. Bringende tryghed tilbage til hende, og fik noget af skyldfølelsen på afstand. Nærmest forsikrende hende om, at hun ikke havde noget at frygte. At han ikke kom til at hade hende for at havde udsat ham for de skader han havde fået, eller alt det andet som fulgte med.

Helena lukkede sine øjne og kunne ikke stoppe sig selv fra let at putte sig ind til ham. Stadig søgende den varme og tryghed han gav hende. Hans ord havde bragt mere end forsikring med sig. Det slog hende igen, hvor tæt på det havde været. Hvor tæt hun havde været på at dø. Renly ville havde dræbt hende, på baggrund af at han fornemmede hun havde en anden i sit liv. Og da det ikke var lykkes ham, havde han sat sig for at dræbe dem begge. Helena sank den klump der havde formet sig i halsen. "Lidt?" der var en let skælven i hendes stemme, men også et kant af smilet der lige så stille kom frem. Lidt til skade, var nok en underdrivelse. Nok ikke det værste han havde været udsat for, taget de ar hun havde set i betragtning, men de havde ikke været spor nænsomme imod hinanden.

"Jeg vil heller ikke miste dig. Så hvis du kan holde dig fra at komme ret meget til skade i fremtiden, vil jeg sætte stor pris på det" Helena smilede, velvidende at hun var nødt til at vende sig til tanken om at han satte sig selv i fare. At han levede et liv som soldat, og det langt fra var ufarligt. Helena løftede brødet igen og tog en ny bid, lidt mere afslappet omkring at spise.

En let brummen kom fra ham, da hun sagde "lidt". Okay, han var pænt mørbanket og han glædede sig ikke til at få mulighed for at kaste et blik på sit forslåede ansigt. Det ene øje havde lukket sig lidt og det var da kun, fordi han var så tavs, at hans læbe ikke drillede mere. Blodet havde han hurtigt vasket af i bækken, da han havde fyldt vandskindet. Ingen grund til at se mere drabelig ud end nødvendigt.
Kvinden ved hans side puttede sig ind til ham og han holdt fast om hende med sin ene arm. Det var en fantastisk følelse, bare at kunne gøre det uden at bekymre sig, om nogen så det. Hvis ikke det var fordi, at han var sulten, havde han flyttet på sig, så han kunne trække hende endnu bedre ind til sig, men det måtte vente lidt.

Et smil gled over hans ansigt, da hun sagde, at han skulle holde sig fra at komme til skade fremover.
"Jeg kan kun love at prøve." Mere kunne han ikke, han vidste ikke, hvad fremtiden bragte. Men med så meget uheld og vold i hans liv, tvivlede han på, at det stoppede, bare fordi han nu ville forsøge at lægge det liv på hylden. Efter hans erfaring opsøgte sådan noget sådan en som ham.
Hendes ord fik ham til at kysse hendes hår igen og derefter ae hendes arm blidt med tommelfingeren, mens han rakte ud og tog det af kødet, der var til ham. Det forsvandt hurtigt, trods at han spiste pænt og langsomt. Tavsheden lagde sig, natten var kommet og bålet var efterhånden det eneste, der lyste op omkring dem.

Da han havde tygget det af munden, sukkede han dæmpet og trak sin arm til sig. Måske det var en god idé at se til såret, inden han blev for træt. Så kappen gled af, jakken blev åbnet og taget af, inden han løsnede spænderne i brynjen og trak den over hovedet. Det var koldt og han lod sweateren være, løftede i stedet op i den og betragtede den røde forbinding, inden han let løftede op i den også og kiggede på såret. Det var holdt op med at bløde. Det var ikke så dybt, men åbenbart nok til at han alligevel havde mistet lidt for meget blod i forhold til, hvad godt var. Uden at virke specielt påvirket over det, flyttede han lidt på forbindingen, så et tørt stykke blev lagt over såret, inden han trak sweateren på plads og derefter tog jakken og kappen på igen. Han burde sove i brynjen, være klar på alt, men den var ikke specielt behagelig for hans gamle skrog, så han skubbede den til siden.
"Jeg skal nok overleve." Halvt alvorligt, halvt med lidt humør så han på hende igen.

Helena kunne i grunden ikke forvente mere. Hun kunne høre i hans brummende stemme at han smilede. At han mente at han ville prøve men klog af skade også vidste at det var direkte urealistisk at love han aldrig ville komme til skade igen. Men hun godtog svaret og smilede som han kyssede hende på håret. Der var noget vidunderligt og idyllisk ved at sidde sådan her. Læne sig op af hans skulder og mærke hans ene arm ligge omkring hende. Idyllisk og naturligt. Det føltes rigtigt og afslappet. Som havde det været meningen at hun igennem hele sit liv havde ventet på at kunne få den følelse. Noget der ganske grangiveligt nok ikke var sandt, men Helena kunne alligevel godt li tanken.

Da han flyttede på sig for at kigge til sit sår, rettede Helena sig op og side selv igen og fik spist det sidste at brødet færdigt. Hun kiggede på ham, stadig med bekymring i de blå øjne, som han kom ind til den blodvåde forbinding. Imponerende nok kunne hun håndtere at spise videre imens, mest på grund af den ro der var over Karkhos som han drejede på forbindingen så det friske stykke af forbindingen lagde sig over såret. Forhåbentlig lukkede det sig i løbet af natten. Den lette humor, trods alvoren fik hende til at smile mere roligt. “det er jeg glad for” mere end glad men det vidste han vist allerede. Når alt kom til alt var hun udmærket klar over at hun ikke kunne overleve herude alene og vigtigst af alt havde hun ikke lyst til at fortsætte uden ham. Tanken om at han kunne dø fra hende fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Nej, det måtte på ingen måde ske. Kunne hun forhindre det ville hun gøre alt hvad der stod i hendes minimale magt for at gøre det.

Helena løsnede spændet der holdte hendes kappe på plads, for i stedet at flytte den så den lå omkring hende. For hendes spinkle og aldret krop var det alt for nemt for hende at begynde at fryse, trods ildens varme der kunne mærkes mod huden. Hun så tilbage op på ham, let betragtende det hævede øje. Et sted han var blevet godt ramt af en knyttet næve. Det gjorde stadig ondt at se hans skader, trods hans trøstende ord. Helena skuttede sig mere ind i kappen, en blanding af kulden og den stadig lurende skyldfølelse hun ikke kunne slippe. Ikke endnu.

Karkhos betragtede hendes ansigt, som hun sagde, at hun var glad for, at han nok skulle overleve. Han kunne se på hende, at hun nok var mere end glad og det fik hans smil til at blive på det forslåede ansigt. Hun var så køn. Hun havde altid været køn, men det var som om, at alderen klædte hende. Selv her i det flakkende lys fra bålet. Han havde nær lænet sig frem for at kysse hende, da hun løsnede sin kappe og trak den om sig. Det var også koldt. Han smilede svagt over hende og valgte i stedet at gøre som før - lægge en arm om hende og trække hende ind til sig, denne gang hvilede han sit hoved mod hendes.

Der var ikke noget at sige, ikke lige nu, og han blev tavs siddende og så ind i ilden. Han var stadig sulten, men ud over et æble, var resten til hende. Det var fint nok. Det ville ikke vare længe, inden trætheden alligevel fik has på ham og han måtte hvile sig lidt. Men han havde ikke travlt. Situationen var uvant, men spædet op med så mange følelser iblandet trætheden og han følte ikke for andet end at sidde her med hende og bare... falde til ro. Adrenalinen havde fyldt ham det meste af dagen og det kunne mærkes. Hans hoved var tomt og hans krop øm og at fokusere på kvinden ved sin side, var lige hvad han kunne holde til.

Bålets knitren og den lette lyd af heste, der bevægede sig fyldte stilheden herude på sletten. Vinden havde næsten lagt sig eller også var det bare fordi, at der var læ i den busk-beklædte lavning, de havde fundet til lejr. Der var koldt, ja han ville sige, at der var frost i luften, men han frøs ikke, ikke her ved ilden og med Helena hvilende ved sig.
Faktisk faldt der så meget ro over ham, at han begyndte at have svært ved at holde øjnene åbne og han begyndte at nikke lidt. Armen om hende slap sit greb en smule, men blev dog alligevel liggende. Han kunne godt falde i søvn siddende, men var nu stædig nok til kun at begynde at døse en smule. En forkert lyd eller bevægelse og han ville være lysvågen igen. Men for nu... trætheden begyndte at vinde.

Helena lod sig villigt trække ind imod ham og hendes hoved fandt hvile mod hans skulder. Hun havde fået spist det tørrede kød der efter hendes mening havde en spøjs smag, men intet der kunne genere hende. Selvom sulten stadig ulmede en smule var der stadig mere fornuft. Hun kunne sagtens spise resten af hendes halvdel, men tanken på at drage videre næste morgen uden noget som helst i maven var mindre huende. Derfor lod hun frugten være og faldte i stedet til rette i roen og trygheden. Hendes lagde sig på hans lår, mens den anden holdte ganske blidt om kappen så den ikke gled ned og dermed ville byde kulden velkommen.

Afslappet så Helena ind i den knitrende ild og de røde og hvide gløder. Lod mørket rundt om dem lukke til, nærmest beskytte deres lille lejr til at der ikke var andet derude. Ingen vagter på jagt, inden fare på færre, ingen forpligtelser eller forventninger. Der var kun friheden, og de følelser der nu var tilladt at føle.

Helena var efterhånden faldet i staver ved at se på ilden og nyde følelsen af nærvær og varme fra Karkhos. Men ganske langsomt mærkede hun forandringen i hans arms tag rundt om hende og hovedets tyngde blev en smule tungere. Han var træt, og det vidste hun han havde været længe, men nu som de kunne sidde afslappet var det nemmere at døse hen.
Helena bevægede sin hånd på hans ben ganske let, en nussende blid bevægelse, for at få hans opmærksomhed på en rolig måde “du har brug for at sove” det havde de begge. Hendes ord var en konstatering men stadig anderledes end at direkte beordre ham til at lægge sig. Helena rettede sig ikke op, selvom hun nok burde for at kunne give ham plads til at ligge så behageligt han kunne, men hun havde svært ved at skulle trække sig tilbage. Hun havde mest af alt lyst til at falde hen og i søvn i hans favn. Den følelse og tanke, blandet med trætheden der ligeledes havde et solidt tag i hele hendes eksistens gjorde at hun ikke flyttede sig. Bare lidt mere tid.

Søvnen kom snigende, men han holdt den nogenlunde på afstand. Åbenbart ikke nok, som hendes hånd, der havde fundet hvile på hans lår, bevægede sig og hun sagde, at han burde sove. Han kom med et dæmpet brum som svar og sukkede dæmpet. Han havde ikke lyst til at flytte på sig, hun var i hans favn og det var dejligt. Men hun havde ret. Han blev siddende et øjeblik længere, inden han rettede sig op og gned en hånd ned over sit ømme ansigt. Hånden, der havde haft ved hendes arm, gled kærtegnende over hendes ryg, som han kom på benene og smed nogle flere grene på bålet. Jo længere det kunne holde dem varme, jo bedre. Det resterende mad fik han hurtigt lagt væk i sækken og han drak et par slurke af vandsækken, inden han rakte den til hende.

Hans blik gled over tæpperne, der kun var beregnet til en. En af dem ville komme til at fryse, hvilket han uden at tøve antog var ham. Heldigvis havde de begge kapper, hvilket var godt. En modig tanke sneg sig ind på ham, som han huskede hendes varme i hans favn og det gik op for ham, hvordan de ville kunne holde varmen. Tanken virkede både absurd og så dog. Lidt tøvende satte han sig ved siden af hende igen, pludseligt følende sig en smule usikker og akavet, hvilket han dog skjulte ret godt.
"Jeg har kun sovetæpper til en." Han skævede til hende og tog mod til sig, inden han rakte ud og lagde armen om hende igen. "Jeg tænker, at vi kan deles." Forsigtigt trak han hende ind til sig igen, klar til at blive afvist. Et var at nusse og putte, noget andet var at sove i hinandens favn og han vidste ikke, om det var for stort et skridt at tage allerede nu. At han nær var faldet i søvn med hende i sin favn for et øjeblik siden, var ikke det samme. Ikke rigtigt.

Det var måske lidt sært, at han pludseligt følte sig som en teenager igen, og han følte sig i hvert fald forkert i situationen, men dette var ikke noget, der ville ske naturligt. Han blev nødt til at spørge, sikre sig, at han ikke overtrådte nogle grænser. Hans tanker bevægede sig ikke længere end til søvn, men han ville gerne være sikker på, at hun ikke troede, at... der skulle ske andet. At sove med hende i sin favn var en fantastisk tanke, men han var lige så klar på at rulle sig ind i sin egen kappe og lægge sig på den anden side af bålet.

Det var nærmest hårdt da han fjernede sig, trods han havde givet det ekstra øjeblik før han rejste sig, bragte den kildende følelse af varme frem i maven som hans hånd løb kærtegnede over hendes ryg. Effekten af at han ikke sad der mere ramte hurtigt og hun tog sig ikke at skutte sig ind i kappen igen. Hun fulgte ham med blikket, en smule dovent som hun ligeledes var godt udkørt og dermed knap så vågen i sit udtryk. Søvn ville gøre godt. Hendes arm føltes tung som hun rakte op og tog imod vandsækken. Vandet deri havde ligeledes en sjov smag, men det var ganske lidt. I sin trætte tilstand faktisk ubemærkeligt.

Helena bemærkede ikke forandringen i hans træk. Den lette usikkerhed og akavethed som hun nok havde bemærket hvis hun havde været mere vågen. Han skjulte det for godt i dette øjeblik.
Det tog også et par ekstra sekunder at forstå hvad det egentlig var hans ord betød. Ét tæppe betød for hende logisk set at de skulle dele, og selvom hun selv havde tænkt tanken om at gøre det. At falde i søvn hos ham, ramte realiteten hende i form af sommerfugle i maven og en ganske ganske svag rødmen der i mørket ikke kunne ses. Men en rødmen som steg ved hans næste ord og hun oplevede at blive genert igen for første gang i mange år.

At glemme sin egen alder og føle sig som en forelsket teenager var uvant og mærkelig. Og hun vidste ikke hvordan hun skulle give et svar med ord, uden at begynde at kludre i det. Helena kiggede op på ham med sine runde blå øjne og nikkede.
Det var det hun ville. Det var virkelig det hun ville. Hun havde ikke lyst til at ligge alene, af flere årsager end blot at være nær ham. Det var underligt, taget i betragtning at hun på alle andre tidspunkter altid havde foretrukket at sove alene. Så langt væk fra fysisk kontakt som hun kunne komme. Og nu, var tanken om at ligge alene pakket ind i sin kappe ved ilden, helt forkert.

Tanker om at andet kunne ske, havde strejfet over hende, og alligevel ikke. Hendes egne tanker var påtvunget uskyldige på det punkt, fortrængende at netop det kunne være en rar oplevelse, trods hendes egen krops lette forsøg på at overbevise hende om andet. Det ville stadig tage lidt tid. Helena puttede sig ind imod hans trøje og holdte fast i den med den ene hånd i et blidt tag. Hun var vant til at være tavs, men ikke tilstanden af ikke at vide hvad hun skulle sige. Hvordan kunne hun ellers sikre ham at det var okay. At hun gerne ville. Andet end det nik hun havde givet og ment?

Hun nikkede. Knuden i hans mave løsnedes og et svagt smil kunne anes på hans ansigt, som han lænede sig ned og kyssede hende på håret. Godt. Ingen ville fryse. Og han fik lov til at sove med hende i sin favn, noget han ikke havde troet, ville betyde så meget for ham. Ville han nogensinde kunne sove uden, så snart han havde prøvet det én gang? Han kunne næsten tvivle. Den måde hun trykkede sig ind til ham, gjorde ham kun endnu roligere. Hun mente det. 

Langsomt skubbede han dem ned at ligge, hende i hans favn, tættest på varmen fra ilden, hans brede ryg som værn mod kulden og mørket. Sin kappe trak han over dem begge, inden han fik fat i tæppet og ligeledes trak det over dem. Nu burde hun kunne holde varmen nogenlunde, trods den kolde jord under dem.
Hans arm gled rundt om hende igen, så han kunne omfavne hende. Holde hende ind til sig. At en persons fysiske tilstedeværelse kunne betyde så meget for ham, var stadig sært, men der var noget der føltes så rigtigt ved at have hende der, hvilende mod hans bryst. Trods trætheden kunne han ikke lade være med at se på hendes ansigt, betragtede de trætte træt, de svage rynker og så meget af hendes øjenfarve som han kunne se i mørket. Hun var en smuk kvinde.

Uden at lade sig selv tænke for meget over det, skubbede han hovedet en smule frem og lod sine læber røre hendes. Han ville kysse hende. Hvordan kunne han andet, som hun var der, lige foran ham? Atter en gang var kysset uendeligt blidt, hvilket næsten kunne være svært at forestille sig fra en mand som ham, men han lagde sine følelser i det. Der var intet krævende i det, det var blot en måde for ham, at vise det han følte, siden han ikke havde ordene til at fortælle det med. Og han var ikke i tvivl om, at han elskede hende. Han var fyldt med så mange forvirrede følelser, men én ting var sikkert, han var glad for at have hende der i sin favn. At have fået muligheden for at elske hende. 

Hvordan hun kunne være så afslappet og nervøs på en gang, var nærmest et mirakel. Helena stolede på ham med enhver fiber i sin krop, trods at der stadig var mange ting hun ikke vidste om ham. Men han ville ikke gøre hende fortræd. Han elskede hende. Hun havde stadig svært ved at forstå at hun nu ejede den følelse. Følelsen af at vide hun var elsket af en mand og at hun elskede han lige så højt tilbage. Usikkerheden gled ud af kroppen som hans arme lagde sig om hende og de begge lå ned. Kulden fra jorden og generelt jordens struktur ville kræve tilvænning, men det var ikke vigtigt at tænke på lige nu. Varmen fra ilden bag hende og ham foran sig, ville sørge for at hun ikke ville fryse.

Helena mødte hans mørke øjne, hvor hun kunne se genskær fra ildens lys som gav hans i forvejen varme brune øjne et ekstra strejf af varme. Hun så det forslåede ansigt, der havde taget den blålige farve til sig, noget af det skjult af grå skæg. Der var noget hårdt over hans ansigt, der nok aldrig forsvandt, men alligevel gjorde de blide træk langt mere betydningsfulde.

Et sug gik igennem hendes mave og hendes hjerte slog et ekstra slag. Hans læber var uendeligt blide imod hendes og hun gengældte det uden nogen tøven. Hendes hånd gled over hans brystkasse hvor den før havde holdt fast og lagde sig mod hans side. Selvom dette ikke var første gang hun kyssede ham, kunne hun stadig mærke effekten igennem hele sin krop. Blidheden, samt hans arme og hænders placering om hende sendte varmen igennem hele kroppen og fik alt i hende til at slappe fuldstændig af. Hun kunne ikke forestille sig nogensinde at skulle undvære dette igen i sit liv.

Alting forsvandt for følelsen, der væltede igennem den gamle mand. Blodet suste i hans ører og hans lunger føltes tomme. Nok havde de hengivet sig til hinanden før, men det blev næsten kun bedre for hver gang. Som var det nemmere at give slip og nyde fornemmelsen. Hendes berøring sendte en behagelig varme igennem ham og han ville næsten ønske, at den ledte til mere. Han ønskede at mærke hende under sine hænder, men holdt dem i ro. Det hastede ikke, intet hastede, de havde hinanden lige her. 
Men inden han ville føle sig for fristet, slap han kysset og trak hende lidt mere ind til sig. Hvilede sit hoved mod hendes og lukkede øjnene. Han var udmattet, men lige nu ønskede han bare at mærke hende i sine arme, hendes krop og hendes nærhed. Dele varmen i mellem dem. Bare ligge og nyde det, trods kulden og den skræmmende situation med flugten.

Det var egentligt ikke meningen, at han ville sove tungt. Han ville blunde og være opmærksom på deres omgivelser, så han kunne forsvare dem, skulle de blive indhentet. Men blodtabet og udmattelsen vandt langsomt over ham og der gik ikke længe, inden hans krop var slap og hans vejrtrækning dyb. Han vidste, at han snorkede, når han lå på ryggen, derfor gjorde han det kun i trygge omgivelser. Så han ville blive liggende på siden hele natten, sovende med let åben mund og med hende i favnen, medmindre hun flyttede sig. Vendte hun sig, ville han kort komme op til overfladen, registrere, at der ingen fare var på færde og derefter bare sove videre. Meget dybere end han normalt ville, simpelthen for træt efter den hårde dag og sin fysiske svækkelse.

Natten var ved at trække sig tilbage, da en lyd fik ham til at sætte sig op, hånden mod sværdet, han havde lagt ved siden af dem. Han så ind i et par brune øjne på en ræv, der så lige så forskrækket ud, som han følte sig. De kiggede på hinanden for et øjeblik, inden den vendte om og løb sin vej ind i mellem buskene. Langsomt lagde Karkhos sig ned igen og trak kappe og tæppe op, som varmen alt for hurtigt forsvandt i kulden. Arm fandt vej tilbage om kvinden ved hans side og han lukkede søvnigt øjnene igen. Ikke at de havde tid til at blive liggende for længe, men bare lige et øjeblik med varmen under tæppet og kappen var vel ikke af vejen.

Det var helt underligt ikke at lade sig mærke af noget andet omkring dem. Ikke kulden fra jorden, ikke lyden fra ilden. Ikke farene de var i, eller hvad der var sket i løbet af dagen. Så mange forfærdelige ting der var sket, der burde hjemsøge hende i disse mørket nattetimer. Men det gjorde de ikke. Hendes tanker og følelser var et sted! Lige her i Karkhos' favn, og de følelser han sendte igennem hele hendes eksistens. Helena havde lyst til at være tættere på, fortsætte den følelse der tændte op indeni hende. Hun vidste næsten ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Hvordan kunne han vække så tilbagetrukket del af hende selv, så nemt.

Helena mærkede at hendes vejrtrækning var blevet tungere som han slap hendes læber. Hendes hjerterytme var steget og et suk forlod hende som han trak hende tæt ind til sig og holdte om hende. "Mmhm" hun puttede sig så tæt ind til sig hun overhovedet kunne komme, og lod trætheden falde over sig. Hun faldte ikke i søvn med det samme, men lyttede til Karkhos' vejrtrækning der langsomt blev tungere. Sovende. Helenas øjne gled mere og mere i, indtil hun til sidst faldte i søvn. En rar, tung søvn, der lukkede hende helt ned. Hendes krop havde meget den skulle bearbejde.

Helena kom med en brummende lyd som Karkhos pludselig satte sig op, men nåede hun at få sig selv op nok til at hvile på sin ene underarm. Hun nåede kun at se halen af ræven der var på vej væk fra deres lille lejr! Hun var ikke engang tilnærmelsesvis vågen nok til rigtig at opfange hvad der foregik, men lagde sig tilbage ned igen som Karkhos' gjorde det samme. Helena brummede igen, som hun puttede sig tilbage ind i den varme favn. Helena havde som regel ingen problemer med den tidlige morgen, men det her var for tidligt.

Kvindens brummen fik et svagt smil frem på Karkhos' læber og han trak hende ind til sig. Nød hendes tilstedeværelse. Det overraskede ham lidt, at han havde sovet så tungt. Han huskede knapt nok, at han var faldet i søvn og han var næsten sikker på, at han havde sovet hele natten igennem, kun vækket nu af den nysgerrige ræv. Han måtte have været træt. Meget udmattet. 
Der var ingen tvivl om, at det havde været en hård dag dagen før, hans krop værkede og han følte sig stadig svag. Såret i maven smertede og hans ansigt føltes hævet og varmt trods kulden. Han havde ligget i den samme stilling hele natten og hans ryg var stiv af kulde, trods tæppe og kappe. Ærligt talt havde han ikke ligefrem lyst til at skulle sidde på en hest hele dagen, men der var ikke andet for. På et eller andet tidspunkt skulle det nok lykkes nogen at finde deres spor, selvom han havde gemt dem godt. 

Tankerne begyndte at køre rundt i hans hoved og han vidste, at han ikke ville komme til at sove mere i denne omgang. Men han blev roligt liggende, for selvom de skulle videre, ville han gerne give Helena noget af den hvile, hun havde brug for. Så hans arm blev om hende, sørgende for at holde hende varm under tæppet og kappen. Bålet var for længst gået ud og der var knap nok rastvarme at mærke fra det. De sølle grene fra buskene havde ikke holdt så længe. 

Han lod dem ligge så længe, han følte var forsvarligt, men efterhånden som det blev mere og mere lyst, begyndte han at blive urolig. Så han begyndte at stryge hende ned over ryggen med hånden og give hende et kys på håret, noget han følte, han var begyndt at gøre til en vane. Men han kunne simpelthen ikke lade være. 
"Måske vi skulle se af at komme videre. Vi har lang vej endnu." Hans stemme var ikke mere end en brummen, som det føltes forkert at bryde den stilhed, der lå over dem. Det gjorde næsten ondt at skulle fjerne hende fra sin favn og et irrationelt ønske om at have hende der for evigt gled igennem ham.

Helena faldte ikke fuldstændig i søvn igen, men hun blundede tilbage til en halvsovende tilstand som han trak hende ind i sin favn. Hun kunne lige så langsomt mærke effekten af at have sovet på jorden, igennem hendes aldrede krop. Hendes hofte klagede, og hendes muskler føltes stive. Ikke at hun var anspændt over situationen, men hele hendes krop var ikke vant til denne bahandling. Det kom også til at kræve tilvænning, selvom hun havde en forhåbning om at jorden ikke blev et permanent sted hun skulle spændere sine sovende nattetimer.

Helena måtte være synet hen i noget nærtliggende søvn, og åbnede sine øjne, ikke helt i stand til at fokusere med det samme, som han hånd strøj over hendes ryg. Det var dejligt. Til en start brummede hun tilbage som svar, næsten lydløst. Hun havde ikke lyst til at rejse sig, selvom jorden var hård og ubehagelig. Hun ville gerne blive i hans favn og varme.
Helena kørte sin hånd fra hans side og over mod hans ryg og imponerende nok fik sig nusset længere ind imod ham, og holdte fast. "Behøver vi?" hendes stemme blev dæmpet af at hun pressede sig ind imod hans brystkasse, men han ville stadig kunne høre de lavmælte ord. Hun kendte godt svaret, og mente nok egentlig ikke spørgsmålet helt seriøst. Hvis hun kunne, blev hun her, men de skulle videre.

Ikke at hun begyndte at flytte sig af den grund. Hånden der havde placeret sig mod hans ryg, lukkede sig om trøjens stof. Selvom hun ikke ville afsted, begyndte hun lige så let at vågne mere og mere op. Vågne op fra sin nattesøvn, men forsøgte stadig ubevidst at holde fast i det. Hun havde ikke været så afslappet i flere årtier.

Karkhos kunne ikke andet end at smile, da hun spurgte, om de behøvede. Det lød til, at hun havde lige så lidt til at skulle forlade varmen i omfavnelsen og bevæge sig ud i den kølige morgen, en morgen, der havde efterladt rim på omgivelserne. Han fortsatte med at kærtegne hendes ryg, meget bevidst om hendes hånd på sin egen ryg.
"Hvis vi skal finde noget at spise." Et problem, der var til at løse og derfor også det, han valgte at sige, i stedet for at gøre opmærksom på den situation de var i. Der var ingen grund til at bringe en tung stemning ned over hovederne på dem. Men de skulle videre. Snart.

"Vi bør komme af sted." Hans hånd fandt vej op til hendes hoved, strøg hende over hovedet og nussede hende så lidt i nakken - han var uvillig til at slippe, trods sine egne ord. Men de kunne ikke blive liggende. Så han sukkede dybt og begyndte at røre på sig for at komme op at sidde. En kort trækning gik over hans ansigt, som hele hans krop protestede, det værste hans ryg og såret i maven. Han var ved at blive gammel. Han burde have snakket med en healer om sin ryg, men det var for sent nu. Og han skulle nok klare sig, det var værst om morgenen, når han havde sovet på jorden. Han lod sig ikke mærke med det, men kom på benene og så opmærksomt rundt. Hestene stod tæt for at holde varmen og ellers virkede det fredeligt. Der var stadig ikke meget vind, hvilket var rart. Han bukkede sig ned, tog sværdbæltet og spændte det på plads, inden han smed jakken og vant fik brynjen på også.

Det var rart at bevæge sig og han fik varmen af det. Tavst gav han sig i kast med de andre opgaver, som at sadle hestene og pakke oppakningen sammen. Han tog det ene æble til sig selv og gav resterne af maden til hende, inden han hurtigt spiste det med kærnehus. Han var sulten og det skulle ikke gå til spilde.
Det var lidt af en forandring fra manden, hun havde puttet med, han var nu effektiv og årvågen. Gjorde tingene som han havde gjort dem igennem hele sit liv. Pakkede en lejr sammen, gjorde klar til dagens rejse. Hans tanker drejede sig om mad, skulle de tage chancen og finde et hus eller skulle de bruge tid på at skaffe mad fra naturen? Han vidste det ikke endnu, men ville tage stilling til det på farten.

Meh, mad var overvurderet. og lige som hun tænkte det, begyndte hendes mave at knurre sig sammen. Den sagde ikke en lyd, men hun kunne trods alt godt mærke det. Typisk. Okay, måske mad alligevel var en god ide at finde noget mere af. Men idet han begyndte at nusse hende i nakken, blev mad også rimelig ligegyldigt igen. Desværre varede det ikke i lang tid, og selvom hun virkelig gerne ville have han blev liggende lod hun ham komme op. Hun fjernede ikke hånden med det samme, men i stedet lod den følge ham som han kom op og sidde, så den i stedet lå mod hans mave. Hun kunne mærke forbindingen under trøjen, hvilket fik hende til at lukke øjnende og bide sig i læben. Han var stadig kommet til skade, det hele var stadig så skrøbeligt, og hun vidste at situationen ikke var nogen leg. De skulle afsted.

Helena trak sin arm til sig og kom i processen op at sidde. Hvor det for alvor blev tydeligt at hun havde sovet. Det i forvejen tunge krøllede hår, var puffet og krævede et strøj igennem med hendes egen hånd før det lagde sig ned, bare en smule. En smule besværet fik hun det samlet og begyndte at flette det sammen til en bred fletning der lagde sig tungt ned af ryggen.

Hendes krop værkede ubehageligt, som hun endelig fik kæmpet sig ud af tæppet og kapperne, til den kolde morgenluft, mens hun ignorerede den stikkende smerte fra ribbenene, og i stedet var langt mere fokuseret på hoften der normalvis ikke plejede at gøre ondt. Jord. Ikke hendes bedste ven. Karkhos var allerede gået i gang med at forberede og pakke sammen, og igen følte hun sig umådelig langsom og uhjælpsom. Hun spiste det andet æble, mens hun fik lagt tæppet sammen, mens hun faktisk så ud til at være overraskende vant til at gøre det. Hun holdte lidt op med at tænke, og i stedet fokusere på det praktiske hun nu engang kunne hjælpe med.
Til sidst fik hun taget sin egen kappe på, og gik hen til Karkhos med hans og ragte den til ham. Igen, komfortabel med stilheden, ligesom dengang de havde siddet på bænken. Det føltes ikke forkert.

Karkhos fik spændt gjorden på hendes hest og rykket sadlen ordentligt på plads, inden han vendte sig. Helena var kommet over til ham med tæpperne i hænderne og det slog ham, at hun gerne ville hjælpe. Selvom hun nok ikke vidste, hvad hun kunne gøre. Den simple handling at folde tæpper sammen betød meget, også for ham, for han var ikke vant til at få hjælp. Ikke på den måde. Han kunne ikke lade være med at smile et dæmpet, varmt smil, da han rakte ud og tog dem fra hende. Han burde gå over til sin egen hest og binde dem fast til sadlen, men han gik i stedet lidt ned i knæ, lagde dem på jorden og rettede sig så op igen, inden han trådte ind til hende og lod sine arme glide rundt om livet på hende. Uden at sige noget, lænede han sig lidt frem og kyssede hende. 

Denne gang var der noget mere krævende over det, ikke så mildt som det sidste. Samtidigt trak han hende ind til sig, ikke hårdt, men fast. Han forsøgte atter at udtrykke de følelser, han ikke kunne sætte ord på. Han syntes hun var fantastisk og han elskede hende. Taknemmeligheden over at have hende hos sig. Følelser han nok aldrig ville kunne udtrykke på nogen anden måde end som nu.
Trods kysset, trods det, at han trak hende så tæt til sig, var der intet over ham, der krævede mere end hendes tilstedeværelse. Det ville være løgn at sige, at det ikke havde strejfet hans tanker, men det var ikke det, han ville have fra hende. Han ville have hende. Hendes smil. Hendes forståelse og tanker. Hendes nærvær.

Og derfor holdt hans hænder sig også til hendes lænd som han kyssede hende. Det var ikke længere det første kys, men magien var der stadig. Han var som fortryllet over, hvor fantastisk det var. Hun var langt fra den første kvinde, han havde kysset, men han havde aldrig følt det så intenst som dette. Som med hende.
Han holdt det så længe, han følte, at han kunne, inden han langsomt slap og trak hovedet til sig igen. Så ned på hende med de brune øjne, der var fyldt med... et eller andet. Kærlighed.

Helena smilede varmt til ham som hun rakte tæpperne frem. Det var begrænset hvad hun kunne hjælpe med, med den ikke eksisterende erfaring. Men alligevel havde hun fundet noget at give sig til, hvor lidt det end var. Hun så en smule undrende på ham som han gik ned i knæ og lagde tæpperne på jorden. Hun var ikke sikker på hvorfor han gjorde det før han rettede sig op igen og lagde armene om hende. Helenas hænder lagde sig mod hans brystkasse oppe nær skulderne og bød ham velkommen.

Der var noget anderledes og alligevel genkendeligt ved det denne gang. Helena lod sine arme glide over hans skuldre for at læne sig dybere ind, mens den ene hånd fandt frem til hans nakke og nussede sig ind i hans hår. Helena havde i sit liv kysset to personer før Karkhos kom ind i hende liv og intet kunne måle sig med den nærhed, varme og magi som blev skabt så snart hun bare rørte ved ham. Men det lå ikke kun i at hun fysisk var tiltrukket af ham, langt fra. Selvom den ene ting alene ville få hende til at blive blød i knæene i forvejen. Nej, det var ham. Hans tavse forståelse, evne til at få hende til at føle sig værdsat og hjemme. Måden han trods sit sammelukkede ydre, stadig vidste tegn på varme og kærlighed trods han intet sagde. Hun forstod ham. Og han forstod hende. Han vidste godt hvad han havde med at gøre, hvor uerfaren og på mange punkter ødelagt hun var. Men han var der stadig. Hvor bange hun end kunne være for at han gik fra hende igen, var der også en varme dybest inde i kroppen der godt vidste at han ikke gik fra hende.

Helena havde ikke lyst til at afslutte det igen, men det havde hun ikke haft nogle af gangene. Hun holdte sig stadig tæt som deres læber skiltes fra hinanden igen. Hun smilede, men det kunne ikke måle sig med hvor mange følelser der funklede i hendes blå øjne som hun så ind i hans brune. Brune øjne der mere end forsikrede hende om at han elskede hende. Helenas hænder slap ham roligt for i stedet at køre ned og hvile sig på hans overarme, svagt holdende ham fast til ikke at fjerne sine hænder, trods hun vidste de skulle videre. De kunne ikke blive her. Men det var så rart og nemt at blive stående. Så Helena gjorde det hun allerhelst ville lige nu. Hvilket var at læne sig frem og kysse ham igen.