Hector havde været lige på grænsen mellem bevidsthed og ubevidsthed, da der pludselig gik et smertefuldt stød gennem hele hans krop. Han spjættede og slog øjnene helt op for at stirre op på det ækle svin, der stod lænet over ham. Han havde allermest lyst til at spytte det blod, der var ved at samles i hans mund igen, ud i mandens grimme fjæs, men han gjorde det ikke. 

"Med p-på hvad, røvhul?" hvæsede han, så blodet dryppede ned ad hagen på ham.

Hele hans krop gjorde så ondt, at det næsten var ved at kamme over, sådan at Hector ikke længere kunne mærke noget som helst. Adrenalinen pumpede i hver en blodåre, og han føltes sig mere eller mindre høj af det. Faktisk kunne han ikke lade være med at grine op i fjæset på manden. 

Thanos så ned på drengen med et dødt blik. Han genkendte det stadie han var i. Det ville snart forsvinde igen, for at efterlade ham med smerterne. Ikke at det betød noget for Thanos, hvis han gad at besvime om lidt, ville det være det nemmeste. Men først ville Thanos have et svar ud af ham.
"Er der andre der ved, at I er her?" Han gjorde tegn til at tage ved satyrens ben for at give ham mere smerte, som trussel om, at han havde af at svare og svare sandt. Han havde ikke tålmodighed til det her. Især ikke, hvis der var nogen, der vidste, at de to drenge var her. Byvagterne kunne banke på døren for hvert øjeblik, hvis det var sagen. Og Thanos havde ikke tid til at håndtere byvagter. Han var ikke specielt populær ved landets ordenshåndhævere, der var mere end én af dem, der var døde for hans hånd, når de kom i vejen for hans arbejde. 

Han ville vide, hvor travlt han havde. Så han kunne finde ud af, om kroen var tryg lidt endnu, eller om han skulle herfra med dem under armene så hurtigt som muligt. Han var også klar til at efterlade dem til skæbnen, men egentligt ville han hellere have dem med, trods besværet. Nok havde han absolut ingen respekt for byens gadebørn, men han var nok klar over, at de ville kunne gøre livet surt for ham, når han kom tilbage.
Der var også det, med det ene job, han var blevet betalt for at udføre, som han ikke havde fået gjort endnu. Det ville ikke tage så lang tid, det var blot et simpelt mord, men det ville stadig kræve, at han havde tid. Og kunne forlade de to drenge i en kort periode. Så alt hvad der nu skulle ske, afhang af Hectors svar.

"Hvorfor fanden skulle jeg svare dig?" var det første Hector snerrede ad manden, men da han gjorde tegn til at røre ved Hectors brækkede ben, spjættede Hector og forsøgte at trække sit ben væk. "Nej! Okay, for helvede, nej! Der er ikke nogen, der ved, vi er her! Bare lad mig være!"

Hector forsøgte at trække sit sårede ben væk og op under sig, så svinet ikke kunne nå det, men det var svært, sådan som han lå. Lige nu ønskede Hector inderligt, at han kunne få øjenkontakt med Juno, så de kunne finde lidt styrke hos hinanden. Det var svært at vide, at Juno var så tæt på, uden at Hector kunne nå eller se ham.

Juno havde kun været så medgørlig som han havde, fordi han ville spare Hector for smerten ved at blive udspurgt, og det var stort set uudholdeligt at se manden true ham alligevel. Han havde lyst til at kæmpe imod, tvinge mandens opmærksomhed tilbage på sig selv, skrige, sparke eller true ham, men for en enkelt gangs skyld var han for klog til at gøre andet end at slå blikket væk og forsøge at minde sig selv om, at det var bedre på den her måde; sikrere for dem begge.

Han kunne ikke engang få sig selv til at opmuntre Hector på nogen som helst måde, og da han indså dét, løb hans øjne i vand igen. Han stak tungen ud, vædede sine læber, og slog blikket op i loftet. Han gjorde alt hvad han kunne, for ikke at lade flere tårer løbe. 

Thanos betragtede satyren lidt, men besluttede sig så for, at han troede ham. Dumt. Men måske han var ved at være lidt træt, det havde været en meget lang dag. Og den var langt fra færdig endnu.

Kneblerne blev sat på plads igen og Thanos hev mere reb frem fra sin taske. Denne gang et langt stykke, han meget kreativt snoede rundt om ben og halse - hvis nogen forsøgte at bevæge sig for meget, ville de kvæle den anden. Det var både for at forhindre dem i at forsøge at stikke af, men også for at stoppe dem i at lave for meget larm. Derefter greb han sin jakke. Uden et ord forsvandt han ud af rummet og ned af bagtrappen. Han havde et stykke arbejde, der skulle laves, inden han kunne forlade hovedstaden. Meget kunne man sige om Thanos, men når han først var blevet betalt for noget, gjorde han det også. Hvis muligt. Og de to drenge skulle ikke forhindre ham i at udføre det, han var her for.

Så han bevægede sig ud i natten, igennem de tomme gader, hvor han undgik kilepræster og byvagter, indtil han nåede sit mål. Et hus i det Øvre Bydistrikt. Han havde været forbi tidligere, men ville normalvis have brugt nogle dage på at udspionere stedet og lære det at kende. Det var der ikke tid til nu. Det kostede en enkelt vagt livet, inden han nåede soveværelset, hvor de to personer i sengen hurtigt døde rallende i deres eget blod.
Så et par timer efter, at han var taget af sted, stod han igen ved kroen. Her hev han sin gråskimlede hoppe ud af stalden og sadlede hende op. En gammel sæk blev revet i stykker og bundet om hendes hove, så hendes skridt ikke ville larme så meget på vej mod den sydlige port.

Endeligt var han tilbage på værelset, hvor han kort tjekkede til de to drenge, inden han greb sin oppakning og gik ned igen for at smide den på hesten. Og endeligt kunne han hente de to langfingrede knægte. Satyren smed han over skulderen og mennesket greb han bare i kraven og slæbte af sted med ham. Om han gik selv eller om Thanos skulle slæbe ham ned af trappen var ligegyldigt, så længe det ikke lavede alt for meget larm.
Juno blev sat i sadlen og satyren smidt over foran ham. Ikke fordi Thanos var sød, men fordi der ingen grund var til at smadre benet mere en højest nødvendigt. Healeren skulle kunne klare det og Vargas ville ikke kunne bruge en halt slave til noget. Thanos selv måtte gå og han trak hesten af sted.

På en eller anden måde undgik de at blive stoppet, før de kom til porten, der var lukket. Kiles Ordens udgangsforbud. Et par vagter fik buddet om overskårne halse eller en håndfuld krystaller og fornuftigt nok valgte de det sidste. Byvagten var ikke, hvad den havde været, efter Kiles Orden havde hyret en masse kriminelle og det havde Thanos før benyttet sig af.
Så nu var de ude af hovedstaden. Der var en lang gåtur forude og Thanos satte et højt tempo, da han gerne ville nå frem inden solen stod op.

Og det lykkedes også næsten, som han bankede på en dør i en lille landsby. Efter et øjeblik blev der åbnet og en gammel kælling kiggede ud af sprækken. Et tandløst grin og en hæs latter senere blev hesten placeret i en fold bag huset og drengene slæbt ind i den lille stinkende hytte. Den var fyldt med urter og ting, der skulle bruges i portioner og mystiske ritualer. Thanos smed nogle krystaller på bordet og bad konen om at fikse drengene. Den gamle heks undersøgte den grundigt først, lidt som en hund på jagt efter godbidder, men til sidst healede hun dem med sin evne, der var stærkere end hun selv så ud til at være.

Nu hvor deres skader var væk, sørgede Thanos for at binde dem endnu bedre, nu med hænderne på ryggen og et reb om benene. Kællingen lovede at holde øje med dem, hvilket lod Thanos tage en lur - deres døgn skulle vendes, da han ikke var tryg ved at rejse med slaver om dagen.
Og han pakkede dem også sammen igen, da solen gik ned - den gamle kone havde skaffet ham en ekstra hest, lidt af et øg, men brugbart, som han satte satyren og mennesket på, inden han besteg sin egen hest og trak dem af sted bag sig. Turen mod Rubinien var begyndt. Og det skulle nok blive en laaang tur.