Ace lænede sig tilbage på stenen men lagde sig ikke helt ned, for han støttede med sine albuer, så han stadig sad halvt op.

"Ville du måske bryde dig om, hvis jeg begyndte at kalde dig for knægt?" spurgte han.

Han bemærkede godt, hvordan Samsons humør pludselig skiftede. Før virkede han som om, at han var parat til at starte en kamp hvornår det skulle være - sådan havde det i hvert fald virket da han pludselig rejste sig op - men nu, nu stod han bare der og var enig i det, Ace sagde. Uden at sige noget som helst til det, selvom det, Ace lige havde sagt, nok var lige så stor en fornærmelse som alt det andet.

"Ja, det er jeg," mumlede han bare.
Mere var der ikke at sige til det.

Samsons blik afslørede tydeligt en utilfredshed i dette øjeblik. Det var klart. Manden var jo ikke tilfreds med den situation han stod i. Lettere fornærmet vænnede han ryggen til Ace og så ud mod stenen som han selv for nogen timer siden, havde knækket over.
Alt blev pludselig sløret, men det var meget svært at se, nu da mørket var begyndt at tage godt fat. Bølgerne nærmede sig ud mod stenen, og han lod dem bevæge sig meget hurtigt til sidst, og stenen fik til at klappe sammen så de to dele nærmest så ud til at være stødt sammen igen. Revnen glødede op, vanddamp steg til vejrs, og stenen blev svejset sammen igen. Hvorfor Samson netop gjorde det på dette tidspunkt var, for ikke at føle sig dum. Så derfor, måtte han have et eller andet at give sin opmærksomhed til, væk fra situationen fra før.
Desuden, så burde han vel egentlig nok se at komme hjemad. Tyren, som gik rundt inde i skoven ved siden af, trængte nok til at komme tilbage til stalden og blive passet og plejet lidt.

Samson vendte sig, og så nu direkte over mod et par træer. En buldren kunne høres. Det var klove som ramte mod jorden. Ud fra træerne og buskene kom en stor brutal tyr vadende med store spidse horn og røde øjne. Samsons tøj blev samlet op fra jorden med en usynlig hånd, og blev nærmest kastet over til ham. Han tog det hurtigt på og kastede kort et blik på Ace.

"Skal du drikke det der? Ellers, vil jeg gerne have det tilbage!" Samson hentydede til vinen, selvom han ikke kastede et blik på det, så vidste man at det var det han snakkede om.

Tyren Brutus stod nu 10 meter fra dem, prustede og stangede kort ud i luften ved synet af Ace. Dens røde øjne så ud til at kunne angribe hvert et øjeblik det skulle være.

Ace fnøs kort over, at Samson ikke svarede ham. Han kunne godt se på ham, at han i hvert fald ikke så tilfreds ud, men derfor kunne han da godt svare. Så svært var det trods alt ikke at åbne munden.
Men Ace sagde ikke noget til det, og lod det ligge. Der var ingen grund til igen at fornærme Samson. I stedet gav han sig at kigge ud imod stenen, som Sansom før havde flækket i to. Bølgerne slog imod den på en underlig måde. Det var nok Samson, der fik dem til at gøre sådan. Han blinkede et par gange med øjnene, og da han igen fik set efter, var stenen nærmest helet igen. Underligt, for når sten knækkede midt over, plejede de ikke at vokse sammen igen.

Han fik andet at tænke på, da der pludselig hørtes en buldren. Han vendte sit blik imod nogle træer, og det gav et lille sæt i ham, da han fik øje på den store tyr. Men derefter kunne han ikke lade være med at bryde ud i et lille smil.

"Skal det dér så forestille din hest?" spurgte han.
Han fjernede ikke sit blik fra tyren, i hvert fald ikke før Samson spurgte, om han ville drikke vinen. Han skyndte sig hurtigt at ryste på hovedet.

"Tag du det endelig tilbage," sagde han og kastede flasken hen til Samson.

"Ja, det er min hvide hest. Kan du lide ham?" Spurgte Samson køligt og greb sin flaske. Han mærkede ansvarligt proppen efter, om den sad godt nok i, så den ikke pludselig ville bryde op, og der ville være spildt vin på jorden.

"Men prøv ikke at fornærme hám!" Samson smilte lettere tankefuld, som om et eller andet lå bag de ord. Normalt skulle man jo ikke tro at en tyr ville kunne forstå et menneskes kommunikation. Men var Brutus nu en helt almindelig tyr? Størrelsen var større end en almindelig tyr, og hvis man kendte dens alder, var den også ældre end hvad en tyr normalt ville blive. Sagen var den, at den ikke var almindelig opfostret. Og med magiforbindelsen mellem Samson og Brutus gennem et brændemærke, gjorde blot tyren endnu mindre almindelig dyr-agtig.
Men Samson var glad for ham. Han havde haft ham en hel del tid nu, for sig selv. Eftersom hans bror havde hentet den til ham for et års tid siden, eftersom han var 'flyttet hjemmefra' for nogen år tilbage. Han havde dog altid haft ham. Lige fra da han var dreng, og den havde altid været hans da ingen andre synes at ville tage ansvaret for en ustyrlig tyr!

"Mener du det?" sagde han spørgende, da Samson sagde, at det var hans hvide hest.
Red han måske rundt på den? Men hvorfor ikke, egentligt. Hvad kunne sådan en ellers bruge til? Køer kunne man malke, men ikke tyrer... de kunne faktisk ikke bruges til noget som helst andet end at være kæmpestore og grimme og så at æde en masse hø og græs.

Han lod hurtigt sit blik glide over den røde tyr. Om han kunne lide den? Egentligt ikke. Men nu havde han jo heller ikke forstand på tyrer og køer, så hvorfra skulle han vide, om det var et godt dyr eller ej?

"Iih ja, den er yndig," mumlede han sarkastisk og rullede med øjnene.
Vel var den ej.

"Hvorfor skulle jeg dog også fornærme den?" spurgte han. "Den er en tyr. Den er et dyr. Den kan alligevel ikke forstå hvad jeg siger, så hvorfor skulle jeg gide fornærme den? Og desuden er det ikke en fornærmelse at kalde den for en hest. En hest er tusind gange mere værd end en ko."
Han skævede ldit imod Samson, der stod og smilede tankefuldt. Han lod til at være meget glad for sin tyr. Men hvorfor forstod Ace ikke. Man kunne da ikke være så tæt knyttet til et dyr!

Brutus så et øjeblik væk, men rettede pludselig blikket tilbage på Ace, netop da han lagde trykket på 'dyr'. Brutus begyndte at pruste kraftigt.

Samson skævede til Brutus.

"Dér fornærmede du ham.... og igen, og.. vidst nok igen...," Brummede Samson rimelig roligt, i takt med at fornærmelserne væltede frem fra Ace's mund, og tyrens reaktion kom meget kort tid efter. Det var ingen tilfældighed at de kom, det ville man nok også lægge mærke til, når de kom med sådan en nøjagtig timing op til flere gange.

"Han bryder sig specielt ikke om, når folk forvæksler ham om en ko, forresten.." brummede Samson og lagde atter sine arme over kors.
Brutus stangede mere og mere ud i luften og øjnene lyste rødt. Den havde snart samlet en ordentlig sandbunke lige bag sin ene klov, og Brutus tog truende nogen skridt frem mod Ace.

Ace brummede let over Samsons "der fornærmede du ham". Men nu, hvor han så efter, kunne han godt se, at Samson havde ret.

Han kiggede undrende på Brutus. Den lod til at være meget vred nu... Og den blev vredere og vredere, efterhånden som han talte. Så var dyret måske alligevel ikke så dumt endda. Men at den sådan stod og stangede ud i luften, og endda kom tættere på ham, skræmte ham nu ikke. Selvom den måske var klogere end almindelige tyrer, så var den trods alt kun en tyr. Hvis den besluttede sig for at angribe ham, kunne han så let som ingenting svæve op i luften, og så ville det problem være klare, for der ville den ikke kunne nå ham. Ikke medmindre den kunne flyve, selvfølgelig. Men det tvivlede han nu på at den kunne, for det ville kræve et par enorme vinger for at få det tunge dyr til at lette.

"Der er måske mange folk, der forveksler ham med en ko?" sagde han henvendt til Samson, mens han fortsat ignorede den vrede tyr. For det måtte der da være, siden Samson fandt det nødvendigt at advare ham.
"Det er nu ikke så sært, for så stor forskel er der trods alt ikke på en tyr og en ko."

"Ja, der er mange der forveksler køer og tyre... racen er sådan set den samme, men der er stor forskel alligevel. Køer har ikke noget at skulle have sagt, men det har tyrene. Den stærkeste tyr er lederen af flokken. Og kalder man Brutus her for en kvinde, er det ligesom at undervurdere ham groft..," Samson lagde sin hånd på ryggen af Brutus.

"Du får ikke lov i dag gamle dreng.. Vi har noget vi skal tage os til.." Brummede Samson og strøg et par hurtige støg langs dens ryg. Det virkede måske mærkeligt at han stod og talte til ham, og det var det egentlig også. Han behøvede jo slet ikke at sige noget til ham, for at han skulle vide den mindste ting, for at kunne kommunikere med ham. Men det var bare for at sige til Ace også, at de skulle til at komme videre, og at han slap for at få bøvl med tyren, men også for at sige, at han 'slap for denne gang'. Altså, ville det nemt kunne ske.
Samson satte sig op. Sporene på hans støvler havde man allerede nu regnet ud, hvorfor sad der. De var netop beregnet til Brutus.

Han satte begge flasker ind under sit tøj igen. Den ene tom, den anden fyldt. Det kunne tydeligt mærkes vægtforskellen mellem dem.
Brutus' øjne hvilede stadig vredt på Ace. Samson kastede et kort blik på ham ligeså, nikkede så kort til ham som en afsked, inden han jog sporerne ind i hver side af tyren. Ikke ret hårdt, tværtimod. Der gik ikke et sekund før at tyren var i bevægelse, og snart var de begge helt ude af syne og væk fra stedet.

//out

"Så det er altså ligesom med mennesker?" spurgte Ace.

Han blev siddende på stenen og så Samson ride væk. Han bemærkede godt tyrens vrede blik på sig, og sendte den et endnu vredere blik tilbage. Irriterende dyr. Bare fordi den kunne forstå, hvad mennesker sagde, så troede den, den var noget... hvis altså tyre tænkte sådan. Det var jo ikke til at vide.
Til sidst hoppede han også selv ned fra stenen. Der var ingen grund til at blive alene på stranden og kede sig ihjel. Han rystede lidt sand af sine sko, selvom de om et øjeblik alligevel ville blive dækket af sand igen, og begav sig væk fra stranden.

//out

Kashmir kommer langsomt gående.
Hun er udmattet efter den lange tur, oppe fra bjergene.
Endelig fri for de gamle. Tænker hun.
Kash gaber kort og smider tøjet. Hun har et håndklæde med i sin
taske hvori hun også har pakket lidt tøj og andet nødvendigt til turen.
Hun løber nøgen ud i vandet og lader vandet overtage hendes slappe krop.
Kashmir flyder rundt på vandet, som er roligt uden bølger idag.

Da Kash har ligget derude et stykke tid, går hun op på land igen.
Hun vikler håndklædet om sig, og tørrer sig. Hun tager noget hurtigt tøj
på. For derefter at gå videre og finde en hun kan bo ved eller selv få en
lejlighed da hendes forældre jo gav hende lidt penge med.
hun tager sin taske og går.

/OUT

Rex og Leara var, som sagt, ankommet til stranden. (se vores tidligere indlæg, til random læsere).
Ray så sig om og placerede hånden i nakken og lavede nogle knæk-lyde. Han sukkede højlydt og rømmede sig derefter. Det regnede stadig. Vandet fik hans hår til at hænge i totter ned i ansigtet. Irriterende. Yderst irriterende. Han skævede til Leara og vendte derefter blikket imod en af de mange fiske-joller der var i sandet.
"Okay, så vi skal have noget line... Og et par kroge. Og så hvis vi er heldige er der også nogle pinde... Tynde pinde, selvfølgelig." Han gik roligt hen til en jolle. Den lå med bunden i vejret, så han måtte ned på knæ for at kunne kigge ind i den. Dérinde fandt han en lang snørre, en enkelt sivpind, uden tvivl brugt som fiskestang før, og en krog. Han trak det hele med ud i regnen og forsøgte at filtre snøren ud imens han havde pinden under armen og krogen i hånden, der arbejdede med snøren.
"Hér tag lige den," brummede han og rakte Leara pinden, idet... "Av for fa--!" udbrød Ray og smed alt hvad han havde i hænderne; bortset fra krogen der havde boret sig vej ind hans hånd. Ray klynkede et par sekunder, imens han forsøgte at vippe krogen ud af sin hånd. Krogen var rusten, så der ville uden tvivl gå betændelse i. Hvor var det typisk! Ray kom altid til skade.
"Jeg ... Hader regn," klagede han, eftersom regnvandet ikke gjorde det nemmere at få krogen ud. Det virkede tvært imod somom krogen gled nemmere ind i hånden, ved hjælp af regnen.
"Himlen straffer mig, tror du ikke?" klynkede han og betragtede krogen der sad godt og grundigt fast i hans håndflade. "Men nåja - Jeg har altid godt kunnet tænke mig en piercing."

Lee begyndte selv at finde noget, og fandt ellers en - ifølge hende selv - udemærket pind, da den ray fandt var bedre. Hun smed sin egen pind over skulderen, og tog imod pinden. Hun vejede den lidt i hånden, men det gav et sæt i hende da Ray sådan brød ud i smerte. Hun stak pinden i jorden, og skubbede snøren som han havde tabt, til side med foden og så på hans hånd.
"Regnen gjorde det ikke med vilje. Og det tror jeg altså ikke, du er bare uheldig, det kender jeg alt til. Her, lad mig se." Hun tog forsigtigt om hans håndryg, og spidsede munden imens hun betragtede krogen og overvejde hvordan hun skulle få den ud. Sjovt som hun altid gjorde det når hun tænkte eller undrede sig. Hun priste sig lykkelig over at have pigefingre nu.
"Okay, jeg prøver lige om jeg kan få den ud. Medmindre du gerne vil have den siddende..."

OOC: hohoho... Meget meget meget meget meget meget kort indlæg, simpelthen fordi at jeg er ond.

( Hvor er du dog ond. Så ondskabsfuld. Virkelig. Helt igennem. )

Ray peb en smule; selvfølgelig skuespil. Han plejede ikke at klynke og pive så meget; han havde jo været ude for meget værre ting. Meget meget værre. Dette her var slet ikke noget problem. Men hvorfor ikke smøre lidt på, nu der faktisk var en der kunne tage sig lidt af ham?
"Tror du ikke? Jeg tror at regnen er enormt ond. Den vil straffe mig. Ondskab."
Han så på sin nye 'piercing'. "Jo, du må gerne forsøge. Gør dit bedste. Eller værste. Eller... Noget." brummede han og bed sig i læben. Han var våd og kold og nu havde han også et hul i hånden.
Ray lod den raske hånd glide igennem håret. "Bare hiv den ud. Flå mig op. Jeg holder bare hånden lukket. Vasker det lidt i saltvandet. Saltvand renser jo. Og så kan vi også komme igang. Mit held skal ikke stoppe vores fiske-løfte."
Han smilte kækt og rystede lidt på hovedet, for at få rystet lidt vand ud af håret.

( så skriver jeg også bare kort... )

Hun himlede let med øjnene over hans regn-kommentar, men med et svagt smil om munden. Så blev hun alvorlig igen, da han sagde at hun bare skulle hive til.
"Det tør jeg ikke. Tænk hvis den er fyldt med modhager, og din håndflade bliver flået helt op. Hvem skal så hale mig op af vandet når jeg falder i?" Sagde hun så, for det var rigtigt. Hvis der var modhager på, ville det ikke være et kønt sår. Dog kunne hun nok godt komme op båden igen selv, men... men han havde måske ret alligevel.
"Jeg vil gøre det så hurtigt jeg kan, det er vel som at fjerne... fjerne et plaster." Nu var det ikke fordi hun var så vant til at bruge plastrer (De findes i KåeL... Nu gør de i hvert fald), da hun var lille fik hendes sår på knæene og albuerne lov til at passe sig selv. Men hun havde læst meget, og det ordsprog var dukket op flere gange.
Hun tog forsigtigt fat, tæt ved huden, dog uden at komme helt i kontakt for at undgå at presse huden sammen om krogen.
"1, 2, 3..." hun talte meget lavt, og mest for sig selv. Så drejede hun fingrene så krogen blev drejet 'beglæns', uden at rive, så meget hun nu kunne. Den var næsten ude nu, kun 1/4 tilbage.
"Og så det sidste..." Hun stod lidt og skulle til at tage fat om krogen et par gange, da det gik op for hende at den nu rørte hans hånd i begge ender, hvilket gjorde det hele en smule mere kompliceret. Hun kunne ikke gøre det samme som før, så istedet tog hun igen fat tæt på huden, men nu trak hun den opad og forsøgte at drejede den lidt samtidig, i en lettere forsigtig, men også lang bevægelse. Nu var det ikke fordi at hun tog kroge ud af hånden på folk hver dag, men var det sket for hende selv var det nok sket på samme måde. Eller også have hun bare revet den ud, uden at tænke sig om. Den sidste mulighed er nok det mest sandsynlige.

OOC: så bestemmer du lige selv om krogen gider give slip på sit offer :B

Ray var helt udtryksløs i ansigtet. Han sagde ikke noget. Lavede ingen miner. Ikke før krogen faktisk forlod hans hånd. Så var den ude. Såret var revet lidt op. Måske en centimeter langt. Hvor dybt det var, kunne han ikke sige. Han betragtede såret, krogen og så såret igen. Så vendte han blikket imod Leara og stirrede på hende.
"Auv..." peb han og fortrak en mine af smerte. Han tog hånden op til læberne og slikkede lidt på såret. Det sveg faktisk lidt og så smagte det af jern. "Man skal jo have sin daglige mængde skidt." brummede han og så på sin hånd. Det blødte en smule, men fint nok. Han samlede fiskesnørren op, snuppede krogen ud af Learas hånd og rømmede sig.
"Uhm... Tak." mumlede han. Han plejede ikke at få hjælp af folk og da slet ikke til sådan en ... ligegyldig ting. Det var jo ikke ligefrem et helt vildt voldsomt sår, eller en voldsom ulykke. Og alligevel måtte han havde haft hjælp.
"Nu skal vi altså fiske, kom så din abe-pige. Du skal ikke tro at du slipper så let," sagde han snøvlet. Det gav ikke så meget mening, men sådan var det.
Han viklede snøreren ud, så godt han kunne. Imens han arbejdede med snøren, gik han imod nogle af de klippe-stykker der lå i vandet. Han kravlede op på en af stenene og vendte sig imod Leara.
"Kommer du herop?" spurgte han imod hende, "Og husk pinden."

"Så." Hun stod og betragtede ham, og var lidt glad for at der duftede sig kraftigt af saltvand, at det nedtonede lugten af blod.
"Du skal nok overleve, hm?" Smilede hun skævt, og trak på skuldrene da han talte om skidt. Det kunne hun ikke rigtig kommentere, og lod ham bare tage krogen. Nu hun så efter, havde hun faktisk skrabet spidsen af pegefingeren. Det var et meget lille, fint sår. Det gjorde egentlig ikke ondt, og hun pressede kort om fingeren for at se hvor slemt det var. Okay, blodet fossede ikke ud, hun ville også overleve.
"Det var da så lidt." Da han kaldte hende abepige, rynkede hun på næsen.
"Næste gang du kalder mig det, har jeg fundet på et skarpt øgenavn til dig også... Bare vent." Hun tog pinden op af sandet, og kravlede op ad stenene. Bandede da hun slog skinnebenet imod lav sten hun ikke havde set, men fortsatte så.
"Forpulede sten. De kunne godt have tænkt på at der er andre end dem sel her i verden." Gode gamle Lee, der brokkede sig. Lidt barnligt måske, men det tænkte hun ikke over. Hun trampede kort på stenen, før hun stillede sig på en lidt flad sten ved siden af Rays.
"Hvis du skal bruge den, så her." Hun rakte pinden lidt frem, og støttede den til sten-siden. Hun lod ham om alt det der opfinder-kreativitet-noget, for han lod til at have styr på det. Over dem var der striber af himmel imellem regnskyerne, og månen og stjernerne lyste tilstrækkeligt til at hun kunne se hvad hun foretog sig. Hun foretog sig bare ikke særlig meget, udover at kigge.

Han tog imod pinden da hun rakte ham den. Han bandt ganske hurtigt linen rundt om den. Stramt og sikkert så den ikke ville ryge af. Den anden ende af snøren var bundet fast til krogen. Han tog nogle skridt og kom ud på et klippe fremspring. Han så ned og bemærkede at der nok var omkring... 2 meter dybt vand under ham. Det var ikke så meget og chancen for at fange en fisk, uden madding og på så lavt vand, var lig nul... Eller måske 10 ud af 100. Så det var et perfekt sted for Leara. Hun ville alligevel bare skvatte i vandet, hvis der kom et enkelt jag i pinden.
Han vendte sig imod Leara. "Slog den lille abepige sig på vejen op? Nu skal abepigen altså komme ud til mig. Skal jeg bære dig herud, så du ikke kommer til skade, eller kan abepigen klare det?" han smilte kækt til hende. Hun var nu sjov at drille. "Pas på, dén sten er forresten glat. Vi skulle nødig have at du faldt og slog dig." påpegede han og rømmede sig. Han så ud over vandet og smilte for sig selv. Næste gang de skulle fiske, så skulle det være ved en sø. Det var sikkert hyggeligere. Og så alligvel. Havet var nu også dejligt. Han satte sig på kanten af klippen og så på sit spejlbilled i vandet, imens han opmærksomt lyttede efter Leara, for nu at høre om hun gled eller noget andet. Så skulle han jo redde hende. Han holdt 'fiskestangen' på land. Den skulle hun selv kaste ud.
Han så sig over skulderen og betragtede den lille skikkelse lidt længere inde.

Hun rakte tunge efter ham da han kaldte hende abepige igen.
"Jeg kan godt selv." konstaterede hun, og gik fra sten til sten, på vej ud til Ray. Hun kom hurtigt over den såkaldte glatte sten, og der gik ikke længe før hun satte sig ned ved siden af ham.
"Hvis du kalder mig abe-pige, så kalder jeg dig pindsvine-dreng." Det var nu mest på grund af hans hår, og hun så ned, og vippede med fødderne. Hvis hun faldt ned herfra, ville der nok ikke ske så meget, men hun skulle svømme et stykke for at komme til et sted hun kunne hale sig selv op fra. Nå ja. En lille svømmetur tog hun vel ikke skade af.
Men hun var nu fast besluttet på ikke at falde ned i vandet, og sad bare og kiggede.
"... Og hvad så nu? Skal man så kaste den dersens fiskestang? Hvad nu hvis den hænger fast i et eller andet når man skal kaste?" hun kunne lige se det for sig, at når hun endelig kastede, ville den sætte sig fast i en sten eller komme i klemme.

OOC: kort, for jeg bliver nødt til at skynde mig i bad xD

Ray smålo. "Du kaster ikke hele stangen. Her. Hold den." Han placerede fiskestangen imellem hendes hænder og holdt linen med krogen på, med to fingre.
"Det du gør er, at du kaster den her lille satan ud i vandet. Så langt du kan."
Ray kastede line og krog ud i vandet. De landede med et plot en 10 meter længere ude.
"Så skal du vente lidt, så krogen kan synke lidt imod bunden. Det er jo dér fiskene holder til. Tror jeg." Det sidste var en usikker mumlen, som man forhåbentlig overhørte. Der gik nogle sekunder før han talte igen.
"Nu skal du, ganske blidt og roligt, vippe lidt i pinden, så krogen bevæger sig rundt i vandet. Som en fisk. Så bliver de andre fisk nemlig helt: 'orh hvad gratis mad'-agtige. Og så bider de på krogen."
Ray rejste sig og tog fat i linen, ved toppen af pinden og trak den ned så Lee også kunne have fat i dén. Han vurderede at der måtte være en nemmere måde at trække linen ind på.
"Så skal du, ganske langsomt, hive snøren ind."
Ray lod lige snøren komme en enkelt gang rundt om pinden, så hvis der var bid, at Leara ikke ville få snøren smældet over fingrene, hvis hun nu holdt fast i den. ( *at have svært ved at forklare* )
"Lad os så se om du kan fange noget, abepige."

( Jeg vil også bade ... )