Derfor kunne hun naturligvis godt være nervøs for om de slap ud. Men hun smilede blot et lille smil. De fandt ud. Det var hun nødt til at tro på
Iulia lagde sin arm om Gwen, så tæppet bedre dækkede dem og sad roligt og lyttede til den svage lyd af søsterens gumlen på at stykke brød. Hun følte sig overhovedet ikke sulten selv.
Hun måtte tænke lidt over spørgsmålet og blev fjern i blikket for en kort stund. "Vores hjemegn. Bakkerne hvor vi legede som små - hesten der gumlede på markerne, mens de stædige køer løb om hjørner med far." Iulia trak vejret dybt og forsøgte at lade hver med at falde tilbage i nettet af minder. Det var fortid. Det var ikke noget de kunne gøre for at få det tilbage igen. Så hvorfor blive ved med at tænke på det. "Jeg glæder mig også til at se månen igen" Det blege skær, som kastede lys over landjorden under sig. Månen var hvad Iulia forbandt med frihed. Frihed under åben himmel kun med månen og stjernerne til at guide sig.
"Hvad glæder du dig allermest til at se?"