Avaion udstødte en lav dyrisk knurren, hun var så tæt på bare, at opgive. Det ord havde ikke en god klang i hendes hoved, men datteren var da næsten ugidelige lige nu. Og lysten til at gå ud og trave tilbage fra hvor hun kom fra, det var latterligt, og hvorfor skulle hun nu til at kaste op?
Også hørte hun den, stemmen, som i en mærkelig summen irriteret hendes øre. Hvilket resulterede i, at hun til at starte med viftede med hånden. Som ville man gøre, når man gerne ville have en flue til at forsvinde fra ens hørelse. Også stivnede ansigtet ellers omgående, han var der, lige ved siden af hende?
Kench’s øjne fortalte hende i hvert fald så meget. ,,Hvad fanden foregår der!’’ hun trådte væk, fra følelsen af at noget havde lagt sig på hendes hofter, og snorede en gang rundt på hælen og stirrede med et vildt blik på Belphegor, men kunne ikke se ham.
,,Acedia’’ det var en lav, dyrisk tone. Som for at fortælle ham, at han bestemt var ude der hvor at han ikke længere kunne bunde. Ikke at hun troede han faktisk ville tage sig af det, derefter vente hun sig imod Kench. Og for et kort øjeblik, havde hun næsten, næsten, hvad man kunne kategorisere som medlidenhed med sumpheksen.

Avaion havde næsten været der, men hans greb var ikke blevet til mere end flygtig indbildning der kun frustrerede hende yderligere. Han slap sit greb som havde han brændt sig og tog et langt, glidende skridt bagud. Begæret var ikke rationelt selv på en god dag og nu var hun direkte emotionel - besværligt.
Det var egentlig ikke noget problem, Belphegor vidste udmærket hvordan han skulle håndtere besvær. Enten løste man det eller også så undgik man det - med hans unikke natur, var det ikke svært at gætte hvilken af de to muligheder han tog hyppigst. Apropos at tage.. Den mørkhårede dæmon skævede frem og tilbage mellem sin datter og sin tidligere elsker (tåbeligt ord). Hvad han ikke var vant til, var at skulle tage andre hensyn end bare sig selv. Han kørte en træt hånd igennem sit hår og overvejede sine muligheder da han fangede et særpræget udtryk i periferien af Avaions øje. Få ville have set det, men nu havde han haft årevis til at studere hendes ansigt og ville påstå nogenlunde at kende hendes luner efterhånden.
Det lod i hvert fald til at der ikke var nogen umiddelbar fare for at Luxuria ødelagde Ireth. Et splitsekund fangede han halvblodstøsens blik, så forsvandt han.

Kench lå bare og lod scenen udspille sig, helt stille uden at røre sig. Det var først da hendes far forsvandt foran øjnene på hende at hun rettede blikket kort imod Luxuria og så ellers ned i gulvet. Hendes krop var i den grad tungere end sædvanligt og hun lod sig blive liggende med ansigtet halvt gemt væk i en pude.
"Hvad helvede har du set i ham..?" spurgte hun imens hun lod en arm hænde ud over kanten af sofaen og hendes ansigt blev vendt helt ned i puden. Enten havde kvinden en meget sær smag i mænd ellers var hun noget af en masochist. Hun kunne i hvertfald ikke se hvad Belphegor kunne give i et forhold. Hvilket bragte strøgtanken om hvad hendes egen mor havde set i ham.. Hvad var det lige han kunne med kvinder? Ikke noget hun kunne regne ud eller se selv.
"Han virkher visht ikke shå shnakshagelig lige nu" sagde hun ned i puden som gjorde det mindre let at forstå. "Hvad er det helt præcish du vil shpørge ham om?" hun kunne ikke nægte den lille nysgerrighed i hendes baghoved der prikkede lidt til hende ved tanken om at han faktisk havde en form for titel, hvad det så end betød. Acedia, åbenbart.