Dette var nok en af de få gange hvor krystaldæmonen ville ønske at hun havde en mental evne, eller en evne til at få folk til at holde deres kæft lukket. Phoenix gik hende på nerverne, og det værste var at den yngre var udemærket klar over det, såvel som de begge var klar over straffen der ville tilfalde hende hvis hun lagde hånd på den anden.
Hendes ører rykkede kort på sig, følte sig næsten fanget i et rottehul, hvor den eneste vej ud ville være ved at stikke hånden direkte ind i rottefælden.
En løssluppen hårlok blev strøget om bag hendes øre som hun fortsatte længere ind i rummet, maste og skramlede med tønder og sække med ukendt indhold. Det var hvert fald ikke skatte så meget vidste hun.

Hun skar en mindre grimasse ved den andens ord. Hvorfor lod hun sig gå sådan på nerverne af en tøs der ikke var særligt meget mere værd end hun selv var det+ Svaret i sig selv var simpelt - hun havde ikke rigtigt andre at lade sine frustrationer over at være spærret inde gå ud over. Der var kun nu engang dem der var i borgen hun kunne tage sin hævn på eller lade sine frustrationer gå ud over.
Bevægelserne fra Phoenix kunne svagt skimtes i mørket.
'' Hvis jeg var ude på at lave ulykker ville jeg slå det helt anderledes an. '' Knurrede hun tilbage, som hun vidste hvor størstedelen af rigdommene var rundt omkring på borgen, hun havde trods alt selv været med til at skaffe Samson størstedelen af den rigdom han havde nu, i form af krystaller og ædelstene af alle mulige varianter.
Hvis hun virkelig ville tage sin hævn og skabe ballade ville hun uden tvivl forsøge at opspore dem og æde dem, hver og en.. Uanset hvor mange dag det ville tage hende.
Til gengæld var hun ikke et øjeblik i tvivl om at straffen for at gøre noget sådant ville være hård, og at hun nok skulle prise sig lykkelig hvis hun ville være i stand til at stå op og bruge sin stemme efterfølgende.
Endnu engang var det det forbistrede slavemærke der holdt hende fra det.

'' Jeg så tøsen stikke derind da jeg var på vej mod køkkenet, mere ligger der ikke i det. ''
Lød den korte forklaring. Det var vel ikke helt løgn. Hun havde set hende, men det var først efter hun selv havde stukket hovedet ind. Men det var på vej mod køkkenet, bare lidt afsides fra alting.

Det var som at give Phoenix en godbid, hver gang en irriteret grimasse formede sig på Zidiacs ansigt. Hun vidste ikke hvorfor hun var speciel overfor denne slave, og ikke så meget de andre. Hvad havde Zidiac gjort som skilte sig så meget ud? Jo, hun var nem at irritere og bringe op i det røde felt. Dertil var hun vidst også den slave som havde forsøgt at flygte flest gange, og havde givet mest udtryk for had overfor slaveriet.
Phoenix selv var da ikke fan, men hun ville langt hellere gå rundt og kun havde enkelte opgaver engang imellem og så være slave, end være fri og skulle stå for alt selv! Hun var ikke nogen arbejdspige. Hun havde ikke den fysiske styrke til det, og selvom hun var kvik, var hun for rapkæftet og ligeglad, til nogensinde at kunne komme videre med det. Straffen for at være barnlig. Men nu hun kunne, fortsatte hun jo bare med det.

”ooh Do tell?” svarede Phoenix drillende tilbage. Hun vidste udmærket af krystaldæmonen intet ville sige om hvordan hun var når hun var ude på ulykker. Hun gik let udenom de kasser, tønder og des lige som Zidiac puffede til, og ærlig talt var Phoenix ikke til nogen hjælp. Hun var der bare. En irriterende skygge som gik og åndede Zidiac i nakken. Perfekt!
Endnu engang blev øjenbrynet løftet skeptisk. ”Hvad fanden vil du i køkkenet? Du æder ikke normal føde.[/b]” kom der promte fra Phoenix der rystede lidt på hovedet af hende. At hun kunne æde krystaller, fattede Phoenix ikke. Hun vidste godt at det var grundet Zidiacs art, men alligevel. Badr… ”Hvad vil du sig til Samson, hvis ikke du finder hende?” begyndte hun så igen at udspørge, som hun gik og nynnede lidt for sig selv. ”Han bliver ikke glad hvis du har ladet en uvedkommende slippe væk.. Det var jo dig som lod hende slippe væk. Du var faktisk rigtig dårlig til at holde vagten ved døren.” kom der øretæveindbydende fra Phoenix, som lavede demonstrerende fagter imens hun gik i den dunkle rum. Hendes øjne havde dog svagt vænnet sig til mørket nu.

hun møvede sig længere bagud, himlende med øjnene af Phoenix. Som om hun ville sige hvad hun gjorde når hun ville være rigtig rebelsk. Nej fandme nej.
Zidiac vendte sig halvvejs om for at glo på den lidt højere kvinde. '' Kunne du da ikke vise dig en smule nyttig og hjælpe med at lede og rydde af vejen+ ''

På et punkt var det pissehamrende irriterende at tøsen ikke synes at ville hjælpe overhovedet, og kun bidrage til Zidiacs voksende irritation, på det andet punkt var det også en smule rart, da hun så selv forhåbentligt ville have større chance for at opdage hvis Prisma skulle vise sig at gemme dernede. Det var vel et bedre sted end så mange andre steder på borgen, selvom kulden og fugtigheden utvivlsomt kunne gøre ungen syg hvis hun ikke passede på.

Hun forsatte endnu engang sin roden rundt i et forsøg på at finde og fange den forbistrede kat, og nøs en enkelt gang over det lag støv der befandt sig i kælderen.

'' Bare fordi jeg ikke æder 'normal' føde, betyder det ikke at jeg ikke har ærinder i køkkenet. Vand, Phoenix.. ''
Forsvarede hun sig selv. Det var tit hun var gået i køkkenet istedet for gården efter vand. Desuden hjalp hun tit til med opvasken, selvom lugten af normal føde syntes at give hende ubehag. Måske hun kunne få lov til at hjælpe til i køkkenhaverne eller markerne i år+ Det kunne da bringe hende et skridt tættere på friheden, og en større chance for at nogen af hendes egen art skulle finde hende. Selvom den chance allerede fra starten var temmeligt lille da hendes art var så truet som den nu engang var.

Et mindre spjæt forlod hende, da hun kort troede at Phoenix snakkede om hendes afkom, og ikke om katten. Hun stivnede i en bevægelse g skævede imod den sorthåredes omrids.

'' Den tid, den sorg.. ''

Mumlede hun inden hun med fornyet energi satte gang i at flytte rundt med flere ting. Hun havde vitterlig, ingen ide om hvad hun skulle sige til sit forsvar, hvis de ikke fandt den fordømte kat.

'' Desuden er jeg ikke nogen vagt, har aldrig været. Og du var da bestemt heller ikke til nogen hjælp... Men uanset hvad kommer det her jo nok forbi Samsons ører. ''
Bare tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med en vred Samson var egentligt ikke særligt tiltalende. Især ikke nu hvor stanken fra hans sved om vinteren virkelig var begyndt at trænge igennem.

Et drillende og provokerende smil nåede frem på Phoenix’ smalle læber. ”Jo, det kunne jeg da… men hvor ville morskaben være i det?” kom der promte fra den spinkle skikkelse, der stadig gik rundt med hænderne bag ryggen og så til mens krystaldæmonen gjorde alt arbejdet. Den sorthårede tøs, valgte blot bare at betragte hvad Zidiac foretog sig, og kiggede hende tit over skulderen. Hun satte hovedet lidt på skrå, og kiggede undersøgende rundt, indtil hendes rosa øjne igen faldte på Zidiac. ”Finder du noget?” kom der drillende fra pigebarnet, der havde et tydeligt drillende smil på læben, og blot ønskede at puste mere til den voksende ild der bredte sig som Zidiac’s irritation.

Phoenix himlede med øjnene. ”Du ville havde bedre af, at bevæge sig ned i gården.” hun gjorde meget for at irritere medslaven, og dertil kendte hun godt til, hvor grønlig i ansigtet Zidiac nogle gange kunne blive, når lugten af menneskelig føde, nåede hendes næsebor. Det var uden tvivl ikke nogen behagelig lugt for krystaldæmonen, og det morede Phoenix engang imellem. Nogle gange havde hun faktisk haft lidt medlidenheden med slaven. Samson gjorde ikke livet nemt for hende, og selvom Phoenix naturligvis blot var drillende og irriterende af natur, gjorde det jo også at hun følte en større tilladelse til at gøre livet surt for Zidiac. Det var sjældent at medlidenheden kom frem i den sindsforvirrede pige.

Phoenix løftede et øjenbryn, men lagde ikke megen vægt i Zidiacs pludselige spjætten. Det kunne for hvad hun vidste, lige så godt bare være et resultat af at det ville blive fortalt til Samson. Det ville ikke blive rart, hvis det var sådan, at Phoenix fik det til at lyde som om at det var Zidiacs skyld, at der gik noget galt i foretagende.. Så at tænke videre over det, blev det ikke til. I stedet kom der et let tilbageholdt grin fra hende. ”Han bliver ikke spor glad for dig.. Han ved godt at jeg er uduelig på det punkt.. Men han har langt højere forventninger fra dig! Du burde skamme dig over bare sådan at lade en fremmed løbe forbi dig.. fyha da, Zidibidi.”

Et grynt af utilfredshed forlod krystaldæmonen. '' Det er arbejde, der er ingen morskab i arbejde. '' Fnøs hun som hun hev op i en større sæk der vejede godt til. For helvede hvad havde Samson dog at gemme i en sæk der var så tung+ Stanken der forlod sækken fik hende dog hurtigt til ikke at ville vide det, den var forfærdelig, kvalmende. Mon det var alt det tøj han havde haft der var blevet lagt deri+ Føj. Hvorfor var det ikke bare blevet brændt.+
'' Samsons gamle undertøj.. ''
Lød den tørre kommentar til svar til Phoenix inden hun rystede på hovedet og fik sækken rullet væk, trådte hen over en kasse til hun kom til en anden åben dør. Skønt, flere steder den forbandede kat kunne gemme sig.

'' Hvis jeg skulle bevæge mig ned i gården skulle det kun være i allerstørste nødvendigheder. '' Brummede hun som hun dukkede hovedet og trådte gennem den anden dør, indtil et rum der, om muligt, var endnu mere rodet til end den første. Hvornår fanden havde nogen gjort rent og ryddet op hernede sidst+
'' Desuden har jeg mine vinger, så når det bliver værst skrider jeg indtil Samson kræver mig tilbage igen, eller indtil det bliver mørkt.''
Zidiac hadede at indrømme det, men selvom hun nok godt kunne stikke af, ville hun ikke have noget sted at stikke af til. Men straffen for at stikke af og blive fanget i det. Nej, de konsekvenser turde hun ikke engang tænke på. Så hellere være som en åndssvag due der bliver ved med at flyve til sit bur.

Med en hånd placeret en smule opgivende på hoften skævede hun fra det støvede mørke rum, over til Phoenix. Hvis der var en liste over personer som hun ikke kunne fordrage på borgen, var den kække tøs hvert fald med i top 3.

En vene rørte let på sig i den blå kvindes tinding, som hun, uden egentligt at tænke videre over det, bøjede sig ned og kylede det første det bedste hun kunne få fat i efter ungen, eller hvert fald imod hvor hun havde hørt tøsens stemme fra, det var ikke helt ligetil at udse hvilke silhouetter der var hvad i mørket.
Måske ikke helt det smarteste trick, men genstanden havde ikke den større vægt bag sig, så selv hvis den ramte ville det nok ikke kunne være de største skader Phoenix ville få, selvom Zidiac eller egentligt gerne ville se hende være radbrækket et eller andet sted, på trods af at hun da tog lidt af læsset af at have at gøre med Samson væk fra hendes skuldre, men det var kun lidt.

Phoenix trak blot på skulderen, og blev ved med at vippe lidt på sine fødder, med hænderne på ryggen som Zidiac fortsatte sit arbejde. Hun satte dog hovedet på skrå, som hun begyndte at kæmpe med en stor sæk. Stanken der derefter nåede hendes næse og fik hende til at rynke den sammen, gjorde også at hun bakkede forsvarligt væk fra den og holdte en hånd op for næsen. Det var da en modbydelig lugt, som var både vammel og opkastvækkende. ”Det vil jeg ikke kategorisere som spændende” kom der mumlende fra bag Phoenix hånd, der var holdt hen over både næse og mund, for at mindste indtagelsen af lugten. Føj for satan det stank.

Phoenix fulgte lidt modvilligt med, for hun havde faktisk ikke ligefrem lyst til at nærme sig flere ulækre og lugtende ting, men chancen for at drille Zidiac, trak mere i hende. Det kunne godt være at hun ville fortryde det senere, men lige nu, var det det sjoveste at lave og ikke mindst det hun helst havde lyst til ud af de forskellige gøremål. ”Du er også så doven.” kom der promte tilbage fra Phoenix, mens den sorthårede tøs kom med et noget så øretæveindbydende smil og drillende blik. Hun var rigtig dårlig til at kende grænsen til at stoppe.
”Du har heller aldrig været for klog. Du kender straffen. Du ved at han ikke vil tage let på det. Og alligevel er du dum nok til at forsøge.. Zidiac dog.. du burde vide bedre.” Hun fortsatte hvor hun slap, og om ikke andet ville det snart gå galt, hvis hun fortsatte.. den anden havde jo ikke ligefrem ry for at havde en lang lunte.

Phoenix nåede lidt med nød og næppe at flytte sig ud af den støvede skovs retningslinje mod hende, som Zidiac kastede den. Først så Phoenix lidt paf ud med det store rosa øjne, rettet mod støvlen, der nu lå på gulvet. Hun blinkede nogle gange og vendte derefter blikket mod Zidiac igen og satte hovedet på skrå, mens en blidt og meget provokerende stemme kom over hendes mund. ”Du ramte ikke.”
Imens hun havde talt, rakte hun ud efter noget på en af hylderne, og fik godt fat, inden hun kastede det efter Zidiac. Noget for noget! Hun havde kastet først. Og hvis Zidiac gjorde nogen synlig skade på Phoenix, ville det blot blive nemmere for hende at gøre livet surt for krystaldæmonen. Samson ville ikke tage let på det.. og hvis nu Phoenix blev skadet.. så skulle Zidiac trække hele læsset.

Skyggen at et smil gled kort over Zidiacs læber '' Ikke+ Jeg troede du elskede at snuse rundt i folks ting og sager. ''
Der var dog en vis ironi lagt i selve den kvidrende stemme.

Endnu et fnys hørtes fra hende. Hun havde ikke tænkt sig at ramme, selvom det da ville have været en bonus hvis den havde ramt, bevægelsen og kastningen af den gamle sko havde ganske enkelt været for at få afløb for hendes frustrationer.Hun gjorde et kort kast med hovedet som hun med en smule besvær fik skrævet sig over en større bunke rod, du godeste hvor var hun glad for at hun sjældent befandt sig i kælderen. Selvom noget sagde hende at hvis hun ikke fik fingrene i den forbistrede kat eller forsøgte at holde sig i skindet, så ville hun meget snart og meget hurtigt nok kunne stifte nærmere og længere bekendtskab med kælderen g hvad der befandt sig i den. Ikke ligefrem hvad der var mest tiltalende for den lille blå kvinde.
Hun skrævede hen over en mørk plet på gulvet, hun var ikke sikker på hvad det var og ville egentligt heller ikke vide det. Hun var næsten ovre idet et gammelt tinkrus ramte hendes bagdel, hvilket fik hende til at give et lille hop og et mindre uvilligt udbrud, skvattende, og fik den ene fod ned i det kolde klistrede stads på gulvet.
Hun skar en dyb grimasse inden hun endnu engang så mod den langt yngre slavinde, med nærmest lynende øjne. Phoenix skulle i den grad være glad for at øjne ikke kunne dræbe, for hvis de kunne havde hun nok svitset den sorthårede møgunge for længst.

'' Og du mener jeg er doven+ det er dig der fimser rundt og gør intet andet end at være i vejen størstedelen af tiden. Selv nu gør du dig ikke en skid nyttig. '' Lød det hidsigt fra den temperamentsfulde kvinde. Hvor ville hun dog bare at de kunne få fat i den kat så hun selv kunne fortsætte sin egen langt mere private eftersøgning. Inden det var for sent vel at mærke.

Endnu et par småting blev grebet og kylet i Phoenix's generelle retning, denne gang med en smule mere kraft bag kastningen dog. Hun vidste at det var ved at løbe af sporet, at det var ved at gå så galt at hun meget vel kunne blive straffet for eventuelle skader af den yngre, og nyere slavinde. Men hun var ligeglad, hun kunne ikke koncentrere sig eller fokusere sig nok til at holde igen, ikke nu hvor den anden rent faktisk havde givet igen med det tinkrus.

Det var sku da også bare hendes held.

Phoenix trak let på skulderne, og kiggede rundt i det dunkle rum. ”Jamen det gør jeg da også, søde.. men der er grænser for hvad jeg sætter min næse ned i.” svarede hun upåvirket igen overfor ironien der tydeligt var lagt i Zidiacs stemme. Hun var nysgerrig, og det var Phoenix ganske udmærket klar over. Men der var grænser for selv hendes nysgerrighed. Og den stoppede før man satte snuden ned i posen fyldt med Samsons gamle undertøj. Der trak hun alligevel en hårdfin grænse!

Phoenix flyttede sig ikke ud af flækken, som Zidiac begyndte at bevæge sig videre gennem rodet. Der var større og bedre muligheder for Phoenix, hvis hun vel og mærket blev stående her. Det var aldrig til at vide hvilke tanker der gik igennem hovedet på den sorthårede slave, som mest af alt bare lignede en som havde det sjovt, på en lettere ond måde. Hvilket jo i Phoenix’ verden, var definitionen af sjov og ballade. Den bortløbne kat, var nærmest ude af Phoenix tanker nu.
Og som Zidiac kom med et hop og et udbrud, knækkede Phoenix næsten sammen af grin. Specielt fordi den blå kvindes ansigtsudtryk da hendes fod ramte ned i det klistrede stads på gulvet, var mere end guld værd. En rungene latter fra Phoenix fyldte rummet, som hun tog sig til maven, og var fuldstændig ligeglad med de lynende og dræbende øjne som hun i øjeblikket fik tilsendt.

”Jeg gør mig vigtig på andre punkter end dig. Jeg dur rent faktisk til andet end blot at gøre rent og løbe ærinder. Det eneste ud over det sædvanlige du kan, er at finde krystaller. Og noget siger mig, at du heller ikke giver den 100 % når du en sjælden gang imellem bliver sat til det pjat.” kom der provokerende fra Phoenix som hun satte hovedet på skrå og afventede dæmonens næste træk. At phoenix ikke hjalp til her, var en ren princip sag. Hun ville langt hellere provokere Zidiac.

Phoenix blev ramt af en af de forbipassede småting, som Zidiac valgte at kaste efter hende. Det gjorde ikke ligefrem ondt, men Phoenix så det som en indbydelse til, selv at kaste til efter den ældre slave, og hun gjorde det også med velbehag. Phoenix var i den heldige situation at hun ikke stod midt i al rodet og nemt kunne falde ned i en uhygiejnisk pøl af noget ukendt. Så den sorthårede slave, gav fuld drøn på, med at kaste småting efter Zidiac, mens hun grinede lavmælt for sig selv.

En himlen med øjnene var det eneste resultat den sorthårede fik som svar fra Zidi, mens hun overvejede hvor meget nemmere det hele ville være hvis de bare sattte ild til det hele.. Dermed kunne de også udrydde sækken med gammelt, klamt undertøj.

Hun skulede knottent på Phoenix da denne flækkede sammen af grin, hvis hun havde været tættere på ville den blåhårede nok nærmere have tørret foden af i den anden kvindes tøj, istedet blev det en mindre diskret gnubben på gamle sække for at få uhumskheden væk. Jo længere tid den anden lo, jo mere irriteret syntes hun at blive, hun var næsten fristet til bare at stikke af, ud af kælderen for at komme væk fra Phoenix, men så ville både tøsen og Samson nok mene at hun ikke havde gjort sit arbejde grundigt nok i forsøget på at finde kattetøsen.
Forbandede møgdyr!

" Hvorfor skulle jeg give den 100% når Samson allerede har de rigdomme han har behov for? Desuden kunne jeg med lethed frarøve ham de rigdomme han ejer nu, hvilket han uden tvivl selv ved. "
Fnøs hun, med en arm placeret let på hoften mens hun betragtede den yngre, og virkelig håbede at Prisma aldrig ville blive sådan. Så igen, ungen var halv krystaldæmon og hun skulle nok finde en måde at bringe hende frihed, så længe tøsen ikke blev brændemærket ville der stadig være håb.

" Og af en eller anden åndssvag grund mener han at jeg åbenbart har talent for at opdrage hans forbandede afkom, selvom han ved at jeg afskyr dem alle som pesten. "
Nogen mere end andre.. Ompries var helt klart den hun var mindst fan af af de mange unger der hidtil var blevet smidt i knolden på hende. Nogen døde, af sygdom eller andet. Selv ville hun gladeligt have myrdet hver og en af dem, hvis bare hun kunne komme til det.
Hun måtte ærligt indrømme at hun nogengange havde meget svært ved at se logikken i hendes herres beslutninger nogen gange... Nej, faktisk temmeligt mange gange.

Endnu en genstand ramte hende, skarpt fulgt af en anden der susede lige forbi hendes ører.
En arrig hvæsen hørtes som den ældre slave ikke længere kunne holde sig selv eller sit temperament tøjlet, og kravlede over bunken igen, rækkende ud efter hvad end hun kunne til at kyle efter Phoenix, kort forinden hun selv for direkte på tøsen, på trods af den snævre plads i den fugtige kælder.
Straf eller ej, hun var eddermugme gal på den anden slavinde, og det skulle denne vide. Hvilket hun dog nok utvivlsomt allerede gjorde, ikke at det holdt den sorthårede tilbage fra at grine og finde det hele umådeligt morsomt. Hvor ville hun gerne banke det smil af de læber, bare for en gangs skyld.!

Phoenix løftede grinende et øjenbryn af krystaldæmonen. Nå, så det kunne hun? nok kunne hun gøre det, men Phoenix var også sikker på at hun havde ikke modet til at bringe det ud i livet. "Oh, så du mener altså, at du har modet til at frarøve Samson hans formue? Eller er det bare tomme ord?" hendes stemme var sukkersød, mens hun smilede skummelt til medslaven. Oh, det var så umådelig sjovt at bringe den andens pis i kog. "Dertil, tror jeg Samson vil blive henrygt over at høre, at du ikke give den 100 procent. Prøv at tænk hvor mange flere rigdomme han kunne havde, hvis du ikke havde været en doven dæmon?" grinede hun irriterende og rakte kort tunge af Zidiac.

Phoenix gik tilbage til at smile meget uskyldigt og barnligt af Zidiac. "Du har jo også sådan et moderligt sind." hvilket var en løjn ud fra hvad Phoenix havde oplevet igennem tiden. Der var sgu ikke meget varmt og kærligt over Zidiac! det ville være en skam at sige. Men der havde været en del rendede. Og hvad så? Phoenix havde ikke et problem med hans utal af unger. De betød ikke ligefrem noget for Phoenix, med mindre de var af betydning for Samson. Men det va rnu også mere i at Samson var vigtig for hende, derudover, var hun ret ligeglad. Kold som is, ville nok være det rigtige at sige.

Phoenix grinede som hun forsøgte at undgå ting, men blev ret hurtig alvorligere i blikket, som Zidiac kravlede som et andet vildt dyr, hen over bunken. Hun havde endda en arrigskab i blikket, der fik Phoenix til at bakke. Men det var en smule forsent. For hun nåede ikke langt før den blå dæmon sprang på hende i arrigskab. Det førte helt naturligt til at Phoenix blev mere voldelig, og forsøgte at skubbe Zidiac af sig. Nu rullede de rundt på kælderes besmudsede gulv, rundt i de mange mærkelige sække, fyldt med ting, som man egentlig helst ikke ville kende til. Phoenix begyndte at snerre, og skubbe for at komme fri. Samson skulle nok høre om det her, såfrem Phoenix fik lov til at komme derfra i live.