De tænder der der i forvejen bed i hans kind, bed en smule hårdere da hun greb omkring hans arm og fik ham op på sine vaklende ben, knæene næsten låst imod hinanden. Taget gjorde ondt, men han ville ikke vise sig som ømskindet, det havde været nok da hun havde hevet nålen ud af hans nakke, desuden vidste han det var bedst at komme op på benene.
Han nikkede tavst til Toorah, hun havde ret, mørkelvere var utilregnelige løgnere, og alligevel kunne han ikke lade være med at føle sig en smule nervøs for advarslen mørkelveren havde givet ham.
''Tilsyneladende er det ikke blevet banket ordentligt ind i knolden på mig..

Kommenterede han, en smule tørt. Ydmygelsen var så småt ved at blive skiftet ud med skam og skuffelse over sig selv.

''Bare rolig. Når jeg er tilbage i Elverly har jeg ingen planer om at efterlade den og bringe mere skam over Dem eller vores folk. ''

Han nikkede let, skævede let mod Olitheir da denne indfandt sig på hans anden side. Grebet trak let i nålen der stadig sad i denne arm, men han valgte ikke at kommentere det. Han kunne stå, og nogenlunde gå, om end det var rimeligt vaklende lige nu. Nålen kunne forhåbentligt blive hevet ud når han var lidt mere til hægterne, han vovede ikke at spørge Toorah om at hive den ud, men svor i stedet tavst for sig selv ikke at efterlade Elverly før Toorah så ham moden nok til det, noget han tydeligvis ikke var lige nu på trods af at han blev anset om voksen, om end en ung voksen.

Toorah var ikke længe om at få vaklet den unge elver væk fra centrum og over til en stol hvor han solidt blev plantet, Toorahg lod de røde øjne glide over på den høje mandlige elver, hun behøvede ikke at sige noget inden han vendte omkring og forsvandt i mængden. Så rettede hun sig op i sin fulde højde.

"Lad det være en lærestreg for nu. Pris dig lykkelig for, at han ikke slog dig ihjel. Sortelvere er kendt for at bruge gift, ofte en dødelig en af slagsen. Heldigvis ser den her ud til kun at være gået i dine nerver!"

Hun så alvorligt på ham og tog så imod et glas vand der blev rakt af den lyshårede elver, efterfølgende blev det rakt videre til Rhovandír. Diskret rettede Toorah på den hvide kjole og så sig så omkring, inden blikket igen gled ned på den unge elver.

"Du skal ikke være nervøs, den sidste sortelver der prøvede at sætte sine ben i Elverly flygtede efter at have trådt få centimeter over grænsen. De kujoner våger sig ikke derind! Nys det sidste af ballet Rhovandír!"

Toorah nikkede kort til Olitheir, inden hun snurrede rundt og forsvandt i mængden, den store elver så kortvarigt opgivende ud, men fangede hurtigt igen den seriøst maske og satte sig ved siden af den unge elver, denne gang blev der holdt skarpt øje.

// Out

Modvilligt blev Rhovandír plantet på stolen, den slappe arm placerede han diskret i skødet.

'' Det var nok betegnet som en advarsel at han ikke brugte gift og kun gik efter mine nerver.. ''

Lød det mumlende. Han tog imod det kølige glas vand, glad for at have noget at holde mellem hænderne. Et kort nik forlod ham. Forhåbentligt ville barrieren og planterne nær barrieren give advarsler hvis der skete noget.

Endnu et kort nik forlod ham da hun vente tilbage til de andre elvere.
Det tog ham et mindre stykke tid, vel overvåget af Olitheir der bestemt ikke føltes til at være videre glad for at han kom til at miste resten af festlighederne på grund af en enkelt ung knøs. Rhovandír valgte ikke at kommentere det, istedet sippede han lidt til vandet mens de lyse grønne øjne skævede rundt, henholdsvis på elverne i deres egen hjørne med civiliseret snak op opførsel, og på de andre gæster, hvoraf nogen allerede synes at være begyndt at blive småsnalrede. Han rystede let på hovedet, tog en smule vand mere inden han med et slet skjult suk placerede glasset på bordet.
Hvor han dog ikke ville tilbage til Elverly, men han havde jo fortjent det med hans uanstændige og dybt pinlige opførsel.

Miilaethorn var også med til midvinterballet i hovedstaden. Han var kommet med, som Toorahs partner for aftenen, ved egen forespørgsel, da det hele bare ville se den del bedre ud, at hun havde en person med sig, om end bare en ven, frem for at komme alene med sit følge. Derfor sad han også ved siden af hende denne aften, med et glas vin, mens de alle konverserede med de andre forskellige racer. Han sagde ikke meget, men holdt stadig på etiketten. Fest var skam spændende nok, men i aften virkede det hele lige lidt stort.

Der gik ikke lang tid før der blev sat en kort stopper for festen, da Toorah valgte at forlade sin plads og senere kom tilbage, fulgt af Rhovandír, den unge elver han nogle uger forinden havde hjulpet. Han kiggede på elveren, der klart virkede lettere fortumlet, og gav sig hurtigt til at spørge ind til det, da Toorah kom tilbage, hvilket endte i, at han blev bedt om at se til Rhovandír. Det lod han sig ikke sige to gange, da han sagtens kunne se at der stadig var ubehag i elverens øjne.

"Rhovandír, jeg har hørt lidt om nogle problemer med nåle,"

Lød hans milde hilsen. Han var udmærket klar over, at Toorah med sikkerhed havde været streng. Det var hun tit ved folk der var dumdristige, og Thorn selv var overhovedet ingen undtagelse, til trods for deres meget gode venskab.

Han satte sig ned ved siden af den unge elver, og sørgede for at smile til ham, uden at Toorah selv lagde mærke til det.

"Er der noget mere jeg kan gøre? De ser stadig ud til at have ubehag efter det fæle møde,"

Thorns påklædning bestod af en hvid, simpel tunika og et par løse bukser. Men det var ikke det, der smed pomp og pragt over den lyshårede elver. Det var kåben han havde på ud over. Lavet i meget fint stof og også løstsiddende, i rød og sort med sølvtråd ved kanterne, virkede han næsten lige så pompøs som Toorah. Men det var vigtigt, at man vidste hvem der havde lederskabet og derfor var hans tøj ikke den del pænere end hendes.

De slanke fingre legede let med glasset, selvom han godt vidste hvor uhøfligt det var at vise sin utilfredshed på en sådan måde, men da hans krop stadig tinglede og føltes lettere tung efter at have været lammet, og han manglede noget at gøre med sin ulammede hånd, endte det med at blive glasset det gik udover, lyttende med et halvt øre til hvad der blev sagt rundt omkring ham.

Blikket blev løftet da han anede bevægelse henne fra Toorahs side, et kort øjeblik bange for at hun ville hen og give ham endnu en opsang. Heldigvis viste det sig ikke helt at være sagen da det var den blonde ældre, healer, der istedet havde skubbet stolen tilbage og gik hen til ham.

Et lille undskyldende smil forlod den rødblonde's læber idet Miilaethorn satte sig ved ham, han ville trække på skulderen men nålen sad et sådan sted at selv den bevægelse ville bringe ubehag og trække i stoffet som nålen havde gennemboret inden den endte i hans kød.

'' Jeg har stadig en siddende et sted i min arm.. Turde ikke sige det til hende.''

Indrømmede han, velvidende at Olitheir sagtens kunne høre ham selvom den høje elver sad nok så stille og følelsesforladt ved siden af ham.

'' Jeg kan ikke se den, men jeg kan mærke den.. Den trækker i stoffet herovre af..''

En finger røg bagud mod hvor trækningen var værst, i tilfælde af at Thorns skarpe øjne ikke helt kunne se den imellem alt det hvid/grønne stof.

Miilaethorn lagde hurtigt mærke til hvordan Rhovandír havde besvær med bevægelser og hævede let et øjenbryn til elveren forklarede at han ikke havde turdet at sige noget til Toorah om den sidste nål der sad i ham. Han kiggede efter, som Rhovandír forklarede hvor den sad og snart fik han da også øje på den.

"Jeg har fundet den. En anden gang, er der intet galt i at fortælle Toorah det. Nok er ikke glad for det her, men det er bedre at komme helt ud med sproget med det samme,"

Rådgav han stadig smilende, mens han kiggede lidt undersøgende på pilen. Han kendte godt lidt til denne type skader. Han havde set denne type skader før. Han var trods alt næsten 600 år gammel og havde set sin del af grimme ting som healer. Han vidste godt at den slags immobiliserede ofret, og at det kunne efterlade rigtig grimme ar inden i kroppen. Derfor var det kun godt, at han fik lov at se på det med det samme. Han vidste godt, at den ene nål havde været i hans nakke, men han kunne ikke se såret som det var lige nu.

"Jeg kender godt til denne type skade. Det er godt, at det bliver taget hånd om nu, ellers kunne der sagtens være gået noget galt med nerverne. Sid helt stille,"

Forklarede han, lidt mere lavt til Rhovandír, før han med forsigtighed greb fat om nålen. Han trak den hurtigt ud, uden at rykke alt for meget rundt med den og lagde hurtigt en hånd på Rhovandírs skulder hvor et mindre lys hurtigt kunne anes, før det stoppede. Det andet sår i nakken undlod han at røre ved, men valgte i stedet for, at bruge sin afstandshealing, der også var en smule mere subtil. Der var ingen grund til at tiltrække sig for megen opmærksomhed.

Rhovandír bøjede hovedet ved healerens formaninger. Selfølgelig havde han ret, men det havde bare ikke føltes sikkert at fortælle hende det på trods af at hun havde langt flere års erfaringer end han havde, måske det var fordi hun var deres leder og at han frygtede hendes vrede. Måske, han var ikke helt sikker.

Han bed sig i kinden da nålen, akkurat som ved Toorah, blev hevet ud kort og præcist. Det sved, men der blev hurtigt lagt en dæmrer på det ved den korte magi.
Prøvende rullede han med skuldrene for at se om han nu også kunne bevæge sig helt frit, det føltes bedre, om end det stadig snurrede i kroppen.

''Mange tak. Jeg skal nok sige det hele lige ud næste gang.... Hvis der skulle blive en næste gang vel at mærke. ''

Han håbede det ikke. En gangs nærkontakt med den mørkelvers nåle syntes at have været nok, han håbede noget så inderligt at blækhuden en dag ville komme til at betale noget så grusomt for sine handlinger.

'' Mit gæt er at den tunge og prikkende fornemmelse jeg har over det hele lige nu skyldes at mine nerver og muskler er ved at vågne op og 'komme sig' efter.. Uheldet..+ ''

Han hævede blikket mod Thorn mens han prøvende åbnede og lukkede en hånd. Den anden så så galant ud i forhold til ham, men så igen. Han skulle jo forestille at være Toorahs partner for i aften, så selvfølgelig skulle hans klæder da være på kant med hendes.

Miilaethorn smilede mildt til Rhovandír som denne noget hurtigt så ud til at tage ved lære. Til forskel for visse andre, såsom ham selv. Det var lige før han skulle tage inspiration fra den unge elver. Måske sørge for at undgå at være sådan et fjols.

"Det gør der forhåbentlig ikke. I hvert fald ikke så længe du bliver inden for Elverlys grænser, så er chancen for det ikke så stor,"

Han vidste godt han ikke skulle overvurdere Elverlys forsvar over for en mulig snigmorder, men ifølge logik var en befæstning inden i en skov hvor lederen kunne se enhver indtrængen, ikke synderligt let at komme ind i.

Thorns smil falmede let ved Rhovandírs kommentar, erstattet af en alvorlig mine, mens han så en kende undersøgende på ham.

"Det er det højst sandsynligt. Hvis det bliver værre må du dog meget gerne sige til. Jeg håber din aften her bliver hyggelig på trods af, at du skal hjem i morgen,"

Forklarede han mens han lagde en hånd på elverens skulder, forsikrende med et let klem.

'' Jeg er spejder, jeg holder øje med hvad der sker indenfor såvel som nær grænserne. ''

Smilede han tilbage. Han vil ikke kunne undgå at komme nær grænserne, ikke med hans arbejde, og der lå intet godt i bare at gemme sig for faren, uanset hvor ubehagelig den måtte se ud. Så hellere stå ansigt til ansigt med den.

Hans hånd gled ned og gned hans albue mens han eftertænksomt så på Thorn, funderende over hvad denne ældre elver mon havde været igennem i sit lange liv.

Endnu et lille smil forlod ham fulgt af et lille respekterende nik.

'' Selfølgelig. Jeg skal nok gøre Dem opmærksom på det hvis det skulle blive værre. Heh.. ja, må nyde den del af festlighederne jeg har tilbage, så kortvarig denne fest nu engang var i mit tilfælde. ''

Han skævede mod Olitheir der gengældte blikket kort, lettere beskyldende.
Forhåbentligt ville han ikke gøre så stort et fjols ud af sig selv en anden gang. Blikket vendte tilbage til Thorn og dennes hånd på hans skulder.

'' Jeg håber også at De vil nyde festlighederne og måske få lavet nogle gode aftaler sammen med nogen af de mange gæster der vil være os til gavn. ''

"Hm, så det er det, du arbejder med. Så ved du vel godt, at du bare skal løbe hvis du ser den mørkelver igen, ikke sandt? Han virker ikke helt ufarlig,"

Svarede Thorn, noget alvorligt, mens han selv tænkte over hvad i alverden der havde givet mørkelveren sådan en vanvittig, komplet tankeløs idé om, at forsøge at invalidere en elver midt til et midvinterbal med vagter og Lysets Dronning til stede.

Han gav elverens skulder endnu et klem, før han slap og fik sig et glas vin af den forbipasserende tjener der godt havde set, at han intet glas havde. Han tog et nip og stillede det derefter fra sig på bordet.

"Sandt sandt. Mon ikke du nok skal komme med til alle festlighederne næste år,"

Sagde han fortrøstende, med et smil, mens han samlede glasset op.

"Ah ja. Politik. Det er nu mere Toorahs forté end min,"

Svarede elveren med et let grin, da han rejste sig og gav både Rhovandír og Olitheir et nik som farvel. Så var det tilbage til politikken.

Toorah havde igen fundet ro, de opmærksomme røde øjne lod dog alligevel til at overvåge hver eneste tilstedeværende individ, hun kunne godt se, at Rhovandír blev taget af, af Miilaethorn og han var tydeligvis væsentligt mere tryg omkring den aldrende healer end Toorah, det var også kun forståeligt, det nyttede ikke noget af lade sine parader falde for en smule blødsødenhed.
I en langsom bevægelse tog hun et af de smukke krystalglas som indholdt den fine vin fra en bakke der blev tilbudt hende, hun nippede diskret til glasset, inden hun bevægede sig igennem den store sal. der var mange blikke, mange stirrende øjne der lod sig studere Elverlys leder, men de færreste havde modet til at tage en samtale op med hende. Hun havde noget af et rygte og de færreste havde lyst til at forstyrre elveren i tilfælde af, at blive verfet væk for vigtigere ærinder. Toorah derimod, som faktisk udelukkende var til ballet for at repræsentere sit folk og eventuelt få nogle politiske aftaler på plads, nedværdigede sig heller ikke til at starte samtale med den første og den bedste, af samme årsag var det godt, at hun havde Miilaethorn til at følge hende til ballet, så hun ikke virkede komplet alene.

Pludseligt, var der en noget atypisk udseende person, som fangede hendes opmærksomhed, det første der slog hende var den tatoverede hud, det var ikke unormalt at være tatoveret i elververdenen hverken på arme, hænder eller for den sags skyld i ansigtet, som denne. Det der slog hende var hudfarven, havde Toorah ikke været så toptrænet i at se komplet død ud i ansigtet havde hun nok trukket en utilfreds mine, hun havde fået rigeligt mørkelver for en enkelt aften, men så vendte han sig. Det var ganske kort som om hun fik stød, øjnene hørte ikke til hos deres mørke artsfæller, han var en af hendes folk, men han hørte ikke til i Elverly, så ville hun vide hvem han var. Et sted følte hun, at hun havde set ham før, men hun anede ikke hvor, eller hvem han var. Roligt kastede hun et blik imod Thorn der endnu sad med den unge elver, så vendte hun igen blikket mod den fremmede, og begyndte langsomt at gå hen imod ham, så det hvide skørt smøg sig omkring hendes ben og slæbet blev trukket ind i menneskemængden.

Han lagde mærke til hvordan Toorahs øjne landede på ham på et tidspunkt. Eller han lagde først mærke til det da hun allerede var begyndt at gå imod ham. Hans påklistrede smil, der havde svært ved at nå op til øjnene blev sendt til den gamle lærling og ven. Han kunne godt fornemme at hun så på ham med varsomme øjne. Om det så var mistænksomheden for at han var dukket op på dette tidspunkt, eller om hun blot var i tvivl hvem han var, kunne han ikke sige. Hun havde ændret sig meget. Han kunne godt se at der var gået omkring femhundrede år siden de sidst havde set hende. Han vendte sig med rank ryg mod hende og en høflig mine.

"Godaften Toorah af slægten Nattefrost. Må stjernerne altid lyse over Dem."

Sagde han da hun kom hen til ham, og han bukkede for hende. Han vidste godt hvor i verden hun befandt sig. Han havde ikke ligget på den lade side i de sidste treds år, hvor alle deres informationer stort set var blevet destrueret. Han vidste en del, selvom han ville ønske at han vidste mere, men det måtte komme med tiden. Noget skulle han også komme til at bruge Blodet til. Toorah var til gengæld ikke svær at finde noget om. Han vidste ikke hvad han skulle vente for en reaktion fra Toorah. Han havde hørt om hendes voldsomme temperament, men om det også ville ramme ham, det måtte tiden vise.

Hvad det var der drev værket var Toorah ikke engang selv klar over, hun var altid klar på at udrydde en eventuel fare hvis det blev nødvendigt og naturligvis var hun heller ikke kommet til ballet ubevæbnet. Stort set alle elvere havde lagt deres våben i våbenhuset, Toorah havde i første omgang ikke engang sine med, men hun havde nu for en sikkerheds skyld alligevel en lille let kniv med, gemt væk under de store gevandter. Hun var klar over at ballet havde vagter, men de var nu engang kun mennesker.
Omkring halvanden meter fra Ratuktan stoppede hun op og foldede hænderne foran i en afslappet stilling, hun tog ham kort i øjesyn, ikke ubehageligt eller observerende, mere som når man så et andet ukendt væsen an inden man indledte den store samtale.

"Godaften. Jeg tror desværre at De er kommet mig i forkøbet. Jeg mindes ikke at have set Dem før?"

Den pæne tone var der altid for fremmede, hvis de ikke udviste nogen form for fjendskab, indøvet og perfekt. Toorah hævede hovedet en kende, elveren foran hende var kun en smule højere end hende, men det fik den vældige frisure let rådet bod på. Hun smagte på ordene han havde sagt, de sidste fik det til at dæmre et sted i erindringen, stjernerne. En stille mistanke begyndte at forme sig i hendes sind, men hun valgte ikke at sige noget, hun kunne tage fejl og det skulle helst undgås.

Ratuktan måtte indrømme at der var mange vagter, og Lysets Dronning og hendes gæster var godt beskyttet, men han tvivlede ikke på at Talun-Ra nok skulle klare den. Der var en grund til at det var ham han havde valgt. Sandrine havde i det mindste fået lov til at sørge for at han så præsentabel nok ud til et royalt bal. Cregan ville få en anden opgave der ville kræve hans ekspertise. Han ventede med glæde på det øjeblik hvor Skyggeridderne vil blive genkendt igen som en magt i verden, som ikke var til at spøge med.
Han så dog nu på Toorah og tænkte at hun måske havde gjort lige lovlig meget ud af sig selv til midtvinter ballet, men han tænkte også at det kunne være ham der havde holdt sig fra anden social kontakt, end den han havde med Skyggeridderne, så han havde glemt hvor meget man gik op i sådanne ting. Han kunne godt se at flere af gæsterne havde klædt sig ganske ekstravagant.

"Så lad mig præsentere mig selv igen. Jeg er Ratuktan af slægten Stjernesten."

Han havde et lettere bedrevidende smil på sine læber. Han kunne godt lide når han havde mere information end andre, selv når det var noget så beskedent som at vide hvem andre var, inden de kunne kende ham. Han foldede hænderne om bag ved ryggen, så de var skjult under den røde kappe.

Toorah skævede rundt i salen, var han kommet alene? Umiddelbart lignede han ikke en der normalt kom til sådanne begivenheder som ballet nu engang var. Så gled hendes øjne op på hans ene beskadigede ører, det var ikke normalt for elvere af Elverly at vise sådanne ting frem, elvere havde som regel en stor ømhed for de spidse ører, og de få der havde fået beskadiget dem gjorde som hovedregel et stort arbejde ud af, at få repareret eventuelle skader. Rhovandír var dog et særtilfælde, hans øre var uhelbredeligt, men han gjorde også et vældigt arbejde for at skjule det.
Idet han sagde hans navn måtte Toorah nok indrømme, at hun blev overrasket, men til forskel fra elveren foran hende udviste hun ikke følelser, en af grundene til, at hun havde indgydt så meget respekt hos hendes folk som hun havde var, at man ikke rigtigt kunne sætte en finger på, hvor man havde hende.
Alligevel lænede hun langsomt hovedet en kende tilbage og nikkede så ganske anderkendende.

"Jamen dog, jeg havde ikke regnet med at de Dem igen, nogensinde!"

Sagde hun så, men nikkede så til en lille hilsen, ikke meget, men nok til at vise, at hun accepterede hans selskab, på trods af, at det for en uden for Elverly nok ikke havde den store betydning. en underlig knude formede sig i lederens mave, sidste gang hun så Ratiktan var hun ganske ung, under hundrede år faktisk, hun huskede ikke så mange detaljer længere om den tid, men hun kunne endnu fremkalde fascinationen hun havde besiddet for ham for omkring femhundrede år siden.

"Mange troede De var død!"

Hvor blev du af? Hvad har du fortaget dig? Hvorfor forsvandt du Spørgsmålene ville nok have fulgt efter for enhver anden med deres historie, men Toorah spurgte ikke, det var ikke formeldt af krydsforhøre et andet individ så lang tid efter og hun ville ikke benægtes i sine spørgsmål, af samme grund forblev hun tavs, i hvert fald på det område.

"hvad bringer Dem her i aften?"

I løbet af de mange år han havde levet uden for elvernes civilisation og kultur, havde han også mistet en del af den stolthed som særlig tilhørte deres spidse ører. Mange ting som ville have gjort ham stolt eller skamfuld, havde langt fra samme påvirkning på ham. En ting som dog også alle hans Silhuetter vidste, var at han var en farlig løgner og en god skuespiller. Han var glat som en ål, og ingen kunne vide sig sikker for hans intetioner. Der var meget få som kunne gennemskue ham. Han var temmelig overbevisende, når han først havde fundet sin løgnehistorie, men dette ville nok være en af de sidste gange han ville kunne vise sig i fuld offentlighed. Bagefter ventede arbejdet. Skyggens arbejde var risikabelt.

"Når man trækker sig tilbage i flere århundreder for at fordybe sig i nogle studier, så tror mange at ens liv har forladt verden."

Der ville nok ikke være så meget tvivl om hvad hans studier kunne have handlet om, siden det var skrevet på hele hans krop. Der var nok ingen andre til stede der ville kunne læse alle disse ældgamle runer, som ingen havde beskæftiget sig med i århundreder. Hvert fald i Elverly, da det var de eneste bøger han kunne finde emnet, og dem havde han taget med sig på sin rejse. Det havde ikke været en hemmelighed at Ratuktan aldrig havde ejet nogle medfødte magiske evner, så det ville nok være klart for dem der vidste det, at det nok var hans kompensation for de manglende magiske evner.

"Jeg mener at jeg har forstået så meget at jeg nu godt kan tillade mig en distraktion som det årlige bal til midtvinter."

Han havde en ydmyg tone, og han lod ikke som om han var et visere individ end andre. Han var blot mere specialiseret i sit felt, og så nogle andre ting han ikke lige valgte at fortælle af gode grunde. Toorah skulle helst ikke lave en for hurtig kobling mellem ham og Skyggeridderne. Forhåbentlig ville hans løgn virke, da alle havde vidst at han var en ivrig og ambitiøs mand, der jagtede sine mål til det sidste. At han så havde valgt at fordybe sig i ældgamle runer og deres magi, ville så nok heller ikke være overraskende.

Toorah kneb øjnene en kende sammen, de røde dybe pupiller så væsentligt mere beregnende og gennemskuende ud end de havde gjort, da de i sin tid havde været grønne. Hun anede ikke om hun skulle stole på Ratuktan, enhver der smuttede i et halvt årtusinde for pludseligt at komme tilbage var som regel ikke dem man satte øverst på hylden over folk hvis hænder man ville lægge sit liv i. Toorah var også kræsen på det punkt, hun stolede på sit folk og på de elvere hun dagligt omgav sig med, men på fremmede og især fremmede af andre racer stillede hun sig skeptisk. Af samme årsag var det svært for hende at indgå aftaler med mennesker, det var sjældent, at de faktisk var i stand til at holde deres ord.

"Det må være nogle vældigt interessante studier De har gang i Ratuktan Stjernesten!"

Sagde hun så, kendte man Toorah kunne man måske fornemme en hvis bebrejdelse i stemmen, i hendes verden forsvandt man ikke bare uden at sige noget, én ting var at tage ud for at erhverve sig erfaring inden for et magisk felt eller opsøge en læremester inden for våbenbrug, men at synke i jorden i århundrede var ikke acceptabelt, det var at svigte racen og slægten. Øjnene afsøgte roligt hans hud, hun havde set noget lignende engang, men det havde nok været noget sidestillet med det Ratuktan havde prydet sin hud med, hun kunne ikke genkende det som værende hverken sprog eller tegn, men det var i og for sig vel også ganske ligegyldigt.

"Aha, men det må være første gang i mange år De deltager, ikke sandt? Jeg mindes ikke at have set Dem her, de forgangne år, har jeg ret?"

Han kunne fornemme hendes skepsis. Han kendte det godt. Han så på enhver fremmed med samme øjne. Han stolede ikke på nogen, og faktisk stolede han ikke på Toorah, selvom hun var en af dem han stolede mere på end andre, men han stolede ikke lige så meget på hende, som han stolede på Sandrine, Cregan og Talun-Ra. Det ville tage mange år at få den samme tillid til nogen igen.

"Det er det. Mit studie har ført mig til ruiner i meget afsidesliggende kroge af Krystallandet, og flere interessante opdagelser har jeg gjort mig. Når jeg en gang er færdig med mine studier vil jeg skrive en bog om mine opdagelser."

Han havde ikke i sinde at skrive en bog om sine opdagelser. Hvis han havde gjort det han påstod, så ville han nok, men at skrive om sine opdagelser ville være at forråde Skyggeridderne, og det ville han under ingen omstændigheder. Men han formåede at udstråle en entusiasme mens han talte om sine 'opdagelser', så de fleste virkelig ville tro at han var fordybet af disse yderst interessante studier.

"Det er korrekt. Siden jeg drog ud for mange år siden har jeg ikke taget mig tid til at opsøge ballet eller andre fornøjelser. Jeg frygtede at noget ville undvige mig, hvis jeg stoppede før jeg havnede i en blindgyde."

Han smålo kort og løftede sine hænder op som undskyldning. Han sænkede hovedet en smule for igen at bede om tilgivelse, på en måde.

"De må undskylde. Jeg står her og fortæller kun om hvad der er sket mig, uden at spørge til Deres ve og vel."

Med en gestus viste han at nu ville han gerne høre fra hende hvad der var sket fra hendes side af verden, selvom han faktisk allerede vidste en del om hende. Han vidste mere om hende, end de fleste i landet, men ikke alt. Det ville være hovmod at påstå sådan noget. Der var andre personer der var vigtigere at have styr på.

Den kvindelige elver hørte godt efter hvad ha sagde, det overraskede hende virkelig, at han havde brugt så lang tid på sine studier. Hun troede ganske vidst på hvad han sagde, hvorfor skulle hun ikke det? Der var intet mistænksomt ved det, udover, at han tilsyneladende var vældigt passioneret inden for det fag han havde sat sig for at læse. Det var en egenskab Toorah ikke selv besad, hun kunne ikke fordybe sig i det samme emne flere hundrede år i træk, det ville kede hende i løbet af de første tredive, af samme årsag var hun god på posten som Leder, hun kunne tage sig af mange forskellige ting, som der også krævedes af hende, lige til at kigge på sikkerheden omkring Elverly til at tage sig af boligproblemer eller hvor meget vin der skulle eksporteres.

"Det lader til, at det bliver en vældig lang bog!"

Med en let anstrengelse fik hun fremmanet hvad der mindede om et ganske oprigtigt smil, men det var lille og skævt, ikke noget man ville lægge mærke til hvis man stod på afstand af elveren. I og for sug syntes hun at Ratuktan virkede ganske underlig, Toorah var måske ikke den mest sociale elver, hvis det var op til hende selv, men hun ville ikke bare kunne forlade sit folk på den måde han havde gjort og givet sig i kast med at grave sig ned i et hul som en anden eremitkrebs.

"Aha, jaså. Hvad er grunden til, at De så ikke er vendt tilbage til Frostheim eller Elverly? Jeg ved nok ikke meget, men jeg ved hvem der sætter sine ben i elverskovene!"

Sagde hun så og hævede øjenbrynene en kende, til en spørgende mine, det kunne godt være at han havde været ude og opleve alt muligt, men at han på intet tidspunkt så meget som havde nærmet sig Elverly fandt hun ganske underligt, måske var der noget der lå dybere end som så, eventuelle familieproblemer Toorah ikke havde hørt noget om.

"Jeg har det ganske udmærket, tak. Livet er det samme i Elverly!"

Sagde hun så og fremmanede endnu et af de små smil. At hun for lidt over en uge siden var blevet overfaldet og næsten likvideret i sin egen seng behøvede han ikke vide, det burde ingen vide og det vedkom forøvrigt ikke rigtigt nogle, og endda slet ikke fremmede som Ratuktan.