Flaskens rundebund stak mod maven, men han trådte blot nærmere, uberørt af måden maven stak i ham. En hånd skubbede blot flasken til siden med hård kræft. De tog sin tid, sekunder føltes som evigheder for ham i dette moment, hvilket ikke burde være muligt når en evighed var en realiteten. 

En fod blev skubbet ind i mellem den andens for at skabe noget afstand mellem benene, men skulle det ikke hjælpe så meget, kunne han starte med bare at klæbe den ene fod fast mod væggen og gulv med sammen håndled fra før. Den anden hånd trak let i det våde silke.  

Finneas lænede sig frem og lugtede til det beklædte hoved. " Du er hvad der stinker, men.. mhm " det var jo ikke længere en stank, men en sød duft af beskidt arbejde. 

" Er du en kat? " så retrotisk, men det skulle spørges om. Det var jo for oplagt. En pirrende interesse.  

Hånden som havde klæbet Enzel lidt til, tog stille fat om den andens kæbe, gjorde sit for at løfte hovedet op, så de kunne stå i perfekt kysse position. Vævende for at stå så tæt, så øjnene blot i mod isen den andens blik. Han var lige så stille beredt på at pinde den anden fod og begge hænder fast til væggen, men nu måtte de jo lige tage det stille og roligt. 

Hans forsøg på at få Finneas til at tage sig sammen og slippe ham fri fra den irriterende flaske, fejlede, og hånden med flasken blev i stedet slynget til side. Han fik en forsmag på hans styrke… det der ventede ham om lidt, måske… Det havde gjort ondt, men han fortrak ikke en mine. Hans blik stirrede nærmest bare frem for sig, og forsøgte at blokere ham ude.

Det var bare så forbandet svært, når han nærmede sig og… indåndede hans dunst. Forfængelig havde han været lige siden han var 10 eller 11 år. Og han gjorde meget ud af at pleje sig selv, og overparfumere sig med den blanding af rosenblade, som han selv dyrkede hjemme i sin have. Men intet kunne slå stanken af våd pels. Om end det stadig var mildere end hundepels, undgik han alligevel altid regnen. Han brød sig ikke om at få at vide, at han ligefrem stank!

Han holdt vejret som han mærkede hvordan der blev rykket i hans tøj. Han var indbundet i flere lag, og ret kompliceret faktisk. Oftest måtte han afklæde sig selv, før han overhoved kunne parre sig med Nicola eller Phillippe. Er du en kat? Ordene skar i hans øre, der inde bag turbanen lagde sig arrigt ned. Finneas havde på en eller anden måde gennemskuet ham, som den eneste nogensinde! Hans pupiller udvidede sig, som om der var blevet trykket på en knap. Pupillerne gjorde hans kolde øjne sorte, som når han så noget han kunne lide, eller… som når han skulle til at sætte kløerne i ham!

Finneas burde have set det komme. Når man nærmede sig så tæt på hans ansigt, var man dømt til at komme til skade. Flasken som han havde haft muligheden for at fjerne fra ham, men undlod at gøre det, svang lige i siden af hovedet på ham i en refleks. Den var tung fordi den var halvfuld, og indholdet samt glasskår sprængte udover dem begge to.

Fra Enzels mund lød en faretruende, arrig hvæsen, og alle tænderne var blottede og i den grad umenneskelige. 

For mange år siden, så havde det ikke været så mild en leg mellem Finneas og modparten. Dengang ville han have ladet det eskaleret en del hurtigt og en del voldsommere. Men dengang, der fik han også sine ture med daggerts og knive, det vidnede kroppen om til de, som så den. 

Lugten af kat på denne måde, det var alligevel en spændende ny ting at notere sig. Sjældent kunne man forvente at folk af den kaliber skjulte det så godt. Selvfølgelig var manden selv halvdyr, intet andet ville give så meget mening. En alfons med forkærlighed sin egen art. Hvordan ville det dog ikke se ud, hvis en kat bagbollede en hund? Tankerne løb lige så stille af sted med Finneas. Stedet havde sine katte, men badet mest i hunde som han så det. Så mange køter. 

Øjnede smallede og brynene tætnede som pupilerne sorterende i den andens farevand. 

" Hgngn! " forlod det rammende fra ham som hovedet fløj med flasken til siden. Hele overkroppen trak sig til siden og de hænder som havde været mod Enzel var sluppet for et øjeblik. 

Klokkerne ringede i hans indre, og selvom flasken havde sat sine skår i ham, flød hovedet til siden. Finneas løftede skulderen til et knæk gav sig, får han satte hånden mod kattens hals. Ligeglad for hvordan dyret hvæssede af ham. Han ville ikke afsløre sig selv som vampyr, endnu. 

Den anden hånd gav sig lige så arrigt til at dække fødderne til på Enzel i spindelvæv, lag på lag for at sikre sig man ikke bare lige løsrev sig. " Prøv og gør det en gang til og du vil fortryde det " advarslen var tydelige og blikket dødsdømt. Men som han sagde det, kunne han ikke skjule sine hjørnetænder helt så meget igen, spidsen tittede frem fra sit skjul i mørket. 

Lyden af en kat, der fik taget kvælertag på mens den hvæste, var næsten ikke til at forestille sig. Men Finneas hånd fik trykket mod Enzels strube, så lyden blev afbrudt, på brutal og akavet vis. Han sprællede i panik, fordi han følte, at han ikke kunne få loft. Af én hånd! Llyon brugte begge sine hænder, dengang han myrdede ham. Det var morsomt som historien gentog sig… Han skulle dø i nat.

Han så faktisk ikke hvordan han gjorde det, men mærkede hvordan begge hans ankler blev klistret mod væggen, så han sad så godt fast, at det ikke var muligt at sparke eller beskytte sin krop med benene. Hvis ikke det var fordi han blev holdt i halsen, ville han bruge sine sidste kræfter på at slå ham væk med hænderne. Den ene hånd var stadig tilklistret, og et stykke skår var stadig på håndfladen af ham, men det meste af flasken var så godt som væk. Hans hænder søgte op mod sin hals, og fingerspidserne forsøge at komme imellem halsen og hans hånd, for at sikre sig noget luft.

”…Je’ sk… ha’ vidst…!” Lød det kvalt fra ham. Han skulle have vidst at han var vampyr! Det hele gav pludselig mening. Hans underlige opførsel, hans gode høre- og lugtesans. Og hans manglende interesse for penge, naturligvis. I virkeligheden var han ude efter hans blod? Enzel hadede de blodsugere! De kom ofte til bordellet, fordi mange prostituerede, også var blødere. Men ikke Enzels luksuspiger! Hans øjne kiggede på vampyrens hjørnetænder, der skinnede op i det mørklagte ansigt.

Enzel var i hvert fald ikke nogen bløder!

”Hvis du dræber mig nu, vil mit spøgelse forfølge dig…!” Han havde allerede accepteret sin skæbne, om at skulle dø og genopstå. Forhåbentligt var Finneas ikke i stand til at gætte hvilken gave han besad fra fødslen af. Nok kunne han ikke bruge sine magiske evner i dagligdagen som sådan, men det gjorde i det mindste, at han så lidt anderledes på døden.

Havde man sparket til en kat, havde man en idé om lyden der blev givet. Men ikke helt alligevel, den var alligevel så anderledes. Han havde ikke hørt sådan en lyd før og han elskede den. Det kunne ikke beskrives på nogen måde, men det var en lyd han ville tage med sig til sit evige liv. 

Finneas strammede grebet en anelse og trådte så tæt som det var muligt. Stødet kroppene let op i mod hinanden, pressende knæet i mellem mandens ben og op i mod skridtet. De kvalte lyde skulle nok få en ende på et tidspunkt. 
Næsen, læberne og hovedet kom nær, så de små hår på kinderne snittede den andens. Hovedet drejet en snert så læberne gled mod kindens slutning, for så at rykke sig en anelse op og hviske ind mod katteørerne. " Jeg spist før jeg opsøgt dig.. så du må vente med at danse vals med djævlen " 

Et sagte suk af sødmens nynnen forlod ham og han bukkede hovedet en anelse ned igen, lod sig snup et nip af den andens kæbelinje. Pudret smag i konstant med vand. Hvordan han mon så ud nøgen og frigjort. 

" Er du mindst lige så flot uden alt det der på? " 

Grebet om halsen løsnede let, lige så han kunne tale og få luft, ingen grund til at forværre situationen yderligere. Den anden hånd tog stille fat op omkring kattens hoved for at fjerne hovedbeklædningen, han ville se ham som han var. Uden alle de lag. 

Han måtte virkelig have gjort ham rasende med sit angreb, også selvom det kun lod til at påvirke ham kortvarigt. Var vampyrer mere udholdende, bare fordi deres kost bestod af blod? Måske gjorde det dem målrettede…

Enzel blev klynget mere op ad væggen, og mærkede Finneas helt tæt på sig. Knæet der blev presset mod kuglerne på ham, fik ham til at udtrykke et anmast støn. Stop…! Det begyndte at svimle for ham. En blanding af alkohol og det at hele kroppen var i beredskab.

Han vendte sig ansigt da han følte det som om Finneas ville kysse ham. Enten gjorde han det let for ham at komme til hans læber, eller også gjorde han det let for ham at komme til halsen. Der var ikke nogen måder hvorpå han kunne vinde på. Finneas hverken bed eller kyssede ham, dog, men begyndte at hviske til der hvor han fejlagtigt antog at hans ører var placeret. På trods af at han havde gættet rigtigt med at han var kat! Han kunne desværre høre ham lige så tydeligt, på trods af stormvejret og sin egen panikramte hjertebanken.

Han havde spist? Det var lige til at få kvalme af.

”Lad være!” Gispede han op, da grebet blev sluppet om hans hals, og hans skæbne kom nærmere. Han ville se ham nøgen! Finneas havde jo allerede gættet det. Der var intet mere at skjule på. Men alligevel var han så sjældent blottet, at bare det, at turbanen blev pillet af ham, føltes vildt intimt.

Silkerne, som han havde brugt lang tid på at folde og binde korrekt, blev pakket op som havde det været en gave til ham. Han hadede alt ved det. Først dumpede der nogle meterlange, slangekrøllede pandehår ned. Og så blev resten af håret blottet. Det bagerste hår var fugtigt af regnen og sat op med en sølvbelagt hårklemme af rubinsk stilart. Umiddelbart kunne det ligne at han ikke havde de katteøre, som man forventede at finde der, men Enzels ører var ikke så store, og lige nu lå de foldet så langt tilbage som de overhoved kunne.

Alt på Enzel begyndte at ryste. ”…Grin du bare…!” Han antog at det morede Finneas at han i virkeligheden var et halvdyr, der forsøgte at lege menneske. At der var en tilfredsstillelse af at mobbe ham tilbage, efter den nedværdigende behandling han selv havde fået fra ham. Halvkatten skulle virkelig til at lære, ikke at undervurdere folk så meget… I hans næste liv, i hvert fald…! Han regnede ikke just med at overleve det her…

”…Aha… Jeg går ud fra at du har brug for blod, for overhoved at kunne få den op?” Fnøs han med underligt meget trods, skønt han virkede rædselsslagen. Og han var ikke færdig med sine vulgære fornærmelser ”Jeg er spændt på om din døde, kolde pik overhoved kan gøre noget godt for mig…! Eller om du formår at gøre mig blødere end jeg allerede er.”

Knæet mærkede toppen af bunden, løftede let til og pressede sig stille på. Intet ondt kom uden at gøre godt. Eller var det omvendt? Finneas var jo ikke den store filosof, så at huske de så genkendelige udtryk og talemåder, det skete ikke med hans gode vilje.

Problemt med halvdyr var, at de kunne have menneskeøre eller dyre ørerne eller begge dele, de var så komplekse en art for sig selv. Deres kroppe var alle så forskellige, nogen med fulde dyreunderliv, andre bare delt i dele for deres tilstand. Enzel virkede til at være mere menneske end kat rent fysiologisk. 

Lad vær. Det lød så smukt. 
Tiggende på sin egen måde, en hel symfoni bare for ham. 

Blikket blev helt optaget af at se på frigjort hoved. Håret, ørerne, ansigtets sande form. Ikke at han ville erkende det, men det var ligefør at Enzel var den smukkeste mand han havde set. Om det var håret eller ørerne, men noget var der over hvordan det hele faldt over ham. Ørerne kunne lige ses, men det kom sig kun af, at han var den tand højere og kunne spejde det udover ham. 
Finneas rørt ikke noget af det andet tøj, det var han ligeglad med. Han ville have sminken af manden, se hans naturlige jeg. 

Brynene tætnede kort. " Jeg griner ikke " mumlet han stille, hvorfor skulle han grine. Hvorfor trak han vejret når han ikke behøvede det, af samme årsag som han blinkede for at fugte øjnene. Det var bare en del af kroppens naturlige system. 

Hånden gled om i natten og greb fat i baghovedet hår på katten, hev til så hårene lagde sig i tykke lag mellem fingrene. Hvorfor blev han så trodsig nu, hvorfor var han så sexfikseret. " Hvorfor tror du jeg vil have sex med dig? Du er den som bringer det på banen konstant, Enzel " ellers snarer tiggede om det. Om og om igen. 

Den igen frie hånd brugte noget af silken fra hovedet til at tørre hans ansigt fri for hvad der holdt ham så flot.  " Jeg har de sidste mange måneder forsøgt at få din opmærksomhed, men gang på gang har du valgt vinen og irrelevante, kedelige tørvetrillere over mig " 

At han kunne være så tarvelig at spørge ham om det!? Det var psykisk manipulation af værste skuffe, at få det til at lyde som om han gerne ville voldtages. Enzel ville bare have det overstået, så han kunne komme hjem…! I aften havde han taget en pause fra Nicolas surmulende ansigt, derhjemme, men lige nu var der intet han hellere ville, end at putte sig ind til ham og bare glemme…

Han mærkede den våde silke mod sit ansigt. Han forstod ikke hvorfor, før han selv så den lyse pudder smitte af på materialet. ”Er du klar over hvad det har KOSTET!?” Han ville have sparket ud efter ham, men vred sig i stedet nyttesløst i hans spind, og hans hænder der indtil videre kun havde holdt ham på afstand, satte nu neglene i ham. Enzel filede selvfølgelig sine negle pæne og bløde. Så de var ikke mere et mordvåben, end almindelige menneskenegle.

”Det er jo hvad I alle sammen vil ha’!” Om Enzel snakkede om hele menneskeheden, eller blot sine overgrebsmænd var godt det samme. Nu var Finneas egentlig ikke menneske mere, men hvorfor skulle behovet for at overmande smukke og uskyldige halvdyrsmænd forvinde, bare fordi man var forbandet? ”Jeg er halvkat og ejer et bordel. Jeg kender de øjne du sender mig, bedre end nogen a-”

Vent hvad var det lige han sagde til sidst? Enzel havde været så distraheret af at se sin smukke silke ruineres, at han helt havde undertrykket hvad der egentlig blev sagt til ham. ”Hvad mener du med det?” Han var lige så bleg som en vampyr, ved tanken om, at han havde holdt øje med ham i mange måneder. Hvor mange!? Hvorfor havde han ikke vist sig overfor ham før nu? Han mindes ikke at have opdaget ham, overhoved. En frygtelig tanke slog ham, og han turde dårligt nok nævne det overfor sig selv.

”..Er det…” Han sank og skælvede lidt mere ”..Har Llyon sendt dig..?” Kunne hans onde ekskæreste have sendt ham? Men hvorfor…. Hvordan? ”Hvorfor mig?” Som han sagde det gled en tåre ned ad hans kind.

Den hylende kat var så tydelige i sin utilfredshed at det næsten burde tiltrække nogens opmærksomhed. End ikke regnen kunne overdøve noget i denne her dur. Rolig tiger, jeg spinder noget nyt til dig, kunne det næsten fornemmes af ham, som han mimede det til Enzel, men ingen ord eller indikation for at han gjorde dette forlod ham. 
Fingrene der satte sig i ham gav ham kun en følelse af at være i live, det gjorde ikke ondt, ikke synderligt.

Små tsk lyde forlod ham lige så stille. Tsk-taks, tsk-taks. " Hvilke øjne sender jeg dig, mis? " kunne han stoppe med at sende de blikke for at lette kattens humør og vinde hans tillid? Tilliden som han burde have haft fra start af. 

Fingrene i baghovedet nussede næsten mod hovedbunden, men som alt farve forsvandt fra katten, forstod Finneas pludselige intet. Llyon, var det ikke en dæmon i syden eller tog Finneas fejl. Eller var det bare skråner. Han gjorde sig selv ikke i dæmoner og deres mærkværdige påfund, men selvfølgelig hørte man nogle navne og fortællinger. 
Finneas placeret deres ansigter over for hinanden, lod næstippene mødes kort. " Nu fortæller jeg præcis hvorfor dig.. " sukkede han og tørt den trillende tåre væk med den anden hånd, og flyttet benet væk fra skridtet af den anden. 

" Jeg ville have arbejdet med dig, men du skulle have set mig for længst.. Da jeg så endelig fik samlet mig selv til at gå til dig... griner du af mig.. selv efter at have vist dig mit standpunkt til halvdyr " 

Hånden i nakken slap og han trådte tilbage, skabte den længe eftersøgte afstand mellem dem. " Du kæler for de forkerte, alle de svage og blødsødne som ikke kan gøre en flue fortræd foruden at såre dig gang på gang " med en lille reference til håndens fortælling. 

Åh? Det her havde intet med Llyon at gøre… Det kunne han se på hans ansigt, da han spurgte. På en måde lettede det, men hvorfor han stod her klistret til væggen, var ikke til at sige. Kun fordi han var desperat efter svar, lyttede han tålmodigt på hans begrundelse.

Han blinkede uforstående med øjnene, og forsøgte at tænke tilbage på hvad der i det hele taget var sket i dag. Hvad der var blevet sagt, og hvorfor han selv i første omgang antog, at Finneas ville have ham. Alt Enzel var sikker på var, at Finneas havde kigget på ham som en forelsket teenager, og havde været meget interesseret i hans præferencer i sengen. Enzels øjenbryn tætnedes irriteret.

”…Du har været flere måneder om tage dig sammen om at snakke med mig?” Han prøvede ikke at lyde alt for hånlig overfor ham. Nu var han endelig ved at se muligheden for flugt, jo. Aldrig i livet, at jeg skal arbejde sammen med en vampyr! Tænkte han for sig selv, men sagde det ikke højt. ”Du ødelagde det for dig selv… Jeg overvejede faktisk at undersøge hvad du duede til, men så kidnappede du mig og klistrede mig fast til en ulækker staldvæg…! Du har strippet mig for min hovedbeklædning…!” For ikke at glemme, at han nær havde skræmt et af hans 9 liv ud af ham…!

”Få mig så ned…” Hans autoritære klang i stemmen passede ikke rigtig til hans ydmygende position op ad væggen. Og egentlig heller ikke til hans nøgne ansigt, der virkede langt mindre truende, nu hvor han ikke var overpyntet med sminke eller dyre silker længere.

Sætningen i sig selv virkede så nedladende, men selve måden det lød på var medvirkende til at sætte humøret op i ham igen. " Kald det et svagt punkt at komme tæt på dig " hvem behøvede argumenter for hvorfor ting tog så lang tid. At sidde og falde i staver over manden var jo bare beundring og pludselig blev man så selvbevidst og menneskelig. " Bare fordi jeg er vampyr, er jeg jo ikke mindre menneskelig i mine reaktioner omkring folk " sukkede han, som at diskutere med et barn. At han så selv var barnet... 

Finneas huede ikke helt for løgnen der blev givet, for bordelejeren havde jo nærmest flygtet fra ham tidligere. 

Lidt opgivende satte han sig på gulvet overfor katten og foldede benene i en skrædder position. " Fortæl mig hvad du ville undersøge hvad jeg duede til, før du nærmest stak af fra mig i baren ..  " og jeg løslader dig ..  det lå lige på tungen, men han tav fra det. Enzel kunne også sidde til den lysemorgen og blive fundet sådan. Klæbet til muren med fødderne, selvom katten nemt kunne komme fri hvis den gad arbejde sig lidt for det. 

Hvor højt han selv syntes om sig selv, havde han svært ved at forstå, at man kunne være så forgabt i nogen. At gå i månedsvis i skyggerne af en person, var ikke nogen smigr, blot virkelig, virkelig uhyggelig. Som Finneas selv havde sagt det, så havde Enzel ikke været så forsigtig med hvem han forelskede sig i, og den lektion havde han til dels lært, allerede efter den første. Man kunne ikke stole på nogen, udover sin egen slags. Hos halvdyr kendte han altid deres motiver, og som regel ønskede de tryghed og et liv i frihed.

Det var som om der kom ro på det hele, da den blonde vampyr trak sig helt væk fra ham, endelig. Enzels ører løftede sig opmærksomt, da Finneas tog plads på gulvet og kiggede på ham, som var han blot et maleri på hans væg.

Okay så… fint Enzel forstod at det var en betingelse for at blive sat fri. ”Jeg ville først finde ud af, hvor kendt dit navn var i retsystemet. Og så ville jeg finde ud af hvilke sager du har taget og hvilke kunder du har arbejdet med. Og vigtigst af alt om dine kunder har vundet eller tabt sagen.” Han ville ikke gøre det store arbejde selv, men nærmere have en spion til at klare det for sig. Men ærlig talt var han allerede afklaret med, om han havde brug for den vampyr-jurist eller ej.

”Det er lidt underligt at du vil arbejde for mig, når jeg ikke er kaldt til retten…” Mumlede han træt, ovenpå den hårde aften. ”Og hvorfor har du brug for en indkomst? Er blod ikke bare noget I vampyrer tager som det passer jer? Jeg læser skam Dianthos Tidende…” Hans viden om vampyrer var minimale. Han havde da et vampyrproblem på bordellet nogle gange, men det var ikke de samme slags vampyrer, som dem der gik udenom bordeller og blødere, og tog af folk på gaden. Men derimod var det de lidt svagere vampyrer, som endnu havde samvittighed, og foretrak at deres ofre var frivillige.

”Vær sød at tage mig ned…” Det smertede ham at bede ham så blidt og høfligt om det. Men han kunne mærke at hans krop var ufatteligt træt. Før havde Finneas trods alt holdt ham oppe.

De kunne få et så fint samarbejde. Finneas kunne få en stabil ekstra indkomst foruden de hyrede jobs og og hans fra tid til anden hjælp hos byvagten. Penge var dog ikke hvad han manglede.
For Enzel? Der kunne han komme af med nogle af sine problematikker der måtte være, juristisk ville han havde sine forbehold og en som kunne garantere ham sin sikkerhed, såvel hans ansatte. Det var ideelt. De kunne få det så godt sammen, et partnerskab hvor Enzel var sikret, at det ikke handlede om at misbruge ham. 

Pladsen på gulvet var behagelig, omend de fugtige bukser knap så behageligt. 

Stille nikkede Finneas til hvad der blev sagt. Det lød nu ganske fair, forståeligt og klogt. Men det ville ikke gavne Enzel at gøre det på den måde, han skulle have grebet situationen helt anderledes an i sin tid. Finneas betvivlede ikke sine tilgange, for nu vidste Enzel han eksisteret og at han var hands-on i sine agender. " Med " rettet han ham. For var sådan et nedsættende ord i det hans tanker. 

" Før jeg blev til vampyr, en af de bedste. I nyere tid, har jeg været påpasselige med hvilke type sager jeg tog og hvorfor, men ellers hyres jeg til at gennemgå folks dokumenter og hjælpe dem på vej til retten.. og " han tav lidt og rykkede lidt rykken som han søgte ordene, men i stedet rejste han sig op samtidig. " Jeg nyder også at.. komme af med problemerne " en tabt sag betød ikke altid et nederlag i hans verden. 

Han satte sig på hug foran Enzel og rev spindevævet af hans fødder. Rejste sig og trådte tilbage. 

Finneas trådte hen til staldlågen og hev ligeledes spindevævet af der fra. " Jeg sørger selv for mit blod, jeg dræber ikke folk af den årsag og jeg omvender ingen " hånden på hjertet, han dræbt ikke folk ved at drik deres blod, det var bare når kampene gik for lagt og han ikke kunne stoppe sig selv. Med Enzel havde han været ganske god til at holde sig selv i skindet. 

Med? Nejnejnej, Enzel havde ikke brug for at partner op med en vampyr. Han kørte sit eget show. Men så længe han stadig var bundet, opførte han sig nogenlunde ordentligt, og valgte ikke at sige ham imod.

Han lyttede til hans forklaring, uden naivt at tro på hvert et ord. Umiddelbart lød det som om han talte sandt, men han kunne ikke stole på ham på baggrund af hvad han lød. Uanset hvad han forsikrede ham om, ville han stadig være nødt til at undersøge ham i sit bagland. Uanset om han var interesseret i et samarbejde eller ej. Lige nu var han bare interesseret i at overleve.

”M-hm,” Han var lidt skeptisk, da han sagde at han nød at komme af med problemerne. Indtil videre havde han bevist det modsatte, og var blevet problemet.

Men overraskende nok slap han ham fri som lovet, og Enzel kunne endelig træde væk fra væggen. Så snart han tog et skridt forsvandt benene under ham, og han faldt ned på sine fire af udmattelse. Han pustede træt ud, og brugte sine sidste kræfter på at trække det beskidte turbanklæde til sig, og begyndte sørgmodigt at glatte det ud med sine hænder, så det kunne foldes korrekt. Når den var beskidt, kunne det jo være lige meget om den blev foldet pænt, men Enzel kunne ikke træde op, når han lignede en der var blevet overfaldet. Selvom det var sandt, havde han ikke lyst til at der skulle være opmærksomhed på det, når han så pigerne, Lukas eller Nicola i øjnene…

”Du er stadig forbandet…” Lød hans stemme tørt, mens han foldede og begyndte at binde den om hovedet. Det løse stof svang han nonchalant om sin skulder og lignede næsten en bordelejer igen. Hans makeup var dog så godt som fjernet. ”Jeg ville ikke kunne stole på dig omkring dem jeg har svoret at beskytte. Jeg ville ikke engang kunne beskytte mig selv fra din… hvad-end-du-kalder-din-magi. Jeg vil ikke kunne undgå din mærkelige besættelse af mig.” Han mente det ikke på samme hånlige måde som tidligere. Han var bare ærlig overfor ham, ligesom Finneas lod til at ville tale ærlig snak. ”Jeg tør væde med at det vil påvirke dig, hvis nogen kom til at skære sig på noget.”

Med ryggen til, ude af stand til at se med i hvad der foregik eller forekom af røst, havde han alligevel sine ideer. Det var ikke første gang, eller sidste gang, at han ville få hængt folk op og sluppet dem løs igen. Det var så ulig en edderkop, men han legede bare med maden. Skønt Enzel ikke var mad, men hans interessepunkt. Hans forbudte frugt. 
Finneas bukkede det ene ben op bag sig og greb let fat i det, fjernede småsten som havde lagt sig i solens revner og greb stille fat og spændte musklen ud i låret. " Find et menneske som ikke er på sin egen måde, Enzel " alle havde noget. Skeletter i skabet, aftaler med djævlen eller gudinden. 

" Vil min besættelses ikke blot fortsætte hvis ikke jeg får min vilje? " skulle det virkelig siges for at forklares? 
Stille vendte han sig op mod døren og gjorde klar til at åbne den for bordelejeren, men så alligevel lidt studsende fra top til tå. " Du har for lidt tillid til mig, men du vil indse jeg er til gavn for dig ... bare det ikke bliver for sent " det var ingen trussel, men en realitet. Ingen ventet evigt, for evigt kunne byde på så meget for en vampyr, mens dødelige havde det med at falde død om som fluer. 

Ventende på at bordelejeren kom tæt for at gå forbi, forsvinde hjem og gemme sig under sengen som en anden kat. En skam han så gerne ville være pudret til. Mon hans ægtefælle og elskere vidste hvor køn han var? 

”Du har en pointe,” Svarede Enzel tørt. Vampyrisme kunne umuligt sammenlignes med de valg menneskene tog. En vampyr ville man aldrig kunne regne med, for en vampyr krævede blod, også selvom det var mod hans vilje. Selv det vidste Enzel, som ikke engang omgik den slags… forbandede skabninger. Men han var enig i, at det var svært at finde et menneske med ren samvittighed. Det var derfor han holdt sig til sin egen slags, og handlede kun med menneskene, når det kom i hans egen favør.

Der var noget grusomt opvækkende over, at blodsugeren spurgte som han gjorde. Betød det at hans besættelse ikke ville gå over? Han kiggede på ham, med et varsomt blik, og observerede ham gå over for at åbne op for ham. Han længdes at komme udenfor… også selvom det øsregnede endnu.

”Du har ikke ligefrem fortjent min tillid …men hvis det hjælper på det, så er der ingen der har den. Du har valgt den forkerte kat at forfølge. Som du allerede har opdaget, skjuler jeg min sande identitet. Jeg har allerede nogen på nakken, som jeg frygter mere end jeg nogensinde vil frygte dig.”

Han nærmede sig kun døren, hvor vampyren stod, hvis han kunne se, at han godt kunne tåle at høre hvad han sagde. Enzel var ikke synderligt begejstret for at få trusler, men lige nu skjulte han sine følelser godt. Hans hånd knugede sig om skaftet på sin daggert, for at føle sig mere sikker.

En sand gentleman ville give sin frakke, men om Finneas var lige der, det vidste han ikke helt. Måske, regnen gjorde jo ikke ham noget, og så våd var den jo heller ikke. Den kunne hvert fald holde bordelejeren lidt ekstra tøj og lun, men om han overhovedet ville tage i mod den. Et ramaskrig. 

Tippende, opvejerende for sin endelige beslutning, valgt han alligevel at tage frakken af og hang dens krog i fingeren. Afventende og indbydende til den anden at tage. " I de gamle dage vil dette være defineret som en kærlighedserklæring, men.. " alligevel tøvede han en anelse og så ud i mod regnen. " Han ville skulle flå mit hoved af for at få dig så nemt.. hvis han skulle finde dig " blikket talte for en oprigtighed. Dedikeret i sin udtalelse, intet i hans holdning vidnede om en løgn. Hvorfor ofre sit liv for en fremmed, var en forklaring til en anden dag. 

Men Finneas sukkede stille og trak på skulderen: " Din hemmelighed er sikker, hvis min er " noget for noget. Bare fordi han ville beskyt ham mod Lloyn, betød det ikke, at han kunne misbruge sin viden. 

Han så ikke ud til at ville skade ham, ovenpå snakken om tillid og frygt. Men halvkatten havde allerede fundet ud af, at Finneas’ motiver var ukendte som de fjerne lande han aldrig ville se. Forskellen her var bare, at han kunne læse sig til de fremmede lande på biblioteket, men der var ingen bøger om Finneas. Måske fandtes der en bog eller to om vampyrer?

Så han nærmede sig Finneas, der begyndte at tage sin frakke af. Hans jakke var mindst lige så fugtig som det resterende tøj, men det var en venlig gestus, som Enzel ikke tøvede med at tage imod. Han havde desuden lang vej hjem, hvis han ikke kunne finde sig en vogn.

Først troede han at Finneas mente det med jakken, som han gav ham den. Enzel tog den stilfuldt om skuldrende, uden at stikke hænderne igennem ærmerne, og han kiggede lyttende ind i de orangeglødende øjne. ”Åh…” Svarede han, da han nærmest sværgede loyalitet til ham. Ja, det lød ret meget som en kærlighedserklæring. Han havde svært ved at forstille sig, at en mand som Llyon ville tøve med at myrde, for at komme til ham. Men på den anden side, vidste han heller ikke om han var kommet videre siden da, og måske havde en ny kat ved sin side... ”Hvis ikke det er kærlighed, må det være fordi du selv fantaserer om at være den, der sætter tænderne i min hals, og tilintetgøre mig.” Enzel var overraskende rolig, selv når han kom til konklusioner om hvad den anden kunne ønske sig at gøre ved ham. Tanken om død irriterede ham mere end han frygtede den, af hemmelige årsager.

Den daggert han havde været forberedt på at trække, slap han lige så forsigtigt. ”Hvilken hemmelighed?” Enzel smilede et hemmelighedsfuldt smil af slagsen, der indikerede at han godt vidste hvad Finneas snakkede om. Det havde ikke været Finneas’ intention at give sin forbandelse til kende. Huh, der havde Enzel vist et motiv.

Hans smil holdt ikke meget længe. Han var træt og udmattet, og mere klar i hovedet end han brød sig om. Uden sminken kunne han ikke længere skjule sine svagheder. Med Finneas jakke, en åben port og en fredelig forfølger, kunne han endelig træde udenfor og vandre ud i regnstormens kulde.

Frakken indeholdte, af hvad Finneas vidste af, intet af særlig værdi. Jovist nogle små duftglas som var købt af@[Frederik Ludvik] og enkelte krystaller. Enzels eget visit kort og måske nogle fine sten. Intet som han ikke kunne skaffe sig selv igen, derfor bekymret det ham ikke spor at den blev taget i mod. Set i bagspejlet skulle han måske huske og mærke efter i sidste ende, for en værdiggenstand af stor værdi lå i dens inderlommer.

Et bryn hævet sig i takt med skulderen der hævet sig: " Jeg foretrækker rent menneske eller elverblod " ingen grund til at sætte sig selv så højt på på en pedestal Enzel. Halvdyrsblod var ganske vidst fint og acceptabelt i det lange løb, men det var dyreblod og det kunne han ikke gå lige så langt på, som rent blod.  

Hvilken hemmelighed. En enighed var nået, omend mere var delt end hvad godt var. End hvad nødvendigt var, men man måtte tage sine chancer når det kom til stykket og han ville sikre sig at Enzel ville have han kom igen -- eller selv opsøgte ham i sidste ende. Finneas fulgte blot stille med men de skulle jo ikke samme vej i sidste ende. Han lod manden gå forrest, nyde stilheden i regnen.