Alister kunne ikke engang helt forklare, hvad der var ved Eskild, som gjorde ham så forbandet vred. Den provokerende antydning af et smil, den påståede venlighed.. I det mindste står jeg ved, hvem jeg er ..
Som om Eskild antydede, at Alister ikke ville indrømme noget. 

Han havde lyst til at tage fat i Eskild, ruske i hans skuldre og gentage sine ord til Stian: Jeg er ikke til mænd! Men det ville være at indrømme, at han troede, at Eskild troede, at han var til mænd. Bedre, at tanken slet ikke havde strejfet ham..

“Arbejdet kalder, Havasi. Jeg tror ikke vi har mere at tale om.” Afbrød han hastigt, inden han resolut marcherede ud af rummet. Selvom han havde forsøgt at få det sidste ord, havde han en ubehagelig følelse af, at Eskild havde “vundet” denne konfrontation. 

Alt i intet skreg for at Alister ville ikke lade Eskild få det sidste hoverende ord, men at halvelveren kunne tøjle sine ulmende vrede. Det var chokerende, så selv dragetæmmer ville måbe. 

Eskild så blind tefter sergenten og presset underlæben lidt ud som han tryggede på hvordan manden gjorde sine antræk til at gå. "Du var den som opsøgt mig, husk det" smed han alligevel lige afsted, men fulgte nu alligevel sergentens ord om at arbejdet kalder.