Blikket røg en smule hurtigt op da hun spurgte, og med et lille sug af... jah, han vidste ikke engang hvad han skulle kalde det efterhånden. Frygt? Ikke frygt, men der var meget i fyrstesønnen, der i det øjeblik var bevidst om de grænser der skulle til at krydses. Og selvom han selvfølgelig ikke kunne tage skylden for situationen, føltes det alligevel lidt sådan; det gjorde ham utilpas ved sig selv.
Men utilpasheden havde valgt en kamp med Aldamars rationale. Det var næsten dømt til at tabe, han vidste godt hvad han 'skulle' gøre, og blev mere og mere bevidst om hvor dybt det stak i den anden undervejs i samtalen. Det var ikke meningen det skulle være sådan her. Og alligevel skubbede han kvalmen det bragte med, relativt koldt tilbage, da han rakte ud efter hendes hånd. 

"Selvfølgelig kan du det" hørte han sig selv sige, og og flettede sine egne fingre lidt prøvende ind imellem hendes. Solbrun imod hans ret blege træk, men alligevel føltes det som om at han tog over, uden helt at vide hvor drastisk han skulle rykke på det. På dem. 
Lidt overvejende, hjertet bankede næsten sørgmodigt tungt, og han rykkede den forsigtigt op imellem dem. Så da han drejede hovedet imod hende, ville den være lige imellem deres øjne. "Hvis jeg kan gøre det lettere for dig, vil jeg gerne det. Men jeg ved ikke hvordan" det var nogle få sekunders ærlighed, et øjeblik af sandhed, nok lirket på vej af alkohollen fra før. Aldamar fugtede læberne, tvivlende, inden at han igen skubbede det væk. "Så... skal jeg bare gøre noget? Eller vil du, eh, du ved..." og han prøvede lidt at hinte imod fortælle mig det. Men endt med i stedet at sige ".. bare sige stop, hvis jeg gør noget forkert?" det var måske lettere. 
Og han ville egentlig bare gerne gøre det let. 

    Adena lod sine fingre flettes sammen med hans. Varmen fra hans hånd var behageligt beroligende. Det var heller ikke en ny fornemmelse, hvilket nok hjalp en del på det. De havde holdt i hånd og arm før, og hun havde nydt det til festerne, fordi Aldamar var en behagelig person at gå rundt med. Altid så rolig og hævet over det gængse dramapladder, der ellers ofte overtog sådan nogle steder. Vinen fra før hjalp også med at dulme nerverne lidt, selvom den på samme tid også hjalp med til at få tankerne til at køre på vildspor. Et øjeblik fokuserede hun udelukkende på hånden og følelsen af hans hud for at have et holdepunkt, der ikke var fremtidsfrygt.
    "Jeg ved heller ikke.. Ved ikke, hvad der vil gøre det lettere," fremstammede hun, pludseligt tør i munden. Så nikkede hun til Aldamars opfølgning. "Ja... Skal nok sige til."
    Det måtte være en let nok opgave. Sige til, hvis noget ikke føltes rart. Tjek. Så skulle hun bare forsøge at slappe af... Og give slip ind i... Hvad end det her skulle være. På en måde burde det vel være ligesom når hun og Alyssa legede med hinandens kroppe, men samtidig var der en mental mur i Adena, som holdt hende fra overhovedet at forsøge at sætte Aldamar ind i samme tankebillede. Det var nemt at forestille sig, at de skulle bo sammen, spise sammen, le sammen.. Men netop det her...

Den kløft der var imellem de to, handlede ikke kun om deres egne præferencer. Et eller andet sted hen ad vejen, havde de nok taget nogle ganske forskellige ruter, som kunne forklare deres selvretfærdighed, eller i hvert fald forklaringsgrundlag, her og nu. Fra Adena, der knap nok var blevet bevidst om sin egen seksualitet - og dertil havde erfaringer hun ikke kunne bebrejdes at reagere på - til Aldamar, der altid havde set det som en ting der skulle overstås. Og havde haft nogle år til det, foruden at det aldrig havde været en diskussion.
De skulle joh bare lige gøre det, den her ene gang, og så behøvede de ikke at overveje fremtiden de næste par år - i hvert fald. Ville det ikke bare være rarest, at dissociere fra det? 

Det krævede selvfølgelig at man kunne det. 
Dissociere, og bare lukke ned for det træls i situationen. Imens Aldamar holdt hendes hånd, følte han samtidigt en mere... professionel maske glide over den ellers nærværende handling. Nærvær, det var så forbandet vigtigt. Men han følte sig både til stede, og alligevel så fjern, da han fik klemt den, lyttende. "Okay, godt, godt.." og han nikkede lidt for selv selv. Okay. 
En dybere vejrtrækning, og Aldamar prøvede at finde sit zen. Prøvede at finde det begær han vidste levede i ham, men det føltes... forkert. 

Ikke at han ville fokusere på det. 
Aldamar rykkede den mørkere hånd op til læberne, og gav den hvad han håbede var et lidt mere.. sensuelt kys. Det virkede dog næsten undskyldende. Aldamar prøvede derpå at 'gå i gang', og skubbede den bagefter mere i retning af hans hals og skulder, førhen han slap, og spejlede bevægelsen lidt længere oppe, da han rykkede sin hånd henover hendes nakke, og prøvede at lade den glide nedover hendes kraveben. 

   Spejling. Det var det, han lavede, var det ikke? Han viste hende, hvor hun skulle holde hånden og gjorde så det samme. Det måtte være en eller anden taktik. Det kunne Adena godt respektere. Måske ville det være nemmere, hvis hun bare kunne lukke øjnene og få det overstået. Det var jo egentlig derfor, hun var gået direkte til den ekstreme løsning, da det ikke var gået med Fabian. Direkte til stoffer, som kunne hjælpe hele situationen. Men som i sidste ende kun havde gjort det værre. Mest fordi det var blevet opdaget, og hun ikke havde været god nok til at holde tingene separat. Sådan noget skulle man helst gå til en alkymist med, for de vidste, hvad de lavede. Men netop dette problem kunne man næppe gå til familiens alkymist med. Ikke medmindre man var helt sikker på, ingen ville begynde at sprede rygter. Og det var man jo aldrig helt sikker på hos adelen.
    Så ingen stoffer til at tage situationen og tankerne for hende. Kun vinen til at tage toppen af panikken. Måske det var nok. Adena tog en dyb indånding og prøvede at spejle Aldamars berøring videre. Det var bare det. Berøring. Under hendes fingerspidser var han bare en mand af kød og blod og lige så megen ubekvemhed over situationen som hende. Det skulle bare gøres. De vidste begge, at det skulle gøres, og når der først var børn, skulle det ikke gøres igen.
    Men Adena vidste også godt, at ingen ville stille sig tilfreds med kun at have ét barn til at overtage for Aldamar, når han blev fyrste en dag. Man skulle ikke se længere end hans moders søskende for at se, at den strategi sjældent holdt. Dertil kom at det måske ikke lykkedes netop denne gang. Så skulle de prøve igen, og igen. Adenas egne forældre havde kæmpet i årevis med at få deres to børn. 
    Hold fokus, Adena, forsøgte hun at sige til sig selv. Én berøring ad gangen. Kraveben, skulder. Bare følg hans bevægelser. Så skal det hele nok gå og være overstået hurtigere end en skitse.
    Under dem begyndte lagenet at dryppe lidt af sin lyse farve ned på sengerammens mørke træ.

Det var en akavet dans, og den var bestemt ikke taget på roser. Nok nærmere torne. 
Fingerspidserne var som en varm fornemmelse ned over kravebenet, og Aldamar gjorde sin indsats, for ikke at stivne ved følelsen. Så blød. En kvindes fingerspidser ville mange nok være hurtige til at påpege, i manglen på ru overflader, men dét var ikke den første kontrast der sprang ham i øjnene, rent mentalt. Nej, det var i stedet forunderligt - fremmed - hvor bløde de var. Og selvom man aldrig skulle sammenligne, kunne han ikke lade være. 
De gled videre over skulderen, og efterlod en en lille kuldegysning over det lyse skind. Det var bare så anderledes end de ru hænder han var vant til; det var virkelig forkert forunderligt. 

Aldamar vippede nogle af de røde lokker der var stukket af, tilbage bag skulderen på Adena, og lod hånden glide videre ud over kjolens stof. Det var ikke første gang tøj af en eller anden art var involveret hos Arys prinsen. Og selvom der normalt var mere hud involveret, også, var det egentlig okay, at hun beholdt kjolen på. Det føltes lidt mindre... 

Med et lille brum gled det hånden ned omkring det bløde bryst, overraskende blødt, og han kastede et kort blik opad i søgen efter en form for accept, inden at han klemte lidt til, og gav sig til at masere det som en forsigtig 'opvarmning'.
Det føltes til gengæld akavet at gøre, uden at gøre... andet, og Aldamar prøvede også med et beroligende smil, da han rykkede sine ben lidt tættere på, så han sad mere behageligt da han lagde en hånd omkring hendes talje, og nussede stoffet. 
At den mørke farve dryppede ned på gulvet, og langsomt spredte sig i revnerne, og over gulvtæpper, lagde han ikke mærke til endnu. I stedet lænede Aldamar sig ind imod halsen på Adena, og hviskede sagte. "Må jeg kysse din hals?" 
Hvis der til gengæld var en ting han havde lært omkring Fabian, var det at selvsikkerhed var vigtigt, men samtykke var essentielt. De to ting sammen, prøvede han i momentet at få igennem. 

    Må jeg kysse din hals?
    Det spørgsmål havde Alyssa også stillet hende på et tidspunkt under en af deres seancer. Og det var fantastisk, når Alyssa gjorde det. Adena endte i den syvende himmel, så snart den anden kvindes læber kom nær hendes hud. Hele hendes væsen trykkede sig ind mod hende. Adena kom med en stille, musseagtig lyd som accept af Aldamars spørgsmål, for hendes stemme ville ikke rigtig lystre. Imens forsøgte hun at forestille sig, at det var Alyssa. Det måtte da virke bare en lille smule.
    Men det virkede overhovedet ikke. Så snart, Aldamars læber ramte hendes hals, kunne hun mærke, at det var helt forkert. De ru, kradsende skæghår rev Adena ud af enhver forestilling om bløde kvindelæber og glatte kinder. Samtidig ramte hans duft hendes næsebor, idet hendes ansigt endte mellem hans skulder og hals, og nogle af de mørke lokker gled ned mod hendes ansigt. Duften af mand. 
    Adena begyndte at spjætte med arme og ben, mens hun lavede uforståelige, vilde lyde helt nede fra bunden af struben. Den kolde, klamme følelse, Aldamars læber havde efterladt på hendes hals, spredte sig ud gennem kroppen  og slog hul på den knude, hun havde i maven og desperat havde forsøgt at holde indespærret. Vridende kroppen i alle mulige retninger, klemte hun sig ud under ham og væltede ud over kanten af sengen og ned i den pøl af underlig, uformelig farveforurening, hun havde skabt på gulvbrædderne. Så snart hun landede, fik kjolen en plet fra gulvet og gulvet pletter fra kjolen, mens benene blev viklet ind i stoffet og straks forsøgte at vikle sig ud, men egentlig mest bare gjorde det værre, fordi enhver anstændig kjole jo havde mindst to skørter og en underkjole.
    I sidste ende endte hun med ryggen op ad natbordet (og med et himmelsk held uden at vælte vinglassene ned), og her trak hun de kjolefiltrede ben op til hagen og gemte ansigtet i hænderne, mens lungerne hyperventilerede. Sikke et vrag af en hustru, hun var.

Hvad det var som gik ind og trykkede på Adenas knap, kunne han ikke helt greje. Men som havde han brændt sig på kontakten, stødte han hånden imod sengen og skubbede sig tilbage, et forskrækket udtryk malet i de mørkeblå øjne. Men Adena havde allerede fået vredet sig helt ud af sengen, og var med en kold fornemmelse, landet på gulvet ved siden af sengen. 
Hvad skete der? Var han så forfærdelig at komme tæt på? Et såret ego viste kort sin tilstedeværelse, og Aldamar kneb fuld af frustration øjnene sammen. 
Men det hele falmede til gru, da han pludselig hørte, og faktisk forstod hvad der skete. Han kendte dem, de tegn. Den hæse, besværede vejrtrækning, der truede med at vælte verdenen ind over sindet. Hyperventilering og hulken. Åh ved alle guder, hendes frygt trak selve farven ud i rummet, og blødte ind i deres møbler. Det var hans skyld. 

"Adena! Hey, undskyld-" og han sank en klump han ikke helt vidste hvor kom fra. Det gjorde ondt at se hendes angst, og det satte sig i hans stemme, ikke helt kølig omkring det, selvom han foretrak den facade. Med en forsigtig (og til at starte med lidt møvende udenom pølen), prøvede han at komme ned på gulvet foran hende. Men Aldamar gav op, og gled i stedet på knæ og øjenhøjde, ligeglad med det mærkelige pigment der omgav dem. 
Det føltes som om at han gjorde hende ondt, hver gang han kom for tæt på.
Men alligevel kunne han ikke lade være med at lægge en hånd på hendes knæ, og give det et (hvad han håbede var et) beroligende klem. "Glem det - vi skal ikke.. det er fint uden, jah?" og han talte dæmpet, men insisterende for at trænge igennem den tåge der dækkede hendes tanker, og gav hende et til klem. Det var lige meget. De skulle nok finde du af det, det var ikke den her form for smerte værd. 

    At Aldamar kom ned på gulvet til hende registrerede af en eller anden grund ikke i hendes panik-stadie. Selv da han lagde hånden på hendes knæ og gav det et klem, kom der ikke mere panik. Det var en underlig følelse. Som om hun stod på sidelinjen og så på sig selv. Lungerne arbejdede stadig på højtryk, panikken havde et solidt tag i hende, men at han kom ned til hende og rørte ved hende, gjorde det ikke værre. Det burde havde gjort det værre. Burde have fået hende til at reagere - om ikke andet så bare trække benet til sig. 
    Langsomt - det føltes i hvert fald langsomt for Adena - begyndte hendes tanker at finde grunde til, hvorfor det ikke var en katastrofe, at han rørte ved hende nu. Før havde det været en situation, hvor de havde forsøgt at være mere end almindeligt, platonisk kærlige sammen, men nu... Nu var det beroligende. En gestus, der var ment til at trøste hende, og ikke med nogen intention om at være fysiske mere end kram sammen. Det var dét der gik galt. Dét, der var galt med hende.
    Adena trak sin opmærksomhed tilbage ind i sin krop med stort besvær, og til hendes store overraskelse fik hun vippet sig frem mod Aldemar med åbne arme for at komme ind i hans omfavnelse. For det var jo ikke fordi hun ikke holdt af ham. Han var en fantastisk person med et større hjerte, end hun nogensinde kunne drømme om. Der var bare noget i dem begge, der ikke var blevet sat ordentligt sammen - og hun var tydeligvis mere i stykker end ham.
    "U-u-undskyld," hulkede hun ind i hans trøje. "Undskyld, Aldamar. Jeg-jeg ved ikke, hvorfor jeg-jeg ikke k-kan. Men vi s-skal. Jeg ved, vi skal... Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Undskyld."

Nok af lidt pessimistisk natur, forventede Aldamar allerede det værste. At det kun ville eskalere hendes panik, at hun ikke ligefrem ville tage det godt. At de skulle blive ved med at såre hinanden, lige meget hvor forsigtige de prøvede at være med hinandens sfære og grænser. Men den fysiske tyngde af at stå hjælpeløs på bunden, forsvandt da hun ikke trak sig længere op imod væggen af ham. 
Overrasket, og med et dæmpet hmpf fik han grebet hende, øjnene spilet op og nu stirrende ind i kommoden. Forsigtigt til at starte med, men så også lidt mere fast, fik han krammet hende ind til sig, og Aldamar lukkede lettet øjnene. 

Det var ikke hendes skyld. Og værende en der ellers var glad for at bruge ordet 'skyld' til at skubbe ansvaret rundt til de rigtige, så føltes det på en eller anden måde tomt lige nu. "Det er okay" mumlede han ind imod det røde hår. "Det behøver ikke at være i aften. Eller imorgen aften.. Eller, om 2, 3 eller 4 uger" og selvom han aldrig ville kunne love hende for evigt, kunne han i hvert fald garantere længe. 
Af alle de kampe man kunne kæmpe, var Adena stadigvæk ung. Ung nok, de havde stadigvæk tiden foran dem. Og hvad end rygter der var, eller blot blev forstærket, var til at leve med. Det var fint. 

Aldamar trak vejret lidt dybere, kontrolleret ind, og fik i forbifarten en lille snert af den sæbe der var blevet brugt til at vaske håret tidligere idag. Blomster og olieret badevand, hun var så.. feminin. Det var så anderledes. Og i en lidt mørkere humors bemærkning, kunne han ikke lade være med at smile lidt opgivende for sig selv. "Vi kan ikke lige nu, det er bare virkeligheden. Men i alt det her, er jeg glad for at jeg ikke skal køre det skuespil, som jeg i mange år frygtede at gøre.." og Aldamar løsnede sit kram en anelse, for lidt mere blidt at skubbe de viltre, røde lokker der havde løsnet sig, ud af hendes ansigt og om bagved det ene øre. 

    Adena snøftede hårdt ind ad næsen og forsøgte at få styr på både vejrtrækning og tårer, men så huskede hun noget, som Alyssa af Alryss plejede at sige til hende. At hvis man ikke tillod sig selv at være sårbar engang imellem, ville det bare blive større og større indeni. Og man skulle sørge for at have flere folk, man kunne græde hos, så man ikke forventede at én af sine nærmeste skulle bære alle ens byrder. Når ens følelser blev for store til, at man selv kunne finde ud af dem alle, var det helt i orden at få hjælp. Men det var også svært at bede om hjælp, når man var opdraget til at være den stille, pæne hustru, der så godt ud i selskaber og gjorde alt for at bringe familien ære.
    Og netop de tanker kendte Aldamar jo netop alt til. Derfor kunne Adena heller ikke holde et lille latterfnys tilbage ved hans kommentar, og hun lod tårerne trille, selvom hulkene langsomt stilnede af.
    "Det er jeg også," fik hun fremstammet, og hun mente det.
    Skuespil var en del af livet som adelig, men den slags, de begge to havde frygtet for hele deres opvækst, var lige niveauet over, hvad de fleste andre skulle forholde sig til.De havde haft udsigt til at gemme en del af sig selv og alligevel på en eller anden måde få livet til at hænge sammen. Skabe en lykke for andre, som de aldrig selv ville opnå. Og skæbnen havde villet, at de måske alligevel fik en chance. En chance for at give hinanden den lykke, de begge havde troet umulig.
    "Ja, lad os prøve en anden dag. Vi skal sikkert bare finde..." Den rigtige indgangsvinkel. Det lød lidt for dumt at sige højt. "Finde på noget behageligt. J-jeg... Jeg er glad for, du forstår. Jeg har også altid været bange for, hvordan mit liv skulle være, hvis jeg skulle holde det hemmligt."

Det lettede også oceaner, da han hørte den lidt malplacerede latter. Fordi det føltes et eller andet sted, mere rigtigt. På sin vis ville Aldamar nok aldrig helt kunne forklarer hvorfor, men stillede sig tilpas ved følelsen, og hvordan den gav lidt kontrol tilbage. Til dem begge egentlig. Fordi nok græd hun stadigvæk, og det var der plads til. Men ikke ligeså.. opgivende, hvis det var et ord han turde bruge. 
Dens modpart, håb, virkede som et mindst ligeså farlig ord at bruge om dem. 

Det var opmærksomme øjne der fulgte hende, da hun svarede. Aldamars smil blev langsomt en anelse bredere, og han grinte lidt dæmpet, idet han lænede sig lidt tilbage igen. "Finde på noget behageligt.." Aldamar gnubbede sit ene øje lidt leende, jah han havde slet ikke en bedre formulering, det var ikke det! Men det lød komisk, og han forstod hvad hun mente. 
Da han fjernede hånden og betragtede hende igen, var der dog en grad af seriøsitet tilbage i de mørkeblå øjne. "Det forstår jeg godt" noget hun nok godt vidste. Men af alle vanskeligheder han havde kunne se i et ægteskab, havde han aldrig regnet med at finde en lig sig selv. 
Næsten. Lidt bedre smag i stand, havde hun endda vist sig at have, men han var efterhånden blevet så ligeglad, i takt med at stand virkede ligegyldig.

Aldamar satte sig lidt mere op ad sengen, ind ved siden af hende. Det føltes lidt mere trygt på gulvet, selvom det nu var et farvet rod af smeltede mønstre, blødt ud omkring dem. Øjnene søgte opad imod det intakte loft. ".. jeg tror jeg ville have kunne holde det.. nede, i lang tid, egentlig..." Hvis deres liv havde set anderledes ud, andre partnere, andre omstændigheder,Måske en grad af overmod sådan at hævde, men han ville nok have været nødt til at give afkald på Fabian, i hvert fald i nogle år. Og for dét, ville han også have hadet sin ægtefælle, en lille, bitte smule mere, år efter år.

    "Det misunder jeg dig lidt for," sagde Adena og tørrede sine øjne med et snøft. Gråden var ved at aftage mere. "Jeg har svært ved det nu, og du ved, hvad det handler om. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg ville gribe det an, hvis det var med nogen anden."
    Hun lænede hovedet tilbage mod sengens kant og sukkede dybt. Det var en værre redelighed, men én, som de blev nødt til at få styr på og finde ud af - sammen. Men de vidste begge to, hvad det handlede om, så helt umuligt var det ikke. Svært, jovist, men nok ikke umuligt. 
    Der måtte være noget, som Adena kunne gøre for at få sig selv til ikke at reagere s voldsomt. Måske hun kunne snakke med Alyssa om det også. Eller måske Fabian kunne give et råd.
    "Tror du..." begyndte hun forsigtigt. "Tror du Fabian kan hjælpe os?"
    Det var nemmere at forme spørgsmålet til os end til mig, for det havde hun jo egentlig prøvet. Og det var ikke gået sådan helt enormt godt. 
    "Måske har han nogle råd?"
    Det kunne blive starten på den mest akavede samtale med Fabian (som om den sidste ikke også havde været det), men det kunne også give pote. Man kunne ikke rigtig omgå, at han var en person med ret enorm viden inden for netop det område, som de to nygifte fejlede så spektakulært på lige nu.

Arys prinsens mørke øjne, fandt for en kort stund,  lidt fred. De flugtede med smukke udskæringer langs loftsbjælkerne, der ligesom resten af slottet, var kommet godt tilbage til dens fordumsfacader. Årene efter mørkets indtagelse, havde taget hårdt på skønheden i paladset.  Aldamar huskede hvordan malerier, spejle, vægtæpper... jah meget i hans ellers pæne verden, havde pludselig været præget af desperat minimalisme; en tom ligegyldighed overfor omgivelserne. Selvom man ikke længere kunne se det i væggene, syntes han dog altid, at det hjemsøgte ham lidt. 
Nok fordi vreden aldrig helt havde forladt ham.
Den var bare blevet holdt nede, kvalt men ikke slukket. Ligesom at han nok sagtens havde kunne kvæle sin affektion for Fabian, og bygge nye, falske facader op. 

Et tænksomt lille smil blomstrede frem, og han nikkede, forstående. Hendes næste ord var dog uventede, og Aldamar kløjede næsten i sit kvækkende "Ahva?" Da han lige skulle være sikker på at han havde hørt rigtigt. 

Nogle råd? Årh. De lyse kinder begyndte at brænde alt for varmt, da han faktisk ikke tvivlede på at skøgen havde råd. Massere. Nok til at han allerede følte tæerne krumme sig. Fordi Fabian ville nyde deres akavethed lidt for meget.
Men på samme tid, ville Fabian, hvor underligt det end lød, nok også være... bedre at snakke med de her ting om. Han bar ikke samme, tyngende skam omkring alt det der, som Aldamar, og resten af de royale, for den sags skyld.
"Eh, altså.. jah. Jah råd har han nok en del af.." fik han fremstammet, et flygtigt blik tilbage på Adena, og han trak knæene op til sig. 
Men hvis Adena talte med Fabian.. så ville hun finde ud af alle Aldamars senge hemmeligheder. Hans "tendenser". Og på en eller anden måde, intimiderede det ham. 

    Adena mærkede Aldamars utilpashed, selvom hans ord lænede sig til positive side, og som hun gjorde bedst, antog hun, at hun havde begået en eller anden fejl. Måske var det helt uhørt at bringe en skøge ind over sit ægteskab? Hun havde før hørt om ægtefæller, der havde fået hjælp af de profesionelle elskere, hvis det hele ikke gik efter planen, og hun havde slet ikke overvejet, at Aldamar kunne være at en skole, der belligede elskere på siden men så skævt til at have dem i soveværelset sammen med sin hustru.
    Eller det kunne være noget med Fabians ekspertiser? Den måde, han svarede på, fik det til at lyde som om Fabian havde en masse råd - til alle mulige omstændigheder. Måske vidste Aldamar, at Fabian havde råd til alt andet end den her slags problemer. De var tætte, var de ikke? Mere end bare hverdagselskere? Måske ønskede Fabian ikke noget at gøre med ægteskabet. Måske ønskede han ikke noget at gøre med Adena.
    "Det er selvfølgelig ikke noget, vi behøver!" skyndte Adena sig at sige, mens tankerne fór rundt i hendes hoved. "Vi kan sikkert også finde en anden løsning, eller noget."
    En smule sved var brudt frem på hendes pande under de ukomfortable tanker om, hvad det var, hun havde sagt forkert. Måske... Måske skulle hun slet ikke forsøge at løse det? Måske var det i virkeligheden noget, Aldamar syntes, han skulle gøre som manden i forholdet? Åh, hvorfor skulle det dog være så besværligt at navigere i relationen.

Måske ville det i virkeligheden være lettere, hvis de bare havde en tankelæser med på skulderen hver især. Alt den adelige opdragelse, alt der lå imellem linjerne og i sidste ende også deres erfaringer med hinanden, virkede til at modarbejde dem i dette øjeblik. Aldamars blik undgik hende lidt, og han bed sig i indersiden af kæben. En anden løsning. Men ordene 'eller noget' var det styrende, fordi havde de andre, som han kunne stole på, når det angik deres forhold? 
Fabian var den mindste risiko, og desuden- 

I lidt længere tid end det nok var rart, grublede han over til og fra. Prøvede at se det fra alle siderne, blind som han alligevel var, og kiggede først mere op, da han pludselig nikkede en enkelt gang. "Nej. Nej det er en god ide, Adena" endte han med at hviske lidt tørt, og kiggede sig omkring efter noget. Med en halvhjertet bevægelse prøvede han at få fat i sit vinglas, men gav op, og sank i stedet tilbage imod sengen. Det var for langt væk, han havde for korte arme. 
Og med en lille rømmen prøvede han at fange hendes opmærksomhed. Gestikulerede imod at hun gerne måtte række ham det, hvis muligt, imens han prøvede at formulere sig. 
"Det er bare fordi.. jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men når ham og jeg.. du ved.." og han strakte det ene ben ud igen. Og så tilbage op, for at "beskytte" sig selv. 
"Jeg tror, at jeg er bange for at du dømmer mig. Dømmer os, og vores måde at være sammen når det gælder, ehm, sex. Og jeg ved ærlig talt ikke hvordan eller hvad, dig og andre har gjort, men det som vi gør... Det falder lidt udenfor kategori"
Og det var pisse smukt. Men alt kan kunne forestille sig i de værste tænkelige scenarier, var at hun ville gøre grin med det. 

    Adenas udtryk spejlede Aldamars, mens hun rakte ham vinglasset og lænede sig lidt mere tilbage mod sengen. Der var så stille. Tilbage i de fine boliger  i byen kunne man altid høre folk - på gaden, ved siden af, puslen i huset. Her var der stille som natten. Ikke engang tjenestefolkenes puslen kunne høres, men de havde nok også trukket sig  væk fra deres længe. Heldigvis.
    "Det kender jeg godt," svarede hun med lidt grødet stemme og sank en klump. "Det ville være så pinligt, hvis man glemte at låse døren og tjenestefolk kom ind og så det, ikke?" Hun forsøgte sig med et lille, nervøst grin. "Jeg har ikke tænkt mig at dømme jer, Aldamar. Lige så lidt som jeg selv har lyst til at blive dømt for mine... præferencer."
    Hun så ned og pillede lidt ved kanten af sin kjole. Hvorfor skulle det hele være så svært?
    "Det ville være meget nemmere, hvis vi kunne adoptere et barn," mumlede hun. "Giv det et bedre liv med de midler, vi har. Hvorfor behøver blod betyde så meget?"