Ikke at Pompeia kunne se igennem Jontar, men der var ingen tvivl om at hun satte ham i en ubehagelig situation. Det ville måske have været bedre at lade sig føje og bide i det giftige æble for ham. Hvorfor dette var den hårdeste ting for hende at gøre, var intet i sammenlign med at forvente at hun skulle skyde drengebørn ud med mellemrum. 

Et opslidende og opildende suk forlod hende som hun løftede hovedet en anelse mere: "En tjener går ud på en og samme ting som en slave i sidste ende, de gør det bare at egen vilje. Men ellers må du tage styringen for dette slag," det var ikke det samme, men alligevel. "Kan vi ikke forlade stedet her," spørgsmålet var en bøn fra hendes side af til ham. Første gang hun reelt set bønfaldt ham som hun gjorde.  

Dilemmaet var som mellem liv og død for Jontar. På den ene side ville han gerne gøre sin kommende kone glad. På den front var han ikke som sin fader. Havde det været hans fader i stedet for Jontar, ville de ikke have haft denne diskussion. Så ville en slave være valgt og Pompeia måtte leve med det. Men sådan var Jontar ikke.
På den anden side ville det kun bringe Jontar i problemer, skulle hans kommende kone ikke have en slave. Og mere, hvad ville det ikke sige om hans holdning om slaver, hvis han lod sin kone være foruden en, fordi hun ikke fandt det etisk korrekt? Det kunne være starten på enden for slaver komplet i landet. 

Derfor var Jontar på en måde glad for at komme væk fra slavehandlen igen, skønt de kun lige var ankommet. "Lad os tage tilbage mod Balzera, ja." sagde Jontar med en lidt for tom stemme. Hans øjne var fjerne ligesom med blikket og hele ansigtet. Fjern og tænkende. Diskuterende med sig selv. Frygtende.

Hun så det fjerne blik, generelle udtryk hos Jontar. Det var kun forventeligt. Pompeia kunne ikke lade det på komme til hende. Hvorfor hun blot valgte at træde et skridt tilbage og gjorde plads til at Jontar kunne lede an. Den eneste forskel der var nu, at hun holdt sig generelt et skridt bag ham. 

Balzera, der kunne de måske altid lige få drøftet det lidt, inden de drog hjem eller hvad der nu engang ville ske. Men hun affandt sig med alle de andre slaver, det var bare ikke det samme, hvis det skulle være hendes personlige. Nej. Deres børn ville få det som Jontar, det var der ingen tvivl om, men hun skulle bruge mere tid på at komme af med denne etiske korrekte adfærd. 

Afstanden var både fysisk og mental. Jontar lagde ikke engang mærke til, at Pompeia havde trukket sig tilbage og efterladt Jontar alene gående mod Balzera. Det var først efter flere minutter, at prinsen lagde mærke til det, hvorfor han stoppede op og kiggede bagud efter hende. 
"Vi kan ikke finde en løsning hver for sig," erkendte Jontar. Han kunne ikke alene finde en løsning, ej heller kunne Pompeia. De var nød til at være sammen om dette - ligesom resten af deres liv. "Fortæl mig dine tanker, Pompy. Andet kan vi ikke gøre." Han ville først begynde at gå igen, når Pompeia var oppe ved hans side med hans arm rundt om hende. Nok var de uenige, men de måtte stå sammen om dette.

Jontar havde haft mere fart på end hvad hun først havde erfaret, hvorfor hun var flere skridt bag ham, end blot det ene hun havde tiltænkt sig. Men han observeret dette og tog sin tid til at vente på hende. Som hun fik indhentet ham, mærkede hun hans arm omkring sig. Det var en fortrøstning, men alligevel ikke helt. "Jeg ved ikke hvordan de skal forklares, end hvad jeg allerede har sagt. Hvis én har interesse i at arbejde for Kazimi slægten, uden at de skal købes, men kender reglerne for hvad de må og kan, er det vel et fair kompromis," det var hendes eneste tanker. Men hvor mange ville egentligt helt  frivilligt være tjenestepige/dreng/person for Kazimi slægten, det vidste Pompeia ikke, stedet var huset med slaver og Fyrstens spioner og sikkert meget mere. 

Normalt ville Jontar kunne komme med modsvar med det samme, men i denne samtale måtte han tænke. Han måtte indtage Pompeias ord, fordøje dem og tænke på noget selv at sige. Han kunne ikke bare snakke frit, for så ville han uden tvivl vise for meget personlighed. For meget modstand. For meget kritik. Han skulle forholde sig passiv og lettere støttende omend lidt modstander. Men ikke fjendtlig. 
"Og hvor vil du finde sådan en tjener?" Jontar var ikke imod det, bare kritisk. Tænkende frit. Som djævlens advokat sagde han, hvad enhver modstander ville sige. 

Det var ikke en diskussion, ej heller en uenighed. Det var blot forskellige vækster der mødtes og skulle se hinanden i øjenhøjde. Mødes på midten. Selvfølgelig ville det være svært, nok et problem for Jontar. Pompeia måtte dog erkende, hun mødt en side af Jontar der var ny for hende på en måde. Hun havde mødt ham med nogle facader, men der var så meget mere bag ham. Sider hun i sidste ende godt vidste, først ville blive vist når de var ægte. Fra det sekund var hun nemlig hans. Bogstaveligt talt. Mænd ejet deres kvinder, som de ejet deres slaver.

"Jeg kender ikke alle sydens skikke endnu, Jontar," fejet hun ham halvt af vejen. I Dianthos havde det været nemt. Det var jo et job for folk, her var det nok mere en straf, selvom det var bedre levevilkår end slavehandlen eller så mange andre stedet at blive solgt til. "Byen er beriget med mange unge kvinder som kan gøre gavn," hvorfor han foretrak de skulle gøre det ude i offentligheden forstod hun dog ikke. Men de måtte tage det som det kom.

Det her var nok det... fjerede sted hun var i dag. 
Hun havde ikke i sinde at give op, men det var efterhånden grænsende til provokerende hvilken behandling hun fik. Sikken noget vås, at de blev ved med at sige nej, den affejende moderstemme skubbede hende et afventende skridt frem, og hun nikkede tavst for sig selv. Vås. Derfor var det med dén insisterende banken, at den bevingede kvinde nu prøvede igen. Igen. Igen. 
Og stilhed. 
Omkring hende var der selvfølgelig aktivitet nok, og det var ikke ligefrem larm som manglede. Men stilheden, jah den manglende respons fra den træklædte dør, larmede (for hende) tusinde gange mere end de skrålende gadebørn og brægende æsler. 
Hun skulle lige til at give op og med et suk skubbe en af de pergamenter hun havde med sig ind under dørsprækken, da et kighul blev skubbet til siden, og nogle kræsne øjne inspicerede hvad der stod foran ham. Endelig! Som summede elektricitet igennem kroppen vippede hun spændt op og ned på fodballerne, og åbnede munden. 
"Hej - eller, goddag gode herre. Mit ærinde er hurtigt, men muligvis overraskende - ser De jeg søger arbejde som..." 

Hans afvisning af hende... den havde til gengæld også været hurtig. Lidt for hurtig, og lidt for spydig, da han med himmelvendte øjne afskrev hende allerede før hun havde sagt de vigtige ting, men dog ikke irritabel nok til at gøre det færdigt foran en lukket dør. Tværtimod, gjorde smykkehandleren en stor dyd ud af at remse alle grundene til at hun ikke ville passe ind i det travle arbejdsmarked, da han belærende viftede en gammel finger foran kvindens kantede næse. "Jeg tror ikke at det her er stedet for dig, lille fugl. Smykkehandel er en farlig branche. Du ville drukne under ansvaret - jah det er næppe din skyld. Men...." og et lidt for smiskende smil trak læberne op. Pustede til en irritabel gnist, der brændte op i de gyldne øjne hun olmt mødte ham med. "... men måske en dag" hun kunne ikke holde tand for tunge, da hun protesterende løftede en hånd, vingerne let raslende bagved hende i irritation og hævede stemmen. 
"Hey! Nej - du har joh ikke engang hørt mig færdig, jeg-" manden slap flabet det krøllede pergament, og lod det blive fanget af vinden da det blæste væk bagved hende. Papiret som havde nedskrevet alle hendes kvalifikationer, og tilhørende styrker - alt hendes viden, og alt hvad hun kunne være behjælpelig med. Hvis de bare gav den chance! Med et smæk lukkedes døren - igen - foran hende, og Talice fnyste forarget, hænderne viftende foran hende i diverse flabede gestukuleringer og bandene håndtegn imod den uskyldige men trælse dør, inden at hun opgivende snurrede omkring på hælen, og dumpede ned på trappetrinene - blikket vendt fraværende imod himlen. 
Forbandet. Men måske var femte gang lykkens gang.

Skikkene i det samme land kunne være forskellige som ild og vand. Dianthos var en by, der var kendt for at huse stort set alle racer, og hvor alle af disse racer var frie og på lige fod. Eller så lige som personlige holdninger kunne holde. Men i Rubinien var der nok samme antal af forskellige racer, men her var forskellen mellem individerne markant. Nogle kunne eje andre og sådan var det her. Der var en grund til, hvorfor syden havde fået lov til at beholde det prestigefyldte erhverv af slaver, hvor det i resten af landet blev gjort en ulovlighed.
"Det sværere bliver bare at finde den rigtige kvinde." erklærede Jontar, for selvom de lige nu var i modsætninger - som Dianthos og syden - ville prinsen ej heller have, at de bare tog den første, for det var næppe den bedste. Pompeia fortjente bedre end bare at blive givet den første frie tjenerinde, de fandt.

Deres gang i samtalen blev nok mere gjort uden at tænke og uden et specifikt mål i sindet. Faktisk havde Jontar ikke observeret omverdenen om dem. Hans fokus var på Pompeia og sine egne tanker. For hun gav ham noget at tænke over. Gruble over. Spekulere. Derfor var de mange boder og butikker gået forbi prinsens næse. 
Dog kunne alt ikke lukkes ude. For ørerne opfangede noget, men øjnene opfangede det nok først. En relativ høj skikkelse - højere end Jontar selv - kunne ses, men det var ikke højden, der fangede Jontars opmærksomhed. Det var vingerne. 
De vinger kunne sælges godt på slavehandlen.
Det var Jontars første tanke til næsten alle blandingsracer, han faldt over. Hvor gode de kunne være som slaver. Men som Jontar kiggede mere på denne skikkelse, følte han, han hurtigt kunne konkludere, at dette ikke var et ejet individ. Skikkelsen blev afvist fra den smykkehandler, de var hos. Interessant i sandhed, ja.

De stod i et kryds. Men hun ønskede virkelig at efterkomme hans ønsker, men det var en udfordring. Det handlede om moral og etik, noget som de ikke delte. Men det at bryde sine egne grænser, det var en kamp der tog mere end bare otte måneder. Pompeia hørt hvad han sagde, men alligevel så hun hvordan munden bevæget sig. Støjen omkring dem gjorde det umådeligt svært for hende at holde fokusset på ham. Byen måtte have et eller andet at tilbyde hende, som ikke var en slave. Men som hun samlede tankerne for sig, så hun hvordan Jontar havde fået øjne på noget. 

Pompeia vendte hovedet i samme retning. Det var uden bekymring at hun så i samme retning. En høj skikkelse med vinger. 'Det er lige Jontars smag' hørt hun sig selv tænkte. Men samtidig gav hun det ikke mere overvejelse, før hun lod blikket falde til Jontar igen. "Jeg vil kunne se på en tjeneste person, samme måde som du ser på den bevingede kæmpe," det var måske lidt hårdt sagt. Men manden vidste hvad han ville have, det var det Pompeia manglede. At vide hvad hun faktisk søgte. Evner var jo faktisk ligegyldigt, det var personens udstrålning ... selvom Jontar så vinger nok. Men blikket blev alligevel ført om til den høje kvinde igen. Det ville næsten være uundgåeligt ikke at se, at de så på hende. 

Hvor længe hun havde siddet der, det vidste hun ikke. Men længe nok til irritabelt at gennemgå den mentale liste hun var blevet sendt afsted med, og måtte anerkende at det nok var ved at være tyndt i mulighederne. For idag. Fordi optimistisk blev hun nødt til at være - det skulle nok komme på et tidspunkt.
Talice rejste sig dog fra trappetrinene, og børstede støvet af bagenden imens hun trådte ned. Okay, næste sted. 

Højden havde været noget hun havde hørt for en god del af sit liv. Og hvor det på mange måder var... træls, eller ligefrem pinligt, var det af og til, til gavn. Fornemmelsen af at blive betragtet begyndte at summe i periferen af hendes øjne, og søgende gled hendes blik lidt til højre, og mødte skikkelsen af 2 fintklædte folk, gående under ørkensolen. Kunne det måske være..? 
Se, at det skulle vise sig at være den kommende fyrste og fyrstinde af Rubinien, det vidste hun ikke da hun stak hånden i lommen, for at fiske en seddel mere op fra tasken, og begyndte at gå imod dem. Men de så velhavende ud, og virkede om ikke andet nysgerrige. Måske de kendte nogle, som manglede folk? 
Det var hurtige skridt, og vingerne sammen med højden fik næsten automatisk fremmede til at give plads, når hun banede sig vej. Men som hun skulle til at bukke hovedet i en mere almindelig hilsen til fine folk, da hun endelig nåede derover, fangede hun et glimt af deres guldbrocher - det med Kazimiløven, som prydede deres krop. Og i en halvakavet overraskelse blev det mere til et improviseret buk, og hun tog et mere famlende skridt tilbage igen. Åh for helvede.  

"Deres højhed..." man kunne næsten fornemme hvordan hun blev i tvivl om det var 'højhed' eller 'højhed-er' i flertal, men fortsatte lidt mere selvsikkert, insisterende på ikke at fremstå for forfjamsket. Typisk hvordan hjernen gik i 'blank'. Talice rømmede sig. "Deres højhed..." så fik de en tiltale hver i stedet, og hun rankede en anelse, i tvivl om hvorvidt det var uhøfligt at hun kiggede nedad grundet højden. "De må undskylde forstyrrelsen. Men må jeg få et øjeblik af Deres tid?" sedlen blev lidt mere diskret foldet sammen, og hun gjorde virkelig sit ypperste for ikke at lade den øgede hjertebanken distrahere. 

At Jontars blik mod den høje, bevinget skikkelse ikke var just skjult kunne antages forskelligt. Nogle kvinder ville anse dette som et angreb mod dem. Ikke at kigge på dem, men andre. Andre kvinder ville anse det som i at stole på dem. For Jontar skjulte det ikke. Hvorfor skulle han det? Han skulle ægtes med Pompeia. Andre kvinder ville komme i anden række. Det krævede blot tillid og loyalitet. Men det var heller ikke noget, man bare fik. Selvom man hed Kazimi, fik man ikke bare alt fra alle. 
"Vi kan da se, hvad hun vil." erklærede Jontar blot, for det var tydeligt at se, hvordan skikkelsen var på vej direkte imod dem. Den høje højde var i sandhed iøjenfaldende. Jovist var Jontar ikke den laveste, men han var næppe den højeste. Der var mange, som slog ham i højden. Han var en af de højeste i slægten, men som den ældste prins af fyrsten var det heller ikke svært. De andre levende søskende af hans var enten yngre, storesøstre eller halvsøskende, som alligevel ikke var til stedet så tit. 

Øjenbrynene hævede sig, da skikkelsen kom hen imod dem og begyndte at snakke. Deres højhed to gange. Pompeia var allerede begyndt at blive anset som værdig til titlen. Meget passende. Inden i gjorde dette Jontar tilfreds, ja, nærmest stolt. Pompeia var hans kommende kone. Den kommende gemalinde. Hun var ikke en simpel adelig grevinde eller noget andet.
Kort kiggede Jontar på sin kommende kone. De limegrønne sagde nærmest 'hun vil os noget'. En lille leg mod den høje kvinde, for sekunderne gik, før Jontar atter kiggede på hende. "Hvad vil du gerne bruge vores tid til?" De færreste ville nok lægge mærke til, men at Jontar ikke kun beskrev det som hans tid, men deres tid, var noget, han havde gjort meget i. De skulle begynde at leve mere som et legeme. En enhed. Jovist var de to individuelle, men de var også sammen. Forbundet.

Hun var højere end Jontar, breder end ham. Forfærdelig smuk. Men det generet hende ikke, for Jontar så kun salg i sådanne indvidier, det var jo åbenlyst at hun var mere end bare hvad øjet først faldt for. Men et lille sæt sat sig i Pompeia, da det gik op fir hende, at kvinden havde sat sin kurs mod dem. Se hvad hun ville, det var vel altid noget at han var åben over for at lade sådan en komme op til dem og tale til dem. 

Pompeia satte sin front figur mod kvinden som hun kom nærmere, ud af øjenkrogen skimmede hun til Jontar for at se hvordan han gjorde. Det var hendes første møde med sådan en, som ikke var underlagt Kazimi slægten, ejet og tilpasset til familiens værdier. Så da hun hørte stemmen af denne høje gudinde, forhold Pompeia en neutral mine i ansigtet, gav et enkel nik som hun blev tiltalt med højhed. Pompeia lod hovedet blive lagt let på skrå, Jontar gav hende mulighed for at bruge deres tid, men, måske upassende, så Pompeia sit snit til at spørge: "Hvad er det for en seddel?" de havde jo allerede set hende forsøge at snakke med nogle af de andre, så hvorfor besværgligegøre situationen for hende. 

Måske Jontar gerne så den mulighed, men Pompeia ville bare gerne hjem nu, så lige til sagen nu og her med denne skønne skabning. 

Der var nogle sekunder hvor Talice ikke vidste hvor hun skulle kigge hen. Noget tvivl, hvor hun var i tvivl om hvorvidt hun skulle samle sig selv og hurtigt sjuffle videre, eller om de tog imod hendes 'andmodning'. 
Det havde aldrig været en decideret let ting at være omkring royale, og de utroligt få interaktioner hun havde været vidne til (jah ikke engang selv været en del af), fremstod ofte... langsomme. Men de gyldne øjne fandt mere ro da de endelig svarede, og hun kiggede først på den mørkhårede mand, inden at de faldt tilbage på kvinden ved siden af ham. Papiret i hånden blev foldet imellem pege- og langefingeren, og hun rakte det med en lille rømmen frem. 

Hun gik direkte til sagen, og det gjorde det nemmere at forsætte sin salgstale. Talice læber gled op i et mere professionelt smil, og rankede sig en smule. "Jeg kunne ikke undgå at bemærke Dem. Mit navn er Talice al Kimera, og jeg har brugt det meste af formiddagen på at søge arbejde" hun slap gerne pergamentet og gav det til dem, hvor (ret pæne) bogstaver fortalte om kvalifikationer og evner. Skrive, læse, regne, historie, økonomi og religion. Dog ikke politik, men ret meget erfaring indenfor handelsbranchens finesser. 
"Det her er min ansøgning. Hvis De ikke selv søger en assistent, eller finder mig kvalificeret, ville det være en stor hjælp at give den videre..." og blikket gled ned da hun bukkede hovedet en smule. ".. hvis De ønsker det, selvfølgelig". 
Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, udover det hendes mor havde himlet med øjnene om, fra egne erfaringer med vigtige skikkelser. 
Den mørke hånd gled tilbage, og lidt mere afventende lod hun den glide om bagved ryggen på den stribede vest. Lidt mindre konfronterende end at krydse dem, huskede hun nogle have sagt. 

Jontar kiggede på papiret, efter Pompeia havde lagt fokus på det. Han havde ikke selv lagt mærke til det før nu. Men nu blev det overrakt fra den høje vingekvinde til hans kommende kone. Hvad der stod deri, ville Pompeia se først. Men kvinden forklarede, hvad der stod deri. Hvorfor så have det skrevet ned, tænkte prinsen kort. 
Imens Pompeia kunne kigge på pergamentet og læse det nærmere, vendte Jontar sit blik tilbage på kvinden. De limegrønne øjne nærstuderede hende. Hun var sin egen kvinde. En fri kvinde. Ikke en slave. Så meget kunne prinsen se. Men sandsynligheden var zalans uhyggelig. Havde de to ikke lige snakket om en form for assistent til Pompeia? Ikke en personlig slave, men en personlig assistent. Tanken om, at denne høje vingekvinde havde spioneret på dem strejfede ham hurtigt. Og den blev der. Jontar kendte ikke hendes intentioner.

"Du ved godt, hvem vi er, ikke? Hvad skulle vi kunne bruge dig til?" Ordene var meget vel hårde og kolde, men tid var dyrebart. Især for prinser og prinsesser. Hellere gå direkte til sagen frem for at danse på tåspidser imod det. Denne kvinde ville ansøge om et job. Meget vel, men så må hun også kunne snakke om sig selv uden tøven eller frygt. Ellers var det allerede et nej fra paladsets arbejdsmuligheder.

Med hånden hævet højere op end normalt for at tage i mod pergamentet, gav Pompeia sig til at kigge på det, men hun lod endnu ørerne så vidt åbne og hørte hvad hun havde at sige. Kvinden var ikke spor dum, det var næsten en skam at hun havde så mange udfordringer i at søge et arbejde. Høflighed lå nok ikke lige til højre benet for Jontar, men Pompeia greb gerne situationen anerledes an. 

Det var tydeligt for hende, at kvinden virkede lige så uskyldig som hun så ud. Men som Jontar begyndte at være hårdnakket og fyrstelig, lagde Pompeia en hånd på hans skulder og så på Talice, som den unge dame hed. "Hvor længe har du været her i Belzera? Og vingerne, hvordan fungerer de?" de var pæne ja, men de fyldte nu lidt, så hvis de bare var til pynt, ville det måske være nemmest at få dem af hende, men folk havde så mange evner nu til dags, så måske de var mere end bare vinger. Pompeia skævede dog kort til Jontar, det var ikke fordi, hun ikke kunne fornemme hans mistanke, noget hun ville forsikre ham i, at hun havde med sig i overvejelserne. Desuden havde de altid mulighed for at få hende udspioneret af Nadia som evnede den samme evne som fyrsten. 

Den hårde tone overraskede hende, hvilket fik de mørke bryn til kortvarigt at glide undrende op. Og da hun vendte blikket imod prinsens gyldenbrune ansigt, følte Talice hvordan de limegrønne øjne i nogle lange sekunder grundigt studerede hende. Aflæste hende. Og hun endte med at kigge væk til sidst. Ligedele af selvfølgelig respekt - han var prinsen - men også med svedende håndflader gemt bagved ryggen. Autoriteter gjorde hende utilpas. Og hun vidste ikke om det var frygt eller frustration over dem. 

Det lod hun dog ikke vise, da hun i stedet tog det lidt som et springbræt for samtalen og nikkede et par gange, for at samle op på deres spørgsmål, et mere selvsikkert smil om de mørke læber. Selvfølgelig var hun ikke bare hvem som helst. "For at svare kort, Deres nåde, så kan I ansætte mig til diverse småopgaver, som De eller Deres forlovede ikke har tiden eller behovet for at stå i spidsen for selv" Det gik hende ikke forbi hvordan de virkede til at kommunikere udenom ordene der kom ud af deres mund, hun havde set det før. De var trods alt partnere. Men at det var mistanke, faldt hende ikke ind. 
"Og... selvfølgelig ved jeg hvem I er" Blikket gled imod Jontar, og de gyldne øjne fik et glimt af en anden slags respekt, som ikke kun var grundet hans titel. "De er Jontar af Kazimi. Før De blev arving til riget, var De et begejstret samtaleemne imellem handelsfolk og andre... og er det nok stadigvæk. Det er en ære" det kunne godt være at hun ikke havde været ydmyg nok. Blikket vendtes imod hans forlovede, og hun genkaldte sig sladderen der havde været efter erklæringen om Jontars arvedømme. Pom.. "Og Deres gemalinde, Pompeia af Kazimi... jeg er vokset op her i Balzera - har færdedes disse gaver hele mit liv, men Dem ved jeg desværre ikke ligeså meget om.." hun kunne ikke forsvare det, men forsøgte heller ikke. 
Lidt mere undskyldende, eller i hvert fald selvbevidst blev blikket til gengæld da hun skulle svare på det sidste spørgsmål, og foldede dem en smule ud bagved hende. "De skal nok virke en dag. En del af det er grundet min højde. Det, sammen med det faktum at mine svingfjer vil vokse hele livet, og stadigvæk mangler lidt. Jeg tror ikke der går længe endnu" hvilket var et skud i tågen, muligvis en løgn. Men en selvsikker løgn. 

Fyrsten havde uden tvivl gjort sit ypperste på at få al slavehandleren ud af Jontar, men det var som et medfødt gen for prinsen. Uanset hvor meget, der blev prøvet på det, så kunne Jontar ikke komplet miste slavehandlergenet i ham. Det var hans værk, hans passion. Jovist var han ikke længere en af de officielle slavehandlere for slægten. I stedet var han blevet den officielle arving. Men uofficielle besøg til slavehandlen og dialoger med de andre slavehandler ville ikke være sjældne for prinsen. Han kunne hurtigt argumentere for brugbarheden af dem. Den kommende fyrste skulle jo gerne have styr på flere aspekter af slægtens rigdomme. Og slavehandlen var en af deres største, hvis ikke den største indtægt. Derfor ville prinsen altid starte på en eller anden måde med slavehandler i sindet, når han mødte eksotiske karakterer som denne. 
Talice?
Hånden om Jontar fik prinsen til at kigge på sin kone. Hun havde uden tvivl andre ideer til deres indgangsvinkel. Dog var Jontars 'skade' gjort. Derfor kiggede han tilbage på Talice, som hun snakkede.

"Så dine vinger virker ikke for dig?" Det ville være en skam, skønt de endnu så pæne ud. Men elegant udseende kunne kun få tjenestefolk så langt. Deres brugbarhed var vigtigere. Hvad skulle de bruge en flyveløs fugl til? "Men din opvækst i Balzera kunne være brugbar. Jeg antager, du kender området og de mange traditioner og normer?" Det var ikke unormalt for Jontar - og sikkert mange andre adelige - at bruge ikke så høflige tiltalinger til andre, skønt de brugte dem mod ham. Han var hævet over dem, ikke omvendt. Jævnbyrdige individer ville han tiltale ordentligt og høfligt. Hvorfor skulle han spilde det på nedrestående væsener og personer?

Hun kunne fornemme det. Det var svært ikke at fornemme. Pompeia så på Jontar, så hvordan han håndteret det og greb situationen an, selv efter hendes indblanding. Men øjnen så endnu engang på den højde kvinde med vingerne. Hun gav sig tid til at fortælle alt hun stort set kendte til dem. Skulle man sætte et puls og minus på ting, ville Jontar nok være begejstret, men Pompeia, knap så meget. Men det var ikke hendes at vurdere. 

Der var dog mange ting som alligevel faldt i hendes smag, kvinden var kendt på disse kanter, høj og kunne godt virke frygtindgydende, uanset hvor køn hun var. Slaver så ud på mange måder, men det handler også om at føle sig tryg i deres nærvær, og det kunne Pompeia godt set for sig selv i dette tilfælde. Det var for hende en win-win. "Vi ville vel kunne få vingerne til at være velfungerende?" spurgte hun Jontar, træninger var vel ikke ulig for tjenestefolk, de skulle jo være i topform. Måske lidt misvisende, hvis nu de ikke valgt at tage hende med sig, men dette slag havde Pompeia nok vundet. 

Men hun lyttet ellers til hvordan Jontar stillede de rigtige spørgsmål og gjorde som han vidste bedst. Inspiceret hende uden at hun nok rigtig selv bemærket det. Han havde gjort det sammen med Pompeia, dog nok ud fra andre standarder. 

Hun skulle virkelig holde igen med ikke at tilføje et lille endnu bagved arvingens ord. Men at holde tand for tunge virkede som det smarteste at gøre, og hun ventede i stedet på bedømmelsen, en smule tør i munden fra at have talt sig selv op på den måde. 
Det virkede dog ikke som en fuldkommen tabt kamp, hvilket gav kampgejst til at forsætte. 

Halvelveren nikkede, noget fast i de gyldne øjne. "Traditioner, byens liv og normer" gentog hun bekræftende. Balzera var - såvidt hun vidste - et af de bedste steder at kunne vokse op. I hvert fald når man ikke selv var slave. Selvom de aldrig havde været rige nok til at kunne eje deres egen, i familien, forekom det som en tillokkende mulighed skulle man nogensinde blive så rig. Helt sikkert en gave hun ville give sin mor, den dag hun begyndte at vise alderdomstegn. 
Ikke at det var en vigtig tanke, og Talice vippede vægten en smule fra den ene fodballe til den anden, og ventede på det rigtige tidspunkt til at... "Se det som en investering, Deres nåde. Mine vinger vil virke..." og hun fjernede for første gang i hvad føltes som evigheder den ene hånd fra ryggen, og slog den lidt mere eftergivende ud. "... og når de gør, ville min arbejdsgiver være den første til at nyde godt af det" hun var ved at grave dybt efter flere grunde til at det skulle være hende. Fordi jovidst, hun ville nok være mere eftertragtet om 1 - 2, måske endda 5 år. Men nok også af flere meninger der. 
At søge job nu, var dog først og fremmest et mål i sig selv for halvelveren; hun skulle ikke bare flakke omkring med Balzeras ungdom, og bruge tiden på at kaste sten efter katte eller drille krydderihandleren. 
Hun havde højere ambitioner med livet.