Og med de ord, faldt det hele lidt mere på plads. Lumines smil fik en tilfreds kant, stærkt forfulgt af en lidt smigret latter ved de varmende ord fra den anden dødssynd. Sølvtunge simpelthen? Det var en god kompliment. Måske en anelse lusket, men selv sådan en titel ville hun ikke afvise - det virkede til at gavne. 
Fremfor alt andet, føltes det som om at Naamah forstod hendes intentioner, og også bakkede op omkring dem. Røde fingre krop fadt om krystalglasset, løftede det i en skål, og selvom de på ingen måde forseglede nogen aftale, virkede det næsten til at de gjorde. Hun følte det i hvert fald sådan, og smilede. "Du skal få det, som du ønsker" istemte hun, et både tilfreds men også taknemmeligt glimt, i de røde øjne der hvilede over den anden. 

Det var en beroligende tanke, at medregne den ældre dæmons støtte. Men det var også generelt bare... en fantastisk følelse, når man fandt hvad der let kunne føles som sjælefrænder, lige på det punkt. Ikke fordi Lumine var naiv nok til at tro de havde en fælles agenda. Men i hvert fald lige nu, og med glasset hævet i en skål, føltes det som om at de havde en fælles front. En fantastisk følelse, hun følte den leve hende op, jah næsten forstærke smagen der senere ramte hendes tunge, i den efterfølgende tår. 
"For fremtiden" lo hun, en magelig tanke på fremtide. Og hvad den kunne bringe. 

Naamah var ikke kendt for at være særlig pålidelig. Hun var manipulerende, en favorabel skuespiller og gjorde alting efter egen vinding. Det var der ingen tvivl om - hun satsede altid på den hest som ville give hende det bedste udkast. Alligevel kunne lystdæmonen ikke løbe fra at have en smule ære i livet, der bød hende at tage stilling til indre magtkampe der gav deres egentlig overlejne race et forfærdeligt ry af forfald.
Derfor, var en aftale en aftale. En mundtlig lige så bindende som en på skrift - i hvert fald for nu.

De lange blide fingre løftede elegant det tynde glas med den blodrøde væske op og lod det skåle med Lumines. Som den sidste forsegling af deres samtale. Naamah lod sin tunge samle den få løsslupne dråber af vinen fra underlæben, som hun betragtede den rødglødende inkarnation af ren vrede foran sig, trods hun var dulmet og ikke en aktiv vulkan dette øjeblik.
"For os" istemte hun og lod et øjeblik tankerne kredse om kombinationen af deres magt. Dødssynder var ofte sjovere, jo flere af dem der fik verden til at bukke under i kaos på én gang.